Nye populære motionsformer!
Her er de nye populære motionsformer
Ligesom i modeindustrien er der trends indenfor motion. Aerobic og step er ‘so last decade’. Vi giver her et overblik over, hvad der rykker lige nu.
Gammeldaws er in
Body weight training topper de internationale lister i 2015 over de mest populære måder at bruge sin krop på. På dansk kender vi det som ‘træning med egen kropsvægt’, og det markerer måske det endelige farvel til det sidste årtis maniske brug af maskiner med kabler, indstillingsmuligheder og andet lir. Body weight training dækker blandt andet over de go’e gamle armbøjninger, kropshævninger og maverulninger. 2015 er med andre ord det år, hvor vi endelig skærer alt overflødigt fra og vender tilbage til oldtidens gymnastiske øvelser.
De mærkelige
Hvert år prøver nye træningsformer at finde fodfæste, og nogle gange er den ene mærkeligere end den anden. I USA er der f.eks. folk, der dyrker baglæns løb. Det skulle både være godt for knæ og forbrænde flere kalorier end normalt forlæns løb. Vi tvivler på, det slår igennem. Eller hvad med en tur i trapez, ligesom vi kender det fra cirkus? Gyngende højt over et sikkerhedsnet får man trænet overkroppen godt igennem, mens balancen også får et gevaldigt skub i den rigtige retning.
Løb skal være beskidt
Maraton og halvmaraton er blevet hverdag, så der skal nye udfordringer til. Og gerne noget, hvor vi kommer i tæt kontakt med naturen og bliver godt og grundigt beskidte. Den militære forhindringsbane har været populær et stykke tid, og trailrunning er skudt frem på det seneste. Flere lægger løberuten væk fra asfalten og løber i stedet i mudder, gennem skove samt op og ned ad bakker. Væk er den hårde fokus på kilometertider og pulszoner, ind er til gengæld kommet glæden ved selve løbet og smukke naturoplevelser.
Find zen i luften
Yoga er stadigvæk populært, dog er der vokset en underskov af nye former frem, som bøjer begrebet. Der findes for eksempel Bikram yoga, hvor man udfører øvelserne i et 37 grader varmt opvarmet lokale. En anden ny form er aerial yoga, hvor man hænger i luften i et stykke stof og udfører øvelser og stræk som ellers ville være umulige på landjorden.