Fra den 15. september står Tammi Øst på scenen på Husets Teater som … Richard III. Hvordan hænger det sammen, at en (med hendes egen ord) ”halvgammel kælling” skal spille Shakespeares mest rendyrkede skurk?
Er der en pointe med, at en kvinde skal spille Richard III?
Det er ikke sådan, at vi slår på, at jeg er kvinde. Det understreger måske mere, at Richard er et menneske, end diskuterer, om det er en mand eller en kvinde. Der er helt sikkert nogen, der vil tænke, ’hvorfor skal sådan en halvgammel kælling spille Richard III’? Det er Jens (Albinus, red.), der har tænkt, det ville være interessant at lade mig gøre det og se, hvad det gjorde ved rollen.
Når det kommer til brutale magtmennesker – er der så forskel på kønnene?
Det tror jeg ikke. Der har historisk været forskel på mænds og kvinders muligheder for at udøve brutal magt. Kvinder kan være grusomme på deres egen måde.
Er der en kvinderolle (hos Shakespeare), der kan matche Richard?
Kun Lady Macbeth, der skubber sin mand frem. Men Marquise de Merteuil i ”Farlige forbindelser” kunne være et godt eksempel på en kvinde, der bruger andre mennesker i sit spil.
Har Richard en parallel i dag?
Det vil jeg ikke pege på. Hvis vi gør det, så moraliserer vi, og det vil gøre historien mindre. ”Richard III” er en myte; en historie, der er blevet digtet videre til et billede på ekstrem ondskab. Når vi bliver præsenteret for det mytestof, så vil det naturligt vække til eftertanke og sammenligning … om vi nu vælger at se Trump eller Erdogan eller en anden diktator.
Der spares på kunsten (2 % årligt) – hvad skal vi med den?
Vi ved, at vi har brug for kunst. Hvad enten vi ser TV, går i teatret eller på museum eller hører musik, så er det næring til vores tankestof. Ånden skal have næring – ellers bliver den stupid. Nogle gane skal vi udøvende så ud på en søgning: prøv det her; er det noget for dig? Og hvis ikke, så må vi prøve noget nyt. Det har sin pris.
Hvad med balancen mellem at udfordre og underholde?
Det er lige præcis den streg, vi altid går på. Vi vil underholde publikum, så vi pludselig kan slå kloen i dem og udfordre dem. Det ligger i teatrets to masker, den glade og den vrede.
Det var så sommeren 2018 – hvad opsummerer den for dig?
Første år i nyt sommerhus, bygning af anneks og at lære ”Richard III” udenad i meget høje temperaturer.
Og hvor mange is fik du spist?
Det er svært at svare på. Ikke over 10, tror jeg. Til gengæld har jeg lavet en masse danskvand på vores Sodastream.
Istiden har ansvar for Søllerøds bakkede terræn med søer og moser, som gør områdets natur attraktivt. Efter år med forurening og menneskeskabte problemer er det i dag muligt at bade og fiske
Vand – såvel hav som fjorde og søer – har altid virket tiltrækkende for mennesker at bo og færdes ved. Således også i Søllerød hvor adresser omkring søen hører til de mest attraktive. Dertil kommer flere fredede moser, som er en rekreativ gevinst i naturen omkring byen, hvor man kan færdes gående, løbende, cyklende og med og uden hund!
Er man ikke så heldig at være ejer af have og badebro direkte til søen, er der gode bademuligheder fra Søengen, som er en sidevej til Øverødvej. Og det benytter en del sig af, bortset fra når blågrønne alger har forhindret det i århundredets varmeste sommer. Søen har ellers lidt en krank skæbne i fortiden, fortæller biolog Marianne Villumsen, som er aktiv i Danmarks Naturfredningsforenings lokale vandgruppe.
Søllerød Sø var i en årrække fra 1850’erne til 1970’erne stærkt forurenet af fosfor og andre kemikalier, som resulterede i iltsvind og et tykt lag organisk bundmateriale. Synderen var dampvaskeriet Sødal ved søens østlige bred og fra år 1900 vandskyllende toiletter og andet husholdningsvand fra villaerne, som blev ledt urenset ud i søen. Godt nok blev der bygget et rensningsanlæg, men det var helt utilstrækkeligt og er for længst nedlagt. I dag tillader vandkvaliteten både badning og fiskeri. Nu lever ferskvandsfisk som suder, gedde og aborre igen i søen og kan fiskes af folk med fisketegn!
Søllerød Sø er en såkaldt langsø og den dybeste del af en tunneldal, dannet i den seneste istid for 15.000 til 20.000 år siden. Det skete ved, at smeltevand skar sig ned i moræneler i Søndersødalen. Søen er 13,4 hektar og ni meter dyb og er den østligste sø i Mølleåsystemet med forbindelse mod vest til Furesøen via Vejlesø i Holte. Søen modtager vand fra vandløb i Søllerød Kirkeskov og Kalvemosen.
Smukke moser
Attemosen mod nord og Vestermosen mod nordøst er også del af tunneldalen fra istiden, og de er omkranset af marker og enge. Kighanerenden – også kaldet Kigrenden – udspringer af Attemosen med afløb til Øresund. Renden, som er en naturlig bæk gravet dybere og rettet ud for at afvande de tidligere dyrkede enge, er blevet restaureret og har fået udsat ørredyngel til fiskeri. Marianne Villumsen fra Danmarks Naturfredningsforening Rudersdal er dog endnu ikke helt tryg:
”Ved kraftig regn er der i kommunen stadig 109 steder, hvor der sker overløb fra kloaker af urenset spildevand. Og sådan er det også i Søllerød Sø. Kommunen har nu fremlagt en plan for at komme problemet til livs, så mængden af overløb forhåbentlig nedsættes i fremtiden. De vil fremlægge den for os, og vi ser frem til, at planen sættes i værk”.
Grundejere bader og fisker fra egne bredder og badebroer.
Alle andre kan bruge Søengen på søens nordside ved plejehjemmet Skovbrynet.
Tiltag mod forurening har forbedret vandkvaliteten. Der kan bades og fiskes i Søllerød Sø, og ørredyngel er udsat i Kighanerenden, som udspringer af Attemosen.
Bogen In My Blood er kokken Bo Bechs egen nye beskrivelse af den rejse, det har været at skabe hans restaurant Geist. Men hvem er manden bag maden på den eksklusive restaurant på Kongens Nytorv i København egentlig i virkeligheden? Den verdensberømte, danske kok, Bo Bech (46), lyser op, når han byder velkommen til en snak om Geist – restauranten, der indtil videre lader til at være den madglade og køkken-ekvilibristiske Sundbydrengs livsværk. Han har lagt sin sjæl i stedet og vil gøre alt for, at gæsten møder mennesket bag maden, hver eneste gang en tallerken stilles på bordet på Geist.
Mange kokke går rundt med en drøm om sit eget, om at panere sit navn fast på den store kulinariske stegepande og lade sig bedømme af en gourmetverden og dens Michelin-stjerner. Bo Bech befinder sig tilsyneladende midt i den drøm. Han har startet restauranter op i både ind- og udland, han har lukket dem igen, startet nye eventyr op, finpudset i flere år på sin karrieres livsværk Geist, og inviteres nu jævnligt rundt på kloden som mesterkok og introducerer sin kogekunst til en verden udenfor andedammen. Er det udelukkende et unikt talent for madlavning, eller er held en ingrediens i den ret, der hedder Succes?
”Når man når langt nok i mit fag, så bliver man så privilegeret, at man inviteres ud i verden for at lave noget af den mad, som de er fan af. Og når man så er der, vil de gerne matche dig og tager dig rundt til mange forskellige steder som et udtryk for den respekt, de har for én. Det lyder søvnigt og højtideligt, men det handler om at favne et nærvær.”
Så du føler dig ikke heldig?
“Nej, privilegeret. Se her: Luck is the consequence of good intentions. Jeg har aldrig hørt en mere velformuleret sætning. Hvis man har en god intention, så skaber man muligheden for, at heldet kan opstå. Og det kan man blive god til. I madlavningen er det hele tiden den gode intention, du søger, for at være så heldig at kunne få tingene til at mødes på en tallerken.”
Barndommen; tiden før en snack var en snack
Bo Bech afslører i In My Blood lidt af, hvem han er, gennem et ’spørgeskema’ skabt af den verdensberømte franske forfatter og digter, Marcel Proust, samme Proust, der forfattede På sporet af den tabte tid, og som skabte erindringsbegrebet Madelainekagen, der kort forklaret er opdagelsen af en erindring gennem en sanselig oplevelse, som for eksempel at smage på noget, der vækker minder – et sensorisk missil, som Bo selv kalder det, når jeg spørger til, hvilken ret der står for noget særligt og personligt for ham.
”Du spørger mig om følelsen af smag. Og jeg fornemmer, at du spørger, om det er det, jeg jager. Det ved jeg ikke. Men jeg husker, at jeg som barn kom ud til køkkenbordet og sad der, mens mine forældre lavede mad. Det var et rart sted at sidde. Min mor eller far ville lægge en lille ting foran mig, som jeg i dag nok vil kalde for en snack – men det var før, jeg vidste, at en snack var en snack.”
”Det var på en måde en indvielse. Om det var tomatsuppe eller hakkebøf eller en kartoffel med groft salt, så var øjeblikket selve følelsen af kærlighed, før jeg kendte den egentlige følelse af kærlighed. Og først 30 år senere gik det op for mig, hvad det var, de gjorde ved mig dengang, da de serverede snacks under madlavningen.”
Får du stadig en snack, når du er hjemme på besøg i dag?
”Ja da. Der er da ikke noget bedre. Og det allerbedste ved at spise hos sine forældre er, at de altid laver for meget. Med for meget mener jeg, at det var, som om der kom flere familier og spiste med, selvom det bare var os. Men så røg det i køleren, og dagen efter kunne morgendebatten gå på, hvem der havde været på rov om natten, og hvorfor der ikke længere var svær på flæskestegen, og hvorfor det var ulækkert at dyppe sværen i saltkarret i stedet for at drysse det på. De lavede god mad, selvom jeg kommer fra et kartoffelhjem. Min far ville altid efter 29 dage med kartofler og en dag med ris spørge, hvornår vi skulle have kartofler igen.”
Hvad siger dine forældre til at komme på Geist?
”De er de største fans. Man bliver jo næsten pinligt berørt. Alt er fantastisk, og hvis du spørger dem, så er alt her jo nærmest rørt af Guds hånd. De siger hele tiden, at de er lykkelige over, at deres søn er lykkedes – og jeg rødmer. For jeg er ikke fine dining. Jeg kommer stadig fra et kartoffelhjem i Sundby på Amager. Jeg har bare en uforståelig æstetisk sans, som hverken jeg eller mine forældre forstår, hvor er kommet fra.”
Mohammed Alis plads på toilettet
Geist er en rejse for Bo Bech. Det er det egentlig også for alle andre, bare man skal en tur på toilettet i restauranten. Men det er en rejse, der først går ned ad trappen og så tilbage i tiden. For her er det hverken cool lounge musik eller kønsløs elevatormuzak, der kilder i højtalerne i loftet, mens der besørges. Det er derimod lydsporet til The Rumble in The Jungle, den historiske boksekamp i Zaire mellem to af sportens allerstørste personligheder, Mohammed Ali og George Foreman. Men selvom det umiddelbart kan virke aparte at placere det medrivende kommentatorspor til en af sportsverdenens syv vidundere på et mørkt toilet i en kælder i det indre København, looper lyden af denne episke kamp alligevel af en årsag.
”Første gang, jeg blev ’vækket’ som barn, var, da min far bankede på min dør til mit værelse og sagde; ’Bo, jeg synes, du lige skal komme og se det her’. Og så satte vi os sammen foran fjernsynet og kiggede på, at Mohammed Ali boksede. Det var ikke The Rumble in The Jungle vi så, der var jeg kun to år gammel, men det var et par år senere, og det var Mohammed Ali.”
”Vi sad og så på bokseren, på mennesket, og alle de fagter og optakter, der hørte til. Så fulgte vi kampene, de elegante bevægelser, den flotte teknik – og bagefter gik vi i seng. Efterfølgende talte alle om det, om hvad der var gjort og ikke var gjort, om hvem der vandt, og hvem der tabte. Det var en social begivenhed. Og det gjorde kæmpe indtryk på mig.”
”Da vi så skulle åbne restaurant Geist, ville vi lave et sted, hvor vi kunne forene flot mad med livlige armbevægelser. Normalt, når man spiser ude, vælger man mellem præcisionen og hygge – det maskuline og det feminine. Hvis det er enormt godt og fint, er det oftest kedeligt, og hvis det er sjovt, betyder det som regel, at det er dårligt. Vi ville skabe den umulige kombination. Og The Rumble in the Jungle har essensen af det – essensen af den umulige kamp. At den kører løs i højtaleren på toilettet, er en skjult anekdote til dem, der vil fange det. Og så er det jo også bare humor.”
Tigger om blåskimmel
Det er min opfattelse, at kokke i Bo Bech-kaliberen ofte er meget kreative, nærmest frygtløse, i deres tilgang til nye opdagelser og nye kombinationer af madvarer i de retter, som de opfinder. Jeg snubler over et madbillede i den nye bog om Geist, en ret, der er på menuen i restauranten, og jeg kan ikke lade være med at spørge Bo om, hvordan i alverden man kommer på kombinationen af hvide aspargeshoveder med chokolade og blåskimmelost?
