personlige top 3

Dennis Ritter, Sportsjournalist TV2

1. Gino Bartali

Jeg mødte ham aldrig og har aldrig set ham køre. Men historierne om ham fascinerer mig voldsomt. Den gamle mester, der blev fjernet fra tronen af sin unge, moderne og smarte rival, Fausto Coppi. Men Bartalis eftermæle er enestående. Manden, der hjalp adskillige jøder på flugt fra den visse død ved at fungere som kurér med falske dokumenter gemt i sadelrøret under sine lange træningsture. Bartali var en gentleman, og en mand, der på alle måder måtte arbejde hårdt for det, han opnåede.

2. Carlos Sastre

Holdt gennem det meste af sin karriere et utroligt stabilt højt niveau. Top 10 i den ene Grand Tour efter den anden. Men kun én gang bød muligheden sig for, at han kunne vinde – og den chance tog han, i Tour de France 2008. Hans høje niveau gennem mange år, sammenholdt med hans lidt vanskelige, men utrolig sympatiske sind, bringer ham på 2.pladsen på min liste. Han var usikker, han tvivlede ofte på sig selv – men han svigtede sjældent på cyklen, og han var ufattelig rar overfor os pressefolk. Jeg husker stadig, da jeg skulle interviewe ham – måske 20 minutter efter han havde sikret Tour-sejren på den sidste enkeltstart dagen før Paris-etapen i 2008. Manden havde netop forsvaret sig mod alle odds overfor Cadel Evans og sikret sin første og eneste Tour de France-sejr. Alligevel kom han hen og spurgte både mig og fotografen hvordan vi havde det, om vi havde haft en god dag, osv…! Jeg var rystet – på den gode måde.

3. Jens Voigt

Ingen har kunnet underholde i sin aktive karriere som Jens Voigt. En evig fighter på cyklen og et sprudlende springvand af ord og humør! Jeg vil savne Jens Voigt, når han nu stopper karrieren. Hans udtryk ”Shut up, legs” er allerede legendarisk. Og det rammer ham ind som type. Samtidig var han i sine bedste år faktisk en fremragende cykelrytter med mange kvaliteter. Og enormt generøs med sin arbejdskraft. En ener, som ikke kan erstattes.

………………………………………………………………………………………

Brian Holm, Sportsdirektør Omega

1. Jacques Anquetil (Maitre Jacques)

Maitre Jacques sagde, ”at den bedste forberedelse til et stort cykelløb er et godt stykke fasan, et glas champagne og en smuk kvinde”, og han slap afsted med det. Der hersker vist heller ingen tvivl om, at han mente det alvorligt. Den franske stilist vandt Tour de France fem gange, men var fransk folkehelt grundet sin karisma og udstråling. Kørte Ford Mustang 65’ allerede i 1964 og burde i virkeligheden have været filmstjerne på højde med Jean-Paul Belmondo. Tøjmærket Rapha har enda “lånt” navnet fra Anquetils sponsor: St Raphael, der i folkemunde bare blev kaldt Rapha, og fået stor succes med det. Jeg mødte Maitre Jacques flere gange, da jeg som amatør var bosat i Roubaix 1982-84 og kørte for La Redoute. Desværre var jeg genert til at spørge om hans autograf, og fortryder det bittert den dag i dag.

2. Roger de Vlaeminck (Le Gitane)

Sigøjneren fra Eeklo eller Monsieur Paris-Roubaix på den blå Gios-Torino med Criterium-styr kørte på brosten som ingen anden og vandt “Helvede i Nord” fire gange, seks gange Tirreno-Adriattico samt et væld af andre store cykelløb. Verdensmester blev Le Gitane aldrig, og da han i en belgisk dokumentar fra i fjor skulle fortælle om sit store nederlag i Yvoir 1975, så tudede jeg med ham. De Vlaeminck gjorde også den rød/hvid stribede Brooklyn trikot legendarisk og enhver cykelentusiast har en hjemme i klædeskabet med cykeltøj. Jeg møder ofte Roger til de belgiske cykelløb og er lige stolt hver gang. En stor personlighed!

3. Lance Armstrong

Denne cowboy er jo lidt kontroversiel at have med på listen. Personlig mener jeg, at ”Tex” har fået tæsk nok for generationers synder. Hylkeriet må snart stoppe! Han fik gjort cykelbukserne 10 cm længere, indført sorte “high-cuff” cykelstrømper i feltet og kørte med den klassiske Concor-saddel hele sin karriere. Lance Armstrong fik givet arbejdersporten lidt tiltrængt stjernestøv, en duft af Hollywood, der tiltrak mange nye sponsorer (og fik nogle til at forsvinde igen) og mennesker til cykelsporten. Han gjorde cykelsporten til den nye golf. Jeg har kendt Lance siden han var neo-pro og haft fornøjelsen at møde Robin Williams (RIP), Ben Stiller, Lenny Kravitz og Sheryl Crow gennem Lance. De var bare en lille del af hans imponerende følge, dengang han var på toppen. Tilbage i 2004 fik jeg konstateret tarmkræft og jeg var for alvor nede og kysse asfalten. Superstjernen både ringede og mailede jævnligt for at tilbyde sin hjælp. Det glemmer jeg ham aldrig for!

………………………………………………………………………………………

Søren Reedtz, Sportsjournalist DR

1. Laurent Fignon

Sygekassebrillerne, hestehalen, pandebåndet. Og ofte i en gul trøje. Laurent Fignon, professoren, er en af de første ryttere, jeg husker fra min barndom foran fjernsynet. Nederlaget på otte sekunder til Greg LeMond i touren i 1989 gjorde ikke Fignon mindre interessant i mine øjne. Han bøvlede resten af livet med at blive husket som manden, der tabte touren med den mindste margin, i stedet for som manden, der vandt touren to gange. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham et par gange i løbet af 00’erne, mens han arbejdede for fransk tv. Altid en gentleman og altid med interessante og gennemtænkte svar trods det gebrokne engelske og mit manglende franske. En trist dag, da kræften fik bugt med Fignon i august 2010.

2. Fabian Cancellara

Schweizeren begyndte sin Tour de France-karriere sammen med mig i 2004. Cancellara var dog den eneste af os to, der kom i gult efter prologen i Liege. I 2005, efter en enkeltstart i touren, stod jeg klar ved Fassa Bortolo-bussen, da det kom frem, at Cancellara skulle køre for Bjarne Riis og Team CSC året efter. Fabian Cancellara skuffer sjældent i et interview – og han siger aldrig nej til at tale, når det drejer sig om hans yndlingsemner: Cykelløb og Fabian Cancellara! Da klassikerspecialisten var allerbedst i 2010, kørte han så hurtigt, at der opstod mistanke om en motor gemt i hans cykel. Misundelse er en grim ting.

3. Matti Breschel

Efterhånden er det gået op for mig, at jeg langt fra er den eneste i min omgangskreds, der har et lille ”man crush” på Matti Breschel. Det var Matti Breschel (og lidt Fabian Cancellara og Tom Boonen), jeg skulle være, hvis jeg var blevet cykelrytter. Han har stil og er flot at se på cyklen. Han vinder for lidt og er for meget skadet, men har alligevel klasse og udstråling som en champion. Jeg regner stadig naivt med, at sejren ved VM eller i Paris-Roubaix venter lige om hjørnet for Breschel. Og så er han i øvrigt – som alle de andre danske elite-ryttere, jeg kender – en flink fyr, som er hyggelig at omgås.