Foto: Nicolas Tobias Følsgaard.

Forfatter og journalist Nillou Zoey Johannsen er aktuel med romanen Nattens Blomst, der er en usentimental og bevægende fortælling om to generationer af kvinder i Iran. Nattens blomst tager sin begyndelse i Teheran, Iran, i 1950 og handler om to stærke kvinders kamp for et liv i frihed, men er også historien om et lands storhed og fald. Nillou deler her nogle af de oplevelser og rutiner, der betyder allermest for hendes liv som forfatter, kvinde og mor.  

De bedste gåture

Jeg er et gåmenneske. Før jeg fik børn, gik jeg alle steder, jeg går og går og går uden nogensinde at blive træt. Til gengæld bliver jeg lidt stresset af at cykle, det er som om min cykel kun kan være i strid modvind, det spontant regner fra en skyfri himmel og min nederdel sætter sig fast i kæden, så snart jeg er oppe på cyklen. Men altså, at gå rundt er ikke en effektiv løsning i en travl hverdag, så jeg går kun, når jeg virkelig skal forkæle mig selv. Ofte går jeg en kort tur på stranden, når jeg har afleveret mine børn i skolen. Havet beroliger og nulstiller hele mit system, lyden og synet af vandet og horisonten, er den lækreste sanseforkælelse.

Danmark, Danmark, Danmark

Jeg kom hertil som 8–årig fra Iran. I 2019 besluttede min ex-mand og jeg at flytte familien til Bali for at prøve noget helt andet. Så ramte Corona verden og vores plan gik i vasken efter et halvt år på Bali, men jeg har aldrig været så lykkelig for at komme hjem, som da vi kom tilbage fra den tur. Selv den grå himmel har et hav af nuancer. Danmark er det land i verden med den længste kyststrækning, landets størrelse taget i betragtning, og sommeren er gået med strandture i og omkring København, Nordsjælland og på Bornholm med mine unger. Vi har spist fiskefileter med pommes, remoulade eller alt for sød ketchup i en uendelighed, og jeg ønsker mig ikke at være noget andet sted i hele verden end i det her lille, smukke land. 

Madlavning som leg

Hvis jeg ikke var forfatter, havde jeg nok været kok. Jeg kan virkelig godt lide at lave mad, synes det er sjovt at lege med smag og farver. Min iranske baggrund fornægter sig ikke i madlavningen, jeg elsker varme/gule/sure og stærke smage og krydderier som gurkemeje, karry, chili, sumak, berberibær og safran. Og så mener jeg ikke, at der er noget som helst mad i verden, der ikke bliver lidt bedre af noget lime eller citron. Hvis det ikke var for mine to mega–kræsne børn, der holder min madlavningsselvtillid lidt nede, havde jeg uden tøven sagt, at jeg er lidt af en sensation i køkkenet.

De bedste menneske

Som forfatter lever jeg af at gå på opdagelse i alle slags følelser, jeg lever af at rumme og udforske dem i deres yderste afkroge. Jeg kan og tør være i det mørkeste mørke såvel som i lyset uden at miste mig selv. Min følsomhed er som en indre sporhund, der fortæller mig, hvor jeg skal være, og hvornår jeg skal flytte mig. Den var en kæmpe hæmsko som barn og ung, fordi jeg ikke forstod den, men som voksen har min følsomhed vist sig at være min største skattekiste. Jeg har lært at give mig fuldt ud til de mennesker, jeg stoler på. Den nærhed og intimitet jeg har i mine relationer, er uden tvivl det, der giver mig de største og mest gyldne øjeblikke i mit liv. Ingen solnedgang eller vandfald kan for mig nogensinde overgå oplevelsen af at møde et andet menneske og selv blive mødt i ren kærlighed.

Dagens første oplevelse

Jeg er vanemenneske til fingerspidserne. Alle morgner starter på samme evindelige måde, og gud være nåde, hvis der mangler havremælk eller matchapulver til dagens første oplevelse, en matcha latte. En lille besk sag, som er gået hen og blevet en daglig livsnødvendighed. Efterfulgt af en havrelatte på min højtelskede nespressomaskine, mens jeg skriver dagbog. Rutiner er for mig en god måde at sætte rammer op i mit arbejdsliv, når jeg arbejder som forfatter og ikke har en daglig mødetid på en arbejdsplads. De fortæller min krop, at nu er vi i gang. Så starter arbejdsdagen og jeg stopper med at tælle kaffekopperne. 

