Når man giver sig helt til ens roller, kan det godt være lidt skizofrent at arbejde med to på samme tid. Men så hjælper det lidt, at Cecilie Stenspil både i den nye sæson af ”Badehotellet” og i musicalen ”Efter Brylluppet” spiller figurer ved navn Helene.

 

Liebhaverboligen fangede Cecilie tidligt på sommeren, hvor hun havde i gang med workshop forberedelserne på ”Efter brylluppet” og sommeroptagelser til ”Badehotellet” på programmet. Af hensyn til sidstnævnte er Cecilie iøjnefaldende blond.

Fra publikums synspunkt gælder det i første omgang ”Efter brylluppet”, der har premiere den 23. september på Musikhuset i Aarhus, hvor den indgår i Bier-trilogien sammen med ”Brødre” forvandlet til opera og ”Elsker dig for evigt” som ballet med premiere til november. Værkerne er selvstændige, men Cecilie føler en vis tilknytning til dem:

– Kasper Holten, der har instrueret ”Brødre”, var min instruktør på ”My Fair Lady”, og jeg spillede sammen med Pernille Rosendahl, der har skrevet musik til ”Elsker dig for evigt”, i teaterkoncerten ”Hey Jude”. Jeg glæder mig vanvittigt til at se begge dele.

– Men ellers er ”Efter brylluppet” helt sin egen. Jeg har bevidst ikke genset filmen (jeg tror ikke jeg har set den siden premieren i 2006). Jeg så heller ikke Triers film, da jeg spillede Bess i ”Breaking the Waves”. Det her er vores version af ”Efter brylluppet”. Det interessante er, at vi står foran publikum på scenen NU, så publikum også oplever det NU. Men nogen vil sikkert bliver inspireret til at se filmen igen … bagefter.

Barndommens sange

Hver figur i ”Efter Brylluppet” får komponeret sange af hver sin kunstner, og det er en særlig glæde for Cecilie, at hun får ’stemme’ af Anne Linnet:

– Det er en ære og fornøjelse at skulle synge Anne Linnets sange, siger hun. – Anne er en stærk kvinde. Jeg har jo hørt Anne Linnet siden jeg var lille … på en kassettebåndoptager! Man kan høre, det er Anne Linnet på første anslag – jeg synes, sangene er både velkomponerede og rørende. Jeg er sikker på, at hun har en stor interesse i at skildre den problematik, som Helene står i.

Det handler om de valg, vi træffer på forskellige tidspunkter i livet.

– Man kan ikke gå gennem livet uden at vælge forkert, siger Cecilie. – Selv har jeg det på den måde, at der er ting, jeg har valgt til, og ting, jeg har valgt fra, og i begge tilfælde har jeg lært af mine valg. Hvis vi lytter til mavefornemmelsen – som vi tit er gode til at ignorere – så træffer vi de valg, vi skal. Vi gør i hvert fald større skade ved ikke at vælge.

I ”Efter brylluppet” har Helene i sin ungdom truffet et valg, som hun måske ikke kunne overskue … men det får hun ved sin mands mellemkomst mulighed for at gøre om.

Barnets far

En sjov overlapning mellem den aktuelle ”Efter Brylluppet” og ”Badehotellet” er, at Cecilie i begge historier står med et barn, der ikke er hendes (ægte)mands.

– Anna (som spilles af Barbara Moleko) er vokset op som Jørgens datter, så han er hendes far, men jeg tror ikke, at der findes én familie, hvor der ikke findes en historie om, at nogen var far til andres børn, eller at faderen ikke var biologisk far til et barn.

– Selvfølgelig er det et kup, hvis kvinden snyder en mand til at være far til sit barn. Det at få børn skal helst ske i enighed og kærlighed. Men i dag kan vi kvinder jo få børn uden en mand. Det skubber lidt til indholdet i parforholdet. På den positive side har vi velfungerende familier med bonusfædre, bonusmødre og bonusbedsteforældre. Og med to mødre eller to fædre. Det er en brydningstid … og meget anderledes end i ”Badehotellet”.

