Det er ikke i sig selv en kvalifikation at være mor … og så alligevel. I hvert fald er Julie R. Ølgaard, Szhirley og Mathilde Norholt alle kvalificerede til comedy showet ”Mødre”. Sjovt nok er det det fjerde medlem af kvartetten, Lykke Sand Michelsen, der fik ideen. Uden at være mor!

 

 

#metoo
Når Liebhaverboligen sidder med fire kvinder, der oven i købet alle kommer fra showbiz, hvor bølgen startede, så kommer vi ikke uden om hashtagget #metoo:
– Det er super vigtigt, at der er respekt for vores køn, at vi bliver behandlet ordentligtog ikke udnyttes, siger Szhirley. – Jeg tror, vi alle har #metoo-oplevelser. På den anden side er det vigtigt ikke at kriminalisere alle de gode mænd. Jeg tror desværre ikke, at kampagnen rammer de virkelige krænkere. De ’don’t give a shit’. Sidst jeg var i byen, var der en lesbisk kvinde, der var ’all over me’. Jeg tænkte, ’nå, det er hendes sag’ … men hvis det havde været en mand,
så ville jeg nok have raget tilbage med
et godt greb i skridtet!
– Jeg troede egentlig ikke, at jeg havde oplevet det, men så tænkte jeg tilbage til dengang jeg var 14 år og startede i skuespilfaget, siger Lykke. – Jeg troede, det var noget man skulle; være ’loveable’, finde sig i lort, finde sig i lavere løn. Så det er vigtigt med fokus på ligestilling. Jeg synes, vi skal behandle hinanden ordentligt, fordi vi er mennesker. Ikke fordi vi er kvinder eller mænd.
– Det kan godt være kampagnen er kørt lidt af sporet, fordi nogen har brugt den til at få opmærksomhed, mener Julie og får tilslutning af Mathilde: – Vi kan sige, at mediedækningen er kørt af sporet!

 

De fire kvinder har kendt hinanden på kryds og tværs gennem mange år, og nu hvor de skal arbejde sammen, går der øjeblikkeligt venindesnak i den med fælles oplevelser, fælles bekendte og ja – det der med børnene.

Veninder og legekammerater

Men det er nu ikke derfor, Lykke har fået ideen:

– Ideen har ligget i skrivebordsskuffen i 5-6 år, men så tog Folketeatret bare så fint imod, og nu har jeg ansat de andre, fortæller Lykke.

– Jeg kender Lykke gennem Maria Lucia, og hun har tidligere spurgt, om vi skulle ’lege sammen’, siger Szhirley. Men så var jeg bare forlænge om at svare på mailen … Så kan jeg lære det!

Hun har i øvrigt en vis senioritet i gruppen med 2 børn, Elton og Bille. Men det var langt fra en given ting:

– Jeg gik fra min kæreste som 31-årig. Der måtte jeg revurdere mine drømme om familie og indse, at jeg måske ikke ville få børn. Men så fandt jeg Mads, og 5 uger inde i forholdet besluttede vi os for, at vi gerne ville have børn … og opdagede, at jeg allerede var gravid!

Barselsstue

På Folketeatret bliver det hyggeligt med eftermiddagsforestillinger, hvor nybagte mødre kan tage deres børn med. Hvis de sover i barnevognen, får mødrene en babyalarm, så de kan passe på dem. Der må ammes, og der er gratis bleer. Men om aftenen er det for mødre uden børn (og gerne med mænd), og så er der drinks i baren (Szhirley: ”Så skal det være mælkedrinks alt sammen”)!

– Vi ville vise alle sider af moderskabet – også de mindre pæne tanker, lover Lykke. – Vi vil skabe en genkendelighed; du er ikke alene!

– Der opstår grimme tanker, når man kun har sovet i 4 minutter ad gangen, indskyder Szhirley. – Man kan godt sidde med både glade og frustrerede tanker og tro, at ’jeg er     den eneste, der har det sådan’. Der er så meget med, at vi skal være ’supermødre’. Jeg siger ’shut the fuck up’ – lad dog være!

– Jeg har en veninde, der fik en pisselækker unge; græd ikke, sov hele natten, husker hun. – Jeg tænkte, han bliver nok en forfærdelig teenager, men så skulle hun have et nyt barn og så var jeg lidt … gid hun får en af den svære slags. Det er faktisk en helt almindelig baby, så jeg siger: jeg håbede, du fik en som sidst, men jeg synes det er rart, at du også prøver en rigtig baby. Og hun siger: du må få ham!