Jeg befinder på Christiansborg. Ved min side er Nye Borgerliges stifter og partiformand, Pernille Vermund. Hun er iklædt sin kvindelighed; langt lyst hår kompletteret af hvid skjorte, stram nederdel, bare ben og stilletter. Klik, klak, klik, klak, klik, klak..  

De højhælede skos ekko klapper ned mod os som en salut fra Borgens bombastiske mure, mens vi med raske skridt bevæger os gennem magtens korridorer mod Ridebanen. Jeg forsøger uden held at afvise min indre trang til at smånynne ZZ Top-hittet Legs fra 1983. She´s got legs/She knows how to use them. For det ved hun virkelig, damen med stort D ved min side. Hun ved præcis, hvordan hun bruger de ben, hun går på. Det er næsten et omvandrende statement. Stærk politiker med dameben i næsen, kvinde uden frygt for at skilte med sin femininitet på politikkens maskuline højborg. Legs – et uomtvisteligt aktiv i den kønspolitiske magtkamp om ligestilling. Nærmest stakåndet frister jeg mig til at spørge, om hun tror, det er blevet sværere at være mand.

Ja. Det er det, svarer hun.

Vi bevæger os videre, op ad trapperne og ned ad den buede gang. Jeg er selvfølgelig nødt til at spørge, om det så også blevet sværere at være kvinde.

Nej. Det er ikke blevet sværere, men når vi taler ligestilling, er der stadig forhindringer for kvinden i forhold til at kunne være et helt menneske – i bl.a. politik. Mænd og kvinder skal have lov til at være hele mennesker og ikke bare et jakkesæt, som ligner hinanden, fordi vi på arbejdsmarkedet skal uniformeres væk fra vores personlighed.

Jeg pruster og stønner i det hæsblæsende tempo, som er sat for dagen. Men jeg følger trop.

Jeg er glad for at være kvinde – med alt, hvad det indebærer. Ligesom jeg synes, at mænd skal være glade for at være mænd med alt det, som dét indebærer. En del af identitetspolitikken går på, at man prøver at udviske de vidunderlige karaktertræk i os som mennesker, som også er forbundet med vores køn. Jeg mærker, som politiker, at jeg helst skal iføre mig en blazer og et par bukser. Og skulle jeg fristes til at iføre mig en kjole og få taget billeder af mig selv til en artikel, så er jeg jo lige pludselig alt for feminin, ik. Jeg tror, at hvis man kan få lov til at tage sin personlighed – sit hele menneske – med ind i det man laver og i vores kultur, så får vi mere ud af vores liv.

Jeg sveder nu. Ikke på grund af det, Pernille Vermund siger, men fordi jeg i min maskuline naivitet har klædt mig på til et iskoldt udendørs-interview ved Ridebanen – uden at ane, at den omtalte lokation er stedet på Borgen, hvor Nye Borgerliges leder har sit kontor. Nuvel, jeg nægter at afklæde mig. Jeg føler mig polstret. Beskyttet. Det er varmt, ja. Men sveden minder mig løbende om min mandighed, hvilket giver mig en eller anden form for falsk tryghed i mødet med den stærke kvindelige leder over for mig.

Jeg bruger min kvindelighed, fordi jeg ville være en virkelig dårlig mand – selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering.

Pernille Vermund smiler, mens hun siger det. Vi griner. Jeg er et kort øjeblik i tvivl, om det er sagt som privatperson eller politiker. Men det er egentlig underordnet, for vi griner. Det er det vigtigste. Døren lukkes, og jeg drager et lettelsens suk, mens vi sætter os over for hinanden. Den forpustede får sig en puster. Der er disket op. Kaffe og Karen Volf-vaniljekranse stirrer op på os fra bordet, men ingen af os rører ved buffeten. Endnu.

