Intet ved den forgangne vinter har været, som det plejer. Frosten er stort set udeblevet, gennemsnitstemperaturen ligger i nærheden af fem grader, og regnmængderne er historisk store. Det betyder, at mange planter er godt på vej til at springe ud, og at også roserne allerede står med spæde skud,
fortæller Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

”Mange planter er længere fremme end normalt. Det betyder, at mange af de ting, vi normalt først ville gøre i haven om en måneds tid, kan vi gøre
allerede nu,” siger hun.

Den våde og varme vinter får telefonerne til at ringe i Haveselskabets rådgivning. Her henvender mange haveejere sig i disse dage, fordi de har meget vand i haven, og fordi de er bekymrede for, om de planter, der allerede nu er ved at springe ud, vil klare den, hvis der pludselig kommer frost. Mange er også i tvivl om, om de kan gå tidligere i gang med havearbejdet, end de plejer. Og der er flere ting, man kan kaste sig over nu, selv om vinteren ifølge kalenderen knap er overstået.

”Man kan klippe stauderne ned og beskære roserne nu, også selv om der måske er en smule frost på vej. Planterne er så småt begyndt at vokse, så det er også et godt tidspunkt at gøde græsplænen og sprede kompost i bedene,” siger Louise Møller.

Selv om vejret er mildt, er jorden stadig for kold til at så sommerblomster og anlægge køkkenhave, og længes man efter blomsterflor i krukker og altankasser, skal man holde sig til sæsonblomster som hornviol, stedmor og løgplanter lidt endnu.

 

Våd vinter kan føre til rådne planter

Vinteren har ikke kun været rekordvarm. Februar har slået rekord som den vådeste nogensinde herhjemme. Mange steder står der vand i haverne, andre steder er jorden utroligt våd.

”Den meget våde jord kan betyde, at nogle planter ikke klarer den. Selv store, veletablerede planter risikerer at rådne på grund af iltmangel, hvis rødderne står under vand for længe. Har man nogle højt elskede planter, som står meget vådt, men som nemt kan tages op af jorden, kan man overveje at sætte dem i krukker, indtil det er tørt igen. Men de fleste planter kan ikke bare lige graves op, og så er der ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og håbe på det bedste,” siger Louise Møller.

Mange haveejere planter nyt i foråret, men man bør vente, hvis jorden er meget våd. Meget våd jord klapper nemlig sammen, når man graver eller træder i den, og det ødelægger jordens struktur.

”En hurtig måde at tjekke det, er at se om jorden bliver til mudder eller sætter sig, når man går på den. Gør den det, skal man vente med at plante,” siger Louise Møller.

Hvornår man kan plante nyt, vil derfor variere meget fra have til have og afhænge af, hvor våd jorden er.

På Haveselskabet.dk kan du læse mere om, hvad den rekordmilde vinter betyder for haven.

 

 

5 ting, du kan gøre i haven nu

Haveselskabets havefaglige rådgiver Louise Møller guider her til det, du kan lave i haven nu.

1. Klippe stauder ned og beskære roser

Det gør ikke noget, at der måske er en smule frost på vej. Intet tyder på, at det er hård frost, og en lille smule tager planterne ikke skade af.

2. Gøde og sprede kompost

Så snart planterne begynder at vokse, har de brug for gødning, så nu er et godt tidspunkt at gøde græsplænen og sprede kompost.

3. Forspire blomster og afgrøder

Blomster til sommerhaven kan sagtens forspires nu, så de kan plantes ud i slutningen af april. Grøntsager som chili og artiskokker til køkkenhaven, kan også forspires nu.

4. Fylde krukkerne med sæsonblomster

Stedmor, hornvioler, bellis og løgplanter kan tåle at stå ude i krukker nu, selv om temperaturerne stadig kan ramme frysepunktet om natten.

5. Plante hæk

Det milde vejr betyder, at der ikke er frost i jorden, 

og man kan derfor fint plante hæk, træer og buske, så længe jorden ikke er alt for våd.

 

 

 

Jarl Friis-Mikkelsen (68) har haft en del flere hatte på hovedet end Fars 80’er-hat i Walter & Carlo. Manden med de mange karrieretitler bag sig har gentagne gange skullet genopfinde sig selv, og viften af Jarl Friis-Mikkelsen-versioner i en ordfyldt underholdningsbranche er bred. Men den tidligere underholdningschef, tv-vært m.m. er for første gang i livet landet i en ordløs version af sig selv. Jarlen version 6.8 er kunstmaler.

 

 

”Man har da pligt til at genopfinde sig selv hele tiden; version 2.1, 2.2 og så videre. Man lader sig inspirere og bliver opdateret. Det er en naturlig ting,” lyder det prompte fra Jarl Friis-Mikkelsen, mens der misses med øjnene i den skarpe forårssol på terrassen.
”Det er sundt at genopfinde sig selv. Man lærer at udtrykke sig med de nye hoveder, man genopfinder sig selv med. Man finder frem til en ny version af sig selv. Jeg har i hvert fald genopfundet mig selv en del gange, og det er jeg ikke træt af. Så jeg besluttede for nogle år siden at lægge alle ord på hylden. Jeg har altid beskæftiget mig med ord; enten har jeg skrevet sangtekster eller været anmelder, lavet radio, film og tv og været redaktør. Altid har det været ord. Og jeg nåede til et punkt, hvor jeg bare måtte kaste mig over noget ordløst. Det blev så maleriet,” konstaterer Jarlen, der, i en alder af 68, må antages at have ramt en version 6.8 af sig selv.
Egen streg

Jarl Friis-Mikkelsen har for længst erkendt, at vejen til eget udtryk som maler er lang. Og selvom han har udtrykt sig på så mange forskellige måder i en lang karriere i underholdningsbranchen, så føler han, at han med maleriet er kommet ’hjem’.
”Jeg kan genkende mig selv i min streg, men min streg kan stadig godt overraske mig. Det tager evigheder at finde frem til sig selv som maler, men for fem år siden fandt jeg mit eget udtryk – min egen streg. Den ordløse stemme, kan man vel sige,” fortæller Jarlen og forklarer:

 

”Jeg ved ikke, hvad det var, der pludselig faldt i hak, men enkelthed har altid været vigtigt for mig. Enkeltheden er så kompleks, og det er umuligt at tænke sig til udtrykket – hånden er tvunget til selv at skabe det. Det må ud gennem armen, inden man kan tage stilling til det, og det fascinerer mig.”
Hvor længe er du om at male et billede?

