Jarlen version 6.8

Jarl Friis-Mikkelsen (68) har haft en del flere hatte på hovedet end Fars 80’er-hat i Walter & Carlo. Manden med de mange karrieretitler bag sig har gentagne gange skullet genopfinde sig selv, og viften af Jarl Friis-Mikkelsen-versioner i en ordfyldt underholdningsbranche er bred. Men den tidligere underholdningschef, tv-vært m.m. er for første gang i livet landet i en ordløs version af sig selv. Jarlen version 6.8 er kunstmaler.

 

 

”Man har da pligt til at genopfinde sig selv hele tiden; version 2.1, 2.2 og så videre. Man lader sig inspirere og bliver opdateret. Det er en naturlig ting,” lyder det prompte fra Jarl Friis-Mikkelsen, mens der misses med øjnene i den skarpe forårssol på terrassen.
”Det er sundt at genopfinde sig selv. Man lærer at udtrykke sig med de nye hoveder, man genopfinder sig selv med. Man finder frem til en ny version af sig selv. Jeg har i hvert fald genopfundet mig selv en del gange, og det er jeg ikke træt af. Så jeg besluttede for nogle år siden at lægge alle ord på hylden. Jeg har altid beskæftiget mig med ord; enten har jeg skrevet sangtekster eller været anmelder, lavet radio, film og tv og været redaktør. Altid har det været ord. Og jeg nåede til et punkt, hvor jeg bare måtte kaste mig over noget ordløst. Det blev så maleriet,” konstaterer Jarlen, der, i en alder af 68, må antages at have ramt en version 6.8 af sig selv.
Egen streg

Jarl Friis-Mikkelsen har for længst erkendt, at vejen til eget udtryk som maler er lang. Og selvom han har udtrykt sig på så mange forskellige måder i en lang karriere i underholdningsbranchen, så føler han, at han med maleriet er kommet ’hjem’.
”Jeg kan genkende mig selv i min streg, men min streg kan stadig godt overraske mig. Det tager evigheder at finde frem til sig selv som maler, men for fem år siden fandt jeg mit eget udtryk – min egen streg. Den ordløse stemme, kan man vel sige,” fortæller Jarlen og forklarer:

 

”Jeg ved ikke, hvad det var, der pludselig faldt i hak, men enkelthed har altid været vigtigt for mig. Enkeltheden er så kompleks, og det er umuligt at tænke sig til udtrykket – hånden er tvunget til selv at skabe det. Det må ud gennem armen, inden man kan tage stilling til det, og det fascinerer mig.”
Hvor længe er du om at male et billede?

”Det er meget forskelligt. Nogle gange kan jeg være meget længe om det. Jeg er meget draget af at forsvinde ind i processen. Det er en slags meditation, hvor du bliver i stand til at se verden på en anden måde og med en anden energi, når du efterfølgende kommer ud på den anden side.”
”Jeg kigger på det længe og kan pludselig blive provokeret af noget, som noget i mig har lavet. Nogle gange er man voldsomt inspireret, og andre gange sidder man bare og stirrer på et tomt ark foran sig. Ligesom verdenssituationen og vores udfordringer med corona-virus og COVID-19 lige nu. Vi står og kigger på et tomt blad, og vi aner ikke, hvad der skal på det blad. Ingen aner, hvor det bærer hen, og det er på sin vis sådan, selve processen med maleriet er,” fortæller maleren Jarl og tilføjer:
”Jeg ser mine omgivelser på en anden måde. Det er en fed måde at føle sig fremmedgjort på. Det er en sund måde at være nysgerrig på sig selv på – uden at være selvoptaget. Man er på en måde en lille satellit, der kredser om sig selv – uden at lande.”
Har du haft en form for åbenbaring i forbindelse med at finde en lidenskab til maleriet?

”Åbenbaringen kom, da jeg opdagede konturen til mit eget udtryk. Jeg sad og malede på Børneværksted- et på Statens Museum for Kunst sammen med mine børn. Det forestillede en hund, der sad med en pibe på en stol. Der var noget simpelt ved det, som fungerede, syntes jeg. Så jeg adopterede efterfølgende den enkelthed i mit arbejde.”
”Og som Lars von Trier gjorde i ’Direktøren for det hele’, hvor han havde sit kamera på random, så han ikke vidste, hvilke beskæringer det lavede, begyndte jeg også at beskære. Det giver en udfordring, da det, du tror, du har set, bliver noget andet. Man lægger et benspænd ud og kommer via det videre,” fortæller en passioneret Friis-Mikkelsen.
Hér står du – den røde prik som signatur

Udover en kakofoni af fuglekvidder i havens mange hække, suppleres Jarl Friis-Mikkelsen på terrassen af tre af sine seneste værker. Malerierne står som en gold og kølig backing-trio, klar til at bee-bobbe omkvædet til ophavsmandens egen solosang, mens kulørte lamper blinker fra motiverne.
”Jeg har altid en rød prik med i mine billeder. Når jeg maler, placerer jeg mig selv i forhold til den røde prik i billedet. Så får tingene en anden dimension – og så kan jeg finde vej i det. Dermed ikke sagt, at andre vil se den samme vej i motivet, som jeg har set.”
Hvordan opstod den røde prik?

