Nedtur er ikke lige noget, man forbinder med Casper Christensen og Frank Hvam, der med succeser som ”Langt fra Las Vegas” og ”Klovn” på CV’et, står som konger i dansk comedy. Men i 1983 kunne Danmark være kommet i spidsen på elbilmarkedet. Nu har de lavet en komedie om, hvorfor det ikke skete.

 

 

For Casper Christensen og Frank Hvam er succes at have råd til at tage et år ud af kalenderen, hvor de ikke tjener penge, for at arbejde på et projekt – som så måske ender med at sikre dem et overskud, så de kan gøre det en gang til. På den måde kender de selv til entreprenørånden bag det elbilprojekt som deres nye film ”Dan Dream” handler om.

– Penge er lig med frihed, siger Casper. Vi kan tage to måneder ud af kalenderen, hvor vi ikke tjener en krone, mens vi vender forskellige idéer. Som snart 50-årig står jeg med et ansvar for at forsørge en familie. Hvis vi kaster os ud i en filmproduktion, så kan jeg se frem til et år uden indtægter. Det år kan vi satse på, at vi tjener pengene ind bagefter.

– Men hvis der er for meget på kistebunden, risikerer man at blive doven, supplerer Frank. Hvis vi holder for lang en pause mellem projekterne, hvor vi bare slapper af, så er det svært at komme tilbage. Jeg tror heller aldrig, vi går på pension.

4-5 timers kreativt arbejde

På den anden side er de heller ikke fyldt af helt det samme drive som i deres yngre år:

– Nej, vi gider ikke rigtig arbejde om natten længere, siger Frank. Det giver bagslag. Reelt har man 4-5 timers kreativt arbejde i sig om dagen. Og så er der alt det udenom.

– En masse ja, og med alderen må vi erkende, at vi ikke kan lave for mange ting på én gang, siger Casper. Vi vil gerne have en vist niveau i det, vi laver, og det kræver, at vi giver det enkelte projekt plads.

Så meget mere overraskende er det måske, at de stort set møder med en blank dagsorden, når de mødes for at skabe deres næste projekt. De er heller ikke nødvendigvis enige, når processen starter. Det var Casper, der ville lave en ”Klovn”-film, mens Frank var imod.

To syn på virkeligheden

– Det mest irriterende ved Frank er nok hans stædighed, siger Casper. Det er fedt, når han har ret – men ikke, når han ikke har det.

– Casper er en alfahan. Han vil bestemme, han tromler, svarer Frank. Indimellem har han ret, men der er lidt gorillafacon over ham.

– Og dér er din stædighed god – ellers fik jeg jo ret hele tiden, indrømmer Casper.

For når sandheden skal frem, så er det præcis de samme ting, de to venner fremhæver, når de skal pege på, hvad de sætter mest pris på ved hinanden.

– Derudover er Franks syn på virkeligheden et helt andet end mit. Jeg bliver hele tiden overrasket over, hvordan hans verden ser ud, siger Casper. Og så kan han løfte sine roller. Han kan nå et sted, som jeg ikke kan.

På sin side påpeger Frank, at Caspers drive gør ham til en problemknuser.

– Han blive ved med at finde nye vinkler på en scene. Han kaster en ny logik ned over den. Det er en kreativ kraft.

Send in the Clowns

Mange tusinde danskere er glade for, at alfahannen Casper vandt diskussionen om ”Klovn”-filmen, for selv om de nu prøver andre veje, så slutter den historie aldrig.

– Vi opgiver aldrig “Klovn”, fastslår Frank.

– Om vi vender tilbage med en serie eller en film, det brygger vi på, supplerer Casper. ”Klovn” er sjov for os. Også fordi universet og historierne fungerer i mange lande – det lever videre i udlandet. Det er dér, hvor vi ser os selv i spejlet og finder vore fejl og mangler. Med ”Dan Dream” kunne vi bare komme ud af ”Klovn”-boblen, ud i provinsen og tilbage til 80’erne.

– Derfor er det også enormt dejligt at tage på en pressetur med ”Dan Dream”, hvor vi ikke kun skal tale om os selv, siger Frank, der har beholdt det skæg, han anlagde til filmen.

Drømmen

”Dan Dream” er inspireret af en sand historie: En dansk iværksætter satser i skyggen af oliekrisen på at skabe verdens første elbil. Against all odds forsøger han at sætte Danmark på verdenskortet i 1983 med sin Hope Whisper. Sandt er det også, at det går galt ved demonstrationsturen i Forum. Derefter går projektet ned.

– Vi interesserer os for nedturen, siger Frank. Hvorfor skulle der blot et mindre uheld til for at afspore projektet? En menneskelig fejl?

– Vi kunne have været med i front, vi kunne have været førende på elbilmarkedet, fortsætter Casper, der har en helt personlig forbindelse til Hope Whisper. Min far arbejdede i Rådet for Større Færdselssikkerhed, var interesseret i projektet og kendte endda faderen til ingeniøren i bilen i det famøse uheld i Forum. Jeg kan huske, at det føltes lidt pinligt, fordi det jo var en slags kollega til min far.

Det var nu Frank, der satte idéen i gang.

