Miljø, klima og naturbeskyttelse står højt på listen over glædelige fremskridt for kloden.  

Elcykel ekstra populær  

Mere end nogensinde er elcykler efterspurgte både herhjemme og ude i Europa. Salget boomer, og erfaringer viser, at man ikke sætter sig tilbage i bilen, når man først har prøvet en cykel med hjælpemotor. I følge brancheforeningen for den europæiske cykelindustri slog salget rekord i 2019 med mere end tre millioner solgte. Det er næsten en fjerdedel flere cykler end året før. Fortsætter udviklingen, kan salget ende på 13 millioner om ni år. Elcyklen er især relevant til længere afstande for eksempel på landet, hvor den kan erstatte bil til og fra job. I 2019 ejede knap 400.000 danskere en elcykel, og det kan blive flere, viser en rapport fra Vejdirektoratet. 

Ny fredelig hvalturisme 

Hvaler behøver ikke længere frygte for dødbringende  tætpuner, bortset fra ved Island, Norge og Japan hvor fangst stadig er tilladt. De senere år er fredelig hvalturisme blevet en guldrandet forretning med en omsætning på over to milliarder dollars. Det kræver respekt og ro, da kæmperne kan stresses fra at søge føde, hvile og passe unger ved mødet med travlhed og fotoivrige turister. Nogle lande har retningslinjer for, hvor tæt både må komme på hvaler uden at genere dem. Derved kan hvalsafari blive bæredygtig. Således viser en undersøgelse på den Dominikanske Republik, at 81 procent af turisterne vil søge mod lande, der aktivt beskytter hvaler.  

Den grønne strøm vinder  

Elproduktion fra vedvarende energikilder som sol og vind har for første gang overhalet fossile brændsler og er nu europæernes største kilde til elektricitet. Samtidig tog kulproduktionen et dyk nedad med 20 procent i 2020, som er en større stigning end de foregående ti år. Det viser en ny rapport fra to europæiske klima- og energitænketanke. Budskabet er dog samtidig, at udviklingen går for langsomt, idet vind- og solenergi skal tredobles for at opnå EU´s mål om et 55 procents fald i drivhusgasser før 2030. I følge Marie Münster, som er professor i bæredygtige energisystemet på DTU, skal der de kommende år installeres mange flere anlæg pr. år end tidligere. Men teknologierne har gjort fremskridt, som gør dette nemmere i fremtiden. 

Industri under anklage 

Hedebølger, ekstremt vejr og store regnmængder. Konsekvenserne af global opvarmning er mange, og nu skal virksomheder og regeringer holdes ansvarlige. Det mente Baltimores politikere, da storbyen valgte at sagsøge olie- og benzinfirmaer for deres påvirkning klimaet. Sagen er endnu ikke afsluttet, men siden er antallet af retssager navnlig mod regeringer steget, så der i 2020 blev indgivet 1.550 sager i 38 lande. Det er en fordobling på fire år, viser rapporter fra FN´s Miljøprogram. Regeringer ryger på anklagebænken, fordi deres beslutninger eller politik beskyldes for at være enten forfatningsstridig eller uforenelig med at nå målene for CO2-reduktion. 

Boykot mod slaveri 

15 timers hårdt arbejde under urimelige forhold, med kun lidt mad og sovende direkte på gulvet syv dage om ugen. Sådan er livet for tvangsarbejdere – kald dem bare slaver. Flere lande fokuserer på forholdene, og Storbritannien og Australien har for længst indført vidtrækkende lovgivninger mod moderne slaveri. Det betyder, at virksomheder er forpligtet til at undersøge deres forsyningskæder for slaveri. Siden har U.S.A. forbudt bomuld fra Uighur-regionen i Kina, hvor en femtedel af verdens bomuld kommer fra og formodes produceret af tvangsarbejdere. Den britiske regering er på vej i samme retning, og boykot følges mange steder op af politiske initiativer med krav om forandringer.  

Kilde: Verdens Bedste Nyheder 

Fotos: Pixabay 

Thomas Rydahl

Forfatter Thomas Rydahl er aktuel med romanen Forførernes klub, der er en fortælling om at miste sig selv for at blive sig selv. Hovedpersonen Flemming er efter en skilsmisse tvunget til at starte forfra. Da det ser værst ud, støder han på en mystisk klub, der dyrker æstetik, mad og forførelse. Mødet med de karismatiske mænd og kvinder i logen ændrer Flemmings liv, og pludselig kan han forføre sig til penge, indflydelse og sex. Men hvad vil han egentlig med sit liv? Thomas Rydahl deler her fem forførende favoritter, der har en hel særlig betydning for hans liv og forfatterskab. 

Forførernes Klub af Thomas Rydahl

Tag en gåtur fra 1850’erne til Vesterbros neon (Foto: Birgitta Lund, billede fra ”Turen går til København” af Tom Nørgaard) 

Ingen gåtur i København kan måle sig med de cirka seks kilometer langs Søerne. I min nye roman Forførernes klub er det den foretrukne meditation, inspireret af Søren Kierkegaard, der neurotisk sværgede til sin daglige gåtur. Det er ingen stor naturoplevelse, men til gengæld et ægte spektakel i byens lys, lyd og skiftende bydele. Et snublende teater, hvor ansigter og tidens trends slås om samtale og opmærksomhed.  

Smag på byens hemmelige vinøse åndehul

Noget af det, jeg glæder mig mest til, når byen åbner op, er at sidde på den hyggelige vinbar, Nebbiolo, der ligger i Store Strandstræde. Især om eftermiddagen på en forårsdag, når solen står ned gennem gaden. Her går mennesker og hunde forbi, så det er en fryd. I min roman har jeg ladet mig inspirere af Nebbiolos unikke stemning, når jeg skriver om den fiktive vinbar Gjenstand 

Kram byens smukkeste træ, der har set det hele

Hvis du nogensinde er slentret ned ad Rosenvængets Allé på Østerbro, har du måske bemærket det monumentale platantræ, der regnes for et af landets ældste nulevende platantræer. Faktisk er det så gammelt, at H.C. Andersen skulle have siddet under træet, da han skrev digtet “Rolighed” om Rosenvænget-kvarteret. Lokale ballademagere har ridset navne og frækheder i barken. I Forførernes klub bor min hovedperson lige om hjørnet.  

Besøg en butik, der elsker det sære og det gode

Husk at vores små, krøllede antikvariater i by og på land ofte gemmer på store oplevelser og personligheder. Især når du besøger Trianglen Antikvariat på Østerbrogade, der drives med ildhu og humor af Jens Sirich. Her får du nøje udvalgte (brugte) bøger, tegneserier og vinyler i hyldevis – og som regel en samtale om lidt af hvert. Butikken optræder under navnet Dødens bibliotek i min roman. 

Se en skøn plet i byen, som kun de færreste bør kende (Foto: Olufs)

Du ved det ikke, medmindre du bor der eller er faret vild, men lige mellem Trianglen og Parken ligger måske byens mest forførende plet af rækkehuse – kaldet Brumleby. Her står børnefamilier på venteliste for at bo idyllisk midt i byen. Det forstår man. I min roman bor præsten Ida i Brumleby. Lige ved siden af finder du Olufsgade, der byder på god kaffe, håndlavet is og ægte Østerbro-stemning. Tag et kig og en is. 

Cykelrytter Jesper Skibby er aktuel med bogen Engang var jeg Jesper Skibby, der er et indgående portræt af et komplekst menneske, som vi alle har mere tilfælles med, end vi tror. Sportskrøniken er skrevet af forfatter Tonny Vorm, der gennem samtaler med hovedpersonen selv, hans nærmeste og en række kendte cykelryttere går på jagt efter sandheden om mennesket bag masken. Jesper Skibby deler her fem oplevelser, der har en hel særlig betydning for hans liv og positive syn på tilværelsen.

Foto: Lars Bech.

Foto: Lars Bech.

