For Preben Elkjær Larsen (58) var åbenhed en naturlig del af sin egen generations fodboldspillere. Han lod folket komme et skridt tættere på personen Elkjær og lod alle kende mennesket bag boldspilleren. En del af det, der gør Preben til Preben, er netop dét træk i hans personlighed, der lader os andre se mennesket bag sportsmanden. En sympatisk egenskab, der er med til, at de fleste i dag føler at vide noget om, hvem Preben Elkjær Larsen er.

 

Chiadelli rosévinen fra Bardolino får Preben Elkjær Larsens øjne til at stråle. Og alt imens munden så småt går på gled i Charlottenlund, begynder mundvandet at løbe efter de hjemlige druer fra kysten ved Gardasøen.

For til trods for Prebens gennemførte danskhed har han et hjerte, der banker for Italien, og huset i Bardolino udenfor Verona besøges stadig hyppigt af Elkjær og familien. Siden han sparkede Hellas Verona til Lo Scudetto, det italienske mesterskab, i 1985, er Preben blevet tilbedt af de fanatiske fans og fået pave-status og kejsermodtagelse, når han i dag, som tilskuer, gæster den gamle hjemmebane, Stadio Marc’ Antonio Bentegodi i Verona.

Hemmeligheden til den kærlighed, der florerer omkring denne ikoniske danske fodboldspiller, findes sandsynligvis i den åbenhed, der ikke bare var kendetegnet for Preben Elkjær, men for hele 80’er-generationen af  fodboldspillere og deres måde at være på. De lod folket møde mennesket bag spilleren. Noget der var unikt for tidens atleter og i særhedelshed for 80’ernes fodboldspillere.

Det lader til, at fodboldspillere i dag ikke lader omverdenen kende mennesket bag atleten, sådan som det var tilfældet med din generations fodboldspillere. Hvad er for eksempel forskellen på de to argentinere, Diego Maradona og Lionel Messi?

– De er jo begge to formidable boldspillere. Men Maradona investerede mere af sin egen personlighed i den spiller, som vi så, og som vi kendte ham som. Det gjorde, at folket var mere bevidst om, hvem han var som menneske. Noget som Maradona stadig gør den dag i dag. Man lider og glædes med Maradona. Og trods alle de defekter som han også har, så kan jeg godt lide, at der bliver givet noget. At man kan se den investering fra hans side.

Nu kender jeg ham jo også og har spillet mod ham så mange gange. Men selv uden at have spillet mod ham eller kende ham personligt, så har folket en fornemmelse for, hvem Diego Maradona er. Man synes at kende ham, fordi han har givet så meget af sig selv, uanset om det er positivt eller negativt. Lionel Messi derimod er der jo ingen af os, der ved hvem er. Jeg kan da godt se, han er god til at spille fodbold, men jeg ved ikke hvem personen Messi er, udover at være en fodboldspiller, der tryller på banen.

På det område var hele 80’er-holdet på sin vis som Maradona. Vi var åbne og lod folk se, hvem vi var som mennesker. Holdet fra dengang er jo bare et elsket fodboldhold. Vi var nok alle sammen personligheder, der gav noget. Jeg tror, det er derfor, at det hold er så elsket. Uden at det skal lyde for voldsomt, så er det nærmest kærlighed, jeg møder, når jeg er ude at holde foredrag i dag. Man behøver ikke sige mere end Søren, Frank, Jesper (Søren Lerby, Frank Arnesen, Jesper Olsen, red.) uden at skulle forklare og uddybe det. Folk elsker spillerne fra dengang, og det tror jeg, er fordi, der var så mange personligheder på holdet. Personligheder i den forstand, at vi delte noget af mennesket bag spilleren med de fodboldfans, som vi mødte.

Folk kommer ikke tæt på spillerne i dag. Og spillerne er nødt til at distancere mennesket fra sportsmanden. Og de er nødt til det på en helt anden måde end tilfældet var med os fra dengang. Vi får ikke lov til at kende dem på samme måde i dag. Og forståeligt nok. De lever et helt andet liv, end vi gør. Og med medier som Twitter er de nødt til at isolere sig og skabe en større distance mellem sig selv og omverdenen. De kan ikke være så åbne, som vi var dengang. En sådan åbenhed i dag ville bare gøre, at man som spiller ville blive misbrugt både af medier og fans. Det er ærgerligt, men sådan er det. Jeg tror, vi havde det sjovere dengang, husker Preben Elkjær.

Hvem er Elkjær?