– Jeg er begejstret for hele den grønne omstilling, så jeg har købt en elbil. Den kørte jeg til Jylland i for at besøge noget familie, men de var ærlig talt ikke særlig imponerede. Ovre på Hadsund-egnen har de levet med flere elbilforsøg; Hope og siden Ellerten. Projekter, der blev slået stort op og siden gik galt. Så de har lidt af et elbil-traume.

– Da jeg fortalte om den oplevelse til Casper, slog det os, at det kunne blive en film.

– Frank er godt til at tale alt-uden-for-Københavns sag, siger Casper. Han er ambassadør for provinsen. Det er en fordel, at vi kender forskellig ting. Når jeg finder på noget, kan han sige – med fuld alvor – at “det bryder vi os ikke om i Viborg.”

Jantelov

Der er måske en del jantelov i, at folk med store drømme bliver pillet ned. Eller at vi danskere bruger janteloven som en undskyldning for ikke at stikke næsen frem.

– Jeg har nu aldrig fået den trukket ned over hovedet, og jeg har heller ikke brugt den, fastslår Casper.

Men ingen tvivl om, at den eksisterer. Frank fremhæver, at man i Norge hylder idoler ved at sætte dem på haleroret på deres fly, hvor vi herhjemme har en regel om, at vi ikke bruger nulevende personers navne til vejnavne.

– Det er synd, at en særlig indsats ikke kan blive hyldet, mener han.

– Selv om vi nok ville “bitche” lidt, hvis man indviede et “Anders Matthesen Strøget,” tilføjer Casper.

Faktisk har Casper mærket lidt til janteloven, da billetsalget til filmen ”Undercover” sidste år ikke var ligefrem imponerende. Så var det nemlig “en Casper Christensen-film,” der floppede.

– For det første vil jeg lige understrege, at Frank ikke havde noget med det projekt at gøre. For det andet havde jeg heller ikke meget med det at gøre. Jeg skrev det første draft og har ikke set noget til det siden. Jeg har ikke engang set filmen. Men det falder på min kappe, så filmen bliver sablet ned på mit navn. Det er så det, jeg får mine penge for. Filmen er måske under 50 % mit bidrag, men jeg får balladen.

– Og nu får jeg også balladen, sukker Frank.

Kurs mod Hollywood

Men jantestemningen er ved at opløses, og vi er blevet bedre til at anerkende succes – f.eks. at danske skuespillere har succes i udlandet.

– Faktisk er det dét, vi hylder i ”Dan Dream”: En mand, der tror på et umuligt projekt og gør det med store armbevægelser, siger Frank, der dog understreger, at det ikke er et dokumentarisk portræt. Vi er sat i verden for at skabe en sjov komedie, så selv om vi er tro mod ånden, er vi det ikke mod facts.

Selv har Casper og Frank også kastet blikket mod udlandet. De har bl.a. skrevet et manuskript (med titlen ”The Lesbian”) til Sasha Baron Cohen …

– Som nu ligger i en skuffe hos Paramount, en meget fin, gylden skuffe, er jeg sikker på, siger Frank.

Til gengæld ser det ud til, at han nu skal lave et remake af ”Klovn”-filmen.

– For mig handler det om en rastløshed – at prøve kræfter med noget andet, siger Casper. Det har givet mig ro og har været fantastisk sjovt. Og har givet mig selvtillid, nu hvor jeg er tilbage i Danmark.

Dét, de to danske komikere kan levere, er en god storyline.

– Jokes og replikker er et andet game, siger Casper.
Vi er jo bedst på vores modersmål.

Frank har ganske vist optrådt med standup på engelsk … men helst ikke over for et indfødt engelsk publikum. Hans markant danske udtale gjorde det også nødvendigt, at hans gæsteoptræden i ”Game of Thrones” blev “dubbet” af en erfaren britisk skuespiller.

– Lad det være en lærestreg til alle danske skuespillere og alle andre unge med ambitioner: Lær engelsk!

– På den anden side er Sidse Babett Knudsen også castet som det danske bestyrelsesmedlem i ”Westworld”, så de altid har en forklaring på en accent, fortsætter Frank. Jeg kan ikke høre det, men det kan amerikanerne nok.

Arbejdet som hobby

De to komikere kommer ikke sovende til deres succes. De har lange arbejdsdage, selv om Frank forsøger at tage hensyn til, at han har små børn. De kan måske sove til 9-10 om formiddagen, men de arbejder til gengæld til sent om aftenen – og for at få klippet ”Dan Dream” færdig sad de i studiet i ti timer på en lørdag.

– Til gengæld er vi meget bevidste om at holde juli måned helt fri for arbejde, siger Casper. Ingen af os har en hobby, for arbejdet er vores hobby. Det flyder ind i hinanden. Men vi er ganske gode til at tænke en tidsbuffer ind i vores projekter. Men det er også godt med deadlines, f.eks. for at levere et endeligt manus … ellers kunne vi blive ved med at skrive! Det kan gøre én blind, at man hele tiden vil gøre det bedre.

