Verdens fedeste sofaer

Sofaen er et af de mest centrale møbler i vores hjem. For nogen skal sofaen bare være en praktisk flyder, for andre skal sofaen bære stuens – ja, hele hjemmets indretning. En sofa er ikke blot et møbel, men en investering, der holder langt ud i fremtiden. Vi guider her til nogle af verdens vildeste og fedeste sofaer, hvor du får design og kvalitet for alle pengene. Fra japansk håndværk til finlandsk finesse, nordisk funktionalisme og sydlandsk charme.

Togo fra Ligne Roset

I over 40 år har Togo-sofaen fra franske Ligne Roset været elsket af rigtigt mange. Den klassiske sofa har alt, hvad en moderne og luksuriøs sofa skal have, selvom den er designet i 1973 af Michel Ducaroy. I 1973 var den meget ny og moderne i sit udtryk og er siden blevet et ægte designikon, der ofte ses på Instagram. Et modul koster omkring 23.000 kr. alt efter materiale.

Terazza fra De Sede

Terrazza-sofaen fra Schweiziske De Sede med modelnummeret DS-1025 er ikke kun en virkelig lækker sofa, den er også et pop-artistisk kunstværk, der vil opgradere ethvert rum. Det er en sofa med store armbevægelser, som kræver plads omkring sig. Den blev designet i 1974 af Ubald Klug og modulerne, der minder om terrasseinddelte skråninger, kan kombineres på mange forskellige måder. Et element koster cirka 80.000 kr.

Mogens Hansen

Danske Mogens Hansen er en af de eneste sofaproducenter i Danmark, som også er produceret inden for landets grænser med håndkraft på en fabrik i Hasselager ved Aarhus. Og af den grund er det en vild sofa. Hver eneste sofa har en signatur fra den person, der har lavet den. Kvaliteten er i meget høj klasse, og samtidig ser den ud som en sofa i klassisk forstand – præcist, som man ville tegne den. Grasp er en af de nyeste sofaer fra producenten og er designet i samarbejde med Oliver & Lukas WeissKrogh – som altid er komforten helt i top. Sofaen koster fra 31.000 kr.

LC3 fra Le Corbusier

Man skal helt tilbage til 1928 for at finde de oprindelige skitser til Schweiziske Le Corbusiers LC3-sofa blev tegnet på hans tegnestue i Paris og produceres i dag af italienske Cassina. Den synlige metalramme om sofaen er helt bevidst for at synliggøre konstruktionen. Den trepersoners version med plads til at slænge sig koster mellem 100.000-135.000 kr. alt efter lædertype og stellet, der både fås i krom, hvid eller sort. Modellen fås også som lænestol.

 PK 31

Poul Kjærholm er en af de største danske møbeldesignere herhjemme. I 1964 designede han sofaen PK31, der fås som lænestol, to- eller trepersoners. Den smukke sofa er et eminent eksempel på Kjærholms evne til at arbejde med udsøgte materialer og en ekstremt smuk minimalisme. Den emmer af luksus og elegance, og derfor er sofaen, der koster omkring 300.000 kr., et unikt møbel, der vil gå i arv gennem generationer.

 Flexform

Den italienske polstervirksomhed, Flexform blev til i 1960 og laver i dag eksklusive sofaer af høj kvalitet. Det er svært at vælge en enkelt model, da hver eneste sofa har et unikt udtryk. Men skal vi vælge, er Cestone et godt bud. Den er designet i 2008 til at blive set både forfra og bagfra med den unikke metalstruktur på siderne og ryggen, som er polstret med vævede strimler af koskind. Det er muligt at vælge et vævet mønster i to forskellige bredder og tæt eller løst vævet. Sofaen koster fra cirka 80.000-150.000 kr., afhængig af sammensætningen.

Kiki-sofaen fra ARTEK

Finske ARTEK er grundlagt i Helsinki i 1935 af blandt andre Alvar og Aino Aalto. I dag producerer ARTEK innovative designs fra nogle af Finlands dygtigste møbeldesignere. Heriblandt Ilmari Tapiovaara, hvor især hans sofa, Kiki fra serien af samme navn har vundet stor popularitet. Kiki blev designet i 1960, men er stadig utroligt populær i dag med sin ramme af karakteristiske, ovale stålrør og en fin, kompakt størrelse. Sofaen koster fra 35.000 kr.

ATILLA LUX fra Conde House

CondeHouse er en moderne møbelproducent fra det nordlige Japan, som har specialiseret sig i møbler, der er håndlavet af træ. Det meste af træet kommer fra Hokkaido-skovene, og hvert eneste lille stykke af træet bliver udnyttet i produktionen. Sofaen, Atilla Lux er designet af Atilla Kuzu, der oprindeligt er fra Istanbul. Han har forenet japansk elegance og funktionalisme med lækkert design. Pris ved forespørgsel.

Bocca fra Gufram

Bocca-sofaen er et sandt ikon med sit distinkte udtryk. Den blev designet af det radikale italienske designteam Studio 65 for den berømte italienske producent Gufram tilbage i 1972. Faktisk er designet baseret på Salvador Dalis originale tegninger. I dag fås sofaen i flere forskellige farver og vil helt sikkert vække opsigt i ethvert rum. Den koster omkring 50.000 kr.

Revers fra GUBI

Danske Gubi har rødder tilbage i 70’erne, men skaber ikoniske designs den dag i dag. Som for eksempel nyklassikeren Revers, der er en sofa og lænestolserie, der bygger på klassiske former og strukturer. Sofaen omfavner dig og er inspireret af et klassisk jakkerevers. Der er tale om høj kvalitet til en pris af cirka 80.000 kr.