Der er 208 gader og veje i Hellerup, og mange af dem har en overraskende historie og er opkaldt efter fortidens især mandlige kendisser i teaterverdenen og erhvervslivet. Med hjælp fra Lokalhistorisk Forening i Gentofte kommer vi med nogle eksempler.
Efter hustruens hjemby
Ved Eltham ligger på den sydlige del af Strandvejen på vandsiden. Eltham var et landsted opført i 1850´erne af den københavnsk skibsreder Carl Hansen, hvis hustru stammede fra den engelske by Eltham. I 1930´erne blev landstedet erstattet af et boligkompleks i datidens funkisstil med 115 lejligheder tegnet af arkitekterne Arthur Wittmach og Vilhelm Hvalsøe.
Sverige overtog Norge
Norgesmindevej går mod vest fra Strandvejen i det sydlige Hellerup. Vejen er navngivet i 1914 efter landstedet Norgesminde ud mod strandvejen. Ejendommen fra 1813 fik navnet af sin norskfødte bygherre, læderfabrikant Christopher Johnson Hedemark. Navnet henviste til Danmarks afståelse af Norge til Sverige ved freden i Kiel i 1814. København Kommune købte i 1899 Norgesminde til sociale formål. Stedet har blandt andet været optagelseshjem og børnehjem og senere kollektiv, før det blev revet ned i 1986 og erstattet med et moderne plejehjem.
Øregårds første bonde
Jacobsens Allé parallelt med Strandvejen over for Øregård Park har navn efter Øregårds første bonde Lars Jacobsen. Han levede i 1734-1834 og ejede gården i 34 år. Hambros Allé ved Strandvejen er navngivet efter bankmanden Joseph Hambro, der ejede Øregård 1832-43. Alleen ligger ”point de vue” til Øregård og havde oprindelig en dobbelt trærække. Vejen blev berømt med den nu otte år gamle roman ”Hambros Allé 7-9-13”.
Opkaldt efter gamle hytter
Wiehesvej ved Blidah Park blev i 1903 opkaldt efter skuespilleren Michael Rosing Wiehe, som døde i 1864 kun 44 år gammel efter en karriere som førsteelsker på danske teatre. Cottagevej ved Hartmannsvej har heddet sådan siden 1891 og har nok fået sit navn efter vejens ældste huse, der blev kaldt cottager (hytter i landlige omgivelser).
Et væld af grønne planter
Taffelbays Allé er opkaldt efter lystgården Taffelbays avlsgård ved jernbanen overfor Tranegårdsvej. Avlsgården gav også anledning til at bruge plantenavne i villakvarteret nord for Tranegårdsvej. Det er blandt andet Vingårds Allé, Vinrankevej, Valbirkvej, Bøgevej, Almevej, Kameliavej, Nerievej og Agavevej.
Hovedroller i Holbergspil
Gruts Allé langs Gersonsvej har fik navnet i 1903 efter Edmund Grut Hansen, som levede fra 1831-1907. Grut fik han fra sin mor, den engelskfødte Emma Eliza Grut. Stigårdsvej ved Maglemosevej har sit navn fra skuespilleren Henrik Lauritz Frederik Stigaard, som var en af samtidens kendte skuespillere. Phistersvej fra 1901 har også navn efter en skuespiller: Ludvig Phister, der tit spillede hovedroller i Holbergs skuespil. Stigårdsvej og Phistersvej er i øvrigt afkortet mod vest ved Maglegårdsskolen.
By i Cook County, Illinois
Evanstonevej, som er en sidevej til Strandvejen nord for Strandøre og syd for Tuborg Havn, har af ukendte årsager fået sit navn. Fakta er dog, at Evanstone er en by i Cook County i Illinois, ved Chicago. Ikke mange kvinder har fået veje og gader i Hellerup opkaldt efter sig. Nogen af dem er må have heddet Sofie og Fanny, for de har lagt navne til henholdsvis til Sofievej mellem Strandvejen og Hellerupvej og Fannys Allé mellem Bernstorffsvej og Hellerupvej. Men hvem de kvinder var står tilbage i det uvisse..
Andre specielle vejnavne i Hellerup: Helsebakken, Indelukket, På Højden, Vandrevej, Dagvej, Dæmringsvej, Fristedet..
Sidste år var det hygge og komfort, der fandt vej under danskernes juletræer. I år er hverdagen kommet tilbage, og det afspejler julegavetendenserne, lyder det fra Magasin. I 2021 er bøger, vintage, farver samt kvalitetsudstyr til køkkenet (og soveværelset…) et sikkert hit.
Endelig har danskerne fået en mere eller mindre normal hverdag tilbage, og det afspejler sig i årets julegaveønsker, hvis man spørger Magasin. Sidste år bar julegaverne nemlig præg af, at danskerne var mere hjemme end nogensinde og derfor ønskede sig alt fra lækre morgenkåber, lounge-wear og forførende sexlegetøjs-produkter.
”Årets gaveønsker vil uden tvivl afspejle en hverdag, der adskiller sig markant fra sidste år, hvor de fleste danskere prioriterede hygge og komfort i hjemmet samt i garderoben. Når det er sagt, er der nogle vaner, vi har taget med os fra coronatiden,” lyder det fra Esben Hougaard, der er Indkøbsdirektør hos Magasin.
Ifølge Esben Hougaard er der særligt tre tendenser, der vil præge ønskelisterne i 2021:
Kvalitetsprodukter til køkkenet (og soveværelset)
Selvom danskernes hverdag ikke længere er styret af corona, er der en række tendenser, som danskerne ikke har givet slip på. Hjemmearbejdet har præget vores krav og lyst til at have det lækkert derhjemme både i køkkenet – og i soveværelset.
”Vi har mærket en stigende interesse i kvalitetskaffemaskiner fra blandt andet mærkerne Sage og Jura, som er helt oplagte at skrive på ønskelisten,” siger Esben Hougaard der samtidig forklarer, at også kvalitetsknive, sodastream maskiner, eller lækkert bageudstyr står på manges ønskeseddel.
”Det er dog ikke kun i køkkenet danskerne ønsker kvalitet. Salget af kvalitets sexlejetøj holder ved fra sidste år og igen i år kan man i Magasin købe kvalitetsbevidst og lækkert sexlejetøj fra blandt andet Sinful og Satisfyer – så kan julen da kun blive endnu sjovere,” afslutter Esben Hougaard.
Personlige julegaver som bøger og vintage hitter
Er sexlejetøj lige friskt nok, er et sikkert hit at købe en mere personlig julegave, der fx viser særlig omtanke og kendskab til modtageren, eller som der kun findes én af.
”I år står gode bøger højt på mange danskeres ønskelister, og hos Magasin ser vi en stor fremgang i bogsalget, hvor sortimentet hele tiden opfriskes med de nyeste og mest spændende titler. En bog er en rigtig god julegave, da den afspejler, at man har brugt tid på at sætte sig ind i modtagerens interesser og smag,” siger Esben Hougaard og tilføjer:
”Der findes et hav af gode muligheder, når det kommer til personlige julegaver. Det kan også være alt lige fra en personlig gravering i smykker og trykte initialer på sengetøj til et unikt fund i en vintagebutik, der i den grad understreger, at der er tid og tanke bag gaven. Uanset om man har stiftet bekendtskab med vintageshopping eller endnu ikke har kastet sig ud i det, har vi i Magasin på Kgs. Nytorv netop åbnet vintagebutikken Time’s Up Vintage, hvor man med sikkerhed kan finde unikke vintagegaver med sjæl,”siger Esben Hougaard.
