Den nu 54-årige selverklæret blærerøv, Mads Christensen, er netop udkommet med bogen Halvtreds plus, en bog om den aldrende mands identitet og Blærerøvens egen frygt for hankønnets forsvindende maskulinitet.

Blærerøven er blevet voksen, siger han. Han har passeret 50, men ligner sig selv. Han bærer stadig de to Rolex-ure, som var de syet fast til hans håndleds hud under den skræddersyede blazer. Han har bevaret ordet i sin magt og taler stadig som et vandfald fosser. Og så er han stadig så farverig, at den ene af hans to Porscher forbliver lilla til ære for Prince, der døde den dag, bilen skulle males. Og et sted bag den berømte røv af blær gemmer sig en moden herre. Men han er jo også plus de 50.

”Jeg ærgrer mig allerede over, at den hedder, det, den hedder. Halvtreds plus er dum titel. Den skærer en masse andre mennesker fra. Den skulle have heddet: Mand dig op! Det var min oprindelige plan, og den skulle jeg have holdt fast ved. Men så kom bogen til at handle mere og mere om hvilke refleksioner, jeg selv var nået frem til midtvejs i livet.”

Du har ikke ramt en midtvejskrise?

”Nej. Tværtimod, så har det at runde 50 og blive voksen båret en masse gode ting med sig, synes jeg. Jeg er strunk, frisk og frejdig, viril og glad og tilfreds. Jeg føler mig stadig fysiologisk stærk. Jeg kite-surfer med mænd på 40, og jeg føler mig på ingen måde ti år ældre end dem. I virkeligheden føler jeg mig meget mere afklaret som menneske i dag, end jeg gjorde, da jeg var 40. Hvor jeg før ville fare op, hvis nogen sagde noget kritisk om mig, møder jeg dem i dag med et skuldertræk. Jeg bliver ganske enkelt mere og mere overbærende overfor andre menneskers brok. Den store sjælelige ballast, den omsiggribende indifferens, som jeg i øvrigt synes er noget af det fedeste ved at blive voksen, gør, at jeg i stigende grad bare trækker på skulderene og tænker; `Ja, ja, ja, rolig nu´. ”

Så det du siger er, at du hviler mere i dig selv i dag?

”Ja. Det er sådan en damebladskliche, men det er desværre det, jeg mener. Jeg kan bare ikke få min mund til at sige det.”

Bullshit-jægeren

Vejen til et skuldertræk er tilsyneladende er blevet
kortere, men betyder det så, at provocateuren er blevet mindre provokerende med årene, der er gået? 

”Jeg synes, jeg er blevet klogere provokerende. Jeg har et antenneværk, der opfanger bullshit, og jeg kan ikke lade latterlige ting passere, uden at pege fingre og sige: `Det der, det er bullshit´. Jeg elsker også at anlægge et modsat-
rettet synspunkt. Og de gange, hvor jeg ikke har et synspunkt, venter jeg lige en omgang, og så mener jeg det modsatte af alle andre. Det gør jeg helt bevidst, når jeg er iklædt min maske som Blærerøv. Måden jeg bliver brugt på i Mads& Monopolet er, at Mads (Steffensen, red.) venter til de andre har ytret deres meninger, inden han så smider en luns kød over til mig, der, som en torsk, bider på krogen og siger: `Nå, det synes jeg altså ikke´. Bare for at være modsat. Og tit er det fordi, at jeg måske slet ikke synes noget som helst, at jeg derfor synes det modsatte. Det er sjovt at synes noget andet end alle de andre.”

Så du går på bullshit-jagt og er Rasmus Modsat, provokerer klogt og laver seriøst pis. Har du af og til mærket, at folk kan have svært ved at tage dig alvorligt, når du forsøger at formidle et budskab? 

Ja, det er en svær balance og noget, jeg arbejder meget med. Jeg har altid synes, at det er skægt, hvis man kan trænge igennem med et lille fnis. Jeg har også lagt mærke til, at når rammen er sat til hygge, så kan jeg tillade mig at sige nogle ting, jeg ellers aldrig ville kunne sige, hvis jeg fra begyndelsen deklamerede, at det var ramme alvor. Jeg synes selv, det er en kommunikativ genistreg, når jeg i en sal med et par hundrede mennesker får den blødt op med lidt fis og ballade, for derefter lige så stille at stikke syle ind, hvor det gør ondt på folk. Det gør nemlig ikke nær så ondt, når vi lige har grinet lidt. Det er en metode, men en farlig en af slagsen, som kan resultere i, at folk tror, det hele bare er fis og ballade og indhold uden substans.

Fra jysk hippie-hede til storbyens Blærerøv

Hvor meget af din Blærerøv er en rolle, du spiller? Og hvordan opstod den figur, hvis man kan kalde ham det?

Jeg er opvokset i en hippiefamilie, hvor man bare skulle spise, når man var sulten, sove, når man var træt, stå op, når man vågnede og slå en prut, når man trængte. Men da jeg så blev voksen og begyndte at ville færdes i en helt anden verden, end den, jeg var opdraget til, gik det op for mig, at jeg ikke havde værktøjerne. Og da jeg så læste om, hvordan og hvad man gør, hvis man skal til et frokostmøde, så opdagede jeg, at alt hvad der stod om emnet var skrevet for 100 år siden – af nogen der var 100 år gamle. Jeg opdagede, at der manglede en opslagsbog for andre unge søgende som mig selv. Så jeg tyvstjal ideen fra Rip, Rap og Rups berømte Grønspættebog, som er en opslagsbog med svar på alle problemer i hele verden, en bog, der hjælper til at handle på et oplyst grundlag. Det har aldrig været min mening at belære med en løftet pegefinger. Jeg ville bare gerne selv vide, hvordan man holder på et sherryglas eller en fiskegaffel og i den sammenhæng syntes jeg, at det var sjovt at sige til andre end bare mig selv.

Men hippiefamilien lader til at ligge ret langt fra den, du er i dag med dine Porscher og Rolex-ure, dit pæne tøj og dit velfriserede hår og hele den stringens, du er omgærdet af?

”Jeg jo ikke engang butterfly på i dag. Det er ren slendrian. Nej, det var måske også et oprør. Jeg brød med den løse opdragelse, da jeg tog på officer skole. Min mor havde ikke lige set militæret, som en vej for mig. Men sådan blev det. Det åbnede øjnene og dørene for en vej ud af den provinsielle jyske muld.

