Vi var næsten begyndt at tænke på Sissel Kyrkjebø som dansk, men så tog hun hjem til Norge og tog oven i købet tre års sabbat fra turnélivet. Det er faktisk seks år siden hun sidst optrådte i Danmark. Nu synger hun atter julen ind, og det er jo en fin tradition … som hun har tilsat en groovy fornyelse.

 

Helt stille har der ikke været omkring Sissel Kyrkjebø.

Den walisiske baryton Bryn Terfel ville f.eks. gerne have hende med på sin plade: Han spurgte mig: ”What have you been up to?” ”I’ve been a mother for two years”. Og jeg har nydt hvert sekund! Da jeg flyttede til Norge igen med pigerne, tog jeg et sabbatår – eller et ad gangen, det blev til tre år. Jeg ville gerne have tid til dem – de har været vant til, at kufferten altid stod klar i gangen. Det har været så dejligt; at være i ro, at være hjemme, når de kom fra skole. Jeg har kun lavet nogle få jobs, meget få. – Nu begynder jeg så igen med juleturneerne, fortsætter Sissel. – At begynde et nyt pladeprojekt – det er for stort lige nu og alt for flydende. I øvrigt har pladebranchen forandret sig. De er blevet mere fokuserede på de enkelte sange – på singler frem for album. For os i den gamle garde handler et album om at tage publikum på rejse – ligesom en koncert. Jeg tænker sjældent i en sang ad gangen, men på helheden. Så jeg vil ikke føle mig presset til at lave en plade. Det er vigtig, at det føles rigtigt, så når jeg er klar til at lave en ny plade , ja, så gør jeg det.

 

Tradition, glæde, eftertanke

Julekoncerterne, der trækker tusindvis af danskere af huse i julemåneden (eller månederne, for det starter jo i november) var et koncept som Sissel udviklede og bl.a. fik Stig Rossen med på – og det er han som bekendt blevet ved med. Nu vender Sissel så tilbage, men i et lidt andet format.

– Folk går til julekoncerter af tradition. Julen har en stærk forankring i traditioner, og musikken er stærk i den tradition.

 

Sangene sætter gang i minderne. 

– Min idé med julekoncerterne er, at de skal indeholde det, der giver julestemningen, noget man ønsker at høre på den tid af året. Udgangspunktet for mig er nogle temaer; kærlighed, tradition, fællesskab, glæde, energi og eftertanke. Det sidste finder vi i følelsen af at savne nogen eller noget. Der er mange sange, der kan beskrive det – bl.a. god soul. De har glæden, energien og smerten!

– Det blander jeg ind mellem de traditionelle julesange. Det er nu fjerde år, vi rejser med det koncept. Jeg har tre soulsangere med. Det er vigtigt for mig, at vi er et team, at vi får det sociale med. Det er ganske vist mig, der står i front, men det er dem bag mig, der gør mig god. Jeg tror publikum kan føle, at vi har det sjovt og føler glæde ved at optræde sammen. Og at vi føler glæde over responsen. I øvrigt er der mange, der fortæller os, at de har fået noget andet, end de havde forventet – noget mere! Det er både ’åh, det var smukt’ og ’yeah, groovy’.
– Jeg glæder mig – det er så længe siden jeg sidst optrådte i Danmark, siger hun til de danske fans.

 

I Was Born in a Trunk (not)

Nu skal hun jo også rejse ud for at komme hertil, og det er egentlig et paradoks, at Sissel er blevet globetrotter:

– Jeg er et hjemmemenneske. Det er et paradoks, at jeg har levet i en kuffert, siden jeg var 16 år. Jeg trives med off-perioder, og i dag er jeg meget bevidst om, hvor meget jeg vil rejse. Men jeg har altid rejst, og min mand har f.eks. altid vidst, hvem jeg var, og at det er et vilkår. Det har ligget i kortene.

