I næste måned vender Mathilde Norholt tilbage til scenen på Folketeatret, hvor hun indledte sin skuespillerkarriere for 22 år siden som 10-årig i ”Inden for murene”. Denne gang gælder det endnu en Klassiker, nemlig Gustav Wieds ”Skærmydsler” om generationsopgør og kærlighed på trods af uenigheden.
Med en parafrase over H.C. Andersen kan man sige, at man godt kan ende på scenen, selv om man er vokset op i en garderobe. For Mathilde Norholt var teater aldrig rigtig noget, man gik til, det var bare fars og mors arbejde.
– Teatret var bare noget naturligt og hverdagsagtigt. Sådan tror jeg, de fleste børn har det med deres forældres arbejde. Vi gik ikke i teatret, når de havde fri, men vi har altid set mange film (min far og jeg er hardcore filmnørder, min mor bare softcore). Til gengæld blev jeg slæbt med på arbejde fra jeg var ret lille. Så sad jeg i garderoben. Det er noget magisk for mig. Du ved, ligesom kommunale bygninger lugter kommunalt, så er lugten af garderobe … det er min barndom! Så sad jeg og læste Lucky Luke og Tintin eller hørte kassettebånd. Da jeg blev gammel nok, så jeg selvfølgelig også forestillingerne.
Ligesom mor og far
Det var ikke, fordi hun ligefrem blev ansporet til at søge skuespilvejen, men der blev heller ikke lagt hindringer i vejen. Sådan da:
– Min mor og far er som nat og dag. Min mor sagde, ’bliv du bare kunstner’, mens min far mere var, ’gør nu din skole færdig’ og ’er du sikker på, at du ikke vil noget andet? – Du kan så meget kreativt’. Og så kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at prøve.
– Når jeg ser på gamle billeder fra min barndom, så har jeg altid klædt mig ud. Jeg fik tidligt den idé, at det var fedt at være skuespiller. Min far og mor klædte sig ud og var nogle andre. Det var sjovt og eventyrligt.
– Men jeg har da haft jobovervejelser undervejs. Mange idéer, men ikke noget, jeg har gennemført. Nu er jeg 32 år – måske jeg bare skal slå mig til tåls med, at jeg er skuespiller.☺
Learning by doing
Ser vi bort fra den tidlige debut, har det især været inden for de seneste ti år, der har været bud efter Mathilde på TV, film og teater. Og det til trods for, at hun ikke er uddannet skuespiller:
– Der er jo visse fag, hvor man ikke kan klare sig med ’learning by doing’ – læge eksempelvis – men jeg tror, det er individuelt, om man har brug for at komme i rugekassen på teatrene. Jeg har søgt ind tre gange uden at komme ind og tænkte, at så måtte jeg prøve noget andet. Jeg har taget to semestre på Multimediedesigner uddannelsen, men så fik jeg tilbudt job som skuespiller. Min gode ven og kollega Kenneth M. Christensen (på forsiden af Liebhaverboligen i august, red.), som jeg har kendt gennem de seneste 12 år, kom ind det år, hvor jeg ikke søgte, og jeg tror da, at han har fået en masse ud af uddannelsen. For mit eget vedkommende er jeg bange for, at jeg ville være blevet for selvfed af at komme ind. I stedet har jeg kæmpet hårdt for rollerne, og derfor har jeg beholdt min naturlige ydmyghed!
Kærlighed og generationskonflikt
”Skærmydsler” handler om den evige generationskon-
flikt. For som Mathilde bemærker, så ’er der altid et eller andet i vejen med den nye generation’:
– I 60’erne var det det lange hår, i 70’erne de brede bukser. Der er altid noget. Sådan var det, da jeg var ’de unge’. Og da Preben Kristensen og Malene Schwartz og Ghita Nørby var det. Og sådan vil jeg sikkert også have det med de unge, når jeg bliver en ældre dame. Irritationen går begge veje, men ”Skærmydsler” handler om at nære kærlighed til hinanden ud over de irritationer. Når det er godt skrevet, er sådan et stykke eviggyldigt.