”Det er meget forskelligt. Nogle gange kan jeg være meget længe om det. Jeg er meget draget af at forsvinde ind i processen. Det er en slags meditation, hvor du bliver i stand til at se verden på en anden måde og med en anden energi, når du efterfølgende kommer ud på den anden side.”
”Jeg kigger på det længe og kan pludselig blive provokeret af noget, som noget i mig har lavet. Nogle gange er man voldsomt inspireret, og andre gange sidder man bare og stirrer på et tomt ark foran sig. Ligesom verdenssituationen og vores udfordringer med corona-virus og COVID-19 lige nu. Vi står og kigger på et tomt blad, og vi aner ikke, hvad der skal på det blad. Ingen aner, hvor det bærer hen, og det er på sin vis sådan, selve processen med maleriet er,” fortæller maleren Jarl og tilføjer:
”Jeg ser mine omgivelser på en anden måde. Det er en fed måde at føle sig fremmedgjort på. Det er en sund måde at være nysgerrig på sig selv på – uden at være selvoptaget. Man er på en måde en lille satellit, der kredser om sig selv – uden at lande.”
Har du haft en form for åbenbaring i forbindelse med at finde en lidenskab til maleriet?

”Åbenbaringen kom, da jeg opdagede konturen til mit eget udtryk. Jeg sad og malede på Børneværksted- et på Statens Museum for Kunst sammen med mine børn. Det forestillede en hund, der sad med en pibe på en stol. Der var noget simpelt ved det, som fungerede, syntes jeg. Så jeg adopterede efterfølgende den enkelthed i mit arbejde.”
”Og som Lars von Trier gjorde i ’Direktøren for det hele’, hvor han havde sit kamera på random, så han ikke vidste, hvilke beskæringer det lavede, begyndte jeg også at beskære. Det giver en udfordring, da det, du tror, du har set, bliver noget andet. Man lægger et benspænd ud og kommer via det videre,” fortæller en passioneret Friis-Mikkelsen.
Hér står du – den røde prik som signatur

Udover en kakofoni af fuglekvidder i havens mange hække, suppleres Jarl Friis-Mikkelsen på terrassen af tre af sine seneste værker. Malerierne står som en gold og kølig backing-trio, klar til at bee-bobbe omkvædet til ophavsmandens egen solosang, mens kulørte lamper blinker fra motiverne.
”Jeg har altid en rød prik med i mine billeder. Når jeg maler, placerer jeg mig selv i forhold til den røde prik i billedet. Så får tingene en anden dimension – og så kan jeg finde vej i det. Dermed ikke sagt, at andre vil se den samme vej i motivet, som jeg har set.”
Hvordan opstod den røde prik?

”Jeg lod mig inspirere af de oversigtskort i storcentre, der med en rød prik markerer, hvor man står,” fortæller Friis-Mikkelsen med et underfundigt smil på den velkendte overlæbe.
”Jeg ejer nemlig ingen stedsans. Hvis jeg går ind i Illum ad den ene dør og skal ud af en anden, så aner jeg simpelthen ikke, hvor jeg er. I gamle dage, når jeg skulle bevæge mig fra Indre by til Østerbro, måtte jeg køre hele vejen hjem til Jægersborg for at finde Østerbro, da det ikke ville være muligt for mig at finde vej, hvis ikke jeg kom direkte fra min hjemmeadresse.

Det var meget uhensigtsmæssigt,” griner Friis-Mikkelsen.
Corona-krisen klamme hånd

Solens stråler brækkes af grenene fra et af havens høje træer og kaster en kølig skygge over foråret på husets terrasse – som for at minde os om, at corona-pandemien raser udenfor den private karantænekoloni i Jægersborg, hvis vi som almindelige dødelige nu skulle have glemt det. På havebordet ligger Albert Camus’ roman Pesten fra 1947, fra hvilken den tidligere DR-underholdningschef med rynket pande citerer:
”… de tænkte på sig selv, de troede ikke på den slags plager, plagerne stod ikke i forhold til det enkelte menneske. Derfor siger man, at den er uvirkelig, som en ond drøm, der går over. Men det gør onde drømme ikke altid. Og mens de onde drømme bare bliver ved og ved, er det menneskene, der kommer og går, for de har ikke taget deres forholdsregler. Og hvorfor skulle de tænkte på pesten, som udelukker al fremtid, alle rejser og diskussioner. De troede, de var frie, men ingen er nogensinde frie, så længe der findes plager som denne … ”
”Jeg synes, det er en meget stærk passage, meget sigende for den situation, verden befinder sig i lige nu. Jeg tror ikke, at verden bliver den samme efter corona. Det har så stor betydning for så meget; vores ensomhed, vores fællesskab. Alt skal nok blive godt igen – men på en lidt anden måde. Ingen kommer jo til at glemme dette.”

 

”Det vanvittigt dumme ordsprog ’Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget’ er svært at holde af lige nu. Men jeg tror, det her kan være godt for den måde, vi ser os selv på. Nu går vi rundt isoleret hver for sig. Vi er alene, og lyden af os selv kan være ret ubehagelig. Den støjer! Det er vi ikke vant til, for vi beskæftiger os hele tiden med ting og glemmer derfor at lytte til os selv. Og jeg tror, det er meget sundt for os at lytte efter os selv. Det store arbejdspres, vi ellers befinder os i, har måske gjort, at vi slet ikke er klar over, hvem vi er til sidst.”
Hvordan påvirker corona-krisen dig og dine nærmeste?

”Vi vasker hænder, så huden er ved at falde af. Vi ser ikke engang den tætteste familie, men vi prøver at få det bedste ud af det. Vi er sammen på en meget mere intens måde, og måske gør alt det her, at vi bliver mere omsorgsfulde og opmærksomme på hinanden – og det gør måske ikke så meget,” siger Jarlen fra Jægersborg og fortsætter med dystopi i stemmen:
”Jeg kan slet ikke helt være i mig selv, når jeg tænker over de konsekvenser, det har. Corona-pandemien har tvunget os mennesker til at se ting fra nye vinkler, særligt vores egen skrøbelighed står tydeligt frem i en krise som denne.”
”Vi troede, vi kunne flyve, at vi kunne tage til månen, hvilket vi også gjorde. Og vi vil som race gerne se os selv blive stærkere og stærkere, men der skal altså ikke meget mere end en skide flagermus til at få bugt med vores styrke. Det er da næsten til at blive religiøs af. Derfor tror jeg også på, at vores værdier vil blive ændret for bestandigt efterfølgende.”
Tilfældigheder

Coronaens klamme hånd bliver hængende med sin knyttede næve som en mørk sky for solen. Men skyernes tilfældige rangorden på himlen over os er også et billede på tilfældighedernes betydning i livet. Om det er malerkunst eller corona-krise: Alt er, ifølge Jarlen, tilfældigheder.
”Jeg tror på tilfældigheder. Alt er tilfældigheder. Man er nødt til at operere med tilfældigheder som en aktiv spiller i universet. Det er i tilfældigheden, at nye ting dukker op,” fortæller den tidligere tv-vært og skuespiller. Han fortsætter:

 

”Det er meget ofte en tilfældighed, der gør, at man lykkes med ting. Det er en tilfældighed, at man finder sit eget udtryk. Ligesom det er en tilfældighed, at en flagermus i Wuhan smitter hele verden med en dødsensfarlig virus. Og det vil meget sandsynligt være en tilfældighed, der gør det, når man finder en vaccine mod den. Man afsøger og arbejder selvfølgelig hen mod et resultat med al den viden, man har. Men det er givetvis tilfældigheder, der vil få os i mål i kampen mod corona. Det er jeg ikke i tvivl om.”
Og heldet?

