Så er julemåneden foran os, og jeg elsker, når der pyntes og juleshoppes i en afslappet men hyggelig atmosfære. Hvor den personlige indretning blot pyntes lidt ekstra op og på en måde, så den hylder og forgylder den stil, der i forvejen præger dit hjem. Flotte materialer, lidt ekstra kulør og stjernedrys skal der til, men den røde farve er ikke et nødvendigt MUST. Dyrk den lidt huleagtige julestemning, som der er rig mulighed for at shoppe rundt i netop denne jul.   

 

 

Messing servering til julegløggen

En smuk messingbakke kan både bruges til gløggserveringen, som stearinfad el. blot til at samle julens kulørte kugler og træets julestads. Tray small brass har fire fine dekorative huller, hvor pyntebånd også kan skabe smukke sløjfer i december. Bakken måler 22 x 31 x 5 cm. Designet af Neonliving. Pris 649 kr. www.neonliving.dk

 

 

Lys skal der til …

Så enkel kan din julestage tage sig ud, men du kan også pynte den op med satinbånd i flotte farver såsom pink, gammelrosa og creme hvide toner. Efter julen kan den bruges ganske naturel uden bånd. Candlestick Square føres i 3 farver. Her er den mørke bronze variant vist, måler 12 x 12 cm. Designet af Rikke Malling.
Pris 349 kr.
www.malling-living.dk

 

 

Et kalenderjuletræ uden nåle

Dette langtidsholdbare juletræ er oplagt som et elegant kalendergavetræ. Bære-
dygtighed og æstetisk er kodeordene. Træet er håndlavet, produceret i Danmark, leveres i en stofpose og kan nemt pyntes både minimalistisk eller farverigt og
maximalistisk. Højde 165 cm., udført i birk. Designet af Trine Find.
Pris 1.199 kr.
www.findershabitat.dk

 

 

Smuk som en lysende julekugle

Den velkendte minimalistiske pære er nu blevet erstattet med en næsten juleklædt messingmodel af slagsen. Med en bred messingindfatning og en gra-fisk sort stofledning, er der kommet et fint ekstra belysningsobjekt, nemlig One Hundred Pendant, med på min ønskeseddel, når der skal juleshoppes. Messing Ø 10 cm. Designet af Jacob Faust. Pris 975 kr. www.superstudio.com 

 

 

Server julen sikkert og delikat med jubilæumsservietter. 

Ganske enkel juleserviet i jubilæumsversion, der matcher julejubilæums-
dugen, men naturligvis også kan bruges til alle serveringer. Designet af Bodil Bødker-Næss for Georg Jensen Damask. Pris. 98 kr. eller 6 stk. for 90 kr. pr. stk.
Pris 98 kr.
www.damask.dk

 

 

Stjernedrys kan altid bruges

Stjerner hører både julen og juletræet til. Men den velkendte figur behøver ikke kun sidde i træets top, men kan også fint bruges på guirlander eller på grangrene i vaser. Vælg mellem 4 flotte messing julefigurer. Her vises stjernen med lædersnoren. Designet af Rikke Malling. Pris 79 kr. pr. stk.
www.malling-living.dk

 

 

Keramik med kant gør julen ekstra smuk i år

De danske keramik traditioner er tydelige og uomgængelige til også at bringe julen på bordet. Flotte nye farveblandinger på de glaserede keramik tallerkner kan måske gøre julebordsopdækningen endnu smukkere end før. Plates er designet af Anders Arhøj. Priser, farver og størrelser oplyses hos
www.arhoj.com 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Design Circus

Birgit Tarp er designer, indretningsekspert, foredragsholder og konceptudvikler i sit designstudio Design Circus.
Referencelisten tæller både virksomheder, interiørmagasiner og private kunder, mens livsstilsbranchens brands også booker designs og visuelle “numre”.

www.designcircus.dk &  www.designcircusblog.dk

 

 

At være intim på tv kan være en udfordring, og tv-serierne Borgen og Forbrydelsen har budt på masser af udfordringer for skuespillerinden Marie Askehave. Hun elsker, hvad hun laver, og begge tv-serier har både været hendes arbejdsplads og legeplads –  legeplads med intime udfordringer. Men det har aldrig været et problem for hverken hende selv eller parforholdet derhjemme. Marie Askehave fylder 42 år den 21. november. Og med en skuespillerkarriere med masser af succes, synes ingen udfordringer for skræmmende for den smukke skuespillerinde. Villaen i Vanløse, som deles med manden og skuespillerkollegaen David Owe, udgør et virvar af harmonisk familieliv og et kontrolleret kaotisk karriereliv, men Marie Askehave finder harmonien i livet gennem trygheden ved netop at dele den branche, hun befinder sig i, med sit livs elskede.

 

 Foto Natasia A. R. De Lucia

 

Du og din mand befinder jer i samme branche. Ud over fordelene ved gensidig forståelse for mange arbejdsmæssige områder, må det på mange måder også være en stor udfordring med mange frustrationer og jalousi – særligt i en branche, der på mange måder kan virke frisindet og promiskuøs?

