Jesper Christensen og Bodil Jørgensen i krig og fred

I år kan vi fejre 75-året for befrielsen og afslutningen på 2. Verdenskrig. På filmfronten sker det ved, at Jesper Christensen og Bodil Jørgensen foretager en tidsrejse tilbage til de første år af Besættelsen, som den tager sig ud for en velhavende fabrikantfamilie nord for København. ”De forbandende år” er ikke en heltehistorie, men en historie om dilemmaer, som vi godt kan spejle nutiden i.

 

Jesper Christensen og Bodil Jørgensen har levet tre år under den tyske besættelse – på film altså – og ud fra det perspektiv mener de ikke, at vi i dag kan gøre os til dommere og fordømme datidens politik.

– Den der sang om danskheden er forløjet og vidner om historieløshed, mener Jesper Christensen. – Det blev ikke demonstreret klarere end under Besættelsen.

Vi skal huske for ikke at gentage

– Altså lige efter krigen – jeg er født i 1948 – der udløste det virkelig dårlig stemning, hvis nogen havde glemt at sætte lys i vinduerne den 4. maj. Der var ingen tvivl om, at vi – danskerne – var heltene. Men ret beset døde der lige så mange danskere på Østfronten i tysk tjeneste, som der døde af frihedskæmpere.

– Så nytter det ikke – som Anders Fogh Rasmussen gjorde – at stille sig op en generation senere og gøre sig klog på, at man ville have handlet anderledes. Især ikke når man tænker på, at Venstre dengang var helt med på at tjene penge på at levere til Tyskland. At ”glemme” samarbejdspolitikken er historieforfalskning, og det må vi ikke gøre.

– Nej, for så kan det netop gentage sig, tilføjer Bodil Jørgensen.

– Hvis vi skal være helt ærlige, så kunne danskerne heller ikke være helt uvidende om, hvad der foregik i Tyskland dengang. Det stod faktisk i aviserne. At jøderne blev forfulgt – blandt andet under Krystalnatten – det vidste vi godt, siger Jesper Christensen.

Helte og terrorister

Det er i øvrigt en vigtig pointe, at heltestatus afgøres af eftertiden.

– De, der valgte frihedskampen, blev jo kaldt terrorister af det officielle Danmark, pointerer Bodil Jørgensen. – Statsminister Buhl opfordrede ligefrem folk til at angive dem – til at være stikkere.

– Der er mange af os nok fejlorienterede om forholdene. Ingen har jo lyst til at identificere sig med terrorister.

Det førte i øvrigt til en historisk unøjagtighed i ”Hvidsten Gruppen”, hvor Bodil Jørgensen sidst havde en rolle i en Besættelses-
historie. I filmen bliver hendes familie arresteret af tyske soldater, men det er ikke korrekt:

– Tyskerne bliver gjort til skurke, men det var altså dansk politi, der arresterede gruppen.

På det punkt gør den aktuelle ”De forbandede år” meget ud af at være korrekt i de historiske detaljer, mens den fiktive historie om familien Skov udspiller sig. Det handler ikke om at undervise i historie, men om at fortælle en historie:

– Det er en historie, vi som mennesker kan spejle os i. Det er svært at fortælle en objektiv historie om det, der skete. Der er ikke en sandhed, du bare kan google dig til, siger Bodil Jørgensen.

– Det er heller ikke nok at læse en bog om Besættelsen; man skal læse mange bøger, tilføjer Jesper Christensen. – I amerikansk film er der en tendens til, at man forenkler historien. Jo enklere, desto bedre. Der skal ikke være tvivl om, hvem der er heltene.

 

Blå bog Bodil Jørgensen

Skrøbelig og sårbar, forslagen og bramfri (ofte med autentisk jysk accent). Bodil Jørgensen kan det hele og har bevist det i snesevis af film og på scenen i store og små roller. Adskillige naturligvis prisbelønnede med både Bodil og Robert-priser. Ellers er Bodil hundeejer og mor til tre

 

 

Bagklogskab og eftermæle

I den virkelige verden er det sværere at skelne mellem helte og skurke. Aktuelt strides man om, hvorvidt Erik Scavenius, der var udenrigsminister og siden statsminister i samarbejdsregeringen, i dag kan få opkaldt en vej efter sig.

– Jeg har det svært med, at vi overhovedet skal opkalde veje efter personer fra Besættelsen, siger Jesper Christensen. – Heller ikke Flammen og Citronen. Men på den anden side kan man lige så godt opkalde en vej eller en plads efter Erik Scavenius som efter Anders Fogh Rasmussen.