Mit spørgsmål efterlader ikke blot et svar – det afkræver en smagsoplevelse, mener manden bag retten, og kort efter bringes en lille plastikpose op fra kælderen og hen til bordet, hvor vi sidder. På posen står der Marts, 2018.
”Det her er fermenterede hvide aspargeshoveder. Vi har taget hovederne af, lagt dem helt rå ned i plastikposen sammen med salt og smørvalle – det er den saltede væske, der er i smør – og har ladet dem ligge der i flere måneder.”
Bo penetrerer det gennemsigtige plastik med en kniv og flår et aspargeshoved ud af posen.
”Lugt! Smag! For mig associerer det til penicillin, ikke medicinen, men det blåskimmelagtige. Det er en hvid asparges, og den smager af hvid asparges. Men det er, som om den fortæller mig, at der er noget blåskimmel i den, og at den derfor gerne vil være sammen med blåskimmel. Er det helt sort?”
”Når jeg smager på noget, har jeg et helt bibliotek i mine sanser. Det er som en nål i en høstak; der er 1000 veje at gå, men spørgsmålet for mig er, om jeg skal finde det genkendelige, og lade det arbejde sammen, eller om jeg skal save det hele midt over. Skal smagen løftes op, så den dominerer, eller skal den tæmmes? Der er så mange muligheder i det scenarie, og her vælger jeg at sige, at dén asparges tigger om at få blåskimmel med sig.”
Mr.Olafur Eliasson på en tallerken
Når man bladrer i In My Blood, er det tydeligt, at Bo Bech har været mere end bare heldig med at få tingene til at mødes på tallerkenerne, men også at han er fascineret af andet end madkunsten, at han ligefrem bliver inspireret af kunstverdenen udenfor køkkenet og lader det influere på egne gastronomiske fiksfakserier hjemme på Geist på Kongens Nytorv.
”Jeg finder faktisk inspiration i alt omkring mig. Modsat langt de fleste følger jeg ikke den identitetsløse formular om det sure og det søde og det sprøde og det bløde, der med garanti vil falde i folks smag. Jeg ønsker derimod at åbne op for noget, der er mere privat. Det er langt fra bedre eller mere velanset end det konforme, men det er en måde, hvorpå man kan sige, at jeg ikke er bange for at tage mig selv med ind på tallerkenen. Jeg vil gerne have, at når du ser tallerkenen, så møder du mig.”
Mr.Kan du forklare det nærmere?
”Når man laver mad, går man besynderligt nok op i fysik, man går op i størrelse; enten skal det være småt, eller også skal det være stort. Alt derimellem er for mig på en eller anden måde både fladt og karakterløst. Jomfruhummer er en meget forfængelig råvare. Størrelsen på jomfruhummeren afgør hele tiden rettens visuelle udtryk. En dag var jeg så irriteret over at være taget til fange af naturen. Jeg måtte bare eliminere den provokation af fysik, som jeg hele tiden kæmpede med. Jeg kaldte folk sammen og sagde: ’Fuck størrelsen, vi chopper dem bare op, smadrer dem ud på tallerkenen som en rå tatar, så man kan ikke se, om det har været store eller små’.”
”Og så kom jeg til at tænke på engang, da jeg var med ude på en fiskekutter, hvor hovedet blev revet af den netop fangede hummer, og så skulle jeg ellers bare suge hjernen ud af den. Det var som at blive snavet i gulvet af en jomfruhummer. Det var brutalt ægte på den måde, hvor man først er lidt bange, men hurtigt finder ud af, at det ikke gør én noget.”
”Jeg opdagede, at fedme stopper smag, at det gør den langsommere. Og da så jomfruhummeren bagefter mødte det cremede fra hjernen, fik jeg følelsen af at have fløde i min mund, og at smagen forblev der. Jeg måtte have fedmen med på tallerkenen med hummeren, følte jeg, og tænkte med det samme på mormordressing nummer et; citron i fløde. Og så havde jeg min ’jomfruhummerhjerne’.”
”Nu havde jeg min lyserøde grød og den hvide klat – to elementer på samme tallerken, der ikke taler sammen. De er fjender, så der måtte skabes en bro, der kunne få dem til at arbejde sammen. I dét øjeblik kom jeg til at tænke på Olafur Eliasson og hans værk The Weather Project, som jeg havde set på Tate Modern i London. Der lå man pludselig og turde med ét være langsom midt i byen med dens høje puls under en kunstig sol og hvile i en diset luft, som lå man på en strand og dasede.”
”Hvordan får jeg det støvede med i retten? Og farver? Farverne er vigtige, og så tænkte jeg på hibiscus, som jeg lige havde opdaget på en rejse til Mexico. Alt dette er mine krumspring for at forvirre mig selv, så jeg gør noget, jeg ikke ville kunne i en kontrolleret tilstand. For med min klassiske uddannelse ville jeg aldrig være i stand til det, hvis ikke det var for de krumspring, jeg lige beskriver. De er som et værktøj til at sløre mig selv, bevæge mig ud af skallen og væk fra det konforme for, at det er mig, der ses på den tallerken, der serveres.
5 stk. uspecificerede spørgsmål til Bo Bech
Formel 1-kører, Kevin Magnussen, eller tidligere Formel 1-ikon, Ayrton Senna?
”Ayrton Senna. Helt klart. Jeg var jo barn, da racerkøreren, Senna, bragede ind i mit hoved og gjorde mig bevidst om, hvem han var. Det var en tid, hvor jeg som barn fulgte Formel 1-sporten, og jeg havde en alder, hvor jeg ledte efter helte. Jeg glemmer aldrig, da jeg, efter at have overværet et løb i regnvejr, hørte begejstringen fra kommentatorerne, mens de fortalte om, hvordan Senna havde flået alle formodninger fra hinanden om, hvad man måtte og kunne i sporten. At have det mod, han havde, inspirerede mig helt vildt.”
Forret eller dessert?
”Hovedret.”
Kunstneren, Olafur Eliasson, eller maleren, Pablo Picasso?
”Det må være Picasso. Også selvom jeg faktisk har lyst til at sige Olafur Eliasson. Men Olafurs kunst er matematisk kunst, der prøver at skabe intellektuelle følelser, hvorimod Picasso var en levemand. Derfor Pablo Picasso. Han virkede som et menneske, der turde føle, turde hore.”
Digterne H. C Andersen eller William Shakespeare?
”Ingen af dem, egentlig. Men hvis jeg skal vælge, vil det være H.C. Andersen. Shakespeare er så voldsom og så fjernt fra Amager, som noget overhovedet kan være, at der ligefrem er tale om et fravær, synes jeg. Derimod fik jeg læst H. C. Andersen op som barn, og jeg kan huske mange af historierne. De sidder socialt tatoveret på mit skelets DNA.”
Kartoffelmad eller Dyrlægens natmad?
”Bare det, at et ord hænger sammen med ordet natmad, gør, at det altid vil blive det ord, jeg vælger. For mig er natmad det ærligste øjeblik, der kan være mellem to mennesker, da natmad tit og ofte er noget, der hænger sammen med et andet menneske. Natmad er, at man zoomer ud fra begivenhederne og skaber en tosomhed, og hvor man ligesom siger; ’skal vi ikke lave en hule sammen?’ eller ’jeg er ikke klar til at lukke øjnene, lad os ligge lidt i ske’.”
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2018/09/SLIDE_Bo_Bech6T9A0407.jpg309620Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2018-09-07 09:00:412018-09-07 09:24:30Masser af beGEISTring i blodet
Det er Sofie Lassen-Kahlkes mantra, at ’man skal aldrig sige aldrig’. Til at spille revy. Til blive cand. jur. Til endnu engang af spille Anja i ”Kærlighed ved første hik” over for Robert Hansen. Denne gang som musical og i rollen som voksen Anja, mens en ny skuespiller optræder som hendes unge alter ego. Men …
– Nu får vi en ny Anja og en ny Viktor, så måske bliver ”Kærlighed ved første hik” genindspillet. Så kan jeg spille moderen, ler Sofie Lassen-Kahlke.
For hende er der et klart før og efter Anja.
– Efter ”Kærlighed ved første hik” blev jeg en del af alles bevidsthed, en, som alle kendte. Jeg blev et ’navn’. Så Anja har betydet alt for min karriere.
Sofie og Robert
– Anja-figuren har ligesom jeg haft en ungdom, fået børn og er blevet gift. Men jeg har bestemt haft et liv ved siden af. Robert og jeg har et helt specielt bånd. Vi har gået igennem både godt og ondt lige siden vores ungdom, og i nogle tilfælde kun med hinanden som vidner. Vi boede sammen i L.A. i fire måneder, da vi gik på skuespilleruddannelse derovre.
– Vi ses ikke hver dag – der kan gå år imellem – men når vi så arbejder sammen, er der straks den tætte forbindelse. Det er lidt søskendeagtigt.
Uskyld og nostalgi
For en yngre generation er det måske nødvendigt at forklare om en mere uskyldig tid med én TV-kanal, ingen Tinder og Snapchat. Selv mener Sofie, at den uskyld er en del af Anja og Viktor-seriens holdbarhed:
– Jeg er selv til ”Matador” og gamle Ghita Nørby-film. Dem, hvor hun møder en mand i kedeldragt, og så bliver de vildt forelskede. De film kommer til deres ret i en tid, hvor der er tusindvis af andre tilbud. Det er noget forældre kan se sammen med deres børn.
– Nogle gange siger jeg til mine børn, at ’hvis I vil se TV i aften, så skal det være en gammel ”Far til fire”, fortsætter hun. – Jeg vil gerne have, de får et forhold til dem. Vi var på New Zealand i autocamper for et år siden, og når det regnede, lå vi i camperen og så gamle ”Far til Fire”-film eller ”Olsen Banden”. Pisse hyggeligt!
Mænd og barsel
På et punkt kan man dog sige, at serien var forud for sin tid. Det ender faktisk med, at det er Viktor, der tager barselsorlov. Først dette forår har EU vedtaget en forordning, der går 2 måneders barselsorlov obligatorisk.
– På en måde er det meget godt. Det bliver sat på dagsordenen, at det er et valg, som mænd tager og sætter karrieren på stand-by. Det er stadig ikke normalt i dag. Jeg kan faktisk godt lide, at mændene bliver sparket lidt ind i kampen. Jeg kan bedst lide at leve i et samfund, hvor der bliver tænkt sådan. Selv om det måske ikke er den form, der vil fungere bedst i alle familier.
Nu er Sofie selv i mål med mand og børn, men mange kvinder vælger i dag alenemor-rollen og kunstig befrugtning.
– Mænd tænker måske mere her og nu, hvor kvinder tænker i kasser med en plan for de næste ti år – bl.a. fordi det biologiske ur tikker. Vi tænker, at vi gerne vil have børn inden vi fylder 40 (før var det 30). Derfor giver den beslutning mening.
– Men der er jo ikke ligestilling på området, for mænd kan ikke træffe den samme afgørelse. Jeg synes lovgivningen burde følge med, så der også var mulighed for homoseksuelle mænd for at stifte familie. Der synes jeg, vi er bagud.
Prioriterer børnene
Sofie selv har ikke haft nogen forkromet plan om at hun skulle have mand og to børn, inden hun fyldte 30. Det blev lidt senere.
– Men jeg tror, jeg ville være blevet ulykkelig, hvis jeg ikke havde fået børn. Det har været en uudtalt drøm for mig.
Tid med børnene er i det hele taget en prioritet i Sofies liv nu om dage. Så er der andet, der må vente. Hjemme hos hende er det hendes mand, der er den huslige.
– Vi har rengøringshjælp, men han synes, der også skal støvsuges imellem. Jeg ser simpelthen ikke behovet. Det er ikke noget, jeg stresser over.
Børnene bliver også tænkt ind i Sofies karriere. Sofie var en af de oprindelige City Singler, men stoppede i gruppen efter syv år.
– Jeg elskede det, siger hun. – Jeg har lavet City Singler, mens jeg var højgravid, og mens jeg havde små børn. Det var hårdt. Anne Louise Hassing og jeg forlod gruppen samtidig, men hun er med igen i den seneste konstellation.
– Jeg tænker min mor-rollen ind i alle beslutninger. Når jeg har lyst til en ting, så tjekker jeg lige mentalt, om det passer med børnenes behov. Jeg kan godt have lyst til at sige ja til et weekendjob. Men hvis det ikke passer, at mor er væk en hel weekend, så siger jeg nej tak.
Springer ud i det
– Lige nu har jeg ”Kærlighed ved første hik – musicalen”, først i Tivoli og siden på turné, og til næste sommer har jeg for første gang sagt ja til at spille sommerrevy, nemlig i Odense Revyen med bl.a. Niels Olsen og Vicki Berlin. Det er lidt angstprovokerende. Det er som at spring ud uden at vide, om jeg kan bunde. Jeg har før sagt nej tak til revyer. Men med det hold havde jeg bare ikke lyst til at sige nej. Det er sundt ikke altid at blive inden for ens comfort-zone.
Eller som Sofie altid siger: Man skal aldrig sige aldrig. Det gælder også Sofies jurastudium, som nogle år var sat på stand-by:
– Jeg startede, da jeg var 19 år. Mine venner søgte alle ind på uddannelser. Jeg vidste ikke op eller ned på det tidspunkt. Jeg følte ikke trang til at søge ind på teaterskolerne, så det blev jura ligesom mine forældre. Jeg troede måske, det var for et halvt år, men så fik jeg mine bedste veninder der, og så fortsatte jeg – mest for det sociale liv. Jeg havde sat det hele på hold, men så kom studiefremdriftsreformen, og så valgte jeg at fuldføre med et speciale i medieret. Det hang lidt sammen med skuespillet.
