Foreningsdanmark viser sig også i Søllerød, hvor udvalget af foreninger er stort. Uanset hvilke interesser man måtte have, vil der sandsynligvis være en forening for netop det. Liebhaverboligen kommer med en oversigt over nogle af dem.

 

 

Netværk for kvindelige ejere 

Foreningen for Kvindelige Virksomhedsejere har eksisteret siden 1987 og er et professionelt netværk for kvinder, som er ejere eller medejere af virksomheder. De mødes til blandt andet sparring og inspiration, udviklende foredrag for ledere og tre årlige fester. Medlemmerne er opfindere, rådgivere, iværksættere, producenter, leverandører, ejere af virksomheder med mange ansatte og meget mere.
www.kv.dk

 

 

Steg på græs ved kendt eg

Søllerød Kogræsser og Naturplejerforening blev etableret for 20 år siden.
Formålet er at medvirke til naturplejen i Søllerød Naturpark og producere kød til medlemmerne på en økologisk forsvarlig måde. Kogræsserforeningen sikrer medlemmerne oksekød fra kvæg, som har tilbragt livet på friland. Foreningen har otte dyr på marken ved Bryggerens eg. Der er venteliste for at blive medlem.
www.kograesser.dk

 

 

Svømmer som fisk i vandet

Søllerød Svømmeklub blev etableret i 1970 med det formål at fremme interessen for svømning og udvikle borgernes svømmefærdigheder. I dag tilbyder klubben svømmekurser for børn, unge, voksne og specialhold i tre svømmehaller: Rundforbi, Skovlyskolen og Trørødskolen.
www.sollerodsvom.dk

 

 

Vil bevare lokalt særpræg

Historisk Topografisk Selskab for Søllerødegnen har 1000 husstande som medlemmer. Foreningen arbejder for at udbrede kendskabet til og vække interessen for områdets historie og landskaber. Der arbejdes for at huske kulturhistorien, lokale værdier og renovering af monumenter. Hvert år udgives Søllerødbogen med lokalhistoriske artikler og bladet Nyt fra Lokalhistorien. Der afholdes årligt 10-20 arrangementer såsom foredrag, byvandringer og udflugter.
www.histtop.dk

 

 

Løberne er fra 4 til 90 år

Søllerød Orienteringsklub står klar for alle, som vil have motion, frisk luft og naturoplevelser. Og det er aldrig for sent at begynde, lyder det fra foreningen, der har medlemmer i alle aldersgrupper – løberne er fra 4 til 90 år. Klubben tilbyder regelmæssig træning på bane, i skov, på bakker med videre, og klublokalerne findes i den gamle inspektørbolig på Rudegård Stadion. Klubben arrangerer to-tre årlige orienteringsløb, og efter nytår et løb med paratviden og ruter for øvede og uøvede.
www.sollerod-ok.dk

 

 

Motion med socialt samvær

Søllerød Senior Sport er stiftet for at give borgere over 60 år mulighed for at holde sig i form og få oplevelser i dagtimerne med uddannede instruktører. Formen opnås ved at tilbyde effektiv motion, udflugter og alsidig idræt både lokalt, andre steder i landet og ved for eksempel vandreferier i udlandet – senest til Madeira. www.sollerodsenior.dk

 

 

 

 

Wimbledon var den eneste af de fire grand slam-turneringer, som Mats Wilander ikke vandt i herresingle. Men det har aldrig hjemsøgt det svenske ikon. For i 1986 vandt han alligevel den prestigefulde turnering – i herredouble – og blev, med egne ord, en komplet spiller.

 

 

Den tidligere mangedobbelte grand slam-vinder i tennis, Mats Wilander, der vanen tro sad som ekspert og tv-vært på Eurosport under årets Wimbledon, var som tennisspiller tilbage i 1980’erne en af sportens helt store skikkelser. Men selvom grand slam-titlerne var mange for Wilander, lykkedes det alligevel aldrig det svenske tennisikon at vinde Wimbledon i herresingle. Det gjorde det til gengæld i doublerækken, hvor han i 1986 dannede makkerpar med barndomsvennen Joakim Nyström.

”Der var en ubeskrivelig glæde ved at danne doublepar med netop Joakim Nyström under Wimbledon dengang i 1986, da vi vandt turneringen. Joakim og jeg har kendt hinanden altid. Da vi var helt små drenge, delte vi værelse, når vi rejste rundt sammen i Sverige og spillede tennis, så at vinde Wimbledon i double – den absolut vigtigste af alle doubletitler – og så endda gøre det med ens bedste barndomsven, det var fuldstændig fantastisk”, fortæller den ikoniske svensker, og tilføjer:

”Det var så uventet, at vi tog titlen dengang. Jeg tror ikke engang, at jeg kan sætte ord på de følelser, som var forbundet med oplevelsen, udover at det bare var så forbandet sjovt. Og jeg ville aldrig nogensinde bytte min double-titel fra Wimbledon ud med en titel i singlerækken.

Ingen nag

Mats Wilander har vundet både Australian Open, French Open og US Open i herresingle – men aldrig Wimbledon. Spørgsmålet er så bare, om den manglende single-titel ved den mest eftertragtede turnering af dem alle, ikke nager svenskeren.

”Hver eneste gang jeg er på Wimbledon-anlægget, bliver jeg mindet om, at jeg vandt de tre andre grand slam-turneringer i single og aldrig Wimbledon. Men det har aldrig naget mig, nej. Alle siger, at hvis man kunne vælge at vinde bare én af de fire grand slam-turneringer, så skulle det være Wimbledon. Det gælder både som single- og doublespiller. Jeg har vundet alle fire grand slam-turneringer – enten i single eller double – og det er da ret specielt”.

Men Australian Open blev i årene indtil 1988 spillet på græs. Du vandt grand slam-turneringen down under i 1983, 1984, og 1988. Så hvad var det ved Wimbledons græs, der gjorde, at du ikke opnåede titler i London, tror du?

”Jeg fornemmede meget hurtigt, at Wimbledon ville være et svært sted at vinde. Og når alt kommer til alt, så handlede det måske nok mest om, at min spillestil ikke var en typisk græsspillers. Forskellen på selve spillestilen fra gruset ved French Open i Paris til græsset på Wimbledons baner var så ekstrem stor inden for så kort tid, hvor det i Australien var muligt at spille på græs i helt op til seks uger inden grand slam-turneringen begyndte. Så man havde tiden til at vænne sig til spillet på græs i Australien.” 