Kvinder er jo heldigvis forskellige. Men hvis vi som kvinder tillader vores kvindelighed at tage med os på arbejde, så tror jeg, vi kan bidrage med flere nuancer. Jeg generaliserer, når jeg nu siger, at mænd i højere grad er mere målrettede og risikovillige end kvinder. På det punkt er jeg nok lidt maskulin – ellers ville jeg ikke have stiftet partiet – men det kan indimellem betyde, at man glemmer at stoppe op og se sig lidt til siderne og få de kvaliteter med, som er på vejen mod målet. Kvinder derimod kan være mere i nuet, hvor de ser bredden, bedre end mændene gør det.

”Jeg bruger min kvindelighed fordi, jeg ville være en virkelig dårlig mand – selvom jeg laver en sindssygt god parallelparkering” Pernille Vermund, politiker

Så fremfor at jeg skal lægge låg på min kvindelighed og du på din maskulinitet, så tror jeg faktisk på, at vi kan opnå mere, hvis vi kan opnå en kombination af de evner, vi kan byde ind med som kvinder og mænd. For mig ville det være et stort tab at gøre mig til intetkøn. Jeg har ikke lyst til at afkønne mig.

Den maskuline retorik

Haps. Dér nappede Vermund en vaniljekrans. Snakken ligger egentlig også på et tidspunkt på dagen, hvor frokosten måske burde indtages, og jeg tænker, at Nye Borgerliges frontfigur må være sulten. Det er jeg. Hun spørger, om jeg vil have en. I en non-verbal retorisk dans med hovedet, ryster jeg et kønsløst men velopdragent nej-tak afsted. Jeg vil så gerne bevare dekorationen bedst muligt. Kald mig kvindeligt afbalanceret, mandhaftig eller respektfuld maskulin, men jeg nænner bare ikke at krumme på magthaverens bord.

Nu er kvindelighed jo mere end bare udseende. Det er bl.a. også, hvordan man kommunikerer. Og lige på dét punkt er jeg nok mindre feminin. Jeg tror, at en af mine udfordringer er min maskuline retorik. Men det er sådan, jeg er. Jeg ønsker ikke at foregive noget, jeg ikke er. Og derfor lyder jeg som mig. Jeg baserer eksempelvis i højere grad mine argumenter på statistik og logik end på følelser. Og det kommer så til udtryk i måden, jeg kommunikerer på. Jeg ved, at der er kvinder, der synes, jeg er for hård og kontant og bedre kan lide de kvindelige politikere, som er både blødere og blidere. Og dér overrasker jeg nok nogen. Jeg oplever ikke, at jeg er supermaskulin af udseende, men med et maskulint tankesæt, og der vil nok være nogen, der tænker, at det er meget mærkeligt. Og det er netop på dét punkt, at jeg vil fastholde, at vi som kvinder skal kunne få lov til at være hele mennesker.

”Mine rådgivere har det ikke nemt med mig. Man kan ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være” Pernille Vermund, 45

Mine rådgivere har det ikke nemt med mig. Man kan ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være. Min pressechef rådgiver mig men ved udmærket godt, at jeg gør, som det passer mig alligevel. Det er enormt vigtigt for mig, at jeg altid kan se mig selv i øjnene, at jeg står på egne ben, når jeg eksempelvis sidder her med dig. At jeg ikke står på et fundament, som en anden har skabt for mig, så jeg ikke lige ved, hvor jeg skal trippe hen, hvis jeg får et spørgsmål, som jeg ikke forventede. Det gør det hele meget nemt for mig. Derfor er jeg også rolig, når vi to taler sammen, for uanset hvad du spørger mig om, så svarer jeg bare det, jeg mener.

Så du er fuldstændig tro mod dig selv, når du sidder over for mig hér?