”Ja. Man kan dække op til et mirakel. Og heldet er vigtigt. Men igen; så handler heldet meget om at være det rigtige sted på rette tidspunkt – hvilket jo egentlig er en tilfældighed. Så når alt kommer til alt, så tror jeg på tilfældigheden.”
Er man bange for kriser, når man tror på tilfældigheder?

”Jeg er ikke bange for kriser. Jeg er meget lidt konfliktsky, men jeg har også prøvet tossede ting, hvor jeg ikke anede, hvad situationen ville ende med,” fortæller en ærlig Jarl.
”Da jeg var 20 år gammel, var jeg i New York og skulle i banken for at hæve en rejsecheck. Da jeg kom ud af banken med min lille pose med pengene i, kørte en bil pludselig op foran mig på fortovet, og før jeg nåede at blinke, havde to fyre hevet posen fra mig og stukket en meget slidt sølvfarvet Colt 48 ind i maven på mig. Til min egen forundring var jeg helt, helt rolig. Jeg stod bare og tænkte, at nu dør du, Jarl. Nu skyder de dig sgu.”
”Det viste sig så, at der havde været et røveri ugen inden, og de havde syntes, at jeg lignede røveren fra overvågningsbilledet. Jeg syntes mere, det lignede STING. Efterfølgende gik det så op for dem, at det ikke var mig, der var røveren, og de lod mig gå. Jeg var tilfældigvis bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Tilfældigheder. Reaktionen kom efterfølgende, men jeg gad da godt være så cool i alle krisesituationer.”
Er du et sensitivt menneske?

”Jeg slår hårdt ud på Richter-skalaen. Jeg har altid været på vagt. Det er ikke en angst. Jeg er bare meget alert. Måske skyldes det en ensomhed i barndommen, der var præget af tabet af min mor. Jeg var kun 11, og så tror jeg, at man bliver på vagt overfor omverdenen.”
Har du kunnet spejle dig i din far?

”Ja, det har jeg selvfølgelig, men min far var en helt anden type end mig. Han var forretningsmand. Han havde læst jura. Og jeg havde på ingen måde lyst til at blive jurist. Jeg er meget ulogisk i min tankegang, og det ville vist ikke være klogt at sende mig ind i en retssal som advokat med den stedsans, jeg besidder. Hvis jeg overhovedet ville kunne finde den, retssalen. Så jeg blev humanist.
Var din far stolt af dig? Du har jo været succesfuld i livet?

”Min far var lettet, da jeg i sin tid blev ansat som programmedarbejder på DR, da ’DR jo aldrig ville mangle penge’, som han sagde. Efterhånden som årene gik, kunne han godt se, at jeg havde opnået noget succes, men frem for alt kunne han se, at jeg var glad for det, jeg lavede. Det var det vigtigste for ham, at man var vedholdende og kom i mål med nogle ting selv. Næste år har jeg 40 års tv-jubilæum. Og det er vel begrænset, hvor meget mere succes man kan få i den branche, som jeg vel nok tilfældigvis havnede i.
Succes uden at være folkekær

Tilfældigheder eller ej, så er det lykkedes Jarl Friis-Mikkelsen at skabe sig en meget lang og glorværdig karriere i underholdningsbranchen, inden han tog ordet fra sig selv og blev maler. Talkshows, quiz-programmer og komedier har været mandens varemærke gennem mange årtier, og særligt Walter & Carlo-filmene blev et grin til familien Danmark. Men folkekær har Jarlen aldrig set sig selv som.
”Enten har man det, eller også har man det ikke. Jeg er ikke født folkelig. Men jeg har altid haft kæmpe respekt for folkelighed og tænkt, at jo flere der kan lide det, man laver, desto bedre – uden at man behøver gå på kompromis med den kunst, man laver, eller hvordan man laver den.”
Kan man være født folkekær?

”Jeg synes, Kim Larsen var det. Han var en folkekær figur. Han ville måske nok hade det, men jeg mener, at han havde en folkelighed større end Grundtvigs. Der er bare nogen, der går direkte igennem.”
”Men man føler sig da alligevel folkekær, når en 17-årig dreng sender mig et billede af hans lår med en kæmpe tatovering af Carlo-figuren og spørger mig, om ikke jeg vil sende ham en autograf – så han kan få den tatoveret under knæskallen – så bliver man da stolt,” slutter Jarl Friis-Mikkelsen version 6.8 med et stort, skælmsk smil.

 

Her et af Jarls værker

 

 

 

 

Ordene lå på telefonsvareren – sådan en med kassettebånd i – i 1994: Jimmy Jørgensen skulle være med i den første teaterkoncert nogensinde, ”Gasolin”. Dengang kunne han ikke vide, hvor profetiske ordene var. Til april synger han igen Gasolin i Tivolis Koncertsal. Denne gang i musicalen ”Midt om natten”.

 

 

– Jeg er da stadig glad for at spille i band, men når man tænker på, hvor lidt man tjener på musikken i dag, så har jeg været utrolig heldig, indrømmer Jimmy Jørgensen, der har været ”the go-to-guy”, når der skulle sættes teaterkoncerter op. Og musicals. Og en del andre skuespilleropgaver.

Jimmys forbindelse til Kim Larsen og Gasolin har dog en forhistorie, der går helt tilbage til hans barndom i Vanløse. Her havde CBS sin store kontorbygning på Kastanje Allé, og Jimmy og kammeraterne gennemrodede containerne bag bygningen, hvor de ofte kunne finde kasserede LP’er og især kassettebånd.

”Værsgo” og andre kassettebånd

– Tit var det bare en fejl i plastikken, så båndet ikke fejlede noget, husker han. – Det var ikke noget, vi havde råd til at købe, så containerne var stedet. Så gjaldt det bare om at komme først.

– Jeg tror, min første Gasolin-kassette har været ”Sådan” … og ”Værsgo” (Kim Larsen solo, red.).

Det med kassettebånd (hvis du er i tvivl, så spørg en ældre person i nærheden) har fulgt Jimmy Jørgensen gennem livet. Da Hotel Hunger fik sin amerikanske pladekontrakt i 1989, blev nogle af deres numre udsendt som kassette-singler.

– Og så sent som sidste år solgte jeg en bil, jeg havde stående oppe i Sverige. Den var fra 1978 og havde stadig en fungerende kassetteafspiller. Med bånd i.

Kim og Jimmy

Som en del af musikmiljøet i Danmark var det nærmest uundgåeligt, at Jimmy Jørgensen måtte ”rende på” Kim Larsen, som Jimmy selv udtrykker det. Dels professionelt, dels når Jimmy optrådte i Odense, hvor Kim boede.

