Ganske kort tid efter Chelsea Mannings løsladelse læste Anders Budde Christensen et interview med hende og indså, at der var en historie at fortælle. Det gør han så nu – både som dramatikeren bag stykket og i en solopræstation som hovedpersonen i ”Manning er fri”. Til maj på Betty Nansen Teatret.

Du tog til USA for at møde Chelsea Manning – ville det have ændret noget, hvis det var lykkedes?

Det er jeg overbevist om. Det ville have påvirket mit manuskript, men helt sikkert også mit arbejde med rollen. Som skuespiller arbejder jeg med fakta, fantasi og forestillingsevne, og jo færre fakta jeg har, desto mere forestillingsevne må jeg anvende.

Hvor stor er forskellen på at være transkønnet i USA og i Danmark?

På min tur til USA var jeg ikke ude på bøhlandet i Oklahoma, hvor Manning voksede op, men de mennesker, jeg talte med, sagde, at det var langt lettere at tilhøre LGBT-miljøet i storbyerne. Mere sikkert. Alene det, at man lettere kan møde ligesindede. Der er ikke helt den samme forskel på land og by i Danmark … og vi har ikke den samme indædte religiøsitet, hvor det slet ikke er okay at være transkønnet.

Manning er fri, men Julian Assange sidder stadig på Equadors ambassade i London … 

Wikileaks’ og Julian Assanges berømmelse er tæt knyttet til Chelsea Manning. De blev først en international faktor med Mannings afsløringer. Men sidenhen har hun lagt afstand til Assange. De er ikke enige. Nu stiller Manning jo op som senator for det demokratiske parti, og de går bestemt ikke ind for lækager.

Men om Julian Assange har begået noget ulovligt eller er offer for et komplot, det får vi ikke at vide uden en retssag.

Vores liv er kortlagt på nettet … skal vi være bekymrede?

Ja! Og tag ikke mit ord for det – det er ikke noget, jeg ved så meget om, men det gør Chelsea Manning. Den største fare er, at vi tror, vi kan færdes trygt på nettet, og lader stå til i tiltro til, at ’nogen’ nok lovgiver på området. For det gør ’nogen’ ikke, medmindre vi kræver det!

Hvornår var du sidst i biografen – og hvad så du?

I søndags – jeg så ”The Shape of Water” med familien. Den var smukt lavet, men lidt for sort/hvid med en skurk, der bare er ond. Jeg var mere begejstret for den forrige, jeg så, ”Three Billboards Outside Ebbing Missouri”.

Og kunne du tænke dig en filmrolle … og i hvilken slags film?

Jeg har lavet lidt film, men det er mest teatret, der er blevet mit arbejdsfelt … men jeg kunne godt tænke mig at spille med i en komedie.

De fleste kender hende nok som Susanne Winther i ”Broen IV,” men lige nu er Sandra Yi Sencindiver aktuel som instruktør på forestillingen ”Ikke uden min mor” om betydningen af båndet mellem mor og datter – og fællesskabet mødre imellem uanset baggrund.

Er det her en kvindeforestilling – altså henvendt kun eller mest til kvinder (eller vil en mand også forstå)?

Da vi startede arbejdet for et halvt år siden, ville jeg have sagt, at det var specielt for kvinder. Der er mange mænd, der har spurgt nysgerrigt, om de også måtte se med. Og det må de, for de har jo også mødre, døtre og søstre.

Er det her en café latte-forestilling?

Selv om man udmærket kan hygge sig med mor, datter eller veninder, så er det ikke kun hygge; der er også en masse konflikter og had/kærlighedsforhold.

Du er selv adoptivbarn (fra Korea) og har haft flere adoptiv- og
stedmødre … hvem har du dit mor-forhold til?