En ting turnélivet giver plads til er læsning. En periode har det været mange krimier, men det gider Sissel ikke længere. Nu skal det være en god bog.

– Egentlig har jeg det bedst med at læse i perioder, hvor jeg har tid og ro til at læse, hvor jeg kan have fokus og leve mig ind i det. Jeg blev meget rørt af Jojo Moyes ”Livet efter dig”, som rejser spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Det er et svært emne.

 

Hjem til København

På en måde er det selvfølgelig også at komme hjem, når Sissel optræder i Danmark
– Nu har jeg levet 20 år i Danmark – og det må have været godt, for det er utroligt, så hurtigt de år gik – men Norge har altid været hjemme for mig. Jeg er vældig norsk. Omvendt føler jeg, at jeg kommer hjem til København – jeg bliver varm indeni. Så får jeg lyst til at tage hyggetøjet på igen.

– Det, jeg savner mest ved Danmark, er atmosfæren. Vi nordmænd siger, at København er ’kontinental’. Danskerne er glade for livet, og I hygger. Jeg ville ønske, jeg havde mere kontakt med mine venner i Danmark på hverdagsbasis – sådan ’hej, skal vi tage en kop kaffe’? Det savner jeg. Jeg sender mange varme tanker til dem, som gjorde mit liv skønt i Danmark. Nu er jeg her bare ikke længere i lange perioder ad gangen.

– Jeg savner også naturen – særlig den åbne natur i Nordjylland. Jeg prøver altid at få jobs i Vendsyssel, hvis jeg kan. Naturen her har altid mindet mig om Norge. På den måde var jeg tættere hjemme … og mentaliteten er også tættere på den norske.

 

Den danske kreativitet

At Norden fylder meget i Sissels turnéplaner, og at hun har boet så mange år i Danmark betyder selvfølgelig, at hun også er en skarp iagttager af forholdet mellem de nordiske broderfolk; forskelle, ligheder … og forståelseskløfter.

– Ja, det er ikke let med dansk. Da jeg kom hertil ville jeg så gerne forstå dansk, men der er mange, der står af og slår over i engelsk i stedet for. Men bare i Norge er der jo vidt forskellige dialekter. På nogle af de dialekter, man finder i dalene, bruger de helt andre ord og vendinger, hvor jeg bliver nødt til at spørge, hvad det betyder.

Der er også mentalitetsforskel mellem os, mener Sissel. Og det falder faktisk pænt ud til danskernes fordel – i hvert fald set med norske øjne – men det er nogle værdier, vi skal værdsætte og passe på:

– I Norge kigger vi mere til Danmark end til Sverige, fortæller hun. – Vi oplever danskerne som utroligt serviceminded og kontinentale.

Danskerne er gode forretningsmænd og har fra barnsben lært at tænke kreativt. Jeg har oplevet, at I har innovations- weekender i skolen, hvor børnene skal arbejde på tværs og løse problemer. Det leges ind. I det danske gymnasium skal man have kreative fag – i Norge har man fjernet dem helt.

– Men det må da tilføjes, at svenskerne har været usædvanligt gode til at fremelske succes i musikbranchen, husker Sissel at nævne.

 

Ungdommen, der forsvandt

Sissel Kyrkjebø har selvfølgelig heller ingen grund til at klage over sin egen succes. Den kom tidligt, og det var ikke uden omkostninger. For mens hun har haft en god og tryg barndom, så synes hun næsten ikke, hun har haft en ungdom:

– Jeg blev kastet ud i showbusiness som 16-årig, så jeg blev brat voksen. Min ungdom var så at sige ikkeeksisterende. Dengang var det vigtigt for mig at gøre gymnasiet færdigt. Det var et fristed for mig, hvor jeg kunne være som alle andre. Jeg havde ikke musik som fag, men mange af mine venner dyrkede musik i deres fritid ligesom jeg. Så vi sad med guitaren i frikvartererne og sang. Og det var ikke mig, som sang højest! Musikken gav sammenhold, og det var perfekt for mig.

