Sommerens adrenalinkick
Klatring, flyvning, gokartkørsel og vandskiløb er bare nogle af de aktiviteter, som giver sommerens oplevelser en ekstra dimension.
Til tops i trækronerne
Klatreparken Til Tops på Klosterrisvej 4 ved Havreholm Slot syd for Hornbæk tilbyder vandringer og svæveture mellem trætoppene i flere sværhedsgrader lige fra de nemme for begyndere til de høje og svære for øvede. Minimumhøjden på klatrere starter ved 130 cm med en mindstealder på otte år. Under 12-årige skal følges med voksne. Banerne i trækronerne er udstyret med broer, stiger op til træer m.m. og er opdelt i en hvid, en gul, en rød, en blå og en grøn. Den hvide er svævebanerunden med hele syv svævebaner, hvoraf én er 200 meter lang og 18 meter høj. Før samtlige klatringer gives der instruktion om sikkerhedsudstyr, regler og restriktioner. Til Tops findes også i Frederiksdal og Lejre. www.havreholmklatrebane.dk
Indendørs klatrevægge
Hos Klatreklubben Giraffen på Skolevej 5 i Hvalsø er der intet mindre end en 250 meter klatrevæg. Det går både op, rundt og nedad, når man bevæger sig rundt på de udfordrende klatrevægge. Der er en række udfordringer såsom overhæng, kasser, lodrette sider og slabs. Forhindringerne findes på alle niveauer både til de nye i klatring og de rutinerede, så besøget både bliver en krævende og sjov oplevelse. Der gives gratis prøvetimer på lørdage før eventuelt medlemskab, så man bliver fortrolig med begreber som toprebsklatring, føring og bouldering. Bestemmer man sig for medlemskab, er prisen 100 kr. i kvartalet, se www.klatre.dk Klatrehaller findes også andre steder som hos kæden www.boulders.dk i København Sydhavn, Valby og andre steder.
Se landskabet oppefra
Prøv hanggliding eller paragliding, hvor du kan flyve solo eller tandem med en erfaren udøver. Selv om vi ikke har de højeste bjerge at lette fra, er der mange muligheder for luft under vingerne og en uforglemmelig oplevelse svævende over landskabet, mens drageflyveren eller faldskærmens kurs styres med kroppen. De ture koster 400-700 kr. Airwave Paragliding School tilbyder introdag på Hersted Høje i Albertslund før senere flyvning fra kysten i Gilleleje og andre steder alt efter vindretningen. Få en fantastisk tid i høj tynd luft med udsigt over naturarealer, hvor de smukkeste syn venter. Introdag med lån af skærm, sele, hjelm og radio varer fire-seks timer med indføring i grundlæggende færdigheder og småture på bakke. Prisen er 750 kr.www.airwave-gliders.dkwww.funguide.dk
En tur op under skyerne
Drømmer du om at flyve højt og lydløst som en fugl over landskabet ved at udnytte naturens energi? Så er en introduktions-flyvning til svævefly for 500 kr. måske en idé. Der er løbende mulighed for det i weekender eller på hverdage frem til oktober. At blive trukket op ved hjælp af en wire, svæve og holde sig i luften ved naturens kraft er en helt unik følelse. Turen varer 8-20 minutter afhængigt af vejrforholdene. Under flyvningen sidder gæster i Nordsjællands Svæveflyveklubs tosædede fly med en erfaren pilot ved roret. Det er muligt at komme på venteliste til overtegnede tider. Der kan også prøveflyves på andre, aftalte dage på svæveflyvecentret, Kurreholmvej 39 i Gørløse. Klubben har 150 medlemmer og råder over 25 fly. www.glider.dk
Syv minutter på vandski
Nivå Vandski Klub i Strandparken tilbyder gæster at prøve en tur på vandski. Varigheden er cirka syv minutter på Øresund. Der er mulighed for at låne det nødvendige vandskiudstyr af klubben. Der gives instruktion til løberen før turen. Da der sejles tre klubmedlemmer for hver gæst, kan der forventes lidt ventetid. Prisen er 150 kr., og man må maksimalt få tre gæsteture, før man skal melde sig ind. Det er også muligt at få privatundervisning med alt inklusiv til 800 kr. for en halv time og 1.200 kr. for en hel, som bookes i forvejen. www.nvk.one
Gokart er også for voksne
Oplev suset i maven når du overhaler dine medkørende på gokart-banen og tager svinget i fuld fart. Se også hvem der er hurtigst, slå banerekorden og få dit navn op på tavlen! Ballerup Eventcenter har en stor bane med skarpe sving, hvor man kan prøve sine køreegenskaber af. På de lange strækninger kan gokarten hurtigt komme op i fart, så vibrationerne mærkes i hele kroppen. Den udfordrende bane er oplagt for dem, der elsker spænding. Sikkerheden er i top og inden turen instrueres i, hvordan gokarten virker. Af hygiejniske årsager er hjelmhue og handsker påkrævede, og man kan medbringe sine egne. Man skal være minimum 8 år og 120 cm høj for at køre gokart. 30 minutter koster 330 kr. Kom en halv time før for at klæde om og få instruktion.www.ballerupeventcenter.dk