Som skuespiller håber man, at man får lov til at vise, hvad man kan, siger Natalie Madueño. – Jeg ønsker ikke at spille den samme rolle livet igennem, men jo, vi risikerer let at blive sat i bås. Det er måske en risiko, når man bliver meget stærkt eksponeret, som jeg er blevet det i ”Bedrag”. Der var en fyr, der stoppede mig på gaden og sagde, ”jeg er glad for at se dig smile”. Jeg spurgte, hvad han mente, for jeg er en person, der smiler meget, men han så mig som min rolle – som Claudia.

– I princippet kan de fleste skuespillere spille mange slags roller, men vi har energier eller temperament, som gør, at vi har lettere tilgang til nogle slags roller/karakterer end andre. Og derfor bliver vi så typecastet en gang imellem; som ’den sjove’, ’den unge pige’, ’den vrede’ og så videre.

Power i Ophelia

En stor rolle i komedien ”Swingers” og to markante roller på Teater Republique i denne sæson bliver til august rundet af med en af de mest eftertragtede Shakespeare-roller, nemlig som Ophelia i ”Hamlet” på Kronborg. Og måske i resten af verden.

– Det er fantastisk at få lov til at spille på Kron- borg, ja, bare det at spille under åben himmel, siger hun. – Det har jeg ikke prøvet, siden vi spillede elevforestilling inde på Grønnegårds Teatret. Men Kronborg Slot i baggrunden er bare den
perfekte kulisse for ”Hamlet”.

– Jeg synes, Ophelia nogle gange bliver misforstået. Rollen kan tolkes, og for mig kan hun mere end være en bly viol. Hun har mere power.

Verden er en scene

Shakespeare-traditionen på Kronborg er 200 år gammel, men årets Hamlet er den første egenproduktion for Hamlet Scenen, og meningen er, at den engelsksprogede opsætning skal turnere, så den ægte stemning fra ’Hamlet’s Castle’ kommer verden rundt.

– Det er en drøm at få lov til at spille på engelsk, siger Natalie. – Det er en udfordring, men der er en særlig musikalitet i det originale sprog. Det er nørderi på højt plan, men jeg er en nørd, der går op i, hvorfor vi bruger netop det ord og netop den betoning.

Natalie hænger ikke sine karrieredrømme op på en enkelt rolle, men det kunne da være sjovt …

– Man ved aldrig; hvis det bliver godt, kan det da godt åbne for at spille på engelsk i England. Så viser jeg i hvert fald, at jeg kan sproget.

Sporet ud i den store verden er varmt. Danske skuespillere i internationale produktioner er ikke længere noget særsyn, og som andre TV-serier har ”Bedrag” også banet vejen for Natalie.

– Jeg har allerede haft en lille rolle i en spansk film, fortæller hun. – De havde set mig i ”Bedrag”, og jeg er jo halvt dansk og halvt spansk, så jeg er tosproget. Det er imponerende at lille Danmark er nået dertil. Jeg prøver ikke at sætte mig mål for livet, men mere at gribe de muligheder, jeg får. Og at arbejde i udlandet er da en drøm og byder muligheden sig, går jeg efter den. Jeg kunne da godt drømme om for eksempel at arbejde med Wes Anderson eller Alejandro Iñarritu.

Noget, en international karriere også kunne åbne for, var mere action:

– Det ville jeg synes var mega-sjovt. Der er ikke så mange action-roller til kvinder – eller i det hele taget – i dansk film. Det laver amerikanerne mere af. Det kunne jeg godt tænke mig at prøve kræfter med.

Claudia kunne have været en mand

Ligestillingen er også trængt ind i skuespilfaget, hvor DR f.eks. har haft stærke kvindelige hovedroller i deres TV-serier. Men hvad ligestilling angår, bemærker hun:

– Claudia i ”Bedrag” kunne lige så godt have været en mand. Hun ofrer alt for at nå sine mål – og det havde jo været fuldstændig samme type menneske eller karakter, hvis hun havde været en mand! Jeg oplever ikke, at det er et problem længere både at have børn og karriere, hverken som skuespiller eller ved at have en toppost.