Jeg et godt forhold til min biologiske mor, men vi ses ikke så ofte, så derfor er vi ikke så tætte. Min amerikanske adoptivmor har jeg ikke kontakt til, og min danske stedmor døde, da jeg var teenager. Til gengæld har jeg en tæt relation til min tvillinge-
søster og min bonus-lillesøster.

Er moderskabet blevet nedprioriteret i forhold til karrieren i vores samfund?

Problemet er, at vi ikke kan fravælge morrollen, men at vi kvinder prøver at være det hele, og det er svært at rumme: at være menneske, gøre

karriere, være mor, veninde, elskerinde. Vi tror, der findes en opskrift på at være det hele og føler enorm skyld over ikke at lykkes.

Hvor meget fylder det at være mor i din egen selvforståelse?

Jeg er på vej mod de 40, og et barn er i skole. og det andet skal snart begynde. Nu begynder jeg at kigge på, hvilke valg mine mødre traf- ikke bare som mødre, men på alle felter i livet. Hvad gav de videre – og hvad vil jeg selv give videre og ikke give videre til mine døtre.

Hvorfor er stedmødre (i eventyrene) altid onde?

Jeg tænker, at det er et spørgsmål, om man tror, at man kan elske andres børn som sine egne. Hun skal overtage en utaknemmelig rolle, for selv om hun giver og giver, kan hun ikke automatisk forvente at få kærligheden tilbage fra børnene. Stedmoderen i en skilsmissefamilie får ofte ikke lov til at deltage i opdragelsen og kan let komme til at optræde i skurkerollen.

Hvis du skal pege på et godt portræt af en mor i kunsten?

Jeg elsker TV-serien ”Little Big Lies” med Reese Witherspoon. Det er en serie, der tager livet alvorligt. Det er ikke kun morsomt – bestemt ikke café latte!

Dit bedste råd som mor til datter vil være – hvad?

Det spørgsmål legede vi faktisk med i produktionen af ”Ikke uden min mor”. Jeg tror, mit svar var … Vær en person, du godt kan lide – du kan alligevel ikke få alle andre til at synes om dig. Jeg er selv opdraget lidt med at please andre … det lykkes alligevel aldrig!

På Loppemarkedet i Charlottenlund kan man ofte gøre sig et godt tøjkup i den dyrere ende samtidig med, at man støtter hjemløse og udsatte personer.

Genbrug er guld, siger man, og det passer fremragende med udviklingen af loppemarkeder herhjemme. Tidligere blev der – i visse kredse – set lidt ned på det at købe ting og tøj på et loppemarked. Det har ændret sig markant, og i dag vrimler det med muligheder for at købe brugt tøj, møbler, slidt køkkenudstyr, gamle lamper og mormors efterladte sager. Steder som DBA og Gul & Gratis, genbrugsgrupper på facebook, genbrugsbutikker og ikke mindst loppemarkeder boomer som aldrig før. Ifølge en livsstilsekspert skyldes det primært vores kræmmermentalitet kombineret med miljøbekymring. Samtidig er det også blevet ‘respektabelt’ og et symbol på individualitet og personlighed, at man i dag parrer nyindkøbte ting med ældre retroudstyr.

Hjælper hjemløse

Et af de bedste steder at købe gammelt tøj og retro er loppemarkedet i Charlottenlund lige ved Charlottenlund Station. Af markedsføringsmæssige årsager hedder det Gentofte Loppemarked, men det ligger altså i hjertet af Charlottenlund mellem stationen og forstbotanisk have. Gentofte Loppemarked drives af Overførstergården, som er en institution, der hjælper hjemløse med alkoholproblemer og psykiske og sociale vanskeligheder. Loppemarkedet så dagens lys i 2000 og drives som indtægtsdækket virksomhed, hvor overskuddet bruges til gavn for herberget. Prisen pr stade er 450 kr. Her er godt 60 stadepladser og på en normal søndag kommer der mellem 2.000 og 3.000 besøgende. Kommer man på en  god dag vejrmæssigt, kan det være svært at finde en parkeringsplads tæt på, og det er ualmindelig god ide at overholde parkeringsreglerne, da der bliver uddelt mange irriterende bøder af kommunes parkeringsvagter hver søndag.