Et land, jeg gerne ville bo i

Jeg elsker Danmark. Men hvis jeg skulle vælge et andet land at bo i, blev det Australien. Jeg besøgte landet, da jeg var cykelrytter, og jeg blev straks forelsket. En ting er den storslåede natur og det fantastiske dyreliv. Men det, som virkelig rørte mig, er menneskene, deres utrolige imødekommenhed og åbne sind – noget vi danskere kan lære meget af. Jeg mødte en kultur, der selvfølgelig ikke er som vores herhjemme, men en måde at leve på, som tiltalte mig meget. Jeg elsker Danmark og vil ikke flytte herfra. Men hvis jeg skulle vælge et andet land at bo i, så blev det Australien. Jeg husker tydeligt, at når vi cyklede, så lå der slanger og store dyr ude på vejen og slappede af. Den australier, vi cyklede med, var helt rolig og sagde blot, at vi skulle cykle uden om, hvorimod jeg var i vild panik. Jeg forstod samtidigt, at her levede man i synergi med dyrene og respekterede dem. Samtidig synes jeg om deres madkultur, der jo er præget af hele verden. Jeg var meget imponeret over maden og de restauranter, vi besøgte.

Foto: Rishi / HappyLiving.dk.

Mennesket, der er min kulturelle øjesten

Jeg er opdraget med sport. Jeg fik sport ind med modermælken, da både min far, mor og søster dyrkede sport på højt niveau. Vi var derfor ikke en familie, som dyrkede det mere kulturelle såsom museer, kunst, madkunst, teater, film og musik. Min datter Elisabeth har dog ændret dette markant. Min datter er en kunstnersjæl. Hun er en utrolig maler og alt, hvad hun gør, er kreativt. Derfor har jeg gennem de seneste otte år virkeligt fået øjnene op for kulturlivet i Danmark. Jeg elsker, når min datter og jeg tager på Nationalmuseet, som er et vidunderligt stykke dansk kultur. Vi tager en hel dag ud og går på opdagelse. Det eneste pinlige er dog, at det ofte er Elisabeth, som går og fortæller mig om udstillingerne. Men hva’ pokker, jeg bliver aldrig for gammel til at lære nyt. Det at Elisabeth brænder så meget for kultur, har åbnet mine øjne op for netop at opleve museer og nyde det. Jeg tror virkelig, at det som jeg før hen troede var kedeligt, fordi jeg troede, at kultur handlede om sport, rent faktisk gør indtryk. Jeg nyder meget at blive imponeret og oplyst.

Jesper Skibby flankeret af sin datter, Elisabeth, hans kone og datterens mor, Mette Røpke, og hunden Jax. Foto: Lars Bech.

Tingen, jeg ikke kan undvære

Jeg ved godt, at det ikke er så pænt at være materialistisk, og det er jeg faktisk heller ikke. Men min største svaghed er luksusure. Da jeg kørte cykel, var jeg besat af biler. Nu er det ure, jeg går virkelig meget op i. Når jeg møder nye mennesker, har jeg desværre en tendens til straks at kigge efter deres ur. Jeg har haft næsten alle mærker; Breitling, Tag Heuer, Patek Philip, Linde Werdelin, Panerai, Omega, Jaeger-LeCoultre, IWC og selvfølgelig Rolex, som jeg virkelig elsker: Rolex. Jeg har simpelthen en svaghed for ure, og jeg synes, historien om uret er lige så vigtig som selve uret. Jeg er dybt fascineret af håndværket bag disse ure, og det resultat, som kommer. Jeg kan huske, min kone og jeg var på Zanzibar, og her mødte jeg chefdesigneren for Breitling. Jeg var starstruck, og fik ham til at fortælle indgående om Breitling-historien, om mærket, og hvordan det var at arbejde med ure. Jeg ser mit ur som smykke og udtryksform. Måske er jeg lidt for besat af ure, men det er blevet en hobby.

Breitling, Superocean Heritage ’57 Outerknown.

En musikalske oplevelse, jeg aldrig glemmer

Igennem mit arbejde hos HC Container fik vi billetter til Volbeat koncert i Odense for seks år siden. Jeg er fuldstændig fan af den gruppe. Jeg synes, at det er helt fantastisk og utroligt, at vi Danmark har fået så stort et rocknavn. Jeg er vild med energien i musikken og teksterne. Nå, vi tog med en bus til Odense og sad hele vejen og hørte Volbeat for fuldt drøn og varmede op. Vi var stort set kun mænd. Da vi ankom til koncerten i Tusindårsskoven, blev jeg jo fuldstændig blæst bagover. Jeg har aldrig i mit liv oplevet så stort sceneshow, og den måde Volbeat tryllebandt publikum gjorde, at vi blev en samlet skrigende flok. Det var fantastisk at have en oplevelse, hvor tid og sted forsvandt, og jeg var bare i nuet. Den energi levede jeg højt på længe efter, og hjemturen fra Odense var euforisk, da vi alle havde haft denne her kæmpe oplevelse.

Foto: Universal Music.

Yndlingsstederne, der gør mig glad og rolig

Jeg har boet mange steder; Belgien, Sydsjælland, Midtsjælland og Frederiksberg. Frederiksberg har et særligt sted i mit hjerte og vil altid have det. Nu bor jeg i Nordsjælland og føler virkelig, jeg er havnet det rigtige sted. Jeg elsker stadig at cykle, men for mig er det mest afslappende at gå tur med min hund Jax. Han er en blanding af labrador og rottweiler. Jeg nyder vandet, og har svært ved at forestille mig at skulle undvære havet. Jeg nyder de valgmuligheder, jeg har. Jeg kan gå til højre, så har jeg skov. Jeg kan gå til venstre, så har jeg vand. Jeg bliver i godt humør, når jeg går rundt på Gilleleje Havn og snakker lidt hist og pist med mennesker og fiskerne. Jeg nyder restauranter og det udeliv, Nordsjælland kan tilbyde. Ja, jeg synes simpelthen, her er smukt at bo, at gå ture med min hund og det er her, hvor jeg får klaret hovedet og lader op.

Foto: Rishi / HappyLiving.dk. 

Bille August har skabt mindeværdige film i over 40 år, vundet Bodil, Robert, Oscar, Gyldne Palmer og meget andet. Han har arbejdet over hele verden med de største stjerner, og alligevel kan hans motivation koges ned til et ganske lille øjeblik. Et magisk sekund. Et sekund, han oplevede igen, da den sidste scene til hans nye film ”Pagten” blev optaget sidste sommer. 

– Jeg har altid været fascineret af Karen Blixen, siger Bille August om emnet for sin nye film. – Både af hendes bøger og hendes person. Og så blev jeg anbefalet at læse ”Pagten”. 

Det er let at blive i tvivl et øjeblik, når man ser plakaten for ”Pagten”. Profilen af Karen Blixen med den sorte klokkehat. Og så alligevel. Inde under det ikoniske billede genkender man Birthe Neumann. Igennem to timer i intenst samspil med Simon Bennebjerg som den unge digter Thorkild Bjørnvig (og senere forfatter til bogen ”Pagten”) giver hun et nuanceret portræt af Blixen og hendes rolle og manipulationer som mentor. 

– Blixen iscenesatte sig selv, men hun havde samtidig stor betydning for det danske kulturliv. Bogen giver et mere komplekst billede af hende og indeholder også historien om hendes manipulationer og list. Det, syntes jeg, godt kunne danne basis for en film. Derefter har der været en længere proces, hvor jeg har fordybet mig i dokumentarisk materiale og læst op på perioden. 

Ensom og sårbar – fascinerende og manipulerende 

Selv om Bjørnvigs bog er hovedkilde, er der tale om en anden historie med flere kilder – og selvfølgelig med Bille Augusts særlige vinkel. 