Den sløjeste af de fire slams i 86

Wimbledon 2019 er en luksuriøs oplevelse i enhver henseende; alt fra græsset på banerne til bladene i blomsterkummerne – og alt derimellem. Men i 1986 tog turneringen sig lidt anderledes ud, fortæller Mats Wilander.

”Jeg synes først og fremmest, at Wimbledon er blevet en utrolig flot turnering. Flere af anlæggets banerne er nye i forhold til dengang i 80erne, og faciliteterne er generelt meget bedre i dag, end de var for 30 år siden. På dét område var Wimbledon ikke en speciel god turnering i 80’erne”, fortæller doublemesteren fra 86 og forklarer: 

”Omklædningsrummene var en katastrofe, og restauranten var forfærdelig. Faktisk var Wimbledon den sløjeste af de fire grand slam-turneringer. Men i dag er turneringen uden sammenligning den bedste af samtlige grand slam-turneringer. Ingen tvivl om det. Wimbledon er på alle måder fantastisk i dag  – både for spillerne og alle andre”.

Wilander – ingen Djokovic

Hvis man spørger Mats Wilander, om han kan se lidt af sig selv i måden at spille tennis på, når man kigger på dette års Wimbledonmester, Novak Djokovic, er svaret tydeligt:

”Nej. Novak Djokovic spiller i et meget højt tempo. Min spillestil var meget mere som Andy Murrays”, fortæller Wilander og hentyder til skotten, der vandt Wimbledon i herresingle i både 2013 og 2016, inden han fik en hofteskade, som satte hans karriere i bero.

”Jeg synes, jeg ser meget af mig selv i måden, Andy Murray spiller, eller spillede, tennis på. Da jeg var på mit højeste, var mit spil meget identisk med det spil, han spillede indtil for få år siden. Han havde mange forskellige slag, og uden at være aggressiv spillede han heller ikke for defensivt. Det var med en fin balance”.

Målet var den komplette spiller

Modsat Andy Murray er Novak Djokovic en af de spillere, det er lykkedes at vinde alle grand slam-turneringer – hvilket i tennisverdenen betyder, at spilleren er komplet, Og selvom Mats Wilander gentagne gange i sin aktive karriere måtte se sig slået i kvart-finalen i Wimbledons singleturnering (1987, 1988, 1989), var svenskeren ellers ret så dominerende hos herrerne det meste af dette årti med en karriere, der samlet set bød på syv grand slam-titler – når man altså regner double-titlen ved Wimbledon i 1986 med. 

Hvad betyder de mange titler for dig i dag? Og hvad har været vigtigst i din storslåede tenniskarriere?

”I dag er det fuldstændig ligegyldigt for mig, om jeg har vundet seks eller fire eller fem eller syv grand slam-titler. Jeg tror, det vigtigste for mig er, at jeg vandt på alle underlag. Det er det, man stræber efter som tennisspiller; at være i stand til at føle sig tilpas på alle slags underlag. Men det kræver, at man er en komplet spiller. Og siden det kunne lade sig gøre for mig, må det vel betyde, at jeg var en komplet tennisspiller”, smiler Mats Wilander, og tilføjer: 

”Det er jo det, der er meningen med det hele; at kunne føle sig som den komplette spiller. Det var i hvert fald mit mål som spiller”, slutter den tidligere grand slam-vinder og nuværende tv-vært på Eurosport.

 

 

Blå Bog

Mats Wilander

Født den 22. August 1964 i Växjö, Sverige.
Gift og har fire børn.
Bosiddende i USA.
Tv-vært og tennisekspert på Eurosport.
Tidligere professionel tennisspiller.
Verdens nummer 3 i herredouble i 1985.
Verdens nummer 1 i herresingle i 1988.
Davis Cup-vinder med Sverige i 1984, 1985, 1987.

Grand Slam-titler
Australian Open i 1983, 1984, 1988.
French Open i 1982, 1985, 1988.
Wimbledon (double m. Joakim Nyström) i 1986
US Open i 1988.

Birgitte Hjort Sørensen har tusinder af følgere på Instagram. Her kan hun påvirke det billede, folk har af hende, frem for at overlade det til billedbladene. Det er helt andre spilleregler, end der gjaldt for fortidens stjerner, som alene skabte deres glamour ved deres sceneoptræden. De to illusioner mødtes, da Liebhaverboligen mødte Birgitte i Glassalen.

 

 

Hvad er en diva?

Spørgsmålet dukker selvfølgelig op, når Birgitte Hjort Sørensen skal spille med i ”Divaer i Glas” i Glassalen i denne måned. Ikke mindst når man tænker på, at forestillingen blev udsat et år, fordi Birgitte måtte melde afbud på grund af en prioritet.

Taknemmelig for en ny chance

– Nej nej, ler hun. – Jeg blev skiftet ud med Kaya Bruel, men da så også Cecilie Stenspil måtte melde afbud, blev forestillingen udskudt. At jeg af den grund har fået en ny chance for at være med, er jeg meget taknemmelig for.

Så nu er det Birgitte, Kaya og Caroline Henderson, der udgør holdet, der skal genoplive stemningen fra Tivoli Varieteen, hvor internationale stjerner som Josephine Baker, Ella Fitzgerald og Marlene Dietrich gæstede den danske hovedstad. Divaerne.

– Ordet kan let få en negativ klang, siger Birgitte. – Noget med at opretholde et image ved at udøve kontrol over de mindste detaljer.

– Men det kan også indebære en kunstner, der stiller samme høje krav til andre, som hun stiller til sig selv. At sætte barren højt, synes jeg, er cool. 

Divaer dengang og nu

Det tætteste Birgitte er kommet en diva i klassisk forstand, var hendes møde med Catherine Deneuve. Birgitte spillede med i ”Pigen med paraplyerne” på Betty Nansen Teatret – altså en sceneversion af en af de film, der slog Deneuves stjernestatus fast. I den anledning var divaen selv i København, og skuespillerne blev inviteret til at møde hende på den franske ambassade.