Professionelle sælgere

Så når man prutter om de fede retrofund og designertøj nær stationen, støtter man også et godt formål udover ens egen pengepung og miljøet. Markedet er især kendt for de store mængder af designer- og andet mærkevaretøj, der bliver solgt af private. Ellers er det en blanding af antik, retro og almindeligt skrammel, der karakteriserer tingene på de forskellige stande. Her optræder en del professionelle sælgere, som har de samme ting med hver gang. Den store forekomst af tøj og det lidt dyrere designertøj gør, at der er et stort overskud af kvinder på loppemarkedet. Det er typisk mødre i alderen 30-50 år eller teenagepiger, som med glubske øjne går på hugst i de store tøjmængder.

Mærkevarer til ok priser

Vi har spurgt to typiske kunder, Anna på 17 og Susanne på 47, hvorfor de handler på Gentofte Loppemarked. “Det er et sted, hvor man kan gøre nogle gode fund blandt de lidt dyrere ting. På mange af standende sælger de mærkevaretøj til ok priser, men sjældent billigt, som man kan se det andre steder. Jeg støder ofte på unge piger, der sælger deres mærkevaretøj for 1.000 – 1.500 kr., og det støder man næsten aldrig på, når man besøger andre loppemarkeder. Men her er meget lækkert tøj både til mig selv og til mine børn. Jeg kommer her mest for tøjet skyld, da jeg ikke bryder mig specielt om deres retroting, som er for dyre. Der er næsten ikke nogen møbler her, men sidste år fik jeg købt et Johannes Andersen sofabord fra 1950’erne til 200 kr., som efter slibning og olie var som nyt igen. Det er vurderet til 4.000-5.000 kr., så det var et superkøb! Generelt er det et rigtig godt loppemarked, selv om parkeringspladsen, hvor det holdes på, er lidt ucharmerende,” mener Susanne.

Svært at prutte om tøjet

Det med tøjet kan Anna på 17 sagtens følge. Hun kommer der også for tøjets skyld, selv om hun også er ret vild med mange af retrotingene: “Her er mange dyre mærkevarer, og det tiltaler mig. Tøjet er dyrere end andre steder, men du får også noget kvalitet, som er pengene værd. Somme tider er det virkelig svært at prutte om tøjet, fordi sælgerne har sat en pris, som de under ingen omstændigheder fraviger. Jeg har flere gange oplevet, at de hellere vil beholde tøjet end sælge det lidt under. Jeg kan godt lide mange af retrotingene på markedet, som ville passe godt til mit værelse. Og så er det hyggeligt, at man bagefter kan gå en lille tur i botanisk have. Når der er mange mennesker på loppemarkedet, kan det godt blive temmelig crowdy ved standene, men ellers har jeg kun godt at sige om stedet.”

Man har selv mulighed for at prutte om Donna Karan bukserne eller den tyske industrilampe fra søndag den 8. april, hvor Gentofte indleder sæsonen. Der er åbent hver søndag fra 8.00 til 14.00 frem til den 10. oktober, hvor sæsonen slutter.

Helle Fagralid var blot et år gammel, da John Mogensen døde. Alligevel dukkede hans sange op som fast repertoire til gymnasiefesterne i 90’erne, så der var om ikke gensyn, så genhør i rollen som hans kone Ruth i ”Så længe jeg lever”.
– Af en eller anden grund sang vi tit John Mogensen sange, når vi var til fest eller andre sammenkomster i gymnasiet. Det var ikke noget vi dyrkede, men til festerne kom hans sange altså frem, husker Helle Fagralid.

