Sanketure i sommerlandet
Sanketure i sommerlandet
Der er flere muligheder for at sanke urter på landjorden og i havet i løbet af eftersommeren såvel i Nordsjælland som i Odsherred og syd for København.
1.
Høst havets egne urter
Tag på tangsafari fra Lynæs 23. juli kl. 10 eller 13 – eller gør det en af de tre efterfølgende lørdage, hvis det passer bedre. Man mødes ved P-pladsen på St. Karlsmindevej 69 og går i vandet for at blive klogere på havets grøntsager på et frodigt sted ved Isefjord. En tangsafari varer to en halv time og koster 250-330 kr. På safarien skal der høstes tang, og oplevelsen er plaget af opdagelser, nye smagsindtryk og spændingen ved at finde så mange arter som overhovedet muligt, formentlig 7-12 forskellige. Der gives svar på, hvilken årstid der er bedst til tangjagt, og hvad man skal være opmærksom på. Medbring plastpose til høsten og gerne waders, men de kan også lånes. www.dansktang.dkwww.billetexpressen.dk
2.
Find vilde grøntsager
Bliv fortrolig med de vilde planter og frugter der vokser langs vore kyster. 26. juli og de efterfølgende tirsdage foregår sanketurene ved kysten kl. 15-17.30 under ledelse af Silva Danica. Man mødes på P-pladsen for enden af Ellinge Strandvej i Højby for at deltage i et kursus for hele familien i, hvordan man kan få glæde af de spiselige planter, man kan plukke på kysten. På turen lærer man 10-15 spiselige planter at kende, smager på dem, hører hvad de kan bruges til og høster lidt med hjem. Medbring gerne køletaske, poser, urtekniv og saks. Prisen er 100 kr. og 50 kr. for børn under 12 år. Husk gummistøvler men lad barne- og klapvogne blive hjemme. www.billetexpressen.dk
3.
Spis strandens godbid
Tag familien med på en sanketur til Ishøj Strand 28, august kl. 10 med mødested ved kunstmuseet Arken, Skovvej 100. Området omkring Strandparken er en sjælden perle med stor variation af vilde, spiselige urter. Her er eng, overdrev, og strandbred med strandsennep, Vild gulerod og Havtorn. Oplev naturens spændende spisekammer med biolog og vild mad-ekspert Klara Rask. Med hende går deltagerne rundt på strand og klitter, som bugner af vild mad med stor diversitet, der kan tilføre madlavningen nye uventede smage og konsistens og bare venter på at blive udforsket. Der gives gode råd med på vejen om indsamling af vilde planter i naturen og om regler, sikkerhed og giftige forvekslingsmuligheder. Samt ikke mindst hvordan man kan bruge de indsamlede planter til at forny sit køkken derhjemme. Turen varer tre timer og billetter fås for 375 kr. www.fof.dkwww.vilderaavarer.com
4.
Nyd middagen derude
Vild middag og sanketur kan opleves ved Helsinge 5. august kl. 17. Prisen er 750 kr., og turen starter med at sanke i skoven en time med start fra Haldbjerg Shelters, Kagerupvej 21. Derefter spises ved langbord i åben bålhytte hvor der serveres aperitif, fladbrød med egne høstede urter, skaldyr med brændenældefrø og fisk med svampestuvning med sæsonens grønt. Til dessert er mirabellecrumble med fløde. Deltagere opfordres til at klæde sig efter vejret, og det er ikke tilladt at medbringe egen mad eller drikkevarer. Vin og vand kan tilkøbes som for eksempel en vinmenu til 350 kr. www.sanketure.dk
5.
Lær om naturskattene
Lær om vilde spiselige og nyttige planter omkring os og tag med Aalykke Farms frue på sanketur i landskabet omkring husmandsstedet ved Æbelholt Klosterruin i Skævinge 20. august kl. 10. På turen lokaliseres og samles årstidens spiselige skatte i ejendommens skov, langs åen, i grøftekanten og blandt ukrudtet. Bagefter tilberedes fundene, så man kan smage og få ideer med hjem om, hvordan naturen kan inddrages i køkken og hverdag. Under vejs på sanketuren gøres holdt til snak, fortællinger, spørgsmål og plukning. Tilbage i Aalykke Farms hyggelige have tændes op i bålsted og stenovn, hvorefter der tilberedes fælles smagsprøver i udekøkkenet med koldt og varmt at drikke til. Arrangementet slutter kl. 13.30. Billetter til 350 kr. bestilles i forvejen. www.aalykkefarm.dk
6.
Prøv i Helsingørs skove
Naturens smagsoplevelser kan opleves på sommertur 22. juli med mødetid kl. 16 ved Naturlegepladsen på Gammel Hellebækvej i Helsingør. Medbring taske, saks, urtekniv, tallerken, bestik og siddepude. Billetter koster 100 kr., mens turen er gratis for børn op til 16 år. Værter på turen er Mette Maulitz fra Sanketossen og Christian Dürr fra kulturhuset Toldkammeret. Under introduktionen skal deltagerne se, smage og dufte de urter, der skal bruges til senere madlavning til slut på arrangementet. Sankningen tager halvanden time og bagefter fortæller kok og vært, hvad sankefangsten kan bruges til. Det meste har de tilberedt i forvejen, og så hjælper deltagerne med at færdiggøre menuen. Eventet slutter kl. 18.30. www.sanketossen.dk www.kuto.dk