Farver og mønstre er tilbage
I 2020 var de fleste optaget af at bringe ro ind i hjemmet – og i garderoben, fordi det var her, vi danskere tilbragte det meste af vores tid. I år spår Magasin, at danskerne atter har fået øjnene op for alt, hvad der rører sig inden for farver, skæve kontraster samt glitter og glimmer.
”Danskerne har fået motivationen til at give den gas med farver og mønstre tilbage, og det afspejler sig i både moden og i boligindretningen. I boligen er det eksempelvis farverige vaser og fremtrædende kunstværker, der præger stilen,” siger Esben Hougaard og fortsætter:
”Sidste år oplevede vi, at danskerne i sagens natur ikke havde den store interesse i at erhverve sig festligt tøj og tilbehør som sko og tasker. Men i år kan vi se en øget efterspørgsel på især kjoler, stilletter og accessoires som farverige strømpebukser, der kan pifte outfittet op til de savnede fester og lige om lidt til julens fester. Derudover er alt, hvad der rimer på glimmer, et sikkert hit i år,” slutter Esben Hougaard.
Det vælter frem med julemarkeder i København og omegn – og på den svenske side – efter sidste års nedlukning. Flere holder åbent helt frem til jul og nogen endda lidt længere
Tivoli gør det igen
Ingen jul uden julemarked i Tivoli på Vesterbrogade, som er omdannet til overdådigt julemekka med et virvar af julelys med duft af klejner, honningkager og gløgg, og hvor der sælges julepynt og kunsthåndværk fra de mange boder. Julemarkedet inklusive kendte forlystelser og restauranter holder åbent frem til lige over nytår 2. januar med almindelig entrepris og åbningstider fra kl. 11-12 og til kl. 23 fredag-lørdag. www.tivoli.dk
Kød fra egne grise
Kogekoge, kogebogsforfatter m.m. Camilla Plum holder åben gårdbutik alle dage i december kl. 10-16. Hendes Fuglebjerggård ved Helsinge tilbyder en overdådig juleoplevelse med pynt, stemning, hjemmebag, æblegløgg og gårdens kendte flæskestegssandwich med kød fra egne grise. www.fuglebjerggaard.dk
Marked på pladsen
Højbro Plads med Absalon-statuen var en af hovedstadens første markedspladser, og den åbner med et julemarked oplyst af 280.000 julelys, juletræer og julehuse. Markedets udstillere sælger alt fra brændte mandler, risengrød til italienske specialiteter som Glühwein og karrypølser. Markedet holder åbent til 22. december mandag-onsdag kl. 11.19, torsdag kl. 11-20, fredag-lørdag kl. 11-21 og søndag kl. 12-19. www.julemarked.nu
Livligt på gården
Dyssegårdens juletræsplantage og gårdbutik ved Roskilde er rammen om julehygge, træfældning, juleindkøb og kontakt med dyr. Man fælder selv eller køber et nyfældet træ med hjem. Der er aktivitetsområder på gården som eksempelvis hestevognstur, ridning på æsler, snobrødsbagning og smagsprøver. Julekød som ænder, gæs og kalkun kan købes med hjem til juleaften. Åbningstider frem til 26. december er kl. 10-16 på hverdage, kl. 9-16 i weekends og kl. 10-17 på fredage. www.dyssegaarden.com
Mød afdød digter
C.Andersen julemarked ligger ikke i Odense men på Nytorv ved Strøget i København, hvor det åbent frem til 21. december. I julepyntede hytter bydes på julegaveideer som smykker, tasker, nisser og meget mere. Markedet byder også på en nostalgisk karrusel, karetkørsel og møde med den genopstandne digter. www.julemarked.cowww.visitcopenhagen.dk
Grå Hal åben påny
Siden 1970´erne er der blevet afholdt julemarkeder i Christianias Grå Hal på Refshalevej. Her kan man gå på opdagelse i hjemmelavede julelækkerier og kunsthåndværk. Her kan man finde en unik eksotisk julegave frem til 20. december alle dage kl. 10-20. www.oplevelser-i-koebenhavn.dkwww.travelmore.dk
Mange haver i ét
Birkegårdens Haver ved Ruds Vedby på Vestsjælland afholder julemarkeder i alle adventsweekender frem til 19. december. Stedets mange haver med søer på et stort, landligt areal er forvandlet til julehaver pyntet med tusindvis af funklende lys. I juleladen er der et udvalg af juleboder og en stor julebutik. Der er også børneaktiviteter og juletræ samt gratis slikposer. Entreprisen er 90 kr. men billigere for børn og seniorer. www.birkegaardens-haver.dk
Julemor på Bakken
Frem til 22. december skrues op for julehyggen i verdens ældste forlystelsespark. Der er placeret boder i Bakkens gader og stræder, der er pyntet med gran, lys og julepynt for at skabe en magisk stemning. Børnene kan møde julemor i parken og dele deres juleønsker med hende. Åbningstider er hver weekend frem til 19.december samt mandag-onsdag 20.-22. december. Bakken ligger som den plejer på Dyrehavevej 62 i Klampenborg. www.bakken.dk
Julen over Sundet
Frem til lillejuleaften er der klassiske udendørs julemarkeder i Malmø i området mellem Gustav Adolfs Torg og Södertull. Her vil man kunne købe kunsthåndværk, delikatesser og meget andet til under juletræet, imens stemningen i den julepyntede by nydes. I den gamle pittoreske bydel mødes man af lyskæder, karruseller, lyskæder, heste og nisser og alt det, der hører til et julemarked. Der er fri entre og underholdning på torvet. Varm chokolade, gløgg og julestemning kan nydes på Malmøs cafeer og restauranter. Åbningstider er kl. 11-19. www.happydays.nuwww.sydsverige.dk
November er auktionstid i urenes hjemby, Genève. Deres udsendte tog med til Phillips’ store auktion, hvor auktionarius Aurel Bacs gjorde rent bord med adskillige rekorder i et allerede legendarisk ‘White Glove Sale’.
“It’s the Michelangelo of modern watchmaking”, proklamerer auktionarius Aurel Bacs, da han præsenterer lot nr. 14. Og jeg kan da også mærke intensiteten stige i det tætpakkede telt, hvor auktionshuset Phillips afholder sin årlige Geneva Watch Auction. Lot nr. 14 er et one of a kind guldur håndbygget af mesterurmageren Philippe Dufour – hans første armbåndsur overhovedet (fra 1992), og verdens første, der har både ‘Grand & Petite Sonnerie’ (indbygget klokkeværk, der automatisk ringer for hver time og for hvert kvarter). Det er noget af en bedrift at klemme det ned i et armbåndsur, og interessen blandt samlere er stor. Uret er vurderet til 1-2 mio. schweizerfranc, altså 7-14 mio. kroner. Det lyder vildt, men nu begynder buddene at vælte ind – efter et startbud i kommission bliver der øjeblikkeligt budt 1.5 mio. fra en af telefonerne. Så bydes der online fra Singapore, USA, Hong Kong og flere andre steder. Salen vil også være med, flere telefoner blander sig og efter et par minutter er vi oppe på 2.6 mio. “Please speed up, or we could be here all day”, siger Aurel Bacs med et smil. Men jeg tror han mener det alvorligt. Flere bud tikker ind, 3.0 bliver til 3.2 mio. Aurel Bacs løfter hammeren og siger “Fair warning”, men så vender byderen fra Singapore tilbage: 3.5! “This is a gentleman bidder”, siger Aurel Bacs veltilfreds. Der grines forsigtigt i teltet. Men vi er ikke færdige, et modbud på 3.7 tikker ind. Men da telefonbuddet forhøjes til 3.9 mio. er vi ved at være der. Hammeren falder, og der klappes begejstret over hele linjen. En samler fra Hong Kong har fået sig et ur til ca. 30 mio. danske kroner …
Rekordauktion
Der er varmt i teltet, selvom det er en kølig novemberdag. Betegnelsen telt er måske også lidt misvisende, for det er et stort og luksuriøst ét af slagsen, som Phillips har bygget op på plænen foran det femstjernede Hotel La Reserve i udkanten af Genève. Vi er samlet et par hundrede mennesker til en af årets største urauktioner, og udover alle os fremmødte købere, pressefolk og nysgerrige, er der en hel stribe af Phillips-medarbejdere, der sidder klar ved skærme og telefoner for at tage imod bud fra hele verden. Fra min plads i teltet skæver jeg til mine sidemænds håndled. Der er et Richard Mille til højre for mig. Til venstre glimrer et Rolex Daytona i guld. Længere henne spotter jeg et A. Lange & Söhne.
