Det er nøjagtig 22 år siden, at TV2s nyhedsvært Cecilie Beck forlod journalisthøjskolen i Århus. Dengang, tilbage i vinteren 1997, var kvinden fra Kalhave ved Horsens en nyuddannet journalist med tårnhøje forventninger til sig selv i mediebranchen og skyhøje karrieredrømme indenfor avisjournalistikken. Ambitionen var på ingen måder at blive tv-nyhedsvært. Men det blev hun så. En vaskeægte Anchorwoman.

Cecilie Beck er et ansigt, de fleste danske tv-seere nikker genkendende til. Hun er en respekteret og anerkendt journalist, og hun er en af dem, som der ikke er flest af. Nemlig den slags journalister med et ansigt på skærmen. Men drømmen var en anden. Og illusionen om en dag at blive tv-vært var aldrig rigtig en del af de journalistiske ambitioner, hun selv gik rundt med.

”Som ung journalist syntes jeg, at tv-journalistik var noget pjat. Det var på ingen måde ligeså fint som avis-journalistik. Jeg skulle i hvert fald på en avis og skrive meget lange og meget dybdeborende søndagsartikler. Dét var min ambition – indtil den dag, hvor jeg tilfældigvis kom til at beskæftige mig med tv-journalistik. Det var på det undersøgende journalistiske program Rapporten med Jens Olaf Jersild (redaktør og vært på DR-programmet Rapporten, red.). Og da jeg efterfølgende stiftede bekendtskab med nyhedsjournalistikken, tænkte jeg, at det blot var midlertidigt, indtil jeg skulle lave noget lidt finere. Men så blev jeg bidt af det og begyndte at interessere mig for selve fortællingen og dens opbygning, og jeg opdagede, hvor meget arbejde der i virkeligheden ligger bag det at kunne formidle en tungere avisartikel som et halvandet minuts nyhedsindslag på tv. Jeg opdagede, hvordan tv-journalistikken nemmere  kan involvere og engagere folk følelsesmæssigt, da visuelt proof på tv er muligt i en helt anden grad end det er i de trykte medier. Men jeg har bevaret respekten for den skrevne nyhedsformidling.”

Hvordan blev du egentlig testet som mulig tv-vært?

”Det var en underlig proces, som jeg aldrig rigtig opdagede var i gang. Det var Jens Olaf Jersilds idé, at jeg skulle testes som vært. Så han lavede et bånd med mig, hvor jeg skulle interviewe Naser Khader, der, ligesom jeg, dengang gerne ville benytte enhver mulighed for at træne sig selv i en interview-situation. Så jeg lavede interviewet, og Jens Olaf sendte det op til chefredaktionen – og så blev jeg vært. Uden at jeg egentlig tænkte nærmere over det”, griner Cecilie Beck.

Jeg er mig

Det kan være en udfordring ikke at stivne eller ændre karakter, når man står foran et rullende kamera – særligt med bevidstheden om, at hele Danmark kigger med. Men for Cecilie Beck var det en naturlig ting pludselig at sidde som journalistisk skærmtrold.

”Jeg er meget mig selv. Og det var jeg også allerførste gang på tv. Jeg tror, det har noget at gøre med, at jeg var i 30’erne, før jeg blev vært. I den alder har man godt fat i sig selv. Det er klart, at der er sider af en selv, man ikke bruger i nyhedssammenhænge, da det ofte kan være mere alvorlige sammenhænge, man skal formidle. Men jeg er meget mig selv på tv.”

”Jeg tror også, at det er fordi, jeg aldrig rigtig har haft et dybtfølt ønske om at blive vært. Inden jeg blev det, tænkte jeg aldrig over, hvordan jeg skulle være, hvis jeg nu en dag blev det. Og jeg var i øvrigt heller ikke parat til at gå på kompromis for at blive det. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt fik at vide, at jeg ikke måtte tale så jysk, som jeg gjorde, hvis jeg havde forhåbninger om at blive på skærmen. Jeg tænkte bare: Fint, så kan jeg da bare ikke være på skærmen. Jeg er jyde. Jeg taler jysk. Det kan jeg simpelthen ikke lave om på. Mere betød værtsjobbet heller ikke.”

Hvad sagde de så til det?

”De sagde: ”Nå. Ok”. Og så lod de mig blive”, smiler den efterhånden erfarne tv-vært.

Delete al dårligdom

Selvom al begyndelse er svær, besidder Cecilie Beck, ifølge hende selv, evnen til kun at huske de gode ting og succeserne. Og de såkaldte ’begynderbommerter’ som tv-vært lader ikke til at figurere i den ellers skarpe hukommelse hos den nu 48-årige tv-journalist.

”Jeg kan helt ærligt ikke rigtig huske dem, bommerterne. Jeg har en vidunderlig evne til at glemme frygtelige øjeblikke. Jeg håber virkelig heller ikke, at man, når man en dag ligger for døden vil tænke på de 35 minutter, hvor man stod og ventede på en forsinket bus eller noget andet røvsygt. Jeg håber, man husker højdepunkterne.”

”Jeg er, særligt i mit arbejdsliv, god til at huske de gode ting – og fuldstændig fortrænge de dårlige. Og et af de gode øjeblikke som nybegynder var nok, da det gik op for mig, at jeg kunne noget særligt, når det kom til at interviewe folk. Jeg var en del af et politisk magasin på tv, hvor jeg fik lov til at gå rundt på gangene på Christiansborg og interviewe alle mulige. Det var et kick. Vi gik bare rundt og stak mikrofonen op i næsen på ministre og alle mulige. Jeg opdagede, at jeg kunne noget, at jeg havde en frækhed, en manglende autoritetstro, som er ret god i de sammenhænge. Det var enormt sjovt og et ret fedt indblik at få som journalist, og man mister ærefrygten for interview-ofrene, når man går op og ned af hinanden i kantinen. Det ville jeg ikke være foruden.”

