Have uden plæne?

,

Græsplænen kan sagtens afskaffes og en masse kedeligt arbejde undgås lyder det fra Havearkitekt.dk, som har flere god forslag til, hvad der kan træde i stedet.

Træt af at slå græs time efter time i vækstsæsonen og sommervarmen, klippe kanter, gøde, efterså, fjerne mælkebøtter, mos og eventuelt også muldvarper? Måske har græsplænen og arbejdet med den haft sin tid og kan udfases? En løsning kan være at fjerne hele eller en del af plænen og erstatte den med noget andet og mindre krævende at vedligeholde. En del erfarne haveejere lader da også bevidst plænen skrumpe for til sidst at ende som en smal sti af græs. Målt i tidsforbrug er en græsplæne noget af det mest arbejdsintensive i haven dog hjulpet af robotplæneklippere.

Hvis græsset afskaffes og udskiftes med bunddækkeplanter, små buske eller staudebede vil de være langt lettere at passe for fremtiden end en græsplæne. Samtidig vil mange nok synes, at pasning af blomster og lidt lugning er mere spændende end at slå græs, lyder det fra Havearkitekt.dk Det er et landsdækkende net af havearkitekter med akademisk baggrund.

Der er dog også fordele ved græs. Det er havens grønne tæppe med tumleplads til leg og spil. Desuden giver det grønne tæppe ro for øjet i et spraglet havebillede og giver en neutral forgrund for diverse beplantninger. Den ensartede flade giver pause og overblik, så det ikke ender med, at man ikke kan se haven for bare planter. Men hvis familien er holdt op med at spille fodbold og kroket, kan plænen graves op og erstattes med en anden – eller flere – rolige flader, der giver kontrast til havens øvrige beplantning.

Tåler mere end græs

En ny belægning kan bruges som opholdssted og er mere slidstærk end græs og måske mere velegnet til for eksempel løbehjul og basketball. Erstattes hele plænen af fliser, sten eller grus, bliver indtrykket dog temmelig goldt og trist. Græssets grønne farve giver trods alt indtryk af liv. De nye åbne arealer skal derfor ofte gøres lidt mindre, ligesom der bør plantes vintergrønt som erstatter det altid grønne græs. Ved at gøre eksisterende blomsterbede bredere og reducere eller helt fjerne græsplænen opnås en have med mere mangfoldig natur, flere blomster og mindre men sjovere havearbejde. Alternativer til græs kan være vandbassin, bunddækkeplanter eller andre belægninger.

Levende plæneklipper

Græsplæner har ikke altid haft så dominerende plads i haverne som nu. Før græsslåmaskinen kom til Danmark midt i 1800-tallet måtte græsset slås med le, segl eller endda fåresaks. I store haver og parker kunne plænerne holdes af græssende dyr. I 1600- og 1700-tallet var græs ornament i parterrebede og som skarpt afgrænsende bånd på grusbund mellem alleers trærækker ved adelige slotte. I den engelske 1700-talshave var græsset havens bund og blev græsset af hjortevildt, får og kvæg, så grænsen mellem have og græsningsland blev udlignet. I 1800-tallets større haver og parker spillede græsplæner en dominerende rolle afgrænset af slyngede grusgange og bede, hvis kanter var et stort arbejde at holde.

En have uden krævende græsplæne behøver ikke forblive en ønskedrøm. Plænen kan med fordel erstattes med sten, bunddække, blomsterbed, bassin, stier – eller flere ting på samme tid.

Hvis familien er vokset fra leg og boldspil på græsplænen, kan den indskrænkes eller nedlægges til fordel for noget med langt mindre vedligeholdelse.