Der bliver ikke tale om ’at fylde Dirchs sko ud’, når Andreas Bo i denne måned indtager titelrollen i den musikalske komedie ”Dirch”. ”Jeg er bare idioten, der sagde ja til at portrættere ham,” siger skuespilleren – og understreger, at comedy-scenen er radikalt ændret siden Dirchs tid.
Nogen har spurgt ’hvordan tør du fylde Dirchs sko’, fortæller Andreas Bo. – Vi fortæller historien om Dirch, og jeg er idioten, der sagde ja til at portrættere ham i 2 x 50 minutter. Jeg synes, det er en ære, at folk tænker på mig i den sammenhæng, og at jeg skal stå på scenen i Glassalen, hvor han optrådte. Men jeg er ingen Dirch, jeg står bare samme sted. Og det skal bare ikke være en patetisk kavalkade af gamle numre – vi interesserer os for, hvad der drev ham mod døden.
Som en rockstar
– Jeg ved, at Dirch selv havde penge i Tivolirevyen, men hvorfor gå på scenen, når man har fået en advarsel om hjerteproblemer. Grundlæggende havde han råd til at tage en pause. Var det noget ’se mig, mor’? Var det pengebehovet? Var det publikums krav?
Andreas Bo var kun 10 år gammel, da Dirch Passer døde. Men han var da et fænomen med en ikonstatus på linje med Muhammed Ali, Idi Amin og Elvis.
– Jeg kan huske, da han døde – det havde impact i tiden. Han var en rockstar. Og da jeg var interesseret i komik, var han et forbillede.
Sjov business
Meget har forandret sig siden da, påpeger Andreas Bo. Hvor der dengang var en håndfuld stjerner, der kunne fylde Falconer Salen, er der i dag 30 – halvdelen stand-up komikere, halvdelen noget andet. De har det til fælles – og til forskel fra Dirchs generation – at de er benhårde forretningsfolk:
– Tænk; Ulf Pilgaard spillede ”Charlies tante” for fulde huse 400 gange … på månedsløn! I dag er vi i kompagniskab med arrangøren. Vi passer på ikke at blive set for meget, og vi forbeholder os retten til at trække os tilbage. Dengang blev det styret af andre.
Den frihed har altid været vigtig for Andreas Bo – og det ansvar, der følger med:
– Dengang jeg var nybagt far og læste medicin, spurgte min bror og søster, om ikke vi skulle leje et hus i Frankrig og tage derned med ungerne i 14 dage. Jeg havde ingen chance for at kunne betale det. Vi havde cykel med anhænger og boede til leje i min svigerfars hus i Rødovre. Så lavede jeg 10 bud for mig selv, bl.a. aldrig nogensinde at misunde andre deres succes, men til gengæld glæde mig over, når det går godt for mig selv. Et andet var aldrig at gøre mig afhængig af tilskud/indkomster, som kan blive taget fra én med dags varsel (som det nogle gange sker med teaterstøtte). Andre skulle ikke være herre over, om min forretning lukkede.
– Jeg har fået det talent, jeg nu har, af skæbnen, og det vil jeg forvalte selv. Jeg har eget produktionsselskab. Jeg kan godt lide, at jeg ikke har en manager, men har en fastansat assistent. Jeg tager selv stilling til, hvad jeg vil. Så har jeg kun mig selv at bebrejde, hvis noget går galt.
Livet med en kunstner
At være scenekunstner er hans passion. Det kommer selvfølgelig med en vis omkostning at følge den passion – ikke mindst i forholdet til andre; familie og kæreste. Det kan være svært, at en skuespillers liv ligger så langt fra ’normalen’.
– For få år siden ville jeg have forsvoret det, men i dag må jeg sige, at det er bare sådan. Skuespilleren har et liv med andre tider. Det var svært for min ekskone at forstå, at jeg hvert halve år gik ind i en hule, fordi jeg var nervøs op til en premiere. I dag kan jeg leve i det, så selv om der er en premiere, er jeg stadig den, der slår græs. Men det hører med, at jeg kører på arbejde kl. 18 og nogle gange skal optræde i Brovst. Og jeg kan IKKE tage fri fra Cirkusrevyen for at tage med til din søsters bryllup.