– Det var fantastisk, siger Birgitte. – Hun ser stadig forrygende ud. Men hun gjorde sig overhovedet ingen anstrengelser for at indynde sig og være charmerende. Hun stod – med solbriller på – ved vinduet og røg en cigaret. Fuldstændig ligeglad med rygeregler. Hun gjorde sig ikke til, men holdt sin afstand.

– I forhold til de divaer, vi skal spille i ”Divaer i Glas”, har jeg tænkt på, hvor stor forskel der er på dengang og nu. I dag handler det om at opløse myten, at se det ægte menneske. Men måske er der bare tale om en anden myte, en mere tilgængelig myte, men stadig en myte.

– Det er det modsatte af den klassiske diva, der gemmer sig bag solbriller, mens hun skynder sig ind i dyre biler med tonede ruder. Grænsen mellem det offentlige og det private bliver sværere at sætte. Der er en PR-rådgiver der har fortalt mig, at jeg bliver nødt til at give noget af mig selv på Instagram. Jeg foretrækker nu at adskille det offentlige og det private.

Bananskørt og kolde blondiner

Divaerne, som i 60’erne optrådte i Glassalen i Tivoli, opretholdt deres image på en anden måde:

– De var mere afhængige af deres sceneoptræden til at skabe myten. Når vi siger Josephine Baker, så forbinder vi det med hendes optræden i bananskørt. Det hænger ved. Billedet af Marlene Dietrich som den kolde blondine er også en konstruktion. Det var en myte, hun skabte ved sin fremtræden.

At der også var en anden historie, hvor de selvsamme divaer fik et meget nært forhold til København og fik venner i byen, er noget, Caroline Henderson har gravet frem. Hun optræder ikke bare på scenen, men er også kvinden, der fik ideen til showet.

Og hvad er det så for et show? En teaterkoncert? En musical? 

– Jeg tror, det bedste ord for det bliver varieté, siger Birgitte. – Det bliver et galleri af fantastiske stjerne- og øjebliksbilleder. Det er ikke sådan, at vi hver især spiller én rolle. Det er heller ikke en 1:1 efterligning, men vi prøver at fange kernen i deres performance og synge nogle skønne sange. Det bliver min version af, hvad jeg tror, de var.

– Jeg kendte en del af divaerne og deres sange i forvejen, mens for eksempel Rosemary Clooney var ukendt for mig … bortset fra at hun er George Clooneys tante. Og så blev jeg meget overrasket over at høre historien om deres nære forhold til København og mennesker her. Det er Carolines fortjeneste, at vi fik åbnet den skatkiste.

Noget af det, der appellerede til de internationale stjerner, var det danske frisind. Det er selvfølgelig et begreb, der er under stadig udvikling.

– Der er måske en anden påpasselighed nu end der tidligere har været. På grund af #metoo.

– Jeg kan huske, at da jeg var med til at sætte ”Cabaret” op, inden jeg blev optaget på teaterskolen, fik jeg en note fra instruktøren: ”Kussen op i øjenhøjde”. Jeg vidste præcis, hvad han mente. Jeg ved ikke, om det er frisind, men det ville man måske ikke sige i dag. Ordvalget ville være et andet. Jeg synes, det er fint, at vi tænker os lidt mere om, uden at det bliver en begrænsning. Det vil nok tage lidt tid at vænne sig til.

 

At være diva – eller i hvert fald at blive verdensberømt stort set fra den ene dag til den anden – er også noget, man skal vænne sig til. For Birgitte Hjort Sørensen kom det tidligt i karrieren da hun brændte igennem som den kritiske reporter i TV-serien ”Borgen”.

– Der er helt klart en fare ved at blive kendt for tidligt og for pludseligt, siger hun. – For mig var det godt, fordi jeg blev et navn. Folk ville se mig, og det gav mig jobs. Det, der overraskede mig, var, at jeg pludselig også fik en profil i udlandet. Jeg var 28, da serien startede, så jeg var gammel nok til at undgå faldgruberne.

– Det er farligt at få succes af årsager, du ikke helt kan gennemskue. Hvis du ikke har det faglige grundlag i orden og har noget erfaring, så kan det være svært at genskabe det, der giver succesen, og det er angstprovokerende.

– Jeg har talt med en udenlandsk kollega i garderoben, hvor hun fortalte om, hvordan hun gik fra nul til hundrede på en dag, og endte med at sidde i sit badekar og græde – uden at turde gå uden for en dør. I udlandet kan berømmelsen hurtigt blive et fængsel.

Det føltes som mobning i skolegården

– Det er heldigvis ikke så slemt herhjemme. Men jeg har da oplevet, at et blad sammensatte en collage af mine kjoler gennem tiden, og så vurderede de ellers, hvad der var godt, og hvad der var kikset. Det føltes præcis som skolegårdens mobning – jeg havde jo ingen mulighed for at svare.

Af samme grund overlader Birgitte altid sin styling til andre, når hun skal stille op – for eksempel til Liebhaverboligens fotografering i Tivoli:

– Det handler om, hvordan andre ser dig. Når jeg har en stylist på, så bliver det en slags uniform. Det befrier mig fra kravet om at jeg skal følge med i hvad der er moderne. Det er en del af jobbet, at jeg stiller op, men så vil jeg gerne have andre til at tage sig af mit look. 

– Jeg kan også privat godt lide at klæde mig på til lejligheden – nogle dage i modetøj, andre dage bare i et par joggingbukser. Jeg har altid gået op i det. Da jeg gik på teaterskolen, var det nærmest lidt cirkusagtigt. Men efter det med kavalkaden, er jeg blevet bevidst om ikke at vise den private Birgitte – hvad tøjvalget angår.

 

Selvfølgelig undgår Birgitte ikke, at offentligheden følger med i hendes partnervalg og senest fødslen af hendes datter. Selvfølgelig bliver hun spurgt, hvordan det er at kombinere moderskab og karriere. Her er hun dybt taknemmelig for at være mor i Danmark:

– Jeg talte med en engelsk kollega, som sagde, at hun ikke havde råd til at blive gravid. Den tanke har jeg ikke engang tænkt. Derovre er det ikke ualmindeligt, at kvinderne forlader arbejdsmarkedet for at få børn. I det hele taget har vi herhjemme et helt andet syn på balancen mellem arbejde og fritid. I New York er der en industri af hundeluftere – jeg mener; hvad er ideen i at få en hund, hvis man aldrig kan være sammen med den? 