Målkjær, Prebse, Preben, Elkjær – endda Borgmesteren fra Verona. Hr. Larsen fra Frederiksberg har haft mange kaldenavne gennem karrieren, og da han spillede i Lokeren i Belgien, hed hele Danmarks Elkjær, Preben Larsen. Det gjorde han, da man ifølge Preben ikke benytter mellemnavne i Belgien. Så der var han Larsen fra Lokeren.

De ville ikke ane, hvem Preben Elkjær er i Lokeren. – Der er jeg Preben Larsen. I Danmark er der så mange Larsen, så her blev jeg Elkjær Larsen. Men det var faktisk pressen herhjemme, der efterhånden skar Larsen fra og gjorde mig til Preben Elkjær. For folk er jeg bare Preben.

Folk favnede spillerne med en større kærlighed dengang, end de gør i dag. Preben sætter stor pris på, at han var spiller dengang og ikke i dag, og der er ingen tvivl om, at hans bedrifter i fodboldkarrieren, har været med til at give ham en velfortjent status – en status, der med stor sandsynlighed kan yde ham titlen som ikon.

– Det tænker man jo ikke over. Jeg går jo ikke og tænker ”Jeg er et ikon”, eller ”hvordan har mit ikon det?” Men folk er jo bare så utroligt søde. Anerkendelsen får jeg, når jeg møder folk, og hvor de takker mig for de gode oplevelser, jeg som fodboldspiller har givet dem, fortæller målmageren.

At leve drømmen er noget, der er de færreste forundt. Og med en hverdag som Elkjærs, der bestod af fodbold og tilbedelse fra tusinder af fans, var det en hverdag, som endnu færre end de færreste oplever. Men for Preben Elkjær blev livet som højprofileret fodboldspiller naturligvis også hverdag. Dette gjorde, at det ofte var svært for ham at registrere, hvor usædvanlig en situation han reelt var så heldig at befinde sig i.

Hvordan påvirker det dig, når det går op for dig, at dine unikke bedrifter egentlig først blev unikke øjeblikke for dig på et senere tidspunkt i livet? 

– Jeg tog mig ikke tid i de øjeblikke. Jeg kiggede ikke lige op på de 80.000 mennesker, der sad på tribunerne, når jeg spillede på San Siro i Milano. Det fokus det krævede at spille på det niveau, jeg gjorde, efterlod bare ikke momenterne til at registrere den storhed, som jeg jo egentlig befandt mig i. Det ærgrer mig lidt i dag, at jeg i øjeblikkene ikke registrerede, hvor enestående de faktisk var. Det blev business as usual.

At jeg var ung, var jo selvfølgelig også en del af det. Om det var San Siro eller Wembley, det var bare endnu en bane, endnu et stadion. Og det må ikke forveksles med en overlegenhed, men det bliver bare ens hverdag.

Sådan er det også i dag. Spillerne i dag gør de samme ting, som vi gjorde dengang. Kommer ind på stadion, kigger ned i græsset og lukker helt af. Vi opdager først storheden i det senere. Først senere i livet opdager vi, hvor heldige vi var at få lov at opleve det – hvor unikt det hele i virkeligheden er.

Flere år efter jeg vandt det italienske mesterskab med Verona, gik det op for mig, hvor svært det faktisk er at blive italiensk mester i fodbold. Dengang vi vandt, tænkte vi, at det gør vi sgu’ da også bare igen året efter.

Med alderen bliver man bare bedre til at notere sig de øjeblikke, som man befinder sig i. Jeg kan huske første gang, jeg var i Peterskirken i Rom. Hver gang jeg er i Rom, skal jeg aflægge visit i Peterskirken. Jeg har været i Peterskirken 80 gange i mit liv, og første gang gik jeg den bare hurtigt igennem. For hver gang bliver turen rundt i kirken længere og længere. Jo ældre jeg bliver, jo mere stopper jeg op og kigger op. Kigger op og opdager nye ting, der hele tiden har været der, men som jeg ikke har set.

Med janteloven i baglommen

For Preben Elkjær har det altid været vigtigt, at forældrene havde det godt. Og han er ikke i tvivl om, at der både har været stolthed og glæde hos dem i forbindelse med den succes, han som spiller oplevede på banen. Men ifølge Elkjær selv har det altid været en usagt anerkendelse fra forældrene – en anerkendelse uden klap på skulderen, og altid med janteloven i baglommen.

– Jeg kan huske, da jeg havde købt en Ferrari, dengang jeg spillede i Verona. Den stod parkeret i kælderen, og mine forældre vidste ikke, at jeg havde købt den. Jeg bad min far gå i kælderen og hente noget velvidende, at min Ferrari var uundgåelig at få øje på. Da han kom tilbage var der helt stille i flere minutter. Til sidst kunne jeg ikke holde min nysgerrighed tilbage og spurgte ham, om der var noget dernede, hvorefter han bare svarede: ”Sådan noget pis”. Men dagen efter syntes han alligevel, at han lige skulle prøve den.