– Du vil ikke finde mit navn på en protest over at opkalde en vej efter ham. Da alle kunne se, at tyskerne ville tabe, var det nemt at pege fingre ad ham, men det er mærkeligt at dømme på den måde med tilbagevirkende kraft. Der var ingen, der i 1940 syntes, vi skulle slås. Ingen ville gå op imod den stærkeste militærmagt i Europa, der lige havde udslettet Polen.

– I mine øjne var der kun den måde at handle på. Scavenius og samarbejdspolitikerne fik afværget de værste ulykker for befolkningen. Så i sidste ende: jo, Erik Scavenius gjorde noget godt for Danmark, konkluderer Jesper Christensen.

– Sådan er folk jo forskellige, indskyder Bodil Jørgensen. – Jeg synes nok, at Kim Larsen kunne fortjene en plads, men det ville han ikke have. Han frabad sig det.

Ingen af de to skuespillere misunder politikerne deres ansvar. Heller ikke i dag er det let at gennemskue, hvad historien vil bedømme som rigtigt og forkert. I Ukraine, i Syrien og i Tyrkiet.

– Nu har jeg lige læst, at vi skal sende 200 danske soldater til Irak. De skal derned for at uddanne den irakiske hær, men kan vi nu være sikre på, hvad det bliver brugt til, spørger Bodil Jørgensen. – Der er jo også oprør og demonstrationer i Irak i øjeblikket.

– Desværre må jeg sige, at vi ikke har gode erfaringer med at blande os, tilføjer Jesper Christensen.

– På den anden side har det også været mageligt for os her i Europa at sidde under USA’s trygge vinge og kæfte op. Når det hører op, så skal vi jo selv tage ansvaret.

Drama plus 200 %

Med det in mente bliver dilemmaerne i ”De forbandende år” uhyggeligt aktuelle. Men når vi gang på gang vender tilbage til 2. Verdenskrig som stof til fiktionen, så skyldes det, at det forstørrer hverdagens konflikter:

– Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der laver film, som ikke foregår under Besættelsen, siger Jesper Christensen. – Vi har alt det, vi normalt skaber dramatik om; forældre og børn og parforhold, og når der kommer tryk på den privatsfære udefra, så skruer det 200 % op for dramaet.

– Vi kan jo prøve at tænke på steder i verden, hvor der er krig nu, fortsætter Bodil Jørgensen. – Pludselig møder man nogen, man var nabo med i går eller i forgårs, venner eller familie, og som så er blevet – ja, det hele er blevet anderledes.

– Selv på en ganske almindelig dansk villavej kan ellers fredelige folk begynde at svine hinanden til, fordi de har forskellig politisk observans. I dag og i fredstid.

– Jeg tror, det var lidt det samme dengang, men som Jesper siger: bare med større pres på. Pludselig bliver det, ”kender du en jøde”? Eller, ”kender du en nazist”? Det kommer tæt på.

– Jeg kan huske, at mine forældre fulgte det måske lidt småborgerlige maksime, at man ikke måtte snakke politik med fremmede til et selskab. Så kunne det gå grueligt galt, siger Jesper Christensen.

 

 

Blå bog Jesper Christensen

Hele Danmarks hyggelige far til Nana, men også den alkoholiserede bums, Kaj, i ”Bænken” og Bond-skurken Mr. White – ikke mindre end tre gange. Den første Bodil modtog Jesper allerede i 1978, og han har om muligt mere trængsel på kaminhylden end Bodil Jørgensen. Til gengæld har han afslået et ridderkors. Jesper har to voksne døtre.

 

 

Under jorden

Begge skuespillere tilhører en generation, hvis forældre var øjenvidner til Besættelsen og har personlige fortællinger om tiden.

– Min bedstemor var tysk nordslesviger, så under Besættelsen blev hun mod sin vilje gjort til tysker (af tyskerne, red.). Hun havde mødt min bedstefar og var flyttet med ham til fædrenegården. Hendes brødre ville ikke gøre tysk krigstjeneste – undtagen den ene, der var nazist – så de gik under jorden i Danmark, fik falske papirer og cyklede rundt fra sted til sted. Nogle gange gemte de sig også på gården hos min bedstemor. Hun var frygteligt nervøs, og det tog hårdt på hende.

