Quiz dig vej gennem syv km stier!
Quiz dig vej gennem syv km stier
Gilleleje Labyrinten tilbyder spørgsmål af varierende sværhedsgrad. Svarer man rigtigt, ledes man mod udgangen og i modsat fald af en blindgyde..
Sidst i april åbnede Gilleleje Labyrinten på et fem hektarer stort område med syv kilometer stisystem. Der er tale om en quizlabyrint med 40 forskellige kategorier af spørgsmål med varierende sværhedsgrad og længde om alle emner lige fra dyr og politik til mad og drikke, ordsprog, sport, geografi, historie, kunst, film og TV m.m. Der er også særlige familiequizzer med spørgsmål egnet til børn i alle aldre. Ideen er, at man quizzer sig igennem labyrintens grønne stier omkranset af pil, løvtræer, buske, blomster og grantræer.
Der er 40-80 spørgsmål i hver quiz og to svarmuligheder, som leder de besøgende til højre eller venstre ved labyrintens T-kryds. Svares der rigtigt, ledes man mod udgangen. Svares der forkert, mødes man af en blindgyde og er tvunget til at vende om. Fem indgange sørger for, at ruterne er forskellige og afvekslende. Mod nord og syd er placeret i alt fire nødudgange.
Ved indgangen findes P-plads, kiosk og toilet. Entrepriser er 80 kr. for voksne og 50 kr. for børn. Åbningstider fra skoleferien og frem til september er kl. 10-16, bortset fra mandag. Indtil da holdes åbent fredag, lørdag og søndag. Også i efterårsferien i uge 42 åbner Gilleleje Labyrinten dørene.
Fem indgange sikrer, at ruterne i labyrinten er alsidige. Mod nord og syd findes fire nødudgange.
Direktørpar på fuldtidsjob
I ti år har Connie Vestergaard og Hans Sørensen boet på et husmandssted syd for Gilleleje. De ti hektarer jord har været forpagtet bort til en landmand, mens parret er gået på job som henholdsvis kontorassistent og vicevært. Men på vej til efterløn og pension fik de den idé at designe og anlægge en quizlabyrint for familier og mange andre. Efter at have fået de fornødne tilladelser såsom landzonetilladelse og tilladelse til at anlægge p-plads og udkørsel, bygge kiosk og toiletter og skaffe alkoholbevilling havde parret tænkt sig selv at drive labyrinten i sommerhalvåret. Trods hjælp fra voksne børn med flere har dette dog vist sig urealistisk, hvorfor der er ansat personale til at passe billet- og is-salg. I stedet bruger parret deres tid på at slå græsset på de syv kilometer stier, beskære træer og buske og andre praktiske opgaver, oplyser Hans Sørensen, som pt er ved at opsætte lade-standere.
Connie Vestergaard og Hans Sørensen havde knap 500 gæster på labyrintens åbningsdage i foråret. Måske bliver det flere til sommer.