Påske i Europa: Hekse, søde kager og vandpjaskeri
Påsken fejres over hele Europa, men traditionerne er vidt forskellige – fra påskebål i Holland til børn, der klæder sig ud som hekse i Sverige og Finland. Her får du et indblik i, hvordan påsken ser ud i forskellige europæiske lande – fortalt af dem, der selv er vokset op med traditionerne.
Uanset om det er flammerne fra et bål, hekse med slikposer, eller en vandkamp på en mandag, er det tydeligt, at påsken i Europa er fuld af variation og lokal charme.
Her er påsken ikke bare chokoladeæg – det er kultur, fællesskab og glæden ved at bevare skøre og elskede traditioner.
Holland: Brunch, æggejagt og store påskebål
Hollandske Cindi Heller fortæller, at påsken i Holland typisk starter med morgenmad eller brunch – især for familier med små børn. Der er ofte æggejagt i haven, og i hendes hjemegn i den nordlige del af landet samles gamle juletræer sammen til store påskebål.
”Det er årets første festival,” siger hun. ”Hos os er der ingen helgener – bare bål til påske!”
Finland: Påskehekse og rugbudding
I Finland er påsken fuld af gamle folkesagn. Eero Kaiku forklarer, at børn klæder sig ud som påskehekse med tørklæder, malede kinder og pyntede pilegrene.
“De går fra dør til dør og kaster en slags trylleformular for at ønske en god høst – og får slik som tak,” siger han. Der knytter sig også et gammelt sagn til traditionen: “Heksene flyver til Kyöpelinvuori (red: et sted i den finske mytologi) for at danse med djævelen,” tilføjer Eero.
På det finske påskebord finder man mämmi, en mørk rugbaseret budding serveret med sukker og mælk eller fløde, samt pasha, en sød kvarkdessert med rødder i Østeuropa. Lam og chokoladeæg hører også til.
Sverige: Fra Blåkulla til baghavejagt
I Sverige klæder børn sig også ud som påskehekse – kendt som påskkärringar – og deler hjemmelavede kort ud for at få slik. “De har forklæder, tørklæder og røde kinder. Traditionen stammer fra gamle tro på, at hekse fløj til Blåkulla skærtorsdag,” forklarer Sara Dahlén. Hun beskriver også en leg kaldet æggerulning, hvor man ruller et æg ned ad en planke og forsøger at ramme chokoladeæg – dem, man rammer, må man spise. “Måske stammer det fra min finlandssvenske familie – men det er en sjov tradition!”
Polen: Pas på – det er Wet Monday!
I Polen fejres påskemandag som Śmigus-Dyngus – bedre kendt som Wet Monday, hvor man kaster vand på hinanden, også på fremmede i gaderne.
Kasia fortæller: “Det er stadig en stærk tradition. Børn har vandpistoler eller små spande – det hele er bare for sjov!”
På det søde påskebord finder man kager som mazurek (en sprød tærtebund med karamel eller chokolade) og babka (en sød gærkage).
Østrig: Æggekamp og skjulte påskeredekurve
I Østrig gemmer påskeharen små kurve – Osternest – fyldt med chokoladeæg, farvede hårdkogte æg og måske en lille gave.
Børnene leder efter dem indendørs eller i haven. Derefter kommer spillet Eierpecken: “Man banker sit æg mod en andens, og det æg, der ikke går i stykker, vinder,” siger Birgit Spalt-Zoidl.
Maden varierer fra region til region – i Kärnten spiser man Reindling (en sød gærkage), i Steiermark er det Osterfleisch (røget skinke), og lam er også populært.
Spanien: Sørgmodige processioner og søde monas
I Spanien er de mest markante påsketraditioner de religiøse processioner, især i de sydlige regioner.
“De kan være ret intense og næsten uhyggelige,” siger Diana García.
I Valencia husker Melanie Martí en sødere tradition:
“Vi spiste mona – en svampet kage med et hårdkogt æg på toppen, som man smadrer på panden af nogen, inden man spiser det,” fortæller hun.
“Og vi fløj med drager ved stranden påskedag. Det var en dejlig familietradition.”