Aldrig politiker

Tiden på Christiansborg gav Cecilie Beck et indblik i dansk politik og en drøm om måske en dag at blive politisk korrespondent. Hun ser frem til det kommende valg, som hun skal dække for TV2, men politiker, det bliver hun aldrig.

”Jeg synes simpelthen, det er for hårdt at være politiker. Jeg ved godt, at der er en generel politikerlede i det her land, men politikerne herhjemme har min dybeste respekt. 95% af de politikere, jeg kender, er politikere, fordi de virkelig tror på, at den politik, de forsøger at få gennemført, vil gavne os alle. Samtidig får de jo så mange bank konstant. De bliver svinet til, mens de knokler i tonsvis af timer hver uge. Og jeg tror ikke, jeg ville kunne undgå at blive meget ked af alle de mange hadske indlæg, som politikerne oplever i dag.”

”Det er meget grænseoverskridende tilsvininger, særligt på de sociale medier, og politikerne kan ikke tillade sig at trække sig fra eksempelvis Facebook. De lever jo af opmærksomhed – modsat mig. Jeg har for eksempel ingen Facebook-konto. Det kan bare ikke undværes som politiker. De er tvunget til at stille sig op som skydeskive for al den vrede, der hersker derude. Det oplever jeg ikke som journalist på TV2. Medmindre TV2 har lavet et Beck-filter for at skåne mig”, siger Cecilie med et smil på læben.

Anchorman – en film, en fordom

Den ikoniske og meget morsomme film Anchorman, hvor Will Farrell spiller den selvhøjtidelige og knap så troværdige tv-vært Ron Burgundy er en komedie om miljøet i nyhedsbranchen og livet som nyhedsvært på en amerikansk tv-station. Men spørgsmålet er, om filmen også er en spot-on fremstilling af virkelighedens job som tv-journalist.

”Med frygt for at lyde frelst, så tror jeg, at filmen rammer fordommene om miljøet ret præcist. Jeg tror desværre, at mange mennesker generelt har en opfattelse af journalister, som passer på de fordomme, og jeg bliver så ked af det, når jeg ser, at vi journalister ligger og roder rundt nede blandt politikere og brugtvognsforhandlere, når det kommer til troværdighed. Jeg erkender, at det er vores egen skyld. Vi må have sendt nogle forkerte signaler, men jeg bliver pisse ked af det, fordi 95% af de journalister jeg kender, faktisk er journalister med rent hjerte og ædle motiver, fordi de tror på, at det er vigtigt at have en dygtig presse, som kan holde vores magthavere i skak – og få vigtige fortællinger ud til folk.”

”Men jeg tror desværre, at folks generelle opfattelse af journalister er, at vi er sensationssultne freaks, der vil sprøjte et par historier ud over folket. Men sådanne journalister kender jeg ikke. Heller ikke miljøet på TV2 er sådan. Så egentlig er der intet i min virkelighed, der kommer i nærheden af Anchorman. Og jeg går aldrig på skærmen for at folk skal se mig. Jeg gør det, for at folk skal høre den vigtige historie, jeg formidler. Det lyder kedeligt og frelst, men sådan er det virkelig. Hvordan det så er lykkedes os at signalere alt mulig andet er mig stadig en gåde”, griner Beck og tilføjer: ”Det skal vi journalister vist arbejde lidt på”.

Filmen Anchorman er humor på højt plan. Og humor er jo vigtigt på alle parametre. Men det er vel svært at få lov at bruge humor i et arbejde som dit?

Jeg kan godt bruge humor til en vis grad. Men jeg har en enormt syg humor til tider, og den kan jeg ikke lige snige med mig ind på skærmen.

Syg humor, hvordan?

Jeg har det generelt ikke godt med ting, man ikke må. Ting, man bare ikke må sige, har det med at dukke op i mit hoved, og jeg kan sige virkelig grove og ulækre ting. Men der er også en hård, kynisk humor i journalistbranchen generelt, som kommer sig af, at man dagligt sidder med mange barske ting i nyhedsstoffet, og hvor humoren, som at sige upassende ting, af og til bliver en ventil. Det er et behov, som jeg tror opstår i pressede arbejdsmiljøer.

Det findes nok også hos læger eller hos politiet, hvor der nok bliver sagt ting, vi andre ikke ville kunne tåle at høre eller ville blive stødt over.

Ligesom Ron Burgundy viser sig at have et gedigent talent for fløjtespil, har du en hang til at synge. Er du aldrig bange for, at det kan gå ud over dit renomme som formidler af seriøst nyhedsstof, når du af og til står og optræder med en sang?

”Nej, jeg tror godt folk er klar over, at jeg ikke er en journalist, der sidder og læser Karnovs Lovsamling hele tiden. Jeg tror, det ligefrem styrker min rolle som formidler, at folk ser mig som et menneske og ikke en af de der nyhedsrobotter. Der er selvfølgelig grænser for, hvad jeg kan tillade mig. Jeg er et relativt almindeligt menneske med et fritidsliv, og jeg kan selvfølgelig ikke stille op til Årets Stripper 2019. Det ville nok forstyrre for meget. Men folk kan godt kapere, at jeg synger en lille jazzsang en gang imellem.

Opmærksomhed uden følelser

Cecilie Beck er vant til opmærksomhed. Og med opmærksomheden følger spørgsmålet om at føle sig elsket af folket. Tv-værten mærker anerkendelsen, men er meget bevidst om forskellen på opmærksomhed og kærlighed.

