Mercedes 200 CLA

,

marcedes2

En ældre Toyota Carina med to unge fyre af anden etnisk herkomst har i et stykke tid prøvet at komme op på siden af mig i den tætte trafik ind mod København. Det lykkes for dem ved krydset foran Panuminstituttet, og jeg skæver over til dem og er klar til at signalere, at jeg faktisk ikke er i humør til at køre om kap. Det var heller ikke deres intention. De smiler bare og giver mig tommelfingrene op, mens de råber ud af vinduet: – Fed bil, mand!

mercedes

Og jo, det er i sandhed en fed bil den koksgrå Mercedes 200 CLA, Liebhaverbilen har fået nøglerne udleveret til. Forførende coupé-linjer lige fra den frække front over mega-soltaget og den stærkt faldende taglinje. Det er smukke og stilsikre linjer, som man engang kendte det både fra den legendariske SL’er, Pagode og Mågevingen, tilbage i 1960’erne. I CLA’en signaleres der hverken taxa eller tysk industrifyrste. Her har Mercedes fundet tilbage til de gamle dyder, der kunne dreje hovedet på både misundelige og begejstrede medbilister.

Motoren er ikke imponerende stor – en 1,6’er såmænd, men med turbo på sparker den 156 velvillige heste af sted, og det er rigeligt. Især i kombination med det sportsgear, 7G-Tronic, som testbilen var udstyret med, blev det rigtig sjovt at smide bilen rundt på de små snoede landeveje, hvor det præcise styretøj aldrig fik en på afveje.

Trods imponerende 230 km/t på toppen er det dog ikke en sportsvogn på nogen måder – her mangler der både en strammere gearkasse og undervogn, men med en prislap på kun 437.000,- for den lille 180-model, så har både BMW og Audi fået en alvorlig konkurrent i segmentet.

Til gengæld koster ekstraudstyret mere end en speedbåd: Sportsgear, soltag, 18” fælge, Bi-xenon Adaptive, sportssæder, lyspakke m.m. på testbilen gjorde den næsten dobbelt så dyr som basisudgaven, og så er du kun et par hundrede tusinde kroner fra storebror CLS.

Men jeg er ikke sikker på, at mine to venner i Carina’en ville have givet samme begejstrede tilkendegivelser for netop den.

Thumps up:

– Lækkert og æstetisk design også indvendigt

– God og gedigen kvalitet på alle knapper og interiørelementer

– Velvillig og rap motor

– Billigere end en stor Skoda

Thumps down:

– Kun for børn og teenagere under 170 cm. på bagsædet

– Rasende dyrt ekstraudstyr

– Lidt ulogisk infocenter

mercedes8