– Jeg har aldrig brugt det professionelt, men det har betydet meget for mig som menneske. Jeg er blevet klogere på mig selv af at have skrevet speciale.
Ungdommens valg
– Jeg har ingen drøm om, at mine børn skal gøre som jeg. Jeg har været heldig, men det har været et liv, hvor jeg kun vidste, hvad jeg skulle lave et halvt år ad gangen. Før tænkte jeg tit: hvad nu? I dag er jeg ikke panisk, Jeg har en tro på, at det nok skal komme.
– Hvis der en dag ikke er bud efter mig mere, vil det være spændende at finde ud af, hvad jeg så skal lave, fortsætter Sofie. – Min store drøm er at skrive en roman. Så kunne jeg jo kaste mig ud i det.
– Der er nogle år til, at mine børn står med de valg. Lige nu ved jeg ikke om de er type til uddannelse og fast arbejde eller er mere som mig.
Den nye musical om Anja og Viktor foregår på to plan – med Sofie Lassen-Kahlke og Robert Hansen som de voksne, der tænker tilbage på de begivenheder, der bragte dem sammen. Men hvis Sofie nu i den virkelige verden kunne møde sit unge jeg … hvilket godt råd ville hun så give sig selv med på vejen?
– Rejs endnu mere end jeg har gjort. Jeg har bestemt både festet og danset på bordene i min tid. Jeg fik ikke børn specielt tidligt. Jeg elsker stadig at rejse, også med mine børn. Men til veninder, som endnu ikke har fået, siger jeg: rejs mere – det er bare nemmere, når man er ung, og når man ikke har børn. Åh jo … og: søg ind på skuespillerskolen!
– Jeg er så glad for, at jeg ikke er vokset op med de sociale medier. Mine børn oplever det. Vi bliver hele tiden konfronteret med, hvad andre laver; om de er til fest eller koncert eller noget. Det er svært at trække stikket, fordi man hele tiden bliver konfronteret med, at man går glip af noget, hvis man ikke tager med. Jo, jeg har en Instagram-profil, men jeg gør en dyd ud af ikke altid at være på.
– Jeg synes ikke, jeg er gået glip af noget. Jeg har haft nogle vilde oplevelser med at starte en filmkarriere tidligt, men jeg har også haft et almindeligt ungdomsliv.
De tre bedste ting ved at være kvinde og mor (i modsætning til teenageren)?
Jeg gør det, jeg har lyst til, er ligeglad med, hvad andre mener, går til fest i Birkenstock sandaler, går næsten aldrig med makeup, er ligeglad med, hvad jeg vejer, og kan aldrig finde på at gå i en nedringet bluse. Det var mere end tre!
Dine tre hofretter – altså dem du synes du laver bedst?
Jeg er ikke så avanceret: Frikadeller – jeg har jo børn – en thairet, som jeg fik opskriften til af en veninde for mange år siden, og æblekage.
Er du kræsen – eller er der noget, du virkelig ikke har lært at sætte pris på?
Jeg siger nej tak til østers, til blæksprutte og til det meste svinekød – jeg er ikke vegetar, men en stor kotelet er ikke mig (og så ser vi bort fra, hvad jeg laver frikadellerne af … og hvad der er i pølserne)
Du har sunget en del ørehængere gennemtiden: hvad er dine tre yndlingssange?
Jeg har en meget alsidig musiksmag. Det er ikke mine yndlingsnumre, men 3 sange jeg godt kan lide: Lukas Graham “You Are Not There”, ouverturen til Svanesøen og Steve wonder ”For Once In My Life”.
Kan du huske, hvem der gav dig dit første kys?
Det er jeg blevet spurgt om en masse gange … men jeg kan altså ikke huske det.
Får du hikke (og hvad er dit bedste råd til at kurere det)?
Det gør jeg tit. Jeg har desværre ikke fundet en kur.
Du gjorde god figur i ”Vild med dans” – hvilket andet TV-format, f.eks. quiz, kunne du tænke dig at blive inviteret ind i?
Det kunne være et program med BS Christiansen – noget med at bo i en skov eller krydse indlandsisen eller det afrikanske kontinent. Altså bortset fra at jeg så skulle være væk fra mine børn, og det har jeg ikke lyst til.
Der er rigtig mange ting, jeg ikke har lyst til – bungee-jump og rappelling ned ad stejle skrænter er ikke lige mig. Derudover skal man som sagt aldrig sige aldrig. Jeg havde tidligere sagt nej til ”Vild med dans”, men pludselig følte jeg lyst til det, og det var fedt. Ens lyst og prioriteter kan ændre sig.
Hvad følger du med i på tv/streaming?
Jeg ser aldrig TV, men jeg har fulgt serier som ”House of Cards” og ”Homeland”.
Hvilken bog ligger på natbordet lige nu?
Lige nu er det ”Til fyret” af Virginia Woolf
Hvad er det mest romantiske din mand kan gøre for dig?
Foreslå, at nu skal vi ud og opleve naturen – tage på picnic. Eller foreslå, at vi tager ud at rejse.
Hvilket tøj synes du klæder en mand bedst?
Jeg synes både om den afslappede mand i shorts og Birkenstock sandaler, og når han er ’dressed up’. Men han behøver ikke charmekluden for min skyld. Jeg er mest til en ’nature guy’.
Hvordan holde du dig i form?
Det går op og ned; lidt yoga, lidt løb, lidt passivitet. Lige nu er det dovenskaben, der råder, men jeg skal jo til det igen. Jeg var virkelig i god form, da jeg havde været med i ”Vild med dans” … der tænkte jeg, at jeg havde motioneret nok for et helt år!
Du har lige vundet en halv fridag helt for dig selv: hvad skal den bruges til?
Så ville jeg nok løbe den tur (ellers prioriterer jeg altid noget andet med børnene), og så ville jeg bruge tid med nogle veninder.
Din drømmerejse går hvorhen?
Det ville være at flyve til Maldiverne, videre til New Zealand, så til Bora Bora og endelig hjem via New York
Har du et kæledyr?
Børnene vil gerne, men mor vil ikke! Det kommer nok om nogle år – så bøjer jeg mig. Så skal det være en hund; blød, sød og ikke for lille.
Blå Bog
Sofie Lassen-Kahlke har spillet teater siden hun var 13 år. Hun filmdebuterede to år senere i en lille rolle i ”Vildbassen” over for Robert Hansen, men det var først med ”Kærlighed ved første hik” (1999), hun blev verdenskendt i Danmark. Filmen fik 4 efterfølgere frem til 2008. Sofie har medvirket i flere julekalendere og TV-serier, bl.a. ”2900 Happiness”, og adskillige musicals på scenen. Hun var med i det oprindelige hold af ”City Singler” i 2010, men forlod gruppen efter tredje ombæring. Sofie er gift med Hans Poul Petersen, som hun har to børn med.
Nordsjælland vrimler med lækre og indbydende strande. Her er en beskrivelse af de mest kendte, så du bliver lidt klogere på, hvor du skal tilbringe dine stunder ved vandet og sandet.
De nordsjællandske strande belejres hver sommer, når solen titter frem, og temperaturen allernådigst kravler over 20 grader. Bilerne står parkeret på rad og række ved Den Danske Riviera, som nogle smarte marketingmennesker har døbt kyststrækningen fra Helsingør til Hundested. Strandene holder da også et utroligt højt niveau, vandet er rent og køreafstanden fra Storkøbenhavn er meget overskuelig. Vi har kigget på de forskellige strande og forsøger at give en karakteristik af hver enkel, så du kan se, hvilken af dem, der passer dig og dit temperament.
Tisvilde strand
Måske den mest overbefolkede strand i Nordsjælland i forhold til størrelsen – i hvert fald den del, der ligger ved Troldeskovens parkeringsplads.
Stranden går fra Stængehus Strand i syd og til Vejby Strand i nord. Den er en spøjs blanding af Playa Del Ingles på Gran Canaria, jysk klitplantage og Skagen i uge 29. Med en parkeringsplads, der i størrelse fylder et pænt antal fodboldbaner lige ud til vandet, kan der på varme sommerdage være flere mennesker på tisvildestranden end i hele Tisvilde by. Gæsterne er en alsidig og farverig blanding af familien Danmark, gymnasiefolket med øl, høj musik og bolde, der konstant ryger over i hovedet på solslikkende gæster, pensionistparret, campingfolket og til og med nudisterne, som dog holder til et godt stykke fra parkeringspladsen.
På plussiden tæller naturligvis is- og madhuset på parkeringspladsen, de gode p-forhold, fashionable Tisvilde by med alle dens spisesteder og kunstner- butikker, den uforlignelige Troldeskoven, der kroger sig helt ud til stranden, samt gode badeforhold uden for meget tang og sten. Eneste minus kan være de mange mennesker, der vælger samme strand som dig på en varm sommersøndag. Så kan det faktisk være umuligt at finde en parkeringsplads, selv om p-forholdene er sublime.
Droningmølle Strand
Mellem Hornbæk og Gilleleje strækker Dronningmøllebugten sig i en blid bue, som giver plads til en lang, børnevenlig sandstrand.
Navnet Dronningmølle stammer fra den vandmølle, som i 1588 blev opført tæt ved Esrum Å’s udløb i Kattegat på en grund, som tilhørte Frederik d. 2.’s hustru, Dronning Sofie. Lige ud til stranden, kun en vej skiller, ligger en campingplads, som har taget navn efter stranden. Strandgæsterne omfatter da også ofte familiecampingfolket, som pakker en taske med mad, drikke og hele moletjavsen, når de valfarter til Dronningmølle. Den hyggelige strand har sin egen livredder, men stranden er temmelig lavvandet, og mange små børn har haft deres første oplevelse med havet her. Udsigten til Kullen er smuk, og der er mange gode turmuligheder lige i nærheden, skulle man blive træt af vand, strand og andre badegæster.
Hornbæk Strand
Danmarks svar på Den Franske Riviera og ifølge velunderrettede kilder den bedst besøgte strand i Nordsjælland. Kvaliteten er da også høj, sandet er behageligt finkornet og vandet både lækkert og indbydende. Ligesom ved Tisvilde ligger der adskillige klitter og beskytter de besøgende mod vinden og skaber en hyggelig ramme om stranden. Hornbæk har altid været lidt mere fornem end de øvrige strande, og her ligger nogle af landets dyreste sommerhuse. Det bærer stranden også præg af. Som der står i en ældre reklametekst, så kommer her gerne kulturturister, jetsettere, børnefamilier, sportsfolk og sejlere og nyder de lækre forhold. Hornbæk er Danmarks ældste sommerhusområde, og for mere end 150 år siden valfartede kunstnere som P.S. Krøyer og Drachmann dertil. I 1980’erne var Hornbæk udsat for et snigangreb af en masse yuppier, der skødes-løst brugte deres penge på byens diskoteker og de mange havnefester, men den trend døde i 90’erne, og i dag er byen og stranden mest kendt for sit herlige badevand, sine mange sportsbegivenheder på stranden og for, at Ilse Jacobsen har opbygget en succesrig forretning i byen. Men Hornbæk har noget patina og atmosfære, de andre konkurrerende strande og byer vil dræbe for.
Liseleje Strand
Liseleje strand er den foretrukne strand blandt feriegæster og beboere i sommerhusbyerne Asserbo, Melby og Liseleje. Stranden er yderst børnevenlig, da bugten bag molen skaber et lavvandet badeområde med sandbund. Liseleje har oprustet de seneste år og har en masse at tilbyde børnefamilierne. Selve byen har flere gode spisesteder, og der er blevet opført en stor og dejlig Naturlegeplads kaldet Havtyren lige ved parkeringspladsen, ishuset og stranden. Legepladsen er en af Danmarks største, og dine børn vil elske dig, hvis de efter strandturen får lov til at lege på Havtyren, og du samtidig køber en kæmpeis til dem.
Selve stranden ligger godt beskyttet af nogle vesterhavsagtige klitter, og det store åbne klitområde, Melby Overdrev, blev anvendt som skydeområde for militæret i mere end 100 år. Det er helt sikkert forsvarets fortjeneste, at overdrevet ikke er plantet til eller bebygget i dag. Melby Overdrev byder på forskellige klit- og hedetyper og fattigkær og er levested for mange sjældnere planter, sommerfugle og andre insekter, ud over de fåtallige og regionalt sjældne ynglefugle. Absolut er besøg værd, hvis du er et naturmenneske.
Gilleleje Strande
Fiskerbyen har to strande, Veststranden og Strandbakkerne. Veststranden er beliggende tæt på Gilleleje centrum og er derfor en typisk by-strand. Selve stranden er relativt kort og stejl og med mange sten. Den er velegnet til folk, der ønsker at svømme i havet, idet der hurtigt bliver dybt, således at man ikke behøver at svømme langt ud for ikke at kunne bunde. Tiltrækker især turister, der kommer til byen for at nyde havnen og de hyggelige spisesteder. Sandet er noget stenet, og det er vist et fåtal af de badende, der kører hele vejen fra eksempelvis København for kun at besøge stranden.