På nogle planer er der en utryghed, mens der på andre er en utrolig tryghed.

Jeg tror min mand og jeg har en indsigt i hinandens frustrationer. Det hjælper os.

Når det kommer til det at kysse en medspiller på scenen eller på film, er det klart en fordel at dele branche. Der er en indforståethed, der ikke ville være der, hvis man i privatlivet var sammen med én udenfor branchen.

Så nu ved jeg jo, at når min mand kysser på arbejdspladsen, så snaver han igennem på scenen og ikke til en julefrokost. Som skuespillere har vi muligheden for at udleve nogle halverotiske fantasier igennem vores arbejde, og det kan på en eller anden underlig måde give en vis tryghed i forholdet derhjemme. Vi udlever fantasierne – og får så ovenikøbet penge for det.

Jeg kom hjem fra optagelserne på Borgen en dag, og kunne sige til min mand:

”Skat, jeg er blevet knaldet på et bord hele dagen af min medspiller. Jeg har skide ondt i hofterne”. Det er da dejligt befriende at kunne dele sådanne ting på en afslappet måde med en forstående mand, fordi han er i samme branche.

 

Støtte eller ej, så kan der vel opstå misundelse hinanden imellem, når man er i samme fag. Hvad gør I for at undgå det? Eller hvad gør I, når I oplever det?

Vi oplever det ikke. Davids succeser er også mine succeser. Og omvendt. Når der er vind i sejlene hos den ene af os, så smitter det på flere planer af på den anden. Vi kender hinanden temmelig godt, eftersom vi mødte hinanden på Skuespillerskolen i 1999 og har fulgtes ad lige siden. Der er ikke nogen jalousi imellem os. Jeg er ikke så god til at dyrke den del af det hele, hvor mænd synes jeg er dejlig. David er derimod bedre til rollen – som manden, der bliver feteret af det modsatte køn. Og det har jeg det altså helt fint med.

 

På turné rundt i Danmark med din mand er det tydeligt for mig, at David genkendes overalt i landet som ”ham fra Vild med dans”. Han har fortalt mig, at du stoppes på gaden i London og genkendes som ”hende fra Borgen” eller ”hende fra Forbrydelsen”. Hvordan føles det?

Ja, London er noget lidt andet, hvad det angår. Derovre er de danske serier virkelig store. Altså, virkelig populære og ekstremt anerkendte. Det er de også herhjemme, men det er på et andet plan derovre, hvor det nærmest er hysterisk ombejlet. Som skuespiller i disse serier bliver vi i London placeret et sted, hvor man næsten oplever at være noget andet end en helt almindelig del af folket, sådan som vi er i Danmark. I Danmark har vi jo janteloven, hvor ”vi alle er lige”, og ”du skal ikke tro, du er noget” gennemsyrer vores samfund. Det holder det hele lidt nede på jorden, hvilket også er en dejlig ting. Indenfor landets grænser så er København anderledes end Jylland. I København er genkendelighed efter min mening generelt ikke voldsomt udbredt. I Jylland hører jeg stadig ofte; ”Hey du, det er da Gitte fra Poxycat”, (Mr. Poxycat & Co., TV2 Zulu 2007, red).

 

Hvad siger jeres børn til, at begge forældre genkendes i offentligheden?

Vores børn Gudrun, 5 og Ingrid, 4 har ikke rigtig forstået alt det der. De begynder så småt at forstå, at vi laver andet end at være mor og far.

David lagde i sin tid stemme til den danske udgave af Lynet McQueen i filmen Cars. Og for nylig sagde Ingrid til et andet barn; ”Min far er lynet McQueen”, hvilket godt kunne imponere den lille knægt, som stod med en kæmpe Lynet McQueen-bil i hånden. Men det er altså heldigvis ikke noget, der påvirker dem.

 

Både du og David har udgivet musik. Det kan virke som en chance at begive sig ud i en anden del af underholdningsbranchen, når først man er ”sat i bås” af offentligheden indenfor noget bestemt?

Jeg elsker musik. Jeg har altid troet, at jeg skulle være sanger. I 2007 udgav jeg jazz-albummet ”Detour”. Det er jeg meget stolt af. Man kan selvfølgelig være ængstelig, når man bevæger sig ud i andre områder end lige dét, som offent- ligheden har defineret en som. Som offentlig person kan man vurderes på et øjeblik, og så kan ens karriere være ændret for altid. Også negativt. Men jeg nægter at lade mig blive holdt tilbage fra at gøre ting, som jeg gerne vil. Og hvad så, hvis det ikke lige går efter planen? Bare fordi man glider i en bananskræl, betyder det jo ikke, at man bagefter er et andet menneske for altid. Man skal også have tre klip i kørekortet, før man ikke må køre. Mit skuespillertalent er det samme efter som før en pladeudgivelse – så at bevæge sig ud i musikken ændrer ikke mig som skuespiller.