– Vi går aldrig på pension, konkluderer Frank.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Blå bog

Casper var allerede en stjerne på den danske comedyscene, da han fik øje på Frank – studiekammerat med Jan Gintberg fra Landbohøjskolen – og trak ham med ind i ”Casper & Mandrilaftalen”. Siden har de arbejdet sammen on/off gennem 17 år med ”Langt fra Las Vegas” og ”Klovn” som deres største succeser, men også med fælles soloshow (hvis man kan sige det på den måde).

– Og så er det en fornøjelse at arbejde sammen med branchens bedste, roser Frank (”Det gør jeg så ikke”, indskyder Casper). Vi er socialt anlagte, finder på, griner ad det. Det er det sjoveste ved processen.

Frank er gift med Anja Louise Frasig, som han har to børn med. Casper har to – næsten voksne – børn fra første ægteskab og ventede sit første i ægteskabet med Isabel Friis-Mikkelsen i en sådan grad, at han holdt telefonen i nærheden under hele interviewet til Liebhaverboligen.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

TOP TI med Casper og Frank

Hvem/hvad er verdens sjoveste film?

Frank: ”Sideways” … og de gamle ”Den lyserøde panter”-film med Peter Sellers.

Casper: ”Sideways” jo, men den jeg har grinet højest af er nok ”Høj pistolføring” … og så har alle Marx Brothers-film haft en kæmpe betydning for min komiske forståelse. Jeg kan godt se noget af Groucho og Harpo i de figurer, jeg bygger op … selv om der er langt op!

 

Smukkeste skuespillerinde?

Casper: Julia Roberts. Hende kunne jeg godt have giftet mig med og holdt ud i det lange stræk. Jeg genså for Gud ved hvilken gang ”Pretty Woman” for nylig. I sin tid syntes jeg ikke hun var så smuk, men som jeg nærmer mig de 50, ligesom Richard Gere i filmen, bliver hun pænere og pænere.

Frank: Jennifer Lawrence – og det siger jeg vel at mærke for en blanding af hendes udseende og hendes personlighed.

 

Bedste komiker?

Begge: Charlie Chaplin – han er uovertruffen.

Frank: Og Sacha Baron Cohen i nogle af sine roller.

Casper: Der er vi meget enige … og Will Ferrell.

 

Bedste restaurant (som I har spist på)?

Casper: Jeg er ikke et madøre … må det også gælde stemningen?

Frank: For så vil jeg sige Formel B – fordi jeg var der engang med den kvinde, som blev min kone!

Casper: Og for mig og Isabel er det Sunset Tower i Los Angeles. Vi er der, når vi er i L.A. og vil have en kæresteaften. Men det er ikke verdensbedste mad. Og for os to sammen er det noget med skaldyr og alkohol.

Frank: Uden koner!

Casper: Vi er ikke til herremiddage, men Meursault og skaldyr, det er os!

 

Mest overflødige drink?

Frank: Jeg hader ALT, der indeholder tomat.

Casper: Der er da kun Bloody Mary?

Frank: Så hader jeg den.

Casper: Jeg drikker alt, der bliver sat foran mig …  – dog ikkeWhite Russian, den er for sød.

 

Dummeste scorereplik?

Frank: ”Du er godt nok vokset” – sagt til en pige, som jeg ikke havde set, siden hun var 14 år, og nu var en gudindesmuk 19-årig.

Casper: ”Jeg er sammen med Frank.”

 

Mest cool herretøj?

Frank: Spørg Casper.

Casper: Bare det ikke er for stort eller for småt. Det skal sidde rigtigt. Hvis størrelsen er rigtig, så kan alt være cool.

 

Mest overvurderede luksus?

Casper: Jacuzzi – at sidde og simre i bobler.

Frank: Al luksus skal doseres. Mængden udvander den. Så den ene dag spiser man leverpostej på rugbrød, den næste østers.

 

Eller mest uundværlige luksus?

Frank: Rengøringshjælp!

Casper: At spise ude. Det vil jeg nødig undvære – og så må vi i den kommende tid tænke på at få en nanny til barnet. At spise lige dér, hvor vi har lyst … så vil jeg sgu’ hellere gøre rent selv!

 

Hvad spilder du ALDRIG tid på?

Casper: At se fodbold!

Frank: At gå på udsalg. Det kan jeg ikke fordrage. Jeg kan godt lide at handle og købe dét, jeg har behov for. Jeg har fokus på behovet – ikke på om det er på tilbud.

 

 

Ole Bornedal siger tingene, som de er. Det kan gode være, han er akademiker, bor i Hellerup og holder af Kieslowski, men hans medfødte, jyske snusfornuft fornægter sig ikke. Man behøver ikke overtænke alting. Og nogle gange overskygger kaffeprisen i Brugsen altså bekymringen for 3. Verdenskrig.

 

 

Med årene er jeg blevet mere tolerant – eller liberal – og ved, at mange forskellige meninger kan være de rigtige, siger Ole Bornedal. – Frelsthed er en vanskelig størrelse. Det er så nemt at dømme nogen ude eller kalde dem dumme. Eller true med at emigrere, fordi mange stemte på DF.

