“Når tingene kører, bliver jeg rastløs”

 

Med markante armbevægelser har Mikael Bertelsen bevæget sig gennem medie-verdens forskellige afkroge. Fra børne- og ungdomradio til satire. Fra chefredaktionen på Danmarks Radio til den talende Radio24Syv, hvor Mikael Bertelsen siden 2011 har svunget taktstokken som programchef.

Mikael Bertelsen har givet seerne irrelevante informationer som vært på De Uaktuelle Nyheder, sat gang i danskernes lattermuskler med Drengene fra Angora og fortalt fængslende historier fra dagligdagen bag tremmerne i Statsfængslet Søbysøgaard.

Mikael Bertelsen er en af Danmarks mest markante tv- og radio-journalister. Men succesfuld mener han ikke selv, at han er.

Liebhaverboligen mødte den dygtige og visionære Radio 24Syv programchef til en snak om radio, familieliv, arrogance og lindolie.

 

Mikael Bertelsen, du har gennem din karriere lavet både radio og tv, været på Danmarks Radio og har siden 2011 været programchef på Radio27Syv. Hvad betyder dit arbejde for dig?

Jeg havde nogle år som yngre, hvor jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle blive. Da jeg så endelig fandt ud af det, blev jeg fuldstændig opslugt. Helt væk i mit arbejde. Det var først, da jeg fik mit første barn for snart 20 år siden, at jeg blev god til at arbejde.

Jeg havde egentlig frygtet, at det hele skulle blive kaos. Alt var allerede sådan noget rod, hvor fritid og arbejde var blandet sammen, men mine børn gjorde, at jeg blev struktureret. Stadig glemmer jeg aldrig mit arbejde – heller ikke når jeg sover.

Da jeg selv lavede programmer, blev det alt for opslugende og selvoptaget. Nu, når jeg skaber noget gennem andre, er det en god idé at lytte og se tingene med et frisk sind. Jeg skal ikke hele tiden have hovedet nede i mit arbejde. Det bliver man en dårlig chef af, tror jeg.

 

Du er ikke uddannet journalist eller har anden medieuddannelse. Hvad har det betydet for dig?

At jeg har skulle tilkæmpe mig alt det, som jeg kan, har betydet, at min arbejde er en enorm stor del af mig. Det betyder ekstrem meget. Samtidig er jeg også mange gange startet forfra.

Mange ville måske mene, at når man endelig er kommet ind i magtens centrum i chefredaktionen på Danmarks Radio, så gælder det bare om at blive og holde fast. Men jeg har en god seismograf i mig, og den konstaterer automatisk, hvis jeg ikke lærer noget nyt. Så begynder det at kede mig.

Det har ofte pint mig, at flere af de programmer, som jeg har lavet gennem tiden, har skulle stoppe, før folk overhovedet forstod, hvad de handlede om. Jeg nåede altid at blive mæt og ikke orke mere, før det blev populært.

For mig handler det om at sætte sig selv i en ny situation. En udfordrende situation. Vi skulle eksempelvis opstarte en dansk tale-radio, for der var jeg sikker på at lære noget nyt. Ingen i Danmark havde jo gjort det før. Det med ikke at være klar over, hvordan tingene skal lykkes, lave fejl og lade de mislykkede ting gøre ondt, det kan jeg godt lidt.

 

Føler du, at du har succes dér, hvor du er nu?

Nej. De perioder i mit liv, hvor tingene på papiret ikke har fungeret, er de perioder, der har været mest interessante. Når tingene kører, bliver jeg rastløs. Men jeg er stolt. I øjeblikket er jeg stolt over at møde på arbejde og se så mange forskellige mennesker troppe op. De forskellige personligheder, der er vildt uenige, skændes og diskuterer.

Da vi gik i gang med Radio27Syv var der massiv kritik. Det lyder som cafésnak, sagde folk. Men det var vi meget bevidste om. Der skulle ikke være en vært på en prædikestol, der talte for sin menighed. Det måtte godt lyde som nogle, der bare mødtes, og vi var meget bevidste om, hvordan man kunne skabe en anden jargon.

Jeg har oplevet, at værter havde et manuskript i hånden og var klar til at gå ind i studiet og bare lire det af. Ikke gøre andet end at læse op. Og så måtte jeg flå det ud af hænderne på dem og bede dem om at være der. At være til stede.

 

Du forklarer, at du er stolt af flere ting på radioen. Hvilket program kan du fremhæve som det, der gør dig mest stolt?

Millionærklubben. I retningslinjerne for radioen stod der klart, at der skulle sendes erhvervsstof. Flere havde sagt: Fem timers interessant erhvervsradio, glem det. Det kan ikke lade sig gøre.