De har kendt hinanden på godt og ondt i 40 år. De har været gift, og hun har været ham utro.
På scenen altså – Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl, der nu spiller det ældre ægtepar i ”Vores Sensommer” på Østre Gasværk Teater. Og ja, de kan nærmest fuldende hinandens sætninger.

 

 

Mange års parløb i Cirkusrevyen, hvor Lisbet også instruerer Ulf – kan det blive mere ægteskabeligt? – gør sammenstillingen af dem i Ernest Thompsons ”Vores sensommer” helt oplagt. De har måske været irriterede på hinanden engang imellem, men de har aldrig været uvenner.

 

Vi forstår hinanden

– Det er mærkeligt … eller skønt, ikke, siger Lisbet. – Vores samarbejde er ret fantastisk, fordi vi behøver ikke sige så meget. Vi forstår hinanden. Jeg siger ’når du siger den replik, kan du ikke være sådan lidt mere …’ og så fortsætter han ’lidt mere hen i …?’ ’ja netop’ ’fint’. Vi tænker nærmest ens. Det har vi faktisk altid gjort. Men når vi ikke arbejder samme, så ser vi stort set ikke hinanden!

– Det havde nok været for hård en dosering, hvis vi også havde skullet se hinanden privat, siger Ulf.

Men hvornår og hvor mødte de egentlig hinanden?

– 1980 … 1978, forsøger Lisbet sig.

– Nej, det må have været tidligere – 1975, fastslår Ulf.

– Ulf, han kan alle tallene, griner Lisbet

– Vi spillede ”Stamherren” på ABC Teatret med Dirch Passer og Jørgen Ryg.

– Og jeg var lige kommet fra Ålborg. Næsten.

– En giga-succes.

– Det var sindssygt morsomt. Vi spillede sådan set ikke sammen. Så vidt jeg erindrer, havde vi ikke scener sammen. Jeg kom bare ind og sagde ’der er lige kommet et brev.

– Ja – som stuepige. Men senere … jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange forestillinger vi har lavet sammen.

 

Sidespring og bedsteforældre

Pudsigt nok har Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard spillet ægtepar før, nemlig i 1980 (som hun skød i første omgang) i ”Sidespring”.

– Det var vi i efteråret 1980, siger Ulf, der har alt opdateret, fordi han har været i gang med sine erindringer. – Der spiller jeg gift med Lisbet … og hun er mig utro med Claus Ryskjær. Det er noget værre noget!

Men det var dengang. Nu træder de ind i bedsteforældrerollen i ”Vores sensommer”:

– Far har jeg spillet før, men da jeg jo altid har lignet en barnerøv, har jeg haft problemer nok med at være troværdig nok, indrømmer Ulf. – Jeg glæder mig sgu’ ærlig talt til at komme til at spille en rolle, som svarer til min alder nu.

– Men Lisbet har jo været bedstemor i, jeg ved ikke hvor mange år nu, tilføjer han med et grin.

– Da vi var i 30’erne og begyndelsen af 40’erne, spillede vi jo roller, hvor de var i slutningen af 20’erne

begyndelsen af 30’erne, siger Lisbet. – Det er noget med, hvornår man har lært at spille lystspil. Men det er rigtig behageligt at spille sin egen alder. Så behøver vi ikke tænke over det.

– Netop. Noram bliver jo oven i købet 75 midt i forestillingen. Det er helt meta-agtigt, siger Ulf, der selv fylde 75 den 15. november.

 

Otium lokker ikke

Og for at det ikke skal være løgn, markerer ”Vores sensommer” også Lisbet Dahls 50 års skuespillerjubilæum, så der er nok at fejre. Men samtidig handler forestillingen om, at være på sidste etape i livet. Ægteparret nyder deres otium ved en idyllisk skovsø, men den slags bruger Lisbet og Ulf ikke:

– Nej – jeg ved sgu ikke, hvad det er, ler Ulf

– Det var noget, der var meget mere in for 20 år siden, siger Lisbet. – Hvor man gik rundt og tænkte på, hvornår bliver du pensioneret? Og vi tilhører en branche, hvor man aldrig har arbejdet efter den norm

– Jeg har nogle billeder af mine bedsteforældre som 50-årige, fortsætter Ulf. – De ligner altså noget … det er lige før, at de stiller træskoene. Det er sådan, de ser ud. Det er meget få mennesker fra den tid, der smiler eller griner, fordi de er så selvhøjtidelige, at man tror, det er løgn.

– De begyndte lige så stille og roligt at lukke ned for livet, siger Lisbet. – Ti år før os. Når de blev 60, så behøvede de ikke blive ret meget ældre. Sådan er det bare ikke mere – hvor har jeg talt om det her tit – vores generation er den første, der ikke bliver gamle! Tiden flytter sig: vi bliver 70-80 måske, og SÅ begynder vi at blive gamle.