– Men selvfølgelig er ligestilling en kæmpe diskussion. Nogle gange synes jeg, mit fag følger enormt godt med udviklingen, andre gange tænker jeg, ’længere er vi sgu’ ikke nået’. Hvis du for eksempel ser på Shakespeare, så skrev han i et mandsdomineret samfund, så flertallet af hans roller med gods i, er mænd. Men heldigvis er vi nået så langt nu, at – ligesom med Claudia – ville de fleste af hans karakterer kunne spilles af begge køn. På Det kgl. Teater skal Othello f.eks. spilles af en kvinde i næste sæson.

Så er der serveret

Som nævnt er Natalie godt klar over, at en stor TV-rolle brænder mere igennem end en rolle på teatret, der når ud til en brøkdel af det samme publikum. Det er selvfølgelig en af grundene til at film og TV-serier nu finder vej til teatret. Aktuelt spiller Natalie med i ”Festen” som ’madteater’, hvor skuespillere og publikum sidder mellem hinanden og spiser under forestillingen. Det lægger en ekstra dimension til Thomas Vinterbergs 20 år gamle filmsucces.

– Det er meget specielt, siger Natalie. – På en normal scene vælger jeg jo selv, hvornår jeg vil tage publikum ind. Her mærker jeg, hvem der sidder lige ved siden af mig. Men det er sjovt, og jeg skal virkelig holde mig vågen. Jeg går aldrig på scenen på tom mave, men jeg bliver nødt til at time det, for jeg skal kunne spise to retter mad under forestillingen. Hvis jeg ikke spiser, bryder jeg jo illusionen.

– Nogle går selvfølgelig ind med en viden om handlingen, men det er ikke alle der har set filmen. Så er vores opgave at få dem til at glemme det, så de ikke er forud for handlingen, men foretager rejsen sammen med os.

Skal lære at gå i teatret

Til næste sæson forsøger Aveny-T at appellere til et ungt publikum ved at give den norske succes-serie ”Skam” en lignende behandling. Natalie elsker serien, og måske er det måden at finde nyt publikum til teatret:

– Jeg tror, vi skal lære at gå i teatret, siger hun. – Vi tager børnene med i biografen. Vi skulle også tage dem i teatret. Teatret kan noget, mange mennesker ikke kender til. Man skal vokse op med det, så man er lige så parat til at gå i teatret som i biografen. Det kræver, at man også gør teatret relevant for de unge. Jeg tror godt, at ”Skam” kan være sådan en øjenåbner.

– Lige nu oplever jeg, at det mest er en ældre gruppe, der går i teatret, som er vokset op med det. Hvis vi skal have et nyt – ungt – publikum, skal vi give dem et tilbud. Og der SKAL ske noget nu. Til ”Festen” er der da nogen, der tager deres store/voksne børn med for at få en oplevelse.

Og til det brændende spørgsmål, som journalisten og givetvis også læserne sidder med, hvad angår tiden efter august måneds ”Hamlet” på Kronborg:

– Jo, der kommer mere ”Bedrag”, men mere må jeg ikke sige…

For det yngre publikum er hun Ane fra ”Sjit Happens”, for det ældre er hun Gitte fra ”Mercur” …, og så er der dem, der vil huske hende som Anders W. Berthelsens overscoring i ”Klassefesten 3”. Stephania Potalivo er tidens ’it-girl’ med masser af følgere på instagram.

Opmærksomheden er stor, når en skuespiller er med i en TV-serie.

– Det ved alle skuespillere. Der er mange, der ser med. Det kan godt være lidt angstprovokerende, at man føler, at alle pludselig kigger på en. Men for det meste er folk jo søde, når de henvender sig.  Jeg bliver bare rigtig glad, når folk kommer hen til mig og vil have et billede eller vil fortælle, at de godt kan lide det, jeg laver.