– Men det er det samme som at sige til pædagogen, hvis man bliver kæreste med hende: Jeg kan ikke affinde mig med alt det fingermaling! Så ville jeg jo tage identiteten ud af den person.
– Jeg var meget, meget forelsket i Fie, som jeg har mine to børn med. Hun er det fineste menneske. Jeg har bare det twist, at jeg har min ambition. Jeg vil gerne have min sang i højskolesangbogen, have et hit på youtube, jeg vil gerne have skrevet en sang, som folk kan huske. Men Fie har ikke det, der minder om en ambition. Hun har slet ikke det egodrive til at sætte sig selv i fokus. Det var et problem i ægteskabet, at jeg ikke kunne hjælpe hende med at realisere hendes ambition, for hun havde ikke nogen!
Der er flere, der ser på
En anden ting, der følger med faget, er berømmelsen – eller i hvert fald risikoen for, at ens privatliv bliver delt i medierne:
– Jeg gør, hvad jeg har lyst til, men jeg gør det offentligt, så hvis jeg bliver skilt eller indleder et nyt forhold, så følger alle med, konstaterer Andres Bo. – Men hvis jeg var privatperson, så ville familie og venner og kolleger følge med i mit liv. Hvis jeg blev dumpet af en kæreste til fordel for en anden, så ville den afmagt, den forned- relse, den lyst til at krybe i et musehul være den samme. Forskellen er, at jeg har væsentligt flere, der ser på.
– Men hvis du lader dig gå på af det, så er du selvoptaget! Jeg er interessant, fordi jeg kan få folk til at grine. Ikke fordi jeg knalder med en eller anden. Jeg forbeholder mig retten til at forelske mig og være ulykkeligt forelsket præcis som alle andre. Hvis du ikke kan holde til det, så skal du ikke være skuespiller eller entertainer.
Kærlighed og kendte
Den mediebevågenhed oplevede Andreas Bo, da han og Mascha Vang gik fra hinanden. Meget udramatisk, og det ville de gerne give udtryk for.
– Da Mascha og jeg gik fra hinanden, gjorde vi det i god overensstemmelse. Er det ikke sådan, de fleste gør? Vi er to voksne mennesker, der finder ud af, at vi ikke skal være kærester: ’Jeg vil godt have, du har det godt. Hvis du ikke kan have det med mig, så håber jeg, du får det med en anden’.
– Interessen skyldes selvfølgelig, at det er noget, vi alle kan relatere til. Det får megen fokus i medierne, at ’nu er Christiane Schaumburg-Müller kærester med LOC, nu er hun det ikke, nu er hun gravid’. Det er jo de historier, der skaber opmærksomhed. Ingen havde interesseret sig for det, hvis de havde fået en ny carport!
– Folk tror, at livet handler om at mødes, forelske sig og få et barn. Jeg vil da elske at have en kæreste, hvor vi siger, det var pisse dejligt at gå igennem, men når vi har fået det overstået og stadig kan se hinanden i øjnene og nyde de gode ting, vi har sammen – hvad skal vi så nu? Nu skal vi lave en avis sammen. Nu skal vi til Afrika – nu skal vi finde noget andet at lave sammen.
Hvem har du kysset …?
– Det er en mangel på opfindsomhed, at det eneste man kan finde ud af, det er at sende signaler ud, så nye mennesker gider knalde (og tro mig: der er sgu’ altid en, der vil knalde dig eller kunne sige, at nu har jeg scoret ham eller hende). Det er ikke svært. Jeg tror sgu’ ikke mænd og kvinder er så forskellige i den sammenhæng – men måske har vi givet hinanden en opfattelse af, at alt sker i ungdommen, og så er resten uinteressant. Jeg tror, man kan finde nye lommer til ambitioner, til fremdrift, til nysgerrighed på livet, som ikke behøver være forbundet med opstarten. Og det glemmer man måske i en medietid, hvor der er enormt fokus på seksualitet.