 

Glæden ved musikken har Sissel selvfølgelig givet videre til sine børn:

– Jeg rejste med børnene, indtil de var 1½ år gamle. Da de så blev større tog jeg dem gerne med på sommerturné. Det var faktisk en god oplevelse for dem. Vi har lige talt om det.

– Mine piger og jeg har samme musik-smag. Vi påvirker hinanden og deler. De kan sige, når jeg komme hjem, ’hør lige det her riff, den her frasering’. De har helt klart samme glæde ved musik, som jeg har. Der er nok noget, de er mere tiltrukket af end jeg, men når de synes noget er godt, så åbner det mine sanser. Det giver nogle fine impulser.

 

Musik og minder

Apropos impulser, så forbinder mange øjeblikkeligt Sissels navn med en bestemt sang, som har gjort indtryk, herhjemme f.eks. ”Vårvise” sammen med Sebastian. Forskellige sange vækker forskellige minder hos folk – også hos Sissel selv:

– Selv har jeg det sådan med musik, at den skaber en bestemt følelse. Eller at den kan sætte ord på den følelse, jeg har. Når jeg hører Aretha Franklin eller Frank Sinatra … de når helt derop, hvor de får mig til at føle ’åh’.

– Billie Holiday havde jeg ikke helt fået grebet om, men så så jeg en dokumentarfilm om hende. Så faldt brikkerne på plads. Nu giver det mig gåsehud at høre hende, fordi jeg forstår, hvor personlig hun var. Jeg holder også meget af Janis Joplin – hendes version af ”Little Girl Blue”. Der er andre, der har sunget den, men hun gjorde den til sin. Det er så personligt, så privat.

Til november kan danskerne komme ind i Sissels private rum til julekoncerter i København, Århus og Ålborg.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

BLÅ BOG

Sissels liv har været fyldt af musik. Hun begyndte at synge i kor som 9-årig og optrådte første gang på TV i 1983. Hendes optræden ved Det Europæiske Melodigrandprix tre år senere – ikke som deltager, men i pausen – gav hende et internationalt gennembrud. I hvert fald hele Norden tager gerne ejerskab til hende: i 1990 lagde hun sangstemme til Ariel i Disneys ”Den lille havfrue” – i både norsk, svensk og dansk version. I forbindelse med OL i Lillehammer 1994 indledte hun et samarbejde med Placido Domingo, som hun har indspillet plader med og optrådt med i hans julekoncerter. Hun medvirkede på soundtracket til filmen ”Titanic” (blandt flere andre) og har turneret over hele verden.

Sissel var gift med Eddie Skoller 1993-2004 og har to døtre med ham. I mange år havde hun derfor base i Danmark, optrådte meget her-hjemme, indspillede sange med bl.a. Sebastian og medvirkede i filmen ”Flyvende farmor”. Hun flyttede hjem til Norge og giftede sig i 2013 med den norske advokat Ernst Ravnaas. 

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Rundt om Sissel

Det smukkeste hotel, du nogensinde har boet på?

Der er mange fine, men jeg vil gerne fremhæve De L’Europe Amsterdam. Det er cool. Det ligger lige ned til en kanal – så fint.
Jeg har også haft en rigtig god oplevelse på D’Angleterre – efter ombygningen. Der blev jeg opgraderet til en suite: ’om det gjorde noget?’ – Nej nej!

 

Hvad er din største koncertoplevelse – som publikum?

Det må være min første koncert med Placido Domingo. Der var 9.000 mennesker, men jeg følte, at han kun sang for mig.

 

Hvor finder du det bedste publikum – er der forskel verden over?

Jeg har oplevet, at i Japan er publikum mere lyttende, i USA er de mere ’uh-hu – love you!’. I Skandinavien og i Europa i det hele taget er publikum tættere på mig. De både lytter og giver feedback.