Alkohol og ægteskab

Udfordringen ved rollen var nok at forstå, hvorfor Ruth blev hos John, der gennem alle årene havde et voldsomt alkoholproblem

– Det har jeg også spurgt instruktøren og manuskriptforfatteren om, siger Helle Fagralid

– Sammen har vi fundet ud af, at det var en afhængighed, der gik begge veje. John var helt afhængig af hende som sin støtte, og hun kunne ikke give slip, selv om han svigtede hende utallige gange. Der må have været en helt særlig ting – en humor og en passion, som de delte. Men det er et godt spørgsmål. Den ene side er, at de elskede hinanden. Den anden er, at det også var en tid, hvor man ikke bare blev skilt.

– Ruth kunne godt have klaret sig selv. Hun var tegner og tegnede illustrationer til ugebladsnoveller, fortæller Helle. – Hun var også med til at skrive nogle af John Mogensens sange. Så det var også et kreativt fællesskab, de havde.

Et kreativt fællesskab

Det kreative fællesskab finder man i øvrigt også i Helles eget ægteskab med Ole Bornedal, som instruktør og manuskriptforfatter til ”Så længe jeg lever”. Måske noget mere ligestillet end John og Ruths i 60’erne og 70’erne:

– Jeg tror afgjort, at ligeværdige partnere giver det bedste ægteskab, men det betyder ikke, at de skal være lige meget udearbejdende. Ligeværd kan tage mange former. Den ene kan sagtens tage slæbet derhjemme, mens den anden (uanset køn) er ude at jage, bare man er enige om fordelingen og glade for den. Ingen bliver glade af, at begge har for travlt, så de aldrig har tid sammen.

I forbindelse med ”Så længe jeg lever” har de så også haft tid sammen på optagelserne. Men hvordan er det at modtage instruktion fra ens mand?

– Det fungerer fint for mig … Han synes måske noget andet, ler Helle. – Ole er dygtig til at skabe et rum, hvor man ved, hvad han vil, men hvor der samtidig er plads til, at jeg kan byde ind. Det er et trygt og kreativt rum.

– Vi har ikke planer om at arbejde sammen igen – det havde vi heller ikke på forhånd her. Jeg har kun fået rollen, fordi instruktøren mente, at jeg passede som skuespiller. Jeg passede for eksempel ikke ind i ”Dræberne fra Nibe”. Jeg ville elske at arbejde med Ole igen, men kun hvis det giver mening for projektet!

Effektivitet og præstation

Som skuespiller er Helle Fagralid udmærket bekendt med kolleger og andre kunstnere, der kæmper eller har kæmpet med misbrugsproblemer

– At stræbe efter det perfekte kan være en motivation, en drivkraft, men det kan også være djævlen på skulderen i form af præstationsangst. Jeg tror, at mange kunstnere kan genkende begge dele. Den gode side er, at man bliver ved med at udfordre sig selv og ikke nøjes med, at det er ’godt nok’. Men det er hårdt, hvis man aldrig er tilfreds.

Det er måske i dag mindre almindeligt, at folk møder berusede op, som de gjorde engang. På den anden side har vi set en masse eksempler på, at kunstnere er gået ned med stress:

– Der var nok en større tolerance over for druk dengang, men jeg ved ikke, om der i dag er færre kunstnere, der drikker sig ihjel. I dag er presset af en anden art, og jeg er sikker på, at der er nogen, der tager et eller andet for at komme op eller ned. I Johns tilfælde var det et indre pres om at være perfekt. I dag lever vi med et pres udefra, hvor vi skal være effektive, hvor vi spejler os i andres præstationer og skal være perfekte. På godt og ondt er vi mere strikse i dag. Det er rart, at folk ikke dingler berusede rundt på arbejdet (det forekom også på Det Kongelige). Vi har en fornuftig alkoholpolitik, men der er desværre også en ny-puritanisme, som passer til kravet om effektivitet, og det er enormt stressende.

