Spøgelseshistorier fra slotte og herregårde

Danmark har masser af slotte og herregårde, som er fyldt med spændende historier om livets gang gennem flere århundreder. Blandt dem er også en del uhyggelige spøgelseshistorier om grufulde hændelser og hævngerrige genfærd. Her er et lille udpluk af de danske spøgelseshistorier.
Læs dem – hvis du tør!

 

 

Riber Kjærgård – den blå låge

Ridder Niels Lange, ejer af Riber Kjærgård i 1500-tallet, var en dygtig, men hård og streng mand, også over for sin nærmeste familie. En sindssyg søster boede hele sit liv på den gamle borg. Hun var som ung en smuk og livsglad pige. På samme tid var der ansat en ligeledes køn og livsglad skytte. Der opstod varme følelser mellem de unge, og de holdt ofte stævnemøder i skoven. I skovkanten mod vest ud mod engen var der også dengang en blåmalet låge. Her mødtes de ofte. Det kom Niels Lange for ørene, og han blev rasende.

Han gav en af sine svende ordre til en måneklar aften at myrde skytten, så søsteren kunne se ham falde. Det skete som befalet, men fra den aften var jomfru Lange ikke menneske mere. Hun vandrede hvileløst rundt, indtil døden befriede hende fra denne jammerdal.

Med et sort slør over hovedet gik hun hver aften ud til Den blå Låge og spejdede ud over engen, som om hun ventede at skytten ville komme. Efter hendes død blev det opdaget, at der hver nat kl. 00 gik en tilsløret dame ud fra borgen gennem skoven til Den blå Låge. På den tid var der stille i skoven. Ingen havde mod eller lyst til at møde den tilslørede dame og forstyrre hende i hendes vandring. Meget forståeligt, idet der blev fortalt, at hvis et ungt par mødte hende, så forsvandt deres kærlighed til hinanden, eller også blev deres første barn i ægteskabet sindssygt.

 

 

Dragsholm Slot – den hvide dame

Under en istandsættelse i 1910 dukkede et skelet op i en tilmuret niche på det 800 år gamle Dragsholm Slot. På uhyggelig vis passede fundet med beretningen om adelsfrøkenen Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne, der forsvandt på slottet omkring 1550.

Hendes far havde udset sig en adelsmand til den smukke pige. Men da Celestine var dybt forelsket i en staldkarl, som tilmed gjorde hende gravid, blev faren rasende. Han ville forvise sin datter til Slesvig, så hun kunne føde “horeungen” der. Umiddelbart før afrejsen blev hun dog bedøvet og – iført sin hvide kjole – muret inde i et rum, hvor hun akkurat kunne stå oprejst.

Slottets beboere kunne høre hendes jamren og kradsen på muren, men ingen måtte reagere. I dag er Celestine kendt som Den Hvide Dame, og hun siges især at vise interesse for sovende mænd.

På Dragsholm Slot ligger Celestines jordiske rester til beskuelse i en glasmontre.

 

 

Koldinghus Slot – det bistre spøgelse

Én skikkelse sørger ifølge en hårdnakket myte stadig for orden og respektabel opførsel på Koldinghus Slot. Hver nat vandrer dronning Dorothea gennem slottet og kontrollerer, om gæsterne opfører sig anstændigt. Flere vidner har endda oplevet, at et bistert spøgelse har slået deres hat brutalt af, hvis de har beholdt den på i slotskirken.

Dorothea var den karakterstærke kvinde bag den succesfulde Christian 3., der i 1536 fik samling på et splittet og borgerkrigsramt Danmark.

Hun bevæger sig let hen over det lange, smalle, vinrøde tæppe med kongeblåt mønster, som er rullet ud langs midten af gulvet i hele gangen. Under tæppet ligger et gammelt, ormeædt trægulv, som knirker højlydt og afslørende selv ved de mest forsigtige skridt. Men ikke når hun går der. Når hun sætter fødderne på de meterlange brædder, er der stille. Helt stille. Hun skulle jo nødigt vække børnene.