– Eller for at tage Trump: Man er nødt til at forstå den udvikling. Der er denne indspiste, hellige klub af politisk korrekthed og den rigtige indstilling til kunst, til flygtninge, og hvad ved jeg. Det er den givne sandhed for os ’på den grønne gren’. Vi glemmer, at en stor gruppe, måske en majoritet, vil noget andet. Vi bliver et splittet samfund, hvis vi ikke har øje for det.

– Nu ser vi så overskrifter som ’hvad er chancen for 3. Verdenskrig’. Det er totalt vanvittigt, at vi skal gejle os op over det. I Sønderjylland bekymrer de sig mere om prisen på kaffe nede i Brugsen – og måske har de ret!

 

Kontraster i provinsen

Det er – trods titlen – en sådan mere jævn virkelighed Ole vender sig mod i sin nye film ”Dræberne fra Nibe”. – Hvis vi ikke kan lave en film i provinsen, så er vi virkelig belastet af københavneri, mener han. – Det her er jo mit eget område, Aalborg og omegn. Det er mit kulturelle opland, et Danmark, der er mere lige ud ad landevejen, mere nede på jorden i forhold til den selviscenesættelse, vi kender i København. Når jeg er til familiekomsammen i Jylland, så er det ikke præget af snak og larm. Man respekterer så at sige stilheden. Og så lever ”Dræberne fra Nibe” på den kontrast. Man forbinder ikke så ofte dramatiske, stærkt berusede, russiske lejemordere med Nibe.

Men selv det dramatiske koncept om drab i provinsen udspringer af en ganske dagligdags konflikt:

– En bekendt af mig sagde, ’ja, manglen på sex gør jo folk helt vildt gale’. Så det er ikke noget intellektuelt, 24/7- eller P1 Debat-snak. Det er meget simpelt; hvis man ikke får sex, så går det galt! Det ved vi jo!

 

Til døden jer skiller

Derfor vil de to håndværkere (Nicolas Bro og Ulrich Thomsen) skilles fra deres koner (Mia Lyhne og Lene Maria Christensen), men …- Det er jo blevet vanvittigt dyrt at blive skilt, tilføjer Ole. – Pludselig er mange danskere – også dem, der ikke bor i liebhaverboliger – blevet millionærer i friværdi. Så er det sværere at dele.

Og da alle jo ved, at alt kan skaffes på nettet, og at alle russere er fordrukne lejemordere, kommer der hurtigt skred i handlingen i ”Dræberne fra Nibe”.

Men det skal lige tilføjes, at Ole Bornedal ikke er pessimist på parforholdets vegne og mener, at vejen uafvendeligt fører til skilsmisse:

– Parforholdet hele livet er muligt. Jeg ser parforholdet som dejligt, hårdt arbejde. Man skal udvikle det, så man ikke mister sanseligheden, så man bevarer en kærlig klogskab.

Her tænker han ikke nødvendigvis på de 7000 timer hos parterapeut og 4000 artikler om parforhold i Alt for Damerne, der årligt forbruges.

– Det kan det være, hvis det er det, man vil, men måske er løsningen også, at man melder sig til salsa.

Måske er det wishful thinking – men ”Dræberne fra Nibe” er jo også bare en komedie, ikke Kieslowski (om end der er 2-3 af de ti bud med).

 

Instruktøren og hans værk

Selv om Ole er erklæret fan af auteurs som Kieslowski og Ingmar Bergman, så erkender han, at han har et noget mere folkeligt udtryk:

– Den største auteur lige i øjeblikket er Lars von Trier – det er altid umiskendeligt Lars. Hans tema er menneskers og specielt kvinders fornedrelse. Vi har også Jang (Nicolas Winding Refn, red.) – han har sit helt eget projekt. For andres vedkommende handler det om stil – Spielberg er altid tydeligt Spielberg. Jeg er vel også auteur, på den Spielbergske vis – det er noget i mit håndværk, en ekspressiv stil. Jeg kan bedre lide opera end pantomime!

Ole Bornedal har heller aldrig været bange for at drømme stort. Han var den første til at realisere dansk films internationale drømme, da han drog til Hollywood for selv at instruere den amerikanske version af ”Nattevagten” – og han stillede op på øretævernes holdeplads, da han skabte den 100 mio. kroner dyre ”1864”-serie.

– Selvfølgelig var ”1864” stor – det vidste jeg på forhånd – og der sad 1,3 millioner danskere og så med hver gang. Så de var enige.

Selvfølgelig var der en shitstorm fra alt fra politikere til historikere, men det er der altid. Der er også nogen, der vil synes, at ”Dræberne fra Nibe” er ligegyldig. Som instruktør er jeg jo altid i skudlinjen. Og jeg står inde for mine film – om det er ”1864”, en amerikansk eller en dansk film.

 

Færre danske film i fremtiden

Ole er selvfølgelig klar over, at filmbranchen står i et vadested. På den ene side har danske instruktører succes i udlandet, og vores Nordic Noir-thrillers er trend i TV-verdenen. Men der er også en masse film, der ikke bliver set af nogen.

