En ny istid er over os
Sommerens nye is er landet i selskab med flere langvarige klassikere som Champagnebrus, Københavnerstang, Kæmpe Eskimo og Cornetto, der også fandtes i kioskerne, da mor var barn.
Isens oprindelse er usikker. Allerede flere hundrede år før Kristi fødsel siges makedonske Alexander den Store at have haft en svaghed for is og sne tilsat honning og nektar. Antikkens romerske kejser Nero fik bragt sne fra vulkanerne Etna og Vesuv serveret i en blanding med honning og frugtsaft. Og i Kina fandt man på at fremstille en slags is af syrnet mælk med mel og kamfer for nedkøling.
1000 år senere blev den moderne is opfundet i Italien, måske ud fra opskrifter hjembragt fra Mellemøsten af den opdagelsesrejsende Marco Polo. Det var dog snarere en kølet frugtsaft, sorbetto, deraf betegnelsen sorbet. Nogen tilskriver opfindelsen til Caterina de Medici og hendes franske kok. Før opfindelsen af fryseren af Carl von Linde i 1870 var is en luksus, som måtte skæres ud af tilfrosne søer. Is var en fornem og eksklusiv spise, som blev nydt i finere kredse blandt andet ved det engelske og det franske hof i 1500- og 1600-tallet.
Den moderne istid begyndte i slutningen af 1800-tallets USA, hvor der blev etableret iscremefabrikker og hjemmefryserier. Lidt senere kom udviklingen til Danmark med ismagerier og isfabrikker, herunder Frederiksborg Is i 1922, Premier Is i 1927 og Frisko i 1946.
Kilde: Wikipedia, isdamen.dk, iselsker.dk
Kalorielette is af frugtsaft samt de tungere flødeis med chokolade, karamel, nødder og bær hører sommeren til. På markedet er flere nye varianter og kendte klassikere.
Magnum, Solero og Cornetto-vaffel
Frisko lancerer flere nye Magnum-varianter og en enkelt Solero pindeis. Sidstnævnte er kalorielet med citronsmag til 14 kr. Magnum fås på pind med brownie til 25 kr., mens isen i bæger koster knap 50 kr. med enten chokolade og cookies eller som en vegansk udgave. En Cornetto-vaffel med saltet karamel er også på sommerens isprogram til 25 kr.
Vilde Thybær og bjørneklassiker
Bægre på 500-800 ml til under 50 kr. er der flere nyheder af hos Premier Is i Thisted. Herfra kommer for eksempel en variant, hvor vildtvoksende hyben fra Nationalpark Thy er lavet til sauce og blandet med økologisk flødeis. Andre varianter er flødeis med rabarber, hindbærsnitteis samt karamelis med stykker af saltkaramel og krokantkaramel med chokolade fra undermærket Under-ground. Endelig har Premier is også klassikere på programmet som Isbjørne- pind med tyggegummikugle til 17 kr.
Kongo med K og ribs i fløde
Fra Hansens Is hedder pindeis-nyheden Kongo, som fås hos Coop og Meny, i is-kiosker samt på museer og cafeer.
I flødeisen er der et hjerte af blød karamel overtrukket med chokolade fra Moon Mountains i Den demokratiske Republik Congo nær Ugandas grænse. Bønnerne er sejlet hjem til chokolademester Mikkel Friis-Holm, som har forvandlet dem til chokoladeovertræk tilsat ristede kakaobønner for at give knas. Kongo Ispind koster 28 kr. Hansens Is kommer også med sommernyheden flødeis med ribs i bæger. Jægerspris-firmaet bruger lokalt dyrkede nordsjællandske bær, men måtte til Thy for at finde ribs hos en økologisk avler. Isen fås hos Coop og Meny til 45-50 kr.