– Der er også tit nogen, der bare råber. ”Øh, det er sgu’ da dig fra fjernsynet”. Det kan godt være lidt svært at reagere på. Men i det store hele ikke så slemt. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke gør det til en større ting, så jeg for eksempel pludselig ikke kan tage S-toget.

Alder og udseende

Hvor mange sikkert ville får deres hedeste drøm opfyldt, hvis de så 6-8-10 år yngre ud end deres alder, så er det professionelt ved at spænde lidt ben for Stephania Potalivo:

– Gitte i ”Mercur” skulle være 22, jeg er lige fyldt 30. Men jeg er efterhånden for gammel til at spille de 17-årige piger, og det kan faktisk være en ulempe at se ung ud, hvis jeg skal gå efter de mere modne roller.

– Jeg synes stadig, jeg er ung, selv om noget ændrer sig – og jeg tror, jeg vil have det på samme måde hele livet. Jeg føler mig nok lidt mere rolig nu, end da jeg var i starten af 20’erne. Jeg kan godt nogle gange føle, det er mærkeligt at skulle beskrive mig selv som ’kvinde’. Så kan jeg bedre lide at sige ’pige’ … selv om man nok mere er en kvinde, når man er fyldt 30 år.

– Men ellers synes jeg, jeg er et godt sted i livet. Hvis jeg ser ti år ud i fremtiden, håber jeg stadig at være sammen med min kæreste, måske at vi har fået et barn. Det er ikke noget, vi stresser over, men jeg er 30, og han er 38, så det kunne være et godt tidspunkt. Og så håber jeg jo, at jeg kan blive ved med at være skuespiller. Det er det, jeg elsker at lave.

Det med at føle sig moden gør også, at Stephania ikke tænker over, at kæresten er lidt ældre end hende:

– Den betyder ikke noget for os. Jeg tror, en stor aldersforskel kan have betydning, hvis man er to vidt forskellige steder i livet og vil forskellige ting. Men sådan kan man også have det, hvis man er jævnaldrende, så der vil altid være lidt udfordringer i et forhold lige meget hvad.

Ingen dans på roser

I øvrigt behøver man som par slet ikke at matche på alle områder. Selv var Stephania meget begejstret for at lære at danse, som hun gjorde i ”Vild med dans”, men …

– Jeg savner det. Når jeg sidder og ser programmerne, er det mærkeligt at tænke på, at det kunne jeg også. Når kæresten kommer hjem, så kunne jeg da godt ønske mig, at vi lige kunne jive lidt i stuen.

– Men han er en motorisk spasser, tilføjer Stephania med et grin. – Så det er ikke noget, vi dyrker.

Feminin, ikke feminist

Ellers har rollen i ”Mercur” været en fest for Stephania, der er vild med de feminine kjoler, hun blev klædt ud i. Selv om hendes figur repræsenterer en begyndende ligestilling i slutningen af 50’erne, der skulle kulminere med ungdomsoprør og rødstrømper et årti senere.

– Der er sket rigtig meget siden da. Det kan da stadig debatteres, om der er ligestilling, men jeg ser mig ikke som feminist. I min branche er der sket rigtig meget. Både foran og bagved kameraet er der flere kvinder. Især i mange af de populære serier, er der store kvinderoller. Så det går den rigtige vej, selv om der klart er noget vej endnu.

– Men det var fedt at blive stylet med hår, makeup, tøj. Jeg kan godt lide at være kvinde-kvinde. Man gjorde virkelig noget ud af sig selv dengang. Men jeg er nu glad for, at det er okay ikke at sove med curlers i håret og at have joggingtøj på i dag.

Telefon til fremtiden

Rejsen tilbage i tiden mindede hende til gengæld om en anden stor forskel … fraværet af mobiltelefoner!