– Jeg tror på originale ideer (jeg håber, ”Dræberne” er det). Jeg tror, at om ti år vil der være luget grundigt ud i forhold til det, der laves i dag. Arthouse-film – det kan man ikke længere lave til biografen. De kan ikke finde publikum. Hvor der i dag bliver lavet 20 danske film, hvoraf de 10 ikke bliver set, så må man lave ti, som er MERE originale og MERE spektakulære. Vi behøver ikke lave Hollywood-film, men have mere fantasi – en fantasirevolution. Det vil der være publikum til. Filmen om skilsmissen i Brøndby – den må fortælles på streaming.

Allerede i dag – og Ole Bornedal ved, at hans kolleger vil være rasende – er der mange film, han kun får set på HBO eller Netflix. Mellemfilmene, som han kalder dem. Så er biografen for de film, der virkelig får det til at swinge. Præcis som folk i dag går i teatret; det er fantastisk, når det swinger.

 

Bornedal på teatret

– Jeg blev spurgt så sent som her i eftermiddag, om jeg ville sætte en forestilling op, – og det vil jeg sindssygt gerne! Nu har jeg lavet film til 20 mio. og til 250 mio. kroner – det kalder på budgetter, kompromisser, intriger, strategier. … så tanken om at gå ind i et mørkt rum med nogle skuespillere, lukke døren, og så sige: hvad skal vi lave? Det er ikke en millionvirksomhed. Der er kun menneskelige egenskaber, drama og kærlighed.

Men selv i den mere intime ramme gælder samme kommercielle logik som for biograferne:

– Det handler altid om publikum, at have en forventning om et publikum. 400 mennesker skal have lyst til at se forestillingen 6 dage om ugen i 2 måneder. Dejligt, hvis det sker – en katastrofe, hvis ikke …

– Det er det, der er tragedien ved at lave film og teater. Hvad nu hvis der er stilhed på tilskuerpladserne? I virkeligheden siger jeg ’jeg elsker jer’.

Jeg har fortalt det, jeg ville, men jeg ved ikke, om nogen følger med. Det er frygteligt! Den bekymring er der altid. Skuespillere har den samme lidelse. De har mareridt om, at publikum ikke er der eller sidder og lytter til iPods.

 

Og John Mogensen

Eller måske en lidelse, som alle kunstnere har til fælles. Den var i hvert fald også til stede hos John Mogensen, som – forhåbentlig – er næste emne Ole Bornedal kaster sig over:

– Det er et gammelt projekt. En film om en kunstner, der æder sig selv op. ”Så længe jeg lever”. Der er et før John og et efter John. Han var den første der fik bandeord ind på dansktoppen. Men det handler ikke kun om John. Det handler om alle os, der ofrer os på perfektionens alter. Om en vis konstant uro, som jeg tror, de fleste af os kender: ”Er jeg god nok” – ”Gør jeg det bedste for mine børn”? Vi er fulde af u-kreative selvbebrejdelser, som ofte jager os gennem livet. Så John er bestemt også en personlig historie for mig. Og for dig!

 

Rundt om Ole Bornedal

Hvad skulle være titelmelodien til dit liv?

Nogen gav mig en, da jeg skulle holde foredrag på en højskole. Der skal man jo altid synge, og så blev det ’Oles sang’ – ”Ole sad på en knold”. Der opdagede jeg, at det jo ikke bare er en børnesang, men en sang om udlængsel.

Din yndlingsfilm?

Det er sådan noget, man altid bliver spurgt om, og jeg kan nævne mindst tyve, men jeg var i New York, hvor de viste ”The Godfather” med levende musikledsagelse fra New York Philharmonics – det var fantastisk! Det er den ultimative film. Det er sjældent, at film ikke ’fader’ med årene, men dén holder!

Ved siden af det, er der altid Bergman. Jeg synes, han skriver en fuldstændig genial dialog … ”Smultronstället” for eksempel.

Hvad er ligestilling for dig?

Der er den fælde, hvor man siger, hvis mænd er nogle kvaj, så må kvinder også være det. Hvis mænd pukler 14 timer i døgnet, så skal kvinder det også. Men jeg kan godt forstå, at kvinder ikke gider og hellere vil deltid og familie. Så er der en frelst elite, der synes, det er forkert. Jeg ville selv gerne have mere fritid. Når jeg sidder i sommerhuset, er jeg da misundelig på folk, der er i stand til at arbejde lidt!

Hvilken bog kunne du godt tænke dig at filmatisere?

Linn Ullmanns ”De Urolige” – om forældrene.

Hvad er din yndlingsrestaurant?

Lumskebugten. Ikke en dyr, prætentiøs Michelin-restaurant, men her bliver man godt behandlet af tjenerne, og det er god, ærlig mad af Erwin Lauterbach. Sidste gang, jeg nævnte restauranten, fik jeg en gratis aperitif … så i Liebhaverboligen må det mindst give en hovedret!

Hvilke tre ting finder man IKKE i dit køleskab?

Jeg vil snarere sige, at jeg ALTID har vin, og champagne kan jeg altid trylle frem. Jeg har altid røget laks. Men jeg vil sige, at indholdet ikke er overdrevet biodynamisk; rismælk og den slags. Det er ikke noget, vi praktiserer.

Hvad er din kæreste ejendel?