Så kom jeg til København og fik arbejde på Victor, hvor jeg for første gang så  østers, champagne, Porscher og Rolex-ure. Da jeg så skulle udkomme med min første bog, og forlaget ville have, den skulle hedde Mandens ABC, proteserede jeg – og fandt på Blærerøven. På pressemødet tog jeg så to Rolex-ure på, og tænkte, at nu måtte vi bare se, hvad der sker. Che Guevara havde altid to Rolex-ure på – selv i Bolivias jungle – det har jeg altid synes var sjovt. Og sådan blev urene en del af masken. Den store slipseknude, knaphulsblomsten, lommetørklædet og de heftige farver – det er mit kostume – det tager jeg på om morgenen, når jeg skal være ham der – altså, Blærerøven.”

Drop ja, sig nej

”Det som har gjort, at jeg føler mig meget stærkere med årene er, at jeg er blevet meget mere defineret i forhold til mig selv. Jeg ved, hvad jeg vil, og jeg ved i høj grad, hvad jeg ikke vil. Det er vigtigere at tage afstand, end det er at tage tilløb.   Jeg er et afkom af en ja-generation, hvor det at sige ja, var noget godt. Nu er det vigtigt at sige nej. Man bliver mere defineret og afrundet af at sige nej.”

”Mit råd i bogen 50Plus er: Find ud af, hvem du selv er, og hvor du står. Og find ud af, hvad du som mand og menneske vil acceptere og ikke vil acceptere. Byg en lille vold op omkring dig selv, der repræsentere den, du er. Og hvis den vold angribes, så forsvarer du dig”.

Så du ville sige nej, hvis din kone bad dig om at skille dig af med din elskede lilla Porsche 911?

”Ja, for fanden. Og nu synes jeg jo ikke man skal slå, men man må da godt lige klappe en enkelt en ud, hvis hun bad mig gøre det og fortælle hende, hvor skabet skal stå.

Er din kone og dig meget ens?

”Nej, vi er meget forskellige.”

Føler hun sig trynet af din måde at være på?

”Nej, det ved jeg hun ikke gør. Du er ikke den første, der har haft den tanke. Vi er uenige om mange ting, men vi har en høj grad af gensidig respekt mellem os. Jeg er sikker på, det er derfor, vi stadig er gift i dag.”

Er du tilfreds med hvor du står i dag?

Jeg har da mange udfordringer, men i det store hele er jeg meget godt kørende. Men jeg føler mig tit ensom. Jeg slås med et Robinson Crusoe-syndrom. Jeg er altid alene uden kollegaer. Og jeg kan godt savne fællesskaber fra en arbejdsplads. Men måske er fællesskabet på en arbejdsplads en romantisk  illusion. Jeg slipper jo for intriger og rænkespil. Men mit skrøbelige selvværd kan godt savne lidt kollegial anerkendelse.”

En generation af skvat

Hvad mener du, din egen generations
mænd gør forkert i dag?

”Det er faktisk en af hovedtemaerne i bogen, du nævner der. Jeg ser rigtig mange pjok. Jeg ser mange mænd, der er nogle skvat. Mænd, som giver alt for meget plads omkring sig og ender som en selvopfyldende profeti i skvat-rollen.”

”Langt de fleste mænd i min alder er opdraget af vores mødre, mens fædrene enten har været fraværende pga. arbejde eller fordi, de skulle sidde og spille lidt guitar og klø sig selv i røven. Derfor, vi blevet opdraget af vores mødre til at være kompromisvillige, forandringsparate og midtsøgende. Og vi har fået at vide, at sivet der bøjer mod vinden består, hvorimod egetræet knækker i stormen. Vi er blevet lært, at vi skal være i kontakt med vores følsomhed, og at det er godt at kende sin feminine side.”

”Hele vejen fra vuggestue og børnehave er steder styret udelukkende af kvinder, videre til folkeskolen, der i den grad er drevet af kvinder på kvinders præmisser, for så senere i livet at møde vores hjertes udkårne – som sgu også er opdraget af sin mor. Men hun er til gengæld opdraget til at være progressiv, dynamisk, handlekraftig og stærk. Hun har lært at kræve sine ret. Og når de to mødes, så opstår der en uheldig dynamik”.

”De flytter sammen, og før manden har set sig om, er han gået med til at få opbevaret alle hans ting i kælderen, mens hendes ting dominerer overalt i hjemmet. Pludselig er han på besøg i sit eget hus. Han bor ikke, der hvor han befinder sig. Han føler, han er blevet voksen og skal have en Berlingo eller et eller andet nosseløst pis, for nu skal der være harmoni. Og du vil typisk som mand synes, at det ultimative privilegium er, hvis der er ro ved middagsbordet. Så manden bøjer af på en masse forskellige ting.”

”Og så begynder boomerangen, hvor hun begynder at sige, at han ikke er engageret i hjemmets drift. Og hvis manden så forsøger at sætte hælene i, så får han at vide, at han er et voldskulturelt svin og en undertrykker. Så langt de fleste mænd går baglæns og sætter motorcyklen til salg og dropper pokeraftenerne. Og så står de pludselig med ryggen op ad muren og tænker: `Shit, hvor fanden er jeg henne i alt det her?´, mens hun tænker: `Hvad fanden er det for et skvat, jeg er sammen med? Nu skrider jeg med Tømre Morten. Han har en ordentlig pik og kan sætte mig på plads´. Og så ender det med, at det sidste ord der kommer ud af din mund er `Undskyld´, mens hun tøffer af sted i en kassevogn.”

”Det er den generelle rytme, jeg her har bekrevet. Og det, der gør mig ekstra provokeret er, at når jeg går mændene på klingen med det her, så kan jeg se, at det sgu er deres egen skyld, at de ender, hvor de gør, når de med alle deres undskyldninger positionerer sig selv i en offerrolle og udstiller sig selv som et skvat. Og hvem gider være sammen med et skvat?”

Så manden er blevet det svage køn?

Ja, jeg er bekymret for mange mænd. Men jeg tror ikke taget er slapt.

Du tror ikke taget er slapt??

”Sikke noget sludder”, griner Blærerøven og korrigerer sin talefejl:

”Jeg mener, jeg tror ikke, at slaget er tabt. Jeg er sikker på, vi finder en ny maskulinitet, vi kan forankres i”, smiler Mads Christensen fra forsædet i sin  Porsche, inden han forsvinder i vinterens aftenmørke.

Halvtreds Plus er Mads Christensens nyeste bog. Her kommer vi humoristisk og ærligt omkring emner som økologi, grå hår, IKEA, tatoveringer, venskaber,
motorcykler, utroskab, #MeToo, livet, døden, yngre kvinder og meget meget mere.
Og de bedste anbefalinger skal lyde herfra – også selv om du ikke har passeret halvtreds endnu.

5 til en feinschmecker

Slips eller butterfly?