Jeg har aldrig spurgt dem om, hvad det er, som jeg har foretaget mig i mit liv, der har gjort det største indtryk på dem. De har skullet lægge øre til meget, da jeg jo var lidt vild i mine unge år. Men jeg tror, der er mange ting, som de er rigtig stolte over. Men det er ikke, fordi de har sagt det til mig. De er bare stolte over, at deres to sønner har klaret sig godt i livet.

Et liv efter karrieren

Når en stor sportsmand stopper den aktive karriere, er det altid spændende at se, hvad de så finder på. Hvordan deres liv ændrer sig. Selve tranformationen af ens egen identitet, man som menneske konfronteres med, er for alle en udfordring, og for Preben Elkjær har det været noget, som har fået fokus tidligt i karrieren.

Men hvad har været den største udfordring?

– Det er et giftigt spørgsmål, og jeg tror, at det vigtigste er at vide i god tid, at der kommer en dag, hvor det hele stopper. Det har jeg været meget bevidst omkring. Det er vigtigt at forberede sig selv rent mentalt til det øjeblik.

Jeg forberedte mig ikke bare psykologisk men også rent praktisk. Jeg havde min hverdag på plads, inden transformationen var en realitet. Jeg vidste helt konkret, hvad jeg skulle foretage mig, og hvad jeg ellers kunne supplere tilværelsen med. Min egen samfundsstatus ændrede sig ikke. Min identitet som sportsmand forsvandt ikke. Min fodboldidentitet bestod, i takt med at jeg dukkede op på tv som fodboldekspert. Så folk glemmer mig ikke, hverken som den jeg var, eller den jeg er. Og så har jeg jo også opført mig nogenlunde ordentligt, repræsenteret mit land, og gjort det godt.

Italien versus England

Preben Elkjærs kærlighed til Italien generelt og til italiensk fodbold i særdeleshed kan ofte opleves i måden, han forsvarer italiensk fodbold på. I Tv3+ ekspertpanelets direkte dueller med en vis Jan Mølby, der lovpriser engelsk angrebsfodbold, ses tydeligt et forsvar fra Elkjærs side. Et forsvar, der kan gøre selv det mest defensive italienske fodboldhold misundelig.

– Jan Mølby og jeg har jo en fortid sammen på landsholdet, så vi kender hinanden rigtig godt. Og med Mølbys tid i engelsk fodbold og min egen i Italien har vi bare hver vores syn på underholdningsværdien i fodbold, og på hvordan flot fodbold skal spilles. Vi er dejligt uenige – og så skaber det jo altid godt fjernsyn at sætte modsætninger sammen, som når uenigheden mellem os rammer skærmen.

Jeg mener jo, at italiensk fodbold er en vigtig del af fodboldhistorien. Man bliver ikke verdensmestre fire gange, uden der er noget særligt. Jeg ser ikke deres defensive stil så negativt, som så mange andre. Man kan jo ikke vinde ved at spille 0-0, men italienerne anerkender det gode i en 0-0 kamp. Så er der jo noget, man har gjort rigtigt; nemlig forsvaret sig godt.

Leicester versus Hellas Verona

Leicester skrev historie ved at vinde det engelske mesterskab. Et hold, der aldrig har vundet et mesterskab, et hold, der kæmpede for overlevelse. Et hold, hvis samlede trup koster det samme som en enkelt spiller i en storklub. Men et hold, der trods alle odds vandt det engelske mesterskab.

Preben Elkjær blev også meget overraskende italiensk mester med Hellas Verona i 1985, og man kan fristes til at spørge, om Verona dengang lavede en såkaldt ”Leicester” eller omvendt.

– Gazetta della sport (italiensk sportsavis, red.) har sammenlignet Leicesters bedrift med dengang jeg selv blev mester i Italien med Verona. Men jeg synes faktisk ikke, den er helt fair. Det var aldrig på tale, at vi var et bundhold. Vi vidste, vi havde et godt hold – et top-6 hold. Vi kom ikke ud af ingenting, og at slutte sæsonen med en placering, der gav adgang til europæiske turneringer, det var succes. Vi var aldrig et decideret bundhold.

Det berømte straffespark i semifinalen mod Spanien i Frankrig i 1984, gjorde på sin vis Elkjær til en skurk, om end en folkekær én af slagsen. Bukserne revnede, og bolden fløj over mål.