I går var jeg også forbi teltet til gennemsyn og fik set nærmere på nogle af urene, bl.a. det Phillip Dufour-ur, der netop har fået ny ejermand. Det føltes lidt mærkeligt at sidde med så stor en værdi mellem fingrene, og jeg var ærligt talt nervøs for at tabe det, da jeg prøvede det på.
Auktionen løber over to dage, og da weekenden er ovre, står det da klart, at denne Phillips-auktion går over i historiebøgerne. Det er husets første ‘White Glove Sale’, hvilket betyder, at samtlige 248 udbudte ure blev solgt – til en samlet værdi af svimlende 68.2 mio. schweizerfranc (ca. 481 mio. danske kroner). Det må have været verdens mest kostbare telt, der stod dér på græsset i Genève.
1
Auktionarius Aurel Bacs slår hammeren ned og sikrer den største omsætning nogensinde for en urauktion: de 248 ure blev solgt for sammenlagt 481 mio. danske kroner.
2
Under mit besøg fik jeg prøvet at have et 30 mio. kr. dyrt ur på håndleddet – dagens højeste hammerslag blev dette Philippe Dufour Grande et Petite Sonnerie #1.
3
Dette sjældne Patek Philippe ref. 2499 gik for ca. 10.5 mio. kr.
4
Et britisk Roger Smith-ur løb op i ca. 4.6 mio. kr.
5
Der blev sat verdensrekord for Omega-ure med dette ref. 2915-1 ‘Tropical Broad Arrow’, der blev solgt for ca. 22 mio. kr.
Kogebogsforfatter og blogger Jane Faerber er aktuel med sin 10-årsjubilæumsbog ”De bedste fra Madbanditten”. Hendes blog Madbanditten har gennem de seneste mange år været et af de største og vigtigste steder, hvor kvinder og mænd i alle aldre har kunnet finde opskrifter på lækker mad med få kulhydrater og inspiration til en langtidsholdbar Low Carb-livsstil. Her deler Jane fem af sine yndlingssteder i Danmark og udlandet, der alle bærer præg af hendes kærlighed til kulinariske oplevelser og hendes evige længsel efter Paris
fotograf: Colombus Leth
Paris – byen, jeg aldrig er kommet rigtigt hjem fra
Det er lidt kliché-agtigt at føle kærlighed til Paris, men jeg boede der, fra jeg var 20 til 22, og nogle gange tænker jeg, at jeg har glemt en del af mit hjerte dernede. I hvert fald kan jeg få et sug af længsel efter at være der igen. For 4-5 år siden begyndte jeg at tage derned årligt i to uger. Bare mig alene i den store, smukke by. Så bruger jeg mine dage på at gå rundt i de små gader i Marais, hvor jeg boede i sin tid, eller tage ud og opdage nye steder. På min sidste tur gik jeg på opdagelse i Paris’ overdækkede passager og opdagede en hel verden af skjulte skatte derinde. Oplevelserne samler jeg i små guides på min blog, så mine læsere også kan opleve andet end Eiffeltårnet og Notre Dame, hvis de er så heldige at skulle en tur derned.
Værnedamsvej – lille Paris
foto: Le Gourmand
Når min pariserlængsel bliver for stærk, slår jeg turen forbi Værnedamsvej, som er Københavns svar på Rue Montorgueil. Rue Montorgueil er Paris’ foodie-gade over dem alle, og her finder du et væld af caféer og restauranter side om side med specialbutikker med mad som slagtere, grønthandlere, ostehandlere, chokoladebutikker, tehuse, osv. Gaden emmer af liv. Værnedamsvej har den samme stemning, og jeg suger den til mig, når jeg sidder udenfor på Falernum og drikker et glas vin eller handler franske oste hos Le Gourmand, inden turen går hjem over Valby bakke.
Restauranten, der overrasker: Alouette
fotograf Philip Høpner
En af de bedste restaurantoplevelser, jeg har haft i København de sidste par år, er på Alouette på Islands Brygge. Det er ikke hver dag, jeg begår mig på Michelinrestauranter, men Alouette har jeg besøgt to gange, og jeg planlægger at invitere mine to teenagere derhen også. Der er noget særligt ved at gå ind i en halvskummel baggård, blive ført op igennem en grafittimalet vareelevator til lyden af heavy metal fra baghusets øvelokaler og så opleve døren åbne sig op til denne her smukke (og lydisolerede) restaurant. Og maden er bare sublimt god.
En grøn oase i Sydhavnen – BaneGaarden
Om søndagen holder jeg af at slentre en tur ud til BaneGaarden, der ligger på grænsen af Vesterbro og Sydhavnen. BaneGaarden er en lille grøn oase bygget op om DSBs gamle lader, der tidligere er blevet brugt til opbevaring af materialer. Siden 50’erne har området ligget øde hen, og naturen har fået lov at gro, og nu har man så brugt området til at lave en lille økologisk landsby.
Her er madboder, restaurant og spisehus side om side med brombærkratte, gamle træer og hønsehuse – og så har Aarstiderne også en gårdbutik, hvilket er dejligt for os, der ikke bor i nærheden af Humlebæk.
Gastronomisk dannelsesrejse – I køkkenet med Karen Blixen
Den dygtige Signe Wulff, med hvem jeg deler både passion for Paris, mad og vin, har skrevet en fuldstændig fortryllende bog om Karen Blixens liv og kogekunst. Bogen er en kulinarisk rejse fra Blixens farm i Afrika videre til Paris og New York og tilbage til Rungstedlund. I bogen er der endda originalt gengivede opskrifter skrevet af Blixen, så man kan lære kunsten at lave en ægte consommé eller en god sauce moelle. Bogen skal helst nydes sammen med et glas let afkølet champagne – det siger forfatteren selv.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/12/billede-2_FFF-scaled.jpeg25601707Liselotte Nielsenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLiselotte Nielsen2021-12-10 09:23:372021-12-10 09:43:59Forfatteren fem favoritter med Jane Farber
En lækker pejs er smuk og funktionel i boligen, og vi giver dig en række gode råd fra en pejseekspert inden du anskaffer dig en pejseindsats til at holde varmen om vinteren.
Det er efterhånden blevet vinter, og vi danskere elsker at holde varmen fra en levende eller digital ild fra en af de efterhånden mange pejsetyper på markedet. Stort alle de nye pejse er smukt designet pejseindsatser, der med deres minimalistiske design passer perfekt til den moderne bolig. Der findes to former for pejseindsatse – indbygningspejsen, som kan sættes direkte ind i et hul eller i en eksisterende åben pejs, eller en opbygningspejs, hvor man bygger muren op omkring pejsen. Vi giver her nogle gode råd fra Yvan Teillet fra Philippejse, inden man køber sin nye pejs, hvad enten det er en almindelig pejseindsats, gaspejs, biopejs eller elpejs. Uanset hvilken udgave, man vælger, er det meget vigtigt, at man altid følger brugsanvisninger og installationsvejledninger!