Ét hundrede procent. Hvis jeg skulle styles til at være i politik, ville jeg formentlig være blevet bedt om at lægge noget af min kvindelighed på hylden. Jeg ville formentlig være blevet bedt om at være, sige og gøre noget på en anden måde, end jeg gør nu. Pernille Vermund skænker sig en kop kaffe og gafler endnu en småkage. Jeg melder stadig pas. Hvis dekorationen skal smuldre, er det i hvert fald ikke min skyld, tænker jeg og rækker i stedet ud efter en af de danske vand fra Borgens kontor-buffet foran mig. Jeg har, fra jeg stiftede partiet, sagt, at jeg vil have lov til at være mig selv. Det betyder jo ikke, at man ikke udvikler sig. Jeg er selvfølgelig ikke den, jeg var for seks år siden. Jeg er ikke det samme sted. Man bliver klogere og ældre og modnes som menneske. Men jeg ville ikke på noget tidspunkt kunne leve et liv, hvor jeg skulle påtage mig en eller anden rolle, som ikke er mig. Det er også derfor, at folk indimellem slår sig på mig, når jeg insisterer på, at jeg taler et andet sprog med mine venner og veninder, end måden man ellers er vant til at høre politikere gøre. Jeg siger tingene ligeud. Sådan er jeg. Jeg har ikke bare rendt rundt med akademikere med høje lixtal. Jeg er arkitekt, jeg har været i skurvogne med håndværkere, som har præget mig. Jeg er ikke så poleret et menneske, som man måske havde foretrukket, hvis man havde designet et parti og dets ledelse.

”Jeg er ikke så poleret et menneske, som man måske havde foretrukket, hvis man havde designet et parti og dets ledelse” Pernille Vermund, stifter og formand for Nye Borgerlige

Men hele opbygningen af vores sekretariat-kultur er nok en mere feminin ledelse med frihed og ansvar til medarbejderne. Jeg ønsker ikke et hierarkisk, maskulint system, hvor alt skal detailreguleres af mig. Jeg skal selvfølgelig nok tage det overordnede ansvar, hvis tingene går helt galt. Men som udgangspunkt stoler jeg på folkene omkring mig, og jeg ønsker, at medarbejderne vokser i det, de laver. Hvis jeg kan give dem trygheden om, at det i sidste ende er mig, der tager ansvaret, men lader friheden råde for den iboende kreativitet i den enkelte, er jeg ret sikker på, at vi vil få en organisation og et sekretariat, som vil blomstre. Det synes jeg faktisk er lykkedes meget godt hér to år inde i folketingsarbejdet.

Det politiske iværksætterprojekt

Pernille Vermund sprudler om kap med boblerne i min kildevand. Jeg kan mærke, hun brænder for sin sag, D – Nye Borgerlige, et nu seks år gammelt nationalkonservativt, økonomisk liberalt, højreorienteret politisk parti, som hun sammen med Peter Seier Christensen stiftede tilbage i 2015, mens migranter i tusindevis krydsede grænserne og bevægede sig videre op ad de danske motorveje. Vi så nogle store udfordringer, som vi egentlig håbede, at de andre borgerlige partier ville løse, men som jo på ingen måde blev det. De var gået til valg på straksopbremsninger, og på at løse migrantkrisen, men lod migranter i tusindvis strømme ind over vores grænser.

”Jeg følte en form for borgerpligt ved at stifte partiet, men jeg frygtede også, at det ikke ville gå” Pernille Vermund, politisk iværksætter

Jeg følte en form for borgerpligt ved at stifte partiet, men jeg frygtede også, at det ikke ville gå. Som de fleste iværksættere, ved man godt inderst inde, at sandsynligheden for at være på markedet efter fem eller ti år er meget lille. Jeg havde aldrig turdet tro, håbe eller drømme om, at vi skulle sidde hér i dag, være valgt i folketinget og stå i meningsmålingerne til knap en firdobling af vores mandater.

Ser du da Nye Borgerlige som et iværksætterprojekt?

Det er jo det, det er. Man starter tingene op fra bunden og skaber værdigrundlaget. Det handler om at have en mission, man ikke kan lade ligge – og så bare gøre det. Så må det briste eller bære. Det kræver en iværksætterånd. Det er jo også det, der gør, at vi mod alle odds stiftede partiet og holdt fast. Iværksættere gør det samme. De ved godt, at risikoen for at fejle er til stede, men man gør det alligevel.

Men det er vel ikke hånden på kogepladen?