Strandbakkerne ligger i naturskønne omgivelser med skov og bakker og er karakteriseret som en børnesikker strand på grund af de forholdsvis lavbundede badeforhold. Strand-kvaliteten er de seneste år forbedret ved sandfodring. Det tager små 10 minutter at gå fra Gilleleje by til Strandbakkerne, men det er turen værd, da man både får nærheden til byen og et god strand omgivet af en flot natur. Hvis man ikke gider ligge og dase i sandet, er udsigten fra toppen af bakkerne fin-fin. Den er ikke ligefrem overrendt, så man ligger ikke som sild i en tønde som tilfældet er mange andre steder.
Helenekilde Strand
Det er måske mere badehotellet, der lyder bekendt, men stranden er også værd at lægge mærke til. Det, som gør den usædvanlig, lig mange andre mindre strande ved nordkysten, er de høje og stejle skrænter lige ned til vandet. Udsigten fra toppen er noget helt særligt, og de mange, næsten symmetrisk anlagte høfder, der skal sikre kysten, danner et smukt billede i vandet. De er også med til at sikre, at selv på en blæsende dag er badevandet forholdsvis roligt. Helenekilde Strand besøges mest af de lokale, og der er ikke specielt gode parkeringsforhold i nærheden. Det gør kun stranden endnu mere attraktiv, at den ikke er overrendt. Hvis man er dårligt gående eller har en barnevogn med, bør man nok finde sig et andet sted, da nedgangen til stranden kan være en udfordring. På grund af Helenekilde Badehotel er det stedet, hvor kendisspotting kan udføres, hvis man skulle være interesseret i den sportsgren.
Sport er følelser, fastslår DRs VM-vært Peter Møller. Derfor er der ikke noget galt med spørgsmålet ”hvad føler du” til de udmattede spillere efter kampen. Når vinderen jubler eller græder af glæde, så er det den følelse, vi vil høre om.
Spørgsmålet er blevet stillet tit, og det er derfor blevet latterliggjort. Men det er et godt spørgsmål, mener Peter Møller, der som spiller både i superligaen og på landsholdet ofte selv har fået det:
– Det er et åbent spørgsmål, siger han. – Og hvis du kigger på dækningen af valgnatten, så falder spørgsmålene i præcis den samme kategori.
– Måske er det lettere for mig at spørge ’hvordan de føler’, fordi spillerne ved, at jeg selv har spillet og har fået spørgsmålet, så jeg ved, hvordan det er at stå i den situation. Det respekterer de – og at det nu er mit job at spørge. Og når Caroline Wozniaki jubler over sejren, eller Viktor Axelsen græder af glæde over sin OL bronze, så er det den følelse, publikum vil høre om. Sport er følelser.
Her er sporten
Hånden på hjertet, så synes Peter Møller, at det er
sjovere at spille end at formidle, men han kan godt lide udfordringen:
– Når vi står i VM-studiet skal vi tænke på, hvad folk gerne vil vide, hvad der er de bedste historier, hvad der er de bedste spørgsmål, og hvordan vi holder kemien levende mellem gæsterne gennem en hel måneds fodbold. Når Danmark spiller, så ved vi, hvem vi skal holde med … men hvad skal vi så overraske med?
– Jeg siger gerne, at vi er fem millioner landstrænere efter en endt kamp; hvem var gode, hvem var dårlige, hvad skulle vi have gjort. Selv ville jeg gerne nørde mere. Jeg kunne tale i timevis. Vi kan se, at folk blive hængende på kanalen for at se ’nedtakten’; de vil have reaktionerne, se de fede mål gentaget, de røde kort, jubelen og dramaet.
Sport og politik
Peter Møller er godt klar over, at VM i Rusland har en dimension ud over den sportslige. Han har selv været tre uger i Rusland for at lave et optaktsprogram:
– Putin blander i den grad politik og sport, siger han. – VM har stor signalværdi for ham. ”Se, hvor dygtige vi er til at arrangere”. Der bliver ingen uroligheder, og vi kommer til at se flotte spritnye stadioner.
– Spørgsmålet er, om Rusland overhovedet skulle have haft VM, hvis vi ser på landets officielle syn på kvinder og homoseksuelle og på krænkelser af menneskerettighederne. Men tænk på, at Qatar allerede er udpeget til værtsland i 2022 samtidig med, at vi ser arbejderen på deres stadioner dø under helt uforsvarlige vilkår. Inden for FIFA gælder det desværre, at ”money talks”.
– Problemet i forhold til Rusland er, at for den menige russer er det os i Vesten, der kun taler dårligt om dem. De har et helt andet billede. Der er helt sikkert noget, vi vil komme til at diskutere i den måned, der er VM.
Kvinde og bold
Noget der også kommer til at fylde i VM-studiet er den voksende interesse for spillet blandt kvinder – både som tilskuere og som spillere. En af de faste gæster i studiet er landsholdsspilleren Nadia Nadim.
– Der er måske ikke så mange tilskuere til kvindefodbold, men det er ved at vende, siger Peter Møller. – Der var millioner, der fulgte med, da kvindelandsholdet spillede EM, og Nadia blev udnævnt til Årets Dansker. Hun er en skøn kvinde at have med i studiet. Hun har en spændende livshistorie, og så ved hun noget om fodbold!
– Jeg tror i det hele taget, at trenden er, at stadig flere kvinder også ser fodbold.
Derudover kommer vi nok til bevidstløshed til at høre Thomas Helmigs VM-sang. Den vil dog næppe vælte Peter Møllers egen favorit.
– Jeg medvirkede jo selv i 1998 på ”Vi vil ha’ sejren i land” med Dodo, husker han. – Men den bedste er og bliver ”Re-Sepp-ten”. Det var 1986, jeg var 14 år, og det var STORT!
Mellem rivalerne
Beundringen uden for banen blev hurtigt skiftet til en karriere på banen. Det blev til mange danske såvel som udenlandske klubber – blandt andet et skift mellem de to ærkerivaler Brøndby og FCK:
– Da jeg skiftede fra Brøndby til FCK, var der store følelser involveret, når vi mødtes. Når vi spillede på udebane med et publikum, der engang havde heppet på mig og elsket mig, men som nu hadede mig. Jeg blev nok tændt af det. Jeg ville gerne bevise over for min gamle klub, at jeg stadig kunne. Det var benzin på bålet, og når de råbte noget efter mig, så tog jeg det som tegn på, at jeg gjorde en forskel.
Benene på jorden
Om sit eget talent – han er tredje mest scorende spiller i superligaen nogensinde – siger han:
– Jeg kan holde benene på jorden. Jeg er stærk fysisk og mentalt, og så har jeg scoret mål på at stå det rigtige sted. Jeg har tænkt, at der nok var en chance lige her. Jeg synes, der i dag er for lidt fokus på mål og for meget på driblinger og tunneller. Jeg har altid vidst, hvad jeg var god til, og brugt mine stærke sider. Selv om jeg har trænet at bruge højrebenet, så har jeg som regel brugt det venstre.
Om forholdet mellem spillerne og den råbende træner på sidelinjen, må Peter Møller erkende, at spillerne sjældent kan høre noget. Men der ligger selvfølgelig en taktik, som træneren har lagt – det, der gør de enkelte spillere til et hold:
Hvor fodbold bliver kunst
– Men på den sidste tredjedel af banen er det op til spillerne selv. Det er her det individuelle talent kommer til udtryk, hvor en Ronaldo og en Messi handler på deres intuition. Det er her det kreative spil foregår. Men det hænger også sammen med, at vi kan tillade os at mislykkes, fordi vi er langt fra eget mål. Noget tilsvarende tæt på målet bliver straffet.
Det, de målfarlige stjerner gør på den tredjedel af banen, vil han godt kalde kunst
– Laudrup og de andre store kan noget, som vi andre ikke kommer i nærheden af. Det er en særlig kreativitet. Jeg var aldrig oppe på det niveau. Jeg tror, man skal være født til det. Det er ikke kunst som at skabe et maleri, men det er en ’kunst’, som er meget få mennesker forundt.
Holder formen
Trods sine mange scoringer er Peter Møller i øvrigt kommet ud af fodboldkarrieren uden skader:
– Jeg har været heldig. Jeg har aldrig haft behov for en operation og har vist aldrig haft en træningspause på mere end en uge. Jeg har taget min sundhed seriøst; spist, drukket og hvilet rigtigt. De spillere, der får skader, betaler en høj pris for karrieren.
I dag træner Peter fortsat. Nu hedder det bare cykling, løb og roning.
– Jeg træner i romaskinerne på Wolfpack Gym på Østerbro – i øvrigt også Yoga og Heat Suspension Training. Hvis jeg ikke er fysisk aktiv, kan jeg mærke, jeg bliver irritabel. Jeg synes, det er vigtigt at holde sig i gang. I mit job er det også vigtigt, at jeg ser sportslig ud. Ellers ville det ikke være troværdigt.
Nu bliver Peter for familien
Efter VM takker Peter Møller lige så stille af fra DR sporten. Han blev tilbudt en fastansættelse i den nye redaktion i Aarhus, men med hus, skolesøgende børn og kone med arbejde i København er det ikke så let at flytte.
– Jeg ville gerne fortsætte med en deltidsansættelse, hvor jeg kunne pendle, men det var ’take it or leave it’. Jeg har rejst som professional fodboldspiller og trukket familien med, fordi det var min karriere. Nu synes jeg, det er rigtigt at tænke på min kones karriere – hun har en ventetøjsbutik – og på drengenes skolegang. Jeg elsker min familie mere end mit job.
– Nu får jeg tre måneder, hvor jeg kan tænke over, hvad jeg vil fremover. Jeg er 46 år: Hvad vil jeg de næste 15 år af mit liv? Det er ret fedt. Men selvfølgelig er der også en usikkerhed – jeg er ikke blevet headhuntet … endnu.
Og her føler intervieweren, at han bliver nødt til at stille det spørgsmål, som Peter har svaret på tusinde gange:
– Mit mindeværdige øjeblik? Det var under VM i ’98 i ottendedelsfinalen mod Nigeria, hvor jeg scorede det første mål, og hvor vi i øvrigt vandt kampen. Peter Schmeichel kom bagefter hen til mig og sagde: ”Det mål vil følge dig, hvad der end sker”.
Rundt om Peter Møller
Hvorfor er dommeren altid blind eller forudindtaget?
Der er en dommer i os alle. Vi ved altid bedre, men i virkeligheden er det svært. Jeg har selv prøvet at være dommer på nogle kampe på ungdomshold … og jeg er glad for, at jeg ikke er blevet dommer
Dit bedste mål?
FCK mod Farum. Et skud med højre, som jeg ellers kun bruger til at støtte på. Det var en flugter uden for feltet, og så scorede jeg mit bedste mål nogensinde.
Verdens p.t. tre bedste spillere?
Jeg er sikker på, at de vil være at finde til VM: Messi for Argentina, som jeg tror vil gå langt, og som jeg tror Danmark har en mulighed for at møde i ottendedelsfinalen. Neymar, som jeg tror er klar til VM for Brasilien … og så kommer jeg ikke uden om Ronaldo. Dette er givetvis hans sidste VM. Næste gang er han for gammel, tror jeg.
Hvilken fodboldstjerne ville du være som barn?
Preben Elkjær! Det var ham jeg så op til.
Vil du vove et øje: hvilke to hold drømmer
du om at se i finalen?
Jeg tror på Brasilien … og dem ville jeg gerne se over for Spanien i finalen. Desværre ved man aldrig, om tyskerne kan spænde ben for den mulighed.
Ved siden af fodbold – hvad er så din yndlingssport?
Jeg har en meget bred smag – alt fra håndbold til dart.
Er der en, du slet ikke fatter?
Jeg er et konkurrencemenneske, og selv ludo og skak er en konkurrence, selv om jeg ikke spiller det. At man kan fylde Royal Arena med unge, der spiller Counter Strike … den bølge er jeg til gengæld ikke hoppet på. Jeg har prøvet, men jeg har svært ved at se det. Det kræver en omstilling af min mentalitet.
Hvilken roman/film er den sidste, du har læst/set?
Pas – til begge dele. Men jeg snupper nogle gange en lydbog på vejen til Aarhus. Lige nu er jeg ved at ’genhøre’ bogen om Zlatan. Ellers har jeg set ”The Handmaid’s Tale” på HBO og venter spændt på sidste sæson af ”Game of Thrones”.
Du er kommet omkring i karrieren – men yndlingsferiested?
Jeg kommer tit på La Santa Sport på Lanzarote med familien. Det bliver en blanding af sport og afslapning. Tulu i Mexico var en stor oplevelse; god mad, dejligt klima og anderledes, spændende kultur.
Om sommeren vil jeg helst være i Danmark – i sommerhuset i Vig med jordbær og friske ærter (børnene er ikke helt enige).
Og drømmerejsen til et sted, du ikke har været endnu?
Det kunne være Grønland – jeg vil gerne opleve den smukke natur. Eller Rusland, hvor jeg har været ovre på arbejde her i foråret. Det er et sindssygt stort land – det strækker sig fra Norge til Nordkorea! Hvis de ville åbne sig for verden, måske lære lidt mere engelsk, så ville det være fantastisk.
I den her hede: den perfekte svalende drink er?
Jeg er ret kedelig; hvis jeg kunne vælge, så ville jeg tage en cola frem for rødvin til enhver tid.
Når jeg siger dansk sommer – hvad tænker du så?
Som sagt; jordbær, sommerhus, grill, lange, lyse sommeraftener på terrassen, aftenbade. Og mine forældres sommerhus i Løkken – det er også en del af min sommer.