– Da jeg var ung, sad Erik Kjærsgaard og Pier van Deurs på TV lørdag aften – mænd med hentehår i brun jakke – men de VIDSTE noget om et eller andet. Dem gider man fandeme ikke se på i mediebilledet i dag. Programmer som ”Kys og knald”, ”Paradise Hotel” – det er noget, som handler om noget sjovt på kort sigt, eller hvem knalder med hvem. Så i vores bevidsthed bliver det det alting handler om.
– Jeg er 50 år nu – jeg er interessant i den forstand, at der stadig er nogen, der vil spørge ’hvem er du kæreste med’? En ny ung eller en kendt? Det kan sgu’ da være lige meget. Det interessante må da for pokker være, om jeg elsker hende. Om vi bidrager med noget til hinandens følelsesliv.
All You Need Is Love
Men selvfølgelig er kærlighed vigtig – defineret som noget andet og mere end forelskelse og parforhold. Det er i hvert fald den visdom, Andreas Bo gerne vil give videre til sine børn:
– Når jeg ser på mine to børn, så ser jeg ren kærlighed. De er empatiske og uselviske og uintrigante. Så jeg har kun ros til Fie for hendes måde at være mor på. Ganske vist er jeg ateist, men jeg takker himlen for, at jeg fik lov til at få to børn med hende, som har indprentet den kærlighed i dem. Du kan selvfølgelig komme i kløerne på nogle mennesker, som vil dig det ondt, fordi du er naiv. Men jeg tror, det eneste, vi kan give vores børn, er kærlighed. Så skal resten nok komme.
– Halvdelen af de børn, der er vokset op ude fra Christiania med kaos, men også med kærlighed – Kaka, Wafande, Lukas Graham – de storsælger plader. Den anden halvdel er i gang med store forretningsimperier, hvor de bygger diskoteker i hele verden eller er arkitekter eller bygger specialdesignede cykler, eller hvad fanden de har gang i. De er vokset op på kærlighed og ’det går nok’. Jeg ved godt, at der også er nogen, der er gået til bunds, fordi der ikke VAR kærlighed, men kun hashtåger. Men jeg tror meget mere på kærlighed end på den der ’nu skal du skynde dig at få en eksamen’ ’det er vigtigt, at vi når PISA-tallene’ og så videre. Undskyld: det kan vi sgu’ få nogle kinesere til at gøre. Så kan vi tænke de store tanker!
……………………………………………………………………………………………………………………………….
BLÅ BOG
Andreas Bo lader sig ikke lige sætte i bås. Revyverdenen – bl.a. Pejseshow og Cirkusrevyen – var først til at invitere den selvlærte entertainer indenfor i varmen, men han ville gerne tale direkte til publikum, og det gør man ikke i revy. Omvendt føler han sig ikke hjemme som stand-up komiker – alene med en mikrofon. Så savner han en sjov hat og nogle falske tænder. Blandingen, som han føler sig hjemme i, fandt han i ”Live fra Bremen”, og det er blevet en rettesnor også for hans succesfulde soloshows – hvor et nyt, ”Fifti-Fifti”, er klar i det nye år (nej, ikke fordi han netop har rundet de 50, men fordi tingene ofte kan gå den ene eller den anden vej).
Andreas Bo har to børn fra sit ægteskab med Fie og er p.t. single … og har travlt med at bygge hus på sin grund lige ned til Køge Bugt.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Rundt om Andreas Bo
Hvad er Dirchs bedste sang?
”Lille Frk. Himmelblå” – ubetinget. Der er en livslyst, et livsmod i den sang. Vi skal se livet fra den sjove side.
Hans bedste sketch?
Dirch var nok sjovest som ung – sammen med Kjeld Pedersen. Men solo er hans bedste den russiske klovn med vodkaflasken. Det er mesterlig timing. Det er et åndssvagt nummer, men det er sjovt. Som revykunstnere leder vi altid efter den sjove linje, men forestil dig Søren Østergaard til et forfattermøde, hvor han foreslår et dansenummer med spandauere! Det handler om at gøre noget sjovt, som ikke er det. Det er skarpt.
Hvad er din yndlings Dirch-film?
Jeg har faktisk ikke set så mange … måske ”Baronessen på benzintanken”.
Hvem er din yndlingskomiker?