”Jeg tror, man skal passe på ikke at forveksle kærlighed med opmærksomhed. Der er måske nok mange mennesker, der synes, jeg er en god nyhedsvært, muligvis ligefrem et sympatisk menneske. Men der er sikkert også nogen, der synes, jeg er en kæmpe idiot. Uanset hvad, så tror jeg, man skal passe meget på med at hænge følelser op på den opmærksomhed, man får. For hvad skal man så stille op med det gigantiske kærlighedstab, der vil opstå den dag, man stopper. Det ville gøre en afhængig, hvis man gør hvad man gør for at blive elsket. Og det tror jeg, man skal passe meget på med. Men jeg mærker respekten overfor mig som en dygtig nyhedsvært, og det er vigtigt for mig. Det vil jeg jo kunne tage med mig den dag jeg holder op, den dag jeg mærker opmærksomheden forsvinder”, siger Cecilie og fortsætter:

”Og man skal ikke gøre sig de store illusioner om at være savnet, for tro mig – når jeg stopper vil der stå et par overskrifter, men 14 dage efter er jeg glemt og erstattet af en ny. Ingen er uundværlige. Ingen er mere unik, end at man hurtigt er erstattet af en anden, der fylder rollen ud. Den opmærksomhed, der er omkring en, den er flygtig. Og det er vigtigt at være sig det bevidst.”

Kvinden fra Kalhave har et prestigefyldt job som tv-journalist. Og hun er på mange måder en stor succes i sin branche. Men spørgsmålet er, om hun selv føler, at hun er succesfuld.

”Det tænker jeg ikke over. Men hvis jeg skal tvinges til at forholde mig til det, så ville det være absurd at sige, at jeg ikke har succes. Men jeg tænker virkelig ikke over det på den måde. Det er jo også lige meget, om man føler sig succesfuld eller ej. Bare man har det godt. Jeg er ligeglad med at være en succes. Det betyder ikke noget for mig. Og når jeg ligger i min kiste, vil jeg ikke spørge mig selv, om jeg var en succes. Jeg vil spørge mig selv, om jeg har haft det godt, mens jeg levede. Det er det, der er vigtigt. Fuck succes.”

Men kan man føle sig lykkelig, uden at føle sig succesfuld?

”Ja. Det kan man. Det er jeg sikker på. Men man kan ikke føle sig lykkelig uden at føle sig nyttig, eller have en følelse af, at man bidrager med noget. Jeg tror, det kan gøre dig lykkelig, hvis du mærker, at du gør en forskel. Men oftest defineres succes ud fra, om der står en masse mennesker og anerkender en. Det kan man sagtens være foruden. Faktisk, så tror jeg, at der er mange flere lykkelige mennesker udenfor rampelyset.”

Er anerkendelse da ikke vigtigt for dig?

”Jo. Jeg vil da gerne anerkendes, men jeg behøver ikke succes. Jeg er ekstremt ambitiøs, på kanten til det kompromisløse, når det kommer til journalistikken. Og at få anerkendelse som en dygtig journalist, kan ligeså godt være en anerkendelse, der kommer fra mine kollegaer, som det kan være fra folk generelt.”

Er du ambitiøs? 

”Jeg tror mine redaktører synes, jeg blander mig lidt mere i deres arbejde end gennemsnittet – hvilket sikkert er lidt irriterende for dem. Men nogen gange tror jeg også, at de synes, det er dejligt, da det er et udtryk for, at jeg er ambitiøs på produktets vegne. Så ja, jeg har altid været ret ambitiøs. Og det synes jeg faktisk, man har pligt til at være. Uanset hvad man laver. Når jeg kigger ned på nogen af de brosten, der er lagt i smukke mønstre i gaderne i København, tænker jeg, at de er lagt af et ambitiøst menneske. De kunne i stedet være kastet skødesløst ud og lagt lidt tilfældigt. Jeg er ikke hysterisk detaljeorienteret, men tingene skal være ordentlige.”

Er du journalist om 20 år?

”Det ved jeg ikke. Er jeg egentlig ikke gået på pension om 20 år? Nej, det er jeg nok ikke. Jeg kunne da godt forestille mig at lave noget andet. Men jeg holder aldrig op med at være journalist. Det er groet ind i min sjæl. Så jeg bliver i hvert fald aldrig spin doktor. Det vil mit hjerte ikke kunne bære. Det vigtigste for mig i mit job er at få sandheden frem. Jeg kunne aldrig have et job, hvor det handlede om at sløre eller redigere i sandheden. Det kommer ikke til at ske”, slutter Cecilie Beck.

De 5

Mariah Carey eller Whitney Houston?

Whitney. Selvom de begge to virker ret iscenesatte i deres måde at synge på, så fornemmer jeg en større ærlighed fra Whitney Houston i hendes musik. 

Burger eller stegt flæsk?

Burger. Jeg kan ikke fordrage stegt flæsk. Jeg kan simpelthen ikke klare det. Det er bare ulækkert.

Kjole eller jeans?

Det kan jeg sgu ikke vælge imellem. Jeg elsker begge dele. Jeans giver frihed, og  kjolen giver femininitet. Men skal jeg vælge, må det blive jeans. 

Anders Matthesen eller Jan Gintberg?

Anden. Undskyld Gintberg. Ham elsker jeg også. Men jeg vælger Anden, fordi hans humor er en tand barskere. Den minder lidt mere om min egen, og jeg kan virkelig godt lide, når folk tør gøre noget, hvor man tænker: ‘Det gjorde han bare ikke!’. Det elsker jeg simpelthen. 