Som mange vil huske, foretager Helenes mand i TV-serien en ganske generøs handling, hvor han sætter sin kone fri … men nu skal vi måske lige se, hvor den handlingstråd går hen. Cecilie er tavs – og kender i øvrigt ikke hele handlingen.

Spænding i hvert afsnit

– Jeg gyser med publikum, fordi jeg kun får manuskript til en episode ad gangen, forklarer Cecilie. – Jeg synes det er en gave at være med. Det er et helt eget univers, og vi er op til 90 skuespillere, der arbejder på det hver sommer. Og selvfølgelig er jeg imponeret over, at vi kan samle et publikum på 1,6 millioner. Dermed er ”Badehotellet” oppe at røre dansk TV’s helt unikke succes, ”Matador”, som Cecilie dog ikke vover en sammenligning med.

– Men man bliver en slags ’ven’, der kommer på besøg hver mandag. Og jeg ligner jo Fru Helene, så jeg bliver genkendt på gaden. De fleste hilser heldigvis sødt … men jeg ved, at Benedikte Hansen for eksempel blev skældt ud af en dame på gaden, som ville have, at hun talte pænt til sin søn!

Det tager Cecilie med. Det er hendes overbevisning og hendes metode, at vi som publikum skal vide så lidt som muligt om Cecilie Stenspil, så vi tror så meget mere på den figur, hun er lige i øjeblikket.

– Mens ”Livvagterne” kørte over skærmen, spillede jeg Bess i ”Breaking the Waves” på teatret. Jeg vil ikke puttes i en kasse!

– Det var enormt lærerigt at spille Jasmina, fortsætter hun. – 20 TV-episoder svarer jo til mange spillefilm. Det var meget anderledes end at spille Helene i ”Badehotellet”, men det spændende er at få lov til at gestalte forskellige menneskeskæbner.

Mange facetter – og sangstemme

– Jeg ser heller ikke mig selv som musical-skuespiller. Jeg er en skuespiller, der kan synge. Jeg kan godt lide diversitet – nogle musicals, noget ’tale-teater’, noget TV. Jeg føler mig privilegeret at få lov til at veksle.

– Men musicals fungerer som en slags dåseåbner til hjertet. Hvis de er lavet ordentligt, går de stærkt og rent ind. Jeg kan godt lide, at teater kan mærkes. Det er en af de få ting vi oplever i nuet. Teater er live, det er nu. Vi skal sidde der nu og lukke op for følelserne. Cecilie er godt klar over, at musicals fylder mere og mere på teatrenes repertoire.

– Det er jo nemt tilgængeligt, også hvis det er første gang, du går i teatret. Det er seværdigt og underholdende. Men det er andet teater også – fra Shakespeare til nyskrevne stykker. Det er vigtigt, at det er en kunstart med mange facetter. Jeg forstår godt, at vi som forbrugere går efter ’det sikre’, og så giver en musical en dejlig aften. Men så kan man jo se noget andet teater en anden dag – for det er tit de små forestillinger, der flytter os mest.

– Og for os skuespillere siger man, at af TV bliver du berømt, af film bliver du rig … men af teater bliver du lykkelig!

Ser vi tilbage over Cecilies karriere på blot 11 år, så må den nok kaldes en succes. Selv bruger hun ikke gerne ordet, men erkender, at hun er en arbejdsbi – og hun har hele tiden haft noget at lave.

– Da jeg var ung, var mit mål at komme på teaterskolen, siden at få lov til at arbejde. Det har jeg fået og det er jeg taknemmelig for. Jeg kan hele tiden lære og forfine mit udtryk. Det gælder vel for alle mennesker. Mine mål ændrer sig hele tiden. Der er da nogle roller, nogle instruktører og dramatikere jeg drømmer om at arbejde med i fremtiden. Jeg har aldrig spillet Shakespeare, og det vil jeg virkelig gerne prøve.