OBS!
Interviewet med Peter Møller blev lavet, inden VM i fodbold startede.
Blå Bog
Peter Møller
Den 46- årige tidligere landsholds angriber og nuværende vært på DR Peter Møller, startede sin karriere i det Nørrejyske, inden har i 1993 kom til FCK, der hurtigt blev trædesten for en international karriere i bl.a. PSV
Eindhoven og Real Oviedo. Herhjemme har han spillet for begge rivalerne Brøndby IF og FCK (og er med 135 mål den tredje mest scorende i superligaen … og i øvrigt 9 i 1. division, inden navneforandringen). Undervejs har han mellem 1991 og 2005 spillet 20 kampe på landsholdet og scoret fem mål – herunder ved OL i Barcelona 1992 og VM i Frankrig 1998.
Peter Møller debuterede som vært på DR Sport umiddelbart efter fodboldkarrierens afslutning i 2005. Han har optrådt i samme rolle på TV2 Sport og Canal 9. Siden 2011 har han været på DR, men afslutter kontrakten efter VM-dækningen denne sommer.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2018/07/SLIDE_Peter_Moeller_SSP4009.jpg309620Steen Blendstruphttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngSteen Blendstrup2018-07-02 13:28:502018-07-02 13:28:50Peter Møller føler ikke, der er noget galt med spørgsmålet …
Se by eller landlig idyl fra en turbåd her til sommer.
Det kan både være på søer, i fjord, i havn og kanaler eller langs kysten. Der er mange lokale muligheder i regionen, og nogle er med spisning og servering af champagne.
En fordel ved havne- og kanalrundfart er, at man kan se meget på kort tid, fordi der er et godt overblik fra søen uden forstyrrende trafik og bygninger.
Flakfortet er 30.000 m2 med kasernebygning, hvor der er restaurant, vandrerhjem m.m. Foruden aktiviteter som spøgelsesjagt kan man nyde naturen.
Smut til kunstig ø
Sejlturen til Flakfortet, som var en del af Københavns Søbefæstning, er en klassiker. Og der er meget at se undervejs – Operaen, Amaliehaven, Holmen, Langelinje, Middelgrundsfortet m.m.
I højsæsonen sejles flere gange dagligt på nær mandag med færgen Langø fra Nyhavn 71.
De fleste tager til Flakfortet som éndagsturister, men overnatning på øens vandrerhjem er også muligt. Der er restaurant og forskellige aktiviteter i de gamle kasernebygninger.
Dagsbillet koster 150 kr. for voksne.
M/S Jeppe sejler på daglig basis fra Havnegade til Hven i Øresund, hvor natur og idylliske huse er attraktionen sammen med historie og lokale specialiteter.
Idyl over Sundet
Hven er sydsvensk idyl kun en times sejltur væk fra København i det nordlige Øresund. Der kan traves eller cykles på øen for at nyde naturen, de gamle huse og resterne af Tycho Brahes Uranienborg. Øen tilbyder flere spisesteder og mulighed for at købe lokale specialiteter som durummel, pasta og brød. Den lokale whisky kan købes på vej hjem på M/S Jeppe i dansk farvand. Der sejles kl. 9.15 fra Havnegade 39 og retur fra Hven kl. 16.30. Enkeltdagsbillet koster 160 kr. for voksne.
Efter at have været dok-ø-færge på Holmen i 25 år fik Hønen nyt liv som turbåd på Arresø, hvor den kendes som M/S Frederikke med plads til 50 passagerer.
Tur på lavbundet sø
Fra Arresødal og Ramløse Havn sejler det lille renoverede veteranskib M/S Frederikke sommeren igennem for at udforske Danmarks største – men meget lavvandede – sø Arresø med tilhørende kanaler, flere steder stærkt bevoksede og urskovsagtige. Voksne betaler 75 kr. for turen. M/S Frederikke er en renoveret dok-ø-færge kaldet Hønen fra Søværnet bygget i 1965. Den fragtede søfolk og værftsarbejdere fra Toldboden til Holmen i fast rutefart.
Evening-cruise langs Nordkysten i sundbus er blevet et hit. Der sejles mod solnedgangen med bobler i glasset efterfulgt at servering i salonen.
Cruise langs kyst
Sundbusserne, som sejler mellem Helsingør og Helsingborg, tilbyder om sommeren aften-cruise langs nordkysten. Fra dækket kan man se solen gå ned og nyde et glas bobler, mens kysten og dens store villaer passerer forbi. I salonen serveres derefter en cruiseanretning. Tillader vejr og vind ikke den nordlige sejlads via Hornbæk, kan kaptajnen vælge at vende skibet sydpå til Snekkersten og Humlebæk. Der sejles tirsdage og søndage til 269 kr. for cruise, drink og mad. Der skal reserveres i forvejen.
Man kan selv vælge afgangssted og tidspunkt for sin sommersejlads med veteranskib på Lyngby Sø, Bagsværd Sø, Mølleåen, Furesøen eller Vejlesø.
Klassiker i bådfart
Bådfarten på Lyngby Sø, Mølleåen, Bagsværd Sø, Furesø og Vejlesø er blandt de mest kendte og traditionsrige bådture, som tog deres begyndelse allerede i 1890´erne med dampdrevne fartøjer og har sejlet lige siden i sommermånederne. I dag er to af Bådfartens fartøjer fortsat fra 1800-tallet nemlig Prins Christian og Prinsesse Alexandrine, mens de øvrige stammer fra 1930’erne og 1950’erne. De seks motorbåde har flere anlægssteder. Priser og sejltider ses på hjemmesiden.
Fra Torvet i Hillerød afgår den lille færge, som altid har været passagerskib. Turen Slotssøen rundt tager 30 minutter og sejles hver hele og halve time.
Minifærge i smuk sø
Færgen Frederiksborg, som i folkemunde kaldes ”den lille færge”, har sejlet på Slotssøen i Hillerød med turister siden 1952. Den er selvfølgelig renoveret og sejles af frivillige skippere og motormænd syv dage om ugen frem til midt i september samt i efterårsferien. Færgen sejler, når flaget er oppe ved broerne, og turen tager en halv time med anløb ved Rosenhaven og Barokhaven ved Frederiksborg Slot. Turen koster 30 kr. for voksne, og bestilling er ikke påkrævet.
Turbådene Viking og Rolf sejler på anmodning dagen lang på Danmarks vandrigeste sø, Esrum Sø, med udgangspunkt fra Skipperhuset ved Fredensborg Slot.
Fra bred til bred
Der er ingen fast sejlplan, men to turbåde sejler på Esrum Sø fra solopgang til solnedgang frem til sidst i september fra Skipperhuset for enden af Skipper Allé i Fredensborg. Turen går sydover forbi Sørup, langs et fuglereservat og op langs
Nøddebo. Ved Dronningens Bøge krydses over søen til Slotsparken og retur til Skipperhuset. Afgang kan også ske fra den modsatte bred ved traktørstedet Fændrikhus i Gribskov. Undervejs på turen fortæller skipperen, hvad man ser. Der er også anløb ved Kongens og Dronningens Bøge på søens vestlige bred. Prisen er 100 kr. for voksne.
Den ældre norske færge Saga Fjord er i dag restaurantskib på Roskilde Fjord med udsigt til landskabet med småbyer, havne, kirketårne og anden sommeridyl.
Rundtur på fjorden
Restaurantskibet Saga Fjord er en institution i Roskilde. Fartøjet blev oprindelig bygget i 1950´erne og sejlede som passagerfærge i Norge men er i dag renoveret og tilbyder ture på Roskilde Fjord med udsigt til fjordlandskabet. Man kan være dækspassager uden forplejning for 125 kr. eller bestille bord i restauranten med menuer til frokost, eftermiddag eller aften på såvel hverdage som i weekends. Der er desuden events som Sankt Hans og koncerter.
”Oplev byen fra vandet” hedder det i en af havnerundfartens reklamer. Her kan man se hovedstadens highlights som Den Lille Havfrue, Børsen, Christiansborg, Vor Frelser Kirke, Den Sorte Diamant og arkitektur i almindelighed med guide på dansk og andre sprog. En times Grand Tour fra Gammel Strand eller Nyhavn koster fra 85 kr. og kan med fordel bestilles online i forvejen. Der er også familiebilletter. En anden spiller er Netto-bådene, som starter ud fra blandt andet Holmens Kirke og Nyhavn og tager 50 kr. for en voksenbillet.
I 1775 skrev Johannes Ewald digtet ”Rungsteds Lyksaligheder.” Digtet var en ode til egnen og den skønne natur, der om- kransede hans bolig nær Øresund og Rungstedlund.
Hørsholm/Rungsted er stadig kendt for havet, skovene og de mange parker. Men det er også en by med smuk arkitektur, kunst og et rigt kulturliv.
Liebhaverboligen guider dig til nogle af de bedste steder og oplevelser, du kan nyde og se frem til hen over sommeren.
Med udsigt til Øresund
Rungstedgaard er en sand perle med en skøn beliggenhed. Deres søndagsbrunch er fantastisk lækker. Om sommeren kan børn løbe og lege på de grønne arealer udenfor restauranten, hvor der er både trampolin, fodboldmål og små cykler. Det kan give de voksne ro til at dykke ned i buffeen på ny eller tage sig en ekstra Bloody Mary.
Men tænk fremad hvis I ønsker bord her, da alt ofte er booket mange uger frem.
Kokkedal slot blev opført i 1746 som en lystejendom i hollandsk renæssancestil af arkitekten Johan Gottfried Rosenberg, der også tegnede Odd Fellow palæet i København. De imponerende hvælvinger og den smukke arkitektur lader ingen tvivl om, at bygningen udgør et ægte slot. Men uden adelige beboere eller andre til at passe det, fik det gennem mange år status af et spøgelseshus. I 2011 åbnede Kokkedal Slot som hotel efter en omfattende og krævende renovering. Resultatet er intet mindre end fantastisk, og du kan sagtens besøge hotellet uden at overnatte. Prøv eksempelvis deres luksuriøse spa eller drik en kop the i biblioteksbaren.
Lige så øde og fredelig Rungsted Havn kan være i vinterhalvåret, lige så livlig er den om sommeren. Den tilhørende strand er et yndet udflugtsmål for gymnasieelever og familier.
Når badeturen er overstået kan man gå sig en tur på promenaden for at spise is og kigge på de imponerende sejlskibe. Går man bagom de mange burger- steak- og sushirestauranter, væk fra menneskemylderet, kan man besøger fiskehuset Fiskerikajen. Her er anlagt et bassin, hvor børn kan fange krabber, for bagefter at lade dem glide ned i havet igen via en lille ”rutchebane”. Det kan være sjovt at vædde om hvilken krabbe, der kommer hurtigst ned.
I 1885 blev Karen Blixen født på Rungstedlund, og i 1962 døde hun samme sted. Tiden imellem bød på fantastiske rejser, ikoniske fortællinger og intense kærlighedsforhold. Rungstedlund er i dag et museum, der ikke blot byder på en tur rundt i Karens Blixens hjem – men også foredrag og filmfremvisninger med hendes liv og litteratur som omdrejningspunkt. Det fineste ved museet er muligvis den tilhørende park.
Her kan du ad snørklede stier nå frem til Ewalds høj, hvor Karen Blixen ligger begravet under et stort bøgetræ. Den tidligere vognport og hestestald er i dag restaureret og indrettet med museumsbutik og café, hvor du kan nyde en kaffe eller en let frokost.
Hvis du er særligt interesseret i botanik og planteanvendelse, eller bare glad for smuk natur, så læg vejen forbi Arboretet i Hørsholm. Her findes over 2000 arter af træer og buske, hvilket gør det til den største samling i Danmark. Der afholdes løbende guidede rundvisninger i Arboretet, hvor forskere og studerende fortæller om den unikke natur. Men du kan også udforske området alene, nyde stilheden og læse om plantearterne på de mange opsatte skilte.
I hjertet af Hørsholm slotshave, omkranset af søer og park, ligger Hørsholm kirke. Her kan man gå rundt og fore- stille sig, hvordan dronning Caroline Mathilde og kongens livslæge Johann Friedrich Struense i den sidste del af 1700 tallet tog del i et blomstrende hofliv. Dengang lå Hirschholm Slot på holmen, men da kongefamilien ikke længere ønskede at bebo det, forfaldt slottet.
I 1823 blev Hørsholm kirke indviet, og både dets indre og ydre er stærkt påvirket af arkitekten C.F. Hansens arbejde med Vor Frue kirke i København. Lidt gemt væk fra kirken ligger Hørsholm kirkegård, hvor en af Rungsteds mest kendte personligheder, Simon Spies, ligger begravet.
Kulturhuset Trommen danner rammen om bibliotek, biograf, koncerter og meget mere. Her er plads til alle uanset alder, køn eller baggrund. Stemningen er afslappet, og man kan slænge sig i sofaerne eller mødes til en kaffe i caféen.
Hold godt øje med deres program for resten af 2018, der blandt andet byder på Dyrene i Hakkebakkeskoven, Præsidentinderne og Peer Gynt.
Hørsholm Mølle ligger i udkanten af Hørsholm, og er for mange et symbol på den gamle bydel. Møllen blev bygget i 1890 og malede korn indtil 1970’erne, hvor den blev taget ud af drift og begyndte at forfalde. I 1988 blev møllen købt og restaureret af kommunen. I dag huser møllen også en håndværktøjssamling. Begge dele er i sommerhalvåret åbent for besøgende hver lørdag fra klokken 10-13.