Pyt-knappen

– Uanset hvad vi forventer, så vender en baby op og ned på din verden, men hvad der end sker, så har vi ikke fejlet, siger Lykke. – For når vi så står der og ikke får mascara på og ikke får vasket vasketøjet, så er der bare brug for den store pyt-knap … og en masse kaffe, tilføjer Szhirley.

– Polly er lige begyndt at spise rigtig mad – helt almindelig mad ligesom os, siger Mathilde. – Vores oplevelse er, at det virker bedst. Og en dag vil Kristian give hende en tår af sin milkshake og jeg tænker, nej! Men så fandt jeg pyt-knappen. Jeg mener, hun dør ikke af en teskefuld milkshake. Som min gudmor siger: ’børn kan vokse op på saltlakrids’!

De gode mænd

Og hvad med mændene?

– I vores generation er vi heldige, siger Szhirley. – De vil gerne engagere sig i børnepasningen

– Spørgsmålet er, om vi kvinder er gode til at give dem lov, siger Lykke.

– Min kæreste klæder barnet bedre på, end jeg gør; altid varmt og med bedre farvesammensætning, lyder det fra Mathilde. – Vi har haft dem inde i kroppen, men vi skal lære at give slip på børnene – ligesom når de bliver teenagere, siger Szhirley

– Mændene lærer det jo først, når de står med barnet i hænderne, fortsætter Mathilde. – Nogle gange når jeg er træt, og min kæreste tager Polly, er jeg lige ved at blande mig, men igen … nej!

Kvinder med en mand/kæreste skulle sætte pris på det privilegium, mener Lykke, og Szhirley understreger det med en oplevelse, hvor hun oplevede en krise, da hendes far gik bort og hun havde været på arbejde på en ”Far til fire”-film:

– Jeg glædede mig til at komme ombord på flyet, så jeg kunne sove. Der sad en mor alene med to småputter. Folk kiggede bare lidt irriteret. Jeg tænkte ’fuck it – jeg må undvære de 6 timers søvn –jeg hjælper hende’. Det viste sig, at kvinden ikke havde fundet en mand, men fået to donorbørn, og nu tog hun ud at rejse med dem. Jeg ved ikke, hvordan hun fandt min adresse … men bagefter sendte hun mig blomster! Jeg synes, det er sejt at vælge at være alenemor.

Lige meget ligestilling

De fire kvinder er helt enige om, at ligestillingen må være total – at mænd altså også må have mulighed for at finde en rugemor og blive alenefædre.

– Mænd bliver diskrimineret på mange måder f.eks. i en skilsmisse, siger Julie. – Der er mændenes stilling så svag. Men hvorfor kan et barn ikke trives bedst hos faderen? Så snart vi ikke ammer længere, så kan mændene lige så godt passe børnene. All you need is love.

– Der bliver ofte talt ned til manden, påpeger Mathilde. – De bliver bedt om at ’tage ansvar’. Som om man går ud fra, at alle mænd er nogle slubberter, der ikke gider deres babyer. Det bør vi gå ud fra de fleste mænd gør. Ligestillingen skal også gå den anden vej.

I det hele taget føler de, at de har været heldige med deres mænd og deres engagement i børnene:

– Gustav er en virkelig god far, siger Julie. – Vi er rimeligt ’loose’ omkring det med ansvaret, men min søn er lige så knyttet til Gustav som til mig.

– Man skulle tro, vi havde sammen mand, indskyder Szhirley.

Fædregrupper er da også på vej. Szhirley ser tit grupper på 3-4 mænd, der kommer gående med barnevogne.

– Men på sigt bliver det nok noget med, at fædrene spiller fodbold, og børnene spiser is, griner Julie. – Helt seriøst; jeg oplever ikke, at Gustav har det samme behov for at snakke, som jeg har.

Kvindesnak

For snakke, det gør kvinderne jo – og det ligger der en masse humor i:

– Det er godt for de nybagte mødre at øve sig i at grine, i at gå ind i moderrollen med selvironi, siger Lykke. – Man bliver hidsig, man tuder, men bagefter skal man kunne grine ad det. Og man kan sagtens tage manden med. Eller bedsteforældrene!

– Jeg ved, at der er mange mænd, der følger NIPS-kanalen (Jullies webkanal sammen med Laura Christensen og Neel Rønholt, red.) og synes, det er sygt-pisse-grineren, siger Julie. – De kan også grine ad det genkendelige i mødregruppen.

