Det er ikke kun for miljøets skyld, at vi skal sortere vores affald. Der er også penge at spare – og opgaven er enkel, hvis man har det rette udstyr.
BLANCO har specialiseret sig i at udvikle funktionelle skraldespande, der sikrer optimal udnyttelse af pladsen under køkkenvasken, og som gør det let for dig at komme af med dit affald. Du bestemmer selv, hvor mange affaldsspande der skal være, og om de skal følge med ud, når lågen åbnes.
Der er fokus på miljøet som aldrig før, og i kommuner landet over planlægger man tiltag, der skal få borgerne til at affaldssortere.
Pap og metal, glas og plast samt husholdningsaffald skal skilles ad, for det rummer ressourcer, der kan genanvendes eller energiudnyttes.
Hos Andersen & Nielsen har man i mere end 25 år arbejdet med at gøre affaldssortering enkelt og ligetil, blandt andet ved forhandling af køkkenkværne og affaldsspande.
”De færreste mennesker er klar over, at vi med en køkkenkværn i vasken kan kværne grøntsager og andet organisk affald så let som ingenting,” fortæller administrerende direktør Marianne Z. Blicher.
”Via kloakken sendes det til rensningsanlægget, hvor det omdannes til biogas, som visse bybusser kører på. Det er en win-win for alle parter og gør kun hverdagen lettere for forbrugeren, som ikke længere behøver bære affaldet ud til afhentning.”
Hurtig besparelse på husholdningsøkonomien
At affaldssortere handler først og fremmest om at skåne miljøet og sikre fremtidige generationer. Den ikke uvæsentlige sidegevinst er imidlertid, at du som borger kan spare mange penge på at sortere dit affald og sende alt det til genanvend- else, som genanvendes kan.
Besparelsen opnås ved, at afgifterne falder, jo mere miljørigtigt der sorteres, og det kan hurtigt blive til mange penge på et år.
Snart er det blot en ny vane
For mange virker opgaven imidlertid uoverskuelig, for det er svært at ændre vaner. De fleste af os bryder os heller ikke om at have forskellige beholdere stående i køkkenet, som er nødvendige for at kunne sortere.
”For at processen bliver let og naturlig, er det vigtigt at have de rette beholdere til formålet,” fortsætter Marianne Z. Blicher.
”Derfor forhandler vi skraldespandssystemer til alle typer affald fra mange forskellige leverandører, som både er praktiske og pæne at se på, som f.eks boksene fra FlexoWaste. De praktiske bokse kan stilles på en hylde eller placeres i skabet under vasken. Her er plads til fire stående og to, der hænger på lågen. På den måde bliver opgaven overskuelig, og snart er det en ny, indgroet vane, som man slet ikke tænker over.”
Med køkkenkværnen undgås ildelugtende madrester i skraldespanden og hyppige ture ud med skraldet. Samtidig er det en løsning, der tilgodeser miljøet.
Køkkenkværnen er tilsluttet køkkenvasken, hvorigennem madvarerne skylles bort og kværnes til en konsistens, der minder om juice. Herfra ledes juicen via kloaksystemet til rensningsanlægget, hvor det kan omdannes til miljørigtig biogas.
Andersen & Nielsen forhandler affaldssystemer til alle typer affald og alle typer køkkener fra mange forskellige leverandører b.la. BLANCO, FlexoWaste, InSinkErator, KitchenFriend m.fl.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2017/11/CAT_AndersenNielsen_Affaldssortering_07091536g.jpg200235Christina Wexhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngChristina Wex2017-11-16 08:00:222017-11-02 14:16:56Snart er affaldssortering en del af hverdagen
Det er for alvor ved at blive efterår, hvilket betyder hygge og varme. Fritidsaktiviteterne skifter fra udendørs til flere indendørs timer med tæpper og stearinlys. Liebhaverboligen har taget et smugkig på boligtendenserne, der vil dominere de mørkere måneder.
Elegant
Inspirationen til denne lounge chair er fra designperioden tidlig modernisme.
Liebhaverboligens trendekspert, Karina Sanggaard Fog, har i de seneste 10 år arbejdet som selvstændig boligskribent og stylist for diverse boligmagasiner. Her skriver hun boligreportager, trendartikler, designportrætter og shoppeguides. Endvidere besøger hun stort set alle interiør- og boligmesser i Europa for at holde sig ajour med de nyeste boligtendenser.
Den 118 år gamle stationsbygning lægger lokaler til det landsdækkende kontorfælleskab Voxeværket, der tilbyder mere end blot lokaler til sine lejere.
Charlottenlunds Stations elegante lokaler er igen begyndt at myldre med liv. Siden starten af oktober er kontorfælleskabet Voxeværket rykket ind på den gamle station. So far omfatter det 15 virksomheder, der lejer pladser, som omfatter alt fra en enkelt plads i et åbent kontorlandskab til lukkede kontorer på 15 kvadratmeter. Målet er, at omkring 50 virksomheder rykker ind, hvilket betyder, at mange af dem er enkeltmandsvirksomheder og gerne såkaldte iværksættere.
Bag Voxeværket står selv iværksætter og sælger Henrik Oxe, der indtil videre har åbnet 11 kontorfælleskaber over hele landet med ambition om flere. Voxeværket er et kontorhotel for virksomheder, som man kender det fra andre steder, men det er også mere end blot udlejning af lokaler.
Sparring og udviklingsforløb
Med i prisen er også et tilbud om udviklingsforløb med træning, salgstræning, sparring samt tilbud om personlig såvel som virksomhedsorienteret udvikling. Tilbuddene sker hver gang på baggrund af en samtale med den enkelte for at identificere ønsker og behov. Desuden afholder Voxeværket indimellem frit og kvit kurser og foredrag for husenes beboere.
“Når man vælger Voxeværket, kan man få støtte og vejledning, når tingene spidser til, eller man kommer i klemme. Som for eksempel når en debitor ikke betaler. Der er et kraftfuldt og erfaringsrigt netværk omkring lejerne – både i ejendommen og i hele Voxeværket – som kan hjælpe helt gratis, når det brænder på. Hvis det udvikler sig til en større sag, koster det naturligvis penge at få hjælp,” forklarer Henrik Oxe på deres hjemmeside. Som lejer hos Voxeværket har man adgang til samtlige af deres huse i hele landet. Så selv om man har sin dagligdag på Charlottenlund Station, kan man booke et mødelokale i Odense, hvis behovet opstår.
Kampagne for tomme kontorer
En af baggrundene for, at Voxeværket rykker ind på stationen, er, at DSB i slutningen af 2016 startede en kampagne for at få flere kontorfællesskaber på deres tomme og halvtomme stationer. Arbejdsplads på en station er jo set ud fra et logistisk synspunkt super praktisk. At Charlottenlund Station samtidig er en atmosfærefyldt bygning med nyrenoverede lokaler, trækker nok heller ikke ned.
Stationen går helt tilbage til Klampenborgbanens indvielse 22. juli 1863. Den oprindelige stationsbygning, der var en beskeden gul murstensbygning, er tegnet af V.C.H Wolf, der også stod bag banens øvrige stationer mellem Hellerup og Klampenborg. Ved stationens åbning var de fleste rejsende skovtursgæster, men sidst i 1860’erne begyndte de første pendlere at tage toget til København.
