Liebhaverboligen var blandt de første i verden til at prøvekøre Porsches debut i en fuldt ud elektrisk bil – og sikke en tur.
Test
Porsche Taycan Turbo og Turbo S 616 hk og 751 hk. Pris: 1.704.874 og 2.120.096 kr.
Vores tur på Europa-pressekørslen gik fra Gøteborg til København med smukt stop ved Øresundsbroen.
Weeeeeeeee, lyder det, og det kommer fra bilens elektromotor og ikke fra mig, selv om jeg et øjeblik frygter at få et piskesmæld, når accelerationen trykker mig tilbage i sædet. Fra 0 til 100 km/t på kun 2,8 sekunder er præstationer, som superbilen Koenigsegg Agera også kan prale med, men den koster til gengæld 10 gange så meget som den Porsche Taycan Turbo S, jeg sidder i.
Porsche har lavet noget nær den mest perfekte elektriske sportsvogn til dato. Og ja, Tesla-dræber er sådan lidt af en frase, men det er nu engang den amerikanske elbil, som sætter barren for alle andre elbiler i verden, og naturligvis bliver den slået af pinden på et tidspunkt. Og Porschen her kunne være netop den konkurrent, for den har plads til fire voksne, kører som en dannet racerbil, men kan køre solen sort med dens 751 hk. fra de to elektriske motorer ved hver aksel.
Fjollet navn
Og hvorfor står der så et ”fjollet” Turbo på bagsmækken, når vi nu sidder i en bil, som aldrig kommer til at sprøjte noget brændstof ind i den forbrændingsmotor, som heller ikke findes under kølerhjelmen?
Det er naturligvis fordi, at de allerkraftigste og dyreste modeller i Porsche-programmet altid har et Turbo-navn. Ret beset har stort set alle Porscher de seneste år haft en turbo installeret, men lad det nu ligge.
Tilbage til køreoplevelsen, som trods en kampvægt på 2,3 tons, er sublim. Taycan’en springer som en kåd panter, og på de små svenske landeveje, hvor jeg prøvekørte den, klæber den sig godt til vejen og især svingene takket være firehjulstræk, firehjulsstyring og det faktum, at den er lavere end en 911. Det er lige før, man ønsker sig lidt flere udfordringer i kørslen, men med den høje fart og et skræmmende moment på 1050 Nm, er det nok meget godt, at de gode tyske ingeniører har sørget for, at man bare skal rive lidt i rattet og ikke tænke på så meget andet.
Det koster
Interiøret er helt nyt og smagfuldt, og passageren kan sørge for musikken eller andet underholdning i den store infotainmentskærm lige foran passagersædet. Nytænkning!
Som udgangspunkt koster elektriske biler ikke nær så meget at producere som benzin og dieselbiler. Forbrændingsmotoren er og bliver det dyreste i en bil, så derfor burde Porsche Taycan heller ikke i topmodellen her koste over to mio. kroner.
Porsche oplyser dog, at en mindre knap så kraftig model rammer markedet næste år, som kommer til at ligge lige omkring 1.2 mio. kr.
Og måske man kan undgå piskesmældsskader i den.
Up
Køreregenskaber Fart Design Anvendelighed
Down
Pris Lidt større bagagerum havde været godt Porsche Taycan kan købes nu, men først leveres i starten af 2020.
Alt er nyt, og så alligevel ikke. ”Nøglen” sidder stadig til venstre for rattet, som det hører og bør i en Porsche. Bemærk infotainmentskærmen til passageren.
Liebhaverboligens Per Kuskner ved den elektriske raket i Sverige.
Rækkevidden for en opladning angives til at være mellem 380-450 kilometer alt efter, hvilken model man vælger, men så skal man også køre meget pænt.
”Vi troede egentlig, at det skulle være slut efter vores sidste show, men så” … Ørkenens Sønner er logen, der bare ikke vil dø. Hver især har Niels Olsen, Søren Pilmark, Henrik Koefoed og Asger Reher nok at lave, men gang på gang trækker smokingen, fezen og den firstemmige sang.
Det er meget moderne at pege på, at vi skal ud af vores komfort-zone. For det er derude, magien opstår.
– Nogle gange er det bare enormt rart at komme tilbage i komfort-zonen, siger Henrik Koefoed, og det er for ham og ”logebrødrene” Niels Olsen, Søren Pilmark og Asger Reher netop Ørkenens Sønner.
– Når vi har været ude og lave andre ting, og så mødes igen, så går der ikke et halvt minut, før vi bryder sammen af grin, fortsætter han.
At de fire mænd er et fasttømret team er der ingen tvivl om, når man prøver at interviewe dem i samme rum. De overtager hinandens sætninger, sidder og smågriner over hinandens anekdoter og løber ofte ud ad tangenter såsom en diskussion af, hvor man får de bedste hindbærsnitter.
Vi kan godt have en opfattelse af, at Ørkenens Sønner er på evig turné, for de er hele tiden i mediebilledet. Reelt går der 3-4 år mellem hvert show. Hvert show turnerer gerne halvandet år, og så tager Sønnerne en pause.
– Men så savner vi hinanden, siger Søren Pilmark. – I det øjeblik vi siger, at nu er vi klar til et nyt show, så sker der det, at maskinen går i gang; booking af de rigtige sale og opsætning af plakater. Derfor er vi i folks bevidsthed hele tiden. Det er også en forretningsmæssig nødvendighed.
Det fungerer jo
På den måde kommer publikum også ind i deres komfort-zone. Ørkenens Sønner ved man nemlig, hvad er:
– Vi har da tit tænkt på, om vi skulle ændre konceptet, men så alligevel: hvorfor? Det fungerer jo, siger Asger Reher. – Folk vil se logen, tryllenummeret, Fjærtoman. Det er genkendelsens glæde.
– Publikum ved jo også, hvad de går ind til, hvis de skal se Hamlet, tilføjer Søren Pilmark. – Uanset om vi tilføjer schæferhunde og akvarier og opfører den iført jakkesæt.
– Folk ville føle sig snydt, hvis vi pludselig stillede os op på en ølkasse i højhalsede sweaters og sang Jacques Brel og læste Snedronningen.
Sønner og kvinder
På den måde fungerer Ørkenens Sønner som et frirum for publikum. Tidens trends får ikke lov til at trænge ind i det frirum som andet end en henkastet bemærkning. Det er vel at mærke et mandeunivers, spørgsmålet, om der ikke snart skal en kvinde med, afværges med et, ”det har vi hver aften … efter forestillingen”.
– Men vi vælger jo hver aften en kvinde som vores yndlingspublikum, tilføjer Henrik Koefoed galant.
Hvad omklædningsrumslummerheden angår, så skal den tages med et gran salt.
– Der hviler en troskyldighed over Ørkenens Sønner, siger Søren Pilmark. – Det er lidt, ”undskyld, vi kom til at sige tissemand. Det skal ikke ske igen”.
Drengedrømme fra før verden gik af lave
Selvfølgelig står de fire logebrødre ved, at det er et mandeunivers. Eller måske et drengeunivers; drengenes drømme om mandeverdener med piratkaptajner, Det Vilde Vesten, modige legionærer og så videre – taget lige ud af tegneseriehæfterne Illustrerede Klassikere, som Asger Reher udtrykker det.
– Da vi havde en idé om at lave et show med Afrika-tema, tænkte vi eventyr og Kong Salomons Miner, men samtidig væltede det ind med nyheder om hungersnød, AIDS og andre problemstillinger, fortæller Søren Pilmark. – Det var vi nødt til at tage stilling til. Vi valgte at blive i eventyret. Overskred vi nogle grænser, som vi ikke havde lyst til, så var det utilsigtet.
– Udfordringen ligger i at gå på den knivsæg, hvor vi på den ene side får gode grin, men vi på den anden side ikke støder folk, som Henrik Koefoed udtrykker det
Søren Pilmark kalder det en varieté fra før verden mistede sin uskyld, men minder samtidig om, at verden har mistet sin uskyld adskillige gange.
– Hvis vi synes, uskylden røg med nazismen og atombomben, så spørg lige, om ikke sennepsgas og skyttegrave tog uskylden en verdenskrig før.
Selvhøjtidelige mænd
Til gengæld bliver mænd ved med at være opblæste, understreger Niels Olsen:
– I alle disse nævnte mandeuniverser, vi er inspireret af, er fællesnævneren, at de selvhøjtidelige mænd selv synes, de er afsindig vigtige. De mænd er jo ikke forsvundet, for selv om vi diskuterer, om vi skal tvinge kvinder ind i bestyrelser og så videre, så er det stadig disse mænd, der sidder på magten.
Det sjove er, at de fire logebrødre er vidt forskellige, når de ikke mødes under fezen.
Asger Reher holder sig travl på de danske teaterscener:
– Siden sidste show har jeg haft otte større roller på forskellige teatre, siger han. – Jeg kan jo ikke vide, hvorfor de lige vælger mig (”Hallo – A står først i telefonlisten”, bryder Søren Pilmark drillende ind).
Henrik Koefoed optræder som Asger ofte på teatret – ret tit i Holberg-repertoiret.
– Jeg er jo ikke den mest moderne person, siger han. – Min kone har i hvert fald mig ”klassisk”. Det var engang, hvor vi talte om Queen og Prince og så sagde hun, ”jamen, du er jo klassisk”.
Pierce Brosnan og Steven Spielberg
Niels Olsen ses også uden fez i (især) komiske roller på film og teater, bl.a. musicals baseret på film – til næste år skal han således spille Pierce Brosnans rolle i musicalversionen af Den skaldede frisør.
– Nu bryster jeg mig jo faktisk over, at jeg blev tilbudt rollen før ham, men jeg kunne ikke på det tidspunkt – på grund af Ørkenens Sønner – og så gik der tid, og der kom flere internationale penge i projektet, og så tænkte de, at de måske skulle have en international stjerne med. Men oprindelig var det min rolle, og nu får jeg den altså igen.
Til sammenligning er Søren Pilmark måske lidt ”kræsen”. Ørkenens Sønner dækker hans behov for at være sjov, så revy er ikke ham, og han har i det hele taget annonceret, at han ville sætte tempoet ned, men som alle skuespillere kan han fristes.
– Der var lige det der med, at nu skulle vi alle være berømte i hele verden, og dollartegnene lokker, men når man så har siddet og ventet på et hotelværelse i Düsseldorf i regnvejr i to dage … det er ikke sjovt. Det gider jeg sgu’ ikke mere. Hvis Steven Spielberg på den anden side ringer, så ”ja ja, det sagde jeg nok, men jeg har skiftet mening”!
– Der er mange faktorer, der spiller ind. Måske tænker jeg pludselig, hvorfor er der ingen, der ringer mere? Har de glemt mig? Og så ringer de og spørger, om jeg vi vil speake et haveprogram til Kanal 4 – JA!
Spændende operationer siden sidst
Og så er det jo godt at have Ørkenens Sønner, der stadig trækker fulde huse, gerne 3.000 gæster, hvor kvartetten debuterede i mere ydmyge omgivelser i Allegade 10, hvor der kunne være 100-120 (”og så var der crowded”). Egentlig var det slet ikke meningen, at logen skulle mødes igen efter sidste show:
– Men så mødtes vi til en evaluering, og fandt ud af, at vi savnede hinanden, fortæller Henrik Koefoed.
– Vi er jo rigtig meget sammen på turneen, fortæller Niels Olsen. – Vi kører sammen alle fire og får snakket om alt mellem himmel og jord; familie og …
– Og hvis der skulle være et problem, skyder Asger Reher ind.
– Og hvad vi nu er blevet opereret for siden sidst, og om vi har fået nogen legemsdele udskiftet og den slags, fortsætter Niels Olsen.
– Det kan godt være, vi drikker os fulde en aften på turneen, siger Søren Pilmark. – Men næste dag klokken fem mødes vi og træner og får tjek på bagscenen. En halv time før showet går vi i bad og sminker os, og så trykker vi den af i to timer for dem, som har haft en billet hængende på køleskabet og gulne siden oktober sidste år.
Så mens verden går sin skæve gang, plastikskraldet fylder oceanerne og gletscherne smelter (alt det, de som privatpersoner godt ved og bekymrer sig om), forsvarer Søren, Niels, Asger og Henrik deres lille boble af ren underholdning; af uskyldig mandehørm og firstemmig skønsang med uartige tekster. Og der er fælles rejsning under afsyngelse af logeeden:
Vi hedder Ørkenens Sønner, og vi er stolte af det …
Asger Reher
Er uddannet ved Aarhus Teater ligesom Søren Pilmark og dannede med ham (og et par i øvrigt ukendte skuespillere ved navn Preben Kristensen og Anders Bircow) gruppen Barbershop Harmony. Siden er turen gået over Det Kongelige Teater, flere revyer og utallige tv-serier.