På en tur til New York kom jeg ud at køre med en taxachauffør, som hørte en slags “aktieradio. Jeg spurgte ham, hvorfor han ikke hørte musik eller noget andet, og han svarede: ‘Min pension og mine børns fremtidige skolegang er bundet op på aktier. Hele min tilværelse står og falder med de penge, jeg har investeret.’

Da jeg kom hjem og fortalte Mads (Mads Brügger, programchef på Radio24Syv, red.) om min oplevelse, sagde han: ‘Vi skal lave en investeringsforening’.

Mads tænkte de visionære tanker. Det skulle være en form for folkekapitalisme. For hvordan kan det være, at der er to en halv million danskere, der hver uge spiller Lotto i Danmark? Chancen for gevinst er minimal. Aktier er derimod forbeholdt en elitær, lukket klub. Det er gjort til en videnskab, så drømmen var, at en taxachauffør pludselig forstod, hvordan markedet fungerede.

Dengang havde vi en idé om, at vi skulle lave et program, hvor lytterne købte et investeringsbevis, og så havde vi Millionærklubber, der på lytternes vegne investerede. Det krævede dog, at vi kunne stille med kaution på 19 millioner, så det gik ikke.

Jeg er imidlertid stadig stolt af Millionærklubben. Her er tale om spekulanter, der selv har hånden på kogepladen. De har fået en kvart million hver, som de skal investere, og så konkurrerer de.

De er afhængige af ikke at blive til grin over for lytterne. Hvis Vestas skifter en møtrik i en maskine, så kan tyve minutter af programmet godt komme til at handle om den møtrik. Derfor skal de have styr på alt. På den måde blive spekulanterne mere grundige end erhvervsjournalisterne, som jo ikke risikerer noget. De står udefra og kigger ind. Her står man selv i det.

 

Du siger selv, at folk opfatter dig som distanceret. Er du et arrogant menneske?

Arrogance og usikkerhed er jo hinandens venner…

For 10 år siden afholdte jeg et oplæg på Danmarks Radio. Efter at jeg havde talt i fem minutter, rejste en af tilhørerne sig og gik. Og så sagde jeg: Vi stopper her. Så forlod jeg lokalet. Det ville jeg ikke finde mig i. Når jeg tænker over det, er jeg både stolt og flov over det. Men egentlig får det mig også til at savne den meget selvomkransende person, jeg var engang. Det er jeg ikke mere.

Jeg ville nok egentlig gerne have været hyggelig og jovial. Men samtidig har jeg nok også været bevidst om, at jeg ikke mestrede det.

Alle siger, at jeg er ironisk, distanceret, ikke til at læse og har pokerfjæs, men i virkeligheden synes jeg, at jeg har været meget ligefrem og ærlig om, hvad jeg var og er i stand til. Det er ikke et valg at være ironisk eller distanceret. Det er bare sådan, jeg er.

Første gang jeg var i radioen, kunne jeg slet ikke høre, at det var mig. Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af. Første gang jeg var på tv, kunne jeg heller ikke se, at det var mig. Det skal man nok bruge det meste af sit liv på at finde ud af.

 

Privat er du gift med Malou Aamund, og du er 47 år..

Jaaaa. Nej. Jeg er født i 1967. Jeg bliver først.. Nej, er jeg 47 år. Shit, jeg er 47. Jamen, hvis jeg er født i 1967 og har fødselsdag i oktober. Så må jeg være 47 og blive 48 til efteråret. Shiiiit. Og far til 3 piger!

 

Synes du, at du er en god far?

Ja, det synes jeg. Jeg elskede min egen far, men han var fuldstændig umulig. En egoist, en spradebasse og fuldstændig grænseløs i fest, druk og farver. Derfor kan jeg finde en enorm tryghed og nydelse i at læse godnathistorier. Der føler jeg mig allermest vild og rebelsk, for der er jeg i opposition til min far.

Jeg prøver virkelig ikke at gøre mig klog på det at være far. Jeg har ikke formlen på det. Jeg forsøger at yde modstand så godt, som jeg kan, og en gang i mellem synes jeg, at det er en utaknemmelig rolle.

Mine døtre kan godt sige grove, sårende og urimelig ting til mig. Det reagerer jeg på, men inderst inde oplever jeg det faktisk som en kompliment. Jeg tænker, at man som 10, 15 og 19-årig i sin hverdag skal navigere i komplicerede sammenhænge, hvor man ved at sige noget forkert kan ødelægge venskaber og skabe katastofer. Så det, at de kommer hjem og flipper ud, betyder blot, at de ved, at de aldrig vil miste min kærlighed.

Jeg oplevede det selv, da jeg mistede min mor. Jeg mistede min eneste loyale fan. Hvor ellers kan man gå hen og sige: ‘Jeg er altså kommet til at slå nogen ihjel’, og så få svaret: ‘Det var sikkert ikke med vilje’. Min kone ville sikkert melde mig til politiet – og det skal man selvfølgelig også.

 

Har du nogle forbilleder?

Jamen faktisk har jeg i dag skrevet et brev til SAS. Til pilot Per Barner Petersen, og han må være mit store idol.

For nylig skulle familien og jeg ud at flyve i fem en halv time. Jeg har flyskræk og er kontrolfreak, så dét at sætte sig op i et fly er jo at miste den ultimative kontrol. Når jeg sidder i en flyver, bilder jeg mig ind, at det er mig, der med mine tanker holder flyet oppe i luften. En form for magi og trylleri. Alt, hvad jeg tænker, er det brændstof, der holder flyet i luften.

Pilotens tale – ord og tonefald – i højttaleren er meget afgørende for én med flyskræk. Og jeg kan bare sige, at hvis SAS går ned, så er der et job til Per Barner Petersen på min taleradio. Ud af turens fem en halv time taler han omtrent halvdelen af tiden. Han laver en arkæologisk og historisk walk down memory lane gennem Europa. ’Vi er over Paris nu, og lige under os huserede en bestemt vikingehøvding i år et eller andet. Han indtager Paris., og han plyndrer og voldtager.

Selve måden han fortæller på er insisterende. Piloten er så god til at fortælle, at jeg tænker, at flyet umuligt kan styrte ned. Piloten har simpelthen for godt styr på det. Han får mig endda hypnotiseret mig til første gang i mit liv at nyde turbulens. Turbulens!

 

Din far var arkitekt og din mor designer. Hvad har det betydet for dit forhold til bolig og indretning?

Vi boede i et hus, som min far havde tegnet. Derfor var det formet efter vores bevægelser. Alt handlede meget om materialernes kvalitet. I min barndomshjem var alt, hvad vi omgav os med, kvalitet: Børge Mogensen, Arne Jacobsen og Kåre Klint.

Jeg gik på en eksperimenterede lilleskole, hvor vi blev opfordret til alverdens kreativitet. Jeg arrangerede nogle playback-koncerter, hvor vi tog entré for, at børnene på vejen kunne komme ind og se The Sweet. Vi havde fået filmæsker fra den lokale biograf – sådan nogle sølvæsker – som vi brugte til trommesæt. Men vi manglede en guitar. En dag da jeg kom hjem fra skole, fik jeg øje på min fars Myrestole. Jeg savede ryggen af på to af dem. Vi skulle jo både have en basguitar og en elguitar. Myrestolen har samme form som en guitar, så jeg satte bare et bræt på og lidt fiskesnor til strenge.

Min far synes, at det var en fremragende idé og hyldede mig, og jeg kan ikke huske, at jeg fik skæld ud …

 

Hvis du kun måtte vælge én boligting, hvad ville du så fremhæve?

Indramninger. Dét at indramme ting, har taget lidt overhånd for mig. Og der er så mange muligheder. Jeg indrammer alt muligt i rammer af træ.

Og så er der lindolie. Min store hobby må være lindolie. At slibe vinduer ned og male dem med lindolie. Jeg har taget 18 lag maling af vores hoveddør og slebet den tilbage til original. Så malede jeg den med lindolie.  Desuden kan du kan drikke lindolie, men hvis der er farve i, får du selvfølgelig farvede tænder …

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 BLÅ BOG

Mikael Simson Bertelsen er født 5. oktober 1967, søn af designer Kate Bertelsen og arkitekt M. A. A. Gunnar Bertelsen. 

Privat er Mikael Bertelsen gift med Malou Aamund, der er direktør i Microsoft, og sammen har parret børnene Aia, Olivia og Luka.  

Den danske radio- og tv-journalist blev uden nogen journalistisk uddannelse ansat på DRs børne- og ungdomsradio i 1991.
Senere skiftede Mikael Bertelsen til DR2, hvor han blandt andet blev kendt fra programmerne De Uaktuelle Nyheder, Bertelsen – DR2s talkshow og Den 11. Time.

Fra 2003 til oktober 2006 var Mikael Bertelsen chef Kunst- og Humorprogrammerne på DR2, hvor han blandt andet fik sendt tv-successer som Jul på Vesterbro, Drengene fra Angora og Normalerweize over skærmen.

I sin tid hos DR har Mikael Bertelsen desuden lavet mange omfattende radioproduktioner som Skjoldhøj Arkivet og P1 i fængsel, en prisvindende radioserie om dagligdagen bag de lukkede og låste døre i Statsfængslet Søbysøgaard. 

I 2011 forlod Mikael Bertelsen DR for – med journalist Mads Brügger – at blive programchef på den dengang nye Radio24Syv.

Mikael Bertelsen er gennem sin karriere blevet belønnet med en lang række priser – heriblandt den internationale radiopris Premios Ondas.

………………………………………………………………………………………………………………………….