Hvad er behovet Tænder du på en almindelig pejs, gaspejs, en ethanolpejs eller en elektriskpejs? Kært barn har mange navne, men disse pejse har forskellige fordele i din bolig. Spørgsmålet er, hvad pejsen skal kunne, og hvordan du betjener den. Her skal man, hvis man vælger en klassisk pejs, hvor der fyres med træ, bøvle med optænding, anskaffelse af træ og vedligeholdelse af pejsen. De nye pejse udnytter til gengæld brændet langt bedre end de gamle pejse. El-, bio- og gaspejse er nemmere at bruge. Gaspejsen kan for eksempel styres med en fjernbetjening eller app, og man skal ’blot’ sørge for at skifte gasflaske, når det er nødvendigt. I en biopejs skal man hælde det nødvendige brændstof på, og så ellers selv regulere pejsen.
Skal den være din primære eller sekundære varmekilde? Er din bolig dårligt isoleret, er en pejseløsning lige til højrebenet, mens valget af en pejs til en godt isoleret bolig mere handler om hygge og smukt design. For en stor en pejs i forhold til rummet kan være svær at fyre op i, da det kræver meget brænde for at fyre miljøvenligt og holde ruden ren. Så kend din boligs varme- og isoleringskapacitet, inden du køber.
Helst i centrum Langt de fleste vælger at få pejsen installeret i sin dagligstue, hvor der er god plads, og hvor den rent indretningsmæssigt ofte falder godt ind. Men i dag er køkkenalrummet ofte et mere populært opholdssted end stuen, og måske pejsen i stedet bør stå der? Det gælder om at se på, hvor man får den bedste varmeudnyttelse. En pejs bør så vidt muligt stå i centrum af boligen, så får man den bedste udnyttelse af varmen. ”Placeringen afhænger naturligvis af skorstenens placering. Derfor er skorstenens placering vigtig at tænke ind i arkitekturen på nybyggeri – med mindre man vælger en ethanolpejs, som ikke kræver skorsten og dermed kan placeres frit,” fortæller Yves Teillet.
Miljøhensyn Pejse (og meget højere grad brændeovne) er ikke altid i vælten, når det gælder miljøhensyn. Det er dog noget uretfærdigt, fortæller Yvan Teillet. ”Det er faktisk kun de ældre modeller, der forurener – og det er især brændeovnene, der er synderne. Pejse er slet ikke så slemme, og de nye modeller kan være rigtig fine, man skal dog huske at tage sine forholdsregler og sætte sig grundigt ind i, hvordan man anvender pejsen mest hensigtsmæssigt,” siger han. Går du efter et nyt og svanemærket produkt, er du sikker på, at det lever op til skrappe miljøkrav – især i forhold til partikelforurening og virkningsgrad.
Skal du have hjælptil installation af pejsen? Du må gerne selv montere din almindelige pejs, så længe du overholder de gældende lovkrav om sikkerhedsafstand til brændbart materiale m.m. Når pejsen og skorstenen er monteret, skal den kontrolleres af en skorstensfejer, før den må tages i brug. Der medfølger en manual og opsætningsvejledning til den aktuelle model. En gaspejs må man ikke selv montere, her skal der en certificeret VVS- installatør til. Det kræver ingen installation at have en biopejs i sin bolig, da biopejse kræver ingen tilslutning overhovedet, heller ikke til skorsten eller anden aftræk. Elpejsen kræver kun strøm, så den kan man også selv installere.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/11/Summum-190-C-HR-scaled.jpg15582560Lars Graabekhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLars Graabek2021-11-29 14:12:322021-11-29 15:38:12Gode råd inden du køber en pejs
I dag sælges mere end ni ud af ti togbilletter elektronisk, hvilket har gjort de gamle billetsalg på stationerne overflødige. Der er billetsalg på de største strategisk placerede stationer i blandt andet København og Århus. Desuden sælges billetter fra de 7Eleven-kiosker, som drives på franchise-basis på flere stationer, dog ikke længere Charlottenlund.
Mens flere engang så livlige stationer står tomme rundt om i landet, har DSB succes med at udleje tomme lokaler på Kystbanestrækningen, hvor der ikke længere er brug for billetsalg. Charlottenlund Station er en af dem, og her er både kontorer, bager, kulturhus og snart også is- og blomsterbutik til afløsning for en cykelhandler
En øde og forladt station skaber utryghed. Derfor har DSB for år tilbage, da køb af billetter og togkort online blev det normale, valgt at leje tomme lokaler i stationsbygninger ud til erhverv. Sådan er det også sket med succes på Charlottenlund Station lige som 10 andre stationer på Kystbanens strækning, hvor der hvert år færdes 10 millioner rejsende. Snart afløses en mangeårig cykelhandel på stationen med en is- og blomsterbutik. Den åbner sandsynligvis til foråret efter en renovering af lokalerne. På den anden side af perronen er en pavillon, hvor ”verdens mindste forsamlingshus” med et kulturelt oplevelsesrum er ved at blive sat i stand og allerede har haft åbningsevent med deltagelse af borgere og borgmester. I den nu fuldt udlejede station findes i forvejen kontorfællesskabet Voxeværket, den lokale AOF-afdeling, hvor der før var en 7Eleven-kiosk, og i stationens gamle pakhus findes en bager med udendørs servering om sommeren.
DSB lejer sine stationer over hele landet ud på markedsvilkår og lægger vægt på, at lokalerne ikke står tomme og uopvarmede hen med senere ekstra vedligeholdelse som resultat. Når lokalerne først er lejet ud, kommer der liv og lys. Og sådan er det på mange af landets 300 DSB-stationer, som indeholder cafeer, take away, kiosker, gallerier, liberalt erhverv og sågar en psykologpraksis på overetagen af Holstebro station. Det sker også, at DSB skiller sig af med stationsbygninger til boliger eller andet formål som det for nylig med salget af en landlig stationsbygning i Gelsted på Vestfyn. Da DSB i 2015 startede projektet med udlejning, bar der 60 tomme eller halvtomme stationer. Siden er de fleste, som primært ligger uden for Københavnsområdet, lejet ud.
Jernbane i rivende udvikling
Charlottenlund Station på Kystbanen, som tidligere blev kaldt Klampenborg-banen, blev taget i brug ved banens indvielse i 1863. Den oprindelige station lå som den nuværende ved sporenes vestside og var tegnet af V.C.H. Wolf, der stod bag de øvrige stationer mellem Hellerup og Klampenborg. Jernbanen var med til at udvikle området med landliggere og siden fastboere, som pendlede til arbejde i København. Ved anlæggelsen af banens andet hovedspor blev stationen i 1876 udvidet med fire fag mod syd til godsekspedition, dragerbolig og detention til højrøstede(!) udflugtsrejsende. På banens østside blev opført billetkontor og et langt halvtag langs perronen. Som led i anlæggelsen af Kystbanen videre mod nord blev stationsbygningen revet ned i 1897 og den nuværende opført. Den er tegnet af Thomas Arboe og stod færdig to år senere.