At Asger er født i Aabenraa fornægter sig ikke. Hver gang Ørkenens Sønner optræder i fødebyen, overtager Asger ”Landmandssketchen”. ”Skal vi nu ikke prøve at tage den på dansk,” siger han, og så kan de tre andre godt tage en pause, mens Asger fortæller vittigheder, som de ikke forstår et klap af.
Henrik Koefoed
Det var angiveligt dovenskab i forhold til at øve sig, der forhind- rede Henrik Koefoed i at uddanne sig til klassisk musiker, men det har været teatrets gevinst. Han er uddannet ved Statens Teaterskole og har været turen omkring Det Kongelige Teater og de klassiske roller … foruden et hav af tv- og filmroller. Derudover kan hans karakteristiske stemme genkendes bag Timon og adskillige andre tegnefilmfigurer. Henrik er gift med Helle og har to børn.
Søren Pilmark
Hamlet på Det Kongelige Teater, Torkild i Blinkende lygter, showmakker til Per Pallesen, tryllekunstner, Melodi Grand Prix vært, Oscar-nomineret kortfilminstruktør, og meget, meget mere kunne skrives på visitkortet. Jo jo – også en optræden i Vikings. Søren har prøvet det meste, men gider stadig godt, hvis det er en udfordring (eller af pengemangel, som han indskyder).
Søren er gift med Susanne. De har tre børn sammen.
Niels Olsen
Niels Olsen brød igennem med tv-satire i Den gode, den onde og den virk’li’ sjove, har spillet og skrevet revy og bl.a. spillet med i begge dansk films store familie-franchises Far til fire og Min søsters børn foruden et utal af andre film. Han har været lidt af en maskot for Susanne Bier, siden hun instruerede ham i fiskereklamerne (Det’ ikk’ så ringe endda), og får her ofte lov til at vise mere seriøse sider af sit talent.
Niels er gift med Joy-Maria Frederiksen, som ofte har den fornøjelse at instruere sin mand. Sammen har de datteren Rosa.
Rundt om Ørkenens Sønner
Hvad er din yndlingsgyserfilm?
Asger: Frankenstein
Niels: Jeg ser ikke så mange, men der er en … med en sygeplejerske, der går ned i kælderen og … Det åbne kældervindue.
Søren: En gammel Peter Lorre-gyser, Hånden, der går igen. Og jeg kan huske, jeg var vildt skræmt af tv-serien Belfegor.
Henrik: The Shining – ondskabens hotel … Og så har jeg en erindring om at have set Den sorte limousine som 6-årig og være skræmt fra vid og sans.
På en skala fra 1 til 10, hvor sjov er du privat?
Asger: Ikke det store … 6½
Niels: Hvis du spørger min familie; langt nede … men 6.
Søren: 8
Henrik: Hvis du spørger børnebørnene, så 10, så det vælger jeg (andre siger måske 4-5 stykker).
Så gennemmusikalske I nu er:
Hvad er din(e) yndlingssang(e)?
Niels: One Day I’ll Fly Away med Randy Crawford.
Søren: Jeg kan godt lide Because med The Beatles.
Asger: Jeg er mest til jazz, crooners – det kunne være Django Reinhard, det er klassisk med en jazzet form. Åh jo, og Musens sang. Jeg spillede med i Mød mig på Cassiopeia sidste sæson, og hver aften når Amalie Dollerup sang – det var så jeg fik gåsehud.
Henrik: Nessun Dorma – fra operaen Turandot.
Apropos kun at spille de roller, man har lyst til: Hvilken rolle kunne du godt tænke dig at spille?
Henrik: Faderen i Lang dags rejse mod nat, Tyrone.
Søren: John Proctor i Hekse.
Asger: Jeppe på Bjerget.
Niels: Basil Fawlty.
Hvilken skuespiller kunne du tænke dig at spille sammen med?
Asger: Robert de Niro.
Søren: Jeg tænker, det kunne være sjovt med Kim Bodnia.
Henrik: Sean Connery.
Niels: Pierce Brosnan. Jeg endte med at få en lille rolle i Den skaldede frisør, så jeg fik snakket med ham. Han nød i den grad at arbejde på settet i Danmark. Den afslappede stemning. Men jeg ville gerne have spillet sammen med ham i en Bond-film.
Ørkenens Sønner har hyldet mange kvinder, så … din yndlings
skuespillerinde?
Henrik: Scarlet Johansson.
Søren: Charlize Theron.
Niels: Bodil Jørgensen.
Asger: Meryl Streep.
Lige Asgers boldgade: din yndlingsbil?
Asger: en AC Cobra.
Niels: Jaguar – E-typen.
Henrik: en Volvo Sport – fra starten af 60‘erne.
Søren: Bugatti Royale.
Humor: et forbillede?
Søren: Gøg & Gokke
Niels: John Cleese
Asger: jeg kan godt lide W.C. Fields
Henrik: Buster Keaton
Hvis ikke du var skuespiller – hvad ville du så gerne være?
Asger: Jeg er faktisk udlært inden for herreekvipering, men hvis du tænker på en drøm, så vil jeg sige dyrlæge.
Niels: Jeg var egentlig i gang med en musikuddannelse … men som drømmejob jeg tror gerne, jeg ville være læge.
Henrik: Det jeg skulle have været, hvis jeg ikke var for doven til at øve; musiker i et symfoniorkester.
Søren: Skuespiller! Der er en historie om, at Skt. Peter står ved Perleporten og tilbyde folk ”en tur mere”, hvis de vil være noget andet; slagteren vil gerne prøve at være bager og så videre, men skuespilleren vil være skuespiller. Når du først har prøvet det, er det svært at slippe.
Hvad er din yndlingskage?
Søren: Othello lagkage.
Niels: Min mors mokka-lagkage.
Asger: Det må være min mors.
gammeldags æblekagel
Henrik: Min svigermors kanel-lagkage – noget med 10-12 meget tynde lag.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2019/10/SLIDE_Ørkenenssønner_SSP4696.jpg309620Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2019-10-09 11:13:122019-10-09 11:13:12De sætter deres fez, som de vil
Oktober betyder efterårsferie og tid med familien. Liebhaverboligen har taget pulsen på en række spændende ting og oplevelser, der kan være med til at gøre dit efterår lidt skønnere.
De svære følelser
”Modige Magnus – en uge vendt på hovedet” er en anderledes billedbog, som viser børn, hvordan hverdagens svære følelser kan tackles med simple redskaber. Samtidig lærer du som forælder, hvordan du kommunikerer med dit barn i vanskelige situationer, og hvordan du skal guide det til en roligere og gladere sindstilstand. Fortællingen handler om Magnus, der er flyttet til en ny by med sin familie. Den første uge oplever han mange nye følelser som savn, smerte, frygt, kræsenhed og nervøsitet. Det bliver en uge, hvor alting er vendt på hovedet. Heldigvis er der rigtig mange omkring ham, der hjælper med at håndtere alle de nye følelser.
Forfatteren Carl-Johan Ehrlin er adfærdsforsker med en kandidatgrad i psykologi, og dygtig til at beskrive svære følelser i børnehøjde. Hans metoder er kreative og alligevel ret enkle, og det mest fantastiske er, at de virker. Bogen er rigtig hyggelig at læse med sit barn og kan være med til at gøre hele familiens hverdag nemmere og mere positiv.
Pil ned:
Bogen er en smule lang og teksttung, hvilket nogle gange kan være lidt krævende for det utålmodige børnehavebarn.
Ro på middagen
Valdemarsro er Danmarks største mad og livsstilsblog med over 1,6 millioner besøgende hver måned. De velsmagende retter fra Valdemarsro er særligt kendt for at være nemme at gå til, og de er blevet til livretter hos rigtig mange læsere. Nu har Ann-Christine Hellerup Brandt, der står bag Valdemarsro, lavet den ultimative kogebog fyldt med over 200 skønne opskrifter til aftensmåltidet. Bogen indeholder alle familiens livretter, lige fra de populære one pot pastaopskrifter til skønne retter fra både det indiske, mellemøstlige og asiatiske køkken, samt mange gode klassiske danske opskrifter.
Pil op:
Kogebogen er en skøn ”hjælper” i køkkenet og fuld af inspiration til familiens måltider. Det er rart, at den dygtige blogger nu har udgivet en fysisk kogebog, så man kan være off-line i køkkenet og bladre igennem de mange flotte sider med billeder og opskrifter.
Pil ned:
Nogle af opskrifterne er ret tids-krævende, men sådan er det jo at lave mad fra bunden.
Ret nemt og ret skønt
Kunne du tænke dig at bruge efterårsferien, og hverdagen generelt, sammen med familien i stedet for at jage rundt i supermarkeder og selv finde på nye spændende retter? Så er Ret Nemt måske noget for dig. Måltidskonceptet er prisvenligt og miljøvenligt, idet du kun modtager præcis de råvarer, du skal bruge til at lave retterne. Derved går der kun noget til spilde, hvis du ikke får spist det hele op. Men det gør du sandsynligvis, hvis du tager dig et par minutter til at svare på spørgsmål omkring din families præferencer, såsom økologi og smag. Systemet gør, at ugens måltider rammer de enkeltes smag og behov enormt godt. Måltidskassen leveres naturligvis direkte til din hoveddør.
Måltidskassen fra Ret Nemt er en smart måde at få udvidet din horisont i køkkenet. Maden er super lækker og det er virkeligt rart, at man har overblik over ugens retter – og let kan udskifte dem med andre, hvis man har lyst.
Pil ned:
Det er meget svært at sige noget dårligt om dette koncept, hvis ikke man virkelig elsker selv at gå på indkøb. Det bliver nemlig hurtigt overflødigt med Ret Nemt, da man også kan bestille ekstravarer som frugt og vin sammen med sine måltider.
Congo-kiosker og gangsterbosser
Kender du Iqbal Farooq og hans dansk-indisk familie, der bor på indre Nørrebro? Ellers er det sørme på tide, at stifte bekendtskab med Manu Sareens skønne fortællinger der ud over at være omsat til film, nu også fås som matadorspil – eller rettere sagt som kebab-matatorspil. I spillet gælder det om at blive den dygtigste, sejeste og rigeste gangsterboss. Giv den max gas og mød Knolden, Femøren og Storfamilien med grunkerne, alt imens du forsøger at købe og sælge butikker, så du kan ansætte alle dine mange fætre.
Det er svært ikke at elske hele universet omkring den charmerende dreng Iqbal Farooq og alle hans venner. Når det sættes i kombination med en klassiker som Matador, kan resultatet kun blive fantastisk. Spillet er totalt sjovt og kan samle hele familien omkring bordet i timevis.
Pil ned:
Vi voksne kan føle os en smule udfordret på spillets skarpe slang, men på den anden side bliver vi måske lidt sejere af det. Og hey, det er faktisk sygt nok og ornligt vildt – eller noget i den retning!
Lyt og læs
Hvis regnen siler ned i ferien, eller I skal have tiden til at gå på rejsen, er gode historier altid hyggeligt at samles om. På den nye børnebogs-app, Nick Stories, kan I læse og lytte til alle de kendte historier om klassiske karakterer som Alfons Åberg, Prop og Berta, Peter Pedal og Ramus Klump. Børnenes favoritter som Paw Patrol og Dora er også at finde blandt de mere end 400 bogtitler. Selve teknologien og bogudvalget er udviklet i samarbejde med den danske start-up Fairytell, der specialiserer sig i at bringe børnebogen ud i børnehøjde.
Teknologien er enkel og nem at bruge, selv for familiens yngste. Bøgerne er opdelt efter alder, så man let kan finde et godt match.
Pil ned:
Det er bare ikke det samme som at læse fra en fysisk bog, men tilgengæld har de fleste altid telefonen med sig og dermed altid en god historie i lommen.
Klassiker i nye klæder
Efterårets helt store eventyrfilm VALHALLA, er en live-action eventyrfilm baseret på Peter Madsen og Henning Kures legendariske tegneserie Valhalla om de nordiske guder fra 1979, og tegnefilmen af samme navn fra 1986. Vi følger vikingebørnene Røskva og Tjalf, der tager på en stormfuld rejse fra Midgård til Valhalla med guderne Thor og Loke. Livet i Valhalla viser sig dog at være truet af den frygtede Fenrisulv og Jætterne. Side om side med guderne må de to menneskebørn kæmpe for at bevare Valhalla og redde verden fra Ragnarok.
Pil op:
Valhalla inviterer publikum ind i et smukt univers med fantastisk flotte effekter, hvor selv den ikoniske Fenrisulv og Bifrost-regnbuen føles overvældende ægte. Publikum kan glæde sig til både action, humor og spænding, samt en helt ny oplevelse med nordisk mytologi.
Pil ned:
Filmen udspiller sig primært i et dystert og mørkt univers. Sørg derfor for, at børnene har en tryg person ved deres side, når de ser filmen.