Men linjerne kunne godt være uklare i det daglige:

– Min far var teenager under krigen. Han tjente da lidt lommepenge på at sælge kød til de tyske soldater. Men hvis nogle soldater kom forbi gården og spurgte min bedstefar om vej, var hans svar altid ”gerade aus” og pegede. Så morede han sig over at se dem gå vild ude på markerne. Han blev aldrig straffet for den lille spøg.

– De familiehistorier, jeg har, handler mest om tiden efter krigen, fortæller Jesper Christensen. – Min mor var gravid med min søster i maj 1945 og var på Rådhuspladsen lige efter Befrielsen, da de pludselig begyndte at skyde, så hun kastede sig ind under en bus. Så min søster blev født for tidligt. Men mine forældre var ikke i modstandsbevægelsen. Til gengæld var min far med til at starte Fredsvennernes Hjælpearbejde og Mellemfolkeligt Samvirke. Han arbejdede i Polen og kom hjem med rædselshistorier om efterveerne af krigen.

Skandinaviskeerfaringer

”De forbandede år” har også en skandinavisk dimension med Familien Skovs familiekontakter og forretningsforbindelser i det neutrale Sverige og en sidehistorie, der bringer datteren til det besatte Norge.

– Jeg tror ikke, vi har noget at sige hinanden på, med hensyn til de valg de forskellige lande tog under krigen, mener Jesper Christensen. – Vi synes hver især, at vores krigserfaringer er de rigtige, alle har en heltefortælling fra den tid. Og alle tre lande undertrykker information. Jeg har selv medvirket i ”Kongens valg” (som den danskfødte kong Haakon VII, red.) om den norske modstand i 1940.

– Den er lidt helteagtig og blev set af 700.000 nordmænd. Men vi kan lige så godt spørge om, hvordan det nu var med de nordmænd, der oprettede og drev egne koncentrationslejre i Norge. Eller hvordan det nu gik de norske jøder. Der er også ting omkring den svenske neutralitet, som de ikke taler så meget om.

Ungdomsoprør og klimaoprør

Mens den ældre generation repræsenteret af Jesper og Bodil prøver at få det bedste ud af situationen og klare sig gennem krigen uden for mange skrammer, gør den unge generation oprør. Med uanstændig jazzmusik eller ligefrem tilslutning til modstandsbevægelsen.

– Det er jo altid de unge, der går i krig – også lortekrige, siger Jesper Christensen. – Det var også unge mænd, der meldte sig til Frikorps Danmark. Det er nok en mangel i hjernen – at de kaster sig ud i ting uden at tænke sig om. Det gælder sikkert også dem, som har meldt sig til Islamisk Stat.

– Eller som har meldt sig til at kæmpe mod dem, indskyder Bodil Jørgensen.

– I 1967 ville jeg selv melde mig til den israelske hær, fortsætter Jesper Christensen. – Jeg følte, at alle rottede sig sammen mod dem. Heldigvis var de ikke så åndssvage på den israelske ambassade: ”Har du været i hæren? Nå ikke. Jamen, tak for din gode vilje. Gå du bare hjem igen – vi ringer”.

– Siden har jeg så også fået et andet syn på den konflikt.

– Sådan et oprør har jeg aldrig været ude i, siger Bodil Jørgensen. – Der er jeg lidt af en svagpisser – hvis du f.eks. sammenligner med de kurdiske kvinder, der er gået i krig nede i Syrien. Mit oprør var, at jeg blev skuespiller. Det skabte lidt uenighed, men tiden læger alle sår. Nu går hele familien ind og ser mine film.

– Nu hører jeg selv til 68-generationen, og jeg har lige siden gået og ventet på det næste generationsoprør, tilføjer Jesper Christensen. – Det er ikke rigtig kommet – men måske nu med Greta Thunberg-generationen.

– Ja, det med klimaet kan godt blive en endnu mere rasende bølge end nogen før. Men når jeg tænker over det; min søster, hun var til mikromakro og blev vegetar. Det var altså et stort oprør på landet, hvor jeg kommer fra, slutter Bodil Jørgensen.

 

 

Rundt om
Bodil og Jesper

Den bedste krigsfilm – altså OM 2. verdenskrig?

Bodil: Jeg vil nok sige ”Der Untergang” – det tog tyskerne så lang tid at nå frem til at fortælle den historie.

Jesper: Måske de første ti minutter af ”Saving Private Ryan”. Ellers er det en meget konventionel film. Der er også film om koncentrationslejrene, men nej – det er ikke noget, jeg har behov for efter at have læst Primo Levi.