 

For alle i familien

Nu skal man imidlertid ikke tro, at ”Vores sensommer” er en pensionistforestilling om to gamle, der tusser rundt. Forholdet til deres datter og barnebarn spiller en central rolle, og Ulf Pilgaard understreger en vigtig pointe bag forestillingen:

– Det sjove ved stykket i den forbindelse er, at Ernest Thompson, der har skrevet det, er ti år yngre end jeg.

Da han skrev stykket i 1978, var han ikke engang fyldt 30! Det er en ung mand, der har fanget nogle ældre menneskers måde at være på.

Det handler også om, at generationerne kan gå skævt af hinanden, hvad der jo nok er en risiko i en skuespillerfamilie:

– Det kræver faktisk noget af ens familie, siger Ulf. – Jeg har været heldig at have en kone igennem det meste af livet, som har forstået, hvad det ville sige. Der er noget af en diplomatfrue eller sømandsfrue over at være gift med en skuespiller. Man skal få det til at køre, og det kræver ’guts’ af den anden part. Nu er Gitte uddannet scenograf, så hun kender godt rumlen.

– Jeg voksede jo op med det – mine forældre var skuespillere – så for mig er det jo ’ sådan vokser man jo op’, siger Lisbet. – Jeg er jo blevet et rigtig dejligt, lykkeligt menneske, så jeg tænkte – jeg gør da bare det samme, og min mor sagde til mig: Jamen, det gør ingenting, når bare de er klar over, at du elsker dem

– Men man skal have en forståelse og en kærlighed til hinanden for, at det her kan fungere, fortsætter hun. – Jeg har aldrig prøvet andet. Jeg synes helt umiddelbart, at det må da være ret kedeligt, at man går hver morgen, og man kommer hjem hver eftermiddag. Og det gør man hver dag. Men det er jo tryghed for nogen.

 

Det bli’r i familien

I filmversionen af ”Vores sensommer” spillede Henry Fonda sammen med sin datter, Jane. Helt så familiært bliver det ikke på Østre Gasværk, men …

– Det sjove er, at jeg faktisk er fadder til Trine (Pallesen, red.), fortæller Ulf. – Per Pallesen, Kirsten Peuliche og jeg var nogenlunde lige gamle, så vi kom meget sammen. Både Trines søster, Sofie, og Trine selv har vi været meget tætte på i mange år. Så det er meget sjovt, at hun nu spiller min datter. Hun i øvrigt en skide talentfuld pige.

– Det er sjovt, når man spiller sammen med de der yngre generationer. Det var mærkeligt første gang, jeg skulle til at spille far – der hvor man begynder at skifte alder. Det handler det her stykke, også om: hvordan man går fra den ene alder til den næste. Både for datteren, men også for os.

 

Der er længe til sommer

Om alt går vel kommer Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl til at spille sammen igen til sommer i Cirkusrevyen. Det er en frem- tid, som ingen af dem beskæftiger sig seriøst med (”Hvis vi gjorde det, fik vi nok knald i låget,” mener Lisbet) – end ikke om Lisbet endnu engang skal støve Lars Løkke-kostumet af (”Det kommer jo også an på, hvordan han klarer skærene,” ler Ulf). Udfordringen er altid at finde emner, der kan holde over den 3 måneder lange periode, hvor der spilles revy. Nogle emner forsvinder dog ikke lige med det første, f.eks.
flygtningekrisen, men det kan til gengæld være svært at lave revy om;

– Flygtningene fra Syrien, det kan man simpelthen ikke lave en satire om – som tingene har udviklet sig, siger Lisbet. – I begyndelsen sagde jeg om Cirkusrevyen, at vi skal videre, gå længere ud, blive skrappere. Men jo værre alting udvikler sig, jo mere nænsom skal man være. Man skal huske, det er en sommerrevy, man skal huske, at folk skal more sig. Det er noget med at finde den skarpe balancegang.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Blå bog// Lisbet Dahl

Lisbet Dahl er med to skuespillerforældre født ind i branchen. Hun blev uddannet ved Aalborg Teater og fik tidligt succes i revyen Rottefælden i Svendborg. Det er imidlertid som skuespiller, instruktør og kunstnerisk leder på Cirkusrevyen, hun er bedst kendt (selv om hun nogle år bevidst holdt sig borte fra den). Også i selskab med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær som komisk trio har Lisbet velvilligt båret instruktørhatten.

Derudover er det blevet til utallige roller i dansk film og teater – bl.a. en meget rost præstation som Edith Piaf i ”Mylord”. Og ikke at for-glemme rollen som moderen i TV-serien ”Sommer”.

Lisbet Dahl har været gift flere gange og har fem børn (og en masse børnebørn)

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Blå bog// Ulf Pilgaard

Det lå ikke i kortene, at præstesønnen Ulf Pilgaard skulle være skuespiller. Han gennemførte da også teologistudiet, før han i 1967 kastede sig over skuespillet på fuld tid.