Butterfly. Jeg går næsten altid med butterfly, og det er faktisk helt usædvanligt, at jeg ikke har en på i dag. En mand, der går med butterfly har humor og selvironi. Og så kan han finde ud af at binde en sløjfe. Jeg har nok 30 af dem, og jeg gør et stort nummer ud af selv at kunne binde dem. Slips går jeg næsten aldrig med. Jeg synes, det er for regelret og ordentligt. 

Skraber eller maskine?

Skraber. Hver dag. Jeg ville allerhelst være typen, der bruger kniv, men jeg tør ikke. Jeg er bange for lidt for mange smuttere undervejs. Og når jeg har kørt med maskine, føler jeg mig stadig uplejet. Så helt klart skraber.

Cognac eller Champagne?

Den var svær. Under pres vil jeg sige cognac. Jeg elsker ideen med champagne, alle ritualerne omkring den mousserende vin. Jeg drikker det også, fordi min kone er ret glad for det. Men det er ligesom med oliven; jeg kan godt lide tanken, men jeg bryder mig egentlig ikke om det. Jeg elsker også alt omkring østers, jeg spiser dem bare ikke. Men hvis jeg sidder alene, kan jeg godt finde på at skænke mig et glas cognac. 

Spinning eller romaskine?

Romaskine! Spinning er jo så latterligt. Allerede inden man får pakket en taske og kommer ned i en narcissistisk svedekasse, hvor en eller anden står og råber og skriger, som om man har sat sig på en tegnestift, er jeg allerede stået fuldstændig af. Derimod har jeg en romaskine derhjemme, fordi jeg har en fysiologisk brist. Jeg har kronisk diskusprolaps i nakken, og hvis ikke jeg træner målrettet i min romaskine 21 minutter hver anden dag, begynder min krop at kræve piller – og jeg nægter at blive opereret. Så ved hjælp af min romaskine har jeg fået styr på min diskusprolaps. 

Elevationsseng eller boxmadras?

Elevationsenge hører til på hospitaler. Jeg har stadigvæk lyst til at kneppe min kone hver dag, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det skulle foregå i en elevationsseng. Med mindre det var et akrobatisk eksperiment. Jeg vælger helt klart en boxmadras – uden kløft i midten.

X Factor har holdt flyttedag til TV2, hvor den nye dreng på dommerholdet hedder Lars Ankerstjerne. Han synes selv, han er hård, men han er også en god coach for ’sine’ artister – for det er den rolle, han helst vil se sig selv i. Nåh jo – og i rollen som far.

– Jeg havde aldrig set mig selv i en X Factor-sammenhæng, før tilbuddet dukkede op, tilstår den nye dommer Lars Ankerstjerne. – Jeg har arbejdet hårdt i ti år, hvor der ikke rigtig har været plads til eventyr, men nu er der både plads og råd til at prøve det.

Ikke den søde

– Selvfølgelig har jeg set X Factor, og jeg har tænkt, ’det kan jeg ruske lidt op i’. Nu hvor jeg står i det, kan jeg se udfordringerne i det. Jeg er glad for, at jeg har sagt ja, for ærlig talt er jeg overrasket over, hvor meget jeg menneske-

ligt investerer i deltagerne. På den anden side – joken på settet er, at det er mig, der er den strenge af dommerne. Selv om det er mig, der er popstjerne, der skriver kærlighedssange, er jeg ikke den søde.

Det skal stilles op mod Thomas Blachman, der er gengangeren fra tidligere og Nanna Øland (Oh Land). Selv om de er meget forskellige, har de samme
standarder:

– Vi har været overraskende enige i udtagelsen af vores
bruttotrup. Selv om jeg er fra Vestegnen og har mine rødder i dansk pop med Thomas Helmig og Kim Larsen,  Thomas kommer fra en lidt elitær jazz-baggrund og Nanna er den klassiske kunstnersjæl. Jeg synes selv, at jeg repræsenterer virkeligheden.

Der skal som hidtil findes en vinder ved hjælp af seernes stemmer, men som noget nyt i konceptet har dommerne haft bands til audition, og det er også blevet tilladt at synge egne sange. Så det bliver på alle måder en ny sæson, der ruller over skærmen i de næste to måneder.

Det skal være noget, jeg synes, er fedt

Lars Ankerstjerne glæder sig til responsen:

– Jeg elsker, at X Factor aktiverer hele landet. Du engagerer dig i nogle mennesker for at se, om de sejrer eller ikke sejrer. Min ambition er at skabe nogle store øjeblikke, at jeg laver noget fedt. Selvfølgelig er seerne dem, der bestemmer – men det skal fandeme være noget, jeg selv synes, er fedt.

Han synes ikke, at X Factor er en genvej for de håbefulde kunstnere:

– Der er ikke den store forskel på X Factor og den virkelige verden. Det er det samme nåleøje, man skal igennem. Jeg kan love dig for, at det også er benhårdt, at gå gennem X Factor. Der er ingen garanti for, at tilskuerne følger med bagefter. Det er ingen genvej, men selvfølgelig skal man hugge til, når chancen er der.

. Jeg er opvokset i en anden tid. Hvis jeg var ung kunstner i dag, ville jeg ikke se skævt til X Factor. Men jeg har altid gået op i at gøre alting selv, være min egen manager og så videre, så nej, jeg ville nok ikke være den, der stillede op, indrømmer Lars.

Og uanset om man vælger at stille op i et talentprogram eller gå sine egne veje, så har Lars det samme råd:

– Vær dig selv! Du skal ikke være, som du tror, en popstjerne skal være. Det er, når du er mest menneskelig, at du bliver mest interessant for andre mennesker. Men igen: det er ikke spor simpelt at lykkes med det.

Vuggevisen

Lars Ankerstjernes professionelle succes er for nylig blevet kronet med en personlig lykke, idet han og kæresten Lise er blevet forældre til en lille datter. Så det er vel oplagt at spørge, hvad han vil spille/synge for hende:

– Kim Larsen. Der er meget musik, jeg har elsket, men det er lidt flippet, at ud af al den musik, når det virkelig gælder, så bliver det Kim.

– Det ændrer virkelig alt at blive far, fortsætter Lars. – At være med til fødslen er bare det vildeste. Det er ophøjet og følsomt, men også dyrisk. Det var kæmpestort. Og nu er jeg så bare træt hele tiden.

– At være med i Cirkus X Factor er måske det mindst stressende, jeg laver lige nu.

Hans begejstring for far-rollen står i kontrast til hans tidligere liv:

– Jeg ville egentlig ikke have børn, siger han. – Indtil jeg ville. Jeg tror på en måde, at jeg har gået rundt med skyklapper på. Det har været en periode af mit liv, hvor jeg ikke ville have børn, hvor det ikke var en opgave, jeg kunne løfte. Så står jeg pludselig i en situation med min kæreste, hvor vi er lykkelige, begge omkring de 30, og så spørger vi os selv, hvorfor vi egentlig er her. Og så var det at få barn det eneste, der virkelig var interessant.