Børnene er swingpjattere – hvad synes I om den stil, og hvad er jeres yndlingsmusik?

Bodil: Nu har jeg jo lige rejst rundt med en kabaret om Jørgen Ryg. Han spillede oprindeligt trompet, og det har jeg hørt meget af. Ellers holder jeg meget af at lytte til Bach. Og til Leonard Cohen. Igen – efter han er død.

Jesper: Lidt Leo Mathisen har jeg da hørt – ham spillede Jørgen Ryg i øvrigt med – og jeg holder meget af Count Basie og Lester Young fra 30’erne. Ellers har jeg lavet mig en meget blandet playliste; latin, jazz, Bach, Wagner, lidt interviews, meget blandet. Det elsker jeg.

Under krigen var ”erstatningsprodukter” et nødvendigt onde, nu er plante”mælk”, vegansk kød og den slags en trend:

Jesper: Jeg synes, det er lidt perverst, at man ikke vil spise kød, men vil have noget som smager og lugter som kød. Du kan sagtens være veganer og lave mad, der smager fantastisk som det, det er, nemlig grøntsager.

Bodil: Jeg synes vegansk ost er spild af min tid.

Og hvad ville du aldrig acceptere en erstatning for?

Jesper: Jeg har da drukket meget fin crémant, men jeg vil altså hellere have et glas champagne. Det er lidt mere festligt.

Bodil: Kender du det, når man siger ”den er rigtig drøj, den chokolade”? Det kan jeg godt lide ved ting – at det er kvalitet.

Bortset fra ”De forbandede år” – hvilken rolle har betydet mest for jer?

Bodil: Der er mange. Jeg har aldrig haft en rolle, jeg bare ”måtte” spille. Jeg har nydt at spille Rita i Rytteriet. Og Karen i ”Idioterne”.

Jesper: Der er jo en rolle, der følger mig. Det er Kaj i ”Bænken”. Når folk kommer hen til mig og vil tale om den rolle, så er det alvor. Hvis de vil snakke om Nanas far, så er det hurtigt overstået, men er det Kaj … så kan jeg godt sætte en halv time af. Folk fortæller om fædre og brødre. Nogle begynder at græde. Det, de taler om, er noget, der gør ondt.

Hvad er det fedeste ved at være skuespiller?

Bodil: Ja, det er i hvert fald ikke at være på turné og savne dem derhjemme og min egen gode hovedpude. Men det er prisen for at komme rundt og møde folk der, hvor de nu bor. For det er skønt at more folk og opleve, at de kan spejle sig i os – altså vores roller. Det er fantastisk så stille, der bliver, når det lykkes.

Jesper: For mig er det at få lov til at lege videre. Det er børneleg for voksne. ”Så sagde vi lige, faderen kom hjem” … Det er fantasi, der bliver taget alvorligt.

Hvordan kobler I af og nulstiller, så I er parat til den næste rolle?

Bodil: Jeg har fået hund og går ture. Det er fantastisk, om det er 10 minutter eller 2 timer. Så handler mit liv om at samle lort op og måske snakke med ”Snulles mor”. Og så har vi et ”skur” i Ligurien. Der er vi fem uger om året – helt uden netværk. Der er kun vand og el, og det tager en hel dag at bage en cupcake.

Jesper: Det er også noget med at komme væk – Ligurien lyder som en glimrende idé. I sådan en periode uden film kan jeg godt lide at være et sted på landet, hvor der er frisk luft og mulighed for at se stjernerne. Men ellers elsker jeg at gå på café – sådan en tirsdag bare at drikke en kop kaffe med en gammel ven.

 

 

De forbandede år

—

Den 9. april 1940 er en stor dag – Karl og Eva Skov fejrer sølv-
bryllup. Nå ja, og så besætter tyske tropper Danmark. Familien Skovs elektronikfabrik er i krise, for den har eksporteret til England, og hverken Karl eller Eva er meget for at producere til tyskerne. Produktionen kan for let drejes til krigsformål. Men Karl føler, han har et ansvar for de ansatte. Skridt for skridt vænner han – og alle andre – sig til den nye situation.

Men under overfladen gærer det. Den unge generation føler, de må tage stilling. For eller imod, og det har fatale konsekvenser. Mens det ydre pres bliver øget, krakelerer familiesammenholdet. Gamle stridigheder springer op, og nye alliancer bliver formet.

”De forbandede år” har premiere 9. januar.