”Jeg lod mig inspirere af de oversigtskort i storcentre, der med en rød prik markerer, hvor man står,” fortæller Friis-Mikkelsen med et underfundigt smil på den velkendte overlæbe.
”Jeg ejer nemlig ingen stedsans. Hvis jeg går ind i Illum ad den ene dør og skal ud af en anden, så aner jeg simpelthen ikke, hvor jeg er. I gamle dage, når jeg skulle bevæge mig fra Indre by til Østerbro, måtte jeg køre hele vejen hjem til Jægersborg for at finde Østerbro, da det ikke ville være muligt for mig at finde vej, hvis ikke jeg kom direkte fra min hjemmeadresse.

Det var meget uhensigtsmæssigt,” griner Friis-Mikkelsen.
Corona-krisen klamme hånd

Solens stråler brækkes af grenene fra et af havens høje træer og kaster en kølig skygge over foråret på husets terrasse – som for at minde os om, at corona-pandemien raser udenfor den private karantænekoloni i Jægersborg, hvis vi som almindelige dødelige nu skulle have glemt det. På havebordet ligger Albert Camus’ roman Pesten fra 1947, fra hvilken den tidligere DR-underholdningschef med rynket pande citerer:
”… de tænkte på sig selv, de troede ikke på den slags plager, plagerne stod ikke i forhold til det enkelte menneske. Derfor siger man, at den er uvirkelig, som en ond drøm, der går over. Men det gør onde drømme ikke altid. Og mens de onde drømme bare bliver ved og ved, er det menneskene, der kommer og går, for de har ikke taget deres forholdsregler. Og hvorfor skulle de tænkte på pesten, som udelukker al fremtid, alle rejser og diskussioner. De troede, de var frie, men ingen er nogensinde frie, så længe der findes plager som denne … ”
”Jeg synes, det er en meget stærk passage, meget sigende for den situation, verden befinder sig i lige nu. Jeg tror ikke, at verden bliver den samme efter corona. Det har så stor betydning for så meget; vores ensomhed, vores fællesskab. Alt skal nok blive godt igen – men på en lidt anden måde. Ingen kommer jo til at glemme dette.”

 

”Det vanvittigt dumme ordsprog ’Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget’ er svært at holde af lige nu. Men jeg tror, det her kan være godt for den måde, vi ser os selv på. Nu går vi rundt isoleret hver for sig. Vi er alene, og lyden af os selv kan være ret ubehagelig. Den støjer! Det er vi ikke vant til, for vi beskæftiger os hele tiden med ting og glemmer derfor at lytte til os selv. Og jeg tror, det er meget sundt for os at lytte efter os selv. Det store arbejdspres, vi ellers befinder os i, har måske gjort, at vi slet ikke er klar over, hvem vi er til sidst.”
Hvordan påvirker corona-krisen dig og dine nærmeste?

”Vi vasker hænder, så huden er ved at falde af. Vi ser ikke engang den tætteste familie, men vi prøver at få det bedste ud af det. Vi er sammen på en meget mere intens måde, og måske gør alt det her, at vi bliver mere omsorgsfulde og opmærksomme på hinanden – og det gør måske ikke så meget,” siger Jarlen fra Jægersborg og fortsætter med dystopi i stemmen:
”Jeg kan slet ikke helt være i mig selv, når jeg tænker over de konsekvenser, det har. Corona-pandemien har tvunget os mennesker til at se ting fra nye vinkler, særligt vores egen skrøbelighed står tydeligt frem i en krise som denne.”
”Vi troede, vi kunne flyve, at vi kunne tage til månen, hvilket vi også gjorde. Og vi vil som race gerne se os selv blive stærkere og stærkere, men der skal altså ikke meget mere end en skide flagermus til at få bugt med vores styrke. Det er da næsten til at blive religiøs af. Derfor tror jeg også på, at vores værdier vil blive ændret for bestandigt efterfølgende.”
Tilfældigheder

Coronaens klamme hånd bliver hængende med sin knyttede næve som en mørk sky for solen. Men skyernes tilfældige rangorden på himlen over os er også et billede på tilfældighedernes betydning i livet. Om det er malerkunst eller corona-krise: Alt er, ifølge Jarlen, tilfældigheder.
”Jeg tror på tilfældigheder. Alt er tilfældigheder. Man er nødt til at operere med tilfældigheder som en aktiv spiller i universet. Det er i tilfældigheden, at nye ting dukker op,” fortæller den tidligere tv-vært og skuespiller. Han fortsætter:

 

”Det er meget ofte en tilfældighed, der gør, at man lykkes med ting. Det er en tilfældighed, at man finder sit eget udtryk. Ligesom det er en tilfældighed, at en flagermus i Wuhan smitter hele verden med en dødsensfarlig virus. Og det vil meget sandsynligt være en tilfældighed, der gør det, når man finder en vaccine mod den. Man afsøger og arbejder selvfølgelig hen mod et resultat med al den viden, man har. Men det er givetvis tilfældigheder, der vil få os i mål i kampen mod corona. Det er jeg ikke i tvivl om.”
Og heldet?