 

Hvilken tre ting har du altid med på turné?

Ørepropper, halstabletter (en urtevariant) og håndrens – det handler om helse og søvn.

 

Du rejser med dit arbejde – hvor vil du gerne rejse hen som turist?

Amalfi-kysten … og der er et hotel, som jeg altid har drømt om at bo på, men hvor jeg aldrig har været, Hotel Caruso. Det er sindssygt dyrt. De holder en musikfestival dernede, og det er nok noget af det smukkeste, man kan tænke sig.

 

Hvad er det bedste ved julen?

Traditionen, sammenholdet med familie og venner. Tiden op til jul kan være meget stressende, men vi når det jo altid til sidst, så det er en stress, som vi selv skaber. De seneste år, hvor jeg ikke har været på turné, har det været lidt som, da jeg var barn. Det har været en tid fyldt med positive ting, og juleaften er en tid, hvor vi bare kan være i os selv. Det var fantastisk at holde en jul på den måde, og jeg savner bestemt ikke livet i overhalingsbanen – som det har været, når jeg har turneret.  Det var et utroligt privilegium at kunne holde nogle år fri.

 

Din personlige favorit i julesange?

”O hellige nat” – altså ”Glade jul” – den har alt: dramatisk tekst, yndig melodi.

 

Hvad er det bedste ved dansk jul?

Jeg har aldrig oplevet en dansk julefrokost. Da vi boede i Danmark blev det en blanding fordi Eddie havde en amerikansk tradition – så vi endte med en amerikansk/dansk/norsk jul.

 

Hvad er dit bedste juleminde?

At fejre julen med de nærmeste, at få besøg af bedsteforældrene. Og 1. juledag med familiemiddag hos min tante. Det var hele familien, det var duften af julemiddagen og dansen om juletræet. Det var der ikke plads til i vores egen lille lejlighed.

 

Og selvfølgelig må jeg vide: hvad er der på bordet juleaften?

Der er pinnekjøtt; lammeribben i saltlage, som blødes op og dampes og serveres med kartofler og kålrabimos. Det er meget specielt, men det er det, jeg voksede op med. Men derudover skal der helst være torsk – det er en sørnorsk tradition, og det er fint, hvis man ikke er så meget for det tunge kød. Ellers er det mest almindelig i Norge flæskestegen. And og gås bruger vi derimod ikke.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

 

Lykken er ikke at være ligesom de andre. Lykken er ikke en halv flaske sprut om dagen. Lykken var heller ikke at være sammen med en kvinde, der var lige så rebelsk som hun selv. Som stand-up komiker har Linda P løbende givet en flig af sig selv, og det er også, derfor hun i sit nye show spørger, om hun nu er ”Normal?”

 

 

Linda P har selvfølgelig gjort sig mange tanker om, hvad det vil sige at være normal, i forbindelse med sit nye show. Hun påpeger, at det har forskellig værdi på forskellige tidspunkter i ens liv:

– I skolen gælder det jo om at være ligesom de andre. Man skal helst ikke stikke ud, men så giver man heller ikke inspiration til de andre. Som voksen er det en fordel at stikke ud. Man behøver ikke være enig, men kan synes, det er spændende, at andre har en anden vinkel på tingene.

– Jeg har det lidt stramt med Facebook – ikke så meget det, at man siger sin mening, men mere det, at man bestræber sig på, at folk skal være enige. Det giver jo ingen udvikling, hvis vi alle er enige.

Derfor er der selvfølgelig en pointe i, at der er et spørgsmålstegn i titlen. Alligevel synes Linda, at hun på de fleste punkter er ret normal:

– Jeg står op om morgenen og tager bad, jeg spiser morgenmad, jeg sætter P-skiven. Jeg har måske et andet SYN på tingene end de fleste, men det er jo meget normalt for folk i min branche.

