Digital og analog kunst løfter hinanden

Line Finderup Jensens unikke værk kan ses på Enter Art Fair til august. Hun kombinerer digitale og fysiske værker, som blandt andet er inspireret af et populært kampspil fra 1990´erne. Oplevelsen fås på Albert Contemporary`s stand.

”Det er et enormt progressivt sprog, som uden tvivl vil fylde mere på kunstscenen i fremtiden. Digital kunst har allerede en væsentlig større plads i udlandet end herhjemme. Så vi følger blot trop og giver Danmark et skub ud over kanten”.

Sådan siger Jonathan Albert Kvium, 34, som med Albert Contemporary er galleriejer i Brandts Klædefabrik i Odense. Kunsten, han henviser til her, er et videospil som giver et hårdtslående indblik i kunstens fødekæde på årets Enter Art Fair i Lokomotivværkstedet i København SV. 33-årige Line Finderup Jensen præsenterer på messen en unik installation bestående af maleri, videospil og skulptur. Hun har udviklet et videospil, hvor spilleren kæmper sig igennem kunstverdenen – fra galleriejer til kurator og kunstsamler.

”For den, er oplever det, giver det interaktive format mulighed for at have indvirkning på handlingen. Samtidig kan man leve sig ind i en andens karakter og en anden verden”, forklarer Line Finderup Jensen, som har installeret sit spil i et hjemmebygget kabinet, der i sig selv fungerer som en skulptur i samspil med kunstværkets malerier.

Jonathan Albert Kvium driver kunstgalleriet Albert Contemporary i Odense med fokus på samtidskunst udført at unge kunstnere. Her kan man især støde på innovative kunstprojekter, der udforsker grænser mellem medier og udtryk.

Inspireret af kampspil

Line Finderup Jensens installation trækker tråde til de klassiske kampspil fra Tekken-serien, der blev populære i 1990´erne. Tekken betyder jernnæve på japansk. Spillene var blandt andet kendetegnet ved, at man kunne låse op for en lille fortælling, når man vandt. Disse sidehistorier vises på malerier, som på messen vil hænge omkring videoskulpturen og give en dybere indsigt i karakterer, man støder på i spillet:

”Jeg har ønsket at vise, at der bag enhver kampklar facade, kunstner og galleriejer 0også bare gemmer sig et menneske”, udtaler kunstneren.

Ved at kombinere digitale og fysiske værker ønsker kunstneren at tydeliggøre den digitale oplevelse i det fysiske rum. Hun synes ikke, at det analoge og det digitale skal ses som to forskellige verdener: Det er snarere forskellige sider af virkeligheden, der kan gøre hinanden bedre.

Line Finderup Jensen er repræsenteret af Albert Contemporary på årets Enter Art Fair 29. august-1. september på Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5A i København.

Kunst i flere virkeligheder

Line Finderup Jensen er født i København og kunstuddannet i Wien og Glasgow. I sin kunst er hun optaget af, hvordan vi lever sammen og reagerer på hinanden. Hun arbejder med 3D-software i videoer, installationer og interaktive oplevelser i virtual reality. For nylig har hun udforsket maleri, hvor hun bruger 3D-animerede værker som udgangspunkt for flere virkeligheder.

Kunstner Line Finderup Jensen synes, at det analoge og digitale er to sider af virkeligheden, der kan gøre hinanden bedre.