Det perfekte og det skæve

Problemet med den effektivisering og strømlining er, at den ikke kan rumme skæve eksistenser:

– Jeg synes, der er kommet et forfærdeligt fokus på karakterer og målrettethed i uddannelserne. Det gælder om, at børnene/de unge kommer hurtigst muligt ud, så de kan tjene penge til samfundet, inden de overhovedet er blevet sig selv. Man finder jo også sig selv i det sociale i løbet af en uddannelse. Det er også der, man bliver dannet som menneske.

– Jeg tror ikke, vi får mere ud af den strømlining. Jeg er så glad for, at den nye direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, går ud og siger netop det! At en mand i hans position slår på, at det, vi i Danmark skal leve af, er alle fejlene.

– John Mogensen søgte det perfekte, men det er hans skævhed, der er det særlige ved ham.

Så længe jeg lever

Portrætfilmen om John Mogensen ”Så længe jeg lever” spænder over hele hans karriere; fra verdensberømt i Danmark med Four Jacks over deroute med alkohol og en ydmyg tilværelse som hyggepianist og til hans gennembrud som den folkelige John med hits som ”Dybbøl Mølle maler helt ad Helved’ til”, ”Sidder på et værtshus” og selvfølgelig titelsangen. Derimellem også en række kærlighedssange, der måske afspejler det nogle gange stormfulde ægteskab med Ruth. Hun spilles af Helle Fagralid, han af Rasmus Bjerg. 

Helle Fagralid

41-årige Helle Fagralid blev uddannet skuespiller i 2001 (men har medvirket i en lang række film, siden hun var 10 år) og har gennem en årrække været fast ansat på Det Kgl. Teater. Dertil har hun spillet store roller i film som ”Sorg og glæde” og TV-serier som ”Forbrydelsen III”. Helle er gift med instruktøren Ole Bornedal og har en søn fra tidligere ægteskab.

Rundt om Helle

Hvad er dit yndlingsnummer med John Mogensen?

”Så længe jeg lever” er jo en smuk, smuk vise – men hvis jeg skal vælge en, så bliver det nok ”Hva’ er der så mer’?” … Den handler meget apropos om stress og, at livet er her, nu.

Hvilken slags musik lytter du mest til i det hele taget?

Jeg lytter til meget forskelligt. Min 11-årige søn giver mig jo et moderne input. Og jeg har altid lyttet til klassisk musik.

’Sidder på et værtshus’ – har du et yndlings eller bare et sted, du finder særlig stemningsfyldt?

Nej, ikke sådan et sted. Jeg elsker at være i naturen, men hvis du vil have et sted, så vil jeg sige Botanisk Have. Der kan jeg godt lide at være.

John Mogensen var til øl og snaps – what’s your favourite poison?

Der er jeg mest til vin – rød og hvid – frem for drinks. Og så har jeg en svaghed for portvin. Det er der ikke så mange, der drikker.

Hvordan har du det med at farve hår – du er brunette i filmen?

I filmen har jeg paryk på. Egentlig er jeg mørkeblond. Det blonde hår, jeg er kendt for, er farvet. At have paryk på hjælper mig med at fjerne mig fra mig selv. Det var lettere at skabe Ruth, når jeg havde den på.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Jeg er i gang med Elena Ferrantes Napoli-triologi, hvor jeg skal tage hul på tredje del nu.

Hvor kunne du drømme om at tage på vinterferie?

Jeg har ingen planer lige nu, men hvis jeg må drømme, så en skiferie til Norge.

Og lidt længere fremme: Den bedste forårsbebuder – for dig?

Det starter jo nu, hvor de små gule erantis titter frem. Jeg lægger altid mærke til, at der er en masse ved Glyptoteket.

Hvad kan vi ellers se frem til at se dig i?

Jeg glæder mig til at starte på de første prøver på Teater Grob til juni. Det er jo et lille teater, der står i skarp kontrast til Det Kgl. Teater, hvor jeg har været i mange år. Forestillingen har premiere efter ferien i slutningen af august.