Supermødre

Mest af alt ønsker de fire kvinder, at vi kan grine ad perfektionismen:

– Der er mødre i vores generation, der vil være perfekte, tager et år ud af kalenderen til barsel, selv laver økologisk mos til barnet, synger for det. Min mor havde tre ugers barsel, min far ingen. Selv har jeg taget Cooper med på arbejde fra han var 2 måneder gammel. Jeg har ikke lavet hjemmelavet mad, og jeg har ikke sunget sange. Men jeg har en glad dreng, selv om jeg ikke gør alle de ting, siger Julie. – Ellers havde jeg ikke gjort det. Vi tager det i hans tempo.

– Jeg dømmer ikke supermødrene … men de skal heller ikke dømme mig! Vi skal løfte hinanden og være nysgerrige på, ’hvordan gør du’? Det er søstersolidaritet!

– Ligesom med #metoo skal vi kvinder hjælpe hinanden og ikke være nogle rejekællinger, siger Mathilde. – Pointen er, at børn er robuste. Tænk, hvad børn overlever jorden rundt. Og de griner stadig!

– Den største udfordring ved at være gravid, var omgivelserne, fortsætter hun. – Alle syntes, de skulle fortælle, hvor ondt, det ville gøre. Jeg var ved at blive sindssyg. Vi ved godt, det gør ondt … men til gengæld får vi et barn, der vil vores største fan de næste 12 år!

– Og alle fortæller, hvor hårdt det er med en baby, tilføjer Julie. – Det er altså ikke hårdt at skifte ble. Det er kun de nederen ting, de fortæller; ’Du og kæresten skal lave en kontrakt om, at i holder ud i de første to år’. Jeg vil hellere tale om alle de grineren ting ved at have et barn.

Man kan grine med på det, Julie, Mathilde, Lykke og Szhirley taler om, i ”Mødre” på Folketeatret 12. april til 12. maj.

 

 

Små blå bøger

Julie R. Ølgaard er uddannet på The Lee Strasberg Theatre Institute i Los Angeles, men vendte tilbage til Danmark efter gennembruddet i filmen
”Midsommer”. Julie er 36 år, er gift med Gustav Muus og sammen har de sønnen Cooper. Mathilde Norholt er nærmest vokset op på scenen som datter til Kirsten Norholt og Flemming Sørensen og er autodidakt skuespiller med erfaring bl.a. som fast karakter i ”Lykke” og ”Svartsjöen”. Mathilde er 35 år, danner par med Kristian Errebo Krantz og sammen har de datteren Polly. Szhirley har været en prominent del af den danske musikscene siden midten af 90’erne og debuterede som skuespiller i ”West Side Story” på Østre Gasværk i 2006. Szhirley er 41 år, danner par med Mads Møller, og sammen har de drengene Elton og Bille (”Da han lå i maven hed han Lille, men vi kunne ikke blive enige om et navn. En dag, jeg var på vej ud ad døren, foreslog Mads så Bille og jeg sagde sådan ’tjah’ … og da jeg kom hjem havde han fortalt det til familie og venner. Han mente, jeg havde sagt ja”). En overgang var Lykke Sand Michelsen pigen i alle danske TV-serier: ”Strisser på Samsø”,
”Rejseholdet”, ”Nikolaj og Julie” og ”Krøniken” – og så spillede hun i øvrigt sammen med Julie i ”Midsommer”. Lykke er 35 år, hun er netop blevet forlovet med rapperen Uso, og, nå ja, drømmer om en pæn børneflok.

 

 

Rundt om 
Julie, Szhirley, Mathilde og Lykke

Hvor mange børn skal du have?

Szhirley: to – det har jeg

Julie: to … forhåbentlig, men ikke den næste lige i morgen

Mathilde: to, hvis min mand altså vil.

Lykke: tre eller fire … ønsker jeg mig.

 

Hvad ønsker du for dit barn?

Julie: At han bliver et godt menneske med empati og som aldrig mobber. Så hellere en nørd.

Mathilde: Hørt-hørt! Der skal nok være nogle bedsteforældre, der spørger, ’skal du så optræde’? Jeg vil bare have, at hun bliver glad og et godt menneske

Lykke: Når vi er ude, synes jeg, jeg oplever børn, som er forfærdelige. Jeg håber, jeg kan lave nogle børn, som folk kan holde ud at være sammen med. Nogle empatiske børn, som giver plads til andre.