Min bil. Lige siden jeg var ung, hvor jeg tilbragte det meste af min tid hos min pseudofar, der handlede med brugte biler, har jeg købt og solgt biler. Jeg siger altid, at NU beholder jeg den, jeg har, for biler er den dårligste investe-ring, man kan gøre sig. Nu blev det en VW Up – den er købt til familien, fordi jeg er så meget væk. Men når jeg kommer hjem, så køber jeg en ny!

Hvem får dig til at grine?

Min søn, Peter. Og Helle (Fagralid, red.) – vi griner meget. Jeg er barnlig, hun er skuespiller og kan finde ind til det barnlige, så vi ler af det barnlige i hinanden. Det er godt for ægteskabet.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Blå bog

Nørrejyske Ole Bornedal indtog København i 80’erne, hvor han læste Filmvidenskab og lavede radiomontager og dramatik på DR. Det førte videre til TV, hvor han var hovedforfatter bag satire-serien ”Den gode, den onde og den virkli’ sjove”.  Han fik et ben indenfor teatret som dramatiker for Dr. Dante og derefter film, hvor han debuterede med ”Nattevagten”, hvis succes førte ham til Hollywood og den amerikanske version af samme film. Herhjemme blev det derefter til TV-serier som ”Charlot & Charlotte”, en periode som teaterdirektør (/dramatiker/instruktør) på Aveny-T, og nye film fra Herbjørg Wassmos ”Jeg er Dina” til ungdoms-science-fiction-gyseren ”Vikaren” og senest den omdiskuterede serie/film ”1864”. 

Ole er gift med skuespillerinden Helle Fagralid og har fire børn af tidligere ægteskaber, hvoraf 16-årige Fanny går far i bedene som skuespiller, bl.a. i årets TV-julekalender og i den kommende ”Broen 4” (hun debuterede i Oles ”Kærlighed på film” som 7-årig).

For Marie Bach Hansen har de sidste måneder været én lang nedtælling – et langt farvel med de sidste optagelser på Fyn, de sidste i studiet, sidste frokost sammen … et farvel til ”Arvingerne”, der har gjort hende til et kendt ansigt. Og så er hun hovedkulds blevet kastet ind på scenen på Det Kongelige Teater.

Det er gået hurtigt for Marie Bach Hansen, der blev færdiguddannet fra Statens Teaterskole i 2010.

– Der har været to store skridt for mig, siger hun. – Det første var, da jeg blev antaget til Mungo Parks ensemble. Det var den slags teater, jeg gerne ville lave; noget, der handlede om vores verden. Og som skuespiller fik vi lov til at have en stemme i skabelsen. Jeg føler mig meget privilegeret.

Støttegruppe for arvinger

– Så fik jeg rollen som Tulle i ”Hvidsten Gruppen”, men det store skridt var at komme med i en DR-serie. Så jeg har fået lov til at rykke tidligt i min karriere, først med en fastansættelse, så med en stor serie. Jeg er meget taknemmelig.

Nu er også den epoke slut for Marie Bach Hansen – sidste optagelse kom i hus den 31. oktober.

– Folk blev klappet ud. Jeg var selv med i det allersidste take. Bagefter gik jeg rundt i kulisserne. Det er underligt – vi har fulgt hinanden i fire år, både professionelt og privat. Som skuespillere er vi jo vant til at mødes og skilles, og jeg troede, jeg havde vænnet mig til det, men jeg fik en klump i halsen. Vi har snakket om at oprette en støtteforening for tidligere ”Arvingerne”-skuespillere.

Den danske sang …

Men det blev på mere end én måde en begivenhedsrig mandag – for efter akut at være blevet bedt om at træde til i stedet for Johanne Louise Schmidt, der er gravid, skulle hun videre til aftenprøve på Det Kongelige Teater. Her har man omdannet højskolesangbogen til en teaterkoncert.

– Morten Kirkskov ringede, og jeg har savnet at synge og synes, det er et vildt dejligt hold, så jeg slog til. Johanne og Morten havde besluttet, at hun ville gå fra inden premieren, frem for at jeg skulle tage over midt i det hele. Det er sjovt og udford- rende at overtage en rolle, andre har lavet, selv om jeg lige kan nå at få et ord med på. Det er også en udford- ring at lære 37 sange på 14 dage – og kunne levere dem på Store Scene.

– Jeg kommer, om jeg så må sige, fra et hjem med klaver, et kreativt hjem, hvor jeg er vokset op med højskolesangbogen. Og jeg gik på efterskole på Ollerup, hvor vi sang 2-3 sange hver morgen i et år. Jeg elskede efterskolen og sammenholdet, så jeg har et stort hjerte for de sange.

Marias lyst til skuespillet stammer også fra sangtraditionen, fra folkemusikken:

– Jeg har ikke selv oplevet det, men min far har fortalt mig om dengang, da han spillede folkemusik i det vestjyske. Så kunne en eller anden gammel kone stille sig op og a cappella synge en sang a la islandske sagaer. En direkte forlængelse af at sidde og fortælle historier ved bålet. Det er den passion, den måde at indtage scenen og fortælle i en halv time, den vestjyske råhed, der har inspireret mig.