– Prøv så at sætte børn ind i den ligning: Jeg har svært ved at se det liv, jeg ville have haft, hvis jeg valgte at få et barn i et andet land. Bare det, at jeg i graviditeten har haft fri adgang til sygehuset. At det ikke var normalt, tænkte jeg slet ikke over, før jeg så, hvordan det står til i udlandet.

– Da jeg optrådte i New York var der en ung produktionsassistent. Hun kom før alle os andre og gik efter og til en ganske lille løn. Hun faldt og slog en tand. Hun var ikke forsikret, så hun kunne blive ruineret af regningen. Fire af de mandlige hovedrolleskuespillere gik sammen om at betale den. Det var smukt, men hvis der ikke er nogen der viser den barmhjertighed, så er man fortabt. Det er på det punkt, vi herhjemme har en grundlæggende tryghed.

Og hvad journalisternes spørgsmål til hendes familie angår:

– Tidligere blev jeg spurgt, om jeg ville have børn, nu bliver jeg spurgt om, hvordan det er at have et barn. Jeg blev mere irriteret over det, før jeg fik barn. Vi kunne have snakket om 1.000 ting, men overskriften endte altid med at blive ”Birgitte vil have børn”.

Så lige det har Liebhaverboligen lovet at bandlyse fra overskriften.

Work/Life Balance

Lige nu erkender Birgitte, at moderskabet sætter en begrænsning på hendes internationale karriere. 

– Jeg vidste, det ville blive en udfordring, men jeg har det OK med det. Det er fint, at jeg har prøvet det, for nu ved jeg også, at meget af det ikke var så sjovt, som jeg troede, det ville være. Jeg har siddet rigtig meget på et hotelværelse og ventet. Så det har været det helt rigtige for mig at komme hjem og starte en familie.

– Jeg håber da ikke, at mine muligheder i udlandet er helt døde nu. Jeg har stadig en agent, og jeg fik da også et par tilbud under min barsel. Men der var ikke noget jeg havde lyst til. Offeret ville være for stort.

– Det sjove er, at noget af det, der fascinerede folk i udlandet ved ”Borgen”, var, at personerne blev skildret både på arbejde og som private, og at det meget handlede om at indgå kompromisser for at få de to dele til at gå op. Det kunne de spejle sig i. Det var ikke så glamourøst som i amerikanske TV-serier, men god dansk køkkenvask-realisme. 

Hvad ”Divaer i Glas” angår, så er historien ganske sand, så det er fuldstændig realistisk … at det et glitrende og glamourøst.

 

Blå Bog
Birgitte Hjort Sørensen

Birgitte er opvokset i Birkerød og er student fra Øregård Gymnasium. På en studietur til London så hun ”Chicago” på West End og besluttede sig for, at hun en dag selv ville stå på scenen. Det kom hun faktisk til netop i rollen som Roxie Hart på Det Ny Teater i 2007 – en rolle, som i øvrigt indbragte hende en Reumert talentpris. Hun gentog rollen på Cambridge Theatre i West End året efter.

Hendes berømmelse – herhjemme og i udlandet – skyldes dog især rollen som journalisten Katrine Fønsmark i ”Borgen”. Den åbnede døren til den store verden, hvor hun blandt andet har optrådt i ”Game of Thrones”, HBO-serien ”Vinyl” og spillet med i Hollywood-filmen ”Pitch Perfect 2”. Herhjemme har Birgitte samtidig medvirket i en lang række film, TV-serier og teaterstykker.

Privat lever Birgitte sammen med TV-redaktionschef Kristian Ladegaard-Pedersen, og de har nu en datter sammen.

 

 

Marlene, Josephine og de andre divaer

”Divaer i Glas”, som har premiere 17. august, fortæller en historie, der rummer noget af den musik, der blev spillet i Tivoli Varieteen – netop i Glassalen – i årene 1959-1972. Blandt de optrædende divaer var Marlene Dietrich og Josephine Baker, der begge følte sig godt hjemme i Danmark – Dietrich som en nær ved til Preben Uglebjerg, som også dukker op i Carsten Svendsens skikkelse. 

Musikalsk kommer varietéshowet vidt omkring – også et par danske numre, ”Scandinavian Shuffle” og Grand Prix-melodien ”For din skyld”, som i sin tid blev sunget af Birgit Brüel – Kayas mormor.

 

 

Rundt om Birgitte

 

Hvem er nutidens divaer?

I den positive forstand, hvor de sætter barren højt, vil jeg nævne Beyoncé. Og herhjemme Ghita Nørby – hun insisterer på det sublime, fordi hun også kræver det af sig selv. Og selvfølgelig Catherine Deneuve, som jeg nævnte før.

Den fineste scene, du kunne tænke dig at optræde på?

Jeg har altid drømt om at stå på Det Kongelige Teater. Det er et mytisk sted – og det gælder også Skuespilhuset. Og The National i London. Det sjove er, at da jeg optrådte i ”Les Liaisons Dangereuse” på Booth’s Theatre – det mindste af Broadway-teatrene og min debut på Broadway – havde vi teknisk prøve (altså første gang på scenen i fuldt kostume) og så syntes jeg, at det var nemmere at gå ud på publikumstoiletterne i pausen. Der sad jeg så på publikumstoilettet i min store kjole og tænkte, ”Her har jeg da siddet og tisset før”. Jeg havde arbejdet der i en uge, men først i det øjeblik gik det op for mig, at det var netop her, jeg første gang havde set et Broadway-stykke … seks år tidligere.

Din yndlingsforlystelse i Tivoli?

Det må blive den klassiske: Rutsjebanen. Jeg plejede at være glad for Snurretoppen (jeg fik næsten altid kvalme på den første tur). Det Gyldne Tårn har jeg kun prøvet en gang som 18-årig. Jeg skulle vist imponere drengene. Så sad jeg deroppe i et uendeligt øjeblik og ventede på klikket, før vi susede ned. Klik. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke. Jeg var høj på adrenalin bagefter, men det gør jeg aldrig igen.