Derudover holder Cecilie karakteristisk kortene tæt til kroppen. Drømmene holder hun for sig selv.

 

 

Blå bog:

Cecilie Stenspil er 37 år og har de senere år dannet par med kollegaen Troels Lyby. Hun er uddannet skuespiller fra teaterskolen på Odense Teater, hvor hun spillede en lang række roller frem til 2009. Hun fik sit folkelige gennembrud som Jasmina i ”Livvagterne” samme år. Siden har hun optrådt på scener landet rundt bl.a. i både ”My Fair Lady” og ”Cabaret” på Det kongelige Teater. Sidste spillede hun med i ”Jesus Christ Superstar” på Aarhus Teater og vender tilbage til byen på Musikhuset i ”Efter brylluppet” i denne måned, hvorefter forestillingen flytter til Betty Nansen Teatret.

 

 

Rundt om Cecilie:

Hvilke serier følger du selv?

”House of Cards” – det er som at se Shakespeares ”Richard III”. Dialogen er så begavet.

Hvad er din hårfarve egentlig – og hvornår har du sidst haft den?

Paté (og det er sagt med et glimt i øjet). Min hårfarve skifter med rollerne – lige nu blond som Fru Helene i ”Badehotellet”. Som skuespiller sætter jeg hele mit system til rådighed for rollen – og det betyder ofte også håret.

Hvad synes du om moden i ”Badehotellet”?

Ville du have spurgt Jens Jacob Tychsen om det (og det er også sagt med et glimt i øjet). Men jo, det er jo yndigt med klokkehatte og fantastiske kjoler. Kostumieren har lånt originale kjoler i London og fået syet nye til os. Herremoden er også ret lækker … måske skulle folk til at gå mere med hat. Moden har det jo med at gentage sig.

Hvis du kunne have spillet med i ”Matador”, hvem ville du så gerne have spillet?

Det har jeg aldrig tænkt på … Der er jo mange skønne figurer. Elisabeth – Helle Virkners figur – og Maude … måske Fru Fernando Møhge! Eller Oberst Hackel – det ville være noget helt andet.

Der er noget med dig og kager.

Åh, det var noget jeg kom til at sige i et af mine første interviews, og det bliver jeg spurgt om hele tiden. Ingen spørger mig til mine yndlingsgrøntsager. Det skifter med årstiden; lige nu er det … en mazarinbund med hvid chokolade og jordbær, en rabarberkompot med makroner … og en key lime pie. Men jeg har slet ikke tid til at nyde kager.

Hvad er dine yndlingsgrøntsager?

Ha ha – lige nu er det knoldselleri, padron-peber (stegt på pande) … og masser af dild og koriander (det er i hvert fald grønt)

Din yndlingsmusical?

Af dem jeg selv har optrådt i, vil jeg sige ”My Fair Lady”, ”Next to Normal” og ”Cabaret”. Men der er så mange fantastiske – også mange, der ikke er sat op herhjemme. ”Efter brylluppet” er jo speciel, fordi det er et nærmest Ibsen’sk familiedrama – men som rockmusical … eller som Peter Langdal siger: rock- og slam-teater.

Ferie – er du til badehotel eller …?

Bare ferie! Hvor som helst! Med en god bog og solskin … men sidde i skyggen.

Når du spiller ude – f.eks. i Aarhus – hvad savner du så mest ved København?

København! Mit hjem, byens puls, de stille rum. København er noget helt særligt om sommeren – især hvis man kigger op.

Dit bedste spisested?

Det er faktisk rigtig længe siden. Jeg laver som regel selv mad, men … Geist, Fiskebaren i Kødbyen og til at tage med hjem: Rice Market

For at blive i det Bier’ske univers 

– tror du på den eneste ene?

Jeg tror, vi har mange ’eneste ener’. Det handler om timing – nogle møder deres eneste ene som 17-årige, andre skal gå mange igennem, før de finder den rigtige eneste ene. Jeg tror, at kærlighed er nærhed, når vi er så tætte på en anden sjæl, at vi er sårbare. ”Kun den, der elsker din sjæl, kan høre dig, når du er stille”. 