At lade op med ukulele

Så kombinationen af dramatik og sang i teaterkoncerten eller musicalen tiltaler selvfølgelig Marie – men ikke for enhver pris, for musikken er dyrebar for hende:

– Der bliver lavet så mange af den slags forestillinger, at jeg ville spørge mig selv; hvorfor? Jeg vil ikke bare synge, fordi det er trendy. Projektet skal vække min nysgerrig- hed. Til daglig bruger jeg musikken til at lade op med, så jeg vil have den i fred, hvis det ikke er vigtigt at bruge den.

– Jeg lader op på mange måder; jeg går en tur, pjatter med min søster, laver noget socialt, hører eller spiller musik – for eksempel lærer et nyt instrument. Jeg har lige købt mig en ukulele. Og jeg ser film og TV – jeg elsker at ’nørde skuespillere’.

Men ingen skuespiller kan vel sige sig fri for drømmen om at stå netop på den kongelige scene.

– Jo, det er da en drøm, ler Marie Bach Hansen. – Det er en fed scene at stå på. Jeg er vant til den lille scene på Mungo Park, hvor vi kan se publikum, men her ligger salen i mørke. Ellers virker den ikke så stor, som jeg havde troet, og man kan nå ud til publikum – det er en cadeau til arkitekterne.

– Men ingen scene er så vigtig og fin, at man ikke skal kunne arbejde og knokle på den!

Børnevenner

Da Liebhaverboligen talte med hende for fire år siden, var hun endnu en ung, nyudklækket skuespiller. I dag melder modenheden sig, og hun sætter pris på andet af arven hjemmefra end den rent musikalske.

– Min mor er pædagog, så vi har talt om derhjemme, hvad forældre giver videre til deres børn. Nu begynder jeg selv at kunne se, at jeg ligner min mor (og min søster og min far). Mine forældre talte om det, hvis nogen blev mobbet. Det har givet mig en interesse for menneskelige relationer. Nogle gange som barn var jeg mere: ’åh, kan vi ikke bare slappe af og ikke være så sociale’! Men det er noget, jeg har fået med.

– Jeg tænker også over det i forhold til mine børnevenner. En venindes datter gik hele tiden og trak instrumenter frem, som ikke var der, så jeg forærede hende en ukulele. Jeg vil stå til rådighed, hvis hun vil musikken. Først gik hun ganske vist og slog den mod ting, og det gibbede i mig for sige, hun skulle passe på den, men så tænkte jeg; hun skal have et tvangfrit forhold til instrumenter, jeg skal ikke sige nej og tage glæden fra hende. Hun er kun 2½ år … hun har allerede sendt mig en lille sang!

Stærke kvinder – eller stærke mennesker?

For selvfølgelig bliver vi påvirket af det, vi vokser op med. Hvad der jo er et af temaerne i ”Arvingerne”, hvor de kvindelige figurer er påfaldende stærke …

– Se, det spørgsmål ville aldrig have været stillet, hvis det havde været stærke mænd og en mandlig skuespiller, pointerer Marie. – Jeg er stolt af at være med i en serie med så fede kvinderoller. Så måske skulle vi øve os i at tænke: den figur kunne lige så godt være en kvinde som en mand. Jeg nyder at se en film eller en serie med mandlige hovedroller lige så meget. Men hvis vi nu tænkte rollerne som mennesker – ikke som køn. Det burde ikke være en undtagelse med ”Arvingerne”.

– Selvfølgelig bliver vi kulturelt påvirkede – for eksempel i det legetøj, vi får. Vi skal være opmærksomme på, om vi er kønsnormative. Især når det er ubevidst. Igen: det er vigtigt, vi mærker mennesket, ikke kønnet. Det gælder, om det er et barn på 2 år eller en voksen på 30.

Mormors Steinbeck

Nogle gange kan arv dog virke næsten som skæbne. Hendes mormor døde, da Marie kun var seks år, og hun husker, at hun gik i hvidt tøj og havde hvidt hår, og …
– Hun elskede Karen Blixen, og min morfar gav mig nogle af hendes bøger – både Blixen og Steinbeck. Da jeg så fik en rolle i ”Vredens Druer”, som vi spiller her til marts, ville jeg købe bogen, men så kiggede jeg lige i mormors gamle bøger … og dér var den!

Hende fra ”Arvingerne”

Men inden vi når dertil, skal Marie igennem virakken, når en stor DR søndagsserie løber over skærmen. Hun har heldigvis vænnet sig til det nu:

– Tilbage i 2014 var det overvældende pludselig at blive genkendt, husker hun. – Jeg talte med Trine Dyrholm og Jesper Christensen om det, og de sagde, at det er umuligt at forholde sig til, før man oplever det. Det skal siges, at jeg kun har oplevet positive, søde henvendelser, men det er et koncept, man skal vænne sig til.

– For eksempel plejede jeg at nyde turen i S-toget op til Mungo Park i Allerød, hvor jeg så på mennesker eller så ud ad vinduet. Nu vendte det, fordi folk så på mig. Jeg følte mig aldrig sikker på, om de så på mig, fordi jeg havde en skør jakke på, eller fordi de havde set mig på TV. Pludselig blev jeg bevidst om, at folk så mig købe tamponer. Det tænkte jeg ikke på før. Det ser folk nok stadigvæk, men i dag tænker jeg ikke over det.