Ulf Pilgaard er utvivlsomt bedst kendt i rollen som ’sprællemand’ – som han selv udtrykker det – altså som skuespiller i revy og lystspil. I hvert fald indtil Ole Bornedal castede ham som sinister politimand i ”Nattevagten”. Sandheden er, at Ulf gennem hele karrieren har optrådt i meget varierede roller på teatret, endog som dumt svin, mange år før ”Nattevagten”.

Selv hævder han ikke at være specielt god til parodien, men det er der nok en og anden, der vil være uenig i efter hans gentagne portrætter af kongeparret, Poul Nyrup og Hanne Bech Hansen.

I øvrigt fylder Ulf 75, mens han optræder i den aktuelle ”Vores sensommer” og har gennem det meste af livet været gift med sin Gitte med hvem, han har to børn.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Lidt om jul

Hvilken tradition betyder mest for jer?

Ulf: Jeg burde jo som gammel teolog have sagt julegudstjenesten – at gå i kirke. Men i de sidste mange år har jeg været vært, og så bliver det svært at få det hele til at passe sammen. Vi har en tradition – uanset hvor mange eller få vi er – så SKAL vi have gåsesteg, og der kan jeg godt fornemme, at vi jo nok ved at være lidt specielle. Det er andesteg og flæskesteg – og medisterpølse oven i købet – der er tradition for de fleste. Hos os skal der simpelthen gås på bordet. Og risalamande selvfølgelig.

Lisbet: jeg er bindegal med julen! Fra midten af november, hvor der ligger juleting i butikkerne. Jeg bliver simpelthen så lykkelig. Jeg laver fantastisk gløgg – nogle gange, når jeg gider – man skal bare ikke køre bil bagefter! Jeg laver æbleskiver og leverpostej – og fryser ned for jeg har 25 mennesker til julefrokost 1. juledag! Jeg elsker det hele! Juleaften er det de ældste drenge,der tænder juletræet. Imens sidder jeg ude i gangen med resten af familien og læser Johannes Møllehaves juleevangelium, som er for børn med billeder og tegninger, og så kan jeg sidde med dem i alle aldre og sige ’se, der står …’ og når jeg er færdig med at læse det
– lige nøjagtig – så er træet tændt.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Rundt om Lisbet og Ulf

Hvad er Lisbets største styrke?

Det har jeg sagt mange gange: hendes intuition! Hun har en gudsbenådet intuition for, hvad der virker og ikke virker. Det kan man i langt, langt de fleste tilfælde godt stole på. (Lisbet: Hvad mener du med langt de fleste?!)

Og hvad er Ulfs  styrke?

Det er hans styrke og hans talent og hans dygtighed – jeg synes, Ulf er sindssygt dygtig!

Har I nogensinde glemt en replik?

Ulf: Ikke så meget i et teaterstykke, men i høj grad i revyen. Når vi spiller så afsindig mange forestillinger, er faren, at det nogle gang kan ryge lidt for meget på rygmarven. Det er det allerfarligste, for så ved du fa’me dårligt nok, hvad det er du står og siger, og så er det, at et ord – bare ét ord – pludselig er helt væk …

Lisbet: Jeg kan huske engang, jeg kom ind og sang noget med ’og så går man i Irma’, og så var der 15-20 mennesker der stak i et brøl (de var garanteret ansat i Irma, og de syntes, det var fantastisk), og så røg jeg helt ud af den. Så stod jeg bare og kiggede på dem og sagde ’det må I altså holde op med det der, for jeg kan ikke huske, hvad jeg skal synge’.

Ulf læste teologi, men har du nogensinde villet være noget andet?

Jo, da jeg var 15 år. Min mor hun havde sagt ’du skal tigge folk om arbejde’ og DET havde jeg ikke lyst til, så jeg ville være sygeplejerske. I et lille års tid. Det var ok med min mor. Og så sad vi en søndag morgen – vi sad i hver vort værelse; jeg fik kaffe og læste romanbladet, min mor hun fik kaffe og læste aviser. Det var ”Gigi” – en meget yndig historie –og den sidste side, der blev jeg så grebet af det, at jeg styrtede ind til min mor i fodenden og sagde, ’mor prøv at høre her’, og så læste jeg den sidste side for hende, og da jeg var færdig sagde hun ’jamen Lisbet, du har jo talent!’  SÅ skulle jeg ikke være sygeplejerske mere!

 

 

 

 

 

 

I næste måned vender Mathilde Norholt tilbage til scenen på Folketeatret, hvor hun indledte sin skuespillerkarriere for 22 år siden som 10-årig i ”Inden for murene”. Denne gang gælder det endnu en Klassiker, nemlig Gustav Wieds ”Skærmydsler” om generationsopgør og kærlighed på trods af uenigheden.

 

Med en parafrase over H.C. Andersen kan man sige, at man godt kan ende på scenen, selv om man er vokset op i en garderobe. For Mathilde Norholt var teater aldrig rigtig noget, man gik til, det var bare fars og mors arbejde.