Rom eller Paris?

Jeg elsker Paris. Men jeg siger Rom af den simple grund, at jeg aldrig har været der.

Skuespilleren Thure Lindhardt (44) spiller den mandlige hovedrolle i teaterforestillingen Shakespeare in Love. Han elsker livet som udøvende kunstner. Hans job er hans hobby, og han er forelsket i den fascination, som følger lidenskaben for de ord, han som skuespiller vækker til live, når han står på scenen.

Thure Lindhardt og jeg har det tilfælles, at vi begge er skuespillere uddannet fra samme skole. Men vi deler også en fælles fascination for Shakespeare. Og lige nu er Hr. Lindhardt i fuld gang med prøverne på forestillingen Shakespeare in Love på Østre Gasværk – en teaterforestilling efter filmen af samme navn, der tilbage i 1999 ryddede Hollywood-buffeten af Oscar-statuetter, hvor blandt andre skuespillerinderne Gwyneth Paltrow og Judi Dench modtog priserne for henholdsvis Bedste Kvindelige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Birolle. Men har Shakespeare in Love noget som helst med ham William fra Stratford upon Avon at gøre?

”Forestillingen handler om William Shakespeare, der er forelsket i en kvinde og bliver fascineret af en mandlig skuespiller. Shakespeare får hjælp af denne mandlige skuespiller til at gøre kur til kvinden – mens det viser sig, at manden i virkeligheden er en kvinde. Det er en forvekslingskomedie, som vi kender den fra Shakespeare og hans leg med normer. Kvinder på Shakespeares tid måtte ikke være skuespillere. Dengang, i slutningen af 1500-tallet, spillede unge drenge de kvindelige hovedroller, hvilket i dag virker absurd. Og Shakespeare prikkede til denne absurditet ved at skabe en del roller, hvor kvinder klæder sig ud som mænd. Så det var ikke bare en leg med køn, men med en hel samfundsnorm. Og Shakespeare in Love er også en kærlighedshistorie om kunst og inspiration, ligeså meget som det er om kærlighed. At kærligheden er større end alt, at kærligheden er inspirationen til alt, at man ikke rigtig kan skabe noget som helst uden kærligheden – eller rettere sagt:
Uden forelskelsen. For det her handler jo i virkeligheden om forelskelsen, om inspirationen og fascinationen til både kærligheden og kunsten. Og så handler Shakespeare in Love også om kunstneren, der konsekvent søger den umulige kærlighed.” 

Kan du relatere til det?

”Ja, det tror jeg alle kunstnere kan. Jeg tror, alle kunstnere besidder et element af, at kunsten er så vigtig, at kærligheden tit og ofte kommer i anden række. Det er fordi kærligheden til arbejdet er så ekstremt vigtig. Det er nok også derfor, så mange af os bliver så selvoptagede”, griner Thure Lindhardt og fortsætter:

”Jeg kan i hvert fald sagtens genkende det, at det kreative kommer til at fylde så meget, at det næsten bliver lidt for vigtigt. Men sådan tror jeg egentlig, at mange mennesker går rundt og har det. Ikke bare kunstnere. Masser af mennesker har en lidenskab for deres arbejde og kender til de ofre, det fører med sig. For hvis man er lidenskabelig, fører det ofre med sig. Det behøver ikke være store ofre, men det er absolut ikke gratis at være lidenskabelig.”

Hvilke ofre har du selv måttet lide?

”Når jeg sætter mig ind i en rolle, så fylder det så meget hos mig, at det er svært for mig at slippe det. Jeg kan ikke bare tage en tur i biffen eller noget. Alt andet bliver sat i anden række i forhold til det arbejde, jeg står med. Det påvirker det sociale liv, og jeg mister kontaktflade med en hel masse mennesker. Jeg kan heller ikke rigtig gå til noget eller have en hobby. Der er ikke plads. Men mit arbejde er jo også min hobby.” 

Du er blevet far til en lille pige. Tvinger din datter dig ikke til at gøre tingene en smule anderledes, end du ellers plejer?

”Jo. Helt sikkert. Det gør hun. Ud over den store kærlighed og den evige forelskelse, der er over for ens barn, så tvinger det mig på en meget, meget god måde til ikke at arbejde, når jeg er sammen med hende.” 

Så der er en anderledes tilgang til dit arbejde med Shakespeare in Love, end den tilgang, du havde til dit arbejde, før hun var født?

”Ja. Sådan har du det sikkert også selv; man er nødt til at tage udgangspunkt i det sted, man befinder sig i livet lige nu, og så tage det med ind i arbejdet, som man står med. Som kunstnere forsøger vi jo hele tiden at nå frem til en eller anden form for sandhed i det, vi står og laver. En sandhed i selve udtrykket, vi står med. Om det er fin kunst eller underholdning, så søger vi sandheden i udtrykket. Og hver gang, vi står på scenen, forsøger vi at skabe en mening med det, vi laver – gennem det sted, vi selv befinder os i livet.”  

Shakespeare in Love var en film, inden den blev til en teaterforestilling, og man kommer vel som skuespiller utvivlsomt til at læne sig op ad filmen. Hvad synes du, udfordringen har været med en scenisk udgave af en spillefilm?

