Glæden ved at give et godt formål i gave

Glæden ved at give et godt formål i gave

Hvad skal du give til din far, som har alt eller til din kræsne bedste ven, som faktisk helst selv vil købe det, han mangler? Svaret er faktisk ret enkelt. Giv en gave, der tjener et godt formål. Det giver faktisk mere glæde, end du aner, hvis modtageren pakker, en pakke op, hvor der står, at man nu ejer et stykke skov eller lignende. Vi laver her en miniguide til velgørenhedsgaver, der bringer glæde – både under træet, men også ude i verden.

Red naturen med bevis

Hos Den Danske Naturfond kan du købe en helt særlig gave, som både går til et godt formål, men rent faktisk også ser smuk ud på væggen. Giv et smukt skovbevis eller naturbevis med en flot illustration efter eget valg trykt på kunstpapir og køb eventuel en ramme ved siden af til at sætte det i. Du vælger selv, om du vil redde fra 10 kvadrater og op til et valgfrit antal kvadratmeter. På én gang velgørenhed og noget smukt til væggen.

Et velmenende smykke

Du kan faktisk både give en gave, som modtageren får noget ud af, og som samtidig støtter en god sag. Hvis din bedste veninde ønsker sig smykker, så er et godt bud at købe et smykke, der har noget på hjerte. I samarbejde med Pilgrim har Læger Uden Grænser fået designet en flot halskæde med en tynd kæde og et firkantet møntvedhæng med Læger Uden Grænsers logo indgraveret. Halskæden fås i både guld og sølv og alt overskuddet, fra købet går til den gode sag.

Giv ”et barn”

Du kan give andre den glæde at blive fadder via SOS Børnebyerne for et af verdens udsatte børn. Du kan vælge, hvilken verdensdel barnet skal komme fra, og om det skal være en dreng eller en pige og på den måde, gøre fadderskabsgaven endnu mere personlig. Et fadderskab giver et barn mulighed for at få en tryg opvækst i en SOS-børneby med en ny og kærlig familie, en uddannelse og en fremtid. Gavemodtageren får en velkomstmappe og to gange om året en rapport med posten direkte fra børnebyen. I rapporterne står der, hvordan det går med fadderbarnet. Det er en meget personlig gave, og gavegiveren betaler fremadrettet for fadderskabet, eller betalingerne kan overdrages. Du kan også nøjes med at give en enkelt donation i gave.

Adopter et dyr

Er din mormors yndlingsdyr en elefant, eller kunne din bror godt tænke sig en tiger? Så har du faktisk muligheden for at lade dem adoptere et vildt dyr og være med til at sikre det, et godt liv. WWF gør det nemlig muligt at adoptere et dyr og sikre den en fremtid under gode vilkår. Igen en mulighed for at gøre velgørenhedsgaven lidt mere personlig ved at tænke over, hvilket dyr du føler, passer til den du giver adoptionsbeviset til.

En særlig oplevelse i gave

En anderledes og velgørende gave kan være at give en oplevelse – gratis eller ej. Giv for eksempel en billet eller en tilmelding til et velgørenhedsløb, hvor billetoverskuddet går til et godt formål. Der findes flere løb i løbet af året, men hold øje med for eksempel ECCO Walkhaton, der støtter Hjerteforeningen, Brysternes Motionsdag for brystkræft eller RunTogether for Børns Vilkår. Du kan også arrangere en dag, hvor du sammen med en god ven tager ud og samler skrald sammen – I kan eventuelt deltage i affaldsindsamlingen.dk. Du kan også melde jer til, indsamler for Røde Kors, Red Barnet eller andre organisationer og give en gåtur med indsamlingsbøssen i gave.