Behov for at slå græs

Længe har drømmen for Lars også været en moderne penthouselejlighed ved vandet, men pludselig skiftede behovet fra plug-and-play-løsningen til noget mere hyggeligt:

– Ikke fordi det har stået i kortene, at jeg nogensinde skulle have muligheden for at kunne vælge og vrage. Pludselig har jeg bare et behov for at slå græs. Måske er det en romantisk tanke om at bo på en villavej. Der er en kvalitet i de blomstrende haver. Da vi så huset, sagde min kæreste, ’tænk, at nogen kan bo sådan’? Og så tænkte jeg, ’det er sgu’ det, vi skal have’.

Også karrieremæssigt har Lars Ankerstjerne skiftet gear. Det ligger faktisk ikke så langt fra hans rolle i X Factor. Han tænker nu mere på talentudvikling end på at fortsætte sin karriere som sanger og sangskriver.

– Det er et perfekt fit.

Det gør mig glad. Jeg har fået mange hårde knubs undervejs, og de erfaringer kan jeg give videre til nye artister, som jeg kan bygge op til noget stort. Min ambition er udelukkende at arbejde behind the scenes. Det kræver disciplin at være i baggrunden – som sangskriver og som ressource for de nye.

Markedet bestemmer

Han mener, at producer/manager-rollen er blevet endnu vigtigere i dag, hvor markedet har ændret sig med streamet musik, som enten brager igennem og skaber megastjerner. Eller det modsatte:

– Man bruger lang tid på at raffinere et produkt, men man risikerer, at tre års arbejde ender med ikke at blive et hit. Derfor tester vi. Det er markedet, der bestemmer. Vi kan ikke sidde i et mørkt lokale og lægge en strategi. Det eneste, der er at gøre, er at teste: Er det musik, som folk vil have i deres liv?

Selvfølgelig er Lars ikke holdt op med at skrive sange. Lige nu bliver det bare til skrivebordsskuffen. Han lægger heller ikke skjul på, at temaerne kredser om hans nye familiestatus.

– Lige nu kan jeg kun skrive sange om at være far. Det er det, der fylder i mit liv. Det er jo det, der inspirerer; at beskrive hvordan det er at være menneske. Lige nu. Jeg har ikke nogen planer om at udgive noget, men … måske en dag.

Og til sidst: Bliver det en af dine kunstnere, der vinder X Factor?

– Ja! Uden et gran af tvivl, griner Lars Ankerstjerne.

Blå Bog

Den 34-årige sanger/rapper/sangskriver/producer/manager Lars Ankerstjerne Christensen har været en del af den danske musikscenen siden 2007, hvor han er kendt under kunstnernavnet Ankerstjerne. 

Han har bl.a. været sangskriver og producer på alle fem rekordsælgende Seebach-albums sammen med Nicolai og Rasmus Seebach og sammen med Burhan G skrevet og co-produceret to af Burhan G’s multiplatinsælgende albums.

Som soloartist har Ankerstjerne solgt platin og haft succes med hits som ”Tag hvad du vil”, ”Mit navn i lys”, ”1000 år”, ”Lille Hjerte” og ”Nattog”. Ankerstjerne var den mest spillede komponist på dansk radio tre år i træk (2013, 2014 og 2015) og har vundet priser for Årets sangskriver og Årets nye navn.

Sidste år kunne Lars lægge titlen ’far’ til sit navn, da han og kæresten, Lise, fik en lille datter. Og fra i år også titlen X Factor dommer (Han var i øvrigt medsangskriver og medproducer på årets vindersang 2017).

Lars Ankerstjerne og hans familie bor i Vanløse.

Liebhaverboligen har bedt kendte Hellerup-borgere fortælle om deres yndlingsspot i byen. Blandt alt, hvad der samtidig pynter i bybilledet, lader de op og nyder, hvad de ser og oplever

Lokal service betyder alt

Stig Gerlach, direktør og ejer af lysdekorationsvirksomheden
Sirius, og beboer i Tuborg Sundpark siden 2006:

Hvor er dine foretrukne steder i Hellerup?

”Emmerys på Strandvejen, hvor jeg møder venner og bekendte. En god middag med kæreste og venner foregår på Address på Tuborg Havn. Her er virkelig god service, og det sætter jeg højt. Er jeg alene og vil ud at spise, vælger jeg bådeklubbens restaurant i Hellerup Havn. Forretningsmøder og -frokoster lægger jeg også altid på Hellerup-restauranter”.

Hvor meget betyder det lokale?

”Virkelig meget! Jeg sætter stor pris på miljø og mennesker i Hellerup samt vandet, havnemiljøerne og de smukke parker og pladser”.

Har du andre favoritsteder i din by?

”Når jeg skal handle, er det i Meny i Rotunden. Det er et sublimt sted, både hvad angår udvalg, kvalitet og service. Service, som er sjælden i dag, findes også i andre Strandvejsbutikker. For eksempel Kop & Kande, hvis det er køkkenudstyr, og Britannia, hvis det er herretøj. De steder opsøger jeg igen og igen. Det betyder meget for mig at støtte lokale handlende, og så er prisen ikke vigtigst”.

Er der andre områder, hvor det lokale er af betydning?

”Ja hotel! Udenlandske forretningsforbindelser indlogerer jeg på Hellerup Park Hotel, fordi jeg ved, at det fungerer”.

Elsker engelsk boghandel

Signe Wenneberg, journalist, forfatter m.m. Har boet halvandet år i Hellerup:

Hvilket sted i Hellerup foretrækker du?

”Der er mange. For eksempel den engelske boghandel Books & Compagny, hvor jeg kommer alene eller sammen med min engelske svigerinde. Så er der også tehandelen på Strandvejen med det originale interiør fra dengang, butikken var herreekviperingsforretning.  Jeg elsker også Social Food og er blevet afhængig af lakridsisen. Og så er der blomsterbutikken Bloom”.

Hvornår fik du øjnene op for Hellerup?

”Da jeg cyklede igennem for 18 år siden. Men det var først, da jeg fik min daglige gang herude, at jeg opdagede, hvor skønt her er. Hellerup er det bedste sted, jeg har boet med mange forskellige slags mennesker ikke mindst i vores egen opgang”.

Mænger sig med søfugle

Hanne Galschiøt, billedkunstner og arrangør af kunst-dagene Åbne Døre: 

Hvad er dit foretrukne sted at være i Hellerup?
”Jeg har boet på Sofievej siden 1986, og de seneste 20 år har jeg haft atelier hjemme. Der tilbringer jeg selvfølgelig meget tid. Sofievej er hyggelig uden gennemkørende trafik”.