– Jeg havde den jo ved hånden hele tiden uden for optagelserne, men jeg ved, at det er forfærdeligt for mig at miste eller glemme mobilen, indrømmer hun. – Det er en hårfin balance mellem mulighederne og friheden i mobiltelefonen – og afhængigheden. Vi er blevet dårlige til at være sammen. Folk sidder med deres mobil på restauranten. Og alt skal dokumenteres på de sociale medier. Jeg skal ikke være hellig, for jeg gør det selv! Nogle gange kan man aftale, at lægge telefonen væk … men det er lidt sygt, at det skal være sådan.

Så alt i alt er Stephania tættere på sin figur i den populære komedieserie ”Sjit Happens”.

– Ane er tættere på mig end Gitte. Hun er en ung, forvirret pige, der ikke ved, hvad hun vil, men vil folk det bedste. Jeg kan godt genkende mig selv i hende på mange punkter.

– På mange måder er nutidens unge underlagt et meget større pres end 50’ernes, fortsætter hun. – De kunne følge nogle forventninger og recepter for, hvordan tingene skulle være. Hvis de altså ikke faldt uden for normerne for eksempel ved at være homoseksuelle. I dag er der et større pres for selv at træffe de rigtige valg med hensyn til uddannelse, livsstil, pardannelse, karriere. Det kan godt give stress, at man ved, man kunne vælge noget andet. Men jeg foretrækker nu alligevel at leve i vores tid!

Ingen drøm om hus og have

Stephania Potalivo er vokset op i Charlottenlund, og efter en afstikker til Nørrebro og Frederiksberg er hun vendt tilbage til vandet – nu dog på Østerbro.

– Min familie bor stadig i Charlottenlund, og jeg føler mig privilegeret over at være vokset op, hvor jeg var tæt på skov og hav, men stadig ganske tæt på København. Men jeg drømmer ikke om at vende tilbage og have hus. Jeg elsker at have en lejlighed med altan, hvor jeg har udsigt og sol. Jeg ville føle mig forpligtet af at skulle passe hus og have.

Det rumler lidt med planer om en ny opgave til Stephania Potalivo her til sommer, men det er ikke noget, hun må tale om endnu.

Blå bog
Stephania Potalivo

Stephania skylder sin italienske far sit karakteristiske navn. Sin skuespillerkarriere skylder hun sin bror og mor. Det var nemlig broderen, Christian, der søgte en rolle i en dansk ungdomsfilm og anbefalede hende at prøve til en anden. Hun kom med i ”Farligt venskab” i 1995 og en række familiefilm derefter.
Da hun ikke rigtig vidste, hvad hun ville efter skolen, var det hendes mor, der skubbede på for at hun genoptog karrieren. Det var jo det, hun brændte for. De fleste kender i dag Stephania fra ”Sjit Happens”, andre fra ”Klassefesten 3”, og senest har vi
kunnet se hende i serien ”Mercur”. 

Storebror fik i øvrigt ikke selv en rolle, men er i stedet blevet producer. Og var det på ”Dicte” sæson 2, hvor Stephania spillede med i to afsnit (”Men det var ikke ham, der havde valgt mig. Det var manuskriptforfatterne. Til gengæld er han god at spørge til råds og snakke fagligt med. Han er stadig meget
storebror i forhold til mig. Det forhold er ret statisk.”)

Rundt om Stephania

Lidt om mode:
Har du et mærke eller en butik, du går efter?

Jeg går meget i danske mærker. Jeg er glad for de danske designere – der er mange forskellige at vælge mellem.

Hvad er dine dyreste sko?

Et par Valentino sko … til 6.200,-. Det syntes jeg selv var dyrt. Den slags har jeg kun 2-3 par af. Og når det gælder sneakers køber jeg bare Nike og Adidas. Et par klassiske sorte pumps behøver heller ikke være dyre mærker. Men Valentino … jeg synes, de er det værd! Jo, det er mine yndlingsstilletter.