Solgte 650.000 billetter
Som led i anlægget af Kystbanen blev den gamle stationsbygning revet ned i 1897, og den nuværende blev opført samme sted. Den er tegnet af Thomas Arboe og stod klar i starten af 1899.
I 1890’erne udviklede Charlottenlund sig til en udpræget villaby, og helårsbeboelsen gav desuden grundlag for et antal detailforretninger. Efter Kystbanens åbning var skovturstrafikken dog stadig i stigning og kulminerede i 1901/02, hvor stationen solgte 656.000 billetter.
Den tiltagende jernbanetrafik gjorde jernbaneoverskæringen nord for stationen upraktisk og farlig, så i 1915-16 anlagdes en fodgængertunnel mellem østre og vestre stationsforplads. Nedgangene lå i to smukke trappehuse tegnet af Heinrich Wenck. De to nedgange er siden blevet erstattet af en bredere og mere praktisk tunnel under sporene. Jernbaneoverskæringen blev i 1922-23 erstattet af en viadukt, der fører Jægersborg Allé over banen.
Der er en angst i vor tid, mener Ellen Hillingsø, og en formørket retorik, som minder om 30’erne og 40’erne. Derfor føler hun, det er relevant at fortælle om (og med) Liva Weel, den tids store revystjerne. I øvrigt har Ellen ikke svært ved at identificere sig med stærke, selvstændige kvinder.
Nogle vil kalde det typecasting. Ellen Hillingsø mener bare, at der er visse roller, der falder lettere for hende, så fra gennembruddet i ”Charlot og Charlotte” og frem til ”Liva”, som hun skal gestalte på Folketeatret fra den 16. november, har der været rigtig mange stærke kvinder på hendes repertoire:
– Det er nogle roller, jeg åbenbart passer til og har spillet meget, siger hun. – Jeg har også fået lov til at spille andre typer, men ’min styrke’ er min indgang til rollerne, mit udgangspunkt. Derfra kan jeg tage figurerne andre steder hen. Sådan arbejder alle skuespillere: starter derfra, hvor det flyder, og så transformerer man energien.
Vi skal vride livet
– Livet handler om, at vi folder det ud og vrider det. Det samme gælder for vores arbejdsliv. Det med bare at sidde ved telefonen og vente på at få tilbudt roller er meget skrøbeligt, for hvad nu hvis den ikke ringer? Hvis vi vil have job i underholdningsbranchen, så må vi selv ud og skabe dem. I hvert fald nogle af dem. Det er også mit råd til unge skuespillere: skab jeres egen karriere, dan makkerpar og lav noget sammen. Det er vigtigt for et rigt arbejdsliv, at I tager sagen i egen hånd.
Ellen Hillingsø tager selvfølgelig sin egen medicin – netop ved at gå ud og holde foredrag. Men hun understreger, at hun altid tager udgangspunkt i sin faglighed:
– Jeg er træt af folk med ikke-faglighed, der gør sig kloge på noget. Når jeg går ud og taler – uanset om det er undervisning på en højskole eller for en forsamling af erhvervsledere – så taler jeg altid fra mit udgangspunkt, som jo er skuespiller og performer. Jeg ved noget om at optræde.
– Der er en frihed i den begrænsning. Jeg taler ikke som anmelder, jeg taler ikke som coach. Jeg taler om at optræde ud fra min faglighed som skuespiller.
Liva og Ellen
Hendes første og største opgave er selvfølgelig selve skuespillet, og nu gælder det altså om at optræde som en af slagsen, nemlig den legendariske Liva Weel. For Ellen Hillingsø er hun mere end et navn og nogle sange, hun er vokset op med:
– Det, der kendetegner en klassiker, er, at den både afspejler sin tid og fungerer i en ny tid og en ny kontekst. Og det kan Liva Weels sange! Vores stykke foregår både i nutiden og i 30’erne og 40’erne, hvor der var et mørke i Europa og i verden, som vi også finder i dag. Der er den samme angst, hvor vi lukker ned, lukker os om os selv. >
– Jeg tror altid der vil være plads til aktuel satire opført på scenen. Det var ikke revy i den forstand, vi oplever revy i dag … samarbejdet mellem Poul Henningsen – PH – og Liva Weel svarer måske snarere til, at Carsten Jensen skulle skrive tekster til Linda P eller Medina!
På den personlige plan var Liva Weel også noget særligt:
– Liva levede som mænd gør. Det blev der sat spørgsmålstegn ved. Hun trykkede den af med karrieren på sine egne præmisser. Et godt eksempel er, at PH, der skrev flere viser til hende, på et tidspunkt siger, ’du ser Herrens ud’. Hun drak, fordi hun havde smerter, og hendes svar er, ’det ville du aldrig sige til en mand.’ Det gælder stadig: vi går op i, hvordan kvinder ser ud. Det er egentlig rystende, at det er de samme ting, der provokere i dag, som det var dengang.
Feminister
Så i den forstand kan Ellen Hillingsø genkende sig selv som feminist i Liva:
– Vi er halvdelen af jordens befolkning, så selvfølgelig er det vigtigt med lige rettigheder og lige løn. Det er grotesk at det stadig er noget, vi er nødt til at tale om. Jeg vil gerne have, at min datter får de samme muligheder og vilkår som mænd. Så ja, jeg er feminist!
– Jeg tænker, at hvis Liva Weel havde arbejdet bare lidt mere med sit ægteskab, så var hun ikke blevet skilt fra Arne Weel. Jeg tror, hun elskede ham hele livet. Hun ønskede sig frihed, ikke skilsmisse. Jeg elsker min mand, og jeg synes, mit ægteskab giver mig frihed; frihed eksisterer altid i kraft af begrænsninger. Men i et ægteskab som i alle andre af livets forhold gælder det om at holde ud, også når det ikke er let.
Tingene kommer ikke af sig selv
Ægteskab med børn og to travle karrierer er vel en slags begrænsninger på den frihed. Men det handler også om organisering og fælles ansvar:
– Vi har rengøringshjælp, og ellers uddelegerer vi opgaver til børnene. Familien er en prøve på et forpligtende fællesskab. De kan godt rydde op og lægge vasketøj sammen. Man skal ikke være bleg for at rubbe neglene. Ja, jeg står op klokken 6 hver morgen, men livet er hårdt arbejde. Der er ikke noget quick-fix.
Det er for Ellen Hillingsø en nøgle til alle tilværelsens udfordringer:
– Jeg læste et sted, at how you do anything, is how you do everything. Jeg lærte hjemmefra at gøre mig umage. Mine forældre var hårdtarbejdende begge to. Tag dig sammen og gør tingene ordentligt. Jeg siger det samme til mine børn: Tingene kommer ikke af sig selv.
– Man skal være ordentlig mod andre og evne at indgå i en sammenhæng. Og tryk den af uden, at det går ud over andre.