– Når man havde spillet i Odense, var Boogie Bar natklubben, hvor man gik hen bagefter. Der stod Kim tit alene for enden af baren. Så nikkede han til mig. Men vi talte ikke sammen. Jeg tror, han hellere ville stå og være sig selv. Han har mig bekendt heller aldrig set nogen af teaterkoncerterne eller for den sags skyld ”Midt om natten”. Alle de andre fra Gasolin var der. Men ikke Kim.

– Når nogen spurgte, om de måtte bruge hans musik, så sagde han ”go ahead”. For ham var det fortid. Kim var altid meget tænksom og meget produktiv. Han var altid i gang med nye ting. Jeg kan godt forstå det. Han dvælede ikke ved fortiden, men kunne hele tiden se på tingene med nye øjne.

– Vi har en enkelt gang arbejdet sammen, hvor vi optrådte med Underholdningsorkesteret. Han kaldte mig ”Kaptajn Jørgensen”.

Tilbage til Haveje

Nu er Jimmy Jørgensen så tilbage i Gasolin-repertoiret igen og synger som leder af rockerbanden Rotterne i ”Midt om natten” de to sange ”Rabalderstræde” og ”Dem de andre ikke må lege med”.

– Jeg har det fint med at komme ind midt i det hele og ødelægge det, de andre har gang i, griner ham – vel vidende at de numre er ”showstoppers”.

– I det hele taget har vi flere sange med denne gang. Da ”Midt om natten” blev opført første gang, havde vi en rammehistorie, som nu er droppet. Nu er det kun den oprindelige historie, men med flere sange.

Historien om bedstevennerne Benny og Arnold, der er med til at skabe det alternative samfund Haveje, har naturligvis sit udspring i Kim Larsens egne erfaringer med slumstormerne i Sofiegården og den senere etablering af Christiania. Men den handler også om at skabe sit eget tilhørsforhold, sin egen familie. Det kan Jimmy tale med om.

En rigtig familie

– Jeg fik først en rigtig familie, da jeg lavede den, siger han. – Min mor fik mig med en engelsk sømand – gift endda. De første syv år af mit liv voksede jeg op hos min morfar og mormor. Først derefter kom jeg hjem til min mor, men med et klart budskab om, at min lillebror skulle være der, mens jeg kunne være der. Det var en tryghed på lånt tid. Min mor var bryggeriarbejder, og det var nok hendes måde at klare konflikterne på.

– Så da jeg endelig stiftede familie som 46-årig (med Signe Egholm Olsen, red.), skulle jeg til at lære, hvad tryghed betød. Hvad familiesammenhold betød. Al den tryghed og den varme, som jeg altid har savnet.

Så den vilde forsanger fra Hotel Hunger er nu en sat familiefar, der henter og bringer børnene til institutionen og skiftes med Signe om, hvem der kan have job på teatret. For nogen skal jo være hjemme og passe børnene.

Det giver nu også lejlighed til nogle pudsige oplevelser:

– Da jeg skulle hente min datter fra fritidshjemmet forleden, var der er pige, der spurgte, ”er det din far eller …”. Og så kom det: ”Jeg mener, er det din far eller din bedstefar”. Man siger jo, at det er fra børn, man skal høre sandheden, siger Jimmy med et smil.

– Jeg har en voksen datter fra et tidligere forhold, så jeg kunne godt være begge dele. Nu er hun lige – som den første i familien – blevet færdig med en akademisk uddannelse og har fået arbejde, så sandsynligvis har jeg et par år endnu.

Fristadsromantik og havneidyl

Hvad fristadsromantikken i ”Midt om natten” angår, mener Jimmy Jørgensen, at det må ses i et historisk lys.

– Det er nemt i bagklogskabens lys at sige, at det ikke kan lade sig gøre at stille sig uden for fællesskabet, ikke betale skat og så videre. Og at man ikke kan få monopol på nogle af de fineste grunde i København. Men vi må lige huske, at der ikke var nogen, der brugte den gamle kaserne på Christianshavn dengang.

– Nu kunne Kim godt være lidt stædig – det med at holde på sin ret til at ryge for eksempel – men ting må gerne udvikle sig. Nyt er ikke altid dumt. Der var jo ingen, som dengang ville have troet, at havneområdet ville forvandle sig til en oase. Alt det er skabt af nytænkning. Det er fantastisk, at der midt i byen er plads til at leve og have det rart.

Alkohol og stoffer

Både i forestillingens Haveje og i virkelighedens Christiania opstår problemerne i grænsefladen mellem det normale samfund og det alternative. Købmanden, der først er begejstret for at sælge håndbajere til indflytterne, bliver sidenhen sur, fordi de brygger deres egen øl.

– Selvfølgelig er det et problem med Pusherstreet, siger Jimmy Jørgsenen. – Problemet er bare, at når man lukker Pusherstreet, så flytter hashhandlen andre steder hen i byen. Med tilhørende kriminalitet og skyderier. Det kræver nytænkning, så det marked bliver mindre lukrativt. Så indtil videre tror jeg, at både politiet og christianitterne har accepteret Pusherstreet. Ikke at de er glade for det. Folk kommer jo derud for at købe hash, som om de tog i Tivoli.

Jimmy Jørgensen har aldrig forsøgt at en hemmeligholde af, at han selv har festet igennem med alkohol og eksperimenter. Noget som ender galt for rigtig mange mennesker. Hvorfor så ikke ham?

– Jeg har tit tænkt, at jeg har gjort det samme som mange af dem, hvor det er tippet over. Jeg startede med lightergas som 12-årig. Mit bedste bud er, at jeg har bevaret en respekt for mig selv. At jeg har været bange for at miste mig selv i rusen. Så jeg har stoppet mig selv, inden jeg tabte kontrollen. Eller … jeg er jo tit kommet galt afsted, men bagefter har jeg tænkt, at det var for meget, og så har jeg ladet være. Dybest set har jeg været for glad for mit liv.

– Når tiden tillader det – og jeg arbejder jo om aften- en på teatret, så jeg kan gøre det om dagen – er jeg begyndt at arbejde med drenge med de samme problemer – på 12 – 16 – 20 år. Med angst og misbrug. Selv om kortene er dårligt fordelt til en start, kan man godt ende med at sidde med en vinderhånd. Det giver god mening for mig at se, om jeg kan gøre en forskel.

Hotel Hunger
og Billie Eilish

Selv om Jimmy Jørgensen stadig lever højt på sin gevinst i Gasolin-lotteriet og er ham, man ringer til, når der er en ny teaterkoncert/musical på programmet, så har musikscenen stadig sin plads. Når kalenderne passer sammen, tager han stadig ud med Hotel Hunger, for eksempel på sommerens festivaler.

– Men det skal være sjovt. Det må ikke blive hårdt arbejde. En egentlig reunion og nye udgivelser bliver det ikke til. Det er et gammelt ægteskab. Vi spiller godt sammen, men … det er ikke det værd, hvis det bliver hårdt arbejde.

– Men jeg skriver hele tiden, så det kan da godt være, jeg får lyst til at danne et band igen. Lige nu er det en akustisk tour, der ligger i kortene.