Skoven og eventyret kalder
De danske skove rummer nogle af verdens bedste naturlegepladser. En af disse er ”Kronhjorten” i Jægersborg Hegn ved Skodsborg Station. Skovlegepladsen er designet over historien om kongernes hektiske og imponerende parforcejagter i skoven. De største børn bliver fysisk udfordret i et klatreværk af jagthunde, heste, jægere, kong Chr. V og en segnet kronhjort. Familiens yngste inviteres til at lege i et univers om Skodsborg Stations historie og skovens dyr. Her kan der bl.a. leges på et helt særligt tog, der kan svæve igennem skoven om natten med skovens dyr og en sur heks.
Legepladsen er helt fantastisk smuk og et kæmpe hit blandt børn i alle aldre.
Pil ned:
En tur på Kronhjorten kan hurtigt blive en kold fornøjelse, hvis du ikke er klædt ordentligt på. Du kan nemlig godt regne med, at børnene ikke vil være til at hive hjem.
Drømme og udlængsel
Udstillingen om Troels Kløvedal, “Frihedens Værksted”, kommer til M/S Museet for Søfart 9. oktober 2019. Med den vender Kløvedal hjem til tørdokken i Helsingør. Det var nemlig her, det hele begyndte og han tog beslutningen om at sejle ud i verden. Publikum får et sjældent indblik i detaljen, og det store udsyn, der formede Kløvedal, i alt fra Kløvedals første sekstant, som var uvurderlig for at kunne sejle Nordkaperen til tre helt nye værker, skabt af kunstneren Hans Krull, der portrætterer Kløvedal som barn, ung og gammel. Undervejs genser man film- og TV-klip, hvor Troels Kløvedal selv fortæller om de ting og rejser, der har formet ham som menneske. Alt sammen en buldrende kedel af inspiration og refleksion til alle os andre, om hvordan vi har levet og i fremtiden vil leve vores liv.
Selvom Kløvedal ikke længere er hos os, er han stadig en fantastisk inspiration og udstillingen skubber i den grad til ens drømme og forventninger til livet.
Pil ned:
Museet for Søfart er i sig selv en stor oplevelse, men de mange kreative lyd- og lysinstallationer på museet kan gøre dig en smule søsyg.
På jagt efter ord
I spillet Just One handler det om at samarbejde og gætte så mange hemmelige ord som muligt. I skal lave gode ledetråde til hinanden, men det handler om at være kreative, da identiske ledetråde sorteres fra. Denne regel kan gøre det rigtigt svært, da man i spillet opdager, hvor ofte, vi faktisk tænker på de samme ord når vi vil beskrive en ting.
Hvis ordet er cirkus, nytter det for eksempel ikke noget, at alle skriver klovn. Det sker dog også, at nogen vælger et ord, der slet ikke giver mening for de andre – og det er som regel rigtigt sjovt at høre, hvordan ens medspiller lige kom frem til netop det ord.
Denne danske udgave forhandles eksklusivt i Arnold Busck, www.arnoldbusck.dk
Pil op:
Just One er et genialt samarbejdsspil, der er let at gå til. Det er både god hjernegymnastik og effektiv træning for lattermusklerne. Så spring bare din fitnesstime over, og inviter vennerne til spillehygge i stedet.
Pil ned:
Det kan være en smule frustrerende i starten, hvis alle viser sig at skrive de samme ledetråde. Men hurtigt ændrer man sin måde at tænke på, og det føles så fedt, når tingene bare falder i hak.
Som tidligere dansk landsholdsspiller med en udlandskarriere i mægtige Chelsea, har Robinson Ekspeditionens frontfigur, Jakob Kjeldbjerg, både oplevet og udlevet, hvad de fleste drenge blot drømmer om; et liv i professionel fodbold. Et liv, der har givet den tidligere forsvarsklippe troen på at angribe tilværelsen som tv-vært ved ‘at slippe køteren løs’. Det har givet pote. Og med bopæl i Frankrig og job i Filippinerne har den danske klippe ganske enkelt vokset sig ind i rollen som Robinson Crusoes ukendte far og er blevet Kong Kjeldbjerg af Robinson Ekspeditionen.
Tv-vært og tidligere professionel fodboldspiller, Jakob Kjeldbjerg, er efter syv ugers optagelser med Robinson Ekspeditionen i Filippinerne netop returneret til en tilstoppet kloak i hjemmet i Sydfrankrig. Men selvom det aldrig er morsomt at stå i lort til halsen, nyder udlandsdanskeren fra Frederiks i Jylland at stå med begge ben solidt plantet i egen septiktank i familiens hjem ved Middelhavet.
”Jeg elsker at bo i eget hus. Også selvom jeg lige nu står og venter på en slamsuger, der skal ordne min tilstoppede kloak. Derude i Østen har de et eller andet, der skal ligne kloakering, men man ved ikke rigtig, hvor det ender henne. Der er lort over det hele derude,” konstaterer Kjeldbjerg, mens han spejder efter bilen med den store slange i hjemlige omgivelser lidt nord for Cannes, hvor han har boet med familien i over 12 år.
Arven efter Mygind
Et par år inden familien valgte at hive køben-
havnerforstadens teltpæle op og flytte til Frankrig, havde Jakob Kjeldbjerg sagt ja til værtsjobbet på et populært reality-program på TV3. Og det var ikke et hvilket som helst reality-program, som den tidligere fodboldspiller og sports-vært skulle lægge ansigt til. Robinson Ekspeditionen var et af tidens mest populære underholdningsprogrammer, og Kjeldbjerg, der var valgt som programmets vært, skulle nu pludselig stå langt væk fra både midterforsvar og fodboldsnak og i stedet fungere som indpisker og rygrad for deltagende danskere på en tropisk ø, mens arven efter foregangsmanden Thomas Mygind skulle løftes – en udfordring af de helt store for Jakob Kjeldbjerg.
”Jeg skulle overtage Robinson Ekspeditionen efter Thomas Mygind, og på det tidspunkt var programmet TV3’s store flagskib. Der var masser af muligheder for, at det kunne gå galt. Men når man er i det, så omfavner man muligheden for, at det går godt. Troen på egne evner, som er en nødvendighed sideløbende med paranoiaen og præstationsangsten, var også til stede. Og for mig var det den gyldne mulighed for at kunne kappe fodboldbåndet fuldstændigt. Der var simpelthen gået rutine i fodboldjobbet”, fortæller den tidligere fodboldspiller om sit forgangne job på fodboldprogrammet Onside og Tipslørdag, hvor han som ekspert og vært fik oparbejdet en pæn portion tv-erfaring og værdifuld selvtillid.
”Jeg var jo blevet en dreven herre indenfor tv på dette tidspunkt, så selvtilliden var i top. Jeg vidste,jeg kunne lave fjernsyn. Men hvad jeg endnu ikke vidste var, om jeg også var i stand til at tage ejerskab. Det handler ikke bare om at kunne stille sig foran et kamera og være smart. Det handler om at kunne tage ejerskab over det program, man som vært formidler. Det er det, der gør forskellen, om du er interessant eller ej,” erkender Kjeldbjerg og uddyber:
”Jeg vidste, jeg kunne formulere mig foran mennesker. Som jurastuderende havde jeg haft den klichéfyldte drøm om at stå i en retssal som forsvarer og forføre alle omkring mig, men jobbet som ekspert og vært på programmet Tipslørdag, der var i umiddelbar forlængelse af min aktive karriere som fodboldsspiller, var den perfekte proces. Her skulle jeg jo også bruge kæften og formulere mig ordentligt.
Jeg lavede selvfølgelig en masse begynderfejl, men jeg lærte af dem. Jeg udnyttede, at jeg vidste meget om fodbold, og jeg var da hjulpet af at være tidlig- ere landsholds- og Chelsea-spiller. Jeg brugte min baggrund til at komme igennem, men det kræver et stort knoklearbejde. Det er jo ikke nok at forstå tingene, man skal også formidle det. Det er ingen gavebod,” lyder det kontant fra den tidligere fodboldspiller, som tilføjer:
”Man bliver jo partout heller ikke en god fodboldtræner, bare fordi man kan spille bold. Man skal have værktøjer med sig, der gør, at man kan formidle.”
Kjeldbjerg – en ny æra i Robinson
Jakob Kjeldbjergs talent for formidling har ført til succes som tv-vært. Og Kong Kjeldbjerg er med tiden blevet indbegrebet af Robinson Ekspeditionen. Thomas Mygind-æraen er for længst blevet afløst af den tidligere fodboldspiller, der i den første periode som ny vært på det populære reality-program af mange blev set som både for hård og ondskabsfuld.
”I dag er jeg nok mere hygge-coach end ham den onde. Men jeg har altid været bevidst om, hvordan jeg er overfor deltagerne. Jeg har svinet de deltagere til, som har givet op, da de jo har taget pladsen fra en af de 2000 andre ansøgere, der gerne ville være med. Men jeg nægter at tro på, at nogen i de senere sæsoner har hadet mig. Jeg har jo aldrig sagt noget, som seerne derhjemme ikke tænker. Hvis jeg derimod kan mærke, at de har gjort deres bedste, så roser jeg dem også bagefter. Men det forpligter, når man er kommet gennem nåleøjet.
Robinson Ekspeditionen lader til at være et meget grænseoverskridende set up, hvor man blottes både fysisk og mentalt?
”Ja, det er det også. Vi bruger et udtryk, der hedder, at ’du bliver grænseløs’. I slutningen af en ekspedition skænker deltagerne det ikke en tanke, når de sætter sig og skider i vandkanten. Det kunne de ikke drømme om i starten. Men sult og afmagt gør dem grænseløse. Det er fascinerende at se,hvordan lag efter lag skrælles af,” fortæller Jakob Kjeldbjerg ærligt og kommer i tanke om en gang, da han, ifølge ham selv, gik et stykke over den usynlige grænse til det grænseoverskridende.
”Inden man havde internet, kom der breve hjemmefra til deltagerne. Jeg kan huske, at jeg en gang stod med nogle børnetegninger til en far, der ikke havde vundet retten til at få det brev. Så jeg brændte brevet foran ham. Det var virkelig grænseoverskridende – også fordi jeg selv er far. Det var ret vildt og nok lige i overkanten.”
Er du i stand til at trække på din baggrund
som tidligere topatlet, når du laver Robinson Ekspeditionen?
”Det skal jeg love dig for, jeg gør. Nogle af deltag- erne synes, det er fedt, mens andre synes det modsatte. Jeg taler til dem om at angribe og ikke bare give op. Jeg er allergisk overfor folk, der giver op. Jeg er virkelig krævende, selvom jeg nok mere er blevet til onklen end den onde, sådan som jeg var det i starten. Jeg fortæller dem, at de skal glemme alt om, hvad de troede, de skulle være, inden de tog hjemmefra. Det kan alligevel ikke lade sig gøre, efter man har sultet i tre dage,” fortæller Jakob Kjeldbjerg, der med egne ord beskriver sig selv som ’total kompromisløs’ i sin tilgang som vært i et
program som Robinson Ekspeditionen.
”Halvgodt er ikke godt nok, og ethvert nyt afsnit skal være det bedste til dato. Det handler jo også om min egen forfængelighed, min egen ærgerrighed, mine egne ambitioner – fuldstændig samme tilgang som i fodbold; det handler om at slippe køteren løs.”
Survivor
Og netop udtrykket ’at slippe køteren løs’ er nærmest en slags mantra for Jakob Kjeldbjerg, der i sin bog Survivor, som udkom sidste år, blandt andet fortæller om tiden som professionel fodboldspiller, og om hvad der kræves for at opnå succes som ung gut, ikke blot i en benhård sportsverden, men i livet generelt; nemlig det, at kunne ’slippe køteren løs’.
”’At ’slippe køteren løs’ er mit lille beskedne budskab til unge mennesker om, at man i ny og næ på forskellige tidspunkter i livet er nødt til at give los. Man er nødt til at præstere, hvis man skal det ene eller andet her i livet. Sådan er det bare,” fortæller den tidligere fodboldspiller og fortsætter:
”Da jeg debuterede på landsholdet, havde jeg indset, at det ikke nyttede noget bare at være der. Jeg var nødt til at markere mig. Jeg skulle mandsopdække selveste Diego Maradona, og hvis jeg bare prøvede at følge med ham, ville han jo rundbarbere mig fuldstændigt. Jeg var fuldt ud bevidst om at slippe min egen indre køter løs, og jeg gjorde det så fremragende, at jeg blev solgt på netop den kamp.”
”Angsten for at fejle er oppe imod sulten efter at vinde – det er et kæmpe tema. Man skal have et element af det i sig, da det ellers nok ikke er muligt at gøre sig umage med det, man laver. Der er en hårfin grænse mellem de to. Mange lider af det. Tennisspilleren Andre Agassi er et fantastisk eksempel på det. Han hader tennis, men hader endnu mere at tabe,” fortæller den tidligere fodboldspiller.