Så Ellen Hillingsø sparer ikke på sig selv. På den anden side lader hun sig heller ikke slide op på arbejdet som en Liva Weel, der døde som 54-årig.
Fit og frisk
– Vi kunne se noget lignende med Dirch Passer. Liva satte sig for at få alle med – også de sure – og hun spillede ofte to forestillinger på én dag, måske oven i noget filmarbejde. Når adrenalinen så pumpede rundt i kroppen var det svært at falde ned igen.
Selv er Ellen Hillingsø som 50-årig fit og frisk:
– Det er da også hårdt arbejde. Især det jeg ikke gør. Jeg spiser sundt, jeg træner, jeg ryger ikke og jeg drikker ikke for meget. Jeg passer på mig selv, men jeg er samtidig nysgerrig på, hvordan jeg ser ud som ældre. Jeg synes det er lidt ’u-nysgerrigt’ at fast holde et udseende med restylane og botox. Jeg er skuespiller, og jeg stiller min modenhed til rådighed for rollerne. Det kan godt være, at der er roller, jeg så ikke får, men så får jeg til gengæld nogle andre!
Om Ellen Hillingsø
Ellen Hillingsø er datter af den fra medierne også velkendte general Kjeld Hillingsø og Birgitte Hillingsø. Hun er uddannet skuespiller fra Aarhus Teater 1994 og kom god fra start med sin mindeværdige rolle i TV-serien ”Charlot og Charlotte” i 1996 og medvirkede året efter i thrilleren ”Sekten”, som indbragte hende en Robert. På film og TV er det hende man ringer til, når rollen som skarp chef skal besættes (f.eks. i ”Livvagterne”). Hun har også været med i ”Broen”, ”Rita” og ”Mens vi presser citronen”. Ellen Hillingsø er desuden flittigt brugt stemme til lydbøger og aktiv foredragsholder, når opgaverne på film, TV og teater tillader det.
Ellen Hillingsø blev i 2000 gift med Christoffer Castenskiold, med hvem hun har to børn – en søn og en datter. Hun er aktiv støtte i flere humanitære organisationer bl.a. AIDS Fondet.
Aktuelt optræder Ellen Hillingsø i rollen som ”Liva” på Folketeatret fra 16. november.
Rundt om Ellen
Hvis du ikke var skuespilleren Ellen Hillingsø, hvad ville så være tre alternative karrieredrømme?
Jeg ville gerne læse græsk filologi; Allerede som ung elskede jeg oldævl, Ovids Metamorfoser, Odysseen og Iliaden – alt det, vores kultur bygger på. Jeg ville gerne fotografere – eller beskæftige mig med en anden kunstart. Eller måske være frisør – jeg elskede at sætte hår som barn.
Du er fra naturen heldig – hvordan har du det med kosmetiske operationer?
Folk kan gøre, som de vil. Jeg er ikke fordømmende. Men vi kan hver især spørge hvorfor; hvad vil du udvirke? Det er naturens orden, at alt er i bevægelse. For mig er det en dyd ikke at fastholde!
Sundhed – hvad er det for dig?
Jeg elsker at bevæge mig og få min daglige motion, men med de tossede arbejdstider, jeg har, kan jeg ikke altid passe det. Jeg elsker tennis, yoga og cross fit. Men jeg må prioritere, og hvis jeg skal vælge mellem motionen og at være sammen med børnene, så vælger jeg børnene!
Hvis dit liv skulle have en titelsang, hvad skulle det så være?
For at blive i bedste Liva Weel stil ”I dit korte liv” med tekst af Poul Henningsen og musik af Kai Normann Andersen.
Hvis du ejer mere end fem ting … hvilke fem ting vil du ikke slippe?
Min telefon – den er jo også min computer og det hele. Jeg ville sige min kalender, men den er jo også i telefonen. En bog … Biblen måske, fordi der er så mange gode historier i den. Og ellers er det ikke ting – så vil jeg sige mine børn og min mand.
Hvad får dig til at fælde en tåre?
Når mennesker, jeg holder af dør. Når tingene går op i en højere enhed, f.eks. at mine børn har det sjovt med børn af mennesker, jeg holder af. Og lettelsens tårer, når der er noget, der lykkes; hvis jeg har en hård opgave, og jeg så kan se, at jeg kunne noget, som jeg ikke har gjort før. Ja – når ting går op i en højere enhed!
Hvad er det mest romantiske, din mand kan gøre for dig?
Jeg kan godt lide smukke og dejlige ting men ting er ikke nødvendigvis forbundet med romantik for mit vedkomne Jeg tror mere, vi er sådan, ”skal vi gå en romantisk tur i Irma?” eller rejse ud i verden f.eks. tage til London og se teater og spise noget god mad, have nogle oplevelser sammen.
Hvilken film har gjort mest indtryk på dig?
Jeg er vild med gamle musicals fra 30’erne. Jeg har altid været vild med film og havde medlemskab til Filmmuseet, hvor jeg så Hitchcock, fransk nouvelle vague. ”The Godfather” selvfølgelig og ”Cabaret” –også med en god skildring af 30’erne og meget politisk og relevant i dag.
Hvilken bog ligger på natbordet lige nu?
Edouard Louis – ”Aldrig mere Eddy Bellegeule” og ”Voldens historie” – historier fra Frankrigs ’udkant’, voldsom læsning. Jeg har lige læst Kathrine Wiedemanns ”Ved gudernes bord” med stor glæde, og så har jeg taget fat i Blixens ”7 fantastiske fortællinger” igen.
Din søn er der måske ikke endnu:
Men hvilket råd vil du give til dreng- ene, når de begynder at interessere sig for piger?
’Et nej et er nej’ og ’prævention er ikke et spørgsmål, men en selvfølge’, ” få dig en uddannelse, så du kan klare dig selv”
Du har også en datter – er det samme råd til pigerne?
Jo, det samme, men også ’pas på dig selv’. På lidt længere sigt, at børn ikke må blive en begrænsning af arbejdslivet. Hav ikke dårlig samvittighed, kræv din ret og insister på ligeløn. Og tryk dig selv af!
Tre ting, vi ikke ved om Ellen Hillingsø?
Jeg har altid paraply med mig, jeg har altid gummistøvler uden for døren, jeg går altid til prøve i træningstøj. Jeg starter altid med det sværeste – så er det overstået, f.eks. når jeg arbejder med en tekst, så tager jeg det mest komplicerede først. Jeg elsker at høre vinylplader i mit sommerhus … og så har jeg en mani med vasketøj, sorterer det i farver og stof … min mand siger: ”Du har sat vasketøj over, så må du være lykkelig”
Har du en hjertesag?
Jeg har tre – AIDS-fondet; jeg oplever, at folk er begyndt at se HIV/AIDS som en kronisk sygdom, noget man kan leve med, men pas nu på! Maternity Foundation, der arbejder for, at kvinder i den 3. verden får adgang til fødselshjælp – jeg fik selv et akut kejsersnit og ville være død, hvis jeg ikke havde haft den hjælp. Red Barnet – jeg tænker både på, at der selv i dag er børn herhjemme, der bliver slået, og på, at børn mange steder i verden må gå 10 kilometer eller mere for at komme i skole.
00Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2017-10-27 09:59:242017-10-27 09:59:24Man binder os igen
Med Guldpalmen til filmen ”The Square” i Cannes tidligere i år er der kommet ekstra fokus på Claes Bang, der spiller den dominerende hovedrolle, men selvom en international karriere lokker, så er det ikke alt, han har lyst. Så vi kan stadig opleve ham på scenen herhjemme.
I maj måned var Ruben Östlunds ”The Square” det store samtaleemne i Cannes, og Screen Daily-journalisten Wendy Mitchell lobbyede kraftigt for palmer til Claes Bang. Det var dog udelukket, da filmen i sin helhed fik guldpalmerne. Til gengæld fik hun lanceret det velklingende hashtag bangforbond. – Det var smigrende og mundret.
Jeg tænkte egentlig, hvem husker det? Men der er flere, der har nævnt det. Der er pludselig blevet opmærksomhed på mig nogle steder, hvor der ikke var det før. Jeg får sendt tre manuskripter om ugen at tage stilling til. Der er et britisk projekt, som jeg håber meget på – hvor jeg skal spille indfødt englænder!
– Der er også tilbud fra Hollywood, men der er en stor maskine bag; så bliver der skiftet instruktør, så skal der findes ny finansiering … og jeg vil 100 gange hellere spille teater i Danmark end arbejde to dage på en Netflix-serie. Ellers har det meget været skurkeroller og selvfølgelig en kliché-nazi-officer. Det skal man passe på med, hvis man ikke vil ende i en bås.
På engelsk – og svensk
Som man vil opleve i ”The Square”, taler Claes ellers et meget korrekt og dannet engelsk (noget han samlede op på sprogrejser som dreng), og han har dyrket sin ambition om at arbejde i udlandet med en engelsksproget teaterversion af Jan Guillous ”Ondskaben”.
– Jeg har optrådt med monologen i London, Edinburgh og Sydafrika.
Via min amerikanske agent håber jeg at lave en showcase i USA. Nu må vi se, om nogen hopper på, men det er i hvert fald en forestilling som er let at rejse med. Det er en fornøjelse at stå alene på scenen i en time og ti minutter. Det er helt basal træning for en skuespiller.
I ”The Square” taler Claes nu hoved- sageligt dansk – lejlighedsvis med nogle ubehjælpsomme forsvenskninger:
– Jeg lærte mig faktisk at tale svensk, for de fleste på produktionen var pissedårlige til at forstå dansk. Lige nu går jeg så til undervisning i svensk. Det kunne være sjovt at få mere at lave i Sverige.
Tricktyve på film og i virkeligheden
Hovedpersonen Christian vil gerne se sig selv som et godt menneske og har sådan set også et udmærket moralsk kompas. Som de fleste af os undlader han bare nogle gange at kigge på det og vælger den bekvem- me løsning. Til gengæld får han noget af et kick, da en tilfældig mand griber fat i ham for at få hjælp til at beskytte en kvinde mod en truende mand, hvilket giver ham mulighed for at optræde som helt:
– Ja, han har det godt. Han tjekker også lige ’så I mig? Så I mig redde den kvinde?’ Og opdager så, at det er et trick, der gik ud på at stjæle hans pung og hans telefon!
Det er ikke en situation, der er grebet ud af luften.
– Jeg er blevet udsat for noget lignende på en ferie i Barcelona – uden for det berømte Gaudi-hus, fortæller Claes. – Det var et fantastisk trick. En ældre dame kommer styrtende og begynder at sætte blomster på mig og min kone og beder om et par euro for det. Vi er lige ankommet, så jeg har ingen mønter, og siger desværre. Hun bliver rasende og tager blomsterne af os igen – og får samtidig fat i alle kontanter i min pung! Først to minutter senere opdager jeg, at jeg ikke har nogen penge. Vi blev ikke ruineret, og det ødelagde ikke ferien, så da jeg var færdig med at ærgre mig, må jeg sige, at jeg nærer en vis næsegrus beundring for hendes trick.
I ”The Square” sætter tricktyveriet gang i en lavine af begivenheder, der ryster fundamentet i Christians liv – og vist kan få enhver til at tænke over de valg, vi alle træffer hver dag. Der er også en god portion humor, som måske især kan nydes med nordisk baggrund.
Muhammed kom ikke med
Filmen var også lige ved at tale direkte ind i den danske kunstdebat – eller rettere den politiske debat om ytringsfrihed i kunsten. Uden at kunne forudse debatten om Skovgaard Museets beslutning om ikke at inkludere Muhammed-tegningerne i deres udstilling om censur og Inger Støjbergs brug af samme som baggrundsskærm på computeren dukkede emnet op i en improviseret dialog – om end netop denne del ikke bliver brugt i filmen:
– Intervieweren spørger Christian om Muhammedtegningerne, og jeg svarer, at vi har fået dem tilbudt, men at jeg ikke syntes, de levede op til det kunstneriske niveau. Og at jeg ikke ville have dem blot for at provokere. Og det mener jeg: Det er ikke kunst at provokere. Man kan sagtens lave en provokation i ytringsfrihedens navn, men ytringsfrihed forpligter også til, at vi tænker os om, i forhold til, hvad vi vil sige!
Det er ikke svært at træde nogen over tæerne … men hvad vinder vi ved det?
Med i filmen kom i stedet for Claes’ udlægning en pressemeddelelse fra et kunstmuseum. Temmelig uforståeligt. Men virkelig.
Rundt om Claes
Et kunstværk du holder af?
Olafur Eliassons installation, hvor man går gennem en 100 meter lang røgfyldt gang, der bliver belyst med forskellige farver. Det var en stor sanseoplevelse. Jeg holder også meget af Michael Kvium og af klassikere som Van Gogh og ekspressionisterne fra 10’erne og 20’erne. Og så er jeg meget optaget af Marina Abramovic, der for nylig var udstillet på Louisiana.
Hvornår var du sidst på museum?
Kunsten i Aalborg – jeg så den udstilling, der var. Jeg kan godt lide at gå i rum, der er tilegnet til kunsten. Især klokken 10 om formiddagen, hvor jeg har det hele for mig selv!
Hvilken kunstart forstår du ikke?
Jeg er aldrig blevet betaget af opera – det har aldrig lokket mig. Måske skulle jeg tage mig sammen og prøve …
Du kører Tesla i filmen – hvad kører du normalt i?
Normalt kører jeg i en Mazda 2 – og jo, jeg ville gerne bytte! Teslaen er bare en fed bil – fra 0 til 100 km på tre sekunder. Det er som at sidde i en raket. På motorvejen kan den selv finde ud af at køre efter stregerne, og den kan lære vejen til ens arbejde!
Hvad laver du lige nu – og hen over sæsonen?
Jeg har lige afsluttet forestillingen ”Byen”, som har spillet på Odense Teater. Fra den 27. i denne måned optræder jeg så i ”Requiem” på Betty Nansen Teatret.
Det er november, så – hvad holder du mest af ved julen?