Bare Preben
Ja, det kunne næsten være virkelighed, for i hvert fald Preben Christensen og Mathilde kender hinanden særdeles godt.
– Han er bare Preben. Han er en gammel ven af min mor, så jeg har kendt ham hele livet. Han er bestemt dygtig, så jeg ser frem til at se ham som kollega … Men Ghita og Malene! Jeg glæder mig. Det er en ære. Jeg tror, jeg kommer til at arbejde ekstra hårdt, så jeg bliver endnu bedre. Ligesom man gør i sport, når man ser op til en anden på holdet. Det inspirerer.
Professionel mor og datter
Mathilde har for den sags skyld også arbejdet sammen med begge sine forældre, senest sin mor, nemlig i ”Dirty Dancing”, hvor de spillede mor og datter – ja, ret oplagt, ikke! Arbejdsfælleskabet har bestemt også haft indflydelse på deres forhold generationerne imellem:
– Det er en gave! Jeg kan tale med mine forældre om andet end ’hvordan går det?’. Vi taler fag og kan komme ud i nogle vilde diskussioner. Dem synes min kæreste måske ikke altid er så interessante – han er fysiker. Vi kan blive meget tekniske. Men det er fedt at kunne dele, spørge og få hjælp.
At hun skulle danse i en musical, kom lidt bag på Mathilde:
– De havde muligvis set mig i ”Vild med dans”, og da muligheden bød sig, sagde jeg ja. Det er vidunderligt at bruge sin krop på den måde. Jeg lærte en utrolig kropsbevidsthed, så jeg har fået endnu større respekt for dansere.
Man kan sige, at musicalen ”Dirty Dancing” og klassikeren ”Skærmydsler” er yderpunkterne i teatrets genrer.
– En musical er noget kæmpestort, ”Skærmydsler” er nogen meget tæt, nært og intimt. Vi skal spille på en lille scene, Hippodromen. Selv er jeg teaterglad og er måske mere til ”Skærmydsler” end til musicals. Jeg ser dem gerne, men jeg køber billet til kammerspillene.
Roller og image
Den aktuelle rolle er også med til at brede Mathildes repertoire ud. Især som kvinde og i et lille land som Danmark er det svært ikke at blive typecasted, mener hun.
– I udlandet er de bedre til ikke at typecaste. Herhjemme er det, som om man tror, at publikum er dummere, end de er. Folk behøver ikke at se de samme seks stjerner i alle film. De kan sagtens føle med ukendte skuespillere. Jeg er meget målbevidst om ikke at følge i min mors fodspor, hvor hun blev sat i bås med lette folkekomedier i 70’erne. Hun er meget dygtigere end den kasse, hun blev sat i.
Imagepleje handler ikke bare om roller, men også om i hvilke andre sammenhænge man bliver set.
– Jeg har været med i ”Vild med dans” og et enkelt madprogram, men ellers ikke. Egentlig var jeg skeptisk over for ”Vild med dans”, men min agent syntes, det var en god idé. Men hvis jeg skal være med i et TV-program igen, så skal det være i værtsrollen.
– Jeg har også sagt nej til at tale om mig selv, sådan privat med billeder af min kæreste og mit hjem. Som skuespiller skal jeg passe på med, hvad man ved om mit privatliv. Det kan komme til at overskygge det, man ser af mig som skuespiller. Hvis du tager to skuespillerinder, som jeg sætter meget højt, Meryl Streep og Tilda Swinton, så kender jeg faktisk intet til deres privatliv!
Hvad er pænt … og sandt?