”Jeg vil sige det sådan, at jeg gør alt for at und-gå at læne mig op ad filmen. Jeg så 7-8 minutter af Shakespeare in Love-filmen og fandt hurtigt ud af, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Det gav mig nogle helt forkerte billeder. Vi er på en eller anden måde nødt til at danne os vores egne billeder. Publikum forventer handlingen. Og handlingen, den ligger jo i manuskriptet.
Derudover, så vil publikum jo også gerne overraskes. Ellers kunne de jo bare gå ind og se filmen, ik´. Man kan, som skuespiller, heller aldrig gå ind og spille den person, som spillede rollen i filmen. Da jeg skulle spille Hamlet på Kronborg, satte jeg mig ned og så forskellige udgaver af Hamlet på film, både Laurence Olivier og Kenneth Branaghs fantastiske præstationer, og det var på ingen måde særlig godt, at jeg gjorde det. Det kom til at fylde alt for meget i mit eget arbejde med rollen.
De var så dygtige. Så skulle jeg stå der og prøve at gentage, hvad de gjorde så smukt. Den gik ikke. Jeg prøvede i virkeligheden bare at ramme noget, der var skabt af andre. Og det kan bare ikke lade sig gøre. Vi kan jo ikke være en anden end den, vi er”, slutter Thure Lindhardt.

Peter Pilegaard er uddannet skuespiller fra Skuespillerskolen i Odense. Han har medvirket i forestillinger på store scener i ind- og udland som bl.a. Det Ny Teater i København og Shakespeares Globe Theatre i London.

Han har en BA i Retorik fra Københavns Universitet og skriver i dag blandt andet for Liebhaverboligen og Politiken.

Peter er netop debuteret som forfatter på People’s Press med sportsbiografien GRUS om den tidligere tennisspiller Michael Mortensen.

I Liebhaverboligens februar udgave er der fokus på vores populære udgivelsesområde Østerbro. 25 sider om bydelens inspirerende miljø med alt fra butikker og spisesteder til grønne naturskønne oplevelser!

Se hele temaet her

Tiden frem til den store dag er både travl og spændende. Heldigvis er der masser af hjælp og inspiration at hente, så I kan forberede Jer bedst muligt og gøre ventetiden rigtig skøn. Lad nedtællingen begynde!

Nordiske toner

Indimellem er det rart at gemme computeren væk, og smide sig i sofaen med et lækkert magasin. ”Nordiske Bryllup” er fantastisk læsning til parret, der elsker smukke billeder og originale tips til bryllupsdagen. De norske kvinder bag magasinet har flair for den rene og enkle nordiske stil. Artiklerne tager Jer med bag ”bryllupsfacaden” og reflekterer over kærligheden og ægteskabet, og hvad der egentligt ligger bag et ”ja”.

Følg med på instagram-profilen @nordiskebryllup.no

Location, location, location 

Skal brylluppet holdes i en lade, på et slot eller noget helt tredje? Det er uden tvivl en af de helt store udfordringer at finde den perfekte beliggenhed. Mange steder afholder åbent hus eller inviterer til en uforpligtende rundvisning og snak om, hvordan festen kan skræddersyes efter Jeres behov. Tag imod disse tilbud, og læg en plan for, hvor I skal på besøg og hvornår. Husk at der muligvis skal kysses en del frøer, førend I finder frem til ”the one”.

Besøg for eksempel Kurhotel Skodsborgs store festmesse søndag den 10. marts eller bed om en uforpligtende rundvisning på eventyrlige Kokkedal slot Copenhagen. Læs mere på

www.skodsborg.dk og www.kokkedalslotcopenhagen.dk

Et strejf af Wang

Vera Wang er om nogen dronningen af brudekjoler. Den verdenskendte designer har præsteret en smuk bog fyldt med stilrene billeder, samt masser af tips til den store dag – herunder nyttige afsnit om invitationer, blomster og kager. Bogen er især interessant for den til tider oversete gom, der ønsker hjælp til en perfekt påklædning på dagen.

www.amazon.com, www.verawang.com

Prikken over i’et

Har I mod på og tid til selv at lave pynt til den store dag, kan små projekter gøre en stor forskel. Den danske livsstilblogger Christine Egholm blev gift i Italien på en gammel borg midt i vinmarkerne. Selvom beliggenheden i sig selv var speciel, ønskede Christine at give sit bryllup et personligt touch. Derfor lavede hun alt fra flagguirlander til bordnumre, menukort, skilte og endda en lille rustik trægynge. Det gav den fineste stemning, og Christine syntes det var hyggeligt at nørkle med i månederne op til parrets store dag. På sin blog giver Christine nemme ideer til, hvordan I for alvor kan personliggøre Jeres bryllupsfest. Eksempelvis guider hun Jer til, hvordan I kan lave smukke skilte – til baren, gæstebogen, gavebordet osv.

www.acie.dk

Hjælpen er nær

Fire af Danmarks mest populære bloggere er gået sammen om at skabe den bryllupsbog, de selv savnede, da de hver især blev gift. Resultatet er en inspirerende, personlig og smuk guide – som at have en veninde ’on the side’ til at hjælpe med at planlægge den store begivenhed. BRYLLUP er en moderne guide til brylluppet krydret med personlige anekdoter, tips og erfaringer – fra valg af location, de mange (mange!) overvejelser omkring drømmekjolen, do’s and dont’s, de sjove og skøre traditioner og meget mere. Kort sagt, ALT hvad du har behov for at vide, inden du bliver gift.

Tag en lille pause 

Har I brug for en pause fra planlægningen eller et lille skub til at komme i den rette bryllupsstemning? Hvad så med at se en god film med kærlighed og giftemål som omdrejningspunkt? I den romantiske komedie ”The Philadelphia Story” fra 1940 er Katharine Hepburn splittet mellem tre mænd (det ender med ét bryllup), og hvem husker ikke kemien mellem Hugh Grant og Andie MacDowell i ”Fire bryllupper og en begravelse”? Søger i noget mindre sukkersødt kan I se Tim Burtons bizarre stop motionfilm ”Corpse Bride”.