Det hele! Jeg er lidt af en gløgg-fascist; jeg starter gerne midt i oktober. Min familie har det lidt anstrengt med, at der lugter af gløgg i hele hytten. Jeg skal til et hav af julefrokoster – det elsker jeg. I år holder vi i øvrigt ’vennejul’, hvor vi er sammen med en af min kones venner og hendes familie …
Den bedste julegave, du nogensinde har fået?
Min kone gav mig en ny cykel for 5-6 år siden. Den er jeg stadig meget glad for. Det år gav hun mig også en guitar til min fødselsdag. De to er den bedste gave … det år satte hun virkelig trumf på!
Der er kommet mange nye trends i forhold til køkkenet, der efterhånden er meget mere en blot et rum til madlavning. Men nogle af disse trends havde du måske ikke troet, du skulle se i dit køkken.
Sofa i køkkenet
Køkkenet er blevet meget mere end blot en arbejdsplads, hvor maden laves. Det åbne køkken-alrum og samtalekøkkenet har nedbrudt det praktiske rum til madlavning, som i stedet er et opholdsrum på lige linje med hjemmets andre rum. Så selvfølgelig skal det også være hyggeligt og komfortabelt. Derfor er en af de nyeste trends, at gøre plads til en sofa, lænestol eller i det mindste en hyggelig bænk i et hjørne af køkkenet. Husk blot, at madlavningen hurtigt kan give pletter, så materialet på sofaen, skal være derefter eller i hvert fald kunne tages af og puttes i vaskemaskinen.
Tapetser væggene
Tapet var meget populært i hjemmet engang og nu er det igen blevet en trend – sågar i køkkenet. Her skulle man ellers synes, at fliser og særbehandlede vægge var vejen frem, men baner af tapet er nu også rykket ud i madlavningsrummet, for at skabe hygge og stil. Er du smart, kan du dog vælge at nøjes med tapet ved spisepladsen og ikke lige der, hvor du sprøjter mest med vand eller steger bøffer.
Vandhaner til enhver lejlighed
Vandhanen er ikke længere blot til håndvasken. Den bliver også installeret i køkkenøen eller måske henover komfuret, så du let og hurtigt kan fylde vand i pastagryden eller som en ekstra hane, så du kan skylle grøntsagerne der, hvor du skærer dem.
Lille spejl i køkkenet der
Spejle er helt naturlige på badeværelset, men nu har de også sneget sig ind i køkkenet. Og det er ikke fordi, vi har brug for at se os selv i spejlet, mens vi laver mad. Spejlet kan både give en illusion af et større rum og samtidig kan spejlet reflektere lyset og kaste det tilbage på den helt rigtige måde i rummet. Lys er nemlig noget af det vigtigste, når du står bøjet over madvarerne. Samtidig kan det faktisk være smart med et spejl bag vasken, mens du vasker op, så du på den måde kan holde øje med børnene, selvom du har ryggen til.
Lille spejl i køkkenet der
Spejle er helt naturlige på badeværelset, men nu har de også sneget sig ind i køkkenet. Og det er ikke fordi, vi har brug for at se os selv i spejlet, mens vi laver mad. Spejlet kan både give en illusion af et større rum og samtidig kan spejlet reflektere lyset og kaste det tilbage på den helt rigtige måde i rummet. Lys er nemlig noget af det vigtigste, når du står bøjet over madvarerne. Samtidig kan det faktisk være smart med et spejl bag vasken, mens du vasker op, så du på den måde kan holde øje med børnene, selvom du har ryggen til.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2017/09/SLIDE_Køkkentrends_Sofa_i_køkkenet.jpg309620Christina Faaborghttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngChristina Faaborg2017-09-28 11:47:182017-09-28 11:47:18Trends du ikke troede du skulle se i køkkenet
Hele vægge af ubrudt marmor, megafliser uden fuger, mosaikker, sekskantede fliser og fliser af spejle eller cement. Mulighederne er mange, også for dem der går efter alternativer til natursten eller keramik i badeværelset i form af stål, glas, vinyl eller maling.
Alt andet end fliser og sten
Der er flere zoner i et badeværelse, og den i bruserummet skal naturligvis være 100 procent vandtæt med effektiv vådrumsmembran. Foruden keramiske fliser eller natursten, er der andre alternativer til at fore og hindre vand i et trænge ind og ned de forkerte steder.
Ifølge fagredaktør Tine R. Sode, Bolius, kan andre materialer sagtens komme på tale, hvis man vil. Plader af stål eller andet metal (som ikke ruster) er, sammen med glasplader eller glasbyggesten en mulighed. Dertil kommer svejset vinyl, skifer, marmor, glasmosaik eller effektiv vådrumsmaling. Betonvæg holder også vandet ude, hvis man er til det rå. Dertil kommer vandtæt vådrumsmaling, som skal bruges efter forskrifterne, selv om denne gummimaling kan være svær at få en pæn overflade på.
Træ, som man så i 70´ernes baderum, er aldrig velegnet, da det med nutidens badefrekvenser før eller siden vil begynde at rådne. Det kan til nøds gå an i sommerhuse, hvor træbeklædte badeværelser stadig findes. Og hvor der samlet set bades så lidt, at træet godt kan nå at tørre op:
”Hvis man endelig ønsker træ i sit bruserum, vil jeg foreslå en trærist, som også kendes fra saunaer og udendørsbad. Risten kan løftes, så man kan rense nedenunder, og så kan den udskiftes, når den bliver jordslået og ikke er lækker mere,” foreslår Tine R. Sode, der også nævner vandtætte partier med indstøbte natursten som en mulig beklædning på badeværelses- eller brusegulv.
Bad som spejlsal
Spejlfliser på badeværelset er en trend, som kan give badeværelset et eksklusivt look. Spejlfliserne kan sættes på en enkelt væg eller på alle fire vægge og får små badeværelser til at virke større. Spejlfliser fås i forskellige størrelser, kanter og farver samt helt blanke eller med antikt farvespil. Pris fra 2075 kr. pr. m2.
Med store fliser i naturstenslook slipper man for fuger, der tiltrækker snavs i brusenichen. Især fliser med naturstensprint a la marmor ses blandt storformatfliserne og gør badeværelset wellnessagtigt. Da fliserne er af keramisk porcelæn, kræver de ikke vedligeholdelse. Pris 798 kr. pr. m2 med 60 X 120 cm fliser.
Marmor i hele plader – de såkaldte book match – er oppe i tiden. Ved book match skæres to cm tykke marmorplader op efter rummet, så de gennemgående årer/mønstre holdes ubrudte. Der sker, når råpladerne – store marmorblokke – foldes ud som en bog med en særlig effekt på gulv, vægge og vask. Prisen er 4850 kr. pr. m2.
Badeværelset må gerne udstråle personlighed og kant som en del af boligindretningen. Det kan være med mønstrede cementfliser sammen med lyse fliser og kulørt væg. Sekskanterne, også kaldet heksagoner, er til dette formål ensfarvet eller i mønster. Heksagoner i cement eller grå betonlook koster fra ca. 900 kr. pr. m2.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2017/09/SLIDE_Badeværelse_Fliser_NY-Pastel-porcelain.jpg309620Mette Andersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMette Andersen2017-09-28 11:27:102017-09-28 11:27:10Bad med personlighed og kant
Sådan ser Annette Heick Aarhus, så hun føler sig godt tilpas med at skulle give den gas til flere generationers musik fra den jyske hovedstad i ”Made in Aarhus”.