Er du også knyttet til andre steder?

”Hellerup Havn med rosenhaven og staudehaven holder jeg også meget af. Med børnebørnene er det blevet en tradition at spadsere til legepladsen og ud på badebroen for at mærke, hvor koldt vandet er. Så går vi tilbage gennem rosenhaven, hvor vi dufter til blomster, før vi går retur til legepladsen”.

Hvornår kommer du de steder?

”På alle årstider bortset fra sommer. Om vinteren fodrer vi ænder og måger med brød til stor fornøjelse for børnebørnene, da fodringen tiltrækker store fugleflokke. Det er flot at kigge ud over Øresund, som konstant skifter takket være sol, blæst og skyer”.

Er der andre steder du vil pege på?

”Gentofte Hovedbibliotek bruger jeg flittigt. Det er skønt at gå rundt og finde bøger samt få en god kop kaffe, mens man sidder og læser et par magasiner og nyder den grønne udsigt”.

Paradis med is på søen

Katerina Pitzner, direktør med diamantfirma på Strandvejen:

Hvad er dit bedste sted, og hvordan fandt du det?

”Jeg har boet i Hellerup ad flere omgange og lagde i 2005 mærke til Øregårdsparken, som er noget nær et paradis”.

Hvornår kommer du der og hvor ofte?

”Måske en gang om ugen. Især kan jeg lide stedet om vinteren med is på søen. Men også om foråret, hvor der er et smukt tæppe af lilla og hvide krokus på plænen”.

Besøger du parken alene eller med andre?

”Jeg kommer der jævnligt alene for at tage et break og sidde på en bænk. Men jeg har i årenes løb været i Øregårdsparken med både børn og hunde”.

Til pølsevognen hver dag 

Asger Aamund, direktør, mediepersonlighed m.m. Har boet 18 år i Hellerup:

Hvor vil du helst komme i Hellerup?

”Mit favoritsted er pølsevognen Harry’s Place på hjørnet af Strandvejen og Strandparksvej”.

Hvor tit spiser du dér?

”Jeg er lige knæopereret og har tabt ni kg. Det skulle jeg gerne holde og er derfor forhindret i at besøge stedet hver eneste dag, hvad jeg ellers helst ville gøre. Pølsevognen er en fornem repræsentant for det ypperste i dansk, kulinarisk tradition”.

Hvad tiltaler dig særligt ved det?

”Pølsevognen har venlig og forekommende betjening, som tilmed klipper snipperne af pølserne, inden de serveres! Der er et fornemt sortiment af pølser, tilbehør og drikkevarer kvalificeret til en stjerne i Michelin”.

Kunne noget forbedres?

”I sandhedens navn skal det tilføjes, at der også serveres en uhyrlighed som flæskestegssandwich for det mere jævne publikum. Men alt i alt er det alligevel en sand perle her lige midt i Hellerup”.

Biografaktuelle Anders Matthesen er mange ting. Han er komiker og instruktør, han er manden i Anden og skaberen af Terkel. Og første juledag er han biografaktuel med sin animationsfilm Ternet Ninja – filmudgaven af hans egen ungdomsroman af samme navn.

Anders Matthesens seneste skud på latterstammen hedder Ternet Ninja. Filmen kan opleves i biograferne som en ekstra julegave til de grineglade danskere dagen efter juleaften. Men den har haft en lang rejse, inden den nåede de plyssede sæder i biffen. For filmen var en film, før den blev en bog, inden den blev en film. Sådan cirka…

”Ja. Det var oplagt at skrive Ternet Ninja som et udkast til et filmmanuskript. Manuskriptet blev da også fremlagt for et produktionsselskab, men den proces blev hurtigt afbrudt. Så jeg sendte i stedet filmmanuskriptet til et forlag og spurgte, om ikke de troede, det kunne blive til en bog. Det kunne de godt. Så skrev vi bogen ud fra filmmanuskriptet, og først derefter dukkede tankerne igen op om at lave filmen. Derfra lavede vi bogen om til den film, der har premiere nu her den 25. december”, fortæller Anders Matthesen, mens han med en efterrationalisering tilføjer:

”Jeg har i øvrigt altid gået og ærgret mig lidt over, at jeg aldrig fik lavet Terkel i knibe som bog til at starte med. For jeg synes måske, at den endte med at blive en lille smule overfladisk visse steder. Det ville have været sjovt at komme lidt mere ind i hovederne på personerne. Det der med at skrive noget, hvor man har givet sig tid til at fortælle, hvordan personerne tænker, og hvordan der dufter og ser ud og sådan.”

Prik, prik, prik …

Så da Matthesen satte sig ned og skrev Ternet Ninja om fra filmmanuskript til ungdomsroman, var det et første møde med et nyt format.

”Jeg havde jo aldrig prøvet at skrive en bog før. Det var en meget stor udfordring at lave så langt et stykke tekst. Heldigvis var der en redaktør, som kunne sende hele pisset tilbage i hovedet på mig med et helt nodeark af rettelser. Nu er jeg vokset op med tegneserier, så jeg kan godt lide de der tre prikker, når jeg har skrevet noget.

`Hvad fanden er de der tre punktummer, der konstant dukker op´, sagde hun til mig. Den del af processen var meget lærerig. Simpelthen at lære, hvornår en sætning lyder godt, hvornår der er stave- og tegnsætningsfejl. Det er ikke fordi, jeg er ordblind eller noget, men jeg staver ikke særlig godt, så redaktøren gjorde mig opmærksom på ting, jeg enten ikke var bevidst om, eller som jeg altid havde gjort, hvilket var meget lærerigt i processen.

Livets lurvede udfordringer

Ternet Ninja er historien om drengen Aske og de udfordringer, man som 13-årig dreng møder i livet. Men er Aske-figuren en 1:1-fremstilling af den, som Anders fra Albertslund selv var som dreng engang?

”Jeg har placeret lidt af mine stand-up rants og mine måder at se tingene på i Aske-figuren, og derfor kan det måske nok være, at vi minder meget om hinanden. Men Aske er mere overskudsagtig, end jeg var, da jeg var 13. Jeg var nok mere en irriterende møgunge i den alder, tror jeg.”

”De fleste har nok været igennem den fase i livet, hvor man var lidt skvattet eller var på vagt, fordi nogen var efter en. Hvis skolens psykopat var efter mig – og det var de på skift – så var jeg vist selv ude om det.”

Ud over at undgå skolegårdens truende psykopater, hvad var så din største udfordring i livet som purk på Vestegnens vilde våger?  

