Et åndehul i Kongens Have
Den smukt restaurerede eremitage fra Christian den Fjerdes tid er bygget om ad flere omgange og rummer nu en sommercafé, som også åbner i måneden op til jul.
Herkulespavillonen er et tidligere kongeligt lysthus til Rosenborg Slot, som ligger smukt for enden af Kavalergangen ud mod Sølvgade i Kongens Have. I seks år har bygningen fungeret som café og er én af byens mest stemningsfulde! Pavillonen til sommerslottet Rosenborg har været fredet i over 100 år og har siden opførelsen i begyndelsen af 1600-tallet levet en omskiftelig tilværelse med flere ombygninger. Den nuværende klassicistiske udformning stammer fra den – i modsætning til tidsånden i 1770´erne – historisk interesserede arkitekt C. F. Harsdorff, som hellere renoverede og forandrede end rev ned og byggede nyt.
Da Kong Christian den Fjerde byggede lystslottet Rosenborg, blev der udtænkt et system af skjulte lydkanaler, så kongen og hans gæster kunne høre musik på første sal, mens orkestret sal nedenunder. Sådan et system blev gentaget i lysthuset, der under Kong Christian den Femte blev ombygget til eremitage (enebolig hvor ejeren kan trække sig tilbage) med køkken i underetagen beklædt med hollandske kakler. Her blev bordet dækket og hejset op til gæsterne gennem en lem, lige som på Eremitageslottet i Dyrehaven.
Omkring 1710 var pavillonen forladt af kongefamilien, og skulpturerne på facaden forfaldt. I 1772 gennemgik en kommission have og lysthus og fandt, at kun skulpturen Herkules og Løven, som Frederik den Fjerde havde købt af en florentinsk billedhugger under et Italiensophold, var værd at bevare. Da C. F. Harsdorff kom ind i billedet, ombyggede han eremitagen og fik Herkulesskulpturen restaureret. Der blev desuden hugget en dyb midter-niche ind i bygningen, hvor Herkulesskulpturen blev placeret mellem et par søjler. I siderne blev etableret to nicher hvor statuerne af Orpheus og Erurydike – også anskaffet i Italien – blev anbragt.