Bogen Survivor har samtidig givet Jakob Kjeldbjerg muligheden for at reflektere over livet som topidrætsudøver på en måde, der kun er mulig med alderen.
”En banal ting er, at vi modnes. Vores evne til at reflektere over tingene udvikles over årene. Som ung oplever man ikke tingene, man tager dem ikke ind. Det er jo meget meget specielt at spille foran 80.000, men man registrerer det ikke, mens man oplever det. Når man, som jeg gjorde, stod på Wembley som 22-årig, havde jeg jo slet ikke samme værktøjer til at bearbejde mine indtryk, sådan som jeg har nu som knap 50-årig. Det var det, jeg faldt for i processen med at skrive en bog. Det var en stærk oplevelse,” fortæller en bevidst og modnet Jakob Kjeldbjerg.
”Derudover har jeg forsøgt at være ærlig med et håb om måske at kunne inspirere unge mennesker, der lider af præstationsangst ved at fortælle, at man kæmper med de nøjagtig samme problemer, uanset om man spiller i Chelsea, Danmarksserien eller den bitte landsbyklub. Eller om man skal til folkeskolens afgangseksamen. Der er så meget præstationsangst overalt. Det er mit lille håb, at jeg måske kanhjælpe unge mennesker med at klare sig med devisen om, at hvis Kjeldbjerg kunne, så kan jeg også.”
Nød du processen at skrive en bog?
”Processen er jo meget sjov, men jeg kommer ikke til at udgive en bog igen. Det har jo ikke været en helingsproces eller noget i den stil at skrive Survivor. Mere et eftermæle. Det er vigtigt med et eftermæle,” erkender den tidligere fodboldsspiller og fortæller videre:
”Survivor er for mig en slags bearbejdning af de vilde minder, man som fodboldmand har på højeste plan. Jeg har aldrig haft bearbejdet de oplevelser, og jeg satte aldrig 100 procent pris på, hvor fantastiske de oplevelser var. Nu er det begrænset, hvor mange trofæer jeg vandt. Men jeg var i en af de store klubber, hvor jeg oplevede at vinde over Manchester United på Old Trafford, Liverpool og hvem de ellers var. Vi jublede og krammede hinanden, men næste dag var det nærmest glemt. Så var der jo bare en ny kamp tre dage efter igen.”
Solgt til Chelsea
I august måned 1993 ankom Jakob Kjeldbjerg til London. Det var den traditionsrige storklub Chelsea, som havde lagt mærke til den dengang 23-årige danskers evner i forsvaret, da han i sin debut i landsholdstrøjen havde neutraliseret verdensstjernen Diego Maradona. Men eventyret i udlandet havde en svær begyndelse for danskeren fra Frederiks i Jylland.
”Måden at lande i London på var hård, men det har jo også været med til at gøre mig stærk. Enten knækker man, eller også bliver man stærkere”, kommer det sikkert fra Jakob Kjeldbjerg.
”Jeg landede på et hotel i Chelsea, og så sad jeg faktisk bare der og sad. Den person, der skulle hjælpe med at etablere mig i byen, var ligeglad med middelmådige mig, så jeg fik virkelig lov til bare at passe mig selv. Glen Hoddle, der havde købt mig, mødtes med mig og sagde, at han havde planer med mig, og så smuttede han hurtigt igen. Vi så ikke hinanden, før vi stod på træningsbanen,” fortæller Jakob Kjeldbjerg, der dengang kostede blot fire millioner danske kroner. ”Jeg var jo ligegyldig. Og Chelsea havde ikke så mange udlændinge på det tidspunkt. Et eller andet sted var de amatører, hvad det angik. Men jeg spillede 70 kampe over de to sæsoner, jeg holdt til, inden jeg blev skadet. Og jeg var med til at bringe klubben i den første FA Cup-finale siden starten af 1970’erne. Så på den måde var jeg i al beskedenhed en del af det, som var begyndelsen til noget større,” konstaterer han i dag kiggende tilbage på en svunden tid i blå og hvid.
”At betegne mig som Chelsea-fan ville være en hån mod Chelsea-fansene” Hvordan er det så for dig at se Chelsea vinde Europa League, som de gjorde i år?
Jeg så Europa League-finalen i highlights ude fra Filippinerne, hvor jeg lavede Robinson. Det er ikke sådan, at jeg drikker en øl på det, men der er da noget sentimentalt over det. Klubben har givet mig mange oplevelser. Jeg følger klubben, ser dens resultater før alle andre resultater, og når jeg en sjælden gang er i London, kigger jeg forbi og hilser på de mennesker, jeg kender fra min egen tid i klubben, som stadig sidder i administrationen. Men at betegne mig som Chelsea-fan ville være en hån mod Chelsea-fansene.”
Landsholdsdebut i ´92
Jakob Kjeldbjerg fik sin landsholdsdebut i slipstrømmen på Danmarks ubestridt største landsholdssucces: EM-triumfen i 1992.
”Det var meget specielt at blive udvalgt til landhold- et. Jeg spillede i Silkeborg på det tidspunkt. Det var sæsonen 92/93, og jeg var, i al beskedenhed, god. Jeg blev også Årets Spiller det år. Jeg kørte på højeste klinge,” fortæller Kjeldbjerg og fortsætter:
”Jeg var også begyndt at læse jura, og i oktober ’92 sidder jeg så til en forelæsning i erhvervsret, da en sekretær kommer ind og spørger, om der er en Kjeldbjerg til stede. Jeg tror jo først, at det er et familiemedlem, der er død eller noget. Men så siger hun, at hun netop har fået en telefonopringning fra DBU (tiden før mobilerne, red.), der kunne fortælle mig, at jeg var udtaget til det danske fodboldlandshold. Jeg glemmer aldrig det øjeblik. Alle rejste sig og klappede. Jeg har ikke læst en bog siden,” griner Jakob Kjeldbjerg og tilføjer:
”Jeg kan love dig for, at jeg var star-struck, da jeg som lille forsagt midtjyde mødte op i landsholdslejren med de nykårede europamestre John Faxe, Peter Schmeichel, Brian Laudrup, Flemming Poulsen. For satan, mand.”
Har du ærgret dig over ikke at være blevet udvalgt op til EM ’92?
”Jeg var ikke klar op til EM ’92. Og havde jeg været med, havde det været på bænken – ligesom Morten Bruun var det. Så A-landsholdet med Schmeichel og Co. var en fluffy størrelse for mig. EM var et helt andet univers,” forklarer den tidligere fodboldspiller og uddyber:
”Det var fint for Danmark, vi vandt EM. Men det var faktisk forfærdeligt for os OL-spillere.”
”Jeg afsluttede selv en fantastisk periode med OL-landsholdet sammen med Peter Møller og Miklos Molnar og Claus Thomsen. OL i Barcelona var kulminationen på flere år sammen, og vi var pludselig favoritter til at vinde OL efter Danmark blev europamestre. Det var fint for Danmark, vi vandt EM. Men det var faktisk forfærdeligt for os OL-spillere, for vi gik pludselig fra at være lille Danmark – der var gode til fodbold – til kæmpe favoritter. Og det var vi slet ikke klar til. Det kom til at tynge os, og vi floppede totalt til De Olympiske Lege.”
Ingen udløbsdato
Jakob Kjeldbjergs aktive karriere som professionel fodboldsspiller er for længst forbi. Men livet efter fodbolden har affødt en tv-karriere, der selvom den tog udgangspunkt i den sport, der havde været hele hans liv, indtil videre er endt med at blive afløst af en verden, hvor Kjeldbjerg gang på gang kan genopfinde sig selv og sin sportsmand på tropeøen i Filippinerne.
”Robinson Ekspeditionen stopper ikke foreløbig og mit bud er, at det fortsætter efter mig. Men der er, dog endnu ikke nogen udløbsdato for mig,” smiler Kong Kjeldbjerg af Robinson.
De 5
100 meter løb eller maraton?
Med al respekt for maratonløberen må jeg sige 100 meter. Det er intenst som bare fanden. De slipper køteren løs. Det er det, de kan. Det gad jeg godt at kunne. Det er fantastisk.
Europa eller Asien?
Europa. Måske er det alderen, men jeg er blevet mere europæer end verdensborger de senere år. For et par år siden havde jeg nok valgt at sige Asien, da jeg er forelsket i deres mentalitet og klima derude. Men efter at have rejst meget i Europa er jeg kommet til den konklusion, at Europa har alt. Vi skal bare sørge for at passe godt på det.
Hund eller kat?
100 procent hund. Vi har to dejlige boksere, Jenny og Jerry. De er bror og søster. Vi havde en kat, men den slog de ihjel.
Ferrari eller Porsche?
Ferrari er lidt for meget blærerøv. Så det er helt klart Porsche. Jeg har selv en Gemballa. Den er bare klassisk lækker.
Divaer i junglen eller De unge mødre?
Jeg vælger at svare flabet og siger Divaer i junglen. Også selvom jeg ikke selv er målgruppen. Jeg er vild med det format. Det er lette kalorier i forhold til Robinson, men alt er så afkodet i det program. Og jeg kan godt lide, når tingene er let afkodelige.
Foreningsdanmark viser sig også i Søllerød, hvor udvalget af foreninger er stort. Uanset hvilke interesser man måtte have, vil der sandsynligvis være en forening for netop det. Liebhaverboligen kommer med en oversigt over nogle af dem.
Netværk for kvindelige ejere
Foreningen for Kvindelige Virksomhedsejere har eksisteret siden 1987 og er et professionelt netværk for kvinder, som er ejere eller medejere af virksomheder. De mødes til blandt andet sparring og inspiration, udviklende foredrag for ledere og tre årlige fester. Medlemmerne er opfindere, rådgivere, iværksættere, producenter, leverandører, ejere af virksomheder med mange ansatte og meget mere. www.kv.dk
Steg på græs ved kendt eg
Søllerød Kogræsser og Naturplejerforening blev etableret for 20 år siden.
Formålet er at medvirke til naturplejen i Søllerød Naturpark og producere kød til medlemmerne på en økologisk forsvarlig måde. Kogræsserforeningen sikrer medlemmerne oksekød fra kvæg, som har tilbragt livet på friland. Foreningen har otte dyr på marken ved Bryggerens eg. Der er venteliste for at blive medlem. www.kograesser.dk
Svømmer som fisk i vandet
Søllerød Svømmeklub blev etableret i 1970 med det formål at fremme interessen for svømning og udvikle borgernes svømmefærdigheder. I dag tilbyder klubben svømmekurser for børn, unge, voksne og specialhold i tre svømmehaller: Rundforbi, Skovlyskolen og Trørødskolen. www.sollerodsvom.dk
Vil bevare lokalt særpræg
Historisk Topografisk Selskab for Søllerødegnen har 1000 husstande som medlemmer. Foreningen arbejder for at udbrede kendskabet til og vække interessen for områdets historie og landskaber. Der arbejdes for at huske kulturhistorien, lokale værdier og renovering af monumenter. Hvert år udgives Søllerødbogen med lokalhistoriske artikler og bladet Nyt fra Lokalhistorien. Der afholdes årligt 10-20 arrangementer såsom foredrag, byvandringer og udflugter. www.histtop.dk
Løberne er fra 4 til 90 år
Søllerød Orienteringsklub står klar for alle, som vil have motion, frisk luft og naturoplevelser. Og det er aldrig for sent at begynde, lyder det fra foreningen, der har medlemmer i alle aldersgrupper – løberne er fra 4 til 90 år. Klubben tilbyder regelmæssig træning på bane, i skov, på bakker med videre, og klublokalerne findes i den gamle inspektørbolig på Rudegård Stadion. Klubben arrangerer to-tre årlige orienteringsløb, og efter nytår et løb med paratviden og ruter for øvede og uøvede. www.sollerod-ok.dk
Motion med socialt samvær
Søllerød Senior Sport er stiftet for at give borgere over 60 år mulighed for at holde sig i form og få oplevelser i dagtimerne med uddannede instruktører. Formen opnås ved at tilbyde effektiv motion, udflugter og alsidig idræt både lokalt, andre steder i landet og ved for eksempel vandreferier i udlandet – senest til Madeira. www.sollerodsenior.dk
Selvom vores telefoner og nye smarte gadgets kan føles som evige kilder til stress og jag, rummer de samtidig kreative muligheder, der kan få dig ned i gear og forbedre din livskvalitet. Liebhaverboligen har kastet et blik på en række nye apps og teknologier, der har fokus på at gøre livet både nemmere, sundere og meget sjovere.
