Alt det bedste i november

Liebhaverboligen har taget pulsen på en række spændende oplevelser, der kan være med til at gøre din november lidt sjovere.

 

FET_November_billede-5

 

Skøn sushi

Det er altid positivt, når iværksættere kaster sig over tomme lokaler rundt omkring i de mindre byer. Det er nemlig langt hyggeligere at handle, hvor der er liv og hyggelige samlingspunkter. Det er vigtigt at støtte op omkring og kommer helt af sig selv, når lækker mad og sød betjening ”flytter ind”. Dette er tilfældet i Holte Midtpunkt, der nu har fået sit helt egen sushi-sted. Ejerne er ikke helt nye i felten, da de i forvejen har sushirestauranter i Espergærde og Værløse. Det mærkes på kvaliteten og smagen, at Holte Sushi arbejder med erfarne kokke. Selvom mange nok vil benytte sig af muligheden for sund takeaway, kan det anbefales at sætte sig til rette i cafeen og afprøve deres Sushi ad Libitum koncept.

www.holtesushi.dk 

 

Pil op: Sushien er både smuk og velsmagende. Er man ikke så meget til fisk, kan man bestille nogle af deres lækre sticks med for eksempel kylling eller lammekød.

Pil ned: Priserne er en smule i den høje ende, men man kan hente et kort i restauranten, der giver 10 procent rabat ved alle køb.

 

FET_November_billede-1

 

Hæsblæsende skattejagt 

Skatteøen er tilbage på scenen, hvor vi til tonerne af Sebastians musik føres ud på det caribiske hav blandt eneboere, pirater, søulke og lede sørøvere. Historien tager sin begyndelse i 1745 på kroen ’Admiral Benbow’. Da den gamle sørøverkaptajn, Bill Bones, ankommer med en mystisk rejsekiste, finder kroejerens energiske søn Jim et skattekort. Det bliver startskuddet til et spændende eventyr. Skatten skal findes, og besætningen tager afsted på det gode skib, Hispaniola. Szhirley spiller Mrs. Hawkings og synger ”Fuld af nattens stjerner” på smukkeste vis, mens Kasper Leisner indtager rollen som den charmerende superskurk John Silver.

www.folketeatret.dk 

 

Pil op: Skatteøen er en del af Folketeatrets nyere historie og efterhånden ligefrem en del af teatrets DNA. Det er ikke uden grund, at mange familier har gjort det til en tradition at se Skatteøen på det hyggelige teater. Det er en virkelig skøn oplevelse og årets opsætning er ingen undtagelse.

Pil ned: Forestillingen er for hele familien, men når kanonerne brager, og sørøverne tager livet af hinanden, kan det blive en smule overvældende for de mindre børn.

 

FET_November_billede-3

 

A crack in everything

Kunstforeningen GL STRAND og Nikolaj Kunsthal præsenterer en stor international samtidskunstudstilling, inspireret af Leonard Cohens liv og værker. 13 internationale kunst- nere og 20 musikere fortolker den canadiske musikers liv og værker i denne formidable udstilling, der bryder rammerne for, hvordan samtidskunsten kan fortolke mødet mellem musik, litteratur og billedkunst. Publikum inviteres blandt andet til at deltage i flere interaktive værker, der virker inddragende og gør hele oplevelsen sanserig og poetisk. Leonard Cohen nåede desværre ikke selv at opleve den ambitiøse udstilling, inden den for første gang blev præsenteret i hans fødeby Montreal i 2017. Men kunstneren føles på mange måder allestedsnærværende i de mange spændende installationer, som to af Danmarks førende kulturinstitutioner i fællesskab nu har æren af at præsentere.

www.glstrand.dk, www.nikolajkunsthal.dk

 

Pil op: Kunst der rører dig, kunst der overrasker, kunst der forfører, kunst der imponerer, og kunst der måske ændrer dit verdensbillede en lille smule. Udstilling- en ”A Crack in Everything” rummer alt dette og kan anbefales til alle, hvad enten de er Cohen fans eller ej.

Pil ned: To af udstillingens installationer (Depression Chamber og Hallelujah) kan kun opleves én person ad gangen og varer hver især ca. fem minutter. Det kommer uden tvivl til at skabe lange køer. Men vær tålmodig og find tiden til det! Disse overvældende og innovative værker er al ventetiden værd.

 

FET_November_billede-4

 

Junglemagisk musical

Fredericia Teaters produktion af Disneys Musical TARZAN er klar til at indtage København. Den spektakulære udgave af musicalen havde premiere på Fredericia Teater i 2018 og har indtil videre solgt mere end 150.000 billetter. Forestillingen spiller i Scandic Falkoner Salen fra den 29. november 2019. TARZAN er Fredericia Teaters fjerde samarbejde med Disney efter tre store musicalsuccesser: ALADDIN, DEN LILLE HAVFRUE og senest KLOKKEREN FRA NOTRE DAME. Musicalen er baseret på Chris Buck og Kevin Limas tegnefilmsfortolkning af Edgar Rice Burroughs klassiker om menneskebarnet Tarzan, der vokser op blandt gorillaerne i den vestafrikanske regnskov. Historien kender vi nok alle, og har man tidligere oplevet nogle af de store Disney-opsætninger på teatret, ved man, at det er en kæmpe oplevelse for hele familien.

www.tarzanmusical.dk

 

Pil op: TARZAN er et stort visuelt og musikalsk ”brag” for hele familien. Udover at byde på iørefaldende klassikere af Phil Collins, er musicalen spækket med krævende akrobatik og dans fremført af nogle af landets dygtigste performere. 

Pil ned: Der er stor chance for, at du og din familie får lyst til at ”abe rundt” hjemme i stuen efter forestilling- en. Men pas på med at forveks- le lyskæden derhjemme med en lian. Det kan hurtigt ende i den rene abefest!

 

FET_November_Bog

 

Gode læseoplevelser skal deles
I takt med at vi bliver mere opmærksomme på vores natur og miljø, finder forretningerne på kreative delekoncepter og andre bæredygtige initiativer. Bog og Idé har nu indført et returpant-system, hvor du kan sætte din bestseller-roman i omløb igen, give læseoplevelsen videre og spare 25 procent på dit næste bogkøb. Du skal blot aflevere bogen tilbage i butikken indenfor tre måneder. Lige nu kan du for eksempel købe den smukke og bittersøde fortælling ”Hvor flodkrebsene synger” og aflevere den tilbage, når du har læst den. Romanen handler om den vilde ”marskpige” Kya Clark, der mistænkes for at stå bag et mystisk og uforklarligt mord.

www.bog-ide.dk

 

Pil op: Det er en virkelig hyggelig tanke at give sin bog videre til en anden, i stedet for at lade en god bestseller samle støv på hylden. Det er godt for miljøet, og en anden kan gøre et kup på din bog i butikken. Måske kunne man endda lave et lille system, hvor man sender en hilsen eller en lille boganmeldelse videre til den næste læser.

Pil ned: Når vi køber bøger, støtter vi forfatterne, men det kan blive dyrt at vende tilbage til boghandlen og lade sig friste af nye bøger. Heldigvis kan man bruge sin returpant på bestsellerbøger i alle genrer, så din ”Hvor flodkrebsene synger” for eksempel kan indløse rabat på ”Ternet Ninja 2” til familiens teenager.