”Jeg kan huske, at jeg havde en fornemmelse af ikke rigtig selv at styre showet. At man skulle alt muligt. Det havde jeg lidt svært med at indordne mig efter og være lykkelig i. Jeg synes ikke, jeg havde en afslappet, lyksalig barndom. Der var masser af action, og det var også sjovt, og jeg havde gode venner, så det er slet ikke, fordi jeg har haft en dårlig barndom på nogen måde. Men jeg gik tit og ønskede, at `når jeg en skønne dag bestemmer´…”

Og hvad er din største udfordring som mand i dag?

”Den største udfordring er vel nok at kunne forblive lidt barnlig”, griner Matthesen hjerteligt og forklarer:

”Det handler jo om at bevare legeglæden. Det er vigtigt, synes jeg. Når jeg i længere perioder, hvor man enten er meget fokuseret eller stresset, mærker, at man tilsidesætter netop det, føler jeg mig ikke glad og lykkelig længere. Jeg har et kæmpestort behov for at have det rart.”

”Mange tror, jeg er resultatorienteret, men for mig er det vigtigste, at processen er god, at man snakker ordentligt til dem, der er omkring en, at man har det rart sammen – og at det er morsomt. Hvis jeg skal skrive en bog, så skal jeg sidde rart, jeg skal høre noget god musik, drikke noget dejlig kaffe. Når jeg tager på kontoret, kan jeg godt lide, at det føles som at gå ind i et legeland. Jeg skal mærke, at det har været en hyggelig dag. Det vil jeg meget gerne forsøge at være trofast overfor, selvom det nogle gange godt kan være svært. Jeg har intet imod at knokle. Men det handler for mig om hele tiden at bevare et humør og en lethed, så det hele ikke bliver for surt.

Og så man ikke glemmer barnet i sig selv?

”Ja. For det kommer man jo hurtigt til.”

Du kender altså også til følelsen af, som far, at komme i børnenes institution, kigge på de andre forældre og føle sig som den lille, der bare er på besøg i de voksnes verden?

”Det er præcis sådan, jeg har det. Og det er en underlig følelse. Verden omkring os bliver mere og mere voksen med mere og mere ligegyldig snakken, hvor der bliver sagt ting blot for at lyde voksen og alt det crack. Det bliver sværere og sværere for mig at passe ind, for jeg har bare lyst til at råbe noget frækt og løbe. Det er ikke så nemt”, smiler den charmerende And.

Sjovt gebis og trylletænder

Barnligheden er i den grad bevaret i hr. Matthesen. Anders er blevet en multikunstner i ordets bredeste forstand. Knøsen fra Albertslund er mange ting, men fremfor alt så er han rigtig, rigtig morsom. Sjov er hans signatur, men har manden bag de mange grin så også altid vidst, at han ville vokse op og blive `ham den sjove´?

”Nej, det vidste jeg ikke. Men jeg har altid tænkt, at jeg var god til at optræde. Jeg ville altid gerne stille mig op og lave et show, spille sketches og parodier og musik til juleafslutninger eller efterårskoncerter på skolen. Det der med at optræde, at have generalprøve og lyset der blev tændt og så: Showtime – det har jeg altid været vild med.”

”Også da jeg rappede. Der endte jeg jo altid med at være sådan en slags sprechstallmeister. Vi havde jo ikke så mange numre, og nogle gange i starten var vi nødt til at spole kassettebåndet, fordi vi kun havde et enkelt track på hver side. Jeg tror, vi spolede i otte minutter, inden vi kunne spille det næste nummer, så det var bare noget med at stå og hive en sjov hat op af baglommen.”

Den lille entertainer?

”Ja, jeg har altid været meget besnæret af alt, hvad der mindede om de folk, der var rejsende i sjov og spas. De der dansktop orkestre, der turnerede rundt i en autocamper og havde ens tøj på, og som bare var i stand til at køre deres business helt selv. Det så virkelig meget besnærende ud, syntes jeg.”

”Jeg tænkte konstant på, hvordan jeg kunne lave show. Når jeg skulle på besøg et sted i byen med min mor, så pakkede jeg lige en kuffert med et sjovt gebis og nogle trylletænder. Og hvis nogen spurgte: `Nå, lille Anders, hvad har du så til os i dag´, ville jeg svare: `Sjovt du spørger´ – mens jeg smed tænderne i munden”, skræpper Anden om fordums tid med et smil om næbbet, mens han napper til dåsen med Cola Zero foran ham.

Fuck grinet

Der er en klar genkendelighed fra en 80´er-barndom på Vestegnen i bogen om Ternet Ninja, en genkendelighed, som er med til at lade melankolien møde massehysteriets latterkramper, når man læser den. Og måske netop derfor er Ternet Ninja lidt mere end bare jagten på et grin for Anders Matthesen.

”Det betyder meget for mig at kunne skrive noget, der rører. Og det gør mig glad, når du som gammel vestegns-dreng siger til mig, at du fornemmer Vestegnen i Ternet Ninja. Det er jo drømmen at kunne nå ud og røre folk, at lade folk finde genkendeligligheden i det, der formidles. For mig handler det om at være i kontakt med folk. Folk må meget gerne blive rørt og græde. Publikum behøver på ingen måde at skulle sidde og synes, at jeg er den sjoveste i verden.”

Men som komiker er det vel også altafgørende, om publikum griner?

”Ja, det var det meget i starten. Som komiker havde man jo bare at være verdens sjoveste mand. Men jeg går ikke længere så meget efter `det perfekte grin´.  Det er meget vigtigere for mig at lave noget nyt, noget med vækst og nærvær, og hvor processen lyder spændende. Hvis jeg blev spurgt om at lave undergrundsteater, hvor jeg skulle tale tysk og kun bevæge mig, når lyset blinker, så er det ligeså godt for mig som at lave noget, hvor man ligger og knækker sig af grin. For mig handler det om at røre noget i folk. Jeg gider sgu ikke udelukkende være komiker. Jeg har slet ikke noget behov for at være funny guy. Det er også derfor, jeg ikke er at finde i Min Søsters Børn eller alle mulige andre underlige julefilm.”

Du lader til at være meget tro mod den, du er? Ægte. Uden filter.

”På den måde ved man, at når man laver noget, kommer det fra en selv – hver gang. Jeg tænker, at hvis man tydeligt viser sine farver, så kan folk jo vælge til eller fra. Hvis jeg en skønne dag skal vride mig for voldsomt for at begå mig, og hvis det, jeg laver, pludselig er uinteressant for folk, så tror jeg, at jeg vil forsøge at forlige mig med tanken om at trække mig tilbage.”