Hvilken slags tøj vil vi ALDRIG se dig i?

Du vil aldrig se mig i de mere ekstreme modeller fra high fashion – dem man kan se på catwalken. Det er kunstværker i sig selv. Så bliver tøjet hovedpersonen, og jeg vil gerne gå i tøj, der fremhæver mig.

Lidt om mad: 
Er du god til at lave den?

Ja, jeg er vokset op i en italiensk mad-tradition. Det fyldte meget i vores hjem. Pastaretter er jeg god til.

Hvis du går ud, hvad skal det så helst være?

Min kæreste er restauratør, så det ender ofte på en af hans. Jeg er meget heldig at kunne spise ude så ofte på hans restauranter. Ellers kan jeg godt lide at gå efter noget, jeg ikke kan lave derhjemme. Jeg elsker at gå ud at spise – morgen, frokost og aften. Jeg synes, det er lige så hyggeligt som at lave mad selv, og jeg elsker at mødes med folk og så spise sammen.

Det er måske ikke sundt, men fuck det – det smager for vildt godt:

Alt! Jeg lider lidt af glutenallergi, men jeg tager smerten med; jeg ELSKER pasta. Og is! God italiensk is. Da jeg var i Italien sidste sommer, spiste jeg tre is om dagen. Jeg får ikke junkfood-cravings. Burger og pizza er fint – hvis det er lavet ordentligt af gode råvarer.

Det værste/mest pinlige scoringsforsøg, og hvornår var det?

Jeg synes ikke, det var fedt med mænd, der gjorde en dyd ud af at fortælle, at de overhovedet ikke kendte mig eller havde set noget, jeg havde lavet. Sådan ”nårh, min ven siger, at du er kendt; Hvad er det for noget?” Hvis han ikke kendte mig, så kunne han vel snakke om noget andet! Så er det da lige meget, hvad jeg laver.

Hvad er det mest charmerende en mand kan gøre?

Jeg kan godt lide, at en mand hviler i sig selv og ikke er bange for at sige, at jeg er sød eller dejlig. Og han skal have selvironi. Han skal kunne tage pis på sig selv.

De tre mest kiksede ting ved en mands påklædning?

Jeg synes, det er ubehageligt at skulle kritisere nogens valg af tøj, men hvis jeg nu skal svare: De der stumpebukser, der hverken er shorts eller rigtige bukser, de er altså ikke lige mig. Lidt for spidse sko heller ikke. Og jeg har opdaget, at italienske mænd ofte har en forfærdelig tøjstil. Der kan gå lidt for meget print og stonewashed jeans i den nogle gange. Men helt ærligt, hvis man kan mærke, at en mand er tilpas med det, han har på, så er det jo bare det bedste!

Sommerferie: Har du planer?

Her i maj tager min kæreste og jeg til Los Angeles. Han har aldrig været der, men han vil elske det med bilerne. Til september har vi lejet et hus i Sydfrankrig sammen med nogle venner.

Dit bedste sommerminde:

Mine ferier i Italien, både med familien og med kæresten. Min familie stammer fra Norditalien, men jeg synes bedst om Syden. Det er stadig som taget ud af gamle italienske film; Sicilien, Napoli og Ischia (hvor de optog ”The Talented Mr.Ripley”). Der var vi sidste år.

Og i mange år har min mor givet mig en storbyferie i fødselsdagsgave – til Rom eller London. Dem elsker jeg.

Hvad kan få dig til at fælde en tåre?

Jeg kan godt tåle at se barske ting, men når det er dyr, også i tegnefilm … Det er ikke bare en tåre, det er udbrud af gråd. Til filmen ”Turner & hund” var jeg opløst af skiftevis grin og gråd.

Hvad får dig til at grine?

Jeg er mest til situationskomik. Jeg synes, det er vigtigt at grine. Jeg vil ikke sige, det er lykken, men at grine er en del af lykken. Også at man kan grine af det lort, man oplever i livet.