Mange skriverier kommer nemlig til at handle om den yndige/smukke/slanke Mathilde:
– Jeg synes jo ikke, jeg er specielt pæn, men jeg ved, at jeg har været heldig med min krop i forhold til det gældende ideal. Hvis min kæreste synes, jeg er smuk, så er jeg glad. Jeg undgår helst de ’kulørte’ blade, der går op i den slags. Jeg synes ikke, de er pæne grafisk
(der kommer min designeruddannelse lige op i mig), og jeg bryder mig ikke om deres journa-
listik. Jeg har kolleger, der har oplevet grimme ting, hvor jeg ved, at det, der blev skrevet, ikke var rigtigt. Jeg synes, det er synd for de mennesker, der køber bladene – i hvert fald, hvis de tro på det, der står.
Men selvfølgelig skal en skuespiller holde sig i form både fysisk og psykisk:
– Jeg dyrker yoga hver morgen og prøver at få løbet. Jeg har svært ved at komme ud ad døren, men elsker det, når jeg først er ude. Jeg spiser sundt – næsten ikke kød – og er opmærksom på at få hvile nok. Jeg holder hjernen i gang ved at læse, og når jeg taler med folk, tænker jeg over, hvordan de siger deres sætninger. Så skriver jeg noter oppe i hovedet.
Jeg har fundet roen
– Afslapning kan godt være et langt, varmt bad, men det kan også være at se film. Jeg er jo filmnørd. Forleden så jeg ”Maratonmanden” med Dustin Hoffman og Laurence Olivier. Men det er også arbejde. Så sidder jeg og analyserer deres spil. På den måde er mit arbejde jo en fest! Jeg er virkelig interesseret i mennesker, og hvordan man bliver et helt menneske.
– For tre år siden ville jeg have sagt noget andet, men i dag er luksus for mig at have ro, at kunne vælge roen. Jeg har fået nogle mentale værktøjer, f.eks. meditation, så jeg næsten altid kan finde ro, balance og overkommelighed i livet. Det er også luksus at spise på restaurant og se en koncert. Men hvis vi ser på verden, så må jeg jo sige, at det at have en seng at sove i, i sig selv er en luksus!
Mathilde har flere projekter på bedding efter ”Skærmydsler”, der spiller 28. november til 31. december, og hvis alt går efter planen, kan vi i hvert fald se Mathilde i en ny omgang ”Dirty Dancing” på Operaen til næste sommer.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Blå bog
32-årige Mathilde er vokset op i et skuespillerhjem med forældrene Kirsten Norholt og Flemming Sørensen. Hun debuterede i 1993 som 10-årig i ”Indenfor murene” og havde siden flere barne- og ungdomsroller. Hun er autodidakt som skuespiller, men har været i arbejde næsten hele tiden gennem de seneste ti år, bl.a. i TV-serierne ”2900 Happiness”, ”Lykke” og ”Jul i kommunen”, film som ”Offscreen” og ”Sorte kugler”, og på teatret med hovedroller i ”Closer” og ”Dirty Dancing”.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Rundt om Mathilde
Har du nogle yndlingsfilm?
”Tree of Life” og ”Opening Night”
Og yndlingsmusical?
Hvis det må være en filmmusical, så ”Moulin Rouge”.
Yndlingsbog?
Lige nu er det Aldous Huxleys ”Fagre nye verden”. Den tog fusen på mig. Lidt kedelig i starten, men det er en af de vildeste bøger, jeg har læst. Det er en klassiker – og det er der jo en grund til!
Yndlingsmusik?
Jeg er vokset op med både rock og klassisk, men jeg elsker elektronisk. Jeg holder f.eks. af The Knife, Laurie Anderson og Grimes
Yndlingsmad?
Det skal i hvert fald være dyrevenligt. Jeg har bl.a. set flere dokumentarfilm om, hvordan vi behandler dyr, og det kan jeg ikke stå inde for. Så jeg spiser helst ikke kød.
Yndlingsrestaurant?
Café N på Blågårdsgade har god vegetarmad, Osteria 16 … og kæresten og jeg skal på Tokyo snart, Københavns ældste japanske restaurant – noget med tofu!
Yndlingsferie – eller drømmeferien om du vil?