Mange iværksættere brugere hele deres formue og tager lån, som de risikerer at forgælde sig på. Det har vi ikke gjort. Men fra perioden mellem vi stiftede partiet, og til der var valg, havde jeg jo min forretning, Vermund Gere Arkitekter MAA, der skulle passes, og som jeg var nødt til at drosle ned på for at engagere mig politisk. Så det har da haft økonomiske omkostninger for mig personligt og for min familie. Jeg havde nogle drenge derhjemme, som nok syntes, det var sejt, at mor havde stiftet et politisk parti, men de kunne selvfølgelig også godt lide, dengang vi havde råd til en Tivoli-tur. Og det er der bare ikke råd til, når man satser alt. Ligesom når man stifter en virksomhed. Man ser ind i en periode, hvor der ingen indtjening er. Og så sætter man tæring efter næring.

”Jeg havde nogle drenge derhjemme, som nok syntes, det var sejt, at mor havde stiftet et politisk parti, men de kunne selvfølgelig også godt lide, dengang vi havde råd til en Tivoli-tur” Pernille Vermund, alenemor til tre

Dilemmaet er, at man føler en virkelyst, der kræver, at man gør det. Der kommer som regel noget udefra, som påvirker én til at blive opmærksom på en bold ved fødderne, som skal spilles. Man ser det for sig. Det er sjældent, man møder den følelse. Det er som i kærlighed; pludselig er forelskelsen der bare. Den kan ikke forceres. Jeg tror, der er nogle drivkrafter i os som mennesker, som man kan vælge at undertrykke. Nogle mennesker er mere afhængige af tryghed eller forudsigelighed. Derfor undertrykker de deres lyst, mens vi andre, der mærker instinkterne meget kraftigt – og er risikovillige – bare må realisere drømmene og tankerne.

Er det en filosofi, der praktiseres i partiet?

Det har været vigtigt fra begyndelsen at sige, at der skal være en decentral struktur i Nye Borgerlige, hvor vi skal sikre, at de mennesker vi ansætter, kan få lov til at udfolde deres fulde potentiale. De skal være villige til at tage ansvar for deres respektive område, have så meget frihed til at løse deres opgaver som overhovedet muligt, fordi jeg tror på, at det får mennesker til at give plads til den drivkraft. Og selvom de måske ikke ligefrem går ud og stifter et nyt parti, så tror jeg på, at alle har den iboende kraft i sig.

Kan tanken kanaliseres ud på vælgerne?

Ja. Når man taler politik og indretning af vores samfund, så synes jeg, det er noget af det, jeg ser som en udfordring i måden, vi har indrettet samfundet på. Vores samfund er blevet meget centraliseret og ensrettet. Vi er som danskere vidt forskellige. Vi lever og indretter os forskelligt, og alligevel accepterer vi et velfærdssystem, hvor vi alle sammen skal passe ind i de samme formler.

Den kønsløse barsel

Jeg sipper til min vand. Jeg registrerer, at det kulsyreholdige indhold gør, at jo mere jeg drikker, jo mere tørstig bliver jeg. Som at drukne på land gætter jeg på. Snakken om at passe ind i velfærdssystemets formler, giver mig trang til at fødes på ny i et land uden direktiver, og det lader til at være en naturlig overgang til at spørge om den øremærkede barsel, der som forslag nu skal til behandling i Folketinget.

Det er et glimrende eksempel på politisk ideologi. Det handler jo om, at ligestilling trumfer borgernes ønsker og indretning af hverdagen. Man har et ideologisk projekt, som handler om ligestilling, som man så vil køre ned over fordelingen af barslen. På den måde siger man også til borgerne, at der har været masser af muligheder for at fordele barslen frit mellem jer, men I har truffet valg, som vi politikere ikke synes er de rigtige valg. Der gribes ind i noget her, som for mig er noget af det mest sårbare, vi har; familielivet med helt små børn. Vi er som familier og som mennesker forskellige med forskellige behov, og jeg synes, at denne her øremærkning af barslen bliver en meget grænseoverskridende indgriben i danskernes privatliv.