Omsorg for sindet
Meditation har vist sig at være et effektivt middel til at reducere stress, skabe fokus og forbedre din søvn. Headspace-appen giver dig indsigt i meditation og mindfulness gennem øvelser, der kun behøver at vare få minutter hver dag. Du kan for eksempel starte dagen med en morgen-meditation, der hjælper dig med at komme godt i gang og ”vækker” dig mildt og kærligt. Du kan også vælge mellem mere specifikke programmer, som er særligt målrettet bedre søvn, sportspræstationer, børn, angst og meget mere. Et af de mere tabubelagte emner, appen forholder sig til, er vrede. Vrede er en kompleks følelse, og mange føler skam og skyld, hvis de ikke er i stand til at kontrollere deres vrede. Headspace hjælper dig med at forholde dig til disse følelser på en rigtig fin måde. Desuden indeholder appen en smart ”buddy” feature, hvor du kan tracke dine venners meditationsforløb.
Den kinesiske kommunikations-virksomhed Huawei har udviklet en app, der i høj grad demonstrerer det enorme potentiale, udviklingen af kunstig intelligens har. Forestil dig aldrig at kunne se, hvorvidt mennesket foran dig smiler eller græder. Det er livet for blinde og svagtseende. Men nu får de mulighed for at få en bedre forståelse for de følelser, andre udviser i forbindelse med en samtale. Appen Facing Emotions kan kort fortalt hjælpe blinde med at afkode følelserne i andre menneskers ansigter. Kameraet på telefonen aflæser elementer af ansigtet, der omformes til musik, skabt af den blinde komponist Tomasz Bilecki. De forskellige musikalske stykker er hver især knyttet til syv af menneskets basale følelser. Appen er skabt i samarbejde med ”the Polish Blind Association”, hvilket blandt andet sikrede fokus på en håndfri kameraløsning, idet blinde har brug for frihed til at navigere med deres hænder eller holde på en stok. Huawei står også bag appen StorySign, der kan oversætte populære børnebøger til tegnsprog.
Suunto App er en lækker og brugervenlig træningsapplikation, der samler al din registrerede aktivitetsdata og giver dig lov til at dele den med dine følgere. På den måde fungerer Suunto Appen som et socialt træningsmedie, hvor du kan dele dine træningspas, billeder og videoer samt følge andres træning. Via Bluetooth overføres din data (pulsregistrering, stressregistrering, søvnregistrering, træning, skridt og kalorieforbrænding) nemt til din smartphone. Appen indeholder også en Heatmaps-funktion, som er et interaktivt kort, der viser, hvor andre tidligere har trænet. Jo mere ruterne i Heatmaps lyser, desto flere personer har netop løbet eller cyklet lige præcis denne rute.
Suunto App er gratis og kan hentes via App Store eller Google Play.
Tag med på en virtuel rejse
Virtual Reality, bedre kendt som VR, giver dig muligheden for at opleve rummet, planeterne, underhavslivet, fortidens dinosaurer og de smukkeste koralrev helt tæt på. Eller sådan føles det i hvert fald. VR-teknologien er helt forrygende, og du kan selv afprøve teknologien derhjemme. Prøv for eksempel Play Stations VR-headset, der forvandler dig til den legendariske Marvel-superhelt Iron Man, som kæmper for intet mindre end at redde verden. Ved hjælp af Move-bevægelsescontrollere kan du tænde for Iron Mans styreraketter og flyve op mellem skyerne med et højteknologisk arsenal af våben lige ved hånden. Det føles overvældende livagtigt og ret cool at agere superhelt for en dag. Udover VRs store underholdningsværdi, kan teknologien også bruges i behandlingen af psykiske lidelser som angst, depression, stress og fobier. Selvom VR-oplevelsen er anderledes end virkelig at være dér, hvor angsten opstår, kan den fungere som et nyttigt redskab i behandlingen.
Den australske kunstner Patricia Piccininis eventyrlige fortællinger om fremtidens livsformer er tæt forbundet med vores aktuelle virkelighed. Piccinini tematiserer klimaforandringer og højteknologiske forhold, som på forskellig og radikal vis er ved at ændre vores verden og vores liv. Arter uddør, mens nye kommer til gennem kunstig intelligens og genmanipulation. Der opstår nye forbindelser mellem menneske, natur og teknologi. Patricia Piccinini tematiserer blandt andet, hvordan digital og bioteknologisk forskning har gjort det muligt at dyrke liv på nye måder.
Der produceres organer og liv i petriskåle. Pacemakere og elektroniske chipimplantater, såsom dankort, kan indopereres i menneskekroppe. Computeres intelligenskurve er måske ved at overstige menneskets, mens fødevareindustriens dyr fremavles kunstigt. Det er umuligt at sige, hvor det kunstige og organiske henholdsvis begynder og hører op. Piccininis dyriske scootere, kødelige stamceller, mekaniske organer og laboratoriegnavere slører grænser mellem organiske og teknologiske kroppe. Her får nye teknonaturligheder liv, og udstillingen er en interessant refleksion over teknologiens gode og mere problematiske konsekvenser. Udstillingen kan opleves på ARKEN til og med den 8. september.
Kilde: Museumsinspektør Dea Antonsen. www.arken.dk
Tryghed på farten
Hövding 2.0 airbag er en diskret krave, du kan bære om halsen, når du cykler. Kraven indeholder en sammenfoldet airbag, der udløses på 0,1 sekund, hvis du involveres i en ulykke. I en stor test af cykelhjelme, udført af et af Sveriges største forsikringsselskaber, Folksam, blev det påvist, at Hövding har tre gange bedre stødoptagelsesevne end traditionelle cykelhjelme. Hövdings airbaghjelm er udviklet af to svenske kvinder, der kom på ideen i 2005. Efter syv års forskning, udvikling og test, blev den første Hövding lanceret i 2011. Siden er det gået hurtigt, og i dag er der mere end 130.000 Hövding airbags ude i trafikken.
Mange vil gerne være sunde, men alligevel opsamler vi ikke løbende viden om vores sundhed, der kan gavne den måde, vi træner og lever på. Gennem helbredstjek hos lægen, sundhedsundersøgelser og konsultationer i forbindelse med behandlinger opsamles en masse data, der rummer viden om vores kroppe. Det nordiske firma Shortcut, der har solid erfaring med apps i sundhedssektoren, har sat sig for at bygge en brugervenlig løsning, der samler denne data. I samspil med en række partnere på det sundhedsfaglige område udvikler Shortcut en app, hvor data samles, og hvor du har fuld kontrol over, hvem du vil dele informationerne med. Udgangspunktet er, at god og opdateret data er nøglen til et sundere liv, hvor man til dels følger sit helbred og samtidigt motiveres til at forebygge dårligdomme. Smarte features i appen minder dig blandt andet om gode nye vaner, der kontinuerligt kan forbedre lige netop din sundhed.
Det danske firma Autonomous Mobility, der er en del af Semler Gruppen, drifter lige nu pilotprojekter med selvkørende shuttlebusser i Helsinki, Gøteborg og Oslo og med ruter på vej i Danmark. Pilotprojekterne skal give indsigt i, hvordan man bedst implementerer førerløs teknologi i trafikken. Autonomous Mobility tester teknologien, infrastrukturen og får feedback fra slutbrugeren – alt sammen for at udvikle og forbedre den tjeneste, de kommer til at rulle ud fremadrettet. I fremtiden vil de eldrevne førerløse busser komme on-demand og møde dit mobilitetsbehov, når du har brug for det. Når vi ikke længere har stillestående biler, vil vi ikke skulle bruge så mange parkeringspladser. Det frigør byrum til parker og andre grønne områder. Med den nye teknologi følger også større sikkerhed. Menneskelige fejl er årsag til langt de fleste ulykker i trafikken. Tænk, hvad der kunne ske, hvis man tog mennesker ud af ligningen! Derudover kan man optimere, hvordan trafikken glider, da de selvkørende enheder vil kunne “tale” med hinanden og sætte hastigheden op eller ned, så man undgår at holde i kø. Det er da bestemt gode nyheder.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2019/08/SLIDE_Apps_billede-4.jpg309620Liselotte Nielsenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLiselotte Nielsen2019-08-13 16:51:222019-08-13 16:51:22Fagre nye verden
Wimbledon var den eneste af de fire grand slam-turneringer, som Mats Wilander ikke vandt i herresingle. Men det har aldrig hjemsøgt det svenske ikon. For i 1986 vandt han alligevel den prestigefulde turnering – i herredouble – og blev, med egne ord, en komplet spiller.
Den tidligere mangedobbelte grand slam-vinder i tennis, Mats Wilander, der vanen tro sad som ekspert og tv-vært på Eurosport under årets Wimbledon, var som tennisspiller tilbage i 1980’erne en af sportens helt store skikkelser. Men selvom grand slam-titlerne var mange for Wilander, lykkedes det alligevel aldrig det svenske tennisikon at vinde Wimbledon i herresingle. Det gjorde det til gengæld i doublerækken, hvor han i 1986 dannede makkerpar med barndomsvennen Joakim Nyström.
”Der var en ubeskrivelig glæde ved at danne doublepar med netop Joakim Nyström under Wimbledon dengang i 1986, da vi vandt turneringen. Joakim og jeg har kendt hinanden altid. Da vi var helt små drenge, delte vi værelse, når vi rejste rundt sammen i Sverige og spillede tennis, så at vinde Wimbledon i double – den absolut vigtigste af alle doubletitler – og så endda gøre det med ens bedste barndomsven, det var fuldstændig fantastisk”, fortæller den ikoniske svensker, og tilføjer:
”Det var så uventet, at vi tog titlen dengang. Jeg tror ikke engang, at jeg kan sætte ord på de følelser, som var forbundet med oplevelsen, udover at det bare var så forbandet sjovt. Og jeg ville aldrig nogensinde bytte min double-titel fra Wimbledon ud med en titel i singlerækken.
Ingen nag
Mats Wilander har vundet både Australian Open, French Open og US Open i herresingle – men aldrig Wimbledon. Spørgsmålet er så bare, om den manglende single-titel ved den mest eftertragtede turnering af dem alle, ikke nager svenskeren.
”Hver eneste gang jeg er på Wimbledon-anlægget, bliver jeg mindet om, at jeg vandt de tre andre grand slam-turneringer i single og aldrig Wimbledon. Men det har aldrig naget mig, nej. Alle siger, at hvis man kunne vælge at vinde bare én af de fire grand slam-turneringer, så skulle det være Wimbledon. Det gælder både som single- og doublespiller. Jeg har vundet alle fire grand slam-turneringer – enten i single eller double – og det er da ret specielt”.
Men Australian Open blev i årene indtil 1988 spillet på græs. Du vandt grand slam-turneringen down under i 1983, 1984, og 1988. Så hvad var det ved Wimbledons græs, der gjorde, at du ikke opnåede titler i London, tror du?
”Jeg fornemmede meget hurtigt, at Wimbledon ville være et svært sted at vinde. Og når alt kommer til alt, så handlede det måske nok mest om, at min spillestil ikke var en typisk græsspillers. Forskellen på selve spillestilen fra gruset ved French Open i Paris til græsset på Wimbledons baner var så ekstrem stor inden for så kort tid, hvor det i Australien var muligt at spille på græs i helt op til seks uger inden grand slam-turneringen begyndte. Så man havde tiden til at vænne sig til spillet på græs i Australien.”
Den sløjeste af de fire slams i 86
Wimbledon 2019 er en luksuriøs oplevelse i enhver henseende; alt fra græsset på banerne til bladene i blomsterkummerne – og alt derimellem. Men i 1986 tog turneringen sig lidt anderledes ud, fortæller Mats Wilander.
”Jeg synes først og fremmest, at Wimbledon er blevet en utrolig flot turnering. Flere af anlæggets banerne er nye i forhold til dengang i 80erne, og faciliteterne er generelt meget bedre i dag, end de var for 30 år siden. På dét område var Wimbledon ikke en speciel god turnering i 80’erne”, fortæller doublemesteren fra 86 og forklarer:
”Omklædningsrummene var en katastrofe, og restauranten var forfærdelig. Faktisk var Wimbledon den sløjeste af de fire grand slam-turneringer. Men i dag er turneringen uden sammenligning den bedste af samtlige grand slam-turneringer. Ingen tvivl om det. Wimbledon er på alle måder fantastisk i dag– både for spillerne og alle andre”.
Wilander – ingen Djokovic
Hvis man spørger Mats Wilander, om han kan se lidt af sig selv i måden at spille tennis på, når man kigger på dette års Wimbledonmester, Novak Djokovic, er svaret tydeligt:
”Nej. Novak Djokovic spiller i et meget højt tempo. Min spillestil var meget mere som Andy Murrays”, fortæller Wilander og hentyder til skotten, der vandt Wimbledon i herresingle i både 2013 og 2016, inden han fik en hofteskade, som satte hans karriere i bero.