Charlottenlund var omkring århundredeskiftet en udpræget villaby med mange udflugtsrejsende fra hovedstaden til skov, strand og beværtninger. Da var salget af billetter fra stationen 656.000 billetter. I 1915-16 blev anlagt en fodgængertunnel mellem østre og vestre stationsforplads til afløsning for en farlig overgang ved den tiltagende jernbanetrafik. Nedgangene lå i to trappehuse tegnet af den legendariske DSB-arkitekt Heinrich Wenck. De blev senere fjernet i forbindelse med stationens videre udvikling blandt andet med en forlænget perrontunnel og opførelse af en ottekantet pavillon med ventesal, billetsalg og rejsegodsekspedition. I 1922-23 blev jernbaneoverskæringen erstattet af den viadukt, der fører Jægersborg Allé over banen.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/11/charlottenlund-kontor-22.jpg13602040Mette Andersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMette Andersen2021-11-26 09:06:272021-11-26 14:18:47En station med liv skaber tryghed
Urverdenen og bilverdenen har været tæt knyttet i mere end 100 år. Her får du tre seværdige partnerskaber.
Lewis Hamilton & IWC
Vi kender bedst Lewis Hamilton, når han sidder klemt nede i sin Mercedes Formel 1 racerbil, og der kan det være svært at se, hvad briten har om håndleddet. Den syvdobbelte verdensmester er vant til at nå tophastigheder omkring de 330 km/t, og derfor er det vel meget rimeligt, at han rent faktisk sværger til IWC’s piloture – for han er jo på det nærmeste flyvende. Lewis Hamilton har været ambassadør for det Schaffhausen-baserede mærke siden 2013 og står i år i spidsen for den nye kampagne for IWC’s ikoniske Big Pilot’s Watch-kollektion. Big Pilot’s Watch har siden starten i 2002 levet op til sit navn og været en stor klokke at bære rundt på med sine 46 mm, men i år har IWC skaleret den ned til 43 mm, hvilket gør det lettere at bære for alle os uden kæmpestore håndled.
IWC Big Pilot’s Watch 43 mm (ref. 329301). Pris 69.100 kr.
Chopard & verdens smukkeste racerløb
Klassiske racerbiler og eksklusive ure går op i en højere enhed i det, der med rette betegnes som ‘verdens smukkeste racerløb’, det italienske Mille Miglia. Det er et løb for sportsvogne fra perioden 1927-1957, hvor det oprindelige Mille Miglia blev kørt – som et ‘rigtigt’ racerløb. Nu til dags er det en mere afslappet affære for livsnydere og bilentusiaster, der tilbagelægger den 1628 km lange rute fra Brescia til Rom og tilbage igen hen over flere dage. Urmærket Chopard har i mere end 30 år været fast samarbejdspartner og skaber hvert år en ny limiteret model i deres sporty Mille Miglia-kollektion. Dette år er en elegant grå model i stål (1.000 stk.) eller stål og rosaguld (250 stk.).
Chopard Mille Miglia 2021 Race Edition Steel. Pris 7.610 CHF (ca. 53.000 kr.).
TAG Heuer & Porsche
Både TAG Heuer og Porsche blev skabt af visionære entreprenører, der forsøgte at skubbe til grænserne for teknologien, men af én eller anden grund har de to mærker ikke officielt arbejdet tæt sammen – før nu. Resultatet er bl.a. et samarbejde om TAG Heuer Porsche Formula E Team – elbilernes svar på Formel 1. Og så er det også blevet til en ny version af TAG Heuers Carrera, som er et vaskeægte racerbilsur med kronograf, tachymeter-skala og minuttal ved indekserne i stedet for timetal. Carrera-kollektionen blev skabt af Jack Heuer i 1963, hvor han som passioneret racerkører blev inspireret af et af de vildeste udholdenhedsløb, nemlig Carrera Panamericana Mexico Road Race, der forløb på de uforudsigelige landeveje tværs over Mexico. Sjovt nok blev Porsche også inspireret af selvsamme racerløb, hvilket ses i deres Carrera-modeller. Det nye ur måler 44 mm, og skiven har et look og en tekstur, der leder tankerne hen på racerbanernes asfalt. Porsche-navnet har fået plads på den keramiske krans. Under motorhjelmen ligger et kaliber Heuer 02 med 80 timers gangreserve.
TAG Heuer Carrera Porsche Chronograph (ref. CBN2A1F.FC6492). Pris 46.400 kr.
Kun 60% af alt produceret tøj i modeindustrien blev solgt til fuld pris før pandemien. De mange modebrands kæmpede for at lancere nye kollektioner, og det resulterede i overfyldte lagre og udsalg efter udsalg for at rydde ud i tøjet, så der kunne komme plads til nyt. Det resulterede samtidig i tabte indtægter, og endnu værre gik det, da Covid-19 ramte, og lagerbeholdningerne blev endnu større. Fra starten af 2020 og et år frem faldt omsætningen med næsten en tredjedel for de fleste modevirksomheder og nu, hvor pandemien er mere under kontrol, har forbrugeren taget ”less is more”-mindsettet til sig. Det betyder, at modebranchen for alvor skal omstille sig – og dét hurtigere, end de havde regnet med.
Hvordan skal branchen ændre sig
I en undersøgelse som McKinsey har foretaget under Covid-19, siger cirka 65 procent af forbrugerne, at de i fremtiden vil have mere fokus på langtidsholdbare produkter af høj kvalitet, og at nyhedsværdien er mindre vigtig i den sammenhæng.
Overproduktionen i modebranchen er ikke kun et økonomisk problem, men i høj grad et miljømæssigt spørgsmål. De mange tons overskydende tøj, som bliver kasseret hvert år, ender i store containere, hvor det blot venter på at blive destrueret. Samtidig koster det rigtigt meget på miljøregningen at producere nyt igen og igen.
Det store spørgsmål er, hvordan det kan undgås i fremtiden? Hvordan modeindustrien undgår overproduktion i fremtiden og hvordan de imødekommer den nye, mere bevidste forbrugers krav. Ifølge McKinseys rapport ”The State of Fashion 2021” skal modebranchen prioritere tre forskellige ændringer:
Omstille sig til en mere efterspørgselsstyret model
Reducere deres sortiment
Justere pris til volumen
Made to order
Flere og flere brands er allerede begyndt at basere deres produktion på brugerundersøgelser omkring, hvad forbrugeren ønsker. Andre baserer deres produktion på flere såkaldte ”made to order”-varer, der kun produceres på bestilling.
Det er en helt anderledes og ny tankegang, end den, der har været i mange år, og det kræver en kæmpe omstilling af hele branchen. For hvordan holder man gang i modehjulene og modens evige fornyelse på den måde? Flere store luksusmodehuse – heriblandt Gucci – har taget konsekvensen og lancerer nu kun to store kollektioner om året i stedet for de fem, de har lanceret årligt de seneste mange år. Samtidig ser vi hen mod flere sæsonløse kollektioner, der ikke er nyhedsbaserede og færre udsalg.
Under Covid-19 solgte flere brands ud af deres lager i stedet for at kassere det. Hos danske Ganni kunne man for eksempel købe tidligere kollektioner med rabat. Samtidig skyder nye designere op, som eksempelvis franske Marine Serre, der skaber sine designs udelukkende ud af kasserede varer fra andre mode- og interiørbrands.