Jim Carrey – som komisk inspiration er der ingen over ham! Jeg bliver nærmest misundelig på ham. Prøv at se ”Me, Myself & Irene”, hvor han er skizofren og har et slagsmål med sig selv. Det er pissegodt! Lige under ham har jeg Ricky Gervais og Sasha Baron Cohen. Jeg er vild med, at Cohen nogle gange spasser ud. Herhjemme er jeg meget glad for Niels Olsen, og jeg har grinet meget af Ulf Pilgaard – men mest i pauserne. Og så er jeg jaloux på Nikolaj Lie Kaas – at han kan skifte så tilsyneladende ubesværet mellem sjov hos Anders Thomas Jensen og de seriøse roller hos andre. Han har forvaltet sit talent usædvanlig godt.
Hvad får dig til at knibe en tåre?
Jeg græder ikke, når jeg er ked af det, ikke af selvmedlidenhed. Jeg græd heller ikke, da min far døde, for jeg fik sagt ordentligt farvel. Men af ’retskaffenhed’: når folk træffer det rigtige valg. Som faderen altid gør det i ”Det lille hus på prærien”. Som de siger: You are never wrong to do the right thing! Jeg hader ansvarsløshed, uærlighed og utroværdighed. Men når man er en guttermand, er loyal – det gør mig sentimental.
Turné-skuespillerens bedste hoteloplevelser?
På en klar førsteplads: Hotel Royal i Aarhus. Det har udviklet sig til et personligt venskabsforhold, hvor jeg også nogle gange underholder der. Jeg kan godt lide stilen.
Natmaden – hvad er det bedste du ved?
Når man som jeg stadig er forfængelig og gerne vil holde den slanke linje, så er det jo en synd at spise, lige før man går i seng. Men ellers må svaret være: Det, der er åbent! Og noget klassisk: Stjerneskud, frikadeller med kartoffelsalat, pariserbøf – mig skal de sgu’ ikke stikke en club-sandwich!
Hvad er luksus for dig?
Min båd! Jeg skal have det bedste ud af sommeren. I mange år var sommeren slut klokken 17, når jeg skulle møde på revyen. Jeg vil nyde sommeren, så jeg har købt en cabriolet, og jeg har købt en båd. Jeg synes, jeg er privilegeret, når jeg kan sejle ud i Køge Bugt og kaste anker. Jeg kan sagtens rejse en tur til New York, men for mig er luksus = tid. Og den finder jeg på båden.
Hvilket råd ville du give dig selv som 17-årig?
Nu er min egen knægt faktisk 17 år … mit råd? Vær retfærdig, påfør ikke andre smerte, forfald ikke til at opnå en sejr ved at påføre andre et nederlag. I forhold til kærligheden … når den er slut, så vær glad, hvis den anden finder ny kærlighed. Da min søn blev kæreste med en klassekammerat, sagde jeg, ’hvis det er slut, så gør det respektfuldt – I skal gå i klasse sammen bagefter’. Forfald ikke til at skulle vinde en sejr. Den anden har ret til at komme videre. Man skal have overskud til at være sød ved et andet menneske.
Hvis du var Robinson Crusoe – hvem skulle så være din Fredag?
Min assistent Trine. Hun har arbejdet for mig, siden jeg optrådte på Pejsegården. Vi swinger godt sammen.
Og hvilke tre ting ville du tage med dig på den øde ø?
Internetforbindelse! Min bil eller min båd … og min guitar.
Hvad er dit livs vigtigste beslutning?
At jeg besluttede mig for at gå efter drømmen om at blive skuespiller. Jeg har aldrig søgt optagelse på teaterskolerne. Jeg var for forfængelig til at risikere, at andre skulle sige, at jeg ikke var god nok. Jeg besluttede, at uanset hvad jeg blev tilbudt af underholdningsjob, så ville jeg tage det. Det var nogle hårde ture. Fordi jeg var pligtopfyldende nok og god nok, lykkedes det mig at krabbe mig ind i branchen – de kom ikke til mig!
Hvad er den dummeste scorereplik nogensinde … som har virket?
Det var til min tidligere kone – ”Du tør jo ikke holde mig i hånden” (mens andre så på os) … men det turde hun.
……………………………………………………………………………………………………………………………….