”Jeg synes, jeg ser meget af mig selv i måden, Andy Murray spiller, eller spillede, tennis på. Da jeg var på mit højeste, var mit spil meget identisk med det spil, han spillede indtil for få år siden. Han havde mange forskellige slag, og uden at være aggressiv spillede han heller ikke for defensivt. Det var med en fin balance”.
Målet var den komplette spiller
Modsat Andy Murray er Novak Djokovic en af de spillere, det er lykkedes at vinde alle grand slam-turneringer – hvilket i tennisverdenen betyder, at spilleren er komplet, Og selvom Mats Wilander gentagne gange i sin aktive karriere måtte se sig slået i kvart-finalen i Wimbledons singleturnering (1987, 1988, 1989), var svenskeren ellers ret så dominerende hos herrerne det meste af dette årti med en karriere, der samlet set bød på syv grand slam-titler – når man altså regner double-titlen ved Wimbledon i 1986 med.
Hvad betyder de mange titler for dig i dag? Og hvad har været vigtigst i din storslåede tenniskarriere?
”I dag er det fuldstændig ligegyldigt for mig, om jeg har vundet seks eller fire eller fem eller syv grand slam-titler. Jeg tror, det vigtigste for mig er, at jeg vandt på alle underlag. Det er det, man stræber efter som tennisspiller; at være i stand til at føle sig tilpas på alle slags underlag. Men det kræver, at man er en komplet spiller. Og siden det kunne lade sig gøre for mig, må det vel betyde, at jeg var en komplet tennisspiller”, smiler Mats Wilander, og tilføjer:
”Det er jo det, der er meningen med det hele; at kunne føle sig som den komplette spiller. Det var i hvert fald mit mål som spiller”, slutter den tidligere grand slam-vinder og nuværende tv-vært på Eurosport.
Blå Bog
Mats Wilander
Født den 22. August1964 i Växjö, Sverige. Gift og har fire børn. Bosiddende i USA. Tv-vært og tennisekspert på Eurosport. Tidligere professionel tennisspiller. Verdens nummer 3 i herredouble i 1985. Verdens nummer 1 i herresingle i 1988. Davis Cup-vinder med Sverige i 1984, 1985, 1987.
Grand Slam-titler Australian Open i1983, 1984, 1988. French Open i1982, 1985, 1988. Wimbledon (double m. Joakim Nyström) i 1986 US Open i 1988.
Fire kendte Lyngby-Taarbækkere fortæller, hvad de særligt sætter pris på ved deres by og område. Især naturen er et trækplaster.
”Flere sunde spisesteder, tak!”
Rikke Hørlykke, 43, tidligere landsholds-spiller i håndbold, nu personlig træner. Bor med sin familie i Virum:
Hvor længe har du boet i kommunen?
”Siden 1996 og i vores nuværende hus siden 2008”.
Hvad kan du særligt lide ved kommunen, og hvor tilbringer du helst tid?
”Jeg kan lide at løbe om de store søer. I det hele taget kan jeg lide at være i naturen sammen med mine børn. Desuden har vi gennem mange år flittigt brugt Virum Hallen. Faktisk var det i Virum Sorgenfri Håndboldklub, at jeg begyndte min karriere som professionel håndboldspiller i 1995.”
Hvad kunne du tænke dig, der blev mere af?
”Det kunne være rart med flere sunde spisesteder og cafeer for os lokale borgere.”
”Jeg vil helst sejle i min kajak”
Mette Holm, 65, forfatter, journalist og Kina- kommentator. Bor i Taarbæk med sin mand, tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft:
Hvor længe har du boet i kommunen?
”Jeg er født og opvokset i Taarbæk, som jeg flyttede fra som 19-årig. Efter 27 år i København, Århus, Skodsborg og Kina vendte jeg tilbage i 1999 og har boet her siden. Det er næsten 40 år og over halvdelen af mit liv. Her har jeg hjemme.”
Hvad kan du særligt lide ved kommunen,
og hvor tilbringer du helst tid?
”Omgivelserne med søer, skov og prægtig natur er det bedste. Især elsker jeg Øresund, Dyrehaven med alle dyrene og Dyrehavsbakken. Jeg tilbringer mest muligt tid i kajak på Øresund og Mølleåen sammen med min mand.”
Hvad kunne du tænke dig, der blev mere af?
”Mit ønske er, at stien langs Øresund mellem Taarbæk og Strandmøllen bliver sat i stand, så den kan modstå de store storme. Her har jeg gået tur og badet, lige siden jeg var stor nok til at måtte bade uden mine forældre.”
”Jeg værdsætter alt det grønne”
Simon Pihl Sørensen, 52, viceborgmester for Social- demokraterne, cand.jur. og politisk rådgiver for fagforeningen 3F’s formand. Bor i Virum med sin kone og deres yngste datter ud af tre:
Hvor længe har du boet i kommunen?
”Hele mit liv, men med en kort afstikker til København som ung. De første 20 år boede jeg i Lundtofte. De seneste 18 år har mit hjem været i Virum på Kongevejens østside.”
Hvad kan du særligt godt lide ved området, og hvor tilbringer du især tid foruden på rådhuset?
”Som barn kom jeg ofte i skovene omkring Ørholm, Ravnholm og Dyrehaven og som voksen især omkring Brede og Geelsskov. Jeg holder utrolig meget af Sorgenfri Slotshave, Frilandsmuseet og Brede Værk. For ikke at tale om søerne og området ud til Øresund. Foruden naturen har fire steder en særlig plads i mit hjerte. Nemlig Bakken, Lyngby Stadion, Lundtofte, som er min barndoms gade, og Virum Gymnasium, hvor jeg blev dannet som menneske. Jeg spiller tennis og elsker at gå lange ture og er optaget af lokalhistorie.”
Hvad vil du arbejde for, at der bliver mere af?
”Mere liv og flere oplevelser i selve Lyngby, hvis vi skal bevare den som stærk handelsby. Butikker er ikke nok. Der skal liv og oplevelser til for børn og voksne. Desuden vil jeg arbejde for, at den nye bydel omkring Firsskovvej bliver verdens mest klimavenlige. Det er afgørende, at vi sikrer, at der også er butikker og dagligvareforretninger i flere bydele. Kommunen må ikke ende som soveby.”
”Vi skal have mere for sportsfolk”
Mette Schmidt Olsen, 48, afdelingsleder på Trongårdsskolen. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget i kommunalbestyrelsen for Konservative. Bor i Lyngby med sin mand og søn på 15 år. Datteren på 22 er flyttet hjemmefra:
Hvor længe har du boet i Lyngby?
”Hele mit liv, bortset fra en afstikker til Vesterbro som ung. Jeg boede ved gadekæret i Lundtofte som barn og siden flere andre steder i Lyngby, indtil jeg flyttede til det rækkehus, hvor jeg bor nu.”
Hvad kan du særligt lide ved området, og hvor tilbringer du din fritid?
”Jeg går med hunden i Slotsparken, Dyrehaven og ved Sophienholm. Jeg kan lide at gå rundt i villakvarterer og kigge på huse og haver. Det er min motion. Vores børn har altid gået til sport, så jeg er kommet meget ved byens sportsanlæg. Jeg er glad for at se børn og voksne være optaget af sport, sammenhold og fællesskaber. Desuden er jeg en flittig bruger af biblioteket og udstillinger. Det er smukke steder, hvor jeg gerne tager hen, ligesom i biografen. Jeg er ikke den store shopper og bliver rastløs af det. Jeg handler mest i Magasin, fordi man kan få alt ét sted. Jeg kan lide den hyggelige bymidte med udeservering.”
Hvad vil du arbejde for, at der bliver mere af?
”Jeg ser gerne, at vi får flere tilbud målrettet unge, og mere kunst i byrummene, så vi alle møder kunsten i hverdagen. Som for eksempel pop-up kunst, som vi arbejder på at få mere af.
Vi er en kommune med mange idrætsudøvere med for lidt plads til udfoldelserne. Derfor vil vi gerne etablere udendørs motionsrum i grønne områder og et fedt skateranlæg!”
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2019/08/SLIDE_Lyngby_Steder.jpg309620Mette Andersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMette Andersen2019-08-13 15:30:582019-08-13 15:30:58Mine bedste steder i Lyngby
Birgitte Hjort Sørensen har tusinder af følgere på Instagram. Her kan hun påvirke det billede, folk har af hende, frem for at overlade det til billedbladene. Det er helt andre spilleregler, end der gjaldt for fortidens stjerner, som alene skabte deres glamour ved deres sceneoptræden. De to illusioner mødtes, da Liebhaverboligen mødte Birgitte i Glassalen.
Hvad er en diva?
Spørgsmålet dukker selvfølgelig op, når Birgitte Hjort Sørensen skal spille med i ”Divaer i Glas” i Glassalen i denne måned. Ikke mindst når man tænker på, at forestillingen blev udsat et år, fordi Birgitte måtte melde afbud på grund af en prioritet.
Taknemmelig for en ny chance
– Nej nej, ler hun. – Jeg blev skiftet ud med Kaya Bruel, men da så også Cecilie Stenspil måtte melde afbud, blev forestillingen udskudt. At jeg af den grund har fået en ny chance for at være med, er jeg meget taknemmelig for.
Så nu er det Birgitte, Kaya og Caroline Henderson, der udgør holdet, der skal genoplive stemningen fra Tivoli Varieteen, hvor internationale stjerner som Josephine Baker, Ella Fitzgerald og Marlene Dietrich gæstede den danske hovedstad. Divaerne.
– Ordet kan let få en negativ klang, siger Birgitte. – Noget med at opretholde et image ved at udøve kontrol over de mindste detaljer.
– Men det kan også indebære en kunstner, der stiller samme høje krav til andre, som hun stiller til sig selv. At sætte barren højt, synes jeg, er cool.
Divaer dengang og nu
Det tætteste Birgitte er kommet en diva i klassisk forstand, var hendes møde med Catherine Deneuve. Birgitte spillede med i ”Pigen med paraplyerne” på Betty Nansen Teatret – altså en sceneversion af en af de film, der slog Deneuves stjernestatus fast. I den anledning var divaen selv i København, og skuespillerne blev inviteret til at møde hende på den franske ambassade.
– Det var fantastisk, siger Birgitte. – Hun ser stadig forrygende ud. Men hun gjorde sig overhovedet ingen anstrengelser for at indynde sig og være charmerende. Hun stod – med solbriller på – ved vinduet og røg en cigaret. Fuldstændig ligeglad med rygeregler. Hun gjorde sig ikke til, men holdt sin afstand.
– I forhold til de divaer, vi skal spille i ”Divaer i Glas”, har jeg tænkt på, hvor stor forskel der er på dengang og nu. I dag handler det om at opløse myten, at se det ægte menneske. Men måske er der bare tale om en anden myte, en mere tilgængelig myte, men stadig en myte.
– Det er det modsatte af den klassiske diva, der gemmer sig bag solbriller, mens hun skynder sig ind i dyre biler med tonede ruder. Grænsen mellem det offentlige og det private bliver sværere at sætte. Der er en PR-rådgiver der har fortalt mig, at jeg bliver nødt til at give noget af mig selv på Instagram. Jeg foretrækker nu at adskille det offentlige og det private.
Bananskørt og kolde blondiner
Divaerne, som i 60’erne optrådte i Glassalen i Tivoli, opretholdt deres image på en anden måde:
– De var mere afhængige af deres sceneoptræden til at skabe myten. Når vi siger Josephine Baker, så forbinder vi det med hendes optræden i bananskørt. Det hænger ved. Billedet af Marlene Dietrich som den kolde blondine er også en konstruktion. Det var en myte, hun skabte ved sin fremtræden.
At der også var en anden historie, hvor de selvsamme divaer fik et meget nært forhold til København og fik venner i byen, er noget, Caroline Henderson har gravet frem. Hun optræder ikke bare på scenen, men er også kvinden, der fik ideen til showet.
Og hvad er det så for et show? En teaterkoncert? En musical?
– Jeg tror, det bedste ord for det bliver varieté, siger Birgitte. – Det bliver et galleri af fantastiske stjerne- og øjebliksbilleder. Det er ikke sådan, at vi hver især spiller én rolle. Det er heller ikke en 1:1 efterligning, men vi prøver at fange kernen i deres performance og synge nogle skønne sange. Det bliver min version af, hvad jeg tror, de var.
– Jeg kendte en del af divaerne og deres sange i forvejen, mens for eksempel Rosemary Clooney var ukendt for mig … bortset fra at hun er George Clooneys tante. Og så blev jeg meget overrasket over at høre historien om deres nære forhold til København og mennesker her. Det er Carolines fortjeneste, at vi fik åbnet den skatkiste.
Noget af det, der appellerede til de internationale stjerner, var det danske frisind. Det er selvfølgelig et begreb, der er under stadig udvikling.
– Der er måske en anden påpasselighed nu end der tidligere har været. På grund af #metoo.