Når Jimmy Jørgensen nu er nået dertil, hvor han kan se tilbage på en flot karriere, er det måske også på sin plads at spørge, hvad han ser som fremtiden på musikscenen:

– Hvis jeg skal fremhæve et navn, bliver det Billie Eilish. Og så er det jo i dag liveoptræden, der er det interessante. Det var sådan set også det, vi ville, da vi startede. Det er der, pengene ligger i dag – hvis du ser bort fra nogle få kunstnere. Jeg synes, det er en god udvikling. Det handler ikke om at blive kendt på X Factor og score en pladekontrakt. Det handler om hårdt arbejde i øvelokalet, og så skal du ud og vise dit værd på scenen.

 

 

Midt om natten

Erik Balling i instruktørstolen, Kim Larsens sange, Kim selv og Erik Clausen i de centrale roller som Benny og Arnold. ”Midt om natten” er en af dansk films største succeser, og Kim Larsens album et af de bedst sælgende med titelsangen ”Midt om natten”, ”Papirklip” og ”Susan Himmelblå” som nogle udødelige hits. I 2018 blev historien første gang omskabt til musical, og lige nu er musicalen atter på turné for at ende i Tivolis Koncertsal den 2. april. Tilføjet lidt ekstra sange fra Larsen/Gasolin-kataloget.

 

 

Rundt om Jimmy Jørgensen

Det oplagte spørgsmål: 

Hvis du tager de 10 bedste sange, så er de tre …

”Det bedste til mig og mine venner”, ”Rabalderstræde” og ”Kvinde min”. Jeg mener, hvis du skal skrive en liste over de tre bedste danske sange, så er de tre med.

Ditto – IKKE Kim Larsen

Jeg har en bred smag og kan sagtens høre Abba, men det må blive ”Life on Mars” med David Bowie, Velvet Underground, der bare var banebrydende med progressiv rock og påvirkede Bowie … ”Waiting For My Man”. Og så noget af det, der var grunden til, at jeg begyndte at spille; Thin Lizzy, Kiss, Ramones. Hvis jeg skal vælge et: ”She’s the One” med Ramones.

Dit yndlingssted i København?

Der er mange. Nu har jeg jo en båd liggende i Christianshavns Kanal, så det er hele det område, at vi kan sejle rundt og se hele havnefronten fra vandet; at vi kan sejle, bade og fiske i Københavns Havn.

Det bedste spillested – på scene og som publikum?

Grøn Scene på Roskilde Festival. Det er stort, men der er samtidig en intimitet. Jeg har prøvet at spille på Orange Scene, og der skal man altså virkelig stå tidligt op for at trænge igennem. Grøn Scene pakker det hele ind.

Hvilken bog ligger på dit natbord?

Edgar Allan Poe – en samling noveller. Jeg har svært ved at koncentrere mig og har svært ved at holde min læselyst. Derfor skal det ikke være 500 sider.

Den sidste film, du har set – og hvad synes du?

”Jokeren” med Joaquin Phoenix. Han spiller fantastisk. Det er simpelthen et studie i skuespil. Hvis du vil være skuespiller, så skal du se den film.

Ferierejsen – hvor kunne du drømme dig hen?

Jeg flyver ikke (længere), men jeg har en drøm om at tage på en af den slags ferier, som min mor tog os på – til Mallorca og til Gran Canaria om vinteren. Jeg savner det der med at stå op til den samme morgenmad hver morgen og så bare ned på stranden. Men når jeg ikke flyver, så … Altså man kan godt køre til Barcelona og sejle over, men det vil kræve en meget tålmodig familie.

Gasolin/Larsen/Beatles har været oppe: Hvilken gruppe/kunstner kunne du tænke dig omsat til 

musical eller teaterkoncert?

Helt klart Bowie. Det kunne være sjovt. Jeg tror desværre, det vil blive svært med rettighederne. Når ”Lazarus” lige har været opført, så er det fordi det er en musical.

Hotel Hunger teaterkoncert – hvad siger du?

Den har vi sådan set lavet på Østre Gasværk. Det var Lars Kaalund, der i sin tid fandt på det. Det var bandet selv, men altså iscenesat som teaterkoncert.

 

 

Blå bog

Jimmy Jørgensen blev først kendt som medstifter af og sanger i bandet Hotel Hunger i 1985. Ti år senere fik han en rolle i Dr. Dante teaterkoncerten Gasolin, og så gik det ellers videre derfra. Han har desuden spillet flere roller i danske film og TV-serier. Jimmy er 55 år og har to børn sammen med skuespilleren Signe Egholm Olsen.

Liebhaverboligen har taget pulsen på en række spændende oplevelser, der kan være med til at gøre din februar lidt sjovere.

 

 

Lys over land

Copenhagen Light Festival sætter spot på byens arkitektur fra den 1. – 23. februar. Mørket i februar giver fantastiske forudsætninger for store lysoplevelser langs havnelinjen og indre by, samt oaser rundt om i byen. Et særligt fint sted at opleve lysene, er skøjtebanen i Tivolis vinterunivers, hvorfra du kan kigge op på den farvestærke laserstråle, der baner sig vej fra Nimb-slottets tårn og ud i København til Langebro og Refshaleøen. En ret så magisk oplevelse!

+ Plus

Det er vildt, hvordan ikoniske bygninger kan ændre karakter ved hjælp af lyssætninger og genialt at udnytte vinterens mørke til noget smukt.

÷ Minus

Der er noget meditativt over de farverige lys, der dog kolliderer lidt med byens støj og trafik. Det bedste er faktisk at drage ud sent på natten, hvor der er mest ro og du bedst kan nyde de særlige installationer.

www.tivoli.dk
www.copenhagenlightfestival.org

 

 

Eventyrlig brunch

På det eksklusive boutique-hotel Nimb i hjertet af København kan du opleve en luksuriøs brunch i hyggelige omgivelser. Ved bordet får du en servering bestående af små varme retter med et internationalt islæt, såsom falafel og bao. Derefter er det blot at gå om bord i buffeten, der rummer alskens bagværk, juicer, crémant, honning fra Tivolis egne bier, farverige macarons og meget andet. Udsigten til Vinter i Tivoli og skøjtebanen foran hotellet er ganske eventyrlig og lokker til en tur i den gamle have efter besøget på Nimb. Brunch serveres i weekender, men ønsker du en skøn start på morgenen i løbet af ugen, er det muligt at spise morgenmad på det stemningsfulde hotel.

+ Plus

Brunch på Nimb er en helt igennem skøn og hyggelig oplevelse. De smukke rammer, det søde personale og den lækre mad fås ikke bedre. Her er alt lige lidt mere lækkert end vanligt, for eksempel er de klassiske røræg blandet op med delikate trøfler.

÷ Minus

De små serveringer ved bordet er alene nok til at mætte de fleste. Det er næsten ærgerligt, at man bliver mæt, før man når at smage på hele buffeten. Et luksusproblem, der dog kan afhjælpes ved at komme igen en anden gang.