Hvornår skal du giftes?

Ha – det svarer jeg ikke på. Det er min privatsfære, og den holder jeg privat, så det ikke skygger for mit arbejde. Men jeg har det udmærket med brylluppet som institution. Jeg var til bryllup i weekenden. Det er en festligholdelse af kærligheden. Jeg tror, vi alle bliver rørt af, at to mennesker stiller sig op for at sige, at de elsker hinanden. Mine egne forældre blev først gift, da jeg var 30. Det var meget smukt, men jeg går ikke selv rundt med en ungdomsdrøm om at stå hvid brud.

 

Som skuespiller håber man, at man får lov til at vise, hvad man kan, siger Natalie Madueño. – Jeg ønsker ikke at spille den samme rolle livet igennem, men jo, vi risikerer let at blive sat i bås. Det er måske en risiko, når man bliver meget stærkt eksponeret, som jeg er blevet det i ”Bedrag”. Der var en fyr, der stoppede mig på gaden og sagde, ”jeg er glad for at se dig smile”. Jeg spurgte, hvad han mente, for jeg er en person, der smiler meget, men han så mig som min rolle – som Claudia.

– I princippet kan de fleste skuespillere spille mange slags roller, men vi har energier eller temperament, som gør, at vi har lettere tilgang til nogle slags roller/karakterer end andre. Og derfor bliver vi så typecastet en gang imellem; som ’den sjove’, ’den unge pige’, ’den vrede’ og så videre.

Power i Ophelia

En stor rolle i komedien ”Swingers” og to markante roller på Teater Republique i denne sæson bliver til august rundet af med en af de mest eftertragtede Shakespeare-roller, nemlig som Ophelia i ”Hamlet” på Kronborg. Og måske i resten af verden.

– Det er fantastisk at få lov til at spille på Kron- borg, ja, bare det at spille under åben himmel, siger hun. – Det har jeg ikke prøvet, siden vi spillede elevforestilling inde på Grønnegårds Teatret. Men Kronborg Slot i baggrunden er bare den
perfekte kulisse for ”Hamlet”.

– Jeg synes, Ophelia nogle gange bliver misforstået. Rollen kan tolkes, og for mig kan hun mere end være en bly viol. Hun har mere power.

Verden er en scene

Shakespeare-traditionen på Kronborg er 200 år gammel, men årets Hamlet er den første egenproduktion for Hamlet Scenen, og meningen er, at den engelsksprogede opsætning skal turnere, så den ægte stemning fra ’Hamlet’s Castle’ kommer verden rundt.

– Det er en drøm at få lov til at spille på engelsk, siger Natalie. – Det er en udfordring, men der er en særlig musikalitet i det originale sprog. Det er nørderi på højt plan, men jeg er en nørd, der går op i, hvorfor vi bruger netop det ord og netop den betoning.

Natalie hænger ikke sine karrieredrømme op på en enkelt rolle, men det kunne da være sjovt …

– Man ved aldrig; hvis det bliver godt, kan det da godt åbne for at spille på engelsk i England. Så viser jeg i hvert fald, at jeg kan sproget.

Sporet ud i den store verden er varmt. Danske skuespillere i internationale produktioner er ikke længere noget særsyn, og som andre TV-serier har ”Bedrag” også banet vejen for Natalie.

– Jeg har allerede haft en lille rolle i en spansk film, fortæller hun. – De havde set mig i ”Bedrag”, og jeg er jo halvt dansk og halvt spansk, så jeg er tosproget. Det er imponerende at lille Danmark er nået dertil. Jeg prøver ikke at sætte mig mål for livet, men mere at gribe de muligheder, jeg får. Og at arbejde i udlandet er da en drøm og byder muligheden sig, går jeg efter den. Jeg kunne da godt drømme om for eksempel at arbejde med Wes Anderson eller Alejandro Iñarritu.

