En fortælling om sne, jul og Vigga

Hun var med, før TV-julekalenderen blev fast inventar på alle TV-kanaler og for alle aldersgrupper. Hun er stadig sin egen teaterdirektør med premiere på ”Sne” den 6. december. Og så er Vigga Bro lige fyldt 80 år!

 

 

Vigga Bro har medvirket i utallige julekalendere, men hendes favorit er stadig den første, den med ”Magnus Tagmus”, som i virkeligheden bare bestod af et modeltog, der kørte rundt til forskellige skuespillere, der læste et eventyr om dagen.

– Det syntes jeg var dødfødt, husker hun.

– At læse op er fint, når børnene kan stoppe én og spørge, hvorefter man kan læse videre, men ikke gennem en TV-skærm. I øvrigt var historierne alt for kedelige og pædagogiske. Så jeg bad om lov til at fortælle … og noget om trolde og banditter. Hvis ikke vi fortæller om trolde, så drømmer børnene om dem, så vi skal fortælle om, hvordan man narrer dem. Det fik jeg lov til – bare jeg kunne gøre det på 7½ minut!

– Jeg fik så mange breve fra børn, som jeg slet ikke kunne svare på alle sammen. Det har jeg dårlig samvittighed over den dag i dag.

 

Det der gemmer sig nedenunder

På en måde ligger den aktuelle forestilling ”Sne” på Teatret ved Sorte Hest i direkte for-længelse af dette, for den røde tråd gennem hele Viggas liv har været historiefortælling:

– Det startede med min sidste forestilling, ”Bobler”, hvor jeg og mine medspillere var glade for hinanden og vores samspil. Sne kom på tale, og jeg fortalte nogle snehistorier.

– Så det kommer lidt i forlængelse: ”Bobler” var minder om ting, vi har glemt. ”Sne” er dem, vi husker, men ikke sætter sammen til det store billede. For barnet er sne noget mystisk som dækker jorden: Hvad gemmer den? Det er vi nysgerrige på livet igennem; det, vi ikke ser, men som vi godt ved, er der. Det er også et tema i al historiefortælling: Der er altid noget nedenunder!

 

Fortællere i tre generationer

Vigga Bros indgang til skuespillet var hendes tidligt afdøde fars og hans brødres fortælletradition (”Alle på egnen kendte dem, så de blev inviteret ud for at fortælle”). Den smittede ligeledes hendes bror, der også gik skuespilvejen, og i næste generation har de tre skuespillere og en dramatiker, Viggas datter Anna Bro. Vigga er meget stolt af familietraditionen:

– Jeg blev lidt vred, da jeg i sin tid begyndte at arbejde med Dario Fos teknik, og journalisterne skrev, at det var noget helt nyt. For det havde mine farbrødre jo altid gjort!

Hun er den første til at understrege, at der er stor forskel på skuespil og historiefortælling:

– Skuespilleren finder historien fra ordene, historiefortælleren finder ordene fra historien og bruger altid sine egne ord til at beskrive.

 

Et privilegeret liv

Vigga Bro kunne ikke drømme om at gå på pension. Ikke af nød, men fordi hun føler sig privilegeret:

– Det er sjovt at få lov til at lave, hvad man vil, gennem et helt liv. Nogen siger, at jeg hopper fra det ene til det andet, men jeg gør det i takt med tiden … selv om min datter i fødselsdagstalen mente, at det måske snart var på tide, jeg holdt op med at opføre mig som en 41-årig.

Ud over den aktuelle forestilling rejser Vigga Bro rundt og fortæller og er i gang med at skrive sin anden bog om netop historiefortælling.

– Det kan da godt være, at ”Sne” bliver den sidste forestilling med produktion og lys og turné, hvor jeg er min egen teaterdirektør, men jeg bliver ved med at arbejde, indtil jeg bliver for gakket i hovedet. Hvis ”Sne” bliver den sidste, så er det nok også en meget passende måde at slutte på.

Vigga Bro er ikke bange for at kalde sig gammel (”Jeg er jo faktisk en olding”), og elsker, når hun er ’Bedste’ for sit barnebarn og bonus-børnebørn. Hun lavede for et par år siden forestillingen ”Og snart skal man jo dø”. Egentlig en humoristisk forestilling, men hun blev nødt til at ændre titlen:

– Folk turde ikke købe billet, fortæller hun. – Men da vi ændrede titlen, blev det en stor succes.

Men vi kan heldigvis tillade os at håbe på mange gode fortællinger fra Vigga Bro fremover.

 

 

“Sne” er en musikalsk livsrejse, fortalt af Vigga Bro, Birgit Løkke på percussion og Ida Bach Jensen på bas.