Hullet i ozonlaget skrumper – det giver håb for fremtiden

Der er faktisk positiv nyt, når det kommer til klimaet og atmosfæren. Det antarktiske hul i ozonlaget, som blev offentliggjort i 1985 af den engelske forsker, Joe Farman, er blevet markant mindre. Det viser nyeste rapport fra Den Meteorologiske Verdensorganisation (WMO) ’Scientific Assessment of Ozone Depletion: 2022’, der bliver udgivet hvert fjerde år.

At hullet er blevet mindre skyldes især den store indsats, der har været gjort for at reducere alle de gasser, der er skadelige for ozonlaget. Det i sig selv er en positiv nyhed, og samtidig er det positivt nyt for klimaforandringerne generelt – for det beviser, at det kan lade sig gøre at rette op på skaderne ved en fælles indsats. Liebhaverboligen har talt med Ole John Nielsen, der er professor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet og en af dem i Danmark, der ved mest om ozonlaget. Han er da også positiv i forhold til klimaforandringerne, hvis blot hele verden arbejder sammen på samme måde som man gjorde i 1980’erne: ”Der er ingen grund til at føle sig modløs eller skeptisk. Klimaproblemet vil blive løst på sigt. Det er et problem som udvikler sig langsomt over 10, 20, 30 år eller længere. Mange politikere ønsker ikke at gøre noget ”upopulært”, og risikere ikke at blive valgt. Hvis presset på politikerne i forhold til at gøre noget aktivt ved problemerne kommer fra befolkningerne, NGO’er og den ansvarlige del af forretningsverdenen, så kan vi løse problemerne hurtigere,” siger Ole John Nielsen, og håber, at verden er mere klar til at tage kampen op nu.

Montrealprotokollen gjorde forskellen

I 1980’erne blev man hurtigt klar over, at det stod galt fat. Derfor blev Montreal-protokollen vedtaget tilbage i 1987, og ledte til først en begrænsning og senere forbud mod produktion og udledning af ozon-nedbrydende stoffer. ”Den store forskel på ozonnedbrydningen og klimaforandringerne er kompleksitet. Den grønne omstilling er svær, fordi hele vort moderne samfund er bygget op omkring billig fossil energi. Men der kan gøres noget. Der, hvor det for alvor gik galt, var til COP15 i København i 2009. Den daværende klimaminister ville have ”en ambitiøs bindende aftale” ud af mødet, men tiden var slet ikke moden til en sådan aftale. Hvis målet havde været blot en aftale, så havde man haft noget, man kunne skrue på og forbedre hen ad vejen. Det var præcis sådan Montrealprotokollen fungerede. Den første version var i virkeligheden latterlig, fordi den på ingen måde kunne løse problemet, men hen ad vejen skruede man på aftalen og endte med at løse problemet. Det burde have været fremgangsmåden ved COP15 i 2009,” siger Ole John Nielsen.

Hullet kommer og går

Når vi taler om hullet i ozonlaget, så er der faktisk tale om et reelt hul eller det, der ligner, og det gjorde, at folk kunne forholde sig til problemet. ”Den eller de, der fandt på betegnelsen ”ozonhullet», skulle have en pris. Et hul er ikke en speciel videnskabelig term. Hvad et er hul? Et sted, der mangler noget, og det kan alle forstå. Ozonhullet opstod på grund af et særligt sammentræf af meteorologiske og kemiske omstændigheder på Antarktis. Og der er tale om et enkelt hul, som opstår hvert år, når lyset bryder frem i det antarktiske forår i september. Det forsvinder og opstår igen hvert forår. Efterhånden som mængden af CFC i atmosfæren bliver mindre så bliver hullet mindre. Der findes også et arktisk ozonhul, men det er ikke så udtalt, fordi temperaturen i Arktis er lavere end i Antarktis,” forklarer Ole John Nielsen. Den generelle vurdering i dag er, at hullet ikke kommer til at vokse igen, men ud over selve hullet ved Antarktis, er der også sket en reduktion af ozon-koncentrationen i det globale ozonlag. Denne ozonnedbrydning har ledt til flere antal af hudkræfttilfælde på grund af øget UV-stråling.

Atmosfærisk balance

Det hele handler ifølge Ole John Nielsen om at opretholde den rette, naturlige balance i vores atmosfære og at det er det der gået galt: ”Vi mennesker bør ikke påvirke atmosfærens sammensætning. Ozon er rent faktisk en drivhusgas lige som CO2. Så når ozonkoncentrationen er tilbage til normalt niveau, så giver det et bidrag på omkring 3% af bidraget fra CO2 – det vil sige, at opretholdelsen af ozonlaget ikke i sig selv gør noget godt for klimaforandringerne. Men samtidig skal det nævnes, at CFC-forbindelserne også er stærke drivhusgasser og den udledning, vi har undgået på grund af Montrealprotokollens forbud, er signifikant og svarer til 11 Gigatons CO2 om året. De CFC-erstatningsstoffer, som vi på Københavns Universitet har undersøgt, er ikke drivhusgasser og ikke ozonnedbrydende.”

Han slår samtidig fast, at katastrofen kunne have været langt værre. ”Faktisk var menneskeheden heldig, for hvis CFC’erne havde indeholdt brom i stedet for klor, så havde vi haft en ozon-nedbrydningskatastrofe, som er svær at forestille sig. Brom er 50 gange mere effektivt end klor, som ozon-nedbryder. Man vidste ikke, hvad man lavede, og vi var blot heldige,” siger han.

Med det in mente gør den forskning og den opmærksomhed, vi har på både klimaforandringer og atmosfæren generelt, at vi i dag er godt rustede til at gøre noget og skabe varige ændringer i den positive retning, hvis blot vi på politisk plan og som befolkning står sammen om at gøre noget.

FAKTA

Hvad er ozonlaget?

Ozonlaget er et skjold af ozonmolekyler i Jordens atmosfære, som absorberer skadelig UV-stråling fra solen og beskytter livet på Jorden. Det er en vigtig komponent i reguleringen af den mængde UV-stråling, der når frem til jordens overflade.

Hvad førte til ozonhullet?

Ozonhullet blev forårsaget af udledningen af CFC (chlorofluorocarbon)-forbindelserne, også kendt som freon i atmosfæren uden at tage hensyn til deres indvirkning på ozonlaget. Det drejede sig om flere hundredetusind tons om året. CFC-forbindelserne var ikke giftige, ikke brandbare og meget holdbare og derfor velegnede til mange formål som kølemidler, skum-opblæsning og som drivmidler i spraydåser med mere. Da to amerikanske forskere i 1974 offentliggjorde en artikel, som forklarede den mulige ozonnedbrydning, katalyseret af klor‐atomerne fra CFC, så skete der stort set ingenting. Men arbejdet gav dem nobelprisen i kemi i 1995.