Szhirley: Jeg ønsker, at de kommer til at lave og leve af, hvad end der gør dem mest lykkelige. Og som de andre ønsker jeg selvfølgelig det samme i forhold til empati.

 

Hvad er din yndlingsbørnefilm?

Mathilde: ”Dumbo” … men også mange japanske tegnefilm

Szhirley: Den er svær … Nummer et er ”Ronja Røverdatter”, men også ”Den hvide sten”, som jeg husker fra TV, og ”Alice i Eventyrland”

Julie: Det må være en Disney-tegnefilm … jeg er fan af Pixar/Disney.

Lykke: ”Brødrene Løvehjerte”

 

Og din yndlingsbørnebog – oplæsningsbogen?

Lykke: Alle bøger af Ole Lund Kierkegaard

Szhirley: Mustafas kiosk

Julie: Det bliver noget af H.C. Andersen

Mathilde: Mio, min Mio

 

Vuggevisen – hvad synger du?

Julie: Jeg synger ikke!

Szhirley: Jeg er holdt op – børnene bliver sure, når jeg gør det.

Lykke: Jeg tror jeg og min kæreste laver vores egne … han synger, jeg nynner.

Mathilde: ”Natten er så stille”. Den fik jeg selv sunget. Og Kristian laver sine egne.

 

Hvor gammel var du, da du første gang var i teatret (og til hvad)?

Mathilde: Nu er begge mine forældre skuespillere, så jeg har altid været med … men noget af det første jeg husker, er ”Kærlighed uden strømper” på Aalborg Teater. Jeg synes, man skal tage børn med i teateret, men tænke på, hvad det er; når det er en børneforestilling, må man gerne snakke, men når det er voksenforestillinger, skal man lære at være stille.

Szhirley: Jeg har også taget mine med … fra de var et halvt år gamle. Elton og jeg var inde og se Mathilde i ”Dirty Dancing”. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg selv var det … det har nok været med skolen.

Julie: Operaen ”Aida” i Verona. Der har måske været noget før, men det er den jeg husker!

Lykke: Jeg er ikke sikker – men noget på Det Lille Teater eller Anemoneteatret.

 

Hvad er det bedste ved (egne) børn?

Lykke & Szhirley samstemmende: Deres umiddelbarhed – de siger, hvad de mener.

Julie: Og deres grineflip

Mathilde: At de oplever alting for første gang. Polly blev f.eks. vildt optaget af en lampeskærm.

Szhirley: Det er sjovt, når der kommer ord på – Elton har fortalt små historier siden han var 2 år gammel.

 

 

 

Ganske kort tid efter Chelsea Mannings løsladelse læste Anders Budde Christensen et interview med hende og indså, at der var en historie at fortælle. Det gør han så nu – både som dramatikeren bag stykket og i en solopræstation som hovedpersonen i ”Manning er fri”. Til maj på Betty Nansen Teatret.

 

 

Du tog til USA for at møde Chelsea Manning – ville det have ændret noget, hvis det var lykkedes?

Det er jeg overbevist om. Det ville have påvirket mit manuskript, men helt sikkert også mit arbejde med rollen. Som skuespiller arbejder jeg med fakta, fantasi og forestillingsevne, og jo færre fakta jeg har, desto mere forestillingsevne må jeg anvende.

Hvor stor er forskellen på at være transkønnet i USA og i Danmark?

På min tur til USA var jeg ikke ude på bøhlandet i Oklahoma, hvor Manning voksede op, men de mennesker, jeg talte med, sagde, at det var langt lettere at tilhøre LGBT-miljøet i storbyerne. Mere sikkert. Alene det, at man lettere kan møde ligesindede. Der er ikke helt den samme forskel på land og by i Danmark … og vi har ikke den samme indædte religiøsitet, hvor det slet ikke er okay at være transkønnet.

Manning er fri, men Julian Assange sidder stadig på Equadors ambassade i London … 

Wikileaks’ og Julian Assanges berømmelse er tæt knyttet til Chelsea Manning. De blev først en international faktor med Mannings afsløringer. Men sidenhen har hun lagt afstand til Assange. De er ikke enige. Nu stiller Manning jo op som senator for det demokratiske parti, og de går bestemt ikke ind for lækager.

Men om Julian Assange har begået noget ulovligt eller er offer for et komplot, det får vi ikke at vide uden en retssag.