– Jeg kan huske, at da jeg var med til at sætte ”Cabaret” op, inden jeg blev optaget på teaterskolen, fik jeg en note fra instruktøren: ”Kussen op i øjenhøjde”. Jeg vidste præcis, hvad han mente. Jeg ved ikke, om det er frisind, men det ville man måske ikke sige i dag. Ordvalget ville være et andet. Jeg synes, det er fint, at vi tænker os lidt mere om, uden at det bliver en begrænsning. Det vil nok tage lidt tid at vænne sig til.
At være diva – eller i hvert fald at blive verdensberømt stort set fra den ene dag til den anden – er også noget, man skal vænne sig til. For Birgitte Hjort Sørensen kom det tidligt i karrieren da hun brændte igennem som den kritiske reporter i TV-serien ”Borgen”.
– Der er helt klart en fare ved at blive kendt for tidligt og for pludseligt, siger hun. – For mig var det godt, fordi jeg blev et navn. Folk ville se mig, og det gav mig jobs. Det, der overraskede mig, var, at jeg pludselig også fik en profil i udlandet. Jeg var 28, da serien startede, så jeg var gammel nok til at undgå faldgruberne.
– Det er farligt at få succes af årsager, du ikke helt kan gennemskue. Hvis du ikke har det faglige grundlag i orden og har noget erfaring, så kan det være svært at genskabe det, der giver succesen, og det er angstprovokerende.
– Jeg har talt med en udenlandsk kollega i garderoben, hvor hun fortalte om, hvordan hun gik fra nul til hundrede på en dag, og endte med at sidde i sit badekar og græde – uden at turde gå uden for en dør. I udlandet kan berømmelsen hurtigt blive et fængsel.
Det føltes som mobning i skolegården
– Det er heldigvis ikke så slemt herhjemme. Men jeg har da oplevet, at et blad sammensatte en collage af mine kjoler gennem tiden, og så vurderede de ellers, hvad der var godt, og hvad der var kikset. Det føltes præcis som skolegårdens mobning – jeg havde jo ingen mulighed for at svare.
Af samme grund overlader Birgitte altid sin styling til andre, når hun skal stille op – for eksempel til Liebhaverboligens fotografering i Tivoli:
– Det handler om, hvordan andre ser dig. Når jeg har en stylist på, så bliver det en slags uniform. Det befrier mig fra kravet om at jeg skal følge med i hvad der er moderne. Det er en del af jobbet, at jeg stiller op, men så vil jeg gerne have andre til at tage sig af mit look.
– Jeg kan også privat godt lide at klæde mig på til lejligheden – nogle dage i modetøj, andre dage bare i et par joggingbukser. Jeg har altid gået op i det. Da jeg gik på teaterskolen, var det nærmest lidt cirkusagtigt. Men efter det med kavalkaden, er jeg blevet bevidst om ikke at vise den private Birgitte – hvad tøjvalget angår.
Selvfølgelig undgår Birgitte ikke, at offentligheden følger med i hendes partnervalg og senest fødslen af hendes datter. Selvfølgelig bliver hun spurgt, hvordan det er at kombinere moderskab og karriere. Her er hun dybt taknemmelig for at være mor i Danmark:
– Jeg talte med en engelsk kollega, som sagde, at hun ikke havde råd til at blive gravid. Den tanke har jeg ikke engang tænkt. Derovre er det ikke ualmindeligt, at kvinderne forlader arbejdsmarkedet for at få børn. I det hele taget har vi herhjemme et helt andet syn på balancen mellem arbejde og fritid. I New York er der en industri af hundeluftere – jeg mener; hvad er ideen i at få en hund, hvis man aldrig kan være sammen med den?
– Prøv så at sætte børn ind i den ligning: Jeg har svært ved at se det liv, jeg ville have haft, hvis jeg valgte at få et barn i et andet land. Bare det, at jeg i graviditeten har haft fri adgang til sygehuset. At det ikke var normalt, tænkte jeg slet ikke over, før jeg så, hvordan det står til i udlandet.
– Da jeg optrådte i New York var der en ung produktionsassistent. Hun kom før alle os andre og gik efter og til en ganske lille løn. Hun faldt og slog en tand. Hun var ikke forsikret, så hun kunne blive ruineret af regningen. Fire af de mandlige hovedrolleskuespillere gik sammen om at betale den. Det var smukt, men hvis der ikke er nogen der viser den barmhjertighed, så er man fortabt. Det er på det punkt, vi herhjemme har en grundlæggende tryghed.
Og hvad journalisternes spørgsmål til hendes familie angår:
– Tidligere blev jeg spurgt, om jeg ville have børn, nu bliver jeg spurgt om, hvordan det er at have et barn. Jeg blev mere irriteret over det, før jeg fik barn. Vi kunne have snakket om 1.000 ting, men overskriften endte altid med at blive ”Birgitte vil have børn”.
Så lige det har Liebhaverboligen lovet at bandlyse fra overskriften.
Work/Life Balance
Lige nu erkender Birgitte, at moderskabet sætter en begrænsning på hendes internationale karriere.
– Jeg vidste, det ville blive en udfordring, men jeg har det OK med det. Det er fint, at jeg har prøvet det, for nu ved jeg også, at meget af det ikke var så sjovt, som jeg troede, det ville være. Jeg har siddet rigtig meget på et hotelværelse og ventet. Så det har været det helt rigtige for mig at komme hjem og starte en familie.
– Jeg håber da ikke, at mine muligheder i udlandet er helt døde nu. Jeg har stadig en agent, og jeg fik da også et par tilbud under min barsel. Men der var ikke noget jeg havde lyst til. Offeret ville være for stort.
– Det sjove er, at noget af det, der fascinerede folk i udlandet ved ”Borgen”, var, at personerne blev skildret både på arbejde og som private, og at det meget handlede om at indgå kompromisser for at få de to dele til at gå op. Det kunne de spejle sig i. Det var ikke så glamourøst som i amerikanske TV-serier, men god dansk køkkenvask-realisme.
Hvad ”Divaer i Glas” angår, så er historien ganske sand, så det er fuldstændig realistisk … at det et glitrende og glamourøst.
Blå Bog Birgitte Hjort Sørensen
Birgitte er opvokset i Birkerød og er student fra Øregård Gymnasium. På en studietur til London så hun ”Chicago” på West End og besluttede sig for, at hun en dag selv ville stå på scenen. Det kom hun faktisk til netop i rollen som Roxie Hart på Det Ny Teater i 2007 – en rolle, som i øvrigt indbragte hende en Reumert talentpris. Hun gentog rollen på Cambridge Theatre i West End året efter.
Hendes berømmelse – herhjemme og i udlandet – skyldes dog især rollen som journalisten Katrine Fønsmark i ”Borgen”. Den åbnede døren til den store verden, hvor hun blandt andet har optrådt i ”Game of Thrones”, HBO-serien ”Vinyl” og spillet med i Hollywood-filmen ”Pitch Perfect 2”. Herhjemme har Birgitte samtidig medvirket i en lang række film, TV-serier og teaterstykker.
Privat lever Birgitte sammen med TV-redaktionschef Kristian Ladegaard-Pedersen, og de har nu en datter sammen.
Marlene, Josephineog de andre divaer
”Divaer i Glas”, som har premiere 17. august, fortæller en historie, der rummer noget af den musik, der blev spillet i Tivoli Varieteen – netop i Glassalen – i årene 1959-1972. Blandt de optrædende divaer var Marlene Dietrich og Josephine Baker, der begge følte sig godt hjemme i Danmark – Dietrich som en nær ved til Preben Uglebjerg, som også dukker op i Carsten Svendsens skikkelse.
Musikalsk kommer varietéshowet vidt omkring – også et par danske numre, ”Scandinavian Shuffle” og Grand Prix-melodien ”For din skyld”, som i sin tid blev sunget af Birgit Brüel – Kayas mormor.
Rundt om Birgitte
Hvem er nutidens divaer?
I den positive forstand, hvor de sætter barren højt, vil jeg nævne Beyoncé. Og herhjemme Ghita Nørby – hun insisterer på det sublime, fordi hun også kræver det af sig selv. Og selvfølgelig Catherine Deneuve, som jeg nævnte før.
Den fineste scene, du kunne tænke dig at optræde på?
Jeg har altid drømt om at stå på Det Kongelige Teater. Det er et mytisk sted – og det gælder også Skuespilhuset. Og The National i London. Det sjove er, at da jeg optrådte i ”Les Liaisons Dangereuse” på Booth’s Theatre – det mindste af Broadway-teatrene og min debut på Broadway – havde vi teknisk prøve (altså første gang på scenen i fuldt kostume) og så syntes jeg, at det var nemmere at gå ud på publikumstoiletterne i pausen. Der sad jeg så på publikumstoilettet i min store kjole og tænkte, ”Her har jeg da siddet og tisset før”. Jeg havde arbejdet der i en uge, men først i det øjeblik gik det op for mig, at det var netop her, jeg første gang havde set et Broadway-stykke … seks år tidligere.
Din yndlingsforlystelse i Tivoli?
Det må blive den klassiske: Rutsjebanen. Jeg plejede at være glad for Snurretoppen (jeg fik næsten altid kvalme på den første tur). Det Gyldne Tårn har jeg kun prøvet en gang som 18-årig. Jeg skulle vist imponere drengene. Så sad jeg deroppe i et uendeligt øjeblik og ventede på klikket, før vi susede ned. Klik. Jeg ville skrige, men jeg kunne ikke. Jeg var høj på adrenalin bagefter, men det gør jeg aldrig igen.
Din yndlings-TV-serie?
”The West Wing”, ”Venner” og ”Big Little Lies” – jeg glæder mig sådan til 2. sæson, som lige er startet.
Midt i alle Tivolis gode restauranter: Hvad er din yndlingsspise?
Da jeg var lille, fik jeg altid stegt flæsk på min fødselsdag … uden persillesovs. For nylig har jeg opdaget tarteletter med høns i asparges. Så meget traditionelt dansk.
Hvad er det bedste ved at sommeren er forbi – ud over Divaer i Glas, naturligvis?
At vi snart skal have sweater på igen. I det hele taget det, at årstiderne skifter. Især oven på en varm sommer er der noget særligt over den skarphed, der kommer i luften.
Du har været godt omkring, men hvilken skuespiller kunne du godt tænke dig at optræde med?
Sam Rockwell! Jeg har set ham i så meget, og han har fået stadig tungere roller. I ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri” var han et vildt dumt svin, men vakte alligevel sympati. Han er også fin i ”Fosse/Verdon” og for to dage siden så jeg ham i ”Vice” som Bush Junior.
Hvis du – diva betyder jo gudinde – kunne ændre én ting i verden, så skulle det være?
Så ville jeg sørge for, at alle lærte at læse, så de kunne de kunne få viden, der gjorde dem i stand til at tage stilling til, hvad der er rigtigt for dem selv.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2019/08/SLIDE_Birgitte_Hjorth_Sorensen_SSP3824.jpg309620Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2019-08-13 15:22:522019-08-13 15:22:52Illusionen af en diva
Liebhaverboligen har taget pulsen på en række spændende oplevelser, der kan være med til at gøre din august lidt sjovere.
En tur i Nyhavn
Helt friskt fra trykkeriet kommer dette visuelt smukke spil, der minder om Tetris, dog med lidt mere taktik og snilde. Nyhavn i København danner ramme for spillerne, der skal konstruere et væld af farverige og smukke facader. Spillet er godt til en aften med venner eller med din partner – for det fungerer rigtig godt både for to, tre og fire spillere.
Ups: Yes, endelig et spil, hvor den ældste spil-er starter! Udover den sjove lille detalje, er Copenhagen et totalt hyggeligt og flot spil for hele familien.
Downs: Man skal kunne lide strategiske udfordringer for at blive vild med dette spil. Det er dog på ingen måde indviklet, og alle kan være med i legen.
Strandvejenfra Oven
Strandvejen nord for København er nok Danmarks mest kendte vej. Det skyldes til dels vejens ry for at huse landets rigeste borgere gennem årene, men den smukke natur langs Øresund har også en stor del af æren. Havet, de flotte bygninger og de grønne arealer bliver bestemt ikke mindre imponerende af at blive fotograferet i fugleperspektiv. Bogen Strandvejen fra Oven tager udgangspunkt i kystlinjen fra København til Helsingør med afstikkere ind i landet for at besøge byer, interessante seværdigheder og historiske lokaliteter. Fra Oven-serien fås blandt andet også med København som tema.
Ups: Den smukke bog er lavet i en fantastisk lækker kvalitet og egner sig godt til at have liggende fremme på sofabordet. Så er den også nem at nå, når du får lyst til at dykke ned i de mange fotografier og de spændende fortællinger om området, som bogen indeholder.