– Filmen er så sand, som det er muligt. Ingen ved jo nøjagtig, hvad der blev sagt i de forskellige situationer og rum, så selvfølgelig er det gætterier, min fortolkning af de forskellige møder og konsekvensen af det, der er blevet sagt.  Blixen er nok en dukkefører, det ved vi, men hun er også en ensom, sårbar kvinde med sine egne dæmoner. Filmen viser både det og konsekvenserne af hendes manipulationer. 

 

Flere skuespillere blev prøvefilmet til rollen som Blixen – alle med den rette alder og de rette forudsætninger. 

 

– Men Birthe skilte sig ud, fastslår Bille August. – Der er det element i historien, at Blixen udlever sin seksualitet gennem den unge Bjørnvig. Til rollen som Blixen var det afgørende at have en skuespiller, som havde en skønhed og kunne udtrykke den seksuelle kraft, der gør, at vi hele tiden mærker den erotiske undertone i forholdet til Bjørnvig. Han vil gerne lære af hende, men hun er også tiltrækkende og fascinerende, og hvis hun ikke var splintret af sin kviksølvforgiftning, så kunne det måske have udviklet sig noget. Vi skal på samme tid både håbe og tro på, at det vil kunne ske, og samtidigt frygte det. Vi skal forstå Bjørnvigs længsel efter Blixen, men også bekymre os for den, fordi katastrofen lurer, og så alligevel ønske, at han vil se hende bare én gang til. Og én gang til. 

 

Kameraet elsker Birthe 

For, selv om det egentlig er Bjørnvigs historie, så skal Birthe Neumann bære filmen med sit portræt af Blixen: 

– Birthe er en fremragende skuespillerinde med et potentiale, som måske aldrig har fået lov til at folde sig ud som her. Blixen er en stor karismatisk personlighed. For at forstå den tiltrækning hun har, er det vigtigt, at man finder en skuespiller til rollen, som har en stor karisma, som har et nærvær og en stor tiltrækningskraft, hvilket Birthe har. Jeg har set flere eksempler på film, hvor en skuespiller har skullet portrættere kendte personligheder, som fysisk ligner det virkelige forbillede, men som ikke har egen karisma. For så kan kameraet ikke registrere det. Men Birthe … kameraet  elsker  Birthe. 

 

Historien i ”Pagten” klinger både med Bille Augusts egen historie og med dagsaktuelle temaer. Ligesom Blixen tager Bjørnvig under sine vinger (og i virkeligheden flere andre af datidens unge talenter), fik den unge Bille August en god mentor i en svensk fotograf, da han som 18-årig drog til Stockholm for at blive uddannet derovre. 

 

– Her var pludselig en person, skolens rektor Christer Strömholm, der så mig. Han blev en afgørende person i mit liv. Det er vigtigt at have et menneske at læne sig op ad, så talentet kan få lov til at spire. 

 

Et andet punkt handler om smerte, som er en væsentlig drivkraft for Blixen. Også den genkender Bille. Han mistede sin mor som 9-årig, og det håndterede hans far ikke særlig godt. 

 

– Min far var ikke et særlig behageligt menneske og var ikke god til at vise kærlighed til børn, siger han diplomatisk. 

 

– Jeg siger ikke, at du ikke kan blive kunstner uden at have oplevet smerte, men du bliver nok en mindre kompleks person, hvis du ikke har. 

 

#metoo i 1950’erne 

Samtidig handler ”Pagten” helt aktuelt om #metoo: 

 

– Hvis historien foregik i dag, og måske især hvis det var en omvendt kønsfordeling, så ville vi helt sikkert tænke #metoo. Det er en form for misbrug, som har alvorlige konsekvenser. 

 

Bille August ser #metoo som et helt nødvendigt opgør – i filmbranchen og alle andre steder. 

 

– Det vælter jo frem med eksempler, så det er et vigtigt opgør med det misbrug, der har fundet sted. 

 

Flere af Bille Augusts internationale film blev produceret sammen med Harvey Weinsteins selskab Miramax. Og det var som bekendt her hele bølgen startede: 

 

– Jeg kendte ham, og jeg havde hørt rygter, men jeg var ikke tæt nok på at vide, om de var sande. Men jeg kan godt se, hvordan det kunne forekomme, fordi han havde magt over unge skuespillerinder, der var afhængige af hans indflydelse i branchen. 

 

Helt så grelle eksempler har han ikke fra den danske filmbranche. 

 

– I Danmark er der sket meget siden slutningen 70’erne, hvor jeg startede i filmbranchen. Dengang var der en anden tone overalt, f.eks. i den måde, der blev talt om kvinder. Der var også en anden drukkultur. På min første film, ”Honning måne” var det svært at lave ordentlige scener efter klokken 14, eftersom der blev drukket tæt. Men det gjaldt i alle brancher – da jeg i sin tid som 15-årig startede i malerlære, var det første, jeg skulle, når jeg mødte kvart i syv, at gå ned og hente elefantbajere. 

 

– I dag er der ikke druk på arbejdspladserne. Så på samme måde tror jeg, at vi efter #metoo-opgøret vil se en kulturændring, der vil slå igennem på alle arbejdspladser og i alle brancher. 

Far og datter 

I ”Pagten” deler Bille August arbejdsplads med sin datter, Asta, der spiller rollen som Benedicte, der ligesom den unge Bjørnvig bliver manipuleret af Blixen. Familieforholdet er imidlertid helt underordnet på film-settet. 

 

– Det er en helt professionel relation. Når jeg møder på settet og hun er klar i makeup og kostume, så er jeg instruktøren, og hun er skuespilleren. Af princip omgås jeg aldrig med hverken skuespillerne eller nogen fra holdet, når vi indspiller en film. Så der er ingen forvirring. 

 

Valget af Asta fulgte også samme retningslinjer som castingen af Birthe Neumann. 

 

– Udover at være en fremragende skuespiller, har Asta en forbløffende portrætlighed med virkelighedens Benedicte, forklarer Bille August. 

 

Dermed har Bille August arbejdet professionelt sammen med fire af sine egne børn. Sønnerne Anders og Adam August er i dag begge manuskriptforfattere, døtrene Alba og Asta August er begge skuespillere. En stor filmfamilie. 

 

– Det har altid været vigtigt for mig, at de kom til at beskæftige sig med noget, der forløste dem som mennesker, siger Bille om sine børn. – Men jeg har aldrig hverken rådet eller frarådet dem at gå ind i denne branche. De har selv søgt ind, og jeg er glad for, at det forløser dem. 

Skabertrangen stod i modsætning til nærhed 

Men når Bille August selv nævner sit anstrengte forhold til faderen som en drivkraft, er det selvfølgelig oplagt at spørge om hans egen rolle som far. Han står ved, at han har været for fraværende i forhold til sine egne børn. Han vil ikke sige, at han fortryder det, for han ser det som et livsvilkår, når man nu er født med en skabertrang. 

 

– Det har stået i modsætning til behovet for nærvær. Både i forhold til mine børn og til mine ægtefæller. Jeg har altid prøvet at få det bedste ud af situationen, men jeg har altid følt en … rastløshed. En kraft der hiver og flår i mig. En følelse af at være i transit. Det er først nu, jeg begynder at føle en større ro. 

 

”Pagten” blev optaget sidste sommer på en herregård på Fyn – med tilstrækkeligt med ikoniske referencer til at skabe en perfekt illusion af Rungstedlund. Holdet var det meste af tiden afsondret fra omverdenen, så corona kom ikke som sådan til at påvirke produktionen. 

 

– Også i dag fungerer filmproduktion rundt om i verden som – næsten – normalt, fordi et film-set er en arbejdsplads. Jeg håber, at regeringen skønner, at vi kan åbne lidt for kulturlivet, så ”Pagten” kan få premiere den 15. april. Den indgår i Biografklub Danmark, og de har ønsket at holde premieredatoen. Hvis det er muligt. Men ellers bliver premieren nok skubbet. 