”Tiden lige nu gør, at man næsten ikke tør sige, at der er forskel på mænd og kvinder” Pernille Vermund om barsel

Forslaget udspringer af et legitimt ønske om mænd og kvinders ligestilling og deres lige muligheder på arbejdsmarkedet. Men de fleste kvinder vælger altså åbenlyst, at de hellere vil være sammen med deres spædbørn end hurtigt at komme ud på arbejdsmarkedet. Det er der, hvor det både bliver et ligestillingsprojekt og et arbejdsmarkedsprojekt. Borgerne bliver betragtet som skaffedyr til velfærdsstaten, i stedet for at velfærdstaten ser borgerne som familie – mennesker, der kan have andre værdier end at tjene mange penge og gå på arbejde. Jeg kan godt forstå, at man stiller spørgsmål ved tingene, når noget, der er et familieprojekt, f.eks. skal have konsekvenser for kvindens pension. Jeg så gerne, at vi som kvinder forhandlede os til bedre barselsvilkår. Tiden lige nu gør, at man næsten ikke tør sige, at der er forskel på mænd og kvinder, men lad os da sikre, at vi i højere grad kompenseres for den tid, hvor vi som kvinder spiller vores biologiske rolle som mødre – perioden, hvor det anbefales, at barnet bliver ammet.

Den der fremtid

Jeg griber det berømte faldereb, der dingler usynligt over bordet foran mig. Tiden er egentlig gået, men den umulige tanke om, at Nye Borgerlige en dag måske skulle kollapse og forsvinde lige så hurtigt og overraskende, som det dukkede op, prikker til spørgsmålet, om deres frontfigur, Vermund, da vil genopfinde sig selv som arkitekt på tegnestuen.

Ja. Og det vil jeg også, når min tid som formand for Nye Borgerlige slutter. For den slutter på et tids – punkt. Jeg skal ikke sidde her, til jeg går på pension. Jo længere tid der går væk fra den virkelige verden, jo sværere bliver det at fastholde erindringen om de udfordringer, man mærker uden for Christiansborgs tykke mure.

”Jeg tror på, at der er risiko for magtblindhed ved at sidde på Christiansborg for længe” Pernille Vermund, D

Og jeg tror på, at der er risiko for magtblindhed ved at sidde på Christiansborg for længe. Man bliver så optaget af den magt og de muligheder, det giver at være politiker, at man kan glemme dét, som man egentlig var her for. Jeg vil helst ikke gro fast herin – de. Men der er store udfordringer i vores samfund, som skal løses. Og så længe de ikke er løst, så klør jeg på. Vi rejser os op. Snakken har nået vejs ende, og vi knejser. Jeg føler mig høj som Burj Khalifa, og mens jeg svajer mod døren til exit, stopper jeg nysgerrigt op for at spørge arkitektpolitikeren, Pernille Ver – mund, hvilken bygning hun ville være, hvis hun var en bygning.

Eiffeltårnet er jo noget helt særligt. Det er interes – sant at noget kan stå og være så ikonisk og på den ene side virke skrøbeligt, mens det på den anden side er så utrolig potent. Det er en fin kombination af det maskuline og feminine.

Burj Khalifa bøjer sig i støvet. Jeg forlader byg – ningen. She´s got legs/She knows how to use them….

 

Forfatterduoen Kim Faber  og  Janni Pedersen  er kendt for  den succesfulde krimi Vinterland  (2019), der har rundet mere end 100.000 eksemplarer herhjemme. I 2020 udkom  Satans sommer og de er nu aktuelle med den tredje bog i serien,  Kvæler. Krimien  er en højaktuel fortælling om hævn, ondskab og dødsangst, hvor makkerparret Signe og Juncker bliver genforenet i efterforskningen af to mordsager med opsigtsvækkende personsammenfald. Her deler Kim og Janni, der også privat danner par, fem oplevelser, som spiller en helt særlig rolle i deres liv. (billede 1 og 2, fotokredit: Thomas Howalt Andersen) 