Og så nægter hun i øvrigt at kalde noget musik mere fint end anden!
Genrer bevæger sig hele tiden. Musicals spænder fra den klassiske, der blander replikker og sange, til de operaagtige som ”Evita”, hvor alt er sange. På samme måde kan man heller ikke sætte én label på teaterkoncerterne:
– Teaterkoncerterne bygger på sange, som folk kender i forvejen, men ”Made in Aarhus” skiller sig så ud ved samtidig at være gennemkomponeret, så det bliver ét langt medley, hvor publikum i alle aldre vil genkende favoritter. Jeg er i hvert fald ikke bange for at glemme teksten – så kan jeg bare kigge ned på publikum, der med garanti sidder og mimer den, ler Annette Heick.
Musikalske venner fra Aarhus
Annette er selv vokset op med den klassiske Aarhus-lyd i ørerne; TV2, Gnags, Anne Linnet, men musikmiljøet er forblevet produktivt med navne som L.O.C., Medina og Thøger Dixgaard:
– Jeg synes, det er fedt, at der hele tiden kommer nye til, siger hun. – Man arbejder på kryds og tværs og prøver ting af med hinanden. For nylig hørte jeg et gammelt TV2-nummer spillet af Magtens Korridorer. Det er stadig Steffen Brandt, men endelig tror jeg, at jeg hørte teksten! Jeg tror, den dansksprogede rockmusik har sin vugge i Aarhus.
Nogle kunstnere har hun fået et nært venskab med, og da Annettes mand, Jesper, kom ud for en ulykke på en ferie i Thailand forrige år, var hun så heldig, at Liam O’Connor og Christiane Schaumburg-Müller var på ferie nabobyen.
– De kom ud til os og snakkede med mig og holdt om mig. De var en slags lynafledere, da det så værst ud. Liam er meget dyb, meget begavet og velinformeret.
Så det er med stor glæde, at Annette bl.a. skal rappe L.O.C.’s ”Drik din hjerne ud” i ”Made in Aarhus”
Underholdningspige
Men selvfølgelig kender Annete Heick Gud-og-hvermand fra en omkringfarende karriere som selvlært journalist, sanger, entertainer og – og det er det eneste hun faktisk er uddannet til – ejendomsmægler.
– Jeg er en ’underholdningspige’, siger hun selv. – Og det skal ikke misforstås! Journalistik er jo også underholdning. Men når folk siger, ’du må da vide, hvad du er’, så svarer jeg, at ’det må folk selv bøvle med’.
Annette Heick bærer selvfølgelig i kraft af sit navn rundt på en stor arv. Til dels en tung arv.
– Ja, mine forældre står for det folkelige, og jeg skal lige love for, at det har jeg også fået at vide. Som barn har jeg oplevet voksne – voksne til et barn! – der spurgte, om jeg ikke syntes, mine forældre var kiksede. Jeg tror først, min far trådte ud af det image, da han lavede programmet ”Musikbutikken”, hvor han både havde besøg af David Bowie og Kandis.
– For nylig var jeg til et arrangement, hvor mine forældre underholdt. Folk dansede, de gav en Giro 413-medley … og så var der en dame, der kom hen til mig og sagde, ’jeg var blevet advaret, men det er lidt meget DF det her’. Dér måtte jeg lige tælle til ti. Jeg er stadig vred: Hvorfor blande politik ind i det? Og hvorfor var hun overhovedet kommet, hvis hun ikke var til den genre?
Se troldene i øjnene
Annette trækker gerne Sverige frem som et eksempel på, hvordan de blander genrerne, og at kunstnerne gerne arbejder sammen på tværs. Hun har aldrig selv været bange for sine rødder:
– Jeg tror, man skal se troldene i øjnene. Så kan man få fred med det. Det gør man ikke ved at flygte. Jeg har set mange, der har deltaget i Melodi Grand Prix, og når de så har vundet, har de taget afstand til genren. Jeg synes, man skal stå ved det – ellers ender man i glemslen.
– Ved at se troldene i øjnene og i øvrigt opføre mig pænt og passe mit arbejde, så har jeg fået anciennitet. Efterhånden tænker folk, at ’nå, så kan hun nok tænke selv’. Anerkendelsen tager lidt længere i den her branche, når man kommer med sådan et navn. Jeg har haft det fint med at være lidt nede i anden række. Der er mange, der topper en kort tid i ungdommen og så forsvinder. For mig skete det først, da nogen så mig og gav mig en hovedrolle i ”Wicked”. Det har ændret mit professionelle liv!
Så at Annette ikke fra start gik i sin fars fodspor, men kastede sig ud i alt muligt andet, var ikke et oprør mod ham og hendes mor, men mod andre.
Jeg er sgu’ min egen
– Jeg ville vise, at jeg er sgu’ min egen, siger hun. – Det handlede også om økonomisk sikkerhed. I min fars og mors generation, var der slet ikke samme konkurrence. Hvis de optrådte på DR, så var jobbene sikret et år frem. Hvis en sanger vandt Melodi Grand Prix, så kunne vedkommende leve af det i 1-2-3 år.
– I dag skal man hele tiden stille op til noget. Folk aner ikke, hvor meget forarbejde, der skal til, før jeg eller andre får et projekt ud på TV. Når jeg udgiver et album, så investerer jeg i mig selv. Det koster måske en halv million kroner. Kommer de hjem? Måske – men ikke på salget, måske på PR og på, at jeg får jobs bagefter.
Det skal bestemt ikke forstås som klynk fra Annettes side. Hun har nemlig lige præcis den karriere, hun gerne vil have.
– Jeg elsker mit arbejdsliv! Hvor er jeg heldig, at jeg får spændende udfordringer – som ”Evita” – og arbejder med søde mennesker.
Annette vender hjem
Man kan ikke sige, at Annette er bange for at prøve noget nyt. Hun var hurtigt med på ideen om en Øresundsregion og flyttede med familien til Skåne med dejligt hus og stor have i 2002. Nu går turen imidlertid den modsatte vej – ikke mindst fordi hendes børn gerne vil slutte deres skolegang i Danmark. Og det bliver i Annettes gamle barndomskvarter i Holte
– Da vi kørte en tur i Søllerød, kunne jeg hele tiden sige, ’der bor den og den’ af mine venner. Jeg tror 80% af mine venner bor i Søllerød, og det kunne jo være hyggeligt at komme til at bo tæt på vennerne. Og børnene har valgt en skole, som var mit gamle gymnasium. Det er hyggeligt.
Ikke at hun har noget mod den svenske skole. Børnene er perfekt tosprogede. Selv har hun kun tillagt sig nogle få udtryk, f.eks. at svenskerne siger ’det samma’ i stedet for ’i lige måde’.
– Og det har påvirket min måde at køre bil. Jeg kører meget ordentligt. Men jeg kan stadig blive tosset på de svenske bilister. Man må køre 40 km/t i byen, men de kører højest 35 – det er max irriterende!