Modeindustrien er i opbrud, og det bliver spændende at følge udviklingen de næste mange år mod en mere bæredygtig fremtid uden overproduktion og et miljøvenligt fokus.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/11/pexels-rodnae-productions-5698851-1.jpg12001800Christina Faaborghttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngChristina Faaborg2021-11-22 10:31:452021-11-22 13:39:26Overproduktion er en af de største problemer i modeindustrien
Jussi Adler-Olsen er aktuel med ’Natrium Chlorid’ – den niende og næstsidste bog i serien om Afdeling Q. Forfatterens bøger om efterforskeren Carl Mørck og hans to medhjælpere Assad og Rose udkommer over hele kloden og har solgt i mere end 27 millioner eksemplarer, hvilket gør Jussi Adler-Olsen til den mest solgte nulevende danske forfatter. I hans nyeste krimithriller udlægges adskillige markante personers dødsfald som ulykker eller selvmord, men da Afdeling Q dykker ned i dem, peger et ufatteligt mønster på noget langt mere voldsomt. Alt tyder på, at endnu et udvalgt menneske snart skal dø. Jussi Adler-Olsen deler her fem nære ting i hans liv, han holder særligt meget af. Allervigtigst for ham er hans hustru Hanne og deres villa i Hørsholm føles kun som et rigtigt hjem, når de er der sammen.
Fotokredit Bjarke Johansen
Kunst
Jeg har behov for at have kunst omkring mig og meget gerne farverigt, da indtrykkene skaber energi og glæde. Jeg elsker at se på et kunstværk og fordybe mig i det og opdage nye lag i mig selv. Min hustru og jeg går meget på kunstudstillinger, og vi er så heldige, at vi har råd til at købe lidt ind imellem. Det betyder, at vi efterhånden har svært ved at finde vægplads, men det er et dejligt problem at have.
En familie
For mig er mit hjem ensbetydende med, at min hustru Hanne er der. De få gange, hvor hun er væk et par dage og efterlader mig helt alene, er det simpelthen ikke det samme. Jo, jeg nyder at flyde på sofaen og se tv, men hun mangler. Det sker heldigvis ikke så tit. Og nu, hvor jeg er flyttet til Hørsholm, er jeg så heldig, at min søn og hans lille familie er nær. Jeg ved intet bedre, end når mit lille barnebarn styrer hen imod mig og vil have et kram og vil vise mig et eller andet. At få lov til at opleve den nærhed er den største gave, man kan få.
Mit hjem
Jeg har boet mange steder i mit liv, men fælles for dem alle er, at jeg altid har glædet mig til at komme hjem. Når jeg har set efter ny bolig, har jeg altid haft i tankerne, at det skal være et sted, jeg skal glæde mig til at komme til. Jeg vil gerne igennem et rart område på vejen hjem, og så vil jeg altid gerne glæde mig til at åbne døren og vide, at nu er jeg hjemme. Nogle gange har jeg boet i en lejlighed i byen, og så har jeg nydt det liv, der er omkring mig og de mennesker, der var i gadelivet. Jeg elsker at have mennesker omkring mig. For nylig er jeg flyttet til Hørsholm på en villavej. Der er ikke så meget liv som i Valby, som jeg flyttede fra, men der er smukt, og så er der ikke langt til skoven, til Hørsholm Hovedgade og havnene ved Øresund, der har en helt særlig atmosfære.
Fotokredit Rasmus Schou
Venner
Mit behov for at have liv omkring mig betyder, at vi elsker at have venner på besøg. Med mit arbejde er det indimellem lidt svært at planlægge, men heldigvis kender vi mange, der gerne kommer med kort varsel. Vi er eksperter i lynindkøb og at lære take-away stederne i vores nabolag at kende, og så er det nemt at være impulsiv, når der pludselig dukker nogen op til middag. Men jeg står gerne i køkkenet og laver bøf Stroganoff, boller i karry, kærnemælksæbleskiver eller pandekager. Det er faktisk fire af mine ret mange favoritretter.
Yndlingssteder
Rørvig har et særligt sted i vores hjerte. Det er et frirum, vi kan tage til nårsomhelst. Vi nyder vandet, ligegyldigt hvilken årstid eller hvilket tidspunkt på døgnet, så er der smukt at gå langs stien mellem Rørvig by og Rørvig havneby. Er man så heldig, at slagteren i Rørvig har åben, kan man jo altid klemme en lun delle ned. Og med god samvittighed, hvis man har taget turen på gåben. Barcelona er vores hjem langt væk fra hjemmet, og vi elsker at komme dertil. Især i de mørke måneder, hvor man i Danmark går inden døre for ikke at fryse, tager vi gerne derned for at arbejde, og for at nyde de lange lyse dage, der ofte er ganske lune.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/11/billede-3_jussi-scaled.jpg17082560Liselotte Nielsenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLiselotte Nielsen2021-11-12 10:31:432021-11-12 12:11:51Forfatterens favoritter med Jussi Adler-Olsen
Josephine Park har tilbragt et par måneder i en æbleplantage på Fyn under optagelserne til ”Venuseffekten”, så hun er en smule pinligt berørt over, at hun ikke kan huske, hvilken æblesort det var. Til gengæld er hun glad for, at filmen handler om kærlighed mellem to kvinder, uden at det bliver gjort til en problemfilm af den grund. Som i enhver anden kærlighedsfilm opstår der forviklinger. Men det kan faktisk også være ret sjovt.
– Jeg holder meget af, at ”Venuseffekten” er en helt almindelig kærlighedsfilm, hvor det ikke bliver problematiseret, at kærligheden udspiller sig mellem to kvinder, Liv (Johanne Milland, red) og Andrea (Josephine, red.). Det kunne lige så godt have handlet om et heteroseksuelt par, siger Josephine Park.
– Det er ikke en historie, vi før har set i dansk film.
Som det hører sig til i en kærlighedsfilm, er det modsætninger, der mødes, og de problemer, som det giver, er dramaets brændstof. Og anledning til en del komik.
Kernefamilie og vennefamilie
– Selvfølgelig bliver vi alle påvirket af vores opvækst. Liv og Andrea er meget forskellige. Liv er vokset op i en kernefamilieidyl, og det præger hendes billede af, hvordan kærligheden ser ud. Andrea har mere en ”vennefamilie”. Det svære er, når vores kærlighed ikke ser ud som det billede, vi er vokset op med.
– Andreas omgangskreds af kvinder – det er hendes familie. Du kan se det som ekstrovert, men det er også en umiddelbarhed. En livsstil, som hun elsker. Til gengæld har hun lidt et blind spot for, at Liv ikke har det på samme måde. Ingen af dem har ret. Det er bare to forskellige liv, som de prøver at forene. Og det er meget mere det, det handler om i ”Venuseffekten”, end at det er to kvinder.
I filmen er Livs bror (også) homoseksuel, så en pointe er, at Liv måske føler en forventning om, at hun skal levere familiens børnebørn. Det er selvfølgelig ikke teknisk noget problem, som det også vises i filmen, og som Josephine Park selv demonstrerer. Hun er mor til Nelson på snart fire – og har Kirstine Høgsbros 17-årige som bonussøn.
Og Josephines egne forældre får i den grad lov til at være bedsteforældre:
– Min søn kommer tit hos min mor, fordi vi arbejder så meget, som vi gør. Jeg føler, at de er bedste venner. Han har også fået et stærkt forhold til min far. Der er et andet forhold mellem børn og bedsteforældre, der er nærmest en magi over det. Mine forældre føler i hvert fald ikke, at de behøver opdrage. Når Nelson er hos min mor eller far, så er det deres verden. Og forleden, da jeg ville blive lidt og hygge efter at have afleveret min søn, kiggede han på mig på den der måde: ”du skal ikke være her? Jeg vil have mormor for mig selv”. Alle andre steder vil han gerne have jeg er der, eller min kone er der, men her …
At finde den rigtige
I ”Venuseffekten” viser det sig, at familieidyllen på Fyn heller ikke er så let at opretholde – børnebørn eller ej. Men mange går jo og bøvler med kærligheden. Om det nu er at få parforholdet til at fungere eller overhovedet at finde kærligheden. Josephine selv er gift på syvende år, men det er så også det længste forhold, hun har været i.