Inviteret af Nimb, www.nimb.dk

 

 

Legoleg for hele familien

Bella Center I Ørestaden åbner igen i år dørene for verdens sjoveste byggeplads LEGO World i børnenes vinterferien den 13. – 16. februar. Gamle kendinge som LEGO City, LEGO Ninjago og LEGO Friends er at finde på det enorme legeområde. Men du kan også gå på opdagelse i nye oplevelser inspireret af de populære Frost og Star Wars universer. Duplo lokker familiens yngste, men der er også masser at opleve for de store børn. Voksne må heldigvis gerne lege og bygge med. Bliver man egentligt nogensinde for gammel til LEGO?

+ Plus

LEGO World er en sjov oplevelse for hele familien. Især fanområdet er hyggeligt at besøge. Her kan man se fantasifulde verdener skabt af private samlere, der ofte har brugt flere år på at bygge detaljerede landskaber ud af de små klodser – herunder verdenskendt arkitektur fra Bjarke Ingels Group.

÷ Minus

Mange mennesker i en stor hal giver uundgåeligt en del støj. Kom tidligt på dagen, hvor der er færrest besøgende og søg de mere rolige aktiviteter, der ligger i periferien af begivenhederne.

www.lego.com

 

 

En Skagbo i København

Anna Ancher var en af de helt centrale kunstnere omkring år 1900. Anna Ancher hyldes også i dag for sin grænseoverskridende kolorit og sin fabelagtige evne til at fange en solstråle. Men hun kunne meget mere end det. Fra 8. februar kaster Statens Museum for Kunst et nyt blik på Anna Anchers værker i en stor retrospektiv udstilling. Fremstillingen forsøger at rykke Anna Ancher ud af Skagen, i betydningen ud af kunstnerkolonien, og ind i de større – internationale – sammenhænge, hendes kunst berettiger til.

+ Plus

Anna Anchers særlige evne til at skildre lys og farve udfoldes i udstillingen, der præsenterer et nuanceret og mangfoldigt billede af den dygtige kunstner.

÷ Minus

Man får helt lyst til at besøge Anna og Michael Anchers hus på Markvej efter at have set udstillingen. Men desværre er

der langt fra SMK til Skagen.

www.smk.dk

 

 

Krydderi på tilværelsen

Med en fælles passion for mad med varme krydderier har to af landets populære madskribenter, Ditte Ingemann og Anne Hjernøe, skabt en kogebog fyldt med lækre retter. Hvis du drømmer om fladbrød med fyld, aromatiske fiskeopskrifter og vidunderlige desserter, tager bogen dig på tur gennem de smagfulde nordafrikanske, arabiske og mellemøstlige køkkener. Bogen rummer desuden et væld af krydrede dips, sprøde brød og fermenterede lækkerier. Alt sammen lavet med råvarer, der ikke kræver en tur gennem eksotiske souker, men er til at få fat i herhjemme.

+ Plus

Billederne i ”Krydret” er helt igennem smukke og inspirerende. Hver enkelt ret har sine egne dufte og farver, der leder tankerne hen på 1001 nats eventyr. Forfatterne guider til krydderblandinger og mad med dybde og karakter, der både mætter og smager fantastisk.

÷ Minus

Dette er bestemt en sanserig bog, der giver stor lyst til at rejse, og kan gøre dig lidt træt af den danske mørke vinter. De krydrede og varme opskrifter gør det dog muligt at ”smage” på verden hjemme fra dit eget køkken.

www.politikensforlag.dk

I år kan vi fejre 75-året for befrielsen og afslutningen på 2. Verdenskrig. På filmfronten sker det ved, at Jesper Christensen og Bodil Jørgensen foretager en tidsrejse tilbage til de første år af Besættelsen, som den tager sig ud for en velhavende fabrikantfamilie nord for København. ”De forbandende år” er ikke en heltehistorie, men en historie om dilemmaer, som vi godt kan spejle nutiden i.

 

Jesper Christensen og Bodil Jørgensen har levet tre år under den tyske besættelse – på film altså – og ud fra det perspektiv mener de ikke, at vi i dag kan gøre os til dommere og fordømme datidens politik.

– Den der sang om danskheden er forløjet og vidner om historieløshed, mener Jesper Christensen. – Det blev ikke demonstreret klarere end under Besættelsen.

Vi skal huske for ikke at gentage

– Altså lige efter krigen – jeg er født i 1948 – der udløste det virkelig dårlig stemning, hvis nogen havde glemt at sætte lys i vinduerne den 4. maj. Der var ingen tvivl om, at vi – danskerne – var heltene. Men ret beset døde der lige så mange danskere på Østfronten i tysk tjeneste, som der døde af frihedskæmpere.

– Så nytter det ikke – som Anders Fogh Rasmussen gjorde – at stille sig op en generation senere og gøre sig klog på, at man ville have handlet anderledes. Især ikke når man tænker på, at Venstre dengang var helt med på at tjene penge på at levere til Tyskland. At ”glemme” samarbejdspolitikken er historieforfalskning, og det må vi ikke gøre.

– Nej, for så kan det netop gentage sig, tilføjer Bodil Jørgensen.

– Hvis vi skal være helt ærlige, så kunne danskerne heller ikke være helt uvidende om, hvad der foregik i Tyskland dengang. Det stod faktisk i aviserne. At jøderne blev forfulgt – blandt andet under Krystalnatten – det vidste vi godt, siger Jesper Christensen.

Helte og terrorister

Det er i øvrigt en vigtig pointe, at heltestatus afgøres af eftertiden.

– De, der valgte frihedskampen, blev jo kaldt terrorister af det officielle Danmark, pointerer Bodil Jørgensen. – Statsminister Buhl opfordrede ligefrem folk til at angive dem – til at være stikkere.

– Der er mange af os nok fejlorienterede om forholdene. Ingen har jo lyst til at identificere sig med terrorister.

Det førte i øvrigt til en historisk unøjagtighed i ”Hvidsten Gruppen”, hvor Bodil Jørgensen sidst havde en rolle i en Besættelses-
historie. I filmen bliver hendes familie arresteret af tyske soldater, men det er ikke korrekt:

– Tyskerne bliver gjort til skurke, men det var altså dansk politi, der arresterede gruppen.

På det punkt gør den aktuelle ”De forbandede år” meget ud af at være korrekt i de historiske detaljer, mens den fiktive historie om familien Skov udspiller sig. Det handler ikke om at undervise i historie, men om at fortælle en historie:

– Det er en historie, vi som mennesker kan spejle os i. Det er svært at fortælle en objektiv historie om det, der skete. Der er ikke en sandhed, du bare kan google dig til, siger Bodil Jørgensen.

– Det er heller ikke nok at læse en bog om Besættelsen; man skal læse mange bøger, tilføjer Jesper Christensen. – I amerikansk film er der en tendens til, at man forenkler historien. Jo enklere, desto bedre. Der skal ikke være tvivl om, hvem der er heltene.