Noget, en international karriere også kunne åbne for, var mere action:

– Det ville jeg synes var mega-sjovt. Der er ikke så mange action-roller til kvinder – eller i det hele taget – i dansk film. Det laver amerikanerne mere af. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve kræfter med.

Claudia kunne have været en mand

Ligestillingen er også trængt ind i skuespilfaget, hvor DR f.eks. har haft stærke kvindelige hovedroller i deres TV-serier. Men hvad ligestilling angår, bemærker hun:

– Claudia i ”Bedrag” kunne lige så godt have været en mand. Hun ofrer alt for at nå sine mål – og det havde jo været fuldstændig samme type menneske eller karakter, hvis hun havde været en mand! Jeg oplever ikke, at det er et problem længere både at have børn og karriere, hverken som skuespiller eller ved at have en toppost.

– Men selvfølgelig er ligestilling en kæmpe diskussion. Nogle gange synes jeg, mit fag følger enormt godt med udviklingen, andre gange tænker jeg, ’længere er vi sgu’ ikke nået’. Hvis du for eksempel ser på Shakespeare, så skrev han i et mandsdomineret samfund, så flertallet af hans roller med gods i, er mænd. Men heldigvis er vi nået så langt nu, at – ligesom med Claudia – ville de fleste af hans karakterer kunne spilles af begge køn. På Det kgl. Teater skal Othello f.eks. spilles af en kvinde i næste sæson.

Så er der serveret

Som nævnt er Natalie godt klar over, at en stor TV-rolle brænder mere igennem end en rolle på teatret, der når ud til en brøkdel af det samme publikum. Det er selvfølgelig en af grundene til at film og TV-serier nu finder vej til teatret. Aktuelt spiller Natalie med i ”Festen” som ’madteater’, hvor skuespillere og publikum sidder mellem hinanden og spiser under forestillingen. Det lægger en ekstra dimension til Thomas Vinterbergs 20 år gamle filmsucces.

– Det er meget specielt, siger Natalie. – På en normal scene vælger jeg jo selv, hvornår jeg vil tage publikum ind. Her mærker jeg, hvem der sidder lige ved siden af mig. Men det er sjovt, og jeg skal virkelig holde mig vågen. Jeg går aldrig på scenen på tom mave, men jeg bliver nødt til at time det, for jeg skal kunne spise to retter mad under forestillingen. Hvis jeg ikke spiser, bryder jeg jo illusionen.

– Nogle går selvfølgelig ind med en viden om handlingen, men det er ikke alle der har set filmen. Så er vores opgave at få dem til at glemme det, så de ikke er forud for handlingen, men foretager rejsen sammen med os.

Skal lære at gå i teatret

Til næste sæson forsøger Aveny-T at appellere til et ungt publikum ved at give den norske succes-serie ”Skam” en lignende behandling. Natalie elsker serien, og måske er det måden at finde nyt publikum til teatret:

– Jeg tror, vi skal lære at gå i teatret, siger hun. – Vi tager børnene med i biografen. Vi skulle også tage dem i teatret. Teatret kan noget, mange mennesker ikke kender til. Man skal vokse op med det, så man er lige så parat til at gå i teatret som i biografen. Det kræver, at man også gør teatret relevant for de unge. Jeg tror godt, at ”Skam” kan være sådan en øjenåbner.

– Lige nu oplever jeg, at det mest er en ældre gruppe, der går i teatret, som er vokset op med det. Hvis vi skal have et nyt – ungt – publikum, skal vi give dem et tilbud. Og der SKAL ske noget nu. Til ”Festen” er der da nogen, der tager deres store/voksne børn med for at få en oplevelse.

Og til det brændende spørgsmål, som journalisten og givetvis også læserne sidder med, hvad angår tiden efter august måneds ”Hamlet” på Kronborg:

– Jo, der kommer mere ”Bedrag”, men mere må jeg ikke sige…