– Det er svært at finde nogen, som man tænker, er ”den rigtige”. At finde en at dele livet med, en som kan rumme en, og som man selv kan rumme? Det er et stykke arbejde, man gør.
– Der er en brug-og-smid-væk-kultur, også hvad parforhold angår. Mit ægteskab er faktisk mit længste forhold. Det er spændende at være i. Og jo, nogle gange får man nogle kriser, men så kommer man over dem og opdager, at der måske endda er mere kærlighed på den anden side.
– Det med kærligheden, det er svært for alle. Jeg kender ikke nogen – jo, jeg kender par, der har det godt – men ikke nogen, der synes, det er vildt nemt. Slet ikke nogen, der hele tiden har haft det nemt.
At åbne verden for hinanden
– Der alle mulige hverdagsskænderier, man kan have. For mig er det vigtigt at have samme livssyn – at der stadig kan være samtaler til klokken tre om natten. Det kan der for Kirstine og mig.
– Men der, hvor man begynder at gøre verden mindre for hinanden, må man overveje, om det er rigtigt at være i et forhold. Når et forhold er godt, så åbner man verden for hinanden. Det er måske en utopi at gøre hele tiden. Men når parforholdet gør rummene mindre, så må man i hvert fald overveje, om man kan begynde at åbne dem igen.
Det hjælper muligvis, at parterne har forståelse for hinandens arbejde. For Josephine Park betyder det, at hun er blevet utrolig god til at lukke ned for den permanente forstyrrelse, som mails, beskeder og sociale medier udgør i hverdagen.
– I optageperioder får jeg forsømt nogle mennesker. Så samler jeg stumperne op bagefter. Heldigvis har jeg gode venner og en forstående familie.
Den brudte familie
Nogle gange holder det bare ikke. Forholdet ender i skilsmisse, og det kan ikke mindst være hårdt for børnene. Så er det de voksnes ansvar, at få det til at fungere. Josephine selv kan ikke huske sine forældre som andet end skilt fra hinanden, men husker det ikke som problematisk:
– Mine forældre blev skilt, da jeg var to. Dengang gav de udtryk for at være gode venner – og det er de i hvert fald nu – selv om der nok var flere følelser i klemme dengang. Men det var ikke noget, jeg mærkede. Det har de været gode til.
– Selv er jeg havnet i det, fordi min kone har et barn fra tidligere forhold. Vi tager vi i sommerhus alle sammen – det er uproblematisk. Det kræver, at der er nogle voksne, der er klar til at gøre sig umage for at det fungerer. Min far og mor kan i dag sidde og få grineflip sammen, så de ja – de har været dygtige. Og sikkert også gjort sig hamrende umage dengang.
De fleste forbinder nok Josephine Park med hendes rolle i ”Doggystyle”, der har indbragt hende en Robert både for første og anden sæson (og så må vi se om den kommende tredje sæson er lykkens gang), men hun fik allerede sin tv-debut i ”Arvingerne”, mens hun stadig gik på teaterskolen i Århus.
– Jeg syntes, jeg var meget heldig, husker Josephine. – Det var jo en god serie, og jeg blev taget ekstremt godt imod. Jeg gik jo stadig på skole, da jeg fik rollen. Jeg havde aldrig lavet noget film før, men jeg følte mig passet sindssygt godt på af de garvede spillere. De tog mig lidt i hånden, så det blev en god oplevelse.
Anerkendelse og berømmelse
Siden kom en masse teaterroller. Josephine har også en Talent Reumert i bagagen.
– Det ville være løgn at sige, at det ikke betyder noget at få anerkendelse. At nogen sætter pris på en. Men jeg glemmer det tre sekunder efter, fordi jeg står i nyt projekt, og Gud nej, kan jeg overhovedet finde ud af noget? Sådan får jeg det hver gang – kan jeg nu finde ud af det? Opdager de nu, at jeg ingenting kan? Det er sådan noget helt selvoptaget noget. Så svaret er, at priser betyder meget, og de betyder lidt på samme tid.
Josephine er nu sluppet ret godt fra det og har haft travlt foran kameraet i de seneste år, så vi får set en del mere til hende i den kommende tid.
– Jeg synes, det er vildt sjovt at optage i udlandet. Noget af ”Natten har øjne” optog vi i London og det meste af filmen er på engelsk. Det er megasjovt at kunne arbejde alle mulige steder. Det gad jeg godt mere af, men jeg har ikke drøm om at flytte til L.A.
Egentlig var det nu teatret, der greb Josephine, da hun kun var 15 år. Hun blev introduceret til det gennem sin fars kæreste og var solgt med det samme.
– Det er lidt ligesom at læse bøger, siger hun. – Min mor var hurtig til at insistere på, at det skulle jeg. Jeg er taknemmelig for at have fået det univers at træde ind i. Jeg elsker at læse gode romaner. Det skal man lære.
Det klassiske drama
– På samme måde med teater. Man skal lære at lade sig rive med af det. Film og tv lettere at lade sig rive med af – hjulpet af nærbilleder, musik og effekter. Med teater skal man gøre sig lidt mere umage. Men det er fantastisk at gå i teatret, især oven på pandemien. Jeg var med i ”Kirsebærhaven”, der blev lukket ned efter halvanden uge – og vi tænkte, ”jamen, vi ses igen om en uge”. Hvad vi ikke gjorde. Så igen at se noget live – sammen med andre mennesker – det er magisk.
Og efter to år udelukkende med film- og tv-arbejde står Josephine Park igen på scenen til marts, hvor hun skal spille ”Elektra” på Odense Teater.
– Jeg har længe haft lyst til at lave noget rigtig tungt: Shakespeare eller en græsk tragedie – det har jeg faktisk ikke prøvet. Og apropos rum, der åbner sig. Hver gang man prøver noget nyt, åbner man rum i sig selv. Nu har jeg fået åbnet noget i filmafdelingen. Så er det dejligt at holde i det udtryk, man bruger på teatret. Det vil jeg ikke være foruden.
Rundt om Josephine
Hvad er dit yndlingsæble?
Jeg ville elske at kunne det med æblesorter – især efter ”Venuseffekten” – men jeg er dårlig til alt med sorter af ting. Men i øvrigt kan jeg godt lide æbler.
Er der en ret, som du er særlig godt til at lave?
Jeg er ikke god til at lave mad. Det er lidt tosset, for jeg elsker at have gæster. Derfor ender det med at jeg køber dyrt ind af vin og snacks – en kæmpe salat og nogle lækre ting, man kan hapse af – fordi jeg ikke kan lave gæstemad. Eller min kone laver mad. Sjovt nok elsker jeg selv mad, så det er et underudviklet område. Jeg er uopfindsom og det med at følge en opskrift går ikke, for så kan jeg jo ikke have musik i ørerne samtidig.
Din yndlingsserie?
Lige nu er det ting som ”White Lotus” på HBO, og jeg er vild med ”Mare of Easttown”. For nylig har jeg også genset ”Sopranos” og ”Fleabag”
Dit første kys?
Det må være Emil fra parallelklassen … måske det var til en klubfest.
Hvilken skuespiller kunne du godt drømme om at spille sammen med?
Det skifter med, hvad jeg ser. Jeg bliver draget af universet i en serie, så det skifter.
Hvilken klassisk rolle ville du gerne gøre til din?