Downs: Ikke alle områder langs Strandvejen er dækket i bogen. Så bliv ikke alt for skuffet, hvis dit eget yndlingssted ikke er med.
Lys over Lolland
Den folkekære kultur- og kunstfestival LYS OVER LOLLAND kan for 19. år i træk præsentere et spækket program for kulturinteresserede d. 16.-26. august. I år med et ganske spektakulært tilbud: 17 kæmpestore gobeliner fra den kongelige franske gobelinfabrik, udlånt af Mobilier National i Paris. Årets tema er ”TID”, og her repræsenterer gobelinerne en kombination af datid og nutid, når traditionelt håndværk og moderne motiver mødes. På festivalen kan gæsterne desuden nyde eksklusive udstillinger, underholdning, talks, teater og musik – og selvfølgelig en hel fantastisk stemning.
Ups: Det er første gang nogensinde, at de store gobeliner udstilles i Danmark, samtidig med at de aldrig før er blevet udstillet samlet og uden for et museum. Det er altså en helt unik mulighed og en vigtig historisk begivenhed, man som publikum får mulighed for at tage del i.
Downs: Lolland ligger jo et stykke fra København. Men det er ganske sikkert rejsen værd at møde de særlige franske ”gæster” på Danmarks smukke Syd-havsø.
Richard III – Shakespeares sande superskurk
Richard er anderledes. Det ved han kun alt for godt. Han har intet håb om at slippe ud af den kasse, de andres ord og blikke har spærret ham inde i. Han ser kun ét middel til at bryde ud og få den anerkendelse, han længes efter – nemlig kronen, den højeste magt. Derfor beslutter han sig for at rydde alle konkurrenter af vejen. Det bliver et skæbnesvangert valg, som snart trækker ham selv og alle, han møder på sin vej, gennem et labyrintisk magtspil, som byder på sex, ydmygelse, mord og undergang. Forestillingen finder sted på den imponerende udendørs HamletScene den 1.-23. august – som altid med smukke Kronborg Slot som malerisk bagtæppe.
Ups: Casper Crump er helt suverænt uhyggelig i rollen som Richard III, og man får i det hele taget gåsehud over, hvor dygtige skuespillerne er. Pssst … Gå ikke glip af det helt geniale one-man show ”Shakespeare Was Here”, der fremføres hver aften som ”opvarmning” til selve forestillingen.
Downs: Friluftsteater i det svingende danske klima er altid en smule risikabelt. Men hvis vejret viser sig fra sin milde side, er der ikke noget smukkere.
Flere store små løgne
Da succesforfatteren Frances Welty drejer op foran porten til helsecenteret Tranquillum House, hvor hun har investeret en lille formue i et kurophold, er hun på sammenbruddets rand. Hendes forlag har lige afvist hendes seneste kærlighedsroman, kæresten har forladt hende, og hun er midt i en hedetur fra helvede. Men da de øvrige gæster begynder at ankomme, stiger hendes humør et par grader, og det bliver kun bedre, da hun møder stedets karismatiske ejer og leder, russiske Masha, der synes at vide lige præcis, hvad Frances har brug for. Men ved hun det, eller skal Frances se at komme væk fra Tranquillum House, mens hun stadig er i stand til det?
Ups:Den australske forfatter Liane Moriarty er forfatteren bag bestseller-romanen Store små løgne, der lige nu hitter på HBO med blandt andet Nicole Kidman på rollelisten. Er du vild med denne serie, vil du helt sikkert også elske Et fængslende møde, der er mindst lige så forrygende skruet sammen.
Downs: Romanen er en sand tidsrøver, da den er forfærdeligt svær at lægge fra sig.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2019/08/CAT_billede-3.jpg200235Liselotte Nielsenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLiselotte Nielsen2019-08-12 17:34:062019-09-02 10:05:48Alt det bedste i august
Sommeren ligger for vores fødder sammen med en lang række oplevelser, der kan skabe skønne minder for dig og dine nærmeste.
Liebhaverboligen guider til en en række sjove udflugter og idéer, der kan lokke jer ud i landet og opleve den danske sommer fra sin bedste side.
Magiske huler
Børn elsker at gemme sig – bag døre, under bordet, i træerne – alt hvad der minder om en hule. Hvorfor ikke gøre det til et familieprojekt at lave den mest fantastiske hule denne sommer? Så kan I alle gemme jer sammen, i jeres egen lille oase. Bogen Hulebyggerne er fuld af huler, bark og grene, mos og værktøj, dufte og farver, hemmelige gemmesteder, mudder, skruer og søm. Bogen er bygget op i tre forskellige sværhedsgrader, så alle kan være med – lige fra den uøvede gør-det-selvtype, til stormesteren inden for kunsten at svinge en hammer. Her er både guides til eventyrlige huler i træerne og på land – men også mere vilde versioner, såsom en ”lystyacht”med pedalmotor og styrehus.
På jagt efter jordbær
Sommerlandet bugner af hyggelige gårde og plantager, hvor man kan plukke sin egen frugt. På hjemmesiden www.plukselvfrugt.dk kan du læse om de bedste steder nær dit sommerhus. Her finder du desuden information om, hvilke sorter der er i sæson, og kan søge på favoritter som for eksempel ærter, æbler og blommer. Sæsonen for de forskellige frugter og bær afhænger meget af hvilken sort, der er tale om. For at strække sæsonen har man ofte plantet flere forskellige sorter af for eksempel jordbær. Så der er en god chance for, at desserten kommer til at bestå af en klassiker som koldskål med friske røde bær på toppen.
Den helt store trend inden for vandsport lige nu er SUP (Stand Up Paddle). Hvis du ikke har prøvet det endnu, kan du lige så godt begynde at forberede dig. For SUP er noget, alle vandhunde med respekt for sig selv skal give sig i kast med. SUP kombinerer det bedste fra surf og kajak, og bringer dig tættere på naturen og havets bølger. Sporten passer perfekt til de danske kyster, søer og åer og er sjovt for hele familien. Der er stor forskel på hvilket SUP board man vil vælge til fitness, familiehygge, bølger eller racing. Start med en justerbar paddle. Når først du er bidt af sporten, kan du investere i forskellige paddles, der passer til dine individuelle behov.
Duften i ens tøj og hår efter en aften rundt om bålet er for mange duften af sommer. Mad tilberedt over levende ild smager bare bedre, mens varmen og lyset skaber en hel særlig nærhed. Lav snobrød, s’mores og fortæl røverhistorier, mens flammerne danser på en lang lys sommernat. Du må gerne tænde bål ved bål-
pladser på strand, i haven eller i skoven – men tænd aldrig bål, hvor det er meget tørt. På hjemmesiden udinaturen.dk kan du finde et kort over tilbud og faciliteter i den danske natur, herunder shelters, søer du kan fiske i, badebroer og godkendte bålpladser.
Når du kommer væk fra byens trafik og kunstige lys og ud i de danske sommerhusområder, opleves himlen helt anderledes. På en klar nat er det skønt at tage en liggestol, dyne og termokande med ud og spejde efter stjerneskud, planeter og stjernebilleder. Det tager tid at vænne øjnene til mørket, men efter en halv time har du fuldt nattesyn, hvilket betyder, at du kan se omkring 3000 stjerner. Bogen Stjerneatlas for begyndere guider til stjernehopning mellem stjerner, der er lette at få øje på, og som kan skabe ruter rundt til nattehimlens mest kendte stjernebilleder. Du får også et spændende indblik i historierne omkring ”mønstrene” på himlen, der er gået i arv gennem generationer, og stadig er fantastisk spændende. Bogen er et fantastisk redskab at have ved hånden, når I tager på ”stjernejagt” sammen.
Bliver det søde daseliv lidt for kedeligt, så besøg et af sommerlandets mange forlystelsesparker. Flere af parkerne er bygget på kæmpe marker, og der er sørget for masser af frie grønne arealer blandt rutsjebaner og andre forlystelser, hvilket giver luft og ro. For eksempel har Sommerland Sjælland et grill- og picnicområde, så du kan medbringe og tilberede din egen middag i sommerlandet. Drømmer I om en overnatning ude, har Legoland i Billund netop åbnet Castle Hotel, hvor seje prinsesser, modige drageriddere og tossede troldmænd kan tilbringe en eventyrlig nat.
Det er altid fantastisk hyggeligt at besøge landets mange små havne. Hen over sommeren afholder mange byer havnefestivaler, hvor der er fokus på musik, mad og stemning. Festivalerne har ofte mange besøgende fra både vand og land, og aktiviteter som tovtrækning og krabbefangst sikrer masser af grin og glade børn. Musikalsk er havnefesterne ofte dygtige til at lokke de bedste danske kunstnere til at optræde. Eksempelvis bliver alle sejl sat til på årets havnefest i Hornbæk, hvor du kan opleve Michael Falch & Dét Band, Sebastian og Anne Dorte & Maria fra Tøsedrengene.
Gå på skulpturskattejagt i Københavns Vestegns skønne grønne områder, hvor kunstneren Thomas Dambo har ”gemt” seks kæmpefigurer i genbrugstræ, alle lavet med hjælp fra lokale frivillige. Projektet ønsker at bringe kunsten udenfor museets rammer, og er en stor naturoplevelse for hele familien. Find for eksempel Big Baws Bertel. Lille Tilde og Trolle Troels, og lad dig blæse bagover af deres enorme størrelse og fuldkommen eventyrlige udtryk. Du kan også møde Thomas På Bjerget, der har fundet det perfekte sted at hænge ud. I en lysning på toppen af bjerget i Albertslund sidder han og slapper af, og nyder udsigten over Kongsholmsparken. Hans ben er lange, og man er meget velkommen til at sætte sig på dem og nyde udsigten sammen med den venlige trækæmpe.
Materialer fra skov og strand bruges af mange kreative til dekoration i sommerhus og sommerhushave. Men hvad og hvor meget må man tage med hjem af sten, skaller, kogler, drivtømmer, lav, grene og så videre? En specialist giver retningslinjerne.
Det kan være fristende at være kreativ i sommerhuset med materialer fundet i sommerlandets lokale natur. Og den trafik er faktisk tilladt langt henad vejen, fortæller Henrik Lieberkind, som har været leder af Naturcentret Nyruphus i Snekkersten og fortsat er tilknyttet som frivillig. Det afgørende for sankningen er, hvem der ejer det område, man går på opdagelse i og vælger at tage sten, skaller, drivtømmer, mos, lav, grene og andet hjem fra:
”I privat skov eller på privat strand skal du spørge ejeren, om du må tage noget med hjem. Desuden må du i private skove modsat de offentlige ikke gå uden for stierne for at samle noget op.”
Med tilladelse fra en privat ejer, eller hvis man færdes i offentlig skov, må man derimod tage det meste. Såsom bøgegrene fra træer på over ti meter til studentervogn, sølvbryllupsudsmykning eller rejsegilde. Eller dekorative sten, lav, kogler og mos til juledekorationen. Når det er sommer og efterår, kan man også sagtens plukke svampe og bær. For det hele gælder dog, at mængden skal være begrænset:
En fyldt bærepose
”Før i tiden sagde man, at man måtte tage, hvad der kunne rummes i en hat. Men i dag, hvor de færreste bærer hat, er tommelfingerreglen en bærepose i stedet. Altså ikke en plastiksæk, men en pose fra supermarkedet. Men der er jo ingen, som forbyder én at gå flere gange!”
Det samme gælder også på stranden, hvor smukke sten, muslingeskaller og skulpturelt drivtømmer kan inspirere kreative sjæle til at bygge en uro eller andet maritimt til sommerhuset:
”Det, man tager med hjem fra skov og strand, må kun være til eget forbrug. Man må ikke bryde høfder eller bølge- brydere ned, men kun tage det, der ligger løst. Og heller ikke grave i skovkantens gærder samt broer, skrænter eller grøfter. Og selvfølgelig slet ikke i fortidsminder,” forklarer Henrik Lieberkind og fortsætter:
”Man skal være klar over, at sand, sten og andet materiale kan være forurenet på forskellig vis. Så håndhygiejne er selvfølgelig vigtig, ikke mindst hvis man plukker blomster, der ofte kan være giftige, som for eksempel
anemoner.”
Det er tilladt at samle løse materialer – hvad der kan være i en bærepose
– til eget forbrug. Er skoven eller stranden privat, skal ejeren spørges først.
Væk med uvanerne
Det er en dårlig idé at rasere ved at plukke en masse eller alle blomster i en bevoksning. Tag ikke alt, hvad der pynter, for så får andre ikke glædeaf det. Det gælder også svampesamlere. Pluk med omtanke og pluk ikke det hele, heller ikke fra grøftekant og markvej.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2019/06/SLIDE_Strandting2.jpg309620Mette Andersenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngMette Andersen2019-06-28 10:10:102019-06-28 10:10:40Hvad må du tage med hjem fra stranden?