Vores liv er kortlagt på nettet … skal vi være bekymrede?

Ja! Og tag ikke mit ord for det – det er ikke noget, jeg ved så meget om, men det gør Chelsea Manning. Den største fare er, at vi tror, vi kan færdes trygt på nettet, og lader stå til i tiltro til, at ’nogen’ nok lovgiver på området. For det gør ’nogen’ ikke, medmindre vi kræver det!

Hvornår var du sidst i biografen – og hvad så du?

I søndags – jeg så ”The Shape of Water” med familien. Den var smukt lavet, men lidt for sort/hvid med en skurk, der bare er ond. Jeg var mere begejstret for den forrige, jeg så, ”Three Billboards Outside Ebbing Missouri”.

Og kunne du tænke dig en filmrolle … og i hvilken slags film?

Jeg har lavet lidt film, men det er mest teatret, der er blevet mit arbejdsfelt … men jeg kunne godt tænke mig at spille med i en komedie.

De fleste kender hende nok som Susanne Winther i ”Broen IV,” men lige nu er Sandra Yi Sencindiver aktuel som instruktør på forestillingen ”Ikke uden min mor” om betydningen af båndet mellem mor og datter – og fællesskabet mødre imellem uanset baggrund.

 

 

Er det her en kvindeforestilling – altså henvendt kun eller mest til kvinder (eller vil en mand også forstå)?

Da vi startede arbejdet for et halvt år siden, ville jeg have sagt, at det var specielt for kvinder. Der er mange mænd, der har spurgt nysgerrigt, om de også måtte se med. Og det må de, for de har jo også mødre, døtre og søstre.

Er det her en café latte-forestilling?

Selv om man udmærket kan hygge sig med mor, datter eller veninder, så er det ikke kun hygge; der er også en masse konflikter og had/kærlighedsforhold.

Du er selv adoptivbarn (fra Korea) og har haft flere adoptiv- og
stedmødre … hvem har du dit mor-forhold til?

Jeg et godt forhold til min biologiske mor, men vi ses ikke så ofte, så derfor er vi ikke så tætte. Min amerikanske adoptivmor har jeg ikke kontakt til, og min danske stedmor døde, da jeg var teenager. Til gengæld har jeg en tæt relation til min tvillinge-
søster og min bonus-lillesøster.

Er moderskabet blevet nedprioriteret i forhold til karrieren i vores samfund?

Problemet er, at vi ikke kan fravælge morrollen, men at vi kvinder prøver at være det hele, og det er svært at rumme: at være menneske, gøre

karriere, være mor, veninde, elskerinde. Vi tror, der findes en opskrift på at være det hele og føler enorm skyld over ikke at lykkes.

Hvor meget fylder det at være mor i din egen selvforståelse?

Jeg er på vej mod de 40, og et barn er i skole. og det andet skal snart begynde. Nu begynder jeg at kigge på, hvilke valg mine mødre traf- ikke bare som mødre, men på alle felter i livet. Hvad gav de videre – og hvad vil jeg selv give videre og ikke give videre til mine døtre.

Hvorfor er stedmødre (i eventyrene) altid onde?

Jeg tænker, at det er et spørgsmål, om man tror, at man kan elske andres børn som sine egne. Hun skal overtage en utaknemmelig rolle, for selv om hun giver og giver, kan hun ikke automatisk forvente at få kærligheden tilbage fra børnene. Stedmoderen i en skilsmissefamilie får ofte ikke lov til at deltage i opdragelsen og kan let komme til at optræde i skurkerollen.

Hvis du skal pege på et godt portræt af en mor i kunsten?

Jeg elsker TV-serien ”Little Big Lies” med Reese Witherspoon. Det er en serie, der tager livet alvorligt. Det er ikke kun morsomt – bestemt ikke café latte!

Dit bedste råd som mor til datter vil være – hvad?

Det spørgsmål legede vi faktisk med i produktionen af ”Ikke uden min mor”. Jeg tror, mit svar var … Vær en person, du godt kan lide – du kan alligevel ikke få alle andre til at synes om dig. Jeg er selv opdraget lidt med at please andre … det lykkes alligevel aldrig!

På Loppemarkedet i Charlottenlund kan man ofte gøre sig et godt tøjkup i den dyrere ende samtidig med, at man støtter hjemløse og udsatte personer.