Jeg glæder mig til at spille ”Elektra”, men der er også mange Shakespeare-roller. Julie er måske lidt passé nu, men derudover noget, uanset hvad. Det er et guddommeligt sprog, mage til poesi finder man ikke. Men klart bedst på engelsk.
Hvis ikke skuespiller – hvad kunne du så drømme om?
Det ved jeg vitterligt ikke! Jeg var hooked på skuespillet som 15-årig … men måske noget før det. I mine meget unge år måske sygeplejerske. Det var mine mostre, og jeg syntes, de var seje.
Verden åbner igen: hvor kunne du drømme dig hen på ferie?
Et eller andet varmt sted – Kenya har jeg gået og tænkt på. Eller måske en efterårstur til Italien og gå rundt og nyde Firenze i det der støvede efterårslys.
Den tid på året: din bedste og værste jul?
Jeg synes alle mine juleaftener som barn var det bedste. Vi holdt den i mine bedsteforældres hus i Charlottenlund, og alle mine fætre og kusiner var der også. Den værste jul må helt klart være den, efter min søster døde. Men generelt har jeg gode juleminder. Til gengæld kan jeg få helt ondt i maven over folk, som ikke har en god jul. Det kan gøre mig lidt melankolsk.
Sidste år var det første år, hvor Nelson egentlig forstod, hvad det gik ud på. Nu er han 4 år, og så bliver julen for ham.
Og den klassiske: and, flæskesteg eller?
Vi får det hele; flæskesteg, and og nogle gange kalkun. Jeg holder af både and og flæskesteg – og det er vel at mærke ikke mig der laver maden. Det er mine fætre, der har overtaget tjansen, og de beder mig rent ud sagt lade være med at hjælpe.
Venuseffekten
25-årige Liv lever et ganske konventionelt liv i provinsen. Hun arbejder på forældrenes gartneri og er netop flyttet i egen lejlighed for i det mindste at få lidt afstand til sin mor og noget, der ligner optakten til et borgerligt ægteskab med kæresten. Og så er det, hun møder Andrea, der holder en lille pause fra sin stressende københavnerhverdag i en campingvogn midt i onklens æbleplantage. Andrea er lesbisk og finder ikke noget unaturligt i at blive tiltrukket af en anden kvinde, men Liv er uforberedt på følelserne og det eventyr, som nu venter. For det første kys er blot starten på en lang række udfordringer for Liv og Andrea.
Anne Emma Haudal, der også står bag ”Doggystyle”, fortsætter sin udforskning af kærlighedens vildveje i ”Venuseffekten”, hvor hun både har skrevet manuskript og instrueret. Johanne Milland (der rent faktisk er fra Fyn) spiller Liv og Josephine Park (der er ærkekøbenhavner og opvokset i København K og på Østerbro) Andrea. Som Livs forældre ses Sofie Gråbøl og Lars Mikkelsen.
Josephine Park
Josephine Park ankom med et brag i danskernes bevidsthed som Isa i 2. sæson af ”Arvingerne”. Siden har hun gjort sig bemærket på teatret og bl.a. i to sæsoner af den roste tv-serie ”Doggystyle”.
Josephine er gift med dramatikeren Kirstine Høgsbro, og sammen har de sønnen Nelson.
Under Geneva Watch Days sørgede Breitling for et storstilet show, da deres nye, farverige og motorsportsinspirerede Top Time kronografer blev lanceret.
“Hvor skal vi hen?”, spørger jeg Fredrik, der er Breitlings mand i Skandinavien. Det er tirsdag den 31. august og vi er godt i gang med Geneva Watch Days, årets eneste store urmesse. Sammen med den samlede ur-verdenspresse er jeg inviteret til en pressekonference i Breitlings store Flagship Store ved søbredden i urenes hjemby nummer 1, Geneve. Men virvaret foran butikken og en håndfuld turistbusser med motoren i tomgang tyder på, at der er noget i gære. “Jah, vi måste bare köra i 10 minuter”, siger Fredrik med et skævt smil og stikker mig et armbånd, der giver adgang til bussen og senere eventet.
Klar til ræs
Ingen lader til at vide noget, heller ikke minde norske og svenske kolleger. Bussen snegler sig afsted i Geneves tætte trafik, men efter en halv times tid når vi ud til Palexpo, byens store kongrescenter ved lufthavnen. Det ville have taget 6 minutter med det effektive schweiziske regionaltog, men hey, sådan transporterer man jo ikke sine gæster.
Inde i en gigantisk og halvmørk lagerhal er der linet op som til et stort modeshow, hvor catwalken består af brede stykker med betongulv omkranset af bildæk og lysinstallationer. På scenebygningen er en DJ-stand og en storskærm klar til action. Det lader til at Breitling har taget fusen på os, og stemningen er spændt.
Da alle er på plads, slukker lyset og hallen fyldes af lyden af brølende motorer og hvinende dæk. Ind gennem scenen kører først en klassisk, blå Shelby Cobra, dernæst en knaldrød Corvette ‘Sting Ray’ og til sidst en grøn Ford Mustang – alle fra den gyldne æra i 1960erne, hvor amerikanske sportsvogne var vilde fuldblodsracere.
Ny generation af Top Time kronograferne
Efter et par paraderunder og fuld udblæsning fra DJ’en parkerer bilerne foran os, og Breitlings CEO Georges Kern træder ind i rampelyset og fortæller om de nye udgaver af Breitlings Top Time-kollektion, der er direkte inspireret af disse smukke biler.
Efterfølgende er der en lille paneldiskussion, og så bliver der linet op med food trucks og cocktailbar samt masser af muligheder for at skyde billeder af både biler og ure. Jeg fanger Georges Kern og spørger ham, hvad det betyder for ham at kunne give sådan et show efter en lang corona-pause. “Vi har 3-4 lanceringer i løbet af året, men det her er i bund og grund den eneste fysiske event, vi har været til i næsten to år i, så jeg er meget glad for at være her sammen med de andre brands under Geneva Watch Days”, siger han og skynder sig videre.
Jeg kigger nærmere på urene, der er friske i farverne, men har et cool udtryk og sidder godt på håndleddet. Den røde og grønne version måler 42 mm, mens den blå er på 40 mm, og i Breitling-regi føles de næsten små – eller i hvert fald mere gearede til slanke håndled som mine. Kasserne er af stål, der er safirglas ovenpå, og indvendigt er motoren i den røde og grønne et COSC-certificeret Breitling cal. 25 med tre registre, baseret på et klassisk ETA-værk. I den blå er der blot to registre, så det er et Breitling cal. 41, ligeledes COSC-certificeret og ETA-baseret. Alle tre modeller er tiltalende, og hvis du også synes det, skal du være hurtig, for der er kun lavet 500 stk. af hver.
Den røde version er inspireret af en Corvette ‘Sting Ray’ fra midten af 1960erne. Ref. A25310241K1X1 (500 stk.). Pris 40.550 kr.
Den blå version er inspireret af Shelby Cobra, der blev introduceret i 1962 og i dag er et samlerobjekt uden lige. Ref. A41315A71C1X2 (500 stk.). Pris 40.550 kr.
Den grønne version er inspireret af den første generation af Ford Mustang, der i perioden 1964-1969 var indbegrebet af maskulinitet og frihed på fire hjul. Ref. A253101A1L1X1 (500 stk.). Pris 40.550 kr.
En klassisk Shelby Cobra fik lov at sparke showet i gang med sin potente motor.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2021/11/1-IMG_20210831_122717__02-3.jpg6301200Kaare Peitersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngKaare Peitersen2021-11-01 13:53:592021-11-01 15:17:04Breitling ruller nye kronografer ud