 

I det forløbne år har vi ellers set en del amerikanske film få premiere på for eksempel Netflix eller Disney+ uden at have haft biografpremiere. Selvfølgelig ønsker Bille August, at ”Pagten” får premiere på det store lærred i biografen, men han er ikke principielt imod streaming-tjenesterne. 

 

– Der er ingen tvivl om, at en film som f.eks. ”Mulan” har fået et langt større publikum ved at få premiere på Disneys streamingtjeneste. Selv oplevede jeg det med ”Lykke-Per”, hvor vi efter premieren i Danmark umiddelbart havde svært ved at finde en tilfredsstillende distributør, men hvor så Netflix tilbød en stor sum for at få verdensrettighederne. 

 

– Man skal tænke på, at hvis en dansk film bliver solgt til distribution i f.eks. USA, så får den måske premiere i art house biografer i New York, Los Angeles og 3-4 andre storbyer. Så med distribution gennem Netflix kom ”Lykke-Per” ud til mange flere mennesker, og den har fået en respons fra publikum, som den ellers aldrig ville have fået. Så det er helt fint med mig. 

Det magiske sekund 

For det er netop i det øjeblik, hvor filmen og publikum mødes, og hvor publikum kan møde den magi, som Bille August stadig føler og søger i sine værker, at det hele bliver forløst: 

– Jeg oplever det sådan, at mit arbejde som instruktør jo ikke er færdigt, når optagelserne er ovre. Der ligger måneders arbejde efterfølgende. Så kommer der et tidspunkt, hvor jeg tænker, at nu er der ikke mere, jeg kan gøre. Vi har testet den på publikum. Nu er den klar til at møde publikum. 

 

– Men der er et sekund – som det skete med Birthe på ”Pagten” – hvor vi optog sidste scene, som også er den sidste i filmen, og hvor Birthe er dybt i rollen, i scenen, i situationen, hvor vi når et klimaks af den menneskelige indsats på filmen … Det sekund af magi. Det kan ikke genskabes, men det er foreviget i kameraet. Det er forløsningens øjeblik. 

 

– Så kommer det øjeblik, hvor jeg ser publikum opleve det sekund. Det er magien ved film. At momentet er foreviget. Vi opbygger et fortrolighedsforhold med publikum gennem filmen, indtil du føler, at kun du oplever dette – ikke din sidemand – men kun du oplever det øjeblik. Det er et koncentrat af mange mennesker indsats at skabe den magi.  Det  er forløsningen. 

 

Blå bog 

Bille August er uddannet på Den Danske Filmskole og debuterede med spillefilmen ”Honning Måne” i 1978. Han fik et populært gennembrud med Bjarne Reuter-filmatiseringerne ”Zappa”, ”Tro, håb og kærlighed” og ”Busters verden” og sluttede 80’erne med Oscar til ”Pelle Erobreren”. Derfor har karrieren også budt på internationale produktioner som ”Åndernes hus”, ”Les Miserables” og ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. 

Bille August har været gift flere gange og har i alt otte børn, hvoraf sønnerne Andres Frithiof og Adam August begge er manuskriptforfattere, mens døtrene Alba og Asta August er blevet skuespillere. Han er i dag gift med skuespilleren Sara- Marie Maltha, som han har tre børn med. 

 

Rundt om Bille August 

Hvilken film er du mest stolt af, og hvilken film var sværest at lave? 

Mine film er mine børn og jeg holder af dem. Men selvfølgelig har nogle været mere problematiske end andre. Med nogle har jeg mærket det under optagelserne, med nogle allerede på manuskriptplan. Så har jeg tænkt, det løser sig, når jeg arbejder med skuespillerne. Det gjorde det så ikke. Så tænkte jeg, der rettede sig i klipningen. Heller ikke. Så tænkte jeg, når musikken kommer på … 

 

Du har gået på mange røde løbere og fået mange statuetter – hvilken æresbevisning står dit hjerte nærmest? 

Det er ikke til at sige. Og dog. ”Lykke-Per” fik en Tiantan Award i Kina for bedste film– svarende til en Oscar. At en film kan rejse på den måde og få en sådan anerkendelse. Men jeg laver ikke film for at få skulderklap. 

 

Hvad vil du helst være: koryfæ eller ronkedor? 

Det må andre bedømme. Selv har jeg ikke tid til det. Jeg har jo flere film på vej. Jeg håber ikke jeg mister min dømmekraft i forhold til arbejdet, og jeg håber, at der er en god ven, der vil prikke mig på skulderen, hvis det sker. 

 

Nu er du den feterede kunstner, der kan se de nye talenter – hvem ser du? 

Der ermeget talent i Danmark. Det interessante er jo, at da jeg i sin tid blev uddannet, da arbejdede vi med tungt udstyr, store kameraer og film, der i sig selv var dyr. Det var så begrænsende, at meget talent forsvandt. I dag behøver du en smartphone og en computer – så kan du gå i gang med en film. 

 

Når du ikke optager film om sommeren – hvad er så drømmerejsen? 

Jeg rejser jo meget med mit arbejde. Det har bragt mig rundt i Europa, Asien, Afrika, Amerika, Grønland … så det er lidt op til familien. 

 

”Pagten” er fuld af klaprende skrivemaskiner – var det bedre i gamle dage? 

I skriveprocessen er computeren da en kæmpe hjælp. Men med hastigheden ved at skrive på computer kan der gå noget tabt i tankeprocessen, fordybelsen. Når man tænker på forfatteren Dickens. Tænk, han dyppede sin pen og så skrev han, og det tog den tid, det tog. Jeg tror, det gav en rytme, tid til refleksioner, på samme måde som da man skrev på skrivemaskinen. Jeg lægger mærke til, at alle bøger er blevet længere. Det ser jo fint og færdigt ud på computeren.  Men er det bedre… 

 

Hvad har du savnet mest under corona? 

At kunne rejse. At komme ud i verden. 

 

Du er 72, men virker jo fit og kampklar: hvad er hemmeligheden? 

Jeg vågner klokken 6 om morgenen. Så har jeg et rum i underetagen med maskiner, fitness. Jeg hader det, men jeg gør det. Så hører jeg P1 imens for at holde mig orienteret. Og så ”sorterer” jeg. Jeg ser mennesker, som betyder noget, men jeg undgår ”støj”. Jeg ser f.eks. ikke tv. Mit problem er, at jeg har svært ved at glemme. Jeg husker alt, og derfor støjer det. 

 

Hvornår går du på pension? 

Aldrig. Det har jeg ikke tid til.

Sommerhuset er for mange et fristed, hvor man kan være helt sig selv og sætte tempoet ned. Lad følelsen af frihed og uafhængighed afspejle din stil og giv dine kunstneriske fornemmelser frit spil. Miks farver, mønstre og materialer præcis som du har lyst, og skab en hyggelig boheme-stemning, der emmer af liv og glæde.  