– Jeg har faktisk hørt, at folk kastede deres fjernsyn ud af vinduerne, da jeg brændte dét straffespark. Men danskerne tog ikke imod mig som skurk, synes jeg. De griner nærmest; selvfølgelig skulle jeg da brænde det straffespark. For mig var det jo ikke sjovt at brænde, og i det øjeblik det skete, blev jeg fyldt med tomhed indeni. Hvis man sparker straffe, så brænder man jo altså engang imellem.

Platini – skurk eller helt?

Mens Preben, som den uheldige helt, ”spillede røven ud af bukserne”, som man sagde, blev Michel Platini den heldige af slagsen for det franske lands- hold. Han scorede nemlig det afgørende mål i den anden semifinale og blev kort efter Europamester med Frankrig det år. I dag er det Platini, der – som skurken – er ekskluderet af UEFA og FIFA med beskyldninger om korruption, mens Preben Elkjær Larsen til stadighed modtager stående ovationer, når han besøger stadion i Verona som tilskuer.

– Skurk eller helt. Det ved jeg ikke. Sådan har jeg faktisk aldrig set på det. Jeg kender jo Michel Platini og hans familie. Jeg ser Platini som en ægte fodboldmand. Jeg har en fornemmelse af, at han vil fodbolden det bedste.

En verden i forandring

32 år senere og med en verden i forandring, vil sommerens kommende EM i fodbold i Frankrig langt fra være identisk med EM i Frankrig i 1984.

Sikkerheden vil være en dominerende nødvendighed, og på samme tid være en foranstaltning, som skal gøre de mange tusinde tilrejsende mere trygge i en storby som Paris, hvor undtagelsestilstanden nærmest er blevet hverdag.

– Jeg har aldrig oplevet så mange politifolk og soldater til en kamp, som senest jeg var til El Classico (Real Madrid-Barcelona, red.). Det var fuldstændig vanvittigt, og man følte, at man stod midt i en krigszone. Jeg er bange, for at sommerens EM i Frankrig kommer til at være lidt af det samme. Sådan er verden. Men i sporten har vi et usædvanligt sammenhold, hvor religioner ophører, og stadig gør det muligt at samle store folkemængder.

Hvem bliver europamester 2016?

Det gør Belgien. Det har jeg fået besked på at sige af min belgiske kone, Nicole. Jeg har også lidt fidus til Frankrig, men Belgien bliver spændende at følge, slutter Danmarks bedste angriber gennem tiden.

EM i fodbold i Frankrig starter den 10. juni og slutter præcis en måned senere.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

Blå bog

Født 11. september 1957
Bor i Charlottenlund.
Gift med Nicole.
Sammen har de sønnen Max på 28.

Aktiv karriere som fodboldspiller:

Klubber:
FB (Frederiksberg)
Vanløse IF
FC Köln
KSC Lokeren
Hellas Verona
Vejle Boldklub

69 A-landskampe
38 mål i landsholdstrøjen

Tysk mester med FC Köln, 1978. Europas tredjebedste spiller, 1984. Europas næstbedste spiller, 1985Italiensk mester med Hellas Verona, 1985. Verdensberømt for sin scoring uden støvle i støvlelandet i 1985

……………………………………………………………………………………………………………………………….

……………………………………………………………………………………………………………………………….

System 2-2-2-2

2 italienere
Barolo eller Brunello?
Umuligt. Jeg kan ikke vælge. Begge er fantastisk dejlige vine. Jeg må sige begge to.

FIAT eller Ferrari?
Vi har en FIAT derhjemme i husholdningen, og jeg har haft en Ferrari. Hvis jeg kan vælge, tager jeg jo en Ferrari, men jeg er rigtig glad for min FIAT.

2 belgiere
Flamsk gryderet eller frisk stuvet kylling fra Gent?
Min kone er fantastisk i et køkken, og den flamske gryderet er fremragende. Flamsk gryderet – uden at tøve.

Jean Claude van Damme eller Jaques Brel?
Det er Jaques Brel.

 

2 danskere
Dirch Passer eller Dario Campeotto?
Jeg elsker Dario. Han gør det altså godt (Preben bryder ud i sang; Du er så dejlig Angelique). Jeg elsker da også Dirch Passer, men jeg vælger Dario.

Frikadeller eller fiskefilet?
Helt klart fiskefilet. Man skal huske at spise sin fisk. Det har jeg ikke altid været god til, men det er jeg blevet. 