 

Blå bog Bodil Jørgensen

Skrøbelig og sårbar, forslagen og bramfri (ofte med autentisk jysk accent). Bodil Jørgensen kan det hele og har bevist det i snesevis af film og på scenen i store og små roller. Adskillige naturligvis prisbelønnede med både Bodil og Robert-priser. Ellers er Bodil hundeejer og mor til tre

 

 

Bagklogskab og eftermæle

I den virkelige verden er det sværere at skelne mellem helte og skurke. Aktuelt strides man om, hvorvidt Erik Scavenius, der var udenrigsminister og siden statsminister i samarbejdsregeringen, i dag kan få opkaldt en vej efter sig.

– Jeg har det svært med, at vi overhovedet skal opkalde veje efter personer fra Besættelsen, siger Jesper Christensen. – Heller ikke Flammen og Citronen. Men på den anden side kan man lige så godt opkalde en vej eller en plads efter Erik Scavenius som efter Anders Fogh Rasmussen.

– Du vil ikke finde mit navn på en protest over at opkalde en vej efter ham. Da alle kunne se, at tyskerne ville tabe, var det nemt at pege fingre ad ham, men det er mærkeligt at dømme på den måde med tilbagevirkende kraft. Der var ingen, der i 1940 syntes, vi skulle slås. Ingen ville gå op imod den stærkeste militærmagt i Europa, der lige havde udslettet Polen.

– I mine øjne var der kun den måde at handle på. Scavenius og samarbejdspolitikerne fik afværget de værste ulykker for befolkningen. Så i sidste ende: jo, Erik Scavenius gjorde noget godt for Danmark, konkluderer Jesper Christensen.

– Sådan er folk jo forskellige, indskyder Bodil Jørgensen. – Jeg synes nok, at Kim Larsen kunne fortjene en plads, men det ville han ikke have. Han frabad sig det.

Ingen af de to skuespillere misunder politikerne deres ansvar. Heller ikke i dag er det let at gennemskue, hvad historien vil bedømme som rigtigt og forkert. I Ukraine, i Syrien og i Tyrkiet.

– Nu har jeg lige læst, at vi skal sende 200 danske soldater til Irak. De skal derned for at uddanne den irakiske hær, men kan vi nu være sikre på, hvad det bliver brugt til, spørger Bodil Jørgensen. – Der er jo også oprør og demonstrationer i Irak i øjeblikket.

– Desværre må jeg sige, at vi ikke har gode erfaringer med at blande os, tilføjer Jesper Christensen.

– På den anden side har det også været mageligt for os her i Europa at sidde under USA’s trygge vinge og kæfte op. Når det hører op, så skal vi jo selv tage ansvaret.

Drama plus 200 %

Med det in mente bliver dilemmaerne i ”De forbandende år” uhyggeligt aktuelle. Men når vi gang på gang vender tilbage til 2. Verdenskrig som stof til fiktionen, så skyldes det, at det forstørrer hverdagens konflikter:

– Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der laver film, som ikke foregår under Besættelsen, siger Jesper Christensen. – Vi har alt det, vi normalt skaber dramatik om; forældre og børn og parforhold, og når der kommer tryk på den privatsfære udefra, så skruer det 200 % op for dramaet.

– Vi kan jo prøve at tænke på steder i verden, hvor der er krig nu, fortsætter Bodil Jørgensen. – Pludselig møder man nogen, man var nabo med i går eller i forgårs, venner eller familie, og som så er blevet – ja, det hele er blevet anderledes.

– Selv på en ganske almindelig dansk villavej kan ellers fredelige folk begynde at svine hinanden til, fordi de har forskellig politisk observans. I dag og i fredstid.

– Jeg tror, det var lidt det samme dengang, men som Jesper siger: bare med større pres på. Pludselig bliver det, ”kender du en jøde”? Eller, ”kender du en nazist”? Det kommer tæt på.

– Jeg kan huske, at mine forældre fulgte det måske lidt småborgerlige maksime, at man ikke måtte snakke politik med fremmede til et selskab. Så kunne det gå grueligt galt, siger Jesper Christensen.

 

 

Blå bog Jesper Christensen

Hele Danmarks hyggelige far til Nana, men også den alkoholiserede bums, Kaj, i ”Bænken” og Bond-skurken Mr. White – ikke mindre end tre gange. Den første Bodil modtog Jesper allerede i 1978, og han har om muligt mere trængsel på kaminhylden end Bodil Jørgensen. Til gengæld har han afslået et ridderkors. Jesper har to voksne døtre.

 

 

Under jorden

Begge skuespillere tilhører en generation, hvis forældre var øjenvidner til Besættelsen og har personlige fortællinger om tiden.

– Min bedstemor var tysk nordslesviger, så under Besættelsen blev hun mod sin vilje gjort til tysker (af tyskerne, red.). Hun havde mødt min bedstefar og var flyttet med ham til fædrenegården. Hendes brødre ville ikke gøre tysk krigstjeneste – undtagen den ene, der var nazist – så de gik under jorden i Danmark, fik falske papirer og cyklede rundt fra sted til sted. Nogle gange gemte de sig også på gården hos min bedstemor. Hun var frygteligt nervøs, og det tog hårdt på hende.

Men linjerne kunne godt være uklare i det daglige:

– Min far var teenager under krigen. Han tjente da lidt lommepenge på at sælge kød til de tyske soldater. Men hvis nogle soldater kom forbi gården og spurgte min bedstefar om vej, var hans svar altid ”gerade aus” og pegede. Så morede han sig over at se dem gå vild ude på markerne. Han blev aldrig straffet for den lille spøg.

– De familiehistorier, jeg har, handler mest om tiden efter krigen, fortæller Jesper Christensen. – Min mor var gravid med min søster i maj 1945 og var på Rådhuspladsen lige efter Befrielsen, da de pludselig begyndte at skyde, så hun kastede sig ind under en bus. Så min søster blev født for tidligt. Men mine forældre var ikke i modstandsbevægelsen. Til gengæld var min far med til at starte Fredsvennernes Hjælpearbejde og Mellemfolkeligt Samvirke. Han arbejdede i Polen og kom hjem med rædselshistorier om efterveerne af krigen.

Skandinaviskeerfaringer

”De forbandede år” har også en skandinavisk dimension med Familien Skovs familiekontakter og forretningsforbindelser i det neutrale Sverige og en sidehistorie, der bringer datteren til det besatte Norge.

– Jeg tror ikke, vi har noget at sige hinanden på, med hensyn til de valg de forskellige lande tog under krigen, mener Jesper Christensen. – Vi synes hver især, at vores krigserfaringer er de rigtige, alle har en heltefortælling fra den tid. Og alle tre lande undertrykker information. Jeg har selv medvirket i ”Kongens valg” (som den danskfødte kong Haakon VII, red.) om den norske modstand i 1940.

– Den er lidt helteagtig og blev set af 700.000 nordmænd. Men vi kan lige så godt spørge om, hvordan det nu var med de nordmænd, der oprettede og drev egne koncentrationslejre i Norge. Eller hvordan det nu gik de norske jøder. Der er også ting omkring den svenske neutralitet, som de ikke taler så meget om.