Kunst og smil 

Luk eventyret og glæden ind med Bjørn Wiinblads fantasifulde designs. Wiinblad malede orientalske, overpyntede damer og finurlige fabelddyr, der skaber stemning og liv i hjemmet. Eva vaserne er produceret i blankglaseret porcelæn med farverige mønstre og blomsterrelief. Serien er en nyfortolkning af Wiinblads originale vase med det karakteristisk smilende kvindeansigt, han selv kaldte Eva. Fyld de små kunstværker med blomster, pensler eller andet, der gør dig glad. www.rosendahl.dk 

Afslappet

Læn dig tilbage og nyd freden og roen udenfor i den smukke hængekøje Path Hammock. Hængekøjen er fremstillet udelukkende af genanvendt PET-garn, der er spundet af genbrugte plastflasker, så den både er bæredygtig og holder ekstra godt til kontinuerlig udendørs brug. To rækker af frynser understreger Paths afslappede og ubekymrede udtryk, perfekt til en rolig dag i sommerhuset. www.fermliving.dk 

Farveglæde 

Habiba betyder ”min kærlighed” og er navnet på et interiørunivers fyldt med print, mønstre og farver, der tilføjer din hjem en hyggelig stemning. De aflange runde Yoko Yoga bolsterpuder i velour ser smukke ud på din bænk eller sofa, men er også skønne at lægge bag nakken, når du læser eller slapper af. Lad dig inspirere af lamper, kimonoer og andre bløde tekstiler fra det bæredygtige brand, der passer perfekt ind i den frie og optimistiske sommerhusindretning. www.habiba.dk 

Skøn retrostemning

Bæk & Bølge og småblomstret sengetøj har skabt hygge og stemning i sommerhuse gennem generationer. Juna har lavet en enkelt og moderne udgave af de elskede print, der på fineste vis skriver sig ind i den populære ”pyjamaslook”-trend. Miks farver og mønstre på kryds og tværs for en personlig stil og nyd friheden til at skabe præcis det udtryk, der gør dig glad. Det fine blomsterprint er inspireret af vintageblomster fra sommerkjoler og kommer også på fine chemiser til lyse aftener og dovne dage. www.magasin.dk 

Følelsen af frihed

Det danske mærke Copenhagen Cartel ønsker at bidrage til at rense verdenshavene, ved at skabe produkter som er lavet ud af genanvendt plastik fra havet. De giver rest- og spild ressourcer, der normalt anses for værdiløst, nyt liv – for eksempel i form af det flotte badetøj i sand hippiestil. Bær den til stranden eller når du nyder naturen omkring dit sommerhus, og lad dig omfavne af roen og friheden. copenhagencartel.dk 

Flere og flere kvinder får øjnene op for charmen ved eksklusive ure. Her får du en håndfuld moderne klassikere med et feminint udtryk og skræddersyet til de lidt mindre håndled.  

Mindre udgave af Breitling Navitimer 

Breitlings populære Navitimer har alle dage været et stort og maskulint ur med en karakteristisk skive. Men sidste år lanceredes en fiks 35 millimeter stor dameudgave i en stribe elegante varianter. Du får stadig ægte finmekanik med COSC-certificeret automatisk urværk, og der er ni varianter at vælge mellem – blandt andet denne stålmodel med kobberfarvet skive og en alligatorrem.  

Breitling Navitimer Automatic 35. Pris: 31.800 kroner. 

 

 Populært dykkerur fra TAG Heuer  

Et af de mest populære mærker i Skandinavien er TAG Heuer, og den bedst sælgende kollektion herfra er serien af dykkerure – AquaRacer. Kollektionen blev skabt i 2003 og er siden kommet i en række varianter. Bestselleren til kvinder er på verdensplan denne 32 millimeter stålmodel, der forener det feminine med det sporty. Skiven er af perlemor og forsynet med diamanter som indekser. Uret er vandtæt til 300 meter, så ja, du kan rent faktisk dykke med det. Med ombord er et præcist quartz-værk, der sikrer, at du ikke behøver tænke på at trække uret op. 

TAG Heuer Aquaracer 32 mm. Pris: 16.495 kroner.

Samlerobjektet over dem alle 

Sig navnet Patek Philippe, og de fleste urentusiaster får et fjernt blik i øjnene. Mærket laver nogle af de smukkeste og mest velforarbejdede ure, man kan få. Eneste problem er, at de ikke laver så mange, så det kan være svært at skaffe de populære sportsmodeller. Men denne Nautilus damemodel er faktisk til at få fingrene i. Den er fremstillet i rosaguld og måler 35 millimeter. Indvendigt ligger Pateks eget mekaniske urværk. 

Patek Philippe.

 

Italiensk design til smalle håndled 

Panerai har i mange år været kendt for deres lidt chunky og meget macho ure på 44-46 millimeter, som Sylvester Stallone var med til at gøre verdensberømte i 90’erne og fremefter, men nu er der kommet en serie, hvor kassen blot måler 38 millimeter – til glæde for alle med lidt smallere håndled. Selvom stort set alle Panerai-modeller er baseret på deres karakteristiske dykkerurdesign, så skal du ikke hoppe i vandet med den her model, for den er kun testet til 3 bar – og det er ikke nok til en dukkert. 

Panerai Luminor Due. Pris: 45.750 kroner.

 

Retro-klassiker fra Cartier 

I 1985 skabte Cartier et ur, der blev indbegrebet af 1980’erne: Pasha. Og sidste år var det blevet tid til en relancering af det enkle ur med den karakteristiske firkant inde i den markante cirkel. Uret ligner et dress-ur, men kronebeskytteren gør det vandtæt til 100 meter, og da det desuden er modstandsdygtigt overfor magnetfelter, er det i princippet konstrueret som et sportsur. Den nye Pasha fås i en række modeller i både 35 og 41 millimeter, og så kan du nemt skifte lænken til fx en læderrem med Cartiers eget QucikSwith-system. Værket er Cartiers eget automatisk 1847 MC. 

Pasha de Cartier 35 mm. Pris: 52.500 kroner. 

Foråret er begyndt og med det aktiviteter inde og ude både i Hørsholm og Rungsted.

Mærkelige gangarter 

Halsbrækkende stunts og humor kaster lys på hverdagens kedelige rutiner i det offentlige rum. Ved forestillingen WalkMan bevæger fire mænd sig gennem byen med det længste ben foran, indtil de gør oprør mod fællesskabets regler. Et fodgængerfelt er ikke bare et fodgængerfelt, og god opførsel er en by i Rusland. Walk-Man viser en ny og legende tilgang til verden og kan ses den 12. april klokken 19.30 i Trommen, Bibliotekstorvet i Hørsholm. Billetter koster 125-395 kroner. www.trommen.dk 

Blixens malerkasse

En udstilling om Karen Blixen findes på Rungstedlund og kan ses, når museet genåbner. Emnet er forfatterens værker og dramatiske liv: Originaludgaver, plancher, fotos, ikke før viste dokumentarfilm, historiske lydoptagelser og grafik indbyder til at leve sig ind i Blixens univers. For første gang udstilles hendes malerkasse fra Afrika samt en gallakjole. I biblioteket høres musik fra forfatterens pladesamling. Familien Westenholz har åbnet arkiverne med breve, som viser, at familien investerede, hvad der svarer til 100 millioner kroner i kaffefarmen og Karen Blixens 17 år i Kenya. www.blixen.dk 

Skov styrker psyken 

Helseskoven Octovia i Arboretet på Kirkegårdsvej i Hørsholm er landets største samling af træer og buske. Området er anlagt, fordi naturen styrker det mentale helbred. Octovia har flere rum, som bidrager til at styrke skovgæsterne. Formålet er – sammen med Terapihaven Nacadia – at forebygge menneskers psykiske vanskeligheder. Om det virker, testes på forsøgspersoner af Sundhedslaboratoriet på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Resultaterne bruges af kommuner og arkitektfirmaer til at tænke natur ind i planlægningen. www.ign.ku.dk www.visitnordsjaelland.dk  

Center opgraderes 

Hørsholm Midtpunkt er ved at blive renoveret, så butikscentret med 60 butikker fra 1972 får nyt udseende til september.  Bygningen kommer til at fremstå moderne og ”kommercielt stærkt” med koksgrå facadeplader, bronzefarvet alu-bånd samt nye balkoner over hovedindgangene. Desuden kommer der ny belægning, beplantning og belysning på pladsen mod Hørsholm Allé. Svalegange renoveres, og P-husets gangbro skiftes. P-huset får en overhaling med rensning af betonen, nye planter og mere effektivt lys. www.hoersholmmidtpunkt.dk 

Havn skal have et løft  

Efter 50 år er Rungsted Havn kommet i reparationsalderen, og bestyrelsen ønsker at udvide, forbedre og forskønne havn og strand. Det skal ikke kun være til glæde for bådejere men for alle borgere og dem udefra. Valget står mellem at bruge cirka 30 millioner kroner på den mest nødvendige renovering eller fire gange så meget på samtidig at udvikle og udvide havnen. Det diskuterer kommunalpolitikerne, som vil bruge foråret på at indsamle og bearbejde ideer til havnens udvikling – blandt andet via borgermøder. Til august skal politikere og havnebestyrelse tage endelig stilling til projektet. www.rungsted-havn.dk www.hoerholm.dk 

Med coronasmitten, der lever i bedste velgående og forsamlingsforbuddet, der ikke ser ud til at ændre sig det helt store før jul, er årets firmajulefrokoster blevet aflyste og julefrokosterne med storfamilien er også en saga blot. Men vi synes alligevel ikke, I skal opgive helt, men blot finde andre måder, hvorpå I alligevel kan holde fast i julefrokosten uden at trodse myndighedernes vejledninger. Vi giver her en række tips til, hvordan I alligevel kan holde julefrokost – både derhjemme og i virksomheden.