 

 

Genbrug er guld, siger man, og det passer fremragende med udviklingen af loppemarkeder herhjemme. Tidligere blev der – i visse kredse – set lidt ned på det at købe ting og tøj på et loppemarked. Det har ændret sig markant, og i dag vrimler det med muligheder for at købe brugt tøj, møbler, slidt køkkenudstyr, gamle lamper og mormors efterladte sager. Steder som DBA og Gul & Gratis, genbrugsgrupper på facebook, genbrugsbutikker og ikke mindst loppemarkeder boomer som aldrig før. Ifølge en livsstilsekspert skyldes det primært vores kræmmermentalitet kombineret med miljøbekymring. Samtidig er det også blevet ‘respektabelt’ og et symbol på individualitet og personlighed, at man i dag parrer nyindkøbte ting med ældre retroudstyr.

Hjælper hjemløse

Et af de bedste steder at købe gammelt tøj og retro er loppemarkedet i Charlottenlund lige ved Charlottenlund Station. Af markedsføringsmæssige årsager hedder det Gentofte Loppemarked, men det ligger altså i hjertet af Charlottenlund mellem stationen og forstbotanisk have. Gentofte Loppemarked drives af Overførstergården, som er en institution, der hjælper hjemløse med alkoholproblemer og psykiske og sociale vanskeligheder. Loppemarkedet så dagens lys i 2000 og drives som indtægtsdækket virksomhed, hvor overskuddet bruges til gavn for herberget. Prisen pr stade er 450 kr. Her er godt 60 stadepladser og på en normal søndag kommer der mellem 2.000 og 3.000 besøgende. Kommer man på en  god dag vejrmæssigt, kan det være svært at finde en parkeringsplads tæt på, og det er ualmindelig god ide at overholde parkeringsreglerne, da der bliver uddelt mange irriterende bøder af kommunes parkeringsvagter hver søndag.

Professionelle sælgere

Så når man prutter om de fede retrofund og designertøj nær stationen, støtter man også et godt formål udover ens egen pengepung og miljøet. Markedet er især kendt for de store mængder af designer- og andet mærkevaretøj, der bliver solgt af private. Ellers er det en blanding af antik, retro og almindeligt skrammel, der karakteriserer tingene på de forskellige stande. Her optræder en del professionelle sælgere, som har de samme ting med hver gang. Den store forekomst af tøj og det lidt dyrere designertøj gør, at der er et stort overskud af kvinder på loppemarkedet. Det er typisk mødre i alderen 30-50 år eller teenagepiger, som med glubske øjne går på hugst i de store tøjmængder.

Mærkevarer til ok priser

Vi har spurgt to typiske kunder, Anna på 17 og Susanne på 47, hvorfor de handler på Gentofte Loppemarked. “Det er et sted, hvor man kan gøre nogle gode fund blandt de lidt dyrere ting. På mange af standende sælger de mærkevaretøj til ok priser, men sjældent billigt, som man kan se det andre steder. Jeg støder ofte på unge piger, der sælger deres mærkevaretøj for 1.000 – 1.500 kr., og det støder man næsten aldrig på, når man besøger andre loppemarkeder. Men her er meget lækkert tøj både til mig selv og til mine børn. Jeg kommer her mest for tøjet skyld, da jeg ikke bryder mig specielt om deres retroting, som er for dyre. Der er næsten ikke nogen møbler her, men sidste år fik jeg købt et Johannes Andersen sofabord fra 1950’erne til 200 kr., som efter slibning og olie var som nyt igen. Det er vurderet til 4.000-5.000 kr., så det var et superkøb! Generelt er det et rigtig godt loppemarked, selv om parkeringspladsen, hvor det holdes på, er lidt ucharmerende,” mener Susanne.

Svært at prutte om tøjet

Det med tøjet kan Anna på 17 sagtens følge. Hun kommer der også for tøjets skyld, selv om hun også er ret vild med mange af retrotingene: “Her er mange dyre mærkevarer, og det tiltaler mig. Tøjet er dyrere end andre steder, men du får også noget kvalitet, som er pengene værd. Somme tider er det virkelig svært at prutte om tøjet, fordi sælgerne har sat en pris, som de under ingen omstændigheder fraviger. Jeg har flere gange oplevet, at de hellere vil beholde tøjet end sælge det lidt under. Jeg kan godt lide mange af retrotingene på markedet, som ville passe godt til mit værelse. Og så er det hyggeligt, at man bagefter kan gå en lille tur i botanisk have. Når der er mange mennesker på loppemarkedet, kan det godt blive temmelig crowdy ved standene, men ellers har jeg kun godt at sige om stedet.”