Din yndlings-TV-serie?

”The West Wing”, ”Venner” og ”Big Little Lies” – jeg glæder mig sådan til 2. sæson, som lige er startet.

Midt i alle Tivolis gode restauranter: Hvad er din yndlingsspise?

Da jeg var lille, fik jeg altid stegt flæsk på min fødselsdag … uden persillesovs. For nylig har jeg opdaget tarteletter med høns i asparges. Så meget traditionelt dansk.

Hvad er det bedste ved at sommeren er forbi – ud over Divaer i Glas, naturligvis?

At vi snart skal have sweater på igen. I det hele taget det, at årstiderne skifter. Især oven på en varm sommer er der noget særligt over den skarphed, der kommer i luften.

Du har været godt omkring, men hvilken skuespiller kunne du godt tænke dig at optræde med?

Sam Rockwell! Jeg har set ham i så meget, og han har fået stadig tungere roller. I ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” var han et vildt dumt svin, men vakte alligevel sympati. Han er også fin i ”Fosse/Verdon” og for to dage siden så jeg ham i ”Vice” som Bush Junior.

Hvis du – diva betyder jo gudinde – kunne ændre én ting i verden, så skulle det være?

Så ville jeg sørge for, at alle lærte at læse, så de kunne de kunne få viden, der gjorde dem i stand til at tage stilling til, hvad der er rigtigt for dem selv.

 

 

 

 

Sommeren ligger for vores fødder sammen med en lang række oplevelser, der kan skabe skønne minder for dig og dine nærmeste.
Liebhaverboligen guider til en en række sjove udflugter og idéer, der kan lokke jer ud i landet og opleve den danske sommer fra sin bedste side.

 

 

Magiske huler

Børn elsker at gemme sig – bag døre, under bordet, i træerne – alt hvad der minder om en hule. Hvorfor ikke gøre det til et familieprojekt at lave den mest fantastiske hule denne sommer? Så kan I alle gemme jer sammen, i jeres egen lille oase. Bogen Hulebyggerne er fuld af huler, bark og grene, mos og værktøj, dufte og farver, hemmelige gemmesteder, mudder, skruer og søm. Bogen er bygget op i tre forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med – lige fra den uøvede gør-det-selvtype, til stormesteren inden for kunsten at svinge en hammer. Her er både guides til eventyrlige huler i træerne og på land – men også mere vilde versioner, såsom en ”lystyacht”  med pedalmotor og styrehus.

 

 

På jagt efter jordbær

Sommerlandet bugner af hyggelige gårde og plantager, hvor man kan plukke sin egen frugt. På hjemmesiden www.plukselvfrugt.dk kan du læse om de bedste steder nær dit sommerhus. Her finder du desuden information om, hvilke sorter der er i sæson, og kan søge på favoritter som for eksempel ærter, æbler og blommer. Sæsonen for de forskellige frugter og bær afhænger meget af hvilken sort, der er tale om. For at strække sæsonen har man ofte plantet flere forskellige sorter af for eksempel jordbær. Så der er en god chance for, at desserten kommer til at bestå af en klassiker som koldskål med friske røde bær på toppen.

www.plukselvfrugt.dk

 

 

SUP dig gennem sommeren

Den helt store trend inden for vandsport lige nu er SUP (Stand Up Paddle). Hvis du ikke har prøvet det endnu, kan du lige så godt begynde at forberede dig. For SUP er noget, alle vandhunde med respekt for sig selv skal give sig i kast med. SUP kombinerer det bedste fra surf og kajak, og bringer dig tættere på naturen og havets bølger. Sporten passer perfekt til de danske kyster, søer og åer og er sjovt for hele familien. Der er stor forskel på hvilket SUP board man vil vælge til fitness, familiehygge, bølger eller racing. Start med en justerbar paddle. Når først du er bidt af sporten, kan du investere i forskellige paddles, der passer til dine individuelle behov.

Se mere på www.oneopensky.dk

 

 

Duften af sommer

Duften i ens tøj og hår efter en aften rundt om bålet er for mange duften af sommer. Mad tilberedt over levende ild smager bare bedre, mens varmen og lyset skaber en hel særlig nærhed. Lav snobrød, s’mores og fortæl røverhistorier, mens flammerne danser på en lang lys sommernat. Du må gerne tænde bål ved bål-
pladser på strand, i haven eller i skoven – men tænd aldrig bål, hvor det er meget tørt. På hjemmesiden udinaturen.dk kan du finde et kort over tilbud og faciliteter i den danske natur, herunder shelters, søer du kan fiske i, badebroer og godkendte bålpladser.

www.udinaturen.dk

 

 

Stjernestunder

Når du kommer væk fra byens trafik og kunstige lys og ud i de danske sommerhusområder, opleves himlen helt anderledes. På en klar nat er det skønt at tage en liggestol, dyne og termokande med ud og spejde efter stjerneskud, planeter og stjernebilleder. Det tager tid at vænne øjnene til mørket, men efter en halv time har du fuldt nattesyn, hvilket betyder, at du kan se omkring 3000 stjerner. Bogen Stjerneatlas for begyndere guider til stjernehopning mellem stjerner, der er lette at få øje på, og som kan skabe ruter rundt til nattehimlens mest kendte stjernebilleder. Du får også et spændende indblik i historierne omkring ”mønstrene” på himlen, der er gået i arv gennem generationer, og stadig er fantastisk spændende. Bogen er et fantastisk redskab at have ved hånden, når I tager på ”stjernejagt” sammen.

www.globe.dk

 

 

Fart på med sjove forlystelser

Bliver det søde daseliv lidt for kedeligt, så besøg et af sommerlandets mange forlystelsesparker. Flere af parkerne er bygget på kæmpe marker, og der er sørget for masser af frie grønne arealer blandt rutsjebaner og andre forlystelser, hvilket giver luft og ro. For eksempel har Sommerland Sjælland et grill- og picnicområde, så du kan medbringe og tilberede din egen middag i sommerlandet. Drømmer I om en overnatning ude, har Legoland i Billund netop åbnet Castle Hotel, hvor seje prinsesser, modige drageriddere og tossede troldmænd kan tilbringe en eventyrlig nat.