– Teatret var bare noget naturligt og hverdagsagtigt. Sådan tror jeg, de fleste børn har det med deres forældres arbejde. Vi gik ikke i teatret, når de havde fri, men vi har altid set mange film (min far og jeg er hardcore filmnørder, min mor bare softcore). Til gengæld blev jeg slæbt med på arbejde fra jeg var ret lille. Så sad jeg i garderoben. Det er noget magisk for mig. Du ved, ligesom kommunale bygninger lugter kommunalt, så er lugten af garderobe … det er min barndom! Så sad jeg og læste Lucky Luke og Tintin eller hørte kassettebånd. Da jeg blev gammel nok, så jeg selvfølgelig også forestillingerne.

 

Ligesom mor og far

Det var ikke, fordi hun ligefrem blev ansporet til at søge skuespilvejen, men der blev heller ikke lagt hindringer i vejen. Sådan da:

– Min mor og far er som nat og dag. Min mor sagde, ’bliv du bare kunstner’, mens min far mere var, ’gør nu din skole færdig’ og ’er du sikker på, at du ikke vil noget andet? – Du kan så meget kreativt’. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at prøve.

– Når jeg ser på gamle billeder fra min barndom, så har jeg altid klædt mig ud. Jeg fik tidligt den idé, at det var fedt at være skuespiller. Min far og mor klædte sig ud og var nogle andre. Det var sjovt og eventyrligt.

– Men jeg har da haft jobovervejelser undervejs. Mange idéer, men ikke noget, jeg har gennemført. Nu er jeg 32 år – måske jeg bare skal slå mig til tåls med, at jeg er skuespiller.☺

 

Learning by doing

Ser vi bort fra den tidlige debut, har det især været inden for de seneste ti år, der har været bud efter Mathilde på TV, film og teater. Og det til trods for, at hun ikke er uddannet skuespiller:

– Der er jo visse fag, hvor man ikke kan klare sig med ’learning by doing’ – læge eksempelvis – men jeg tror, det er individuelt, om man har brug for at komme i rugekassen på teatrene. Jeg har søgt ind tre gange uden at komme ind og tænkte, at så måtte jeg prøve noget andet. Jeg har taget to semestre på Multimediedesigner uddannelsen, men så fik jeg tilbudt job som skuespiller. Min gode ven og kollega Kenneth M. Christensen (på forsiden af Liebhaverboligen i august, red.), som jeg har kendt gennem de seneste 12 år, kom ind det år, hvor jeg ikke søgte, og jeg tror da, at han har fået en masse ud af uddannelsen. For mit eget vedkommende er jeg bange for, at jeg ville være blevet for selvfed af at komme ind. I stedet har jeg kæmpet hårdt for rollerne, og derfor har jeg beholdt min naturlige ydmyghed!

 

Kærlighed og generationskonflikt

”Skærmydsler” handler om den evige generationskon-
flikt. For som Mathilde bemærker, så ’er der altid et eller andet i vejen med den nye generation’:

– I 60’erne var det det lange hår, i 70’erne de brede bukser. Der er altid noget. Sådan var det, da jeg var ’de unge’. Og da Preben Kristensen og Malene Schwartz og Ghita Nørby var det. Og sådan vil jeg sikkert også have det med de unge, når jeg bliver en ældre dame. Irritationen går begge veje, men ”Skærmydsler” handler om at nære kærlighed til hinanden ud over de irritationer. Når det er godt skrevet, er sådan et stykke eviggyldigt.

 

Bare Preben

Ja, det kunne næsten være virkelighed, for i hvert fald Preben Christensen og Mathilde kender hinanden særdeles godt.

– Han er bare Preben. Han er en gammel ven af min mor, så jeg har kendt ham hele livet. Han er bestemt dygtig, så jeg ser frem til at se ham som kollega … Men Ghita og Malene! Jeg glæder mig. Det er en ære. Jeg tror, jeg kommer til at arbejde ekstra hårdt, så jeg bliver endnu bedre. Ligesom man gør i sport, når man ser op til en anden på holdet. Det inspirerer.

 

Professionel mor og datter

Mathilde har for den sags skyld også arbejdet sammen med begge sine forældre, senest sin mor, nemlig i ”Dirty Dancing”, hvor de spillede mor og datter – ja, ret oplagt, ikke! Arbejdsfælleskabet har bestemt også haft indflydelse på deres forhold generationerne imellem:

– Det er en gave! Jeg kan tale med mine forældre om andet end ’hvordan går det?’. Vi taler fag og kan komme ud i nogle vilde diskussioner. Dem synes min kæreste måske ikke altid er så interessante – han er fysiker. Vi kan blive meget tekniske. Men det er fedt at kunne dele, spørge og få hjælp.

At hun skulle danse i en musical, kom lidt bag på Mathilde:

– De havde muligvis set mig i ”Vild med dans”, og da muligheden bød sig, sagde jeg ja. Det er vidunderligt at bruge sin krop på den måde. Jeg lærte en utrolig kropsbevidsthed, så jeg har fået endnu større respekt for dansere.