2 fodboldspillere Völler eller Vogts?
Vogts. Berti Vogts var en giftig spiller. Jeg har jo både spillet og talt med Rudi Völler, men er til gengæld blevet sparket ned af Berti Vogts.

Preben Elkjær eller Paolo Rossi?
Det er jo klart Preben Elkjær. Efter et par år sammen i Verona, kender jeg jo Paolo, men der er jeg bare nødt til at sige; Der er jo klasseforskel …

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Sangerinden Anna David (31), er aktuel med sin nye EP, Af lys og mørke. Med rødder i Grænselandet har en af Annas udfordringer gennem mange år været angsten for at dykke ned i sin mørke halvdel og at finde ud af, hvem hun egentlig er. En udfordring, der også har vist værdien af at have et publikum og respektere det.

 

 

Hvor dansk føler du dig egentlig?

Jeg føler mig mega dansk. Min far er dansk-amerikansk, og min mor kommer fra Tinglev i det dansk-tyske grænseland i Sønderjylland.

Hun føler sig egentlig tysk med tysk mentalitet, men har opdraget mig dansk. Hjemme talte vi dansk, og i dag har min mor faktisk fortrudt ikke at have opdraget mig på tysk. Begge mine søskende bor i dag i Tyskland, så hun har både børn og børnebørn, der taler tysk som hovedsprog – på nær mig. Og jeg kunne da også godt have tænkt mig at været tosproget i dag, grundet min karriere i Tyskland. Men sådan er det altså ikke.

 

Hvor føler du mest, at dit publikum omfavner dig? I Tyskland eller Danmark?

I Danmark. Helt klart. Sproget er faktisk en stor del af det. Det er nok en af grundene til, at jeg godt kan se min mors ærgrelse over, at jeg ikke blev opflasket med det tyske sprog. Sproget er med til at skabe en distance mellem mig og folk i salen, når jeg spiller til koncerter med et tysktalende publikum. Men jeg klarer mig ok. Jeg kan lave et lille manuskript, som kan være mit holdepunkt, når jeg henvender mig til publikum på tysk. Så står jeg skarpt. Men selvfølgelig et manuskript, som jeg nemt kan afvige fra. Det skal helst være loose. Der er også en forskellig form for idoldyrkelse i de to lande. I Danmark er man mere menneske, mens man i Tyskland hurtigt får følelsen af at være et produkt.

 

Hvad er det, som du bryder dig mindst om, at andre skal vide om dig? 

Tidligere var det nok at kende til den angst, som jeg gik rundt med. Jeg forsøgte hele tiden at skjule min angst over for omverdenen og forsøgte at bilde mig selv ind, at den ikke eksisterede. Det er nyt for mig at leve med angsten og at acceptere den. Jeg har haft svært ved at acceptere min mørke side og dele den med andre. Men jeg har fundet ud af, at når jeg fortrænger den mørke side af mig selv, og undlader at gå ind i den, så begrænser jeg også min egen kreativitet.

Angsten kan være dominerende. Det oplevede jeg i mine 20´ere, og først her i mine 30´ere kan jeg balancere med den og stole mere på mig selv, vide at den kommer, men også at den går igen.

Jeg mener, at hvis idoler ikke deler noget af dem selv og åbner lidt op, så frastøder de deres publikum.

 

Hvad er du mest stolt over at dele med dit publikum? 

Jeg er et ret godt sted lige nu. Ligesom med angsten har mit budskab også udviklet sig.

Der er mere substans i mit budskab til mit publikum i dag, end da jeg var yngre. Jeg er stolt over den ro, som jeg har i dag, og den tro jeg har på mig selv. Og jeg ønsker for alle unge kvinder, at de tror på sig selv.

 

Hvordan oplever du følelsen af intimitet med dit publikum, hvis det ellers er noget, du synes, du oplever?

Når jeg giver mere af mig selv, oplever jeg en større intensitet mellem mig og publikum. Både på scenen men måske nok især udenfor scenen. Privatsfæren er blevet brudt mange gange mellem mig og mit publikum, et publikum som blandt andet består af unge piger. Jeg føler et ansvar for at dele ud af min egen erfaring overfor de piger, der skriver til mig. Jeg svarer dem personligt, og jeg overskrider ofte den private sfære, fordi jeg er så personlig i mine svar. Det gør også, at de føler, vi er venner. Og jeg føler på en eller anden måde også en form for venskab med dem. Dog uden den direkte kontakt med dem efterfølgende.

 

Hvor vigtigt er det for dig som sangerinde, at dit publikum også får muligheden for at opleve dig på andre måder og derved kan tilføje en dimension til deres opfattelse af, hvem Anna egentlig er?

