At gå til dans er som at gå til fest
At gå til dans er som at gå til fest
Et velkendt nytårsforsæt er at få mere motion. Det mål kan heldigvis kombineres med at lære at danse, så man slår to fluer med ét smæk. Flere har indset fordelen, og derfor tilbyder A & J Werner Dans i Værløse voksenhold for begyndere, let øvede og øvede og har dansehold alle ugens dage ledet af i alt 15 instruktører.
Fru Violets Danseskole med Frk Møhge bag klaveret og dansende børn i matrostøj og strutkjoler i tv-serien ”Matador” er langt fra nutidens danseskoler med moderne rock- og poptonertoner i højtalerne og en friere tilgang til bevægelse.
Sådan er indtrykket, når man taler med Anette Werner. Hun viderefører den danseskole, hun og hendes afdøde ægtemand, elitedanser og Vild med dans-dommer Jens Werner, i 20 år har drevet i Værløse. I denne tid oplever hun, hvordan flere modne par melder sig til dans for at opfylde deres nytårsforsæt om at blive bedre dansere og samtidig få den ekstra motion. For dans kan noget helt specielt, synes Anette Werner, som altid har to instruktører – en herre og en dame – på voksenholdene til at demonstrere trinene på de tre niveauer, der tilbydes undervisning på:
”De nye elever er typisk par i 40´rne og 50´erne, som har store børn og dermed har fået mere tid til sig selv. Nogen vil gerne have opfrisket deres lidt rustne færdigheder på et dansegulv eller lære de danse, de aldrig fik begyndt på”.
Inspireret af blandt andet ”Vild med dans” på tv har flere sat sig for at lære at danse eller genopfriske deres evner på dansegulvet.
Går ikke op i fejl
Parrene lærer ti klassiske pardanse. Det er standarddansene vals, tango, quickstep, slowfox og wienervals og latinamerikanske som cha cha cha, jive, rumba, samba og pasodoble. Men der undervises også i festdanse som salsa, merengue og sågar lanciers, hvis det efterspørges. Dertil kommer såkaldte hit fit-hold, som man kan gå til alene og få pulsen op i løbet af en time:
”Ægteparrene er trofaste, og flere har endda deres voksne børn og deres kærester med på holdet. Parrene er stabile og kommer gerne langvejs fra steder som Roskilde, Holbæk og Dragør mens børnedanserne er lokale. Vi har også ældre dansere i 80 årsalderen”, siger Anette Werner og tilføjer:
”Jeg kalder dans en luksusport, som giver både kondi og glæde, så deltagerne går hjem med et glimt i øjet. Nogen nævner endda, at de går til fest hver onsdag, når der er dansehold”.
Nogen er bange for at præstere som begyndere på et dansegulv. Frygten er dog ofte ubegrundet, da de fleste er mere lærenemme, end de selv tror. Desuden går Anette Werner og hendes instruktørkolleger ikke op i at påpege fejl men mere i, at dansetimerne skal være sjove:
”Folk må danse i det tøj, de vil, men mange klæder sig pænt på, når de skal til dans. De kommer også og danser og øver i vores fredags- og søndagscafé, hvor vi serverer kaffe og kage. Dertil har vi to store dansefester for voksne om året på konferencecentret KolleKolle, hvor der danses på et kæmpe dansegulv til levende musik efter middagen”.
Dans er en luksussport, som giver både kondi og glæde. For nogen virker dansen ligefrem som parterapi, mener danseskoleejer Anette Werner. Hun får hjælp fra en stab af instruktører – herunder datteren Isabella, som er Danmarksmester i Hip Hop og Disco.
Vil have styr på teknikken
Hver onsdag tager Lisbeth Ravn, 58, og Jan Behrens, 62, turen fra Roskilde for at gå til dans i Værløse. Siden ungdommen har parret været at finde på dansegulvet til fester. Men for et år siden satte de sig for at få styr på danseteknikken, fortæller Lisbeth Ravn:
”Man opnår positiv energi og danseglæde. Og så er det ingen skade til, at pulsen kommer op under vejs. Selv om vi går på begynderhold, bliver vi behandlet, som trænede vi på eliteplan. Vi er begyndt at gøre mere ud af påklædningen, når vi skal til dans og har fået mere glæde ind i vores forhold efter at være begyndt på danseskolen”.