Hvordan går det i pelsbranchen?
Pels der kan holde i 100 år
Minkbranchen fik en helt ufortjent lussing, da erhvervet blev lukket ned – i hvert fald hvis man spørger pelshandler Viggo Alex Petersen fra ALEX PETERSEN/Brdr. Alex Petersen i Nærum. Ikke desto mindre er der aldrig solgt så mange minkpelse som i 2020 og 2021. Kunderne efterspurgte og hamstrede minkpelse, fordi de var nervøse for ikke at kunne få pels fremover.
Direktør Viggo Alex Petersen udlejer og sælger brugte pelse og har ansat en SoMe-medarbejder og flere bloggere for at udbrede kendskabet til pels.
Før minkerhvervet blev nedlagt, købte pelsfirmaet ALEX PETERSEN skind til fire-fem års forbrug og har derfor kunnet levere. Viggo Alex Petersen nævner flere argumenter for at vælge pels som fremtidens overtøj. Det er langtidsholdbart, bæredygtigt og biologisk nedbrydeligt. For som Viggo Alex Petersen spørger og selv svarer på:
”Hvor finder man et materiale, der holder så længe og som med mange år på bagen kan sys om til andet tøj eller til plaider og puder eller doneres til velgørenhed og holde frysende børn og voksne i flygtningelejre og krigshærgede områder varme?”.
For at få flere til at holde kulden fra døren med pels, når vinteren viser tænder, har Viggo Alex Petersen fundet en måde at markedsføre produktet til de yngre årgange: Han tager gamle pelse i bytte og giver samtidig nedslag i prisen for nye. De 600-800 pelse, han har fået ind på den måde, lejer han billigt ud for 500 kr. Derved kan mennesker, som ikke før har gået med pels, prøve naturmaterialet på egen krop, før pelsen skal leveres tilbage til maj måned. Beløbet er et depositum, kunden får tilbage, hvis hun køber. Brugte pelse kan erhverves for 3.000-6.000 kr. alt efter længde m.m.
Pelse luftes flittigt
Viggo Alex Petersen har senest ansat en ung medarbejder til at styre firmaets aktiviteter på de sociale medier. Desuden er tilknyttet flere bloggere, der låner pelse og gør en indsats for at overbevise andre om pelsens fordele, og at dyrene har haft det godt:
”Derved er ringen sluttet, og vi får fortalt historien om, at pels er ok”, siger Viggo Alex Petersen, som mener, at danskerne godt kan bruge mere viden om pels som et bæredygtigt produkt:
”Efter beskeden om at minkavlerne må avle igen, er det mit indtryk, at pelsejere går så meget som muligt med deres pelse. Tilråb og chikane ser vi heldigvis ikke herhjemme som i for eksempel England”, forklarer Viggo Alex Petersen og tilføjer:
”Jeg holdt for nylig foredrag, hvor jeg spurgte ud over salen, om de fremmødte stadig ville købe mink. Svaret var et rungende ja!”.
”Vigtigt at støtte sin lokale pelshandler”
Buntmagermester Sten Bergström, 54, har været i pelsbranchen, siden han var 16 år og har haft sin forretning STEN BERGSTRÖM Charlottenlund i 20 år. Han har prøvet lidt af hvert men aldrig det, der er sket for pelsbranchen de seneste to år:
”Vi er udfordret qua det, regeringen foretog sig under corona. Mink er talt ned, selv om det er det mest bæredygtige landbrug i Danmark. Der bliver ikke noget overflødigt tilbage fra mink, som får foder fra fiske-, fjerkræ- og svineproduktionen og hvis eget overskud, der ikke skal bruges til pels, ender som biobrændsel, olieshampoo til hunde og heste samt opvarmning på fjernvarmeværker. Og med afføringen brugt til gødning i økologiske landbrug, er produktionen C02-neutral”, mener Sten Bergström.
Han har i dag færre kunder og ikke de samme muligheder for valg af skind, som da Copenhagen Fur eksisterede. Det udfordrer forretningen på at være kreativ i design og toning af skind, da firmaet nu skal handle skind fra Sage Furs i Finland:
”Vi kan ikke tilbyde det udvalg, vi gerne vil med de kvaliteter, vi er vant til. Det er tidskrævende og op ad bakke at skulle finde de bæredygtige og dyrevelfærds-certificerede skind i Europa, når de ikke længere fås herhjemme. Jeg og den øvrige branche løber panden mod en mur uden mulighed for kompensation for tabte muligheder m.m. Derfor er det vigtigere end nogensinde at støtte op om sin lokale pelshandler”.
Pels er bæredygtigt og biologisk nedbrydeligt. Selv om en pels er gammel, kan den sys om til nyt overtøj, plaider og puder og børnetøj eller gives til velgørenhed.