Selv om Annette elsker TV-serien ”Broen”, så er hendes konklusion efter 15 år i Sverige, at politikerne aldrig fik løst problemerne med infrastrukturen. Togdriften er aldrig blevet optimal, og genindførelsen af grænsekontrollen har gjort det svært for pendlerne.
– Mange ting er ikke fulgt med. A-kasse, sygedagpenge og den slags er ikke gearet til, at man bor i Sverige og arbejder i Danmark. Der er et kæmpe potentiale i regionen, men det er, som om det blev glemt efter krisen. Der mangler politisk vilje, måske fordi det ikke er en sag, der er stemmer i.
Blå bog:
Annette Heick er datter af entertainerparret Keld og Hilda Heick. Hun er gift med kokken Jesper Vollmer, som hun har to børn med – og i øvrigt driver konferencevirksomheden RÅ med (”Vi udsender også en produktlinje fra RÅ til foråret”).
På egne ben startede Annette som journalist, men fik også et hit sammen med Tommy Seebach i sangen ”Du skælder mig hele tiden ud” i 1988. Journalistikken har ført videre til TV-arbejde, hvor hun bl.a. har lavet ”Ushi Heiku”, hvor hun med succes
foregav at være japansk TV-journalist og fik danske kendisser til at hoppe på limpinden. Annette er fortsat klummeskribent.
Sangtalentet har fået lov til at udfolde sig med udgivelse af hendes første album i 2005 og deltagelse i det danske Melodi Grand Prix flere gange. Senere har hun været vært – og skal være det for tredje gang til februar.
Derudover har Annette lagt stemme til utallige tegnefilm (”Men jeg gad godt prøve en rigtig filmrolle – nu har jeg jo spillet teater og kender TV-mediet”).
Hun optræder aktuelt i teaterkoncerten ”Made in Aarhus” på Docken 25.-29.
oktober og på turné frem til 26. november, bl.a. Musikhuset Aarhus
7.-12. november.
Annettes Grand Prix
– Jeg møgelsker Melodi Grand Prix, siger Annette Heick, der igen til februar skal være vært, når det løber ad stablen i Gigantium i Aalborg. – Jeg elsker den
portugisiske vindersang fra det internationale Grand Prix; en mand alene på scenen med en ballade – det er klassisk Melodi Grand Prix.
– Jeg hører til dem, der mener, at der måske er kommet for mange lande med, så hellere et for de gamle EBU-lande og et for de østeuropæiske lande. Der er en kulturkløft, det er svært at overskride. På den anden side kan jeg godt lide, at sangene
repræsenterer noget hjemligt, så det ikke bliver 30 ens numre.
Annettes personlig hitliste over danske grandprix-sange toppes af ”Lige der hvor hjertet slår”, der ellers fik en hård skæbne ved det internationale Grand Prix, men som hun selv har med på sit eget repertoire. Nummer to er Tommy Seebachs ”Diskotango”, og så deler to klassikere tredjepladsen; ”Dansevise” (der også vandt det internationale Grand Prix) og ”To lys på et bord” (som tabte det danske til “Det var en yndig tid” med Katy Bødtker).
Rundt om Annette:
Nu er du jo i Liebhaverboligen … hvordan vil du definere det begreb?
For mig er det en bolig, der fortæller en historie om dem, der har boet der, om arkitekten eller om perioden. Og at vedligeholdelsen er i top. Det er ikke liebhaveri, at det ’bare’ er luksus.
Hvad er husets vigtigste rum for dig?
Køkkenet! Det er uundværligt for mig. Det er der, familien samles. Det fylder meget i vores tilværelse. Og køkkenet fortæller meget om de mennesker, der bor i huset – hvilke krydderier, de har på hylderne, hvilke redskaber, de har i skufferne. Det er et personligt rum.
Hvad er luksus i boligen?
Enkelthed! Jeg var til bryllup i weekenden i det smukkeste hus i verden – tegnet af Arne Jacobsen, vanvittig beliggenhed og så et materialevalg, der stod så rent i sten, træ og metal. Jeg elsker da også at besøge et gammelt gods med højt til loftet, stuk og det hele, men jeg foretrækker enkeltheden.
Dansker med lyst til at bo i det svenske:
Hvad skal man overveje?
En eneste ting: man skal ikke forvente, at ens venner og familie bare kommer over. Køb brobizz, så det er nemt at komme over broen!
Hvad er din yndlingsblomst/træ?
Hvis jeg skal sige ét træ, så er det japansk kirsebær. De blomstrer kun i 14 dage, men de er fantastiske. Og af blomster må jeg sige roser og pæoner.
Hvilken havemaskine vil du ikke undvære?
Nu har vi haft en havetraktor til vores 3.000 m2 store have i Skåne. Men jeg er lidt nazi med haven. Det skal stå snorlige, som om den er klippet med en neglesaks, så hækkeklipperen og kanttrimmeren.
Liebhavermad: Hvad er det (du er jo gift med en kok)?
Nu spiser vi tit ganske almindelig mad – i går var det spaghetti med kød-sovs. Liebhavermad er, når du gør noget ekstra ud af det. Der skal så lidt til for at gøre maden spændende, man skal gøre sig lidt umage. Og så går vi op i gode råvarer. De fleste vil nok sige, vi spiser ret lækkert.
Hvad er det bedste, du kan grille?
Kylling i klemme! En udbenet kylling fyldt med krydderier og smør og lagt i en klemme – samme princip som en klemme til fisk, bare større.
Hvad er liebhaverferien for dig?
Tid! Især med børnene. I år har vi været på bilferie på den klassiske 70’er agtige måde og med forbud mod telefon og iPad. Til gengæld hører vi musik og taler med hinanden. Så er vi tvunget til at få det bedste ud af det. Turen kan gå hvor som helst hen.
Ud over bolig, hvad er det dyreste, du nogensinde har købt?
Jeg går ikke op i tasker og sko – de dyreste jeg har, har måske kostet 1.000 kr. Og mine smykker har jeg solgt. Både min mand og jeg er gode til at finde løsninger, som ikke koster noget. Men alt er jo relativt. Jeg kan godt lide B&O og møbelklassikere.
Hvilket show vil vi ALDRIG se dig i?
Ikke noget – jeg er så åben. Og så er der noget, jeg har arbejdet hårdt på, og hvor jeg lige har fået svar per mail i dag. Det er min egen idé, men mere må jeg ikke sige … det bliver til foråret 2019!
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2017/09/FET_Annette_Heick_00B6812.jpg373559Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2017-09-28 11:04:192017-09-28 11:04:19Annette Heick og Danmarks musikalske hjerte
Hvad sker der på boligfronten? Liebhaverboligen giver dig her det hurtige overblik over, hvad der er hot lige nu, og som vil være en god investering til de private gemakker de næste par år.