Man har selv mulighed for at prutte om Donna Karan bukserne eller den tyske industrilampe fra søndag den 8. april, hvor Gentofte indleder sæsonen. Der er åbent hver søndag fra 8.00 til 14.00 frem til den 10. oktober, hvor sæsonen slutter.

Helle Fagralid var blot et år gammel, da John Mogensen døde. Alligevel dukkede hans sange op som fast repertoire til gymnasiefesterne i 90’erne, så der var om ikke gensyn, så genhør i rollen som hans kone Ruth i ”Så længe jeg lever”.
– Af en eller anden grund sang vi tit John Mogensen sange, når vi var til fest eller andre sammenkomster i gymnasiet. Det var ikke noget vi dyrkede, men til festerne kom hans sange altså frem, husker Helle Fagralid.

 

 

Alkohol og ægteskab

Udfordringen ved rollen var nok at forstå, hvorfor Ruth blev hos John, der gennem alle årene havde et voldsomt alkoholproblem

– Det har jeg også spurgt instruktøren og manuskriptforfatteren om, siger Helle Fagralid

– Sammen har vi fundet ud af, at det var en afhængighed, der gik begge veje. John var helt afhængig af hende som sin støtte, og hun kunne ikke give slip, selv om han svigtede hende utallige gange. Der må have været en helt særlig ting – en humor og en passion, som de delte. Men det er et godt spørgsmål. Den ene side er, at de elskede hinanden. Den anden er, at det også var en tid, hvor man ikke bare blev skilt.

– Ruth kunne godt have klaret sig selv. Hun var tegner og tegnede illustrationer til ugebladsnoveller, fortæller Helle. – Hun var også med til at skrive nogle af John Mogensens sange. Så det var også et kreativt fællesskab, de havde.

Et kreativt fællesskab

Det kreative fællesskab finder man i øvrigt også i Helles eget ægteskab med Ole Bornedal, som instruktør og manuskriptforfatter til ”Så længe jeg lever”. Måske noget mere ligestillet end John og Ruths i 60’erne og 70’erne:

– Jeg tror afgjort, at ligeværdige partnere giver det bedste ægteskab, men det betyder ikke, at de skal være lige meget udearbejdende. Ligeværd kan tage mange former. Den ene kan sagtens tage slæbet derhjemme, mens den anden (uanset køn) er ude at jage, bare man er enige om fordelingen og glade for den. Ingen bliver glade af, at begge har for travlt, så de aldrig har tid sammen.

I forbindelse med ”Så længe jeg lever” har de så også haft tid sammen på optagelserne. Men hvordan er det at modtage instruktion fra ens mand?

– Det fungerer fint for mig … Han synes måske noget andet, ler Helle. – Ole er dygtig til at skabe et rum, hvor man ved, hvad han vil, men hvor der samtidig er plads til, at jeg kan byde ind. Det er et trygt og kreativt rum.

– Vi har ikke planer om at arbejde sammen igen – det havde vi heller ikke på forhånd her. Jeg har kun fået rollen, fordi instruktøren mente, at jeg passede som skuespiller. Jeg passede for eksempel ikke ind i ”Dræberne fra Nibe”. Jeg ville elske at arbejde med Ole igen, men kun hvis det giver mening for projektet!

Effektivitet og præstation

Som skuespiller er Helle Fagralid udmærket bekendt med kolleger og andre kunstnere, der kæmper eller har kæmpet med misbrugsproblemer

– At stræbe efter det perfekte kan være en motivation, en drivkraft, men det kan også være djævlen på skulderen i form af præstationsangst. Jeg tror, at mange kunstnere kan genkende begge dele. Den gode side er, at man bliver ved med at udfordre sig selv og ikke nøjes med, at det er ’godt nok’. Men det er hårdt, hvis man aldrig er tilfreds.

Det er måske i dag mindre almindeligt, at folk møder berusede op, som de gjorde engang. På den anden side har vi set en masse eksempler på, at kunstnere er gået ned med stress:

– Der var nok en større tolerance over for druk dengang, men jeg ved ikke, om der i dag er færre kunstnere, der drikker sig ihjel. I dag er presset af en anden art, og jeg er sikker på, at der er nogen, der tager et eller andet for at komme op eller ned. I Johns tilfælde var det et indre pres om at være perfekt. I dag lever vi med et pres udefra, hvor vi skal være effektive, hvor vi spejler os i andres præstationer og skal være perfekte. På godt og ondt er vi mere strikse i dag. Det er rart, at folk ikke dingler berusede rundt på arbejdet (det forekom også på Det Kongelige). Vi har en fornuftig alkoholpolitik, men der er desværre også en ny-puritanisme, som passer til kravet om effektivitet, og det er enormt stressende.