Bryllup med jordforbindelse

Da kvinden bag bryllupsbloggen acouple, Camilla Swartz, blev gift i 2014, oplevede hun, at bryllupsbranchen havde sin helt egen æstetik. Men store marengsskrud og langstilkede røde roser var ikke noget, hun kunne forene med sin personlige stil. På bloggen finder du inspiration til bryllupper med masser af ”tjubang”, men med fokus på, at I skal kunne genkende Jer selv i det. Camilla har også fokus på, at indkøb til den store dag skal kunne bruges efter brylluppet. Sammen med designeren Lisbeth Solsø har hun skabt et brand, der tilbyder at sy Jeres bryllupsdato eller betydningsfulde ord på vintagejakker. Det giver mening for miljøet, og skaber en cool kontrast til de ofte meget feminine brudekjoler.

www.acouple.dk og www.pocketpocketxacouple.com

Portrætter af kærlighed

Bryllupper kan være en ganske nostalgisk affære, og hvad kan være bedre end at søge inspiration hos jeres egne forældre og bedsteforældre. Selvom tiden er en anden, kan det være fantastisk hyggeligt, at se på billeder og dele minder og forventninger til den store dag. Ønsker I at tage et skridt længere tilbage i ”ægteskabshistorien” er Jane Austens episke kærlighedroman om giftefærdige søstre i 1800 tallet ”Fornuft og følelse” også altid en fornøjelse at dykke ned i.

Den nu 54-årige selverklæret blærerøv, Mads Christensen, er netop udkommet med bogen Halvtreds plus, en bog om den aldrende mands identitet og Blærerøvens egen frygt for hankønnets forsvindende maskulinitet.

Blærerøven er blevet voksen, siger han. Han har passeret 50, men ligner sig selv. Han bærer stadig de to Rolex-ure, som var de syet fast til hans håndleds hud under den skræddersyede blazer. Han har bevaret ordet i sin magt og taler stadig som et vandfald fosser. Og så er han stadig så farverig, at den ene af hans to Porscher forbliver lilla til ære for Prince, der døde den dag, bilen skulle males. Og et sted bag den berømte røv af blær gemmer sig en moden herre. Men han er jo også plus de 50.

”Jeg ærgrer mig allerede over, at den hedder, det, den hedder. Halvtreds plus er dum titel. Den skærer en masse andre mennesker fra. Den skulle have heddet: Mand dig op! Det var min oprindelige plan, og den skulle jeg have holdt fast ved. Men så kom bogen til at handle mere og mere om hvilke refleksioner, jeg selv var nået frem til midtvejs i livet.”

Du har ikke ramt en midtvejskrise?

”Nej. Tværtimod, så har det at runde 50 og blive voksen båret en masse gode ting med sig, synes jeg. Jeg er strunk, frisk og frejdig, viril og glad og tilfreds. Jeg føler mig stadig fysiologisk stærk. Jeg kite-surfer med mænd på 40, og jeg føler mig på ingen måde ti år ældre end dem. I virkeligheden føler jeg mig meget mere afklaret som menneske i dag, end jeg gjorde, da jeg var 40. Hvor jeg før ville fare op, hvis nogen sagde noget kritisk om mig, møder jeg dem i dag med et skuldertræk. Jeg bliver ganske enkelt mere og mere overbærende overfor andre menneskers brok. Den store sjælelige ballast, den omsiggribende indifferens, som jeg i øvrigt synes er noget af det fedeste ved at blive voksen, gør, at jeg i stigende grad bare trækker på skulderene og tænker; `Ja, ja, ja, rolig nu´. ”

Så det du siger er, at du hviler mere i dig selv i dag?

”Ja. Det er sådan en damebladskliche, men det er desværre det, jeg mener. Jeg kan bare ikke få min mund til at sige det.”

Bullshit-jægeren

Vejen til et skuldertræk er tilsyneladende er blevet
kortere, men betyder det så, at provocateuren er blevet mindre provokerende med årene, der er gået? 

”Jeg synes, jeg er blevet klogere provokerende. Jeg har et antenneværk, der opfanger bullshit, og jeg kan ikke lade latterlige ting passere, uden at pege fingre og sige: `Det der, det er bullshit´. Jeg elsker også at anlægge et modsat-
rettet synspunkt. Og de gange, hvor jeg ikke har et synspunkt, venter jeg lige en omgang, og så mener jeg det modsatte af alle andre. Det gør jeg helt bevidst, når jeg er iklædt min maske som Blærerøv. Måden jeg bliver brugt på i Mads& Monopolet er, at Mads (Steffensen, red.) venter til de andre har ytret deres meninger, inden han så smider en luns kød over til mig, der, som en torsk, bider på krogen og siger: `Nå, det synes jeg altså ikke´. Bare for at være modsat. Og tit er det fordi, at jeg måske slet ikke synes noget som helst, at jeg derfor synes det modsatte. Det er sjovt at synes noget andet end alle de andre.”

Så du går på bullshit-jagt og er Rasmus Modsat, provokerer klogt og laver seriøst pis. Har du af og til mærket, at folk kan have svært ved at tage dig alvorligt, når du forsøger at formidle et budskab? 

Ja, det er en svær balance og noget, jeg arbejder meget med. Jeg har altid synes, at det er skægt, hvis man kan trænge igennem med et lille fnis. Jeg har også lagt mærke til, at når rammen er sat til hygge, så kan jeg tillade mig at sige nogle ting, jeg ellers aldrig ville kunne sige, hvis jeg fra begyndelsen deklamerede, at det var ramme alvor. Jeg synes selv, det er en kommunikativ genistreg, når jeg i en sal med et par hundrede mennesker får den blødt op med lidt fis og ballade, for derefter lige så stille at stikke syle ind, hvor det gør ondt på folk. Det gør nemlig ikke nær så ondt, når vi lige har grinet lidt. Det er en metode, men en farlig en af slagsen, som kan resultere i, at folk tror, det hele bare er fis og ballade og indhold uden substans.

