Forfatterens Fem Favoritter med Nillou Zoey Johannsen

Foto: Nicolas Tobias Følsgaard.

Forfatter og journalist Nillou Zoey Johannsen er aktuel med romanen Nattens Blomst, der er en usentimental og bevægende fortælling om to generationer af kvinder i Iran. Nattens blomst tager sin begyndelse i Teheran, Iran, i 1950 og handler om to stærke kvinders kamp for et liv i frihed, men er også historien om et lands storhed og fald. Nillou deler her nogle af de oplevelser og rutiner, der betyder allermest for hendes liv som forfatter, kvinde og mor.  

De bedste gåture

Jeg er et gåmenneske. Før jeg fik børn, gik jeg alle steder, jeg går og går og går uden nogensinde at blive træt. Til gengæld bliver jeg lidt stresset af at cykle, det er som om min cykel kun kan være i strid modvind, det spontant regner fra en skyfri himmel og min nederdel sætter sig fast i kæden, så snart jeg er oppe på cyklen. Men altså, at gå rundt er ikke en effektiv løsning i en travl hverdag, så jeg går kun, når jeg virkelig skal forkæle mig selv. Ofte går jeg en kort tur på stranden, når jeg har afleveret mine børn i skolen. Havet beroliger og nulstiller hele mit system, lyden og synet af vandet og horisonten, er den lækreste sanseforkælelse.

Danmark, Danmark, Danmark

Jeg kom hertil som 8–årig fra Iran. I 2019 besluttede min ex-mand og jeg at flytte familien til Bali for at prøve noget helt andet. Så ramte Corona verden og vores plan gik i vasken efter et halvt år på Bali, men jeg har aldrig været så lykkelig for at komme hjem, som da vi kom tilbage fra den tur. Selv den grå himmel har et hav af nuancer. Danmark er det land i verden med den længste kyststrækning, landets størrelse taget i betragtning, og sommeren er gået med strandture i og omkring København, Nordsjælland og på Bornholm med mine unger. Vi har spist fiskefileter med pommes, remoulade eller alt for sød ketchup i en uendelighed, og jeg ønsker mig ikke at være noget andet sted i hele verden end i det her lille, smukke land. 

Madlavning som leg

Hvis jeg ikke var forfatter, havde jeg nok været kok. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, synes det er sjovt at lege med smag og farver. Min iranske baggrund fornægter sig ikke i madlavningen, jeg elsker varme/gule/sure og stærke smage og krydderier som gurkemeje, karry, chili, sumak, berberibær og safran. Og så mener jeg ikke, at der er noget som helst mad i verden, der ikke bliver lidt bedre af noget lime eller citron. Hvis det ikke var for mine to mega–kræsne børn, der holder min madlavningsselvtillid lidt nede, havde jeg uden tøven sagt, at jeg er lidt af en sensation i køkkenet.

De bedste menneske

Som forfatter lever jeg af at gå på opdagelse i alle slags følelser, jeg lever af at rumme og udforske dem i deres yderste afkroge. Jeg kan og tør være i det mørkeste mørke såvel som i lyset uden at miste mig selv. Min følsomhed er som en indre sporhund, der fortæller mig, hvor jeg skal være, og hvornår jeg skal flytte mig. Den var en kæmpe hæmsko som barn og ung, fordi jeg ikke forstod den, men som voksen har min følsomhed vist sig at være min største skattekiste. Jeg har lært at give mig fuldt ud til de mennesker, jeg stoler på. Den nærhed og intimitet jeg har i mine relationer, er uden tvivl det, der giver mig de største og mest gyldne øjeblikke i mit liv. Ingen solnedgang eller vandfald kan for mig nogensinde overgå oplevelsen af at møde et andet menneske og selv blive mødt i ren kærlighed.

Dagens første oplevelse

Jeg er vanemenneske til fingerspidserne. Alle morgner starter på samme evindelige måde, og gud være nåde, hvis der mangler havremælk eller matchapulver til dagens første oplevelse, en matcha latte. En lille besk sag, som er gået hen og blevet en daglig livsnødvendighed. Efterfulgt af en havrelatte på min højtelskede nespressomaskine, mens jeg skriver dagbog. Rutiner er for mig en god måde at sætte rammer op i mit arbejdsliv, når jeg arbejder som forfatter og ikke har en daglig mødetid på en arbejdsplads. De fortæller min krop, at nu er vi i gang. Så starter arbejdsdagen og jeg stopper med at tælle kaffekopperne.