Hunderacen, der kræver en særlig opdragelse 

Da vi for en del år siden fik beaglen Bella, blev vi advaret af mange med forstand på hunderacer: Beagler kan ikke opdrages, de er for egenrådige og stædige, de stikker af, og de æder alt, de kommer i nærheden af, der bare minder om mad. Noget af det stemmer, men ikke det hele. For en beagle kan faktisk godt trænes. Det kræver bare, at man er mere stædig end den lille selvbevidste hund – hvilket i parentes bemærket betyder, at man skal være sindssygt stædig. Det blev til 15 år med den dejligste hund, vi overhovedet kunne have forestillet os. Og nu venter vi på, at der i løbet af sommeren dukker en lille ny beagletæve op i familien. I skrivende stund er hun netop blevet født, og hun skal selvfølgelig hedde Donna. 

Tv-serierne, vi begge er vilde med 

Det er ikke altid lige nemt at finde serier, vi begge to gider se. Men her er to, vi er enige om. Den ene er Homeland (især de første fem sæsoner). Serien er et virkelig godt eksempel på betydningen for alle fortællinger af en stærk og nuanceret hovedperson. Claire Danes er ganske enkelt blændende som den bipolare CIA-agent Carrie Mathison, som man skiftevis hader og elsker. Ydermere træder Homeland på en øm tå, når den stiller spørgsmålet: Hvem er det nu lige, der er de største terrorister her i verden, os eller dem? Den anden serie har også en stærk kvindefigur i centrum. I Mare of Easttown spiller Kate Winslet så eminent, at vi skal tilbage til Helen Mirrens fortolkning af kriminalinspektør Jane Tennison i ’Mistænkt’ for at finde en serie-præstation af samme kaliber. 

Rejsemålet, vi altid vender tilbage til 

Som stort set resten af verden har vi naturligvis også under corona-pandemien være grounded i vores hjemland. Det har vi sådan set haft det helt fint med, for det danske sommerland kan altså ret meget. Men vi savner vores ture til Berlin. Vi har i mange år besøgt den tyske hovedstad i hvert fald en, ofte to og en gang imellem tre gange om året. Det er svært at sætte fingeren på én bestemt ting i denne fascinerende by, som gør den til noget helt særligt, for der er så mange at vælge imellem. Skal vi alligevel fremhæve et enkelt forhold, må det være den måde, historien heller tiden springer op fjæset på én – næsten ligegyldigt, hvorhen i Berlin, man bevæger sig. Byen hverken kan eller vil skjule, at den har været centrum for nogle af verdenshistoriens største dramaer. Og vi elsker den. 

Restauranten, hvor venner samles 

Restaurant 20A ligger i Ravnsborggade (rigtig gættet, nummer 20A) på Indre Nørrebro, et solidt stenkast fra vores fjerdesals lejlighed. Stedet er ganske enkelt vores drøm om et lokalt spisested. Menukortet er enkelt og lige ud ad landevejen: Som regel et charcuteribræt, en forret, to hovedretter (kød og fisk) ost og en dessert. Maden er fremragende – rigelig, rustik og altid veltillavet – og i den grad til at betale. Det samme må siges om vinkortet, hvor der ofte gemmer sig små perler til små penge. Men 20A er mere end et spisested. Når ikke der lige er snestorm, fungerer restaurantens udeservering som en slags klublokale for nabolaget, hvor vi stort set altid kan støde ind i homies og venner og drikke et glas vin. Alle kvarterer burde have et 20A. 

Fristedet, der føles som en anden verden 

For over ti år siden besluttede vi i vores madklub, der mødes hver torsdag, at vi ville købe en ødegård sammen. Og det gjorde vi så. En tønde land dybt inde i skoven i det meget smukke Blekinge, med et uprætentiøst rødt træhus på grunden, som vi selv har suppleret med et stort anneks og masser af sengepladser. Det hele beliggende kun nogle få hundrede meter fra hele to søer, hvor vi bader og fisker. Det tager mellem to en halv og tre timer at komme derop, men det er som at komme til en anden og vildere verden – hvor man med lidt held i sprøjten kan møde elg, los, vildsvin, fiskeørn, ravn, grøn- og sortspætte og masser af andre fugle. Ret beset er det jo ikke så langt fra Nørrebro. Men det føles som at komme til en anden verden.