Hørsholm/Rungsted er et område med flere lækre tøjbutikker, hvilket let kan blive en dyr fornøjelse. Men der er en billigere måder at få fingrene i de eksklusive mærkevarer.
Elliotts i Hørsholm er et outlet – men ikke på den kaotiske måde. Her ligger alt ordentligt og udvalget af tøj fra indeværende sæson er stort. Heartmade er et af de mest populære mærker, og du kan ofte spare op til 75 procent på brandet.
Hvis du melder dig ind i klubben på deres hjemmeside, vil du automatisk blive inviteret med, når de cirka to gange om måneden holder åbent.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2018/06/SLIDE_Guide_Rungsted_HoersholmHørsholm_Kirke_2.jpg309620Liselotte Nielsenhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngLiselotte Nielsen2018-06-04 10:16:272018-06-04 10:24:21Gå på opdagelse i Hørsholm/ Rungsted
For Rolf Sørensen er livet lig med cykling. Og cykling er lig med livet. Liebhaverboligen træder på den store klinge og går helt dybt med Danmarks mest vindende cykelrytter, når han fortæller om de to verdener, og hvordan de er forbundet.
Den 10. juli 1991 sidder Rolf Sørensen midt på en fransk landevej i det nordvestlige Frankrig. Et par kilometer udenfor Valenciennes, lige på grænsen til Belgien. Og på grænsen til at bryde sammen.
”Jamen, det var et rent sammenbrud der. Jeg sad i den gule trøje i mit første Tour de France, den ypperste position i hele cykelverdenen, og pludselig bliver det hele vendt på hovedet på et splitsekund,” fortæller Rolf Sørensen, om den begivenhed, der så nådesløst og med al tydelighed trækker paralleller fra cyklingens mytiske verden til virkeligheden. Små tilfældigheder kan betyde store ting.
”Jamen, jeg sidder faktisk godt beskyttet i feltet, rimeligt langt fremme, og vi mangler 4-5 km af etapen, så vi kører 50-60 kilometer i timen, da vi skal igennem en af de her forbandende rundkørsler. Dem var vi dengang ikke helt vant til endnu.”
Klassisk kraveben
Foran Rolf Sørensen sidder Andy Bishop fra 7-Eleven holdet, og tilfældet vil, at han kører et par centimeter for langt til venstre og ryger ned i en lille rendesten i venstre side af vejen. Der er egentlig plads til, Bishop ”hopper” op igen, som cykelryttere plejer at gøre, men han får kun forhjulet op og skrider så. Rolf og hans gule trøje hamrer ind i ryggen på Bishop og flyver ud over styret, hvor han lander på venstre side.
”Klassisk brækket kraveben,” fortæller Rolf Sørensen og tager sig til den venstre skulder, der for 27 år siden afgjorde hans skæbne i Tour de France.
Man skulle tro, at det styrt ville få de fleste cykelryttere ned med nakken – i hvert fald for en stund. At udgå af verdens største og mest prestigefyldte cykelløb og ikke mindst at miste den gule trøje, selve symbolet på succes. Men sådan er Rolf Sørensen ikke sat sammen oppe i hovedet.
Fandt fokus
”Jeg vælger faktisk at bruge det styrt til noget positivt. Selvfølgelig var det den største skuffelse i karrieren, lige i øjeblikket, men den førte faktisk noget godt med sig. Nemlig det rigtige fokus.”
En fokus som fortalte ham, at han faktisk ikke skulle satse så meget på Tour de France.
”Jeg ville aldrig nogensinde vinde Tour de France. Aldrig. Det ligger simpelthen ikke til min ryttertype, men efter at have kørt fire dage i den gule trøje begyndte alle mulige folk omkring mig jo at snakke om, jeg kunne vinde hele løbet i fremtiden. Og det kunne jeg jo ikke, det vidste jeg godt, så dermed kunne jeg også udvikle det fokus, på de ting som jeg netop godt kunne vinde, endagsløbene, etaper, kortere etapeløb. Den bevidsthed udviklede jeg som følge af mit styrt.”
Den historiske situation fortæller meget godt, hvordan Rolf Sørensen er sat sammen oppe i hovedet: Videre, fremad, fokus. Den fortæller også noget andet – at han er en mester i at lukke alt andet omkring sig ude.
”Det, der virkelig har fået mig langt i både cyklingens verden og den virkelige verden, er den der benhårde dedikation. Min gave her i livet har så været, at det faktisk aldrig har faldet mig svært at satse 100 procent.”
Munken Rolf
Hans påstand understreges måske bedst af en 24 dage lang træningstur, da Rolf Sørensen var med cykelkollega Thomas Jørgensen i Californien engang i 80’erne.
”Vores dagligdag var virkelig munke-agtig. Vi købte ind to gange om ugen, og det var egentlig det eneste sociale, vi lavede. Ellers stod hver eneste dag på at sove, stå op, spise, cykle, spise, cykle og sove igen. Hver dag.”
Efter 16 dage havde Thomas Jørgensen nået sit enerverende maksimum.
”Han sagde kort og godt: ”Du kan rende mig i røven Rolf, jeg tager hjem til Nyhavn og drikker en bajer i solen med de danske piger”. Det kunne jeg jo slet ikke forstå, for mig var vores ”sove, spise, cykle” liv jo det rene paradis, fuldkommen fraskåret alle forstyrrelser. Det var perfekt, men der skiller jeg mig måske også ret meget ud.”
Positivt pis-vejr
Man snakker om opofrelse i cykelløb, men sådan har det aldrig været for Rolf Sørensen. Når den for eksempel stod på træningstur i fem timer i fem graders dansk efterårskulde i modvind og regn, er der mange, der ville knække og finde et lavere gærde.
”Og det er da heller ikke på nogen måde det aller-
sjoveste i verden, jeg havde bare en mental gave i og med, at mit hoved i stedet for at tænkte negativt, altid og helt naturligt fik det vendt. Jeg kørte altid og tænkte ”jamen de andre kører jo garanteret bare tre timer i dag. Så bliver jeg bedre end dem. Den strategi kan jeg også virkelig bruge her i mit ”rigtige” liv. Det er sgu ikke alle dage, det er sjovt at være voksen, ikke alle dage man har gode ben, så at sige. Men hvis man lader negative tanker komme ind, går det jo kun én vej. Hvis man vælger, eller som mig, er heldig at finde positive ting i dårlige situationer, så er min erfaring, at det altså går lidt lettere.”
Tro på det, Rolf
Til OL i Rom i 1960 susede Jens Sørensen, Rolfs far, rundt på cykel, men han stoppede som 23-årig, fordi man dengang skulle være usandsynlig god for at kunne leve af cykelløb. Til gengæld blev Jens Sørensen en vigtig brik i sønnens karriere. Han blev nemlig den vigtige stemme, der hele tiden var i øret. Den stemme, der hele tiden lagde små stykker tro ind i den unge Rolfs tanker.
”Du skal nok vinde, det skal nok gå, du skal nok vinde, messede han. Især når jeg tvivlede på mig selv, var han der hele tiden til at snakke mig på bedre tanker. Nogle gange stod han også og råbte og skreg på sidelinjen til cykelløb, og der var jeg faktisk slet ikke pinlig over ham, som man ellers nok ville have været normalt. Jeg bed bare mærke i, at de andre cykelryttere jo ikke havde sådan en stående derude. Den der ballast i baglandet betyder så utrolig meget i sportens nådesløse verden og også udenfor. I dag har jeg jo min kone Susanne, som også giver mig et los i røven, når jeg trænger til det.”
Italiensk type
Som 17-årig droppede Rolf Sørensen ud af 2.g og flyttede til Italien, verdens cykelmekka numero uno – et udbrud, som fik flere til at rynke på næsen og lufte jante-flaget.
”Der var ramaskrig, da jeg droppede ud, men min far støttede valget. Han er måske også mere italiensk af sind. Jeg tror ikke, den danske jantelov kunne kapere min tro og overbevisning om egne evner. Jeg var arrogant, jeg var dit og dat og alle mulige skældsord, men Italien var det perfekte sted, for der går mange og siger de præcis samme ting.”
Når 53-årige Rolf Sørensen ser tilbage på janteloven i dag hæfter han sig ved en udvikling – af de bedre.
”Jeg tror og håber, at jeg har flyttet janteloven bare en smule i Danmark. Mig og Anja Andersen. Hun havde samme indstilling som mig. Hun ville være verdens bedste, og blev det jo. Man må simpelthen ikke lytte til andet og for alt i verden ikke bekymre sig. Jeg har aldrig bekymret mig om det. På nogen måde. Det er også først her de seneste år, jeg føler, at danskerne har taget sådan helt imod mig. I min aktive karriere er det mit klare indtryk, at måske 80 procent holdt med Bjarne Riis, og 20 procent holdt så med mig, hvis man kan sige det sådan.”
Cykel-eksplosion
Noget andet Rolf Sørensen med garanti har rykket, er antallet af cykelryttere, der triller ud på de danske landeveje.
”Jamen, alle cykler jo snart efterhånden,” fortæller han, mens vi går ind i slutspurten og tager hul på snakken om hans eftermæle – de aftryk han har sat.
”Det giver så meget mentalt at cykle, og det tror jeg, mange har opdaget. Jeg må også sige, at jeg glædes, når jeg møder motionister, nærmest over det hele og hele tiden. Det gør mig vitterligt stolt. Nogle mennesker griner af folk med tykke maver, der cykler, men er det ikke bedre, at de sidder på cyklen, end at de sidder på kroen og drikker bajere? Vi griner da heller ikke af en ældre dame på 60, der løber 8.30 pr. kilometer. Jeg håner på ingen måde nogen. Jeg er også fuldkommen ligeglad med, om folk har sorte sokker, triatloncykler, eller hvad ved jeg, som kan hidse nogle op. Jeg synes bare, det er vidunderligt, at så mange cykler og kommer i form. De må gøre, lige hvad de vil. Så kan man jo altid hen ad vejen lære dem, at det ikke er så smart at køre i joggingbukser. Det er en vigtig lektie. Cykling kan vitterligt lære dig alt om livet.”
Der værnes om et par af de aller vigtigeste trofæer fra Liège-Bastogne-Liège i 1993 og Flanderen Rundt i 1997.
Triumfer som man let kan sidestille med US Open og
Wimbledon i fra tennisverdenen.
Hjemme i privaten i Vedbæk er det næsten som et mindre museum. Fyldt med diverse billeder og pokaler fra de mange triumfer Rolf Sørensen har oplevet igennem en lang karriere. Heriblandt var der en særlig forside fra La Gazzetta dello Sport, hvor Rolf Sørensen er på samme forside som Michael Jordan og Diego Maradona.
Rolf Sørensen har gemt de vigtigste bluser, som han har modtaget igennem tiden som rytter. Blandt dem; det første danske mesterskab, point-trøjen i Giro d”Italia og ikke mindst den gule trøje som Rolf desværre måtte afgive på grund af det brækkede kraveben i Tour de France i 1991. Hullet i blusen er stadig intakt.
Rolf Sørensen er gode venner med Pinarello-familien, og de har foræret ham dette vidunder af en cykel. Cyklen, der er en Pinarello F10, er magen til den, som Team Sky kører World Tour på. Rolfs cykel adskiller sig dog en lille smule, da alle hans store sejre gennem karrieren er lakeret på overrøret.
Rolf Sørensen har netop udgivet Rolf Sørensens Store Cykel Almanak, som er den perfekte bog for cykelentusiasten, der gerne vil prøve at gøre som de professionelle. Den 500 sider lange sag er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Jonas Nyrup. Bogen indeholder foruden en løbskalender, træningsprogrammer, tips og tricks også interviews, hvor Rolf Sørensen fortæller og taler med andre af sportens store aktører om cykelsporten set indefra.
Rundt om Rolf
Campagnolo vs. Shimano?
Nu skal jeg jo ikke købe det, men jeg er faktisk slet ikke nørdet. Jeg ved godt, at folk går amok over de der detaljer, men jeg er sgu ligeglad.
Alu vs. Carbon?
Carbon helt klart. Der er sket så meget med cykler de seneste år. Den cykel, jeg vandt Flandern Rundt med ville jeg jo dårligt nok tage ned til bageren i dag. Topcykler er i dag fuldkommen vanvittige, og carbon er overdrevent fedt. Det er et let fleksibelt og fantastisk materiale.
Pinarello vs. Colnago?
Uhh, den er svær. Jeg kører Pinarello herhjemme nu. Men jeg har vundet mine største løb på Colnago. Nu er jeg blevet gode venner med Pinarello-familien, så de giver mig cykler. Colnago har haft nogle år, hvor det ikke var helt på toppen, men de er tilbage nu. Topcyklerne er så gode i dag, at det næsten kommer ud på ét.
Fælgbremser vs. skivebremser?
Jeg har faktisk aldrig kørt med skivebremser. Men udviklingen er kommet for at blive. For motionister er skivebremser klart bedst, for det er så meget lettere med skiver. Men det skaber problemer i det professionelle felt, fordi bremselængden er kortere med skivebremser, og hvis folk kører med forskellige systemer, er der forskellige bremselængder. Og så tager skivebremser længere tid at skifte.
Sky vs. Quick-Step?
Der er gode ting ved begge hold. Jeg synes, Quick-Step har en fantastisk måde at køre attraktivt løb på qua deres ryttere. Sky var jeg skeptisk overfor i starten, men jeg må bare tage hatten af for dem nu.