”Jeg skal ikke have et otium som tv-vært eller sådan noget. Det siger jeg nu. Hvem ved, det kan være jeg pludselig får en inderlig lyst til at hygge om folk i et TV2 Charlie-show. Men jeg vil ikke bare holde gryden i kog. Jeg vil lave ting fra hjertet, og jeg vil ønske, jeg kan blive ved, til jeg dør, drage rund med et langt hvidt skæg og optræde på Café Paraplyen i Vejle eller noget. Det håber jeg sgu. Men hvis ikke jeg kan, så skal jeg på ingen måde slå knuder på mig selv for at passe ind. Det har jeg ikke lyst til.”

”Jeg har set mange ringvrag på min tur igennem årene, hvor jeg tænker, at der på tarveligste vis er blevet solgt ud af dem selv, og hvor jeg er blevet skuffet over at se, at den enkelte ikke har været tro mod den, jeg gik og troede, de var. Så hvis mit run slutter, så trækker jeg mig glædeligt tilbage, inden folk tænker: Skyd nu den stakkels, stækkede and og bring ham ud af sin egen elendighed.”

Hvad ønsker du dig egentlig til jul, Anders?

”Jeg ønsker mig intet. Ingenting. Det gør jeg virkelig ikke. Alt, hvad der hedder forbrug, er efterhånden fulgt af en dårlig samvittighed. Og hvis jeg virkelig står og mangler noget, har jeg det med at købe det med det samme. Så jeg skal altid vride hjernen, når jeg bliver spurgt, hvad jeg ønsker mig. Sokker kunne også være meget rart, ik´?”

”Jeg synes egentlig, det hele er stukket lidt af de sidste ti år. Det har gjort alt det der julepis en smule forlorent”, slutter Anders Matthesen og tager en sidste tår af dåsen, inden han er videre til hyggetid på kontoret, hvor han er i fuld gang med manuskriptet til Ternet Ninja 2…

5 fjer fra Anden

Peter Pedal eller Pippi Langstrømpe?

“Peter Pedal er lige cute nok. Jeg kan egentlig meget godt lide de gamle Peter Pedal bøger, men jeg bryder mig ikke om, hvad det er blevet til i dag, så det må blive Pippi.” 

Klar cola eller Jolly Time?

“Jeg kan faktisk ikke helt huske smagen af klar cola, men mysteriet omkring at den var klar var uomtvisteligt. Og med min hang til Cola Zero i dag, så springer jeg gerne på den klare cola.” 

Blæst eller regn?

“Regn. Jeg vil næsten sige regnvejr er mit yndlingsvejr. Kurosawa-blommeregn, hvor det bare høvler ned, kan jeg godt lide. Blæst derimod, er det eneste vejr, jeg har det stramt med. Jeg prøver ellers at være en, der ikke hyler, men lige nøjagtig blæst kan jeg ikke holde ud.” 

Flæskesteg eller medister?

“Det er to børn, som jeg ikke kan vælge mellem. Jeg er meget glad for al dansk mad, næsten alle traditionelle danske retter. Jeg kan godt lide en medister. Det må jeg sige. Men altså, flæskesteg på julemaner med brunede kartofler. Det er sgu en dejlig ret. Det skal vi da have til jul.” 

Adventsgaver eller traditionel julekalendergaver?

“Jeg er nok mere til adventsgaver. Men i vores curling-firma kører vi måske nok med en stor adventsgave – hver dag. Og så en Lego-kalender. 

Og en chokolade-kalender. Og også en nisse på trappen. Og en strømpe. 

Måske også lidt på loftet…”

Kendte, Liebhaverboligen har talt med, handler helst lokalt, hvor og når det kan det lade sig gøre. Det gælder både tøj, gaver, planter og udstyr til haven samt madvarer. Også hjemmebanens restauranter kan være sikre på besøg

Vi har hovedstadens bedste shoppingsted

Sofia Osmani, borgmester, Lyngby-Taarbæk:

”Uanset om det er tøj, boligartikler, gaver eller noget helt fjerde, er der altid en butik med netop det, jeg har brug for her i Lyngby. For Lyngbys centrum er hovedstadens bedste shoppingområde. Kombinationen af Storcentret, Magasin og de øvrige butikker på og omkring hovedgaden gør, at der er noget for enhver smag og mulighed for at shoppe uanset vejret.”

”På en god sommerdag er stemningen i hovedgaden med platantræerne helt sydeuropæisk. I regn og rusk er afstanden mellem butikkerne kort, og i Magasin og Storcentret er der altid tørvejr.
Læg dertil at der de senere år er skudt mange caféer og spisesteder op. Så kan shoppeturen byde på et hvil og lidt at spise og drikke.”

Mine haveindkøb foregår i Hørsholm

Erann DD, sanger og sangskriver, Vedbæk:

”Jeg elsker at komme hos Luberon i Hørsholm, som har nogle smukke rustikke krukker. Jeg går i det hele taget meget op i haven og dens planter, så Bo Grønt i Hørsholm er også et sted, jeg besøger ofte. Mit seneste yndlingskøb er min morgenkåbe fra Karmameju, som jeg købte ved en tur på Skodsborg Kurhotel. Mit private tøj køber jeg mest i London, hvor jeg har musikstudie.
Scenetøjet derimod får jeg fra den unge Gentofte-designer O Jardorfs onlinebutik
www.ojardorf.com.”

”Når vi i familien skal ud at spise, vælger vi gerne Sticks & Sushi på Rungsted Havn, og så køber jeg jævnligt pizza hos Costa Smeralda i Skovshoved.” 

Med konditori i Søborg vil jeg støtte det lokale

Katrine Foged Thomsen, konditor og indehaver af fem Grannys House-konditorier. Dommer i ”Den store bagedyst” på DR TV, Søborg:

”Da jeg selv driver forretning i Søborg, er jeg meget opmærksom på at støtte handelslivet her i nærheden. Desuden er jeg ikke så meget til nethandel, da jeg helst vil se, prøve og føle på tøj og ting, før jeg køber. Mad købes lokalt blandt andet i Ostedelikatessen på Søborg Hovedgade. Da jeg har en forretning i Torvehallerne ved Nørreport, tager jeg kød og grønt med hjem derfra.” 

”Mit eget tøj køber jeg ofte hos Karin & Co på Søborg Hovedgade. Skal jeg finde en gave til min mand, bliver det også hos den lokale Tøjekspert herretøjsforretning, som jeg helst vil støtte. Det samme gælder gaver, som enten købes i Søborg eller Lyngby.”

Liebhaverboligen har bedt fem kendte Charlottenlund-borgere om at udpege deres foretrukne plet i området.
Her slapper de af og nyder naturen, havet og bylivet

Ned i bølgen blå hele året rundt
Henrik Koefoed, skuespiller og én af Ørkenens Sønner.

Hvor er dit bedste sted i Charlottenlund?