 

Kvinder og humor

Der er dem, der vil mene, at bare det at være kvinde i den branche er unormalt, men Linda P har aldrig følt nogen kønsforskel – og i øvrigt er der mange kvindelige stand-up komikere, om end lidt færre stjerner. Endnu da. Hun peger på Sanne Søndergaard (”hun har jo sin stil – og vi ligger meget langt fra hinanden”), og Sofie Hagen (”hende har vi trængt til komikmæssigt”), og new-comers som Natasha Brock (”hun snakker ikke så meget om, at det er svært at være kvinde – hun er bare sjov”).

På den måde følger comedy-genren i sporene på andre brancher:

– Jeg kan da godt huske, at jeg i sin tid blev mødt med kommentarer som ’der kommer jo den pikløse maler’, men så viste jeg dem, at jeg kunne male vinduer både hurtigere og bedre end dem på en akkord. I øvrigt var der 53% kvinder i malerfaget, da jeg stoppede, og sikkert flere nu – ret vildt.

– Det er dejligt at se, det samme sker i stand-up comedy, men jo mere jeg tænker på, at jeg er kvinde, før jeg går på, desto større er chancen for, at det går galt for mig. Jeg kan ikke rigtig forstå dem, der ikke vil sættes i bås som kvindelige komikere, når de samtidig går ud og laver stand-up aftener udelukkende for kvindelige komikere!

 

Ædru og ’straight’

Der er til gengæld ikke tvivl om, at Linda P har flyttet sig. Hendes shows afspejler, hvor hun er i sit liv, og det har rykket sig fra den rapkæftede, lesbiske, hårdt drikkende gadedrengstype. Hun har lagt alkohol på hylden, og hun er blevet kæreste med kollegaen Anders Grau:

– Der er nogen, der tror, det svære er at holde op med at drikke. Det er det ikke. Det svære er at holde sine egne fejl ud, når man bliver ædru. Så skal man for alvor kigge sig selv i spejlet. Jeg havde et hav af humørsvingninger. Sådan er det at stoppe. Jeg havde lukket af i mange år, og der var meget, der skulle udforskes. Man går fra at være iskold til at sidde og græde over ”Extreme Home Make-over”. Det var ret vildt. I virkeligheden starter jeg præcis der, hvor sidste show stoppede – det er et nyt kapitel. – Jeg er stadig den samme person, jeg har stadig de samme meninger om politik, opdragelse og så videre. Men ting ændrer sig, når man bliver ældre. Jeg får mere ud af dagen ved at stå op klokken 8 end klokken 17 med giga tømmermænd. Men jeg er stadig den samme, selv om huen var blevet lidt for fedtet og strammede lidt for meget. Den trængte til at blive lagt på hylden, og forklaringen får man i showet.

 

Det der med piger

I det hele taget er emnekredsen ændret:

– Det er bare så meget nemmere at skrive, når ens liv er noget lort, filosoferer hun. – Nu kan jeg ikke længere skrive om at jeg er lebbe, at jeg er fed, og om hvor fuld jeg var i går og om dum sex med alle mulige tøser. Hvis du fjerner al lagkagen, hvad skal jeg så skrive om? Det, synes jeg, er mega-interessant. Hvis jeg kan være sjov alligevel, så er det lykkedes for mig.

– Jeg bliver aldrig den meget kvindelige type, hende med ’mænd er idioter’ og ’åh nej, Anders Grau slår aldrig brættet ned’ eller begyn- der at snakke om neglelak. Jeg vil hellere snakke om, at jeg ikke forstår, hvordan tøj kan være skabstørt. Men der er et opgør med ’den frække knægt’.

