Samsø for voksne
Glem alt om skrigende børn i vandrutschebaner og billig fast food. Og nyd i stedet Samsøs stilhed, øens smukke natur, de gode lokale fødevarer – og måske en tur på fjorden i en hav-kajak.
Udsigten fra Samsøs højeste punkt – Ballebjerg er formidabel
Nogle tager helt om på den anden side af jordkloden for at opleve det.
Stilheden og det at at være eet med naturen. Andre tager bare til Samsø.
Den lille danske ø i Kattegat midt imellem Sjælland, Fyn og Jylland. Hvor hele tre små havne tager imod ivrige lystsejlere, og hvor hele to fine færger stadig giver den ultimativt danske ”overfarts-oplevelse”, som langsomt får skuldrene til at sænke sig og roen til at indfinde sig.
En af færgerne er endog næsten kongelig. Det er færgen Isabella, som for nylig blev døbt af selveste prinsesse Isabella, og det satte – i hvert fald for en stund – den lille ø på den anden ende.
Samsø er indbegrebet af dansk ferie. Hvad enten det drejer sig om et besøg over længere tid eller blot en week-end, hvor man trænger til at komme helt væk fra hverdagen.
Morten Korch-idyl vil mange sikkert tænke ved første øjekast. Og sådan ser det også ud. Men øen er også så meget mere.
Bl.a. et hastigt voksende ”iværksættersamfund”, hvor både lokale, men også tilflyttere fra hele Danmark, her på øen har fundet nye leve-veje ved at være kreative. Og energibevidste og bæredygtige.
Hvor Bornholm har stor succes med sit Folkemøde, har de på Samsø markedsført sig ved at være energibevidste. Og gjort på bare 4 år det, som alverden kun har snakket om på diverse klima-topmøder: Samsø er blevet CO-2 neutral og er i dag det sted i Danmark, som har flest solceller pr. indbygger.
Et særskilt Energiakademi på øen tiltrækker både nysgerrige turister og fremmede forskere fra hele verden, og egentlig er det hele så lige til. For de naturlige resourcer, som findes hvor som helst i Danmark, har de bare kælet ekstra begavet for på Samsø.
Lækre økologiske fødevarer kan købes overalt. Ved hvert et lille vejsving står en lille bod, og alle spisesteder, cafeer og restauranter sætter en ære i at servere det bedste, som øen kan producere. Her er sunde grise, køer, kalve og lam, hjemmegroet vin og grøntsager og så naturligvis Samsø-kartofler, serveret som overdådige ”anretninger” på øens mange restauranter. som iøvrigt hvert år er genstand for en stor og benhård konkurrence – om at skabe øens bedste kartoffelmad.
Pension med stilhed
Men Samsø er også stilhed. Den naturlige stilhed, som kun findes på en ø, hvor der er flere cykler end biler, hvor lærken slår triller i den høje morgenluft, og hvor byens larm og stress pludselig kan føles så langt borte, at man kan høre sit eget hjerte slå.
Sådan en stilhed finder man bl.a. på den smukke trelængede gård Vadstrup 1771. Her bor kunstnerparret Rie Toft og Poul Hammann, og sammen har de her skabt en overnatnings-oase med blot 12 værelser og en udsigt, der minder om et guldaldermaleri.
Her kan man bo helt uden tv og radio, få serveret den lækreste morgenmad og ditto middag – for parret har ansat den unge ”Kong Hans kok”, Mathias Sejer Sørensen for sommeren, og ellers bare være til – i en guddommelig have, kun akkompagneret af naturens egne lyde.
Opdage hvordan fuglenes sang er forskellig, alt efter om det er morgen eller aften, lytte til vindens susen i de store træer og kornet på de omkringliggende marker og måske dyrke en omgang stille yoga i haven om morgenen, mens det hele vågner langsomt som et åndedræt.
Vadstrup 1771 har oprindelig været ejet af godset Brantingborg, og de nuværende ejere har brugt mange kræfter på at restaurere den smukke gamle gård, som i dag også indeholder Rie Tofts galleri og keramikværksted, og det er luksus på den anderledes måde.
Ikke alle værelser har eget bad, nogle deler med andre, og spejle er der heller ikke mange af. Men skønhed, stilhed, nærvær, sikker stil, ro og anderledeshed – det er der rigtig meget af.
Refugium for musikere
Anderledesheden er især det som over årene har tiltrukket mange ved Samsø. En af dem er bl.a. musikeren Poul Krebs som sammen med Turid ”Guf” Hanevold Nielsen har været medskaber af Danmarks eneste Rock Hotel – Brundby Hotel – i landsbyen af samme navn.
På Brundby Hotel kan man leje sig ind i 16 tema-værelser, 3 haveværelser eller suiten ”Stairway to heaven” .
I restauranten kan man få serveret bl.a ”Eric Claptons yndlingssuppe”, og ellers kan man sommeren igennem overvære et væld af fantastiske og intime koncerter i hotellets meget anderledes koncertsal, som har gulnet blomstertapet og grangivelig minder om svundne dage.
Turid Hanevold Nielsen, som tilbage i 1995 forelskede sig håbløst i stedet og virkeliggjorde sin drøm om at skabe et fristed for musikere, kunstnere og skuespillere, er stadig leder af Rockhotellet, og hver sommer kommer mange danske musikere for at holde ”øvelejr” på stedet. Mod at give koncerter får en del af dem kost og logi.