Coppi vs. Bartali?
Sat helt på spidsen vil Gino Bartali være mit valg, også fordi jeg har kørt forbi hans hus tusind gange – hele historien fra Anden Verdenskrig er fantastisk. Men Coppi som stilist er mere unik, selv i dag ville han ligne en pro cykelrytter, hvis man satte ham i et felt.
https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2018/06/SLIDE_Rolf-Sørensen-Herman-kokkeskole-016.jpg309620Rasmus Schouhttps://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2020/10/logo2-trans2.pngRasmus Schou2018-06-04 09:15:332018-06-04 09:15:33Cykling kan lære dig alt om livet
Endnu engang står Det Flydende Teater til søs på Furesøen (efter premiere på DAC). Denne gang handler det faktisk om to mænd i en båd, nemlig Arne Jacobsen og PH, der endte i samme robåd under flugten til Sverige i oktober 1943.
Teaterchef Pelle Nordhøj Kann spiller selv PH.
PH og Arne Jacobsen er i samme båd, men ikke nødvendigvis enige
– hvad handler det om?
Vi tager udgangspunkt i en begivenhed, der har fundet sted, men som få kender til. De to mænd var uenige om stort set alt. PH var politisk agitator og flygtning af den grund, Arne Jacobsen var jøde, men gik stille med dørene og blandede sig ikke i debatten. I vores version får de sig en eksistentiel diskussion om flugt og om at tage ansvar som menneske i en verden i krig.
Krig skaber sammenhold – har vi svært ved at se, hvad der binder os sammen, når vi lever for fredeligt og mageligt?
Ja, vi sætter de danske værdier til debat i robåden; frisindet, velfærden. Noget de to var med til at tegne.
Hvor meget PH er der i dig – hvad er dit forhold til ham?
Jeg er enig i, at vi skal ville noget med kunsten og tage del i samfundsdebatten. Men jeg kan desværre ikke tegne lamper, der kunne sikre mig en tryg indtægt til pensionen.
I historiens lys: Hvem af dem har betydet mest for Danmark?
PH har haft stor betydning for den seksuelle frigørelse og som kulturradikal debattør. Arne var mere tilbagelænet, men som designer er han Danmarks største brand. Hans tanker om, at arkitekturen former den måde, vi lever på, er stadig gyldige.
Har du en PH-lampe (eller et Arne Jacobsen møbel for den sags skyld)?
Jeg lægger mig fladt ned og erkender, at jeg både har en PH-lampe og et Arne Jacobsen bord.
Er der i dine øjne nogen, der – som designere eller samfundsdebattører – fylder på samme måde i dag?
Bjarke Ingels er potentielt dagsordensættende på samme måde som Arne Jacobsen i sit formsprog og med sine ideer. Som samfundsdebattør vil jeg pege på Kristian Lollike som arving til PH … og i sin tid Lars von Trier.
To mand i en robåd passer perfekt til Det Flydende Teater – men er den særlige scene en forhindring eller en inspiration?
Det går hånd i hånd. At forestillingen skal kunne spille i den ramme, er et kreativt benspænd.
Men det er i øvrigt første gang, at handlingen faktisk foregår i en båd.
Du var med til at stifte teatret for nu 13 år siden … Hvordan får man sådan en idé?
Det var en ældre idé.
Vi havde et ungdomsteater, Teater Præcedens, i Lyngby, der fik lov til at bruge Bådfarten til en kabaret. Da jeg var færdig på teaterskolen, ville jeg gerne professionalisere ideen. Jeg er optaget af at tage teatret ud af teatersalen og se, hvad der sker.
Hånden på hjertet: Er du nogensinde blevet søsyg?
Jeg er egentlig ikke særlig søstærk, og der har været forestillinger, hvor jeg virkelig skulle tage nogle dybe indåndinger for at undgå at kaste op.
Og et afgørende spørgsmål: Hvordan bliver sommervejret?
Fuldstændig fantastisk! Vi blev lidt snydt sidste år, så der er en del, der skal opvejes.
Det er ikke i sig selv en kvalifikation at være mor … og så alligevel. I hvert fald er Julie R. Ølgaard, Szhirley og Mathilde Norholt alle kvalificerede til comedy showet ”Mødre”. Sjovt nok er det det fjerde medlem af kvartetten, Lykke Sand Michelsen, der fik ideen. Uden at være mor!
#metoo
Når Liebhaverboligen sidder med fire kvinder, der oven i købet alle kommer fra showbiz, hvor bølgen startede, så kommer vi ikke uden om hashtagget #metoo:
– Det er super vigtigt, at der er respekt for vores køn, at vi bliver behandlet ordentligtog ikke udnyttes, siger Szhirley. – Jeg tror, vi alle har #metoo-oplevelser. På den anden side er det vigtigt ikke at kriminalisere alle de gode mænd. Jeg tror desværre ikke, at kampagnen rammer de virkelige krænkere. De ’don’t give a shit’. Sidst jeg var i byen, var der en lesbisk kvinde, der var ’all over me’. Jeg tænkte, ’nå, det er hendes sag’ … men hvis det havde været en mand,
så ville jeg nok have raget tilbage med
et godt greb i skridtet!
– Jeg troede egentlig ikke, at jeg havde oplevet det, men så tænkte jeg tilbage til dengang jeg var 14 år og startede i skuespilfaget, siger Lykke. – Jeg troede, det var noget man skulle; være ’loveable’, finde sig i lort, finde sig i lavere løn. Så det er vigtigt med fokus på ligestilling. Jeg synes, vi skal behandle hinanden ordentligt, fordi vi er mennesker. Ikke fordi vi er kvinder eller mænd.
– Det kan godt være kampagnen er kørt lidt af sporet, fordi nogen har brugt den til at få opmærksomhed, mener Julie og får tilslutning af Mathilde: – Vi kan sige, at mediedækningen er kørt af sporet!
De fire kvinder har kendt hinanden på kryds og tværs gennem mange år, og nu hvor de skal arbejde sammen, går der øjeblikkeligt venindesnak i den med fælles oplevelser, fælles bekendte og ja – det der med børnene.
Veninder og legekammerater
Men det er nu ikke derfor, Lykke har fået ideen:
– Ideen har ligget i skrivebordsskuffen i 5-6 år, men så tog Folketeatret bare så fint imod, og nu har jeg ansat de andre, fortæller Lykke.
– Jeg kender Lykke gennem Maria Lucia, og hun har tidligere spurgt, om vi skulle ’lege sammen’, siger Szhirley. Men så var jeg bare forlænge om at svare på mailen … Så kan jeg lære det!
Hun har i øvrigt en vis senioritet i gruppen med 2 børn, Elton og Bille. Men det var langt fra en given ting:
– Jeg gik fra min kæreste som 31-årig. Der måtte jeg revurdere mine drømme om familie og indse, at jeg måske ikke ville få børn. Men så fandt jeg Mads, og 5 uger inde i forholdet besluttede vi os for, at vi gerne ville have børn … og opdagede, at jeg allerede var gravid!
Barselsstue
På Folketeatret bliver det hyggeligt med eftermiddagsforestillinger, hvor nybagte mødre kan tage deres børn med. Hvis de sover i barnevognen, får mødrene en babyalarm, så de kan passe på dem. Der må ammes, og der er gratis bleer. Men om aftenen er det for mødre uden børn (og gerne med mænd), og så er der drinks i baren (Szhirley: ”Så skal det være mælkedrinks alt sammen”)!
– Vi ville vise alle sider af moderskabet – også de mindre pæne tanker, lover Lykke. – Vi vil skabe en genkendelighed; du er ikke alene!
– Der opstår grimme tanker, når man kun har sovet i 4 minutter ad gangen, indskyder Szhirley. – Man kan godt sidde med både glade og frustrerede tanker og tro, at ’jeg er den eneste, der har det sådan’. Der er så meget med, at vi skal være ’supermødre’. Jeg siger ’shut the fuck up’ – lad dog være!
– Jeg har en veninde, der fik en pisselækker unge; græd ikke, sov hele natten, husker hun. – Jeg tænkte, han bliver nok en forfærdelig teenager, men så skulle hun have et nyt barn og så var jeg lidt … gid hun får en af den svære slags. Det er faktisk en helt almindelig baby, så jeg siger: jeg håbede, du fik en som sidst, men jeg synes det er rart, at du også prøver en rigtig baby. Og hun siger: du må få ham!
Pyt-knappen
– Uanset hvad vi forventer, så vender en baby op og ned på din verden, men hvad der end sker, så har vi ikke fejlet, siger Lykke. – For når vi så står der og ikke får mascara på og ikke får vasket vasketøjet, så er der bare brug for den store pyt-knap … og en masse kaffe, tilføjer Szhirley.
– Polly er lige begyndt at spise rigtig mad – helt almindelig mad ligesom os, siger Mathilde. – Vores oplevelse er, at det virker bedst. Og en dag vil Kristian give hende en tår af sin milkshake og jeg tænker, nej! Men så fandt jeg pyt-knappen. Jeg mener, hun dør ikke af en teskefuld milkshake. Som min gudmor siger: ’børn kan vokse op på saltlakrids’!
De gode mænd
Og hvad med mændene?
– I vores generation er vi heldige, siger Szhirley. – De vil gerne engagere sig i børnepasningen
– Spørgsmålet er, om vi kvinder er gode til at give dem lov, siger Lykke.
– Min kæreste klæder barnet bedre på, end jeg gør; altid varmt og med bedre farvesammensætning, lyder det fra Mathilde. – Vi har haft dem inde i kroppen, men vi skal lære at give slip på børnene – ligesom når de bliver teenagere, siger Szhirley
– Mændene lærer det jo først, når de står med barnet i hænderne, fortsætter Mathilde. – Nogle gange når jeg er træt, og min kæreste tager Polly, er jeg lige ved at blande mig, men igen … nej!
Kvinder med en mand/kæreste skulle sætte pris på det privilegium, mener Lykke, og Szhirley understreger det med en oplevelse, hvor hun oplevede en krise, da hendes far gik bort og hun havde været på arbejde på en ”Far til fire”-film:
– Jeg glædede mig til at komme ombord på flyet, så jeg kunne sove. Der sad en mor alene med to småputter. Folk kiggede bare lidt irriteret. Jeg tænkte ’fuck it – jeg må undvære de 6 timers søvn –jeg hjælper hende’. Det viste sig, at kvinden ikke havde fundet en mand, men fået to donorbørn, og nu tog hun ud at rejse med dem. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt min adresse … men bagefter sendte hun mig blomster! Jeg synes, det er sejt at vælge at være alenemor.
Lige meget ligestilling
De fire kvinder er helt enige om, at ligestillingen må være total – at mænd altså også må have mulighed for at finde en rugemor og blive alenefædre.
– Mænd bliver diskrimineret på mange måder f.eks. i en skilsmisse, siger Julie. – Der er mændenes stilling så svag. Men hvorfor kan et barn ikke trives bedst hos faderen? Så snart vi ikke ammer længere, så kan mændene lige så godt passe børnene. All you need is love.
– Der bliver ofte talt ned til manden, påpeger Mathilde. – De bliver bedt om at ’tage ansvar’. Som om man går ud fra, at alle mænd er nogle slubberter, der ikke gider deres babyer. Det bør vi gå ud fra de fleste mænd gør. Ligestillingen skal også gå den anden vej.
I det hele taget føler de, at de har været heldige med deres mænd og deres engagement i børnene:
– Gustav er en virkelig god far, siger Julie. – Vi er rimeligt ’loose’ omkring det med ansvaret, men min søn er lige så knyttet til Gustav som til mig.
– Man skulle tro, vi havde sammen mand, indskyder Szhirley.
Fædregrupper er da også på vej. Szhirley ser tit grupper på 3-4 mænd, der kommer gående med barnevogne.
– Men på sigt bliver det nok noget med, at fædrene spiller fodbold, og børnene spiser is, griner Julie. – Helt seriøst; jeg oplever ikke, at Gustav har det samme behov for at snakke, som jeg har.
Kvindesnak
For snakke, det gør kvinderne jo – og det ligger der en masse humor i:
– Det er godt for de nybagte mødre at øve sig i at grine, i at gå ind i moderrollen med selvironi, siger Lykke. – Man bliver hidsig, man tuder, men bagefter skal man kunne grine ad det. Og man kan sagtens tage manden med. Eller bedsteforældrene!
– Jeg ved, at der er mange mænd, der følger NIPS-kanalen (Jullies webkanal sammen med Laura Christensen og Neel Rønholt, red.) og synes, det er sygt-pisse-grineren, siger Julie. – De kan også grine ad det genkendelige i mødregruppen.
Supermødre
Mest af alt ønsker de fire kvinder, at vi kan grine ad perfektionismen:
– Der er mødre i vores generation, der vil være perfekte, tager et år ud af kalenderen til barsel, selv laver økologisk mos til barnet, synger for det. Min mor havde tre ugers barsel, min far ingen. Selv har jeg taget Cooper med på arbejde fra han var 2 måneder gammel. Jeg har ikke lavet hjemmelavet mad, og jeg har ikke sunget sange. Men jeg har en glad dreng, selv om jeg ikke gør alle de ting, siger Julie. – Ellers havde jeg ikke gjort det. Vi tager det i hans tempo.
– Jeg dømmer ikke supermødrene … men de skal heller ikke dømme mig! Vi skal løfte hinanden og være nysgerrige på, ’hvordan gør du’? Det er søstersolidaritet!