Nu skal det understreges, at bare fordi hun har fået en mandlig kæreste, så skal det også være et opgør med tiden som lesbisk. For Linda har det altid handlet om kærligheden til et menneske:

– Jeg tænker ikke over det som kærlig- hed til dreng eller pige, men som kærlighed til et menneske. Mine venner har sagt, at i de ti år, hvor jeg har været sammen med piger, sagde jeg altid, ’at jeg tror sgu’ jeg ender sammen med en mand’. Kvinder er vidunderlige, men det er ikke altid en fordel at være to kvinder, der føler de samme ting og tænker de samme ting, når man skal leve sammen. Ikke at det er sådan for alle, men jeg begik nok den fejl, at jeg fandt dem, der var ligesom mig – dem jeg havde den rebelske side til fælles med. Frem for at finde et menneske, hvor vi havde den følsomme side tilfælles.

 

Mig og Anders

– Når nogen nu spørger mig: ’ved du så, at du aldrig skal være sammen med en pige igen’, svarer jeg: ’nej, jeg ved, jeg ikke skal være sammen med en ANDEN igen, nu hvor jeg har mødt Anders’.

At Anders også er komiker var anledningen til at de mødtes, men ikke at de blev forelskede:

– Det er da vigtigt, han får mig til at grine, at han får det hele til at sitre, men det er også vigtigt, at han er begavet. Og hvis jeg skal kalde en spade for en spade, så tror jeg, at jeg manglede én, der turde bede mig holde kæft; én, der turde gøre det offer at tage kampen op og sige, ’er det egentlig ikke lidt fjollet med det skjold, du holder op, når jeg nu rent faktisk godt kan lide dig’?

– Det var blevet en vane at holde para-derne oppe for at passe på sig selv. Er det ikke enormt ensomt? Jo, men jeg syntes, det var bedre end at skuffe nogen eller blive ked af det. Jeg tænkte: sådan er kærligheden: Nogen ender med at blive kede af det.

Men det er ikke opskriften på at have det godt – hverken med sig selv eller andre:

– Vi vælger selv, om vi vil have det godt eller dårligt. Jeg havde gået i mange år og været lidt et offer, et fuck-up. Men det kræver ikke noget arbejde at være et fuck-up, et offer. Det er derimod rigtig hårdt at være glad. Der er ikke nemt at være lykkelig. Men det er en stor reg-ning at betale at gå og være indebrændt, bare fordi man synes, man har haft det lidt hårdt!

 

Linda P og de skøre riddere

Til marts får vi Linda at se i en helt anden rolle – som Sir Bedevere i musicalen ”Spamalot” – frit efter filmen ”Monty Python og de skøre riddere”.

– Monty Python har fyldt meget i mit liv, tilstår Linda. – Lige så snart jeg så, at det var noget med Monty Python, sagde jeg ja. Uden at læse handlingen eller om rollen. Jeg har ikke været ret stor, da min søster viste mig klip fra ”Life of Brian” – det var det mærkeligste – ufoer, der kom ned på Kristi tid og alt muligt. Briterne har sådan en ’stilet arrogance’: ”Vi ved godt, hvor sjovt det her er, og vi er ligeglade med, om I kan se det”. Det klæder musical-branchen at gøre noget, der er lidt anderledes.

Linda har tidligere spillet manderoller, men ikke på scenen som her:

– Det er vel et kompliment til min alsidighed, griner hun. – Jeg skal spille en lille kikset hidsigprop med pagehår og overskæg. Jeg må ikke være mig selv, men holde den mørke stemme og den mandlige gang. Jeg tror, det bliver en fest uden lige, når jeg først finder mig til rette i den spændetrøje.