www.sommerlandsj.dk og www.legoland.dk

 

 

Havnen kalder

Det er altid fantastisk hyggeligt at besøge landets mange små havne. Hen over sommeren afholder mange byer havnefestivaler, hvor der er fokus på musik, mad og stemning. Festivalerne har ofte mange besøgende fra både vand og land, og aktiviteter som tovtrækning og krabbefangst sikrer masser af grin og glade børn. Musikalsk er havnefesterne ofte dygtige til at lokke de bedste danske kunstnere til at optræde. Eksempelvis bliver alle sejl sat til på årets havnefest i Hornbæk, hvor du kan opleve Michael Falch & Dét Band, Sebastian og Anne Dorte & Maria fra Tøsedrengene.

www.minbaad.dk og www.visitnordsjaelland.dk

 

 

Ikoniske kæmper

Gå på skulpturskattejagt i Københavns Vestegns skønne grønne områder, hvor kunstneren Thomas Dambo har ”gemt” seks kæmpefigurer i genbrugstræ, alle lavet med hjælp fra lokale frivillige. Projektet ønsker at bringe kunsten udenfor museets rammer, og er en stor naturoplevelse for hele familien. Find for eksempel Big Baws Bertel. Lille Tilde og Trolle Troels, og lad dig blæse bagover af deres enorme størrelse og fuldkommen eventyrlige udtryk. Du kan også møde Thomas På Bjerget, der har fundet det perfekte sted at hænge ud. I en lysning på toppen af bjerget i Albertslund sidder han og slapper af, og nyder udsigten over Kongsholmsparken. Hans ben er lange, og man er meget velkommen til at sætte sig på dem og nyde udsigten sammen med den venlige trækæmpe.

www.thomasdambo.com

 

 

 

 

TV2s Go’ morgen-vært, Adam Duvå Hall (43), er blevet en moden mand i rette rammer. Han siger i dag Go’ morgen i stedet for Go’ røv & Go’ weekend, og Christianshavn er skiftet ud med et rækkehus i forstaden. Men humoren synes stadig at være pænt kørende hos tv-værten. For trods moden seriøsitet vil Adam Duvå Hall altid være en mand med en lille ræv bag øret. 

 

 

Adam Duvå Hall er hele Danmarks forlængede snooze-knap, når han som sober Go’morgenvært på TV2 vækker landets seere med alt fra faktuelle nyheder, seriøse interviews og madfif til hr. og fru hakkebøf. Men bag det velfrisere morgenhår gemmer der sig en historie om en skæv spasmager, der for 20 år siden entrerede medieverdenen i en kælder på DR.

”Jeg kom ind på Danmarks Radios Talenthold, hvor unge, der gerne vil lave radio og ikke er journalistuddannet, får chancen. Så bliver man taget ind og brækket midt over, for så at blive bygget op igen som et nyt, lille mediemenneske. Jeg var i starten af 20’erne, og jeg tror vist nok, at radio var noget, jeg altid gerne havde villet. Jeg var i hvert fald ikke stærk nok til at blive håndværker, og jeg fik hovedpine af at tænke på en syv år lang universitetsuddannelse, så jeg vidste godt, at det skulle gå den vej. Jeg vidste bare ikke, at det skulle blive så underholdende”, smiler Adam Duvå Hall skælmsk og fortsætter:

”Jeg var på hold med Andrea Elisabeth Rudolph, Signe Muusmann – og Simon Jul. Hvis jeg ellers gik og troede, at jeg var en gavtyv eller bare en smule rap i replikken, så blev jeg klogere, da jeg mødte Simon Jul. Han var og er ligaer over alle andre. Man skulle i den grad skærpe sine sanser fra øjeblikket, man trådte ind på ungdomsredaktionen, hvor Mikael Bertelsen og Mads Brügger sidder sammen med Simon jul og Simon Kvamm, alt imens der hænger billeder på væggene af Poul Nesgård og Tæskeholdet, og nøglerne til hele verden bliver dig overrakt med et `Værsgo – producer radio!´. Så bliver man bange. Jeg blev lynhurtigt ydmyg. Der er jo ingen grund til at gå i konkurrence med nogen, der så åbenlyst er så gode. Så må man i stedet finde sine egne styrker. Ellers er det game over”.

”Men samtidig var det fuldstændig forrygende. Der var jo virkelig højt til loftet. Planen var at begå en masse fejl og lære at finde os selv, producere løs og komme rundt og lære håndværket fra bunden Det betød også, at man tog en masse vilde chancer. Go’ Røv/Go’ Weekend var eksempelvis et udtryk for den tillid, som de daværende DR-chefer udviste overfor os. Vi havde sendetid og et studie i kælderen, hvor vi bare kunne fyre den af, et sted, hvor vi kunne lave radio – og en masse tosserier – og hvor vi kunne brænde nallerne. Der var en risikovillighed, som var vildt fed.”

Fra øre til øjne

Adam Duvå Hall fik med tiden chancen for at lave tv. Og i forhold til radioens frimodige chanceliv, var det, ifølge Adam, uundgåeligt ikke at føle sig begrænset i det nye landskab, som han pludselig befandt sig i som tv-vært.  

”Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave Melodi Grand Prix, sad jeg lige pludselig til møde med 75 mennesker med mange meninger, hvor jeg var vant til to. Og indholdsmæssigt leveres tingene meget strammere på tv. Der er radio mere fri – i hvert fald på den måde, vi lavede det. Når man laver radio, bruger man et halvt til et helt år på at opbygge tonen i programmet for at vænne folk til, hvad det er, de lytter på. Det er den tid, det tager, siger man. Det er en lang indkøring til en fuser. På tv skal tingene fungere indenfor de første tre programmer, ellers rykker de det bare. Afregningen er meget mere kontant, når man laver fjernsyn. Så chancerne man tager er ikke så store som på radioen. Men jeg har jo været så pisseheldig at starte i DR’s eget lille `ungdomshus´, hvilket nok har gjort mig frygtløs på mange måder. Alt derefter er jo i virkeligheden bare bonusrunder.”

Meloduntens misfoster 

Ved at sige ja til at lave melodigrandprix, bevægede Adam Duvå Hall sig ret langt væk fra den satire, som er en stor del af hans professionelle opvækst. Og det fik han at føle, fortæller han.