– Ligesom med #metoo skal vi kvinder hjælpe hinanden og ikke være nogle rejekællinger, siger Mathilde. – Pointen er, at børn er robuste. Tænk, hvad børn overlever jorden rundt. Og de griner stadig!
– Den største udfordring ved at være gravid, var omgivelserne, fortsætter hun. – Alle syntes, de skulle fortælle, hvor ondt, det ville gøre. Jeg var ved at blive sindssyg. Vi ved godt, det gør ondt … men til gengæld får vi et barn, der vil vores største fan de næste 12 år!
– Og alle fortæller, hvor hårdt det er med en baby, tilføjer Julie. – Det er altså ikke hårdt at skifte ble. Det er kun de nederen ting, de fortæller; ’Du og kæresten skal lave en kontrakt om, at i holder ud i de første to år’. Jeg vil hellere tale om alle de grineren ting ved at have et barn.
Man kan grine med på det, Julie, Mathilde, Lykke og Szhirley taler om, i ”Mødre” på Folketeatret 12. april til 12. maj.
Små blå bøger
Julie R. Ølgaard er uddannet på The Lee Strasberg Theatre Institute i Los Angeles, men vendte tilbage til Danmark efter gennembruddet i filmen
”Midsommer”. Julie er 36 år, er gift med Gustav Muus og sammen har de sønnen Cooper. Mathilde Norholt er nærmest vokset op på scenen som datter til Kirsten Norholt og Flemming Sørensen og er autodidakt skuespiller med erfaring bl.a. som fast karakter i ”Lykke” og ”Svartsjöen”. Mathilde er 35 år, danner par med Kristian Errebo Krantz og sammen har de datteren Polly. Szhirley har været en prominent del af den danske musikscene siden midten af 90’erne og debuterede som skuespiller i ”West Side Story” på Østre Gasværk i 2006. Szhirley er 41 år, danner par med Mads Møller, og sammen har de drengene Elton og Bille (”Da han lå i maven hed han Lille, men vi kunne ikke blive enige om et navn. En dag, jeg var på vej ud ad døren, foreslog Mads så Bille og jeg sagde sådan ’tjah’ … og da jeg kom hjem havde han fortalt det til familie og venner. Han mente, jeg havde sagt ja”). En overgang var Lykke Sand Michelsen pigen i alle danske TV-serier: ”Strisser på Samsø”,
”Rejseholdet”, ”Nikolaj og Julie” og ”Krøniken” – og så spillede hun i øvrigt sammen med Julie i ”Midsommer”. Lykke er 35 år, hun er netop blevet forlovet med rapperen Uso, og, nå ja, drømmer om en pæn børneflok.
Rundt om Julie, Szhirley, Mathilde og Lykke
Hvor mange børn skal du have?
Szhirley: to – det har jeg
Julie: to … forhåbentlig, men ikke den næste lige i morgen
Mathilde: to, hvis min mand altså vil.
Lykke: tre eller fire … ønsker jeg mig.
Hvad ønsker du for dit barn?
Julie: At han bliver et godt menneske med empati og som aldrig mobber. Så hellere en nørd.
Mathilde: Hørt-hørt! Der skal nok være nogle bedsteforældre, der spørger, ’skal du så optræde’? Jeg vil bare have, at hun bliver glad og et godt menneske
Lykke: Når vi er ude, synes jeg, jeg oplever børn, som er forfærdelige. Jeg håber, jeg kan lave nogle børn, som folk kan holde ud at være sammen med. Nogle empatiske børn, som giver plads til andre.
Szhirley: Jeg ønsker, at de kommer til at lave og leve af, hvad end der gør dem mest lykkelige. Og som de andre ønsker jeg selvfølgelig det samme i forhold til empati.
Hvad er din yndlingsbørnefilm?
Mathilde: ”Dumbo” … men også mange japanske tegnefilm
Szhirley: Den er svær … Nummer et er ”Ronja Røverdatter”, men også ”Den hvide sten”, som jeg husker fra TV, og ”Alice i Eventyrland”
Julie: Det må være en Disney-tegnefilm … jeg er fan af Pixar/Disney.
Lykke: ”Brødrene Løvehjerte”
Og din yndlingsbørnebog – oplæsningsbogen?
Lykke: Alle bøger af Ole Lund Kierkegaard
Szhirley: Mustafas kiosk
Julie: Det bliver noget af H.C. Andersen
Mathilde: Mio, min Mio
Vuggevisen – hvad synger du?
Julie: Jeg synger ikke!
Szhirley: Jeg er holdt op – børnene bliver sure, når jeg gør det.
Lykke: Jeg tror jeg og min kæreste laver vores egne … han synger, jeg nynner.
Mathilde: ”Natten er så stille”. Den fik jeg selv sunget. Og Kristian laver sine egne.
Hvor gammel var du, da du første gang var i teatret (og til hvad)?
Mathilde: Nu er begge mine forældre skuespillere, så jeg har altid været med … men noget af det første jeg husker, er ”Kærlighed uden strømper” på Aalborg Teater. Jeg synes, man skal tage børn med i teateret, men tænke på, hvad det er; når det er en børneforestilling, må man gerne snakke, men når det er voksenforestillinger, skal man lære at være stille.
Szhirley: Jeg har også taget mine med … fra de var et halvt år gamle. Elton og jeg var inde og se Mathilde i ”Dirty Dancing”. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg selv var det … det har nok været med skolen.
Julie: Operaen ”Aida” i Verona. Der har måske været noget før, men det er den jeg husker!
Lykke: Jeg er ikke sikker – men noget på Det Lille Teater eller Anemoneteatret.
Hvad er det bedste ved (egne) børn?
Lykke & Szhirley samstemmende: Deres umiddelbarhed – de siger, hvad de mener.
Julie: Og deres grineflip
Mathilde: At de oplever alting for første gang. Polly blev f.eks. vildt optaget af en lampeskærm.
Szhirley: Det er sjovt, når der kommer ord på – Elton har fortalt små historier siden han var 2 år gammel.
Du kender ganske givet Slotsholmen, Middelgrunden, Trekroner og Flakfortet. Men vidste du, at hovedstaden har endnu flere spændende øer at byde på?
Vi kigger i denne udgave på seks af områdets kendte og mindre kendte øer..
Raseret af vandaler og endelig reddet
Flakfortet er verdens næststørste kunstige ø anlagt på revet Saltholm Flak 1910-14 som del af Københavns søbefæstning. Øen var udstyret med kanoner, men oplevede aldrig en krig. Den blev benyttet som søfort frem til 1957 og som raketlager yderligere 11 år. I seks år lå fortet øde hen og var let bytte for sørøvere, som fjernede alt af værdi. Stenfiskere stjal af molernes store granitsten. Det gamle maskinrum blev udsat for groft hærværk, og øen var under nedbrydning af vejr og bølger. Med støtte fra fonde, Københavns Kommune, sejlklubber og private blev forfaldet bremset, molerne genopbygget og vilde roser plantet. I 2001 solgte statens ejendomsselskab Flakfortet til et firma, som tilbyder udflugter til restaurant, teambuilding, firmafester etc. Øen på 32.000 m2 er 23 meter høj med et bygningskompleks i to etager, hvor gange forbinder gamle ammunitionsmagasiner og kasernebygning til 550 marinesoldater. Flakfortet besejles af Spar Shipping fra Nyhavn.
Aktivister besatte fuglenes lille ø I Sortedamssøen på Østerbro er anlagt to øer,
Fiskeøen og Fugleøen. Sidstnævnte, som faktisk består af to strimler jord, er ynglested for fugle og har i nyere tid været skarvkoloni. Øen blev berømt, da den i efteråret 1967 blev besat af en flok aktivister, som ”befriede” øen og udråbte den til uafhængig stat. Den nye stat søgte optagelse i FN og erklærede U.S.A. krig som protest mod landets engagement i Vietnam. Det nye lands eksistens varede dog kun kort, og i dag er de få kvadratmeter med træer og buske atter fuglenes domæne.
Kaninøen ubeboet og uden kaniner
Ravelinøen Kaninøen ligger i Stadsgraven, Christianshavns Voldgrav, ud for fristaden Christiania. Øen, som skulle dække voldene bagved i tilfælde angreb, er så vidt vides ubeboet og ”fredet” af christianitter, som dog fra tid til anden bemærker et vagabondskur på øens skråninger. Den kunstige ø, som blev til ved opfyldning i 1682-97, er del af Københavns tidlige befæstning. Egentlig hed Kaninøen, som så vidt vides er helt kaninfri, Løvens Bastion og havde senere sløjfede veje til ”fastlandet”. Andre lignende bastioner er gravet væk omkring 1870.
Magtens centrum siden Bisp Absalon
Slotsholmen er 21 hektarer og har 24 indbyggere. Den delvist kunstige ø er omgivet af kanaler afgrænset af Bryghusbroen, Prinsens Bro, Højbro, Børsbroen m.fl. Øen er opkaldt efter de borge og slotte, der lå her, siden Biskop Absalon i 1167 opførte den første borg, hvis ruiner kan ses under nutidens Christiansborg. Slotsholmen har siden Middelalderen været hjemsted for statsmagten og omtales tit som ”Magtens Ø”. Foruden Folketinget, Statsministeriet og Højesteret ligger der også ministerier, kulturinstitutioner og museer på Slotsholmen. Herunder Det Kongelige Bibliotek, Rigsarkivet, Tøjhusmuseet, Teatermuseet, Thorvaldsens Museum, Dansk Jødisk Museum og Christiansborg Slotskirke. Området bestod oprindelig af flere mindre holme, og Absalons borg af kampesten, kridtsten fra Stevns og munkesten kom til at ligge på den største nemlig Strandholm.
Københavns Slot blev opført her og var fra 1400-tallet danske kongers residens og regeringscentrum. Slottet blev ombygget flere gange, og resultatet blev rodet og tilfældigt. Slottet blev udvidet under kong Christian d.4. med bryghus, børsbygning, krigshavn med tøjhus og provianthus. Under senere konger kom flere pragtbygninger til herunder Kongens Kunstkammer, Det Kongelige Bibliotek og barokbygningen Staldmestergården ved den nyanlagte Frederiksholms Kanal fra 1705. Sidstnævnte bygning rummer i dag to ministerier. Senere kom en ny kancellibygning, som i dag er hjemsted for Finansministeriet. Slottet blev ombygget for at give plads til et nyt barokslot opkaldt efter Christian d.6., som også fik ridebane, stalde og ridehus. Hovedindgangen blev Marmorbroen, og Hofteatret så dagens lys i 1767. Slottet brændte og stod genopbygget i 1828, hvor kongefamilien dog valgte at forblive på Amalienborg. I 1849 blev Christiansborg sæde for Rigsdagen, og få år efter blev Slotsholmens krigshavn kastet til. Christiansborg brændte på ny i 1884, hvor kirken overlevede. Det Kongelige Bibliotek med have og bassin blev anlagt. Det nuværende slot i historicistisk stil er fra 1928 med lokaler for Folketing, Kongehus og Højesteret. Som Slotsholmens nyeste bygning blev tilbygningen til Det Kongelige Bibliotek,
Den Sorte Diamant, indviet for 19 år siden.
Verdens største menneskeskabte ø
Middelgrundsfortet er verdens største kunstigt anlagte ikke-landfaste ø af materiale fra udgravningen til Frihavnen anlagt på seks meter vand for at beskytte København mod angreb far søsiden. Fortet har siden 2015 tilhørt Middelgrundsfonden og skal efter renovering indvies i 2019 og tages i brug af spejdere. Indtil da er adgang forbudt. Siden 1894 var stedet underlagt hæren, søværnet og flyvevåbnet og var en overgang flygtningecenter.
Fire år senere åbnede det fredede fort for offentligheden med hotel og restaurant, før det 13 år senere overgik til Middelgrundsfonden for 20 millioner kr. Øen er 50.000 m2 med 17.000 m2 bølgebryderanlæg og 16.500 m2 underjordiske bygninger med 2,5 km gange og tunneller i tre plan samt to fyrtårne. Datidens pris på øen halvanden km fra Københavns Nordhavn kan sammenlignes med Storebæltsbroen mange år senere.
Tog kampen op mod engelsk overmagt Trekroner Søfort er en kunstig ø anlagt på en konstruktion af pæle fyldt med jord. Oprindeligt lå Trekroner 200 meter nordligere som karantænestation og fængsel. Først i 1827 var øen færdig efter en udvidelse, men den var alligevel aktiv i forsvaret af hovedstaden ved Slaget på Reden i 1801 og englændernes bombardement seks år efter. Søfortet var yndet udflugtsmål for københavnere i 1930’rne efter sin nedlæggelse til militære formål og frem til den tyske besættelse. Det stærkt forfaldne, men fra 1980’erne renoverede fort med kasematbygninger ud for Langelinje er ejet af Staten og har en forpagter på café og selskabslokaler i en tidligere kommandantbolig i sommermånederne. Siden 1994 har fortet været et populært udflugtsmål besejlet af Canal Tours. Navnet Trekroner stammer fra et af de orlogsskibe, som i 1713 blev sat på grund og fyldt med sten for at anlægge fortet.
![FET_Baadfart_NYsagafjord_galleri09[1]](https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2018/06/FET_Baadfart_NYsagafjord_galleri091.jpg)
![FET_Fugleøen_01[1]](https://www.liebhaverboligen.dk/wp-content/uploads/2018/04/FET_Fugleøen_011.jpg)