– Men jeg kan ikke synge, understreger hun, selv om hun har udgivet adskillige sangnumre. – Jeg har lært toner til husbehov, ligesom jeg kan lære mine monologer, men jeg har aldrig rigtig lært det. Jeg elsker at skrive sange med en sjov tekst til og melodier, som folk finder catchy. Men jeg gad da godt lære at synge rigtig godt med støtte og vejrtrækning og alt sådan noget, men som det er, kan man godt høre, at jeg ikke kan synge.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

BLÅ BOG

Linda P (for Petersen) kom i rampelyset, da hun fik en andenplads til DM i stand-up i 2004. Hun tog det egentlig ikke alvorligt, indtil Jonathan Spang sparkede hende i gang igen. Karrieren tog for alvor fat fra 2008-9, hvor hun optrådte på TV i ”Piger på prøveløsladelse” (sammen med Christina Sederqvist), på Nørrebro Teater i ”Biblen” og med sit eget soloshow ”Rommen er en tøjte”. Siden er det blevet til flere filmroller, TV-shows i mange forskellige forklædninger, flere soloshows og både musicals (”Den eneste Ene”) og teater – hvor opdateringen af Holberg til ”Linda P på bjerget” (2010) indeholdt biografiske træk.

Linda har forfattet og fremført en del sange, hvoraf kærlighedssangen til Linse Kessler, ”Du’ Fan’me pæn, du er”, blev lidt af et hit. Hendes sange er samlet på albummet ”Just Divorced” fra sidste år.

Linda levede i et lesbisk forhold i en årrække, men er i dag kærester med Anders Grau, som hun mødte på showet ”Det Alt For Store Linda P Show” på TV2 Zulu.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Normalt for Linda P

Hvor går du normalt hen, når du vil spise ude?
Det kommer an på, hvad jeg har lyst til – nogle gange har jeg lyst til at ofre en masse penge på Paté Paté, nogle gang en hotdog hos Bodils Pølser på hjørnet. Normalt laver jeg selv mad.

Hvor tager du normalt på ferie?
Noget med varme og ’all inclusive’, så jeg ikke skal tænke. Helst vil jeg faktisk se noget. Senest var jeg i London, som jeg vadede tynd. Jeg vil også gerne se Kina, Japan og New Zealand, men når jeg har haft travlt, er det, der tiltaler mig allermest en: liggestol!

Hvilken komiker synes du selv er unormalt sjov?
Jonathan Spang! Han er min bedste ven, og almindeligvis er der ikke noget overnaturligt sjovt ved ham, men i det øjeblik, han står på en scene, så bliver han pisseirriterende morsom … den måde han leverer sine jokes …

Hvad spiser du normalt til morgenmad?
Havregryn med mandler og rosiner.

Hvor mange timers søvn får du normalt?
Otte! Det skal jeg have – hvis jeg vågner 20 minutter for tidligt, så sørger jeg for at tage mig en lur på 20 minutter senere. Det er noget, jeg har lært efter at have haft stress.

Hvordan slapper du normalt af?
Jeg spiller brætspil med min kæreste. Først tænkte jeg, ’hold kæft, en nørd’, da han foreslog, vi spillede Dungeons & Dragons. Efter to uger var jeg helt besat af det spilhalløj.

Hvor længe siden er det, du har haft et normalt job?
10 år vel. Det var en glidende overgang. Jeg havde en meget sød og fleksibel mester, der lod mig komme fem dage, så fire dage om ugen … indtil det kun blev en dag eller to om måneden. Så mente han nok jeg kunne leve af det.

Som barn drømmer man normalt om at blive til et eller andet – hvad drømte du?
At være selvstændig! Noget, hvor jeg selv kunne bestemme, at jeg kunne lave det, jeg havde allermest lyst til. Jeg ville råde over mig selv og ikke nøjes.

Hvor mange normale mennesker kender du?
Nul!

Hvor glider dine jokes normalt bedst ned?
Ikke for at sige noget dårligt om København, men det er fedt at optræde i Jylland og på Fyn. Jyderne er mere nærige med deres grin. Der er Niels Hausgaard, der er sjov, og det er det. Men det gør ikke noget, at jeg skal kæmpe lidt for det. Men jeg vil sige, Odense slår aldrig fejl. De er meget åbne; de har købt billet til et show, og nu skal de have en fest!

 

………………………………………………………………………………………………………………………….