”Jeg kom jo i problemer. De hardcore melodigrandprix-fans forstod ikke min tone. Jeg var jo hverken Jørgen de Mylius eller Kjeld Heick, og folk troede, at jeg tog pis på det hele. Jeg lavede det så tre gange, bare for at bevise, de tog fejl. Producenterne ville have mig. Hvis man befinder sig midt i en skysovs, bliver man håndplukket af producenter og placeret i tv-shows som eksempelvis melodigrandprixet. Og så siger man bare ja”, forklarer Duvå Hall og uddyber: 

”Da jeg skulle kommentere det internationale Melodi Grand Prix i Finland, valgte jeg at tage Søren Rasted (Aqua, red.) med mig, da jeg mente, at han var det menneske, der vidste mest om popmusik. Dagen efter blev vi kaldt til møde på hotellet, hvor producenterne sagde, at de aldrig havde fået så mange klager som dem de modtog efter udsendelsen. Seerne troede, vi tog pis på alt, selvom sandheden var, at vi faktisk havde forberedt os til tænderne. Vi havde ingen ræve bag ørene. Vi havde det sjovt – men vi lavede ikke pis. Det var jo ikke vores skyld, at Spaniens Las Ketchup bestod af tre døtre af den meget berømte flamingo-guitarist, El Tomato.” 

Sjov i doser

Adam Duvå Hall er en sjov mand i ordets reneste betydning; man griner af de ting, han siger. Han har en pudsig underspillet humor og en provokerende ironisk distance, men spørgsmålet er, om han nu også altid har været sjov.

”Jeg har haft en ret kulørt opvækst på Christianshavn. Mine forældre er sjove, og de havde mange sjove venner med en masse gang i den, hvilket nok har farvet mig en del. Samtidig gik jeg i skole på Bernadotteskolen i Hellerup. Det var et fantastisk sted. Jeg elskede det, men det var nærmest en skizofren tilværelse, hvor jeg følte, at jeg besøgte en fremmed verden, når jeg tog i skole. Det var ret splittet. Mine kammerater på Christianshavn hadede at gå i skolen. De fattede ikke, at jeg kunne lide det. For dem fandtes der ingen gode skoler, og autoriteter var noget man hadede. Det skulle jeg så finde min vej i. Og det at skulle manøvrere i så forskellige miljøer som barn sliber vel nok ens evne til hurtigt at kunne sætte sig ind i stemninger og sager – og hurtigt koge suppe på det.” 

Har dine karrierevalg ændret måden, du føler dig sjov på?

”Den store opdagelse er, at man lærer at dosere alting. Det ville være ret patetisk, hvis jeg som 43-årig insisterede på, at vi to skulle være fulde under det her interview, eller hvis jeg havde haft en pruttepude med mig”, griner Adam Duvå Hall underspillet.

”Jeg er en jo anden i dag, end jeg var for 20 år siden. Jeg har kone, kat og børn. Mit liv er ikke, som det var, og mit arbejde er det heller ikke. Jeg elsker at være med til at lave tarteletter klokken syv om morgenen, mens en minister skal interviewes, og et band spiller. Men det har også taget tid at komme dertil, hvor jeg er i dag. Jeg har været svær at lure. Folk har ligget flade af grin, når jeg har forsøgt at formidle noget alvor. Go’morgen Danmark skulle da også lige sikre sig, at jeg reelt kunne interessere mig for det, jeg blev præsenteret for, uden at være ham den ironiske fyr på 23”, fortæller morgenværten og uddyber: 

”Ironi er et værn, der forhindrer, at man sætter røven i hakkemaskinen. Det bliver en beskyttende maske, og når vi ikke rigtig mener noget, kan vi jo altid bare sige det modsatte. Det var også kritikken på P3, hvor vi fik at vide, at vi skulle slippe 90’er-ironien. Men ironi er stadig et greb man bruger som en måde at fortælle noget på. Man skal bare dosere det.” 

”Go’morgen Danmark har faktisk bedt mig om at skrue lidt op for min lune. Det er der plads til nu, men det er en balance. Jeg kan godt fyre en spids af fra tid til anden, men jeg lægger stadig låg på mig selv. Ingen tvivl om det. Og det ser jeg som en positiv ting, for det skærper mig og alt omkring mig. Det handler om at finde et kompromis i energien, hvis sådan noget overhovedet eksisterer. Selvom man, som mig, er en gøgler, der synes, det er fedt at være på og trykke den af, skal man ikke glemme, at det er gæsterne, det handler om, og at de skal fortælle deres historier bedst muligt.” 

Er det hårdt at være vækkeurets hyggeonkel, den stuerene og folkekære morgenvært?

”Det er ikke så nemt at få det til at se så hyggeligt ud. Vækkeuret ringer 03:30 hver morgen, hver anden uge. Det er hårdt. Tre timers live-tv er ikke for børn. Jeg bakser lidt med noget svimmelhed, som muligvis kan være et symptom på kroppens påvirkning af at hoppe ind og ud af de omskiftelige tidszoner, som kræves, når man laver morgen-tv. Det skal jeg lige have styr på. Det er irriterende, for det kan godt påvirke mig på jobbet”, konstaterer tv-værten.  

Forstadens åbenbaring

Hvis man kigger tilbage på tiden med Talentholdet og hele vejen op til i dag, så har danske lyttere og seere mere eller mindre været vidner til Hr. Halls modningsproces – fra radioens drengerøv til saglig morgenbasse i de danske tv-stuer. Den drengede Adam fra Christianshavn er gemt lidt i baggrunden, og frem er trådt en moden mand i fyrrene, sat i rette rammer og med rigtige værdisæt i de lidt pænere baglommer. 

”Ja, det er lidt spøjst at vokse op i radio og fjernsyn som en anden Sonja fra Saxogade. Måske er jeg i virkeligheden dansk radios Pusle Helmut.” griner den nu 43-årige Adam Duvå Hall og kigger op, mens han finde tankerne.

