Forfatterens fem favoritter

Forfatter Leonora Christina Skov vandt De gyldne laurbær for bestselleren ’Den, der lever stille’. Nu er hun aktuel med endnu en personlig roman. ’Hvis vi ikke taler om det’ handler om at forfølge sine drømme, selv når fremtiden tegner mest håbløs. Fortællingen er både stærk og medrivende, skrevet i et vidunderligt sprog. Leonora deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hende. 

Min største læseoplevelse det sidste år  

Jeg læser minimum to bøger om ugen alle uger om året, og den bog, der har gjort størst indtryk på mig det sidste år, er ’Et åbent øjeblik’ af historikeren Pernille Ipsen. Pernilles mor var rødstrømpe, og da hun blev gravid ude i byen i 1972, besluttede hun og seks andre rødstrømper at dele moderskabet og skabe en alternativ familie. På den måde fik Pernille syv mødre, der etablerede deres eget kvindekollektiv. De sidste ti år har Pernille gennemgået et enormt kildemateriale, interviewet sine mødre og skrevet deres historie, der spejler den større historie om Rødstrømpebevægelsens første, vilde år. Det er bare en gennemført velskrevet, oplysende og rørende bog. 

Det mest uundværlige, mens jeg skriver

Er ny, klassisk musik. Jeg har en forkærlighed for cello, strygere, found sounds og enkle klaverkompositioner spillet på gamle, knagende klaverer med suk i pedalerne og klik i tangenterne. Der er masser af pauser i musikken. Og masser af ro, der gør det lettere at fokusere. Min Spotify-playliste ’Quiet Times at the Library’ er fyldt med min yndlingsskrivemusik, der tæller Julia Kent, Simeon Walker, Poppy Ackroyd, Shida Shahabi, Otto a Totland, Nils Frahm, Amiina, Hildur Guðnadóttir og Sebastian Plano. På billedet fremfører Alice Baldwin et af mine yndlingsnumre lige nu, ’Please Tell My Mum to Burn Me’, på sit prepared piano. 

Mit største savn 

Siden coronanedlukningen har jeg mere end noget andet savnet at rejse, for min elskede Annette og jeg plejer at sidde og skrive rundt om i verden tre-fire måneder om året. Mit allerstørste savn er Indien, som jeg har besøgt 10 gange de sidste 15 år og har rejst tyndt med tog. Jeg elsker alt ved det land: Maden, farverne, duftene, lydene, templerne, menneskene, litteraturen. Jo mere vanvittigt, landet larmer og regerer, jo roligere bliver jeg indvendig. På billedet bliver jeg velsignet af tempelelefanten Lakshmi i en af mine favoritbyer, Pondicherry. Andre er Mumbai, Mysore og Chennai. Jeg har en forkærlighed for det sydlige Indien. 

Min største luksus 

Er nicheparfume skabt af parfumeurer med eget parfumehus og frie hænder til at realisere deres vision. Jeg har en parfumegarderobe bestående af 50 nichedufte med masser af træ, ruskind, whisky, patchouli, tobak, tonkabønne, røgelse, vetiver, peber og krydderier. I nicheparfumeverdenen er alle dufte for alle køn. Jeg føler mig afklædt uden parfume, og mens jeg skriver, har jeg altid én på hver håndryg, så har jeg har noget dejligt at dufte til hele dagen. Når jeg optræder, ifører jeg mig vilde trædufte som f.eks. Black Afgano og Duro fra Nasomatto og Orto Parisi fra Terroni. De kan købes i nicheparfumeforretningen Crime Passionnel. Den besøger jeg ofte. 

Mit legehjørne 

Jeg holder meget af farvestrålende kjoler og sko i 1940er- og 1950er-stil, der understreger min timeglasfigur og får folk til at smile på gaden. Mondo Kaos på Birkegade har været min yndlingskjolebutik i årevis. Jeg er den lykkelige ejer af cirka 75 kjoler og det samme antal sko, mange 10-15 år gamle, for jeg går mine kjoler og sko op. Efter ’Den, der lever stilles’ udgivelse fik jeg mulighed for at designe et par røde glimmersko sammen med Roccamore og en rød kjole med sølvtråde sammen med Ecouture, og på den måde fik jeg den perfekte optrædegarderobe til mine 150 foredrag. Lidt som jeg forestiller mig, det må være for en skuespiller, der har fået sig et velsiddende kostume.