Småt, men godt

Spred julefrokosterne ud over flere dage i virksomheden, og hold flere små julefrokoster i stedet for én stor. Man kan nøjes med at holde julefrokost med jeres lille team på under ti personer eller dem, I alligevel ser til daglig. Bestil maden udefra, eller arrangér, at I mødes på en restaurant og klæd jer festligt på og pynt op. Start tidligere på dagen, undgå for meget alkohol og hyg jer alligevel.

Online julefrokost

Når I ikke kan komme til julefrokosten, så lad julefrokosten komme til jer. De fleste er efterhånden bekendte med diverse møde-apps i forvejen. Aftal, at familien deler sig op i små grupper eller bliver i sin egen husstand. Sørg for, at alle pynter op og klæder sig pænt på, og bestil så maden udefra, så alle får, det samme. Sørg for at tjekke ind via skærmen jævnligt, og peg webkameraet rundt, så alle kan hilse på hinanden. Skål, som I plejer, selvom I ikke er sammen, som I plejer. Ros maden, drik den samme øl og samme snaps. Lad de yngre hjælpe de ældre med teknikken, og sørg for at være sammen en hel dag med skærmen tændt.

Ryk udenfor

Ryk julehyggen udenfor. Invitér på gløgg og æbleskiver på terrassen. Investér i en pavillon eller sæt en stor parasol op, og tænd bål eller skru op for terrassevarmeren. Sørg for varme tæpper og inddel haven og terrassen i zoner, hvor I kan sidde ned, så I ikke står for tæt eller rykker for meget rundt. Selvom I højst må være 10 personer, og I helst skal se de samme, få mennesker, så er det hele mere sikkert udendørs. Sørg eventuelt for festlige mundbind med julemønster, og spil noget julemusik.

Sørg for de ældre

Det er hårdest for de ældre og sårbare i denne tid. Det er bedst, at de ikke møder op til en julefrokost. Bring i stedet julefrokosten til dem med alt fra borddækning til mad, pynt og gaver. Send små, håndskrevne hilsner med fra alle for at vise dem, at I tænker på hinanden. 

Et par tips mere:

  • Hold det kort. Hellere mødes til gløgg og æbleskiver i én time end flere timer ved frokostbordet. Din mave vil også takke dig bagefter.
  • Drop alkoholen. Alkohol hører en dansk julefrokost til, men kan også få os til at glemme, at det ikke er så godt at give hinanden et knus. Drop alkoholen. Dit hoved vil takke dig dagen efter.
  • Portionsanret maden. Ved at servere portionsanrettet mad behøver I ikke bevæge jer så meget rundt eller såt ved samme buffet eller røre ved samme fade.

I en globaliseret verden hvor relationer breder sig udover landegrænserne, er fotobøger en nem og simpel vej til følelsen af at være sammen  hver for sig. Dette skal også kunne lade sig gøre med en god og grøn samvittighed ifølge medstifter og CEO Nicklas Bødtcher-Hansen og resten af SubBook-teamet.

At være sammen hver for sig
Fotobøger er nutidens svar på de gamle fotoalbummer og i en tid, hvor der tages flere billeder end nogensinde før, er der kun kommet større fokus på forevigelsen af fotominder. Især nu hvor udlandsrejser og større begivenheder er blevet udskudt, bruges fotobøgerne til at mindes alt fra ferier til fødselsdage og ikke mindst til at dele minderne med familie og venner. Med levering til hele Europa har folkene bag danske  SubBook forsøgt at nå relationer på tværs af landegrænserne ved at give deres brugere mulighed for at dele minder med venner og familie fra både nær og fjern. Og for at passe ind i brugernes travle hverdag foregår opsætning og bestilling af fotobøgerne direkte fra telefonen, så der er nem adgang til kamerarullen. Delingen af minder skal dog ikke være på bekostning af miljøet, og derfor sigter teamet også efter at være den grønnere løsning.

Et grønt samarbejde med One Tree Planted
Med tanke på produktionens miljømæssige spor har SubBook teamet op med organisationen One Tree Planted. Samarbejdet betyder, at  organisationen planter et træ for hver tredje fotobog en kunde bestiller via app’en. Nicklas Bødtcher-Hansen fortæller, at de altid har haft bæredygtighed for øje og forklarer, at ”det var en fundamental ting for os at have grønne initiativer”. Samarbejdet var derfor et oplagt skridt på vejen mod grønnere fotobøger. Indtil nu har de plantet 500 træer i nogle af verdens mest udsatte skove, men dette er blot et delmål. Med åbningen til det europæiske marked håber de på at kunne nå endnu længere med deres bæredygtige arbejde: ”Vi arbejder stadig mod grønnere initiativer, og nu hvor vi har lanceret internationalt, kan vi komme til at plante endnu flere træer” beretter medstifteren. Og så håber de, at deres fotobøger kan skabe ekstra stor glæde og samhørighed i de kommende juletider. Om det bliver ved, at folk samles om fotobøgerne eller bladrer i dem hver for sig, må tiden vise. Teamet er i hvert fald klar til at sende mindeværdige julegaver ud til både nær og fjern med en god og grøn samvittighed.

Se mere på subbook.dk

Det kræver mange års erfaring og en hel måneds intensivt arbejde at samle Chopards L.U.C. Full Strike, der rummer et imponerende værk med repetition. Mød Christopher, der er en af de få, der kan.

Hvor svært kan det være at samle et ur? Ret svært! Især når der er tale om et af de mest komplicerede ure, nemlig et med repetition (mini-klokkeværk). Det familieejede mærke Chopard har i år åbnet dørene til deres atelier for komplicerede ure i Genéve, så vi dødelige kan se, hvad der foregår hos mesterurmagerne. Her møder vi Christopher, der af sikkerhedshensyn ikke oplyser sit efternavn. Normalt ville et mærke som Chopard slet ikke vise, hvad der foregår i hjertet af deres atelier, for der værnes om de fine nuancer i det avancerede håndværk – men nu har de gjort en undtagelse, og heldigvis for dét, for det er ganske enkelt imponerende, hvad der udføres af håndarbejde her.

Drømte om at blive urmager

Som barn drømte Christopher om at blive urmager, men han havde aldrig troet, at han rent faktisk ville ende med at sidde hos Chopard og arbejde med så avancerede ure. Nu er det dog hans levevej, og han har været hos Chopard siden 1998 og er en af husets mest respekterede urmagere. Han er en af blot tre urmagere, der har både erfaring og know how nok til at samle et af Chopards mest komplicerede ure, nemlig L.U.C Full Strike. Urværket heri hedder L.U.C 08.01-L og består af svimlende 533 komponenter og indeholder bl.a. et velspillende repitionsværk, altså en form for mini-klokkespil, der kan ‘ringe’ tiden, når du aktiverer det. Det er noget af det allersværeste at konstruere i så lille en genstand som et armbåndsur.

Christopher – en af Chopards mest erfarne urmagere.

“Horologi har altid været mit kald, og jeg har stræbt efter at komme til at arbejde med ure som Chopards repitionsværker. Det tager mindst 10 års erfaring for en dygtig urmager at samle disse værker. Det ser måske ikke sådan ud, men det er hårdt arbejde og kræver tålmodighed og udholdenhed. Og det fascinerende er, at det kun kan udføres i hånden”, forklarer Christopher.