”For 25 år siden, før det blev moderne at vinterbade, meldte jeg og min kone os ind i Charlottenlund Søbad. Vi er kommet der lige siden flere gange om ugen både morgen og om formiddag på alle årstider. Selv når vandet er under seks grader, dypper jeg mig i det. Bagefter går jeg i sauna, og det giver et kæmpe velvære.”  

Taler du med andre badende?

”Der er en fast flok af mennesker af alle typer og aldre, og det er fedt. Nogen gange er man i humør til at snakke, andre gange ikke. Det er ok, for at-

mosfæren er afslappet. Man kan være i fred, hvis man vil det, og være social hvis man føler for det.”

Hvad er godt ved stedet?

”Det er et privilegium at bo så nær på havet og nyde turen ned til vandet gennem skoven. Så det er også i høj grad naturen og ”diamanterne på havet,” man drages af.”

Et miks af mange forskellige butikker
Henrik Aagaard, købmand og bestyrelsesformand for Alléforeningen.

Hvad er dit foretrukne sted i Charlottenlund?

”Det er uden tvivl den hyggelige handelsgade Jægersborg Allé, hvor jeg har haft min gang på alle hverdage i 18 år. Før den tid arbejdede jeg i Bagsværd. Hele miljøet, stemningen og gadens hyggelige specialbutikker tiltaler mig.”

Handler du der også selv?

”Ja når jeg skal bruge tøj og især gaver, køber jeg dem her i gaden. Som regel står ejeren selv bag disken, og der er personlig kontakt modsat i et center. Her findes varer, man ikke ser andre steder, fordi forretningerne ikke er kædebutikker. De har deres egen profil. Her er et godt miks af mange forskellige specialbutikker, og så er her ikke de mange ledige lejemål, man ser i visse byer.”  

Hvad er særligt ved gade og butikker?

”For at butikkerne skal overleve og ikke blive ædt op af nethandel, skal de lokale komme der. Og det sker også, for kunderne lægger stor vægt på personlig kontakt og service. Det kender jeg fra mit daglige arbejde, hvor kunderne kender mig og kan lide at se chefen i butikken.”  

Bad fra vikingebroen betyder nye kræfter
Lone Hertz, skuespiller og foredragsholder.

Hvad er dit favoritsted i Charlottenlund?

”Foruden mit lille hus ud til vandet i Strandlund og Emmerys på Strandvejen, hvor man kan få god kaffe, er det helt klart Vikingebroen for vinter-
badere ud for mit hjem. Her bader jeg alene i måneskin eller om aftenen. Stedets sauna bruger jeg aldrig og benytter mig heller ikke af selskab med andre vinterbadere. Det er hyggeligt at være social men med 50.000 km i bil for at tage ud til foredrag landet rundt og desuden spille teater og konstant være omgivet af mennesker, har jeg brug for at være mig selv og rense hjernen, når jeg er hjemme.”

Hvordan fandt du din yndlingsplet?

”Jeg havde købt det lille hus til mine forældre. Og da de gik bort i 2002, prøvede jeg at flytte ind.
Jeg skulle se, om jeg kunne med de mange minder, der var. Siden 1987 havde jeg boet i en stor villa med ti værelser på Viggo Rothes Vej. Men det blev for omfattende at holde med at skovle sne og rive blade i haven.” 

Hvad kan du lide ved broen?

”Ved siden af den smukt beliggende Vikingebro er der en restaurant, som kan anbefales. Som vinterbader kaster jeg mig ud i det ofte kolde vand hver dag året rundt og stiger op igen som et nyt menneske. Det er for mig som en dåb, en dyb renselse og en ny opladning. Badningen og stedet er et kick, der giver mig nye kræfter.” 

Lever med fredfyldt skov i sin baghave
John Krøigaard-Larsen, indehaver af Theis Vine på Charlottenlund Stationsplads.

Hvad er dit favoritsted i Charlottenlund?

”Jeg kan allerbedst lide at komme i Charlottenlund Skov og tilbringe noget af min fritid dér. Det jeg bedst kan lide ved skoven er, at den er så smuk og fredfyldt i et ellers tæt bebygget og travlt område. Det er så let at komme dertil og ikke en længere rejse og et projekt at komme en tur i skoven.” 

Hvordan opdagede du stedet?

”Det er ikke så svært, for jeg er så heldig at bo, så jeg har skoven lige op til min egen baghave og kan gå direkte ind.”

Hvor ofte kommer du der, og er det alene eller sammen med andre?

”Jeg besøger skoven flere gange om ugen. Ofte er det sammen med mine børn for at lege. Desuden løber jeg jævnligt rundt om skoven for at motionere.”

Godt at få reddet byens grønne perle
Niels Nørgaard, forlægger på Strandbergs Forlag. Initiativtager til Forstbotanisk Haves Venner.

Hvad er dit favoritsted, og hvordan fandt du det?

”Forstbotanisk Have ved Charlottenlund station. Jeg gik tur med mine drenge i barnevogn i de år, hvor Landbohøjskolen leverede nøglen tilbage til skoven men uden vedligeholdelsespengene. Skovrideren blev så sur, at han fjernede hegnet om haven og indikerede, at så kunne den lige så godt falde tilbage til skov lige som på den anden side af gaden. Da blev jeg klar over, at noget måtte gøres. Og så fik jeg idéen til Forstbotanisk Haves Venner.”

Hvordan fik du en forening stablet på benene?

”Jeg startede Facebook-gruppen Forstbotanisk Haves Venner. Vi måtte etablere en egentlig forening med CVR-nummer, vedtægter, stiftelse og hele molevitten. Da vi begyndte at få støttemidler fra fonde, købte vi blandt andet haveredskaber for pengene.”

Kommer du der stadig?

”Jeg kommer der mange gange om året. Blandt andet når jeg i forbindelse med Gentoftes kulturdage eller Gentoftenatten giver en hånd med ved afvikling af arrangementerne.
Vi har netop taget initiativ til en foto-kalender, der viser haven i hver af årets 12 måneder. Der er altid noget flot at se på og noget, som blomstrer på alle årstider. Overskuddet fra kalendersalget skal gå tilbage til venneforeningen og dens arbejde. Det er udover vedligehold afholdelse af arrangementer, hvor vi byder på lidt vådt og tørt under de grønne kroner.”

Hvad kan haven give områdets beboere?

”Forstbotanisk Have blev grundlagt for over 175 år siden og indeholder en mængde gamle, store og sjældne vækster. Der er en fredfyldt atmosfære, når man går rundt og nyder de forskellige dele af haven. Der er info-standere ved et dusin træer, så man kan læse om dem, lige som der er skilte på de fleste planter, så man kan se de latinske navne, og hvornår de er plantet. Børnene elsker historien om blandt andet Abetræet, og heldigvis lægger mange skoleklasser vejen forbi.”