Østerbro er så vellykket, at der kun er få fingre at sætte på arkitekturen. Kun enkelte byggerier for- urener det totale indtryk, hvor ældre og nyere byggeri mange steder går op i en højere harmonisk helhed. Det mener forfatter Peter Olesen, som har gjort det til sit speciale at bedømme byer med kritiske øjne.

Nordhavn er for tæt bebygget med for lidt sol og lys ind i boligerne efter Peter Olesens opfattelse. Men han roser de mange kanaler.
Foto: By & Havn/Peter Sørensen og Ole Malling

Bruger man lup, kan det godt lade sig gøre at finde eksempler på uheldigt byggeri på både Ydre og Indre Østerbro. Men hovedindtrykket for området er overordentlig harmonisk og vellykket, det kommer man ikke uden om! Sådan lyder det fra journalist, forfatter, foredragsholder og debattør Peter Olesen, som i over 25 år har haft professionelt fokus på arkitektur og byhistorie:

”Østerbro er fint og rigt bebygget med store flotte ejendomme fulde af kvaliteter i æstetik og gedigenhed. Det er gader som Østerbrogade, Nordre Frihavnsgade og Strandboulevarden eksempler på. Men også mindre opreklamerede områder som det ved Kildevældsparken på bagsiden af Jagtvejen er af høj standard. Her ses både fin renovering og projekter med klimatilpasning,” lyder det fra en begejstret Peter Olesen.

Selv om han næsten ikke kan få armene ned, når talen falder på Østerbros herligheder, drypper han dog gerne en smule malurt i bægeret, når talen falder på visse lokaliteter. Som Parken ud til Øster Allé og 1980-tilbygningen til det tidligere posthus fra 1922 – det nuværende Post & Tele Museum – på samme vej:

”En arkitekturanmelder har kaldt Parken bodybuilderarkitektur, og den betegnelse for den dominerende og uskønne 25 år gamle bygning må jeg desværre tilslutte mig. Sådan er det også med posttilbygningen, som er en klodset klods, der ikke yder den eksisterende arkitektur i det ældre posthus og ejendommene omkring nogen respekt overhovedet,” mener Peter Olesen, 71, som har skrevet 27 bøger om København med fokus på arkitektur.

Spærret mod vandet

Mens det øvrige byggeri på Østerbro udmærker sig ved ikke at ligge ret tæt, er de nye byggerier i Nordhavn både dyre og tætte. Det betyder, at beboerne ikke skaffes den sol og det lys, de kunne have fået. Peter Olesen mener ikke, at tendensen er venlig over for de mennesker, som skal bo i de nye dyrt betalte lejligheder. Dog er de mange nye kanaler i det havnenære miljø et plus, anerkender han.

”Østerbro har, siden kvarteret blev opført omkring århundredeskiftet, være et finere og mere velhavende kvarter med større lejligheder og større afstand mellem bygningerne end på de andre brokvarterer. Og selv det nyere byggeri fra 1930’erne og 40’erne som Røde Kors-hovedkvarteret på Blegdamsvej og karreer i Østbanegade er af høj kvalitet. Ja, der er så mange perler i bydelen som Østre Gasværk og Øresundshospitalet, for at nævne et par enkelte, at man må juble. Man kan bare ærgre sig over, at Østerbro i tidernes morgen fik spærret for adgangen til vandet på grund af jernbanen, men den mangel er ved at blive udbedret”.

Røde Kors` hovedkvarter på Blegdamsvej fra 1950 er eksempel på, hvor godt forskellige perioders arkitektur spiller sammen på Østerbro. Foto: Miriam Nielsen.

Tilbygningen fra 1980 til det daværende posthus fra 1922 (nuværende Post & Tele Museum)er opført uden respekt for den eksisterende bebyggelse. 