Man kan sige, at musicalen ”Dirty Dancing” og klassikeren ”Skærmydsler” er yderpunkterne i teatrets genrer.

– En musical er noget kæmpestort, ”Skærmydsler” er nogen meget tæt, nært og intimt. Vi skal spille på en lille scene, Hippodromen. Selv er jeg teaterglad og er måske mere til ”Skærmydsler” end til musicals. Jeg ser dem gerne, men jeg køber billet til kammerspillene.

 

Roller og image

Den aktuelle rolle er også med til at brede Mathildes repertoire ud. Især som kvinde og i et lille land som Danmark er det svært ikke at blive typecasted, mener hun.

– I udlandet er de bedre til ikke at typecaste. Herhjemme er det, som om man tror, at publikum er dummere, end de er. Folk behøver ikke at se de samme seks stjerner i alle film. De kan sagtens føle med ukendte skuespillere. Jeg er meget målbevidst om ikke at følge i min mors fodspor, hvor hun blev sat i bås med lette folkekomedier i 70’erne. Hun er meget dygtigere end den kasse, hun blev sat i.

Imagepleje handler ikke bare om roller, men også om i hvilke andre sammenhænge man bliver set.

– Jeg har været med i ”Vild med dans” og et enkelt madprogram, men ellers ikke. Egentlig var jeg skeptisk over for ”Vild med dans”, men min agent syntes, det var en god idé. Men hvis jeg skal være med i et TV-program igen, så skal det være i værtsrollen.

– Jeg har også sagt nej til at tale om mig selv, sådan privat med billeder af min kæreste og mit hjem. Som skuespiller skal jeg passe på med, hvad man ved om mit privatliv. Det kan komme til at overskygge det, man ser af mig som skuespiller. Hvis du tager to skuespillerinder, som jeg sætter meget højt, Meryl Streep og Tilda Swinton, så kender jeg faktisk intet til deres privatliv!

 

Hvad er pænt … og sandt?

Mange skriverier kommer nemlig til at handle om den yndige/smukke/slanke Mathilde:

– Jeg synes jo ikke, jeg er specielt pæn, men jeg ved, at jeg har været heldig med min krop i forhold til det gældende ideal. Hvis min kæreste synes, jeg er smuk, så er jeg glad. Jeg undgår helst de ’kulørte’ blade, der går op i den slags. Jeg synes ikke, de er pæne grafisk

(der kommer min designeruddannelse lige op i mig), og jeg bryder mig ikke om deres journa-
listik. Jeg har kolleger, der har oplevet grimme ting, hvor jeg ved, at det, der blev skrevet, ikke var rigtigt. Jeg synes, det er synd for de mennesker, der køber bladene – i hvert fald, hvis de tro på det, der står.

Men selvfølgelig skal en skuespiller holde sig i form både fysisk og psykisk:

– Jeg dyrker yoga hver morgen og prøver at få løbet. Jeg har svært ved at komme ud ad døren, men elsker det, når jeg først er ude. Jeg spiser sundt – næsten ikke kød – og er opmærksom på at få hvile nok. Jeg holder hjernen i gang ved at læse, og når jeg taler med folk, tænker jeg over, hvordan de siger deres sætninger. Så skriver jeg noter oppe i hovedet.

 

Jeg har fundet roen

– Afslapning kan godt være et langt, varmt bad, men det kan også være at se film. Jeg er jo filmnørd. Forleden så jeg ”Maratonmanden” med Dustin Hoffman og Laurence Olivier. Men det er også arbejde. Så sidder jeg og analyserer deres spil. På den måde er mit arbejde jo en fest! Jeg er virkelig interesseret i mennesker, og hvordan man bliver et helt menneske.

– For tre år siden ville jeg have sagt noget andet, men i dag er luksus for mig at have ro, at kunne vælge roen. Jeg har fået nogle mentale værktøjer, f.eks. meditation, så jeg næsten altid kan finde ro, balance og overkommelighed i livet. Det er også luksus at spise på restaurant og se en koncert. Men hvis vi ser på verden, så må jeg jo sige, at det at have en seng at sove i, i sig selv er en luksus!

Mathilde har flere projekter på bedding efter ”Skærmydsler”, der spiller 28. november til 31. december, og hvis alt går efter planen, kan vi i hvert fald se Mathilde i en ny omgang ”Dirty Dancing” på Operaen til næste sommer.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Blå bog

32-årige Mathilde er vokset op i et skuespillerhjem med forældrene Kirsten Norholt og Flemming Sørensen. Hun debuterede i 1993 som 10-årig i ”Indenfor murene” og havde siden flere barne- og ungdomsroller. Hun er autodidakt som skuespiller, men har været i arbejde næsten hele tiden gennem de seneste ti år, bl.a. i TV-serierne ”2900 Happiness”, ”Lykke” og ”Jul i kommunen”, film som ”Offscreen” og ”Sorte kugler”, og på teatret med hovedroller i ”Closer” og ”Dirty Dancing”.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Rundt om Mathilde

 

Har du nogle yndlingsfilm?