Jeg vil se hele verden! Jeg har ’the travel bug’. Men hvis jeg skal nævne et land, så Equador og med udflugt til Galapagos – husk at købe turen lokalt. Det er meget bedre.
Du skal spille med danske koryfæer – hvilke skuespillere i hele verden
ville du gerne spille sammen med?
Vi har lige talt om Dustin Hoffman – åh, bare en lille bitte scene med ham! Alle nævner Al Pacino, men Hoffmann er mindst lige så fantastisk som ham. Også gerne franske Marion Cotillard.
Hvad er din tøjstil?
Min stil har ændret sig en del, siden jeg var i 20’erne. I dag er det mest en sammensætning af skjorte, jeans og sneakers. Men jeg vil gerne have lækre ting. Jeg kan godt lide designeren Henrik Vibskov – han blander alvorligt og humoristisk, tænker stort og vildt. Det er fedt. Internationalt er der Alaxander Wang – han har sådan en lidt dyster 90’er minimalisme.
Har du en ting, du bare ikke vil skille dig af med?
En dag jeg kom hjem til mine forældre, havde min mor givet mit gamle sovedyr til hunden som legetøj – min Bamse Karma. Det var alligevel for meget, så nu står den på hylden hos mine forældre og samler støv – med streng besked om, at den ikke må røres, før der kommer børnebørn.
Hvad er din største styrke?
At jeg er god til at leve mig ind i andre mennesker.
Og svaghed?
Nogle gange ender min ydmyghed i at eskalere til dårlig selvtillid. Og jeg er utålmodig.
……………………………………………………………………………………………………………………………….
……………………………………………………………………………………………………………………………….
Mathildes jul
Mathilde står jo på scenen med ”Skærmydsler” midt i juletiden, så – hvad betyder julen for dig?
Julen er en temperamentsfyldt tid. Jeg raser over materialismen; hvem der køber den dyreste gave, hvem der laver den bedste mad? Jeg er rasende harm over det. Men samtidig kan jeg også finde ro, når jeg ser julen for det, jeg synes, den er. Det er den mørke tid, hvor vi tænder lys, samles, taler sammen og finder hinanden. Jeg kan blive helt rørstrømsk.
Det er 10 dages surhed, men til sidst bliver jeg sentimental, finder den gamle julepynt frem og så videre. I år bliver julen helt speciel, fordi min fætter er blevet far, og så samles vi alle om det hjemme hos mine forældre
And eller flæskesteg?
Det har vi ikke fundet ud af endnu. Sidste år var det and, hvor jeg havde aftalt med min mor, at det skulle være en fritgående and, der havde haft et ordentligt liv. Faktisk kan jeg godt lide kød, så jeg har haft svært ved at blive vegetar. Men så længe der er risalamande og brune kartofler går det.
Rør blot ikke ved – hvad SKAL der ske i julen?
At være hos min mor og far. Gennem hele min barndom gik min mor, når vi havde spist, ud med tallerknerne, mens vi børn slog mave (og nu hjælper vi til). Så gik min far ind og tændte lysene, og så kom vi ind og sang ”Børn og voksne i kærlig krans” (en overset og meget smuk sang) … og selvfølgelig ”Nu’ det jul”, hvor vi løber rundt i hele huset.
Den bedste julegave nogensinde?
Jeg har været heldig at have en familie, der er ret god til at give gaver. Men genistregen gjorde min far: Han pakkede nogle penge pænt ind, og så sagde han, at vi skulle gå på januarudsalg sammen: ’Så kan jeg se, hvad I køber’. På den måde fik jeg både en halskæde og en hyggelig dag.
Dit bedste juleminde?
Det er noget med min mormor. Vi var tæt på hinanden. Det var hyggeligt … og så var der hendes brune kartofler. Vi spillede Lennons ”War is over”, mens hun lavede mad. Det er indbegrebet af jul for mig.
……………………………………………………………………………………………………………………………….