I 2025 vil jeg få det bedste ud af alt
I 2025 vil jeg få det bedste ud af alt
Selv omveje, ulykker og punkteringer
Det er længe siden, jeg har citeret min elskede morfar, så her kommer et af mine favoritcitater: ”Ole, lige meget hvad der sker, skal din første tanke altid være: Det bliver spændende at se, hvad godt, der kommer ud af det her.”
Morfar / Willy
Sagt på en anden måde: ”Der er ikke noget så skidt, at det ikke er godt for noget andet.”
Jubeloptimist
De fleste, der kender mig, vil nok betegne mig som en lallende jubeloptimist, hvilket jeg naturligvis tager som et kæmpe kompliment. Sagen er den, at hvis man lever efter min morfars kloge ord om at finde noget positivt i alt (det meste), der ”rammer” dig, så er det faktisk svært at finde pessimismen i ret meget.
Sliding doors
Er titlen på en klassisk film, der i korte træk handler om en kvinde, som enten når toget, eller ikke gør det. Det er faktisk to film i én, hvor den ene viser det liv hun får, hvis hun når toget, og den anden det liv hun vil få, hvis hun ikke når det. Filmen viser hvor vildt forskellige liv, selv små forandringer kan skabe.
De værste ting, der skete i 2024
Prøv at lave en lidt underlig øvelse, der går ud på at se tilbage på de værste oplevelser, hændelser og ulykker, der ramte dig i 2024, og så på samme måde som i ovenstående film (kombineret med min morfars ord) prøve at se, hvad godt der er kommet ud af det.
1986 ændrede mit liv
Jeg blev kørt ned på min MC og lå i stræk i to måneder med udsigt til aldrig at kunne dyrke sport eller gå uden at halte. Det ændrede selvsagt mit liv, men ikke umiddelbart som man skulle tro. Jeg er nemlig så stædig, at jeg endte med at genoptræne så meget, at jeg nu har gennemført 14 x Ironman og spillet semi-elite ishockey frem til jeg var +40 år. Jeg spiller i øvrigt stadig oldboys ishockey tre gange om ugen.
Når jeg nu er her alligevel
Er et andet af min morfars ordsprog og samtidig titlen på min bog, som jeg udgav i 2022. Titlen er ikke tilfældig. Lige meget hvad, der rammer os, skylder vi så ikke os selv at få det bedste ud af det … når vi nu er her alligevel?
Tankens kraft
De fleste patienter, der opsøger mig, har i sagens natur ondt, og de har ofte haft det længe. Så længe, at de ikke rigtigt tror på, at de nogensinde, får det godt igen.
Jeg trøster dem altid med, at deres mange års dårlige vaner skaber grobund for hurtige forbedringer. Jeg fortæller dem, at hvis de justerer bare en lille smule, vil de få det meget bedre end, da de troede, de havde det godt. Det virker for mange og er et bevis på, at tankens kraft er stærkere end smerterne i knæet, armen eller ryggen.
Så ned i knæene og op med humøret
Som jeg altid råbte til min tennisspillende datter, når det gik lidt trægt: Ned i knæene og op med humøret! Lad os alle springe ind i 2025 som lallende jubeloptimister, så er jeg sikker på, at det nye år bliver endnu bedre end det forgangne.