”Det hele sejlede jo i starten. Jeg var ung og dum og ligeglad med alt – indtil jeg mødte Christine, som senere er blevet min hustru og mor til mine to børn. Alt, hvad der handler om at få styr på tilværelsen og blive et fornuftigt menneske, har med mit møde med hende at gøre. Det tager nogle år at få taget sig sammen til at åbne en fælleskonto i banken, men så lærer man pludselig, helt Dan Turell-agtig, at holde af hverdagen; at finde en kæmpe glæde i at hente unger, og når blåregnen drysser, idet man åbner hoveddøren, eller når man hilser på naboen og tænker ’det var satans, gamle dreng’ – og så bare være pisseglad for det.”

”Jeg siger tingene med en lille ræv bag øret. Men mit rækkehus i Gentofte har sgu virkelig taget røven på mig. Jeg var pisse bange, da jeg skulle tage valget om at flytte væk fra byen. De ti minutter i bil er langt for en københavner som mig, og frekvensen af damer i yogatøj på tidspunkter, hvor de burde være på arbejde, er højere i Hellerup og Gentofte end andre steder – ligesom antallet af Range Rovere er det. Men vejen, vi bor på, er fantastisk. Jeg føler, jeg passer ind”, fortæller Hall og tilføjer: 

”Det bliver et særligt kapitel i mit liv, kan jeg mærke. Nu skal jeg rydde sne på mit eget lille stykke jordklode. Og forleden lavede jeg en grill-anordning med min lille åndssvage el-grill. Jeg gravede et stort hul i min have, kørte med trillebør, og lagde nogle dumme fliser, som grillen kunne stå på. Så stod jeg stolt og kiggede på mit værk i en halv time, mens jeg kaldte på min kone, at hun skulle skynde sig at komme og se. Der stod mit monument, der for eftertiden skal fortælle, at ’Her var Adam’. Hun blev faktisk oprigtig rørt”.

Hvad er din ultimative drøm, Adam?

”Det er et vanvittigt spørgsmål. Jeg ved det ikke. Hver gang jeg laver noget nyt, har jeg det som om, at det er det sidste, jeg laver. Jeg har 20-års jubilæum i radio og tv, men jeg er åben overfor, at livet tager en helt ny drejning, at jeg åbner en skaldyrsbar eller noget. Hvem ved. Men det er også lidt tragisk, for jeg tænker nogen gange, at jeg har oplevet alt, at jeg allerede har mine skalpe”, smiler Adam Duvå Hall, mens ræven bag øret anes på morgenværtens vej videre ud i verden.

 

 

”Da jeg skulle kommentere det internationale melodigrandprix i Finland, valgte jeg at tage Søren Rasted (Aqua, red.) med mig, da jeg mente, at han var det menneske, der vidste mest om popmusik. Dagen efter blev vi kaldt til møde på hotellet, hvor producenterne sagde, at de aldrig havde fået så mange klager som dem de modtog efter udsendelsen. Seerne troede, vi tog pis på alt, selvom sandheden var, at vi faktisk havde forberedt os til tænderne. Vi havde ingen ræve bag ørene. Vi havde det sjovt – men vi lavede ikke pis. Det var jo ikke vores skyld, at Spaniens Las Ketchup bestod af tre døtre af den meget berømte flamingo-guitarist El Tomato.” 

 

 

Blå Bog

Navn: Adam Duvå Hall
Født: 7. juli 1975
Gift: JA, Christine Gjødsbøl Jensen
Børn: JA, Sonny (6), Norma (4)
Bopæl: Gentofte
Titel: Journalist
Beskæftigelse: Tv-vært på
Go’ morgen Danmark, TV2
Radiovært i bl.a.:
Monkeybusiness (2004, P3)
Go’røv & go weekend (2003, P3)
Tv-vært i bl. a.: Jeopardy (2015, TV3), Fristet (2011, TV3), Det Internationale Melodi Grand Prix, Kommentator (2007, DR), Dansk Melodi Grand Prix (2006, 2007, 2008, DR)

 

 

5+

Blødkogt æg eller spejlæg?

”Det er jo ikke bare et spørgsmål om æg. Det handler om identitet. Et blødkogt æg kræver tid med morgenavisen, og så skal det også være perfekt. Jeg ville normalvis nok sige blødkogt. Men det bliver oftest til et spejlæg. Som alt andet i tilværelsen.” 

OL eller VM i fodbold?

”Den er svær. Jeg har været til begge dele som udsendt reporter. Jeg elsker fodbold, men OL var noget helt særligt. Det var i Beijing og vores presseakkreditering gjorde, at vi kunne sportsshoppe i uendeligheden. Det ene øjeblik så jeg Roger Federer spille tennis, mens jeg øjeblikket efter sad 50 meter fra målstregen og kunne se Usain Bolt slå verdensrekord i 100 meter. Der blev hevet ned fra alle hylder. Det var vanvittigt.”

Bornholm eller Samsø om sommeren?

”Der bliver jeg sat lidt i skakmat. Allinge er jo blevet en slags københavnermagnet om sommeren, og derfor må jeg nok sige Samsø. Dér har jeg været de senere år, blandt adnet i forbindelse med Smuk Fest. Der er bare så sindssygt smukt på Samsø. Jeg anerkender, at der sker ting på Bornholm, men jeg kan godt lide at trække stikket og være fri for at skulle hilse på alle dem, man ser hver dag.”

Roskilde Festival eller Heartland?

”Det må være Roskilde Festival. Jeg har aldrig været på Heartland. Jeg skal lige overbevises om, at det ikke udelukkende er Politiken Plus, hvor alle ens medievenner går rundt og smager ost og rosévin, mens de har en talk om surdej. For så ville jeg bare blive væk.”

Champagnebrus eller Københavnerstang?

”Jeg er nok mest til en champagnebrus. Men Kæmpelæsken er min yndlings. Selvom den måske nok i virkeligheden er lidt irriterende.”

+ 

Tv eller radio?

”Det er svært at svare på. Jeg er nok mest et radiomenneske, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er jo der, jeg kommer fra. Det skal man ikke løbe fra. Jeg vender nok også tilbage til radioen en dag. Det gælder jo om at bevare sig selv. Men lige nu er Go’ morgen Danmark det fedeste. Og heldigvis synes min arbejdsgiver, at det klæder programmet, at jeg er mindre tv-skolet end ellers. Der er højt til loftet. Det er fantastisk”.