– Heldigvis er opmærksomheden ikke så massiv, når serien ikke kører på TV. Folk har en kort hukommelse, og det er faktisk befriende: Så vigtige er vi skuespillere heller ikke!

Marie må selvfølgelig ikke røbe, hvordan det går i tredje og sidste sæson af ”Arvingerne”, men for de der ikke kan vente:

– Forfatteren Maya Ilsøe har fra start tænkt serien i tre dele, forklarer hun. – I første sæson handlede det om, hvor kom du fra, i anden om, hvem er du så, og her i tredje sæson stiller vi spørgsmålet, hvad bruger du det til i verden. Så handlingen retter sig mere udad mod verden.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

BLÅBOG

Marie er fra Borum i Midtjylland. Hun fik sin debut som 18-årig i filmen ”2 ryk og 1 aflevering”. Efterfølgende holdt hun fast i skuespillet og gik på Statens Teaterskole i 2006-10, hvorefter hun blev del af ensemblet på Mungo Park i de næste fire år med fine præstationer bl.a. som Cordelia i ”Forførerens dagbog” og Dorte Hansen i ”Dette burde skrives i nutid”. Til dels sideløbende med dette har hun over de seneste fire år spillet Signe Larsen i ”Arvingerne”, men har også fundet tid til ””Sommeren uden mænd” på Republique og ”Tribadernes nat” på Grønnegårds Teatret.

Lige nu kan Marie opleves på Det Kongelige Teater i teaterkoncerten ”Højskolesangbogen,” og til marts spiller hun med i ”Vredens druer” på Betty Nansen Teatret.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Rundt om Marie Bach Hansen

Hvad var din yndlings-TV-serie som barn/ung?

Den, der har gjort størst indtryk på mig, er nok ”Liva” – jeg så den måske nok lidt for tidligt. Jeg blev meget påvirket af de scener, hvor Liva Weel var fuld. Det var vildt senere at få lov til at spille sammen med Ulla Henningsen.Og ”Nana” – som jo var med Jesper Christensen.

Hvad ser du i dag?

”Transparent” – jeg har lige set 3. sæson, og den er fuldstændig fantastisk. Figurerne er sindssygt smukt foldet ud. Det er quirky, nænsomt og sanseligt.

Hvilken bog skal du have læst – nu du har tid til det?

”Ved gudernes bord” af Katrine Wiedemann, vores instruktør på ”Vredens druer”, og ”Over grænsen” – om krigen i Syrien – ligger klar på mit natbord … men lige nu går det mest op i nodelæsning.

Apropos ”Vredens druer” – hvordan har du det med klassikere?

Jeg hørte Thomas Bredsdorff i radioen for nylig, hvor han definerede en klassiker ved, at det var en historie, der kunne genfortolkes. Jeg kan huske, at jeg i sin tid troede, at jeg ville hade ”Forbrydelse og straf”, men jeg elskede den!

Hvad er din yndlingssang fra højskolesangbogen?

”Se nu stiger solen” … og ”Kirken, den er et gammelt hus” – men den er ikke med i forestillingen.

Den film, der har gjort størst indtryk på dig er …?

”The Deer Hunter” … jeg var måske 22 år gammel. Jeg så den 2-3 gange på en weekend. Og som 7-årig kan jeg huske, vi havde lejet en moviebox og ”Sound of Music”. Jeg så den 8 gange!

Hvad giver dig selv tårer i øjnene … og får dig til at flække af grin?

Grinet – det er Louis C.K. Jeg så ham, da han var i Danmark her i oktober. Jeg havde købt billet til mig selv – alene! Ingen skulle forstyrre min oplevelse. Ellers har vi haft det utrolig sjovt i pauserne på ”Arvingerne”. Trine Dyrholm Mikkel Bo Følsgaard og Carsten Bjørnlund har virkelig fået mig til at grine – jeg har faktisk nogle gange haft brug for ny makeup, fordi jeg græd af grin.

Da Pernilla August (seriens første instruktør, red.), som var tilbage for at instruere sidste afsnit, tændte et lys for serien … der kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

Hvis du skulle vælge en titelmelodi til dit liv …?

Det ændrer sig fra dag til dag – nogle dage skulle det være Beyonce, andre dage Leonard Cohen.

Hvad er ferie for dig – hvor går drømmerejsen hen?

Argentina – jeg vil gerne derover og studere ’duende’ – den sjæl og passion, som man for eksempel finder i tango.

Hvad er det bedste ved julen?

Stearinlys, nærhed, bevidstheden om, at alt lukker ned, og folk går ind i deres huler, hvor det er varmt og kærligt. For mig er det også et skel – meget mere end nytåret – hvor jeg gør status over året.

Hvilken tradition er urokkelig for dig?

Vi går alle ud på toilettet, mens min far tænder juletræet. Så kommer vi alle ind og siger: Neiiii! Også selv om der ingen børn er.