Dekorativt
Gubis svar på et loungetable er skandinavisk og globalt på én og samme tid. Kan også fås som et dining eller bartable i forskellige materialer. www.gubi.com
Stilfuldt
Fint arrangement med plads til alle yndlings-
tingene, der på naturlig vis vil blive fremhævet i hjemmet. www.fermliving.com
Organisk
Ny pufkollektion, i moderigtige, støvede farver og runde former, har set dagens lys. www.fermliving.com
Grafisk
Et mobilt og detaljerigt møbel, der kan rykkes derhen, hvor hjemmet trænger til stemning. www.kristinadam.dk
Harmonisk
En utraditionel farve og overflade på en stol, der stadig bevarer de traditionelle former. www.hay.dk
Organiseret
Multimøbler er pladsbesparende, og denne skobænk er ingen undtagelse. Her er der både plads til afsætning af sko og et lille hvil. www.nomess.dk
Afvigende
Bordlampe, i interessant design, der kan twistes, alt efter hvilket udtryk man ønsker. www.housedoctor.com
Modigt
Blå polyester sofa, der med sin mørke og mættede farve lever fuldt op til tidens trend, der dikterer tunge tekstiler og sydlandsk charme. www.bloomingville.com
Futuristisk
I samarbejde med Norm Architects har Menu lanceret denne designerdrøm af en sofa, der kan fås i forskellige størrelser. www.menu.as
Stemningsfyldt
Vitrineskab i industrielt look, som kan fyldes op med diverse glas og tallerkener, vil skabe en fed stemning i et hvert køkken. www.housedoctor.com
Karina Sanggaard Editor, Interior Design
Liebhaverboligens trendekspert, Karina Sanggaard Fog, har i de seneste 10 år arbejdet som selvstændig boligskribent og stylist for diverse boligmagasiner. Her skriver hun boligreportager, trendartikler, designportrætter og shoppeguides. Endvidere besøger hun stort set alle interiør- og boligmesser i Europa for at holde sig ajour med de nyeste boligtendenser.
Badekarret er blevet en sjælden gæst i de danske badeværelser. Men karret er på vej ind igen i minimalistiske og skulpturelle udgaver, som fylder mindre.
Epoque er et retro badekar, som er et redesign af 1930’ernes klassiske form, så det passer til nutidens badeværelser. Karret er udført af SolidTec i mathvid finish. Materialet med ti års garanti er stenagtigt hårdt, robust og rengøringsvenligt, så det tåler skurepulver og afkalkning. Prisen på det 169 cm lange kar er 18.999 kr. hos www.badogstil.dk.
De seneste 40 år har badekarret generelt været på vej ud af de danske badeværelser. Både fordi de fylder og sluger vand og energi. Allerede under oliekrisen først i 70’erne blev badekar fjernet og anvendt som havebassiner mm for at blive erstattet af brusenicher. I dag er badekarret på vej ind igen, men især i luksuriøse badeværelser, lyder det fra Henrik Staunstrup, direktør for Bad & Stil på Østerbro.
Han forklarer, at badekar har fået et comeback og er trendy og populære som inventar i rummelige badeværelser. Badekarret er i dag ikke til for morgenbadets skyld, men for at give ejeren velvære og selvforkælelse. Det skal være i lækkert design som et skulpturelt element i indretningen. 90´ernes og nullernes omfangsrige spabassiner er for længst gået af mode.
Kræver kun otte m2
”Tendensen er, at badeværelser i nybyggeri generelt er større. Men har man bare otte m2 til rådighed, er der faktisk plads til et badekar. De senere år er der kommet flere fritstående modeller i flere størrelser på markedet. Nu fås de helt ned til 150 cm i længden, hvor normalen før var 170 cm. Så muligheden for badekar er derfor blevet tilgængelig for flere”. I følge Ernst Nielsen, Bad & Wellness i Nordjylland, som har agenturet på de tyske Hoesch badekar, kommer der mere og mere udstyr til. Blandt andet skjulte højtalere, hvor der kan streames musik fra Smartphonen, samt undervandsbelysning med farveskift. I de nye spaer er lagt større vægt på komfort og sikkerhed. Der er lyd-svage pumper med fuldautomatisk rensning og desinfektion af rør og pumper så bakterier, der forårsager legionærsyge, undgås.
Marina Lykkesteen fra www.indret.nu synes sagtens, at siddekar og andre små badekar kan indpasses i mindre badeværelser. Omvendt fravælges badekar for at få plads til anden møbleringsmulighed med daybed mm. For mange hører et praktisk badekar sammen med at have mindre børn, eller når et badeværelse skal renoveres. Nogen giver den fuld gas, hvis der ændres på rumfordelingen, så badeværelset måske ender på 15 m2:
”Har man råd til et badekar, er der også råd til at komme varmt vand i det. Det behøver ikke fyldes til randen og behøver ikke bruges så tit. Nullernes prangende spabade får de fleste til at stejle. I dag skal et badekar enten være en smal og enkel designsag eller et nostalgisk og fritstående kar på løvefødder.”
Det røde Spider er et minimalistisk designerbadekar af sanitetsakryl, som også fåes i sort om med diverse udstyr. Måler 180 cm i længden, 80 cm i bredden og 68 cm i højden. Pris: 9995 kr. hos www.les-campagnoles.dk
Tondo fra Hoesch er et badekar med spa og luftmassage i luksusklassen, som fås både fritstående og til indbygning. I karret er plads til to-tre personer. Karret her er hvidt, men da farver er på vej ind igen, fås det i yderligere otte farver. Pris fra 46.000 kr. hos www.badogwellness.dk
Badebaljer er ikke kun til småbørn, men fås nu også til voksne endda i stærke farver som orange, gul og blå. Baljen rummer 200 liter, men med en voksen i behøves kun det halve. Med følger en 72 cm afløbsslange til tømning- en og en lille kurv på siden til shampoo og svamp. Badebaljen er lidt større for oven end forneden. Pris 1.559 kr. hos www.coolstuff.dk
Fisher Island hedder det ovale badekar fra Boffi. Karret er knap en meter bredt, noget under to meter langt og lige under en halv meter højt. En version af karret i hvid Ceramilux – et kompositmateriale af plast/keramik – koster 60.330 kr. Karret fås også mere utraditionelt gråt marmor, som ikke er prissat endnu, hvorfor prisen er på forespørgsel hos www.bofficopenhagen.com.
Tendenserne med bløde retrostoffer, mønstre og associationer tilbage til de gode gamle dage er stadig super hot. Møbel- og designnyhederne – er igen begyndt at indtage markedet, efter et par våde og kølige sommermåneder.
Raffineret
Belysning kan gøre utrolig meget. Se bare denne fantasifulde løsning i form af monterede ”lyskasser” på væggen, som giver et elegant resultat.
Det traditionsrige danske møbelfirma Kragelund Furniture har skabt denne stilrene sofa med egeben. Sofaen kan fåes i flere farver bl.a. denne dybblå nuance.
Liebhaverboligens trendekspert, Karina Sanggaard Fog, har i de seneste 10 år arbejdet som selvstændig boligskribent og stylist for diverse boligmagasiner. Her skriver hun boligreportager, trendartikler, designportrætter og shoppeguides. Endvidere besøger hun stort set alle interiør- og boligmesser i Europa for at holde sig ajour med de nyeste boligtendenser.