Moderne urmageri er teamwork

Det tager Christopher ca. 160 timer, eller hvad der svarer til en hel måneds arbejde, at samle et enkelt L.U.C Full Strike, og den sværeste del af processen er ifølge urmageren montere de safir-lejer, der holder de små, delikate klokker. Men selvom Christopher sidder og samler uret alene, er han ikke bleg for at anerkende de andre dele af processen, fra design og produktion til finish og test. “Nogen tror måske, at vi urmagere er helt alene om at skabe uret, men sådan er det ikke. Det er teamwork”.

Det tog da også Chopard svimlende 17.000 timer at udvikle værket, før det var klar til produktion, og CEO Karl-Friedrich Scheufele er ikke i tvivl om, at det er et lille mekanisk mesterværk: “Repetitionsværket er den eneste komplikation, der tilfører en helt ny dimension til et ur: lydoplevelsen. Og når man først oplever skønheden i lyden fra et L.U.C. Full Strike, kan man ikke andet end at blive fascineret af, at det kan lade sig gøre at skabe sådan et mekanisk ur”.

Chopard L.U.C Full Strike. 42,5 mm i hvidguld. (ref. 161947-5001). Pris på forespørgsel.

I Danmark forhandles Chopard hos Bucherer, Hvelplund og Stenstrup – alle i København.

Se mere på www.chopard.com.

 

 

Mundbind er blevet en del af hverdagen, og flere designere har skabt smukke versioner i flotte farver og miljøvenlige materialer. De er ikke godkendt til medicinsk brug, men kan eventuelt bruges uden på et CE-certificeret mundbind, og lyse op i en udfordrende tid.

 

Japanske UNIQLO har skabt et mundbind med fokus på komfort og enkelt design. Mundbindet er udviklet i brandets innovative AIRism-stof, med en struktur i tre lag, der blandt andet har anti-mikrobielle egenskaber. Mundbindet kan maskinvaskes, fjerner fugt og frigør varme, samtidigt med at det føles blødt hele dagen.

I forbindelse med lanceringen af AIRism ansigtsmasker donerede UNIQLO Danmark 5.000 af disse mundbind til Mændenes Hjem.

Mønsterbryder

Lala Berlin er kendt for deres ultrabløde cashmere tørklæder med smukt og grafisk print. Det tyske modebrand har skabt et mundbind, hvor de kendte mønstre og farvesammensætninger går igen, i en blød og behagelig kvalitet. Provenuet fra deres mundbind vil blive doneret til mindre NGO’er, der yder hjælp til børn og unge, herunder Wildwasser Berlin og Jugend Notmail. Kreativ direktør og grundlægger af Lala Berlin, Leyla Piedayesh, har valgt at støtte udsatte børn og unge, idet denne sårbare gruppe har oplevet stigende utryghed og usikkerhed i forbindelse med Covid-19. www.blossom.dk.

Smuk vintage

Det danske mærke Sissel Edelbo laver bæredygtigt tøj og accessoires ud af genanvendte indiske sarier. De specielle mønstre og klare farver fås nu også på en række fine mundbind, der er håndsyet i Jaipur i Indien. Indersiden er skabt af økologisk bomuld og de genanvendelige mundbind kan vaskes ved 60 grader.
www.sissel-edelbo.dk.

I den kommende kolde tid, er dette bestemt et mundbind, der kan sprede smil og varme.

Blød luksus

Mundbindet fra Wolford er skabt i en dobbeltforet, blød og stretchy kvalitet, der er utrolig åndbar. Desuden er materialet vandafvisende, hvilket er rigtigt smart herhjemme, hvor det kan regne en del. Masken er enkel i model og udtryk med smalle elastiske stropper og en pasform, der slutter tæt omkring huden. Det diskrete logo og enkle design gør mundbindet til en praktisk og eksklusiv luksus i en svær tid. www.zalando.dk.

Kunstnerisk blikfang

Collina Strada New York er en kreativ platform, der skaber opmærksomhed omkring sociale emner og bæredygtighed. Kvinden bag, Hillary Taymour, bruger sine farverige designs i sin aktivisme, der er præget af hendes optimistiske og humoristiske tilgang til livet. I forbindelse med Covid-19 har hun lavet de smukkeste mundbind ud af reststoffer fra sine kollektioner. På hjemmesiden kan du også finde en detaljeret guide til, hvordan du selv kan sy mundbind. www.collinastrada.com.

Ved køb af de økologiske Collina Strada mundbind støtter du samtidigt sundhedspersonalet i New York City.

Hvis du elsker kaffe, skal du nu skænke dig en kop og fortsætte med at læse denne artikel. Den vil berige dig med viden om kaffetrends, som inkluderer både kul,
æg og farveskift.

 

Dalgona-kaffe – en fløjlsagtig drik

Dalgona-kaffe er navnet på en trendy iskaffe, som man ofte ser florere på de sociale medier. Der er tale om en koreansk kaffedrik, som stammer fra den indiske kaffedrik ’phenti hui’. Kaffen har efter sigende fået sit gennembrud på grund af en sydkoreansk skuespiller, der tog Dalgona-kaffen med i et TV-show, og siden da har internettet taget over. Det er en nem og lækker iskaffe, der er hurtig at lave, da den kun kombinerer varmt vand, instant kaffe og iskold mælk (evt. havremælk). Resultatet er en fløjlsagtig drink med et
cremet sødt kaffeskum på toppen.

Prøv selv: Kom kaffepulver, sukker og kogende vand i en skål og pisk med en håndmixer i ca. 2 minutter, eller til skummet er tykt og cremet. Fordel mælk og isterninger i 2 glas og fordel skummet på toppen.

Kaffeøl – også til morgenmad

Du elsker kaffe, og du elsker øl. Det er ikke altid, det lykkes at kombinere to ting, man elsker. Men kaffe og øl fungerer faktisk sammen, da der er nogle smags- og aromaegenskaber ved kaffe, der problemfrit smelter sammen med flere øltyper, særligt mørke, rige maltøl.

De første øl med kaffe blev serveret tilbage i 1990’erne i USA, og nogle af de første kaffeøl blev serveret til morgenmad på cafeer. Da øltrenden fortsatte ind i 2000’erne, begyndte mange bryggerier verden over at brygge deres egne ver-

sioner af kaffeøl. Måden, hvorpå kaffen anvendes i øl-brygningen, varierer – nogle tilføjer tørt kaffegrums under gæringsprocessen, og andre anvender koldbrygget kaffe, fordi kaffen er mere koncentreret end almindelig kaffe, så der er mindre vand, der kan påvirke ølsmagen. I øl med kaffe skal man ikke være urolig for at få koffeinproblemer, da det endelige produkt kun indeholder et par milligram koffein.

Nogle kaffeøl indeholder dog slet ikke rigtig kaffe. Risteblandingen af forskellige cremede slags malt, såsom byg og chokolade, resulterer i en aroma, der minder om kaffe.

Blå americano – brygget på en blomster-kamæleæon

Blue Pea Flower, på dansk sommerfugle-ærteblomsten, er en blomst, som dyrkes i Sydøstasien. Den er blå med blade af hvid og gul og kaldes ’kamæleonen’, fordi den skifter farve afhængigt af, hvilke væsker den kombineres med. Når den mixes med kaffe og mælk, forvandler drikken sig og får en intens blå farve, men når den blandes med citronsyre, får den en violet/lyserød farve. Blomsten har desuden været anvendt som smertestillende middel og til at afhjælpe søvnløshed. Den indeholder også antioxidanter.

Prøv selv: 2 dele espresso, 2 dele af en te lavet af sommerfugle-ærteblomsten, sirup og is.