Jeg synes, det er vigtigt. Den danske musikbranche er mere åben overfor det nu end tidligere, men i forhold til USA, så anerkendes ens medvirken i tv-underholdningsprogrammer stadig ikke fuldt ud af branchen på samme måde som i udlandet. Men jeg synes, det er vigtigt, at publikum lærer én at kende på andre måder.

Rock and roll-mystikken, hvor jo mere mystisk og hemmelig man er des federe, lever ikke i dag. For mig har det at lave andre ting, som at deltage i Vild med Dans og Toppen af Poppen, åbnet op for et nyt publikum.

 

Er man ikke altid bange for at miste sit publikum? 

Den tanke har jeg slet ikke tænkt. Jeg er overbe- vist om, at hvis man anerkender værdien af publikum og respekterer det, så mister man dem ikke. Men det kræver en kontakt med dem.

Jeg har været bange for, at der pludselig ikke kom flere tanker ud af hovedet på mig. Den tanke gjorde, at jeg mistede min kreativitet, og der følte jeg nok på en måde, at jeg mistede mit publikum. Hvorfor skulle de blive hængende, når jeg ikke producerer noget, tænkte jeg. Det lægger et pres på en selv. Det skabte en skriveblokade, der gjorde mig inaktiv, men jeg måtte bare finde ud af, hvad fanden det handlede om, så jeg begyndte at arbej- de med mig selv for at lære om mig selv. Jeg har før haft en tendens til at lukke mig inde, men i dag er jeg åben, jeg balancerer med min angst, og min nyeste EP er faktisk et punktum – for jeg er allerede videre.

 

Endelig har solens stråler fået fat og termometret viser igen tocifrede grader. Uret er stillet frem til sommertid, aftenerne er længere, og det er på tide at indrette terrassen til den nye sæson. Udnyt uderummet og hjemmets ekstra kvadratmetre, og nyd den danske sommer, når den er bedst. En af de største tendenser denne sæson er, at du trækker indenfor med ud og indretter terrassen med tæpper, puder og loungemøbler, der lige så godt kunne stå inde i stuen som ude på terrassen.

Der er samtidig meget mere fokus på indretning af terrassen med både sofaområde og spiseafdeling.

Og ligesom i inde-indretningen sniger en ny farveskala sig ud på terrassen, med douce feminine farver som for eksempel lyserød og beige i kombination med de grønne botanik-farver. Og så fortsætter tendensen også i år med grovere materialer som eksempelvis rustlook og råt træ.

 

 

Klassikeren

Den fynske møbeldesigner Ankjær Andreasens Margueritbord er en tidløs klassiker blandt havemøbler, der blev tegnet tilbage i 1954, men stadig holder den dag i dag. Efter 30 års pause fra markedet blev det klassiske design genoplivet i 2003, og producenten Mandalay har udvidet sortimentet med klapborde, bænke og børnemøbler. Sættet har fået en lettere make-over i form af lettere stel og optimeret siddehøjde, men ellers er designet det samme gode gamle, hvor kvalitet og design går op i en højere enhed. Vejl. pris: 5.980 kr. for et klassisk bord.

www.mandalay.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Varm dig på terrassen

Du kan sagtens sidde udenfor, selvom mørket er faldet på, og solen ikke længere varmer. Pak dig ind i lune tæpper, der samtidig pynter over stoleryggen, når det ikke er i brug, som denne sart lyserøde plaid fra Strikaholic.
Vejl. pris: 1.349 kr.

www.strikaholic.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Lounge

I loungeområdet skal der hygges, og du behøver ikke kun slænge dig i hårde træ- eller stålmøb-ler. De vandafvisende puder og hynder fra Skriver Collection er ideelle udenfor, og hynder- ne kan bruges i havemøbler, lynes sammen eller fungere alene alt efter behov. Vejl. pris: 449 kr.

www.skrivercollection.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Terrasselys

Gulvlampen behøver ikke kun være til indendørs brug. Standerlampen Santorini fra Marset kan bruges udendørs. Sammensæt selv farver og placering af lampeskærmen alt efter dit humør. Vejl. pris: 1.875 kr.

www.lampefeber.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Fra bord til mund

Du har den gode grill og det lækre kød. Dét fortjener et ordentligt grillbestik, og Genses klassiske sorte version passer til de fleste borde.
Vejl. pris 1.349 kr. for 12 dele

www.gense.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Ny-klassikeren

Skitser fra de franske designbrødre Erwan og Ronan Bouroullec har fået nyt liv i samarbejde med danske HAY. Og den nye serie af havemøbler PALISSADE bliver helt sikkert en ny klassiker på terrassen. Møbelserien i pulverlakeret stål fås lige nu i 3 forskellige farver, nemlig let grå, antracit og oliven, som falder godt i tråd med sæsonens afdæmpede farvepalet. Kombiner borde, stole, skamler og bænke, som det passer bedst. Passer du godt på de robuste møbler, kan de holde 10-20 år.
Vejl. pris: fra 899 kr.