Ungdomsoprør og klimaoprør

Mens den ældre generation repræsenteret af Jesper og Bodil prøver at få det bedste ud af situationen og klare sig gennem krigen uden for mange skrammer, gør den unge generation oprør. Med uanstændig jazzmusik eller ligefrem tilslutning til modstandsbevægelsen.

– Det er jo altid de unge, der går i krig – også lortekrige, siger Jesper Christensen. – Det var også unge mænd, der meldte sig til Frikorps Danmark. Det er nok en mangel i hjernen – at de kaster sig ud i ting uden at tænke sig om. Det gælder sikkert også dem, som har meldt sig til Islamisk Stat.

– Eller som har meldt sig til at kæmpe mod dem, indskyder Bodil Jørgensen.

– I 1967 ville jeg selv melde mig til den israelske hær, fortsætter Jesper Christensen. – Jeg følte, at alle rottede sig sammen mod dem. Heldigvis var de ikke så åndssvage på den israelske ambassade: ”Har du været i hæren? Nå ikke. Jamen, tak for din gode vilje. Gå du bare hjem igen – vi ringer”.

– Siden har jeg så også fået et andet syn på den konflikt.

– Sådan et oprør har jeg aldrig været ude i, siger Bodil Jørgensen. – Der er jeg lidt af en svagpisser – hvis du f.eks. sammenligner med de kurdiske kvinder, der er gået i krig nede i Syrien. Mit oprør var, at jeg blev skuespiller. Det skabte lidt uenighed, men tiden læger alle sår. Nu går hele familien ind og ser mine film.

– Nu hører jeg selv til 68-generationen, og jeg har lige siden gået og ventet på det næste generationsoprør, tilføjer Jesper Christensen. – Det er ikke rigtig kommet – men måske nu med Greta Thunberg-generationen.

– Ja, det med klimaet kan godt blive en endnu mere rasende bølge end nogen før. Men når jeg tænker over det; min søster, hun var til mikromakro og blev vegetar. Det var altså et stort oprør på landet, hvor jeg kommer fra, slutter Bodil Jørgensen.

 

 

Rundt om
Bodil og Jesper

Den bedste krigsfilm – altså OM 2. verdenskrig?

Bodil: Jeg vil nok sige ”Der Untergang” – det tog tyskerne så lang tid at nå frem til at fortælle den historie.

Jesper: Måske de første ti minutter af ”Saving Private Ryan”. Ellers er det en meget konventionel film. Der er også film om koncentrationslejrene, men nej – det er ikke noget, jeg har behov for efter at have læst Primo Levi.

Børnene er swingpjattere – hvad synes I om den stil, og hvad er jeres yndlingsmusik?

Bodil: Nu har jeg jo lige rejst rundt med en kabaret om Jørgen Ryg. Han spillede oprindeligt trompet, og det har jeg hørt meget af. Ellers holder jeg meget af at lytte til Bach. Og til Leonard Cohen. Igen – efter han er død.

Jesper: Lidt Leo Mathisen har jeg da hørt – ham spillede Jørgen Ryg i øvrigt med – og jeg holder meget af Count Basie og Lester Young fra 30’erne. Ellers har jeg lavet mig en meget blandet playliste; latin, jazz, Bach, Wagner, lidt interviews, meget blandet. Det elsker jeg.

Under krigen var ”erstatningsprodukter” et nødvendigt onde, nu er plante”mælk”, vegansk kød og den slags en trend:

Jesper: Jeg synes, det er lidt perverst, at man ikke vil spise kød, men vil have noget som smager og lugter som kød. Du kan sagtens være veganer og lave mad, der smager fantastisk som det, det er, nemlig grøntsager.

Bodil: Jeg synes vegansk ost er spild af min tid.

Og hvad ville du aldrig acceptere en erstatning for?

Jesper: Jeg har da drukket meget fin crémant, men jeg vil altså hellere have et glas champagne. Det er lidt mere festligt.

Bodil: Kender du det, når man siger ”den er rigtig drøj, den chokolade”? Det kan jeg godt lide ved ting – at det er kvalitet.

Bortset fra ”De forbandede år” – hvilken rolle har betydet mest for jer?

Bodil: Der er mange. Jeg har aldrig haft en rolle, jeg bare ”måtte” spille. Jeg har nydt at spille Rita i Rytteriet. Og Karen i ”Idioterne”.

Jesper: Der er jo en rolle, der følger mig. Det er Kaj i ”Bænken”. Når folk kommer hen til mig og vil tale om den rolle, så er det alvor. Hvis de vil snakke om Nanas far, så er det hurtigt overstået, men er det Kaj … så kan jeg godt sætte en halv time af. Folk fortæller om fædre og brødre. Nogle begynder at græde. Det, de taler om, er noget, der gør ondt.

Hvad er det fedeste ved at være skuespiller?

Bodil: Ja, det er i hvert fald ikke at være på turné og savne dem derhjemme og min egen gode hovedpude. Men det er prisen for at komme rundt og møde folk der, hvor de nu bor. For det er skønt at more folk og opleve, at de kan spejle sig i os – altså vores roller. Det er fantastisk så stille, der bliver, når det lykkes.

Jesper: For mig er det at få lov til at lege videre. Det er børneleg for voksne. ”Så sagde vi lige, faderen kom hjem” … Det er fantasi, der bliver taget alvorligt.

Hvordan kobler I af og nulstiller, så I er parat til den næste rolle?

Bodil: Jeg har fået hund og går ture. Det er fantastisk, om det er 10 minutter eller 2 timer. Så handler mit liv om at samle lort op og måske snakke med ”Snulles mor”. Og så har vi et ”skur” i Ligurien. Der er vi fem uger om året – helt uden netværk. Der er kun vand og el, og det tager en hel dag at bage en cupcake.

Jesper: Det er også noget med at komme væk – Ligurien lyder som en glimrende idé. I sådan en periode uden film kan jeg godt lide at være et sted på landet, hvor der er frisk luft og mulighed for at se stjernerne. Men ellers elsker jeg at gå på café – sådan en tirsdag bare at drikke en kop kaffe med en gammel ven.

 

 

De forbandede år

—

Den 9. april 1940 er en stor dag – Karl og Eva Skov fejrer sølv-
bryllup. Nå ja, og så besætter tyske tropper Danmark. Familien Skovs elektronikfabrik er i krise, for den har eksporteret til England, og hverken Karl eller Eva er meget for at producere til tyskerne. Produktionen kan for let drejes til krigsformål. Men Karl føler, han har et ansvar for de ansatte. Skridt for skridt vænner han – og alle andre – sig til den nye situation.

Men under overfladen gærer det. Den unge generation føler, de må tage stilling. For eller imod, og det har fatale konsekvenser. Mens det ydre pres bliver øget, krakelerer familiesammenholdet. Gamle stridigheder springer op, og nye alliancer bliver formet.

”De forbandede år” har premiere 9. januar.