”Ja. Man kan dække op til et mirakel. Og heldet er vigtigt. Men igen; så handler heldet meget om at være det rigtige sted på rette tidspunkt – hvilket jo egentlig er en tilfældighed. Så når alt kommer til alt, så tror jeg på tilfældigheden.”
Er man bange for kriser, når man tror på tilfældigheder?

”Jeg er ikke bange for kriser. Jeg er meget lidt konfliktsky, men jeg har også prøvet tossede ting, hvor jeg ikke anede, hvad situationen ville ende med,” fortæller en ærlig Jarl.
”Da jeg var 20 år gammel, var jeg i New York og skulle i banken for at hæve en rejsecheck. Da jeg kom ud af banken med min lille pose med pengene i, kørte en bil pludselig op foran mig på fortovet, og før jeg nåede at blinke, havde to fyre hevet posen fra mig og stukket en meget slidt sølvfarvet Colt 48 ind i maven på mig. Til min egen forundring var jeg helt, helt rolig. Jeg stod bare og tænkte, at nu dør du, Jarl. Nu skyder de dig sgu.”
”Det viste sig så, at der havde været et røveri ugen inden, og de havde syntes, at jeg lignede røveren fra overvågningsbilledet. Jeg syntes mere, det lignede STING. Efterfølgende gik det så op for dem, at det ikke var mig, der var røveren, og de lod mig gå. Jeg var tilfældigvis bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Tilfældigheder. Reaktionen kom efterfølgende, men jeg gad da godt være så cool i alle krisesituationer.”
Er du et sensitivt menneske?

”Jeg slår hårdt ud på Richter-skalaen. Jeg har altid været på vagt. Det er ikke en angst. Jeg er bare meget alert. Måske skyldes det en ensomhed i barndommen, der var præget af tabet af min mor. Jeg var kun 11, og så tror jeg, at man bliver på vagt overfor omverdenen.”
Har du kunnet spejle dig i din far?

”Ja, det har jeg selvfølgelig, men min far var en helt anden type end mig. Han var forretningsmand. Han havde læst jura. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive jurist. Jeg er meget ulogisk i min tankegang, og det ville vist ikke være klogt at sende mig ind i en retssal som advokat med den stedsans, jeg besidder. Hvis jeg overhovedet ville kunne finde den, retssalen. Så jeg blev humanist.
Var din far stolt af dig? Du har jo været succesfuld i livet?

”Min far var lettet, da jeg i sin tid blev ansat som programmedarbejder på DR, da ’DR jo aldrig ville mangle penge’, som han sagde. Efterhånden som årene gik, kunne han godt se, at jeg havde opnået noget succes, men frem for alt kunne han se, at jeg var glad for det, jeg lavede. Det var det vigtigste for ham, at man var vedholdende og kom i mål med nogle ting selv. Næste år har jeg 40 års tv-jubilæum. Og det er vel begrænset, hvor meget mere succes man kan få i den branche, som jeg vel nok tilfældigvis havnede i.
Succes uden at være folkekær

Tilfældigheder eller ej, så er det lykkedes Jarl Friis-Mikkelsen at skabe sig en meget lang og glorværdig karriere i underholdningsbranchen, inden han tog ordet fra sig selv og blev maler. Talkshows, quiz-programmer og komedier har været mandens varemærke gennem mange årtier, og særligt Walter & Carlo-filmene blev et grin til familien Danmark. Men folkekær har Jarlen aldrig set sig selv som.
”Enten har man det, eller også har man det ikke. Jeg er ikke født folkelig. Men jeg har altid haft kæmpe respekt for folkelighed og tænkt, at jo flere der kan lide det, man laver, desto bedre – uden at man behøver gå på kompromis med den kunst, man laver, eller hvordan man laver den.”
Kan man være født folkekær?

”Jeg synes, Kim Larsen var det. Han var en folkekær figur. Han ville måske nok hade det, men jeg mener, at han havde en folkelighed større end Grundtvigs. Der er bare nogen, der går direkte igennem.”
”Men man føler sig da alligevel folkekær, når en 17-årig dreng sender mig et billede af hans lår med en kæmpe tatovering af Carlo-figuren og spørger mig, om ikke jeg vil sende ham en autograf – så han kan få den tatoveret under knæskallen – så bliver man da stolt,” slutter Jarl Friis-Mikkelsen version 6.8 med et stort, skælmsk smil.

 

Her et af Jarls værker