Oplev naturen fra en kajak
Fra toppen af Ballebjerg (øens højeste punkt) har man den smukkeste udsigt over Samsø og øen Tunø. Står man her en solbeskinnet dag, blivet det pludselig soleklart, hvorfor Samsø i Vikingetiden var et vigtigt, trafikalt knudepunk, og især to seværdigheder – Kanhavekanalen og Stavns Fjord vidner i dag stadig om øens dengang store strategiske betydning.
Kanhavekanalen er gravet gennem Samsø på øens smalleste sted og har forbundet Stavs Fjord med havet vest for øen. Kanalen er 500 meter lang, 11 meter bred og har haft en dybde på godt 1,25 meter. Kanalen blev bygget af vikingerne omkring år 726, var beklædt med svære ege-planker og blev brugt som en hurtig smutvej mellem fjorden og havet, når de omgivne farvande skulle overvåges.
I dag er Stavns Fjord et rekreativt område med mange spændende fugle, som både bor og yngler her, og en helt speciel oplevelse kan man få, hvis man vover sig ud på fjorden i en hav-kajak.
Det kan man gøre i helt trygge rammer hos parret Vivi Petersen og Bent Tovgård, som siden 2013 har drevet kajakskole.
Hos Bent og Vivi kan de, der i forvejen kan sejle, leje kajakker og de, som ikke mestrer kunsten, kan lære det.
På blot et to-timers kursus lærer Bent og Vivi alle teknikken at styre den forholdsvis smalle båd (som ER bredere end en traditionel kajak), og under kyndigt opsyn sejler både elever og lærere rundt på den smukke fjord. -Og alle kan lære at ro en hav-kajak, uanset alder, understreger Vivi Petersen.
Delikatesser eller kunst
Cykelruter i alle sværhedsgrader, vandreture med naturvejleder eller uden, kurser i tang (ja, der høstes tang på Samsø) eller besøg på bæredygtige og økologiske gårde– mulighederne er mange, og det er blot at vælge. Det Samsø´ske landskab er meget varieret, og man kan finde alt lige fra vadehav til hede og bakker og stejle klitter.
22 små landsbyer befolker det skiftende landskab og i folkemunde siges det, at på Samsø sker der noget nyt om ethvert hjørne.
Tranebjerg er ”hovedstaden”, Nordby landsbyen med det smukkeste gadekær, og Ballen havn er stedet for den mest velassorterede købmandsbutik. Fraværet af de store supermarkedskæder på Samsø har fået de små specialbutikker til at blomstre på øen, og en af dem er ”Smagen af Øen”, som ligger i Ballen havn.
Her i en gammel købmandsgård kan man købe enhver specialitet, som er fremstillet på Samsø, og på den hyggelige udendørs cafe kan man smage på samme og samtidig nyde udsigten til livet på havnen.
Og er det ikke fødevarer, men derimod antikviteter eller kunst, som interesserer, er et besøg hos kunstneren og levemanden Ulrik Witt anbefalelsesværdigt.
Ulrik Witts Hus ligger i landsbyen Hårdmark og er en blanding af privat hjem, galleri og antik-forretning. Her i en gammel to-etagers villa bor og lever Ulrik Witt og Johnna og sælger alt, hvad der er i hjemmet – intet mindre.
Uanset om det er sofaen, sengetæppet, de sjældne antikviteter eller kunstnerens flotte malerier, så er det til salg, og selve mødet med Ulrik Witt er en oplevelse. En billed-og livskunstner af format, og er man særlig heldig, bliver der måske også budt på en Fernet Branca og et stykke af Johnnas kage. Ulrik og Johnna har haft huset i Hårdmark i 25 år, og kendere vil også huske Ulrik Witt fra Århus, hvor han i mange år både drev gallerivirksomhed tillige med restauranten
De Fire Årstider.
S for Samsø, S for stilhed, S for skønhed og S for stjernestunder. Men også S for spisesteder, hvoraf Samsø har hele tre, som har fået plads i White Guide – den danske restaurant-guide over landets 330 bedste restauranter. Men det er en helt anden historie, ligesom historien om Samsøs Energiakademi er det…
Velkommen til Samsø.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
FAKTA
Færgen (www.faergen.dk) M/F Kanhave sejler i højsæsonen 7 gange dagligt mellem Kalundborg og Ballen havn på Samsø. Fra Hou i Jylland til Sælvig på Samsø sejler færgen Isabella ligeledes 7 gange dagligt.
Se alt om transport til øen på: www.visitsamsoe.dk
Nyttige webadresser:
På www.visitsamsoe.dk findes oplysninger om alt. Samsø Turistinformation ligger på Langgade 32 i Tranebjerg.
Vadstrup 1771 – www.vadstrup.dk
Yoga – www.yogamo.dk
Samsø Havkajak – www.samsoehavkajak.dk
Ulrik Witts Hus – www.ulrikwitt.com
Samsø Energiakademi – www.energiakademiet.dk
White-guide restauranter:
Ved Kæret i Nordby – www.vedkaeret.dk
SAK i Ballen – www.saksamsoe.dk
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Vindmøller Samsø
På Vadstrup 1771 findes ikke tv eller radio på værelserne
Naturligvis serverer de kartoffelmadder på Samsø…
En tur på Stavns Fjord er en smuk oplevelse. Foto Johnni Balslev
Et 2-timers kursus i havkajak koster 225 kroner. Foto- Johnni Balslev
Købmandsgården, Smagen af Øen.
Alle Samsøs lokale produkter er til salg i den gamle købmandsgård ” Smagen af Øen” på Ballen Havn
Stilhed og morgen-yoga
Samsø er selvforsynende med energi. Foto Christian Juhl
Solnedgang over Samsø