”Tree of Life” og ”Opening Night”

 

Og yndlingsmusical?

Hvis det må være en filmmusical, så ”Moulin Rouge”.

 

Yndlingsbog?

Lige nu er det Aldous Huxleys ”Fagre nye verden”. Den tog fusen på mig. Lidt kedelig i starten, men det er en af de vildeste bøger, jeg har læst. Det er en klassiker – og det er der jo en grund til!

 

Yndlingsmusik?

Jeg er vokset op med både rock og klassisk, men jeg elsker elektronisk. Jeg holder f.eks. af The Knife, Laurie Anderson og Grimes

 

Yndlingsmad?

Det skal i hvert fald være dyrevenligt. Jeg har bl.a. set flere dokumentarfilm om, hvordan vi behandler dyr, og det kan jeg ikke stå inde for. Så jeg spiser helst ikke kød.

 

Yndlingsrestaurant?

Café N på Blågårdsgade har god vegetarmad, Osteria 16 … og kæresten og jeg skal på Tokyo snart, Københavns ældste japanske restaurant – noget med tofu!

 

Yndlingsferie – eller drømmeferien om du vil?

Jeg vil se hele verden! Jeg har ’the travel bug’. Men hvis jeg skal nævne et land, så Equador og med udflugt til Galapagos – husk at købe turen lokalt. Det er meget bedre.

 

Du skal spille med danske koryfæer – hvilke skuespillere i hele verden 

ville du gerne spille sammen med?

Vi har lige talt om Dustin Hoffman – åh, bare en lille bitte scene med ham! Alle nævner Al Pacino, men Hoffmann er mindst lige så fantastisk som ham. Også gerne franske Marion Cotillard.

 

Hvad er din tøjstil?

Min stil har ændret sig en del, siden jeg var i 20’erne. I dag er det mest en sammensætning af skjorte, jeans og sneakers. Men jeg vil gerne have lækre ting. Jeg kan godt lide designeren Henrik Vibskov – han blander alvorligt og humoristisk, tænker stort og vildt. Det er fedt. Internationalt er der Alaxander Wang – han har sådan en lidt dyster 90’er minimalisme.

 

Har du en ting, du bare ikke vil skille dig af med?

En dag jeg kom hjem til mine forældre, havde min mor givet mit gamle sovedyr til hunden som legetøj – min Bamse Karma. Det var alligevel for meget, så nu står den på hylden hos mine forældre og samler støv – med streng besked om, at den ikke må røres, før der kommer børnebørn.

 

Hvad er din største styrke?

At jeg er god til at leve mig ind i andre mennesker.

 

Og svaghed?

Nogle gange ender min ydmyghed i at eskalere til dårlig selvtillid. Og jeg er utålmodig.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Mathildes jul

Mathilde står jo på scenen med ”Skærmydsler” midt i juletiden, så – hvad betyder julen for dig?

Julen er en temperamentsfyldt tid. Jeg raser over materialismen; hvem der køber den dyreste gave, hvem der laver den bedste mad? Jeg er rasende harm over det. Men samtidig kan jeg også finde ro, når jeg ser julen for det, jeg synes, den er. Det er den mørke tid, hvor vi tænder lys, samles, taler sammen og finder hinanden. Jeg kan blive helt rørstrømsk.

Det er 10 dages surhed, men til sidst bliver jeg sentimental, finder den gamle julepynt frem og så videre. I år bliver julen helt speciel, fordi min fætter er blevet far, og så samles vi alle om det hjemme hos mine forældre

 

And eller flæskesteg?

Det har vi ikke fundet ud af endnu. Sidste år var det and, hvor jeg havde aftalt med min mor, at det skulle være en fritgående and, der havde haft et ordentligt liv. Faktisk kan jeg godt lide kød, så jeg har haft svært ved at blive vegetar. Men så længe der er risalamande og brune kartofler går det.

 

Rør blot ikke ved – hvad SKAL der ske i julen?

At være hos min mor og far. Gennem hele min barndom gik min mor, når vi havde spist, ud med tallerknerne, mens vi børn slog mave (og nu hjælper vi til). Så gik min far ind og tændte lysene, og så kom vi ind og sang ”Børn og voksne i kærlig krans” (en overset og meget smuk sang) … og selvfølgelig ”Nu’ det jul”, hvor vi løber rundt i hele huset. 

 

Den bedste julegave nogensinde?

Jeg har været heldig at have en familie, der er ret god til at give gaver. Men genistregen gjorde min far: Han pakkede nogle penge pænt ind, og så sagde han, at vi skulle gå på januarudsalg sammen: ’Så kan jeg se, hvad I køber’. På den måde fik jeg både en halskæde og en hyggelig dag.

 

Dit bedste juleminde?

Det er noget med min mormor. Vi var tæt på hinanden. Det var hyggeligt … og så var der hendes brune kartofler. Vi spillede Lennons ”War is over”, mens hun lavede mad. Det er indbegrebet af jul for mig.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….