www.hay.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Ildsted

Åben ild hygger, og gasgrillen på terrassen kaster ikke mange flammer af sig. Lun dig i stedet ved bålfadet her fra House Doctor, mens du lytter til den sagte knitren og svedne duft fra det brændte træ. Vejl. pris: 2500 kr.

www.housedoctor.dk

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Udekøkkenet

IKEA-køkkenet er et af de mest populære køkkener i mange nyere boliger både i forhold til funktionalitet, muligheder og design. Så selvfølgelig har IKEA også skabt en række elementer til udekøkkenet i materialer, der tåler at stå ude. Det er nemlig blevet utroligt populært at rykke madlavningen udenfor i sommerhalvåret, og det handler om meget mere end bare at tænde for grillen. Både opvask, snitning og anden tilberedning foregår på terrassen. Vejl. pris: fra 649 kr.

www.ikea.dk

Engelskinspirerede haver, rosenhaver, studiehaver, kolonihaver, parker og sågar et anlæg oven på en række beskyttelsesrum giver natur og vidt forskellige udeoplevelser.

 

I Frederiksberg Have er der mulighed for at gå, løbe, sidde, ligge eller sejle i smukke skovagtige omgivelser. 

 

Frederiksberg er Danmarks arealmæssigt mindste kommune på kun knap ni kvadratkilometer men den tættest befolkede med cirka 103.000 indbyggere – eller næsten 12.000 pr. km².  Langt de fleste bor i lejlighed, da byen kun råder over cirka 1000 villaer og 500 rækkehuse. Dette faktum skaber behov for rekreative oaser, hvor man kan gå ud i et grønt miljø og motionere, slappe af, gå tur med og uden hund og eller bare jævnligt opholde sig på steder, som minder om natur.

Det er der rige muligheder på Frederiksberg, både hvad angår de store parker som Frederiksberg Have og Søndermarken og de mere upåagtede lokalparker og anlæg som for eksempel Lindevangsparken, Pariseranlægget, Grønningen på grænsen til Vanløse, Rosenhaven, Frederiksberg Kirkegård og Landbohøjskolens Have. Og mens Søndermarken og Frederiksberg Have har karakter af en blanding mellem park og skov, er de øvrige steder i højere grad kulturhaver med blomsterbede, hække, indhegninger og stensætninger.

 

Grønne eksempler

Frederiksberg Have var oprindelig i fransk stil med snorlige gange og symmetriske blomsterbede. Sidst i 1700-tallet blev haven som flere andre tilsvarende anlæg omlagt til engelsk stil med asymmetriske bede og krogede gange a la tilstræbt natur. I 1859 grundlagdes Zoologisk Have med vilde dyr til skue i fangenskab i et hjørne af haven. I den østlige del af Frederiksberg Have findes desuden den selvejende institution Haveselskabets Have.  Søndermarken på den modsatte side af Roskildevej ud mod Valby er anlagt i cirka 1735 og blev også omlagt til romantisk landskabshave, da det blev moderne. I 1900-tallet fik Zoologisk Have en bid af Søndermarken til en tiltrængt udvidelse.

Lindevangsparken opstod sammen med moderne boligbyggerier på Ydre Frederiksberg i 1932. Parkens anlæggelse markerede 75 året for Frederiksberg som selvstændig kommune.  Landbohøjskolens Have er en perle på hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej. Stedet er studiehave og havde i 1858, da Landbohøj- skolen blev grundlagt, en af landets største samlinger af sommervækster. Her er på et begrænset men varieret område både blomsterbede, træer, pergolaer og sø.

Rosenhaven ligger på en tidligere sporvognsremise ved Allégade. Her er fri adgang til at se forskellige rosensorter, hvis navne er angivet på skilte. Aksel Møllers Have med attraktive boliger fra 1946 ved Godthåbsvej udgør også et lille grønt område i Svømmehalskvarteret opkaldt efter den tidligere borgmester og indenrigsminister (1906-58).

Haveforeningen Dalgas i kommunens vestlige ende lægger jord til kolonihaver på et gammelt jernbane- terræn, som stadig ejes af DSB, og som det første kolonihaveområde i Danmark blev fredet i 1998. En offentlig gang- og cykelsti fører forbi haven, som derved er blevet mere synlig for omverden.