Fra jysk hippie-hede til storbyens Blærerøv

Hvor meget af din Blærerøv er en rolle, du spiller? Og hvordan opstod den figur, hvis man kan kalde ham det?

Jeg er opvokset i en hippiefamilie, hvor man bare skulle spise, når man var sulten, sove, når man var træt, stå op, når man vågnede og slå en prut, når man trængte. Men da jeg så blev voksen og begyndte at ville færdes i en helt anden verden, end den, jeg var opdraget til, gik det op for mig, at jeg ikke havde værktøjerne. Og da jeg så læste om, hvordan og hvad man gør, hvis man skal til et frokostmøde, så opdagede jeg, at alt hvad der stod om emnet var skrevet for 100 år siden – af nogen der var 100 år gamle. Jeg opdagede, at der manglede en opslagsbog for andre unge søgende som mig selv. Så jeg tyvstjal ideen fra Rip, Rap og Rups berømte Grønspættebog, som er en opslagsbog med svar på alle problemer i hele verden, en bog, der hjælper til at handle på et oplyst grundlag. Det har aldrig været min mening at belære med en løftet pegefinger. Jeg ville bare gerne selv vide, hvordan man holder på et sherryglas eller en fiskegaffel og i den sammenhæng syntes jeg, at det var sjovt at sige til andre end bare mig selv.

Men hippiefamilien lader til at ligge ret langt fra den, du er i dag med dine Porscher og Rolex-ure, dit pæne tøj og dit velfriserede hår og hele den stringens, du er omgærdet af?

”Jeg jo ikke engang butterfly på i dag. Det er ren slendrian. Nej, det var måske også et oprør. Jeg brød med den løse opdragelse, da jeg tog på officer skole. Min mor havde ikke lige set militæret, som en vej for mig. Men sådan blev det. Det åbnede øjnene og dørene for en vej ud af den provinsielle jyske muld.

Så kom jeg til København og fik arbejde på Victor, hvor jeg for første gang så  østers, champagne, Porscher og Rolex-ure. Da jeg så skulle udkomme med min første bog, og forlaget ville have, den skulle hedde Mandens ABC, proteserede jeg – og fandt på Blærerøven. På pressemødet tog jeg så to Rolex-ure på, og tænkte, at nu måtte vi bare se, hvad der sker. Che Guevara havde altid to Rolex-ure på – selv i Bolivias jungle – det har jeg altid synes var sjovt. Og sådan blev urene en del af masken. Den store slipseknude, knaphulsblomsten, lommetørklædet og de heftige farver – det er mit kostume – det tager jeg på om morgenen, når jeg skal være ham der – altså, Blærerøven.”

Drop ja, sig nej

”Det som har gjort, at jeg føler mig meget stærkere med årene er, at jeg er blevet meget mere defineret i forhold til mig selv. Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved i høj grad, hvad jeg ikke vil. Det er vigtigere at tage afstand, end det er at tage tilløb.   Jeg er et afkom af en ja-generation, hvor det at sige ja, var noget godt. Nu er det vigtigt at sige nej. Man bliver mere defineret og afrundet af at sige nej.”

”Mit råd i bogen 50Plus er: Find ud af, hvem du selv er, og hvor du står. Og find ud af, hvad du som mand og menneske vil acceptere og ikke vil acceptere. Byg en lille vold op omkring dig selv, der repræsentere den, du er. Og hvis den vold angribes, så forsvarer du dig”.

Så du ville sige nej, hvis din kone bad dig om at skille dig af med din elskede lilla Porsche 911?

”Ja, for fanden. Og nu synes jeg jo ikke man skal slå, men man må da godt lige klappe en enkelt en ud, hvis hun bad mig gøre det og fortælle hende, hvor skabet skal stå.

Er din kone og dig meget ens?

”Nej, vi er meget forskellige.”

Føler hun sig trynet af din måde at være på?

”Nej, det ved jeg hun ikke gør. Du er ikke den første, der har haft den tanke. Vi er uenige om mange ting, men vi har en høj grad af gensidig respekt mellem os. Jeg er sikker på, det er derfor, vi stadig er gift i dag.”

Er du tilfreds med hvor du står i dag?

Jeg har da mange udfordringer, men i det store hele er jeg meget godt kørende. Men jeg føler mig tit ensom. Jeg slås med et Robinson Crusoe-syndrom. Jeg er altid alene uden kollegaer. Og jeg kan godt savne fællesskaber fra en arbejdsplads. Men måske er fællesskabet på en arbejdsplads en romantisk  illusion. Jeg slipper jo for intriger og rænkespil. Men mit skrøbelige selvværd kan godt savne lidt kollegial anerkendelse.”

En generation af skvat

Hvad mener du, din egen generations
mænd gør forkert i dag?

”Det er faktisk en af hovedtemaerne i bogen, du nævner der. Jeg ser rigtig mange pjok. Jeg ser mange mænd, der er nogle skvat. Mænd, som giver alt for meget plads omkring sig og ender som en selvopfyldende profeti i skvat-rollen.”