Det perfekte og det skæve

Problemet med den effektivisering og strømlining er, at den ikke kan rumme skæve eksistenser:

– Jeg synes, der er kommet et forfærdeligt fokus på karakterer og målrettethed i uddannelserne. Det gælder om, at børnene/de unge kommer hurtigst muligt ud, så de kan tjene penge til samfundet, inden de overhovedet er blevet sig selv. Man finder jo også sig selv i det sociale i løbet af en uddannelse. Det er også der, man bliver dannet som menneske.

– Jeg tror ikke, vi får mere ud af den strømlining. Jeg er så glad for, at den nye direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev, går ud og siger netop det! At en mand i hans position slår på, at det, vi i Danmark skal leve af, er alle fejlene.

– John Mogensen søgte det perfekte, men det er hans skævhed, der er det særlige ved ham.

 

Så længe jeg lever

Portrætfilmen om John Mogensen ”Så længe jeg lever” spænder over hele hans karriere; fra verdensberømt i Danmark med Four Jacks over deroute med alkohol og en ydmyg tilværelse som hyggepianist og til hans gennembrud som den folkelige John med hits som ”Dybbøl Mølle maler helt ad Helved’ til”, ”Sidder på et værtshus” og selvfølgelig titelsangen. Derimellem også en række kærlighedssange, der måske afspejler det nogle gange stormfulde ægteskab med Ruth. Hun spilles af Helle Fagralid, han af Rasmus Bjerg. 

 

Helle Fagralid

41-årige Helle Fagralid blev uddannet skuespiller i 2001 (men har medvirket i en lang række film, siden hun var 10 år) og har gennem en årrække været fast ansat på Det Kgl. Teater. Dertil har hun spillet store roller i film som ”Sorg og glæde” og TV-serier som ”Forbrydelsen III”. Helle er gift med instruktøren Ole Bornedal og har en søn fra tidligere ægteskab.

 

Rundt om Helle

Hvad er dit yndlingsnummer med John Mogensen?

”Så længe jeg lever” er jo en smuk, smuk vise – men hvis jeg skal vælge en, så bliver det nok ”Hva’ er der så mer’?” … Den handler meget apropos om stress og, at livet er her, nu.

Hvilken slags musik lytter du mest til i det hele taget?

Jeg lytter til meget forskelligt. Min 11-årige søn giver mig jo et moderne input. Og jeg har altid lyttet til klassisk musik.

’Sidder på et værtshus’ – har du et yndlings eller bare et sted, du finder særlig stemningsfyldt?

Nej, ikke sådan et sted. Jeg elsker at være i naturen, men hvis du vil have et sted, så vil jeg sige Botanisk Have. Der kan jeg godt lide at være.

John Mogensen var til øl og snaps – what’s your favourite poison?

Der er jeg mest til vin – rød og hvid – frem for drinks. Og så har jeg en svaghed for portvin. Det er der ikke så mange, der drikker.

Hvordan har du det med at farve hår – du er brunette i filmen?

I filmen har jeg paryk på. Egentlig er jeg mørkeblond. Det blonde hår, jeg er kendt for, er farvet. At have paryk på hjælper mig med at fjerne mig fra mig selv. Det var lettere at skabe Ruth, når jeg havde den på.

Hvilken bog ligger på dit natbord lige nu?

Jeg er i gang med Elena Ferrantes Napoli-triologi, hvor jeg skal tage hul på tredje del nu.

Hvor kunne du drømme om at tage på vinterferie?

Jeg har ingen planer lige nu, men hvis jeg må drømme, så en skiferie til Norge.

Og lidt længere fremme: Den bedste forårsbebuder – for dig?

Det starter jo nu, hvor de små gule erantis titter frem. Jeg lægger altid mærke til, at der er en masse ved Glyptoteket.

Hvad kan vi ellers se frem til at se dig i?

Jeg glæder mig til at starte på de første prøver på Teater Grob til juni. Det er jo et lille teater, der står i skarp kontrast til Det Kgl. Teater, hvor jeg har været i mange år. Forestillingen har premiere efter ferien i slutningen af august.