Pariseranlægget fra Nyvej til Mynstervej mellem Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej er et lille grønt anlæg med beskyttelsesrum bygget ind i karakteristiske høje dækket med bevoksning. Kristian Zartmanns Plads, hvor Mariendalsvej krydser Drosselvej, er opkaldt efter maleren, som selv boede i kvarteret.

 

 

P3’s sjove morgenvært, Sara Bro, er med på beatet, fordi alle de nye bands kommer forbi – på playlisten eller i studiet. Og som konferencier på P3-scenen på Grøn Koncert – nu på fjerde år – møder hun alle de garvede stjerner. Men der skal noget helt andet til for at gøre hende ’starstruck’.

 

 

Sara Bros stemme flyder ind i mange hjem hver morgen, når hun går i P3-studiet. Hun er efterhånden også blevet en fast del af Grøn Koncert-teamet, hvor hun denne sommer for fjerde år i træk er vært på P3-scenen. Det var sådan set også her hendes ’musikalske’ karriere startede:

– I teenage-årene var det noget med at tage ud til Rockshow på Charlottenlund Fort og til Grøn Koncert, husker hun. – Så havde jeg en veninde, der blev kæreste med percussionisten hos Moon Jam. Så gik vi til rigtig mange koncerter.

 

Nye konstellationer af garvede stjerner

Så hun har altid haft smag for disse events, hvor mange bands mødes.

– Der er gerne et band, man gerne vil høre, men man tager tæpper med for at sidde og hygge med vennerne hele dagen, og så oplever man også nogle andre. Det fede ved Grøn Koncert er, at det bringer kunstnerne sammen. De inviterer hinanden til at spille med, og det samarbejde vokser fra sæsonens første koncert i Kolding til den sidste i Valby Parken. Det bliver aldrig det samme, fordi de lærer hinanden at kende undervejs.

– Det er sjovt, at kunne se det udvikle sig. Sidste år inviterede Magtens Korridorer Østkyst Hustlers med. Jeg var lidt nervøs for, hvordan publikum ville tage det, for Magtens Korridorer har nogle meget dedikerede fans. Ville de give plads til Østkyst Hustlers? Men jeg har aldrig set gamle mænd være så forelskede i hinanden – og publikum elskede det. De sang med!

– Det er kombinationen, der er spændende. At der er gamle garvede kunstnere og nogle, der først er kommet frem inden for de seneste to år. Der er det altid sjovt at se, i hvilke byer de er kendt. Sidste år havde vi Emil Stabil på P3-scenen, og han viste sig bare at være den største stjerne!

 

Opfør jeg ordentligt

Men når vi nu er ved hyggen ved sommerens koncerter og festivals, så har Sara Bro et helt klart budskab til publikum:

– Opfør jer ordentligt! Jeg bliver virkelig vred over mænd, der klapper kvinder umotiveret i røven. Hvis det er i orden, at du tager mig på røven, så er det vel også i orden, at jeg klapper dig en flad, ikke? Mænd har åbenbart svært ved at forstå, om man inviterer til det – for nej, en kort kjole er ikke en invitation. Det er bare skidt opførsel det der!

 

Drenge og piger, lyserødt og fodbold

Det med, hvordan vi opfører os mod hinanden – også kønnene imellem – går Sara meget op i. Også i forhold til sine egne børn:

– De skal ikke føle, at noget er forkert eller rigtigt – hverken hvad angår farverne på deres tøj, eller hvad de kan lege. Men de møder en virkelighed, hvor de oplever, at der er forskel på drenge og piger. Jeg er glad for min søns skole, hvor de går meget op i adfærdsnormer, så der er plads til alle – og at det ikke er kønsbestemt. Min datter går i samme skovbørnehave, som jeg gjorde – så hun er ude i Dyrehaven hele tiden og ved alt og rådyr og dådyr, har mødt jægeren og set de døde dyr. Men min datter går til breakdance (ballet var for kedeligt), mens drengen selvfølgelig vil til fodbold.

– Det svære er, at det næsten er umuligt at undgå lyserødt i legetøjet til piger. Jeg er glad for at Miriam leger med Lego. Og jo … alt med ”Frost”.

Så selvfølgelig kører spillet mellem dreng og pige, mand og kvinde. Men selv om man bliver dybt betaget, kan man godt vise sin begejstring på andre måder:

– Jeg er en stor fan af Claus Meyer; jeg blev fuldstændig starstruck, da jeg havde ham i studiet – mere end nogensinde, griner Sara. – Jeg synes, han er HOT (