”Langt de fleste mænd i min alder er opdraget af vores mødre, mens fædrene enten har været fraværende pga. arbejde eller fordi, de skulle sidde og spille lidt guitar og klø sig selv i røven. Derfor, vi blevet opdraget af vores mødre til at være kompromisvillige, forandringsparate og midtsøgende. Og vi har fået at vide, at sivet der bøjer mod vinden består, hvorimod egetræet knækker i stormen. Vi er blevet lært, at vi skal være i kontakt med vores følsomhed, og at det er godt at kende sin feminine side.”

”Hele vejen fra vuggestue og børnehave er steder styret udelukkende af kvinder, videre til folkeskolen, der i den grad er drevet af kvinder på kvinders præmisser, for så senere i livet at møde vores hjertes udkårne – som sgu også er opdraget af sin mor. Men hun er til gengæld opdraget til at være progressiv, dynamisk, handlekraftig og stærk. Hun har lært at kræve sine ret. Og når de to mødes, så opstår der en uheldig dynamik”.

”De flytter sammen, og før manden har set sig om, er han gået med til at få opbevaret alle hans ting i kælderen, mens hendes ting dominerer overalt i hjemmet. Pludselig er han på besøg i sit eget hus. Han bor ikke, der hvor han befinder sig. Han føler, han er blevet voksen og skal have en Berlingo eller et eller andet nosseløst pis, for nu skal der være harmoni. Og du vil typisk som mand synes, at det ultimative privilegium er, hvis der er ro ved middagsbordet. Så manden bøjer af på en masse forskellige ting.”

”Og så begynder boomerangen, hvor hun begynder at sige, at han ikke er engageret i hjemmets drift. Og hvis manden så forsøger at sætte hælene i, så får han at vide, at han er et voldskulturelt svin og en undertrykker. Så langt de fleste mænd går baglæns og sætter motorcyklen til salg og dropper pokeraftenerne. Og så står de pludselig med ryggen op ad muren og tænker: `Shit, hvor fanden er jeg henne i alt det her?´, mens hun tænker: `Hvad fanden er det for et skvat, jeg er sammen med? Nu skrider jeg med Tømre Morten. Han har en ordentlig pik og kan sætte mig på plads´. Og så ender det med, at det sidste ord der kommer ud af din mund er `Undskyld´, mens hun tøffer af sted i en kassevogn.”

”Det er den generelle rytme, jeg her har bekrevet. Og det, der gør mig ekstra provokeret er, at når jeg går mændene på klingen med det her, så kan jeg se, at det sgu er deres egen skyld, at de ender, hvor de gør, når de med alle deres undskyldninger positionerer sig selv i en offerrolle og udstiller sig selv som et skvat. Og hvem gider være sammen med et skvat?”

Så manden er blevet det svage køn?

Ja, jeg er bekymret for mange mænd. Men jeg tror ikke taget er slapt.

Du tror ikke taget er slapt??

”Sikke noget sludder”, griner Blærerøven og korrigerer sin talefejl:

”Jeg mener, jeg tror ikke, at slaget er tabt. Jeg er sikker på, vi finder en ny maskulinitet, vi kan forankres i”, smiler Mads Christensen fra forsædet i sin  Porsche, inden han forsvinder i vinterens aftenmørke.

Halvtreds Plus er Mads Christensens nyeste bog. Her kommer vi humoristisk og ærligt omkring emner som økologi, grå hår, IKEA, tatoveringer, venskaber,
motorcykler, utroskab, #MeToo, livet, døden, yngre kvinder og meget meget mere.
Og de bedste anbefalinger skal lyde herfra – også selv om du ikke har passeret halvtreds endnu.

5 til en feinschmecker

Slips eller butterfly?

Butterfly. Jeg går næsten altid med butterfly, og det er faktisk helt usædvanligt, at jeg ikke har en på i dag. En mand, der går med butterfly har humor og selvironi. Og så kan han finde ud af at binde en sløjfe. Jeg har nok 30 af dem, og jeg gør et stort nummer ud af selv at kunne binde dem. Slips går jeg næsten aldrig med. Jeg synes, det er for regelret og ordentligt. 

Skraber eller maskine?

Skraber. Hver dag. Jeg ville allerhelst være typen, der bruger kniv, men jeg tør ikke. Jeg er bange for lidt for mange smuttere undervejs. Og når jeg har kørt med maskine, føler jeg mig stadig uplejet. Så helt klart skraber.

Cognac eller Champagne?

Den var svær. Under pres vil jeg sige cognac. Jeg elsker ideen med champagne, alle ritualerne omkring den mousserende vin. Jeg drikker det også, fordi min kone er ret glad for det. Men det er ligesom med oliven; jeg kan godt lide tanken, men jeg bryder mig egentlig ikke om det. Jeg elsker også alt omkring østers, jeg spiser dem bare ikke. Men hvis jeg sidder alene, kan jeg godt finde på at skænke mig et glas cognac. 

Spinning eller romaskine?

Romaskine! Spinning er jo så latterligt. Allerede inden man får pakket en taske og kommer ned i en narcissistisk svedekasse, hvor en eller anden står og råber og skriger, som om man har sat sig på en tegnestift, er jeg allerede stået fuldstændig af. Derimod har jeg en romaskine derhjemme, fordi jeg har en fysiologisk brist. Jeg har kronisk diskusprolaps i nakken, og hvis ikke jeg træner målrettet i min romaskine 21 minutter hver anden dag, begynder min krop at kræve piller – og jeg nægter at blive opereret. Så ved hjælp af min romaskine har jeg fået styr på min diskusprolaps. 

Elevationsseng eller boxmadras?

Elevationsenge hører til på hospitaler. Jeg har stadigvæk lyst til at kneppe min kone hver dag, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det skulle foregå i en elevationsseng. Med mindre det var et akrobatisk eksperiment. Jeg vælger helt klart en boxmadras – uden kløft i midten.