Hvilke skatte finder du ved havet om sommeren?
Hvilke skatte finder du ved havet om sommeren?
Naturen er vidunderlig, og alle kan blive enige om, at de danske strande er noget helt særligt om sommeren. Men hører du til dem, der gerne vil mere end blot at bade i havet og brede håndklædet ud i sandet, så er strandene i sig selv et fantastisk sted at tage på skattejagt for både børn og voksne. Vi guider til, hvilke spændende fund du kan gøre i vandkanten og området heromkring, og vi lover, der er noget for både store og små.
Danmarks guld
Hvis vejrforholdene er helt rigtige, er det faktisk muligt at finde rav langs de nordsjællandske kyster fra Sjælland Odde og helt til Hornbæk især. Det er egentlig lettest at finde rav om vinteren, men du kan sagtens finde rav om sommeren også. Det bedste tidspunkt at lede er efter en storm – helst når det har blæst godt i et par dage. Så en god sommerbrise skal der til. Derefter skal du have næsen helt nede mellem tang og skaller, der netop er skyllet ind. Tip: Rav er lettere end sten og er ofte sort eller hvidt, når det ligger i vandet. Når rav er i saltvand, flyder det ofte oven på vandet.
Malurt
Langs de danske strande finder du planten strand-malurt, der vokser ved tangbælter og strandenge langs Danmarks kyster. Der er utroligt meget overtro forbundet med den fine plante, men mange plukker løs af urten, så de kan lave sig en lækker malurtsnaps. Selve urten skal kun trække nogle få timer for ikke at blive bitter – til gengæld smager den ekstra godt, hvis den får lov at lagre i et par år. Så måske den kan stå på hylden og pynte til næste år, du er i sommerhuset.
Nordens wasabi
Har du glemt Wasabien til den hjemmelavede sushi? Så fortvivl ej. Er du tæt ved havets salte vand, kan du nemlig høste strandkarse, der er kendt for sin stærke, wasabi-agtige smag, der er kraftigst i stænglerne. De nye og lysegrønne dele af planten er de mest velsmagende.
Tip: Tilbered den på samme måde som enhver anden pesto, og brug den til din sushi grundet den stærke smag
Strandskaller
Muslinger og skaller er nok noget af et, vi finder allermest af ved de danske kyster, og de er elsket af alle børn. Skal opdagelserne være ekstra sjove, så led efter de sjove, kegleformede tårnsnegle eller de aflange knivmuslinger. Ekstra sjovt er det at finde en sepia-skal, der er knoglerne fra en blæksprutte. Den er hvid og normal cirka 10 centimeter lang.
Tip: Google billederne af de forskellige skaller og lav det til en skattejagt for børnene at finde forskellige typer af skaller. Det kan der gå mange timer med.
Tangsalat
Al den tang, du finder på de danske strande, er faktisk spiselig og kan blandt andet laves til en lækker tangsalat. Du skal høste den friske tang, der sidder fast på en sten lidt ude i vandet, og den er nem at klippe af med en saks eller en tang. Husk altid at høste tangen fra badestrandene med blå flag, så er du sikker på, at vandet er rent. Måske skal du så langt ud, at du finder tangen under vandet, og her er dykkerbriller eller snorkel godt udstyr. Tang er faktisk utroligt sundt og indeholder blandt andet omega-3 og omega-6-fedtsyrer, jod, taurin, magnesium, zink og B12-vitamin.
Tip: Tangen skal dufte frisk af havvand og intet andet, ellers er den dårlig. Den friske tang kan renses og spises rå, laves til pesto eller kan tørres og bruges til chips.