8 nye restauranter du skal kende
København bobler og syder, når det kommer til mad. Kokkene står næsten i kø i køkkenet for at komme til at åbne nye spændende steder. Liebhaverboligen giver her et gastronomisk overblik over de mest spændende nyåbnede spisesteder – fra top-gourmet til gademad
no.2, Nicolai Eigtveds Gade 2, 1402 København K
En anden Michelin-restaurant, som har udvidet, er AOC. De har netop åbnet en nordisk bistro lige overfor Den Sorte Diamant. Stedet hedder no. 2 og fungerer som kulinarisk lillesøster. Producenterne og leverandørerne er dog de samme, så kvaliteten følger trop, og i selve køkkenet holder de sig absolut heller ikke tilbage på nogen måde. Retterne snuser til Michelin-stjernerne, selvom de er yderst rimeligt prissat. Placeringen ved havnen med masser af lys, luft og havvand har lynhurtigt gjort restauranten til sommerens populære hænge-ud-sted for madnørder.
Llama, Lille Kongensgade 14, 1074 København K
Cofoco imperiet tæller efterhånden så mange restauranter, at det kan være svært at danne sig et overblik. Men nyåbnede Llama i Lille Kongensgade, overfor Magasin, skiller sig markant ud. I hvert fald indretningsmæssigt. Hele restauranten, som ligger i en kæmpe kælder, er nemlig dekoreret med ekstremt farverige klinker fra gulv til loft, og det er ikke sådan lige noget, man glemmer. Rent madmæssigt sigter Llama mod Sydamerika og serverer deres egen version af eksotiske jungleretter til en meget fair penge.
Uformel, Studiestræde 69, København V
Det er blevet lidt af en trend i København, at Michelin-restauranter forsøger sig med en lillebror. Nogle af de første til den manøvre var Formel B, som åbnede Sletten i Humlebæk. Folk strømmede til, så nu har de gjort det igen. Deres nye restaurant Uformel ligger lige ved Palads-biograferne, i en gammel stripklub, men der er så sandelig gjort noget ved stedet. Selvom alle retter ‘kun’ koster 100 kr., er her smæk for skillingen og noget af den bedste value-for-money i øjeblikket. Her serveres top gourmetmad til almindelige priser.
Øl & Brød, Viktoriagade 6, 1620 København
Mikkeller er blevet verdensberømt på at producere noget af klodens bedste øl. Det ry er noget, der trækker turister til deres hoved-øl-bar i Viktoriagade, og nu har de udvidet forretningsområdet, så de også kan tilbyde smørrebrød i højeste potens til de besøgende. De har simpelthen taget det gode gamle danske smørrebrød og sat det på kulinariske steroider. Derudover er her, selvfølgelig, et ekstremt godt udvalg af både øl og snaps.
20A, Ravnsborggade 20A, 2200 Nørrebro
Ravnsborggade har et stykke tid ligget og boblet med masser af nye initiativer, og det lader til, de er brudt gennem lydmuren med deres helt nede på jorden restaurant, 20A. Stamgæsterne flokkes om dagens ene ret til omkring 125 kr, og der står borde og lys på gaden, som tiltrækker vinglade lokale. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man var landet direkte i Paris.
Foderbrættet, Vesterbrogade 41, 1620 København V
København er virkelig ved at blive rigtig trendy – også målt internationalt. Det er ikke så lang tid siden, vi misundeligt kiggede mod USA og England, når vi skulle imponeres, men de tider er snart forbi. Nyeste skud på trend-stammen er Foderbrættet midt i hipster-hovedstaden Vesterbro. Her er tidens smarteste indretning parret med et menukort, der i princippet kun byder på tre ting; hotdogs, champagne og cocktails. Det er det, de unge vil ha’, og kvaliteten på gourmethotdogs’ene er forbavsende god. Specielt kan torske-hotdoggen anbefales. Ja, så har man hørt det med.
The Union Kitchen, Store Strandstræde 21,1255 København K
Cocktailbaren The Union har i flere år været et populært hang-out lige bag Nyhavn. Nu har de åbnet en restaurant lige overfor, hvor man så også kan få stillet den rigtige sult. Rammerne i de smarte lokaler er som taget ud af et boligmagasin, og klientellet kunne for så vidt også være trådt direkte ud af et modeblad. Køkkenets speciale er meat balls, som serveres i mange forskellige afskygninger, og ja, man kan selvfølgelig godt få cocktails til.
Barbie, Trommesalen 5, 1614 København V
I disse tider går alle snart til Crossfit og tæller nidkært kalorier, når der skal spises. Der måtte jo ligesom komme en modreaktion, og den er i dén grad kommet på Restaurant Barbie. Det er stadigvæk et lidt hemmeligt spisested i kælderen på en anden restaurant, nemlig Retour Steak Vesterbro, og de har kun åbent torsdag, fredag og lørdag. Til gengæld giver de den kød-gas til den helt store grill-medalje, når de fyrer op – og du kan være helt sikker på, du ikke mangler proteiner, når du hiver dig op af trappen igen.