Ydmyg funktionalisme: Kræftens Bekæmpelses hovedsæde på Strandboulevarden fra 1937 er tilbygget det oprindelige Finsen Hospital.

Øresundshospitalet fra 1876/1902 på Østerbrogade er én af de smukke Østerbro-bygninger, Peter Olesen fremhæver. 

Parken ud til Øster Allé er bygget i 1992 på grundlag af den daværende Idrætspark. Med sin bodybuilderarkitektur er den uskøn efter Peter Olesens mening.

Forfatter og journalist Peter Olesen anmelder på opfordring danske byer for deres arkitektoniske kvaliteter eller mangel på samme. Selvom han ikke er bange for at være kritisk, er der kun ringe anledning til det på Østerbro. Bydelen er i sjælden grad harmonisk, mener han. Foto: Suste Bonnén

”Requiem” er en dødsmesse, men ligesom de musikalske, f.eks. Vivaldis og Mozarts, skildrer Peer Hultbergs værk, der ligger til grund for fore- stillingen på Betty Nansen Teatret, vandringen gennem hele livet med højdepunkter og lavpunkter, glæde, vrede, morskab og tragedie.

Det lyder ret alvorligt, er det det?

Det har dybde, men også humor og rørende elementer. Det har lidt af det hele.

537 tekster er blevet til 80 i forestillingen – er der en rød tråd?

Vi skuespillere springer ind og ud af figurerne og lægger stemme til dem. Nogle gange skifter vi fra én til en anden – og så dukker den første figur op igen i anden akt. Andre figurer popper bare tilfældigt op. Præcis ligesom mennesker vi møder gennem livet.

Hvem er du – for eksempel?

Jeg er bl.a. ”en fuld kvinde”, men også en figur, vi kalder ”Klappekvinden”. Hun er begejstret for alt og alt for hurtigt. Hun klapper, inden de er færdige med arierne i operaen. Så hun går rundt og synes, at alle andre er så negative.

Mange kender dig som ’hende den sjove’ – er du bange for typecasting?

Det må så være dem, der kender mig fra TV – som Hjørdis. De, der kender mig fra teatret, ved, jeg spiller alle typer roller – på det seneste faktisk langt flere tunge, dramatiske roller. De, der kender mig fra Cirkusrevyen … jamen, Ulf Pilgaard er jo nok den bedste morder, vi nogensinde har haft i dansk film. Vi spiller al slags teater!

Hvad glæder du dig mest til i 2018 (ud over Requiem)?

Jeg glæder mig rigtig meget til at spille ”Midt om natten” i Tivoli til sommer og tage fat i hele kataloget af Kim Larsens og Gasolins sange. Og lige nu glæder jeg mig til, at ”Monster” (om USA’s første kvindelige seriemorder) får lov til at spille tre ekstraforestillinger 7.-9. januar … det er tredje gang, vi sætter den op!

Hvis dit liv skulle have en titelmelodi, hvad skulle det så være?

Ikke bare på grund af forestillingen, men Mozarts ”Requiem”. Det er simpelthen noget af mit yndlings-klassiske musik. Og ellers … måske ”Svantes
lykkelige dag”. Den hylder bagatellerne, hverdagens småting.

Og derudover: hvad lytter du til i øjeblikket?

I december har jeg hygget mig meget med julemusik, men ellers har jeg mit løbeudvalg; det er mest rock. Det løber man godt til.

Nu da du skal spille et stykke litteratur. Hvilken bog ligger på natbordet?

Lige nu er det manuskriptlæsning, der fylder. Ellers er jeg i gang med andet bind af Ken Folletts 100-års-trilogi. Han skriver fantastisk.

Hvad drikker du for at holde dampen oppe – te eller kaffe?

Jeg er mest til kaffe, men ikke for koffeinen. Mange dage når jeg ikke morgenkaffen, for jeg vil hellere drikke kaffen, når jeg har tid til at nyde den; i en pause, eller når jeg kommer hjem fra arbejde.