Nitrokaffe – ’boble-kaffe’

Nitrokaffe er en usædvanlig og forfriskende kaffedrink med en finperlet tekstur, som i de sidste par år er blevet en populær kaffetype, der serveres på mange cafeer og kaffebarer. I et amerikansk supermarked vil man også kunne finde mange forskellige varianter af nitrokaffe med forskellige smage. Drikken minder i konsistensen om fadøl på grund af små bobler, og kan fungere lidt som en Red Bull, men dog som et sundt energiboost. Der er dog hverken sukker eller mælk i denne boble-kaffe. Nitrokaffen er stærk og efter sigende dobbelt så stærk som almindelig kaffe, fordi kaffebønnerne trækker i meget lang tid i vandet. Nitrokaffe laves nemlig på koldbrygget kaffe, som skal trække i 15-20 timer. Den kolde temperatur medfører, at det tager længere tid for smagsstofferne i kaffen at komme ud i vandet, og det efterlader en mindre bitter kaffe. Herefter tilsættes nitrogen, og kaffen skænkes under tryk gennem en ventil med bittesmå huller. Kaffen ender i glasset med en blød og cremet konsistens, der perler på tungen.

Goth-latte – i en kælder sort som kul

Kan du lide at drikke din kaffe sort? Med goth-latte kan du tage det et skridt videre.
Ved at tilføre kaffen aktivt kulstof bliver kaffen nemlig kulsort. Ikke alene ser en goth-latte fantastisk ud, den er også sund og detoxende. Kulstof binder nemlig toksiner og bakterier og har en afgiftende virkning på fordøjelsessystemet. Navnet ’goth’ skyldes den sorte farve, fordi den henviser til stilen ’punk goth’, hvor beklædning og makeup er sort.

Aktivt kul kan købes i helsekostbutikker.

Prøv selv: 2 spsk aktivt kul blandes med en espresso, og varm mælk tilføres på samme måde som en almindelig caffe latte.

Æggelatte – palæo hele vejen

En æggelatte – lyder det klamt? Prøv den, for smagen er alt andet end klam, og den er ovenikøbet genvejen til en kulhydratfri, mættende, cremet og mælkefri drik, som især er velegnet til dem med en sød tand. Drikken kan også anvendes som morgenmad på farten, fordi drikken kan holde én mæt længe. Kaffedrikken er en klassiker i Vietnam, og her serveres den med en topping lavet af rå æggeblomme og sødet kondenseret mælk. På kaffebaren (med eget risteri) ’Round K’ i New York er denne kaffe en signaturdrink. Kaffebaren ligger på Allen Street/Lower East Side og er indrettet med en stemning, der minder om koreanske kaffebarer (dah bahn).

Prøv selv: 1 æg (råt), 2½ dl stærk kaffe, 1-2 spsk kokosolie og evt. lidt usaltet smør. Tilføj evt lidt kanel, vanilje, kardemomme eller kakao.

Cascara som fødevare i EU har desværre haft en meget lang godkendelsesproces, selvom det jo på sin vis burde være ligetil, når vi nu har drukket kaffe i mange hundrede år. I USA og Asien ser man allerede en del spændende produkter lavet på cascara, og det samme vil være tilfældet i Europa, når først lovgivningen er på plads. 

Den næste kaffetrend – kaffe cascara 
Kaffeeksperten tror på …

”Jeg tror cascara har et stort potentiale. Cascara er et biprodukt ved kaffeproduktion, der er lavet på kaffebærrets tørrede skind. Cascara smager godt og har mange af de samme gode egenskaber som almindelig kaffe, da det både har koffein og antioxidanter. I USA og Asien ser man allerede en del spændende produkter lavet på cascara. Man kan lave både te og sodavand med cascara, og der er endda lavet mel, som kan bruges i bagværk og pasta. Det er et fænomen, som trækker tråde til megatrends som sundhed og bæredygtighed, så det er også i tidens ånd”, siger certificeret Q Grader Asser Bøggild Christensen.

jar and tablespoon of ghee (clarified butter) on grained wood

Superfood i kaffen

Superfood er betegnelsen for forskellige råvarer, der er tæt pakket med mineraler, vitaminer og antioxidanter, som nærer vores krop og holder os sunde og stærke. Hvis du tilfører nogle af dem til din kaffe, bringer det din kaffe og dig til et nyt, sundt niveau. Rør dem blot ind i din morgenkaffe, og så er energibomben klar. Nogle varianter smager usædvanligt i starten, men effekten er usædvanligt ’super’ … som navnet antyder.

Kollagen: Når man tilfører kollagen til sin kaffe, får man et skud af proteiner. Kollagen kommer fra dyr, så det er ikke egnet til vegetarer eller veganere. Kollagen opløses let i både varme og kolde væsker og er godt for hår og negle og til at ’smøre’ led og brusk. Tilføj blot en skefuld i din kaffe.

Ghee: Ghee er som klaret smør, der har en blød og cremet konsistens. Ghee har en særlig smag af både smør, karamel og ristede nødder og giver et lækkert pift til din kaffe. 1 til 2 spiseskefulde i kaffen giver en cremet konsistens og en sød smag.

Chagasvamp: Chagasvampen er kendt som ’sort guld’ og vokser på birketræer. Når den er i pulverform og blandes med kaffe, smager den vidunderligt. Chagasvampen er kendt for at styrke immunforsvaret og er en fantastisk kilde til antioxidanter. Findes som pulver og kan købes i helsekostbutikker. Tilføj blot 1 spsk af pulveret til kaffen.

Kokosolie: Kokosolie er ’fed hjernemad,’ og hvis du tilfører 1-2 teskefulde pr. kop, får du både et let strejf af eksotisk kokossmag og er på vej mod bedre ernæring og øget energi.

Rå kakaopulver: Chokolade og kaffe sammen er et godt makkerpar. Samtidig med den fantastiske smag rummer cacao både mineraler, flavonoider og antioxidanter – gode sager, som kan forebygge kræft og styrke hjertekarkredsløbet. 1-2 teskefulde pr. kaffekop og ja … så mums!

Kaffens legeplads

Asser Bøggild Christensen er certificeret Q Grader og har kaffe på hjernen og koffein i blodet. Han har skrevet om kaffe til udenlandske medier, og han har siden 2015 formidlet sin kaffeviden på de to sites Hipsterkaffe og Coffeechronicler. I dag bor han i Chiang Mai i Thailand; en by, som er kendt som Sydøstasiens ’kaffehovedstad’.

Hvorfor tror du, at man eksperimenterer med kaffe?

En af grundene til, at man eksperimenterer med kaffe, er at der er et kæmpe marked for det, og at vi ikke kan lade være med at prøve nye ting af. Sådan er det også med mad. Nogle er mere konservative, mens andre elsker at prøve nye ting.

Hvorfor opstår en kaffetrend?

Man kan eksperimentere med kaffe på mange niveauer. Man kan brygge med forskellige redskaber og teknikker, eller man kan endda gå hele vejen tilbage til bonden og få ham til at eksperimentere med kaffesorterne, efterhøstbehandlingen og fermenteringen. Og så er der selvfølgelig alle de forskellige ’signatur’-kaffer, som baristaer udvikler til konkurrencer, hvoraf nogle også går hen og bliver populære ude på cafeerne. Så de her trends opstår også, fordi dygtige kaffefolk vil udtrykke deres kreativitet på samme måde som eksempelvis Michelin-kokke.

Hvor kan man smage på alle de nye typer kaffedrikke?

Det er svært at finde et enkelt sted, hvor man kan prøve alle de nye ting. De fleste cafeer specialiserer sig jo i nogle enkelte trends. Men generelt er de steder, som tager aktiv del i specialkaffekulturen og sender deres baristaer til konkurrencer, lidt mere eksperimenterende i deres tilgang.

FÅ MERE VIDEN OG INSPIRATION OM KAFFE
WWW.SMAGKAFFEN.DK
FACEBOOK/SMAGKAFFEN
@SMAGKAFFEN