 

 

Selsø Slot – fortællingen om den indespærrede kvinde

Selsø Slots bygherre Jacob Ulfeldt døde i 1593, og én af hans tre sønner, Mogens Ulfeldt, arvede Selsø. Han interesserede sig ikke overvældende for stedet, da han havde andre store forpligtelser, blandt andet Kronborg. Desuden var han som rigsadmiral meget på farten, men var ikke særlig heldig i de bataljer, han deltog i. På hjemmefronten på Selsø gik det heller ikke for godt. I hvert fald benyttede han Selsø som fængsel for sin kone Anne Munk. Hvad hendes forseelse har været, vides ikke. Der tales blot om en ’bedrift’, hun havde gjort. Men mon ikke det har været ægteskabelige sidespring?

Efter Mogens Ulfeldts død i 1616, boede hans tre sønner på Selsø, og de befriede moderen fra indespærringen. Men da Christian IV erfarede det, skrev han et brev til sønnerne, hvori han bebrejdede dem deres levevis på Selsø, og at de skulle se at komme til udlandet for at blive ordentlig uddannede. Det, kongen dog især bebrejdede dem, var, at de havde løsladt moderen af hendes fængsel, og han beordrede dem at spærre hende inde igen. Der sad Anne Munk så i mere end 12 år, hvorefter hun blev løsladt. Hun og hendes strenge ægtefælle er i øvrigt erindret i Selsø Kirke. Og så kan hun ind imellem ses på gangene i slottet.

 

 

Voergaard Slot – den onde dame

Husets frue styrer stadig løjerne i det gamle renæssancepalads, men i mere gennemsigtig form. Slottet, der blev bygget mellem 1481 og 1590, har efter sigende været hjemsøgt siden det tidlige 1604, efter Ingeborg Skeel, fruen, gik bort. Kendt som en ’ond gammel kone’, regerede Ingeborg huset med en jernnæve, selv efter hendes død, hvor hun har hjemsøgt slottet i så ekstrem grad, at det rygtes at en præst blev tilkaldt for at udøve eksorcisme på hende.

Men dette spøgelse har altså ikke haft i sinde at forlade stedet. Hun stønner stadig rundt om i slottes gange, åbner døre og blæser stearinlys ud. Selvom hun ikke er det eneste spøgelse på slottet, er hun bestemt det mest berømte. Bygningen gemmer også på et skjulested for vildsvin, der er forbandet og skal forblive på gården, da det rygtes at huset vil brænde ned hvis ikke. Fangekældrene under slottet har lytte-kanaler i væggene, hvor man tilsyne- ladende kan høre fangernes jammer stadigvæk. Sidst men ikke mindst, er der selvfølgelig også det berømte blodskænk på gulvet i tårnet. Pletten havde været glemt i årevis, men efter en renovation i 97 vendte pletten tilbage, og den nægter at forsvinde. Hvis pletten renses, er den væk i et par dage, men den vender altid tilbage.

 

 

Sæbygaard Slot– kvinden med kniven

Hun går i en sort kjole og har hvid pibekrave om halsen. Så har hun en kniv i højre hånd, og det viser sig, at hun engang blev betragtet som en heks. Derfor er det også muligt at give et godt signalement af spøgelset, som altid viser sig i riddersalen ved midnatstide. Den skulle være god nok, spøgelset viser sig med mange års mellemrum. For eksempel gengiver en norsk artikel fra 1932 en uhyggelig oplevelse på Sæbygaard, hvor nogle af herregårdens gæster mødte en skræmmende kvinde i sort.

Det er højest sandsynligt kvinden Karen Skeel, der døde i 1601. Hun var gift med admiral Peder Munk, der ejede Sæbygaard fra 1589 til 1623. Ægteskabet var barnløst, og det måske var årsagen til, at mange mente, Karen Skeel var en heks. For hvis man i så mange år ikke kunne få børn, må man da være forbandet af Gud! Men hvorfor Karen Skeel – med klirrende lænker – går gennem riddersalen med en kniv højt hævet, hvorefter hun med et skrig ruller sig sammen på gulvet, er en gåde. Tre admiraler og flere generationer af familien Arenfeldt har boet på Sæbygaard Slot, der i dag er et museum, og da det er mange år siden, at der har boet nogen på Sæbygaard, er der heller ingen – så vidt vides – nulevende mennesker, der har set spøgelset. Måske …