Mandesager / Bil & BÅD
RENDYRKET VILDSKAB
ARIEL NOMAD
Skær alt det unødvendige væk, og så har du koncentreret vildskab tilbage. Det ved gutterne hos Ariel Motor Company, for de har demonstreret det så rigeligt med deres Atom, der er noget af det sjoveste til asfalten, og nu har de også afsløret en fartdjævel til offroad. Og Ariel Nomad er rendyrket sjov. Kraften kommer fra en 2,4 liters Honda VTEC motor med 235 hestekræfter, der sagtens kan tåle en masse tæsk og hamre igennem med 220 km/t, hvis du altså kan holde til G-kræfterne, for totalvægten på 725 kg. er lige tilpas lav til at gøre den til en viril satan. Så er der jo slet ikke brug for luksus som døre, vinduer og aircondition.
EKSTRA LAAANGT RUGBRØD
1965 VOLKSWAGEN BUS/VANAGON
Det har taget to år at ombygge det her rugbrød, og resultatet er også ret imponerende. Folkevognen er strukket, så der er plads til et helt fodboldhold, og det er da også en rimeligt blæret måde at ankomme til kampene på, for holdet kan slappe af i loungen med lædersofaer, komplet lydanlæg og diskolys til at skabe hyggen på vej hjem fra kampene. Det er en sej retro-limousine.
TRANSFORMERS-BÅDEN
WIDER 42
Den perfekte løsning til havs er ikke altid en større båd – bare spørg gutterne i Dødens Gab. I stedet kan der være brug for en smartere båd, og det er Wider 42 i dén grad. Den 42 fod lange yacht er nemlig i stand til at skifte form, så du kan trykke på en knap og på kun 12 sekunder gøre midtersektionen bredere og dermed få 18 kvadratmeter til gæsterne. Det er da et ok trick, og smid så lige en masse kulfiber i designet, køkken, badeværelse, 370 hestekræfter fra motoren og en topfart på 80 km/t ind i mikset, og så har du en sej sejler med masser af plads, der burde være i stand til at imponere sildene. Altså de tobenede af slagsen.
AWESOME AUDI
AUDI PROLOGUE AVANT CONCEPT
Det her er rent guf for Audi-fans. Bilen er en ordentlig krabat med 5,11 meter i længden og 1,94 meter i bredden, og motoren er den samme som der sidder i Audi Q7 e-tron, hvor en elmotor og en 3,0 liters TDI-motor tilsammen yder 455 heste og sender den her børnecontainer fra 0-100 km/t på 5,1 sekund. Det er altså en hurtigt familiebil. Og den er desuden smart, for inde i kabinen finder du for eksempel et instrumentpanel med tre touchskærme, som du kan bruge til at kommunikere med passagererne bagi via to aftagelige OLED-displays. Det er nok meget godt at følge med i udviklingen på bagsædet, når du har familien på slæb.
DRØMMEN PÅ VANDET
THE SALT
Det er sådan noget her, drømme er lavet af, for The Salt ligner den ultimative sejlbåd til en verdensomsejling, der godt kan gå hen og blive legendarisk. Så er det selvfølgelig bare en skam, at den seje sejler stadig kun er et koncept fra designeren Lujac Desautel og højest sandsynligt kommer til at koste kassen, hvis den nogensinde bliver produceret, men der er ikke noget forkert i at drømme. Og på papiret er The Salt vanvittigt imponerende. Sejlbåden er for eksempel udstyret med flere adgange til vandet med en kæmpe trappe på siden og en terrasse bagtil, mens du også finder en indendørs have, en pool, en fuldt udstyret bar, en spa og et luksuriøst master bedroom. Føj, hvor er det en lækker drøm.
V8’ER TIL VANDET
STRAND CRAFT V8 WET ROD
Når solen bager, er det svært at slå en tur i bølgerne, og Strand Craft V8 Wet Rod er muligvis det mest blærede legetøj på vandet. Vandscooteren er under udvikling af den norske yacht-designer Kurt Strand, der lover, at rigmænd kan krydre deres luksustilværelse med en tur på kreationen senere i 2015, hvor den bliver tilgængelig til køb. Og sikke en tur. V8 Wet Rod består af et 4,9 meter langt skrog af kulfiber og epoxy, der er udsyret med en køler under sædet til drikkevarerne, en vandtæt boks til bagagen, et komplet lydsystem, GPS-navigation og selvfølgelig en V8′er på 5,7 liter med 300 hestekræfter til at hamre det sejlende kunstværk op på 105 km/t. Smukt.
HØJT AT FLYVE, DYBT AT DYKKE
DEEPFLIGHT SUPER FALCON II
Når du vil helt ned og udforske dybet i verdenshavene, gælder det om at have det rigtige udstyr, og det har du med Deepflight Super Falcon II. Det er en ubåd, der sagtens kan holde til trykket. Super Falcon II klarer nemlig en dybde på 100 meter under vandoverfladen, og der er plads til to, der kan nyde udsigten fra de kuppelformede panoramavinduer med head-up display, mens de tøffer afsted med op til 11 km/t takket være det indbyggede lithium-batteri. Så er det bare med at nyde turen fra kulfibersæderne, mens fly-by-wire kontrolsystemet klarer navigeringen. Der er så dejligt fredeligt under havoverfladen.
DEN ULTIMATE OFFROADER
GHE-O RESCUE
Hvis du vil vide, hvad den her voldsomme firehjulstrækker er i stand til, er det næsten nemmest at starte med, hvad den ikke kan. Den kan for eksempel ikke flyve. Men det er stort set også det, for Ghe-O Rescue nærmest det ultimative køretøj. I hvert fald i hårdt terræn. Den rumænske offroader vejer 3,2 ton og har plads til 11 passagerer, og de får en helvedes tur takket være 310 hårdtarbejdende diesel-heste og nogle enorme dæk, som du kan udskifte med bælter eller påføre et sæt pontoner, hvis du lige har lyst til en svømmetur. Det er ret imponerende – også når man tænker på, at bæstet er håndbygget i Rumænien.
FOLD DIN ROBÅD
MAARNO FOLDBOAT
Du behøver slet ikke en trailer til at slæbe en båd med til vandet, for maarno foldboat er lige til at folde sammen, så du kan opbevare den inde i bilen. Det er smart. I udslået tilstand måler båden 250 cm. i længden og 150 cm. i bredden, mens den sammenfoldet sniger sig ned på en tynd og bærbar taske på 150 x 80 cm., der er lige til at smide over skulderen. Jaja, Maarno Foldboat er ikke optimal som din primære transport på vandet, men konceptet er da meget fedt og handy, hvis du altid vil have en båd indenfor rækkevidde.
SVENSK SINDSSYGE PÅ FIRE HJUL
KOENIGSEGG REGERA
Christian von Koenigsegg er blevet vanvittig. På den fede måde, altså. Den helt nye Koenigsegg Regera er nemlig noget af et svensk monster med 1.500 hestekræfter, hvor de 1.100 af dem kommer fra en 5 liters V8′er med biturbo og resten leveres af tre styks elmotorer. Og det er imponerende nok i sig selv, men hør så lige hvor meget moment, der kommer ud af komboen. Den præsterer imponerende 2.000 Nm. Det er sygt. Og kombineret med en vægt på 1.420 kilo, er det nok til at sende raketten fra 0-400 km/t på 20 sekunder eller fra 150-250 km/t på 3,2 sekunder. Jaja, det er ikke hver dag, man lige får brug for sådan en acceleration, men det er da rart at vide, den er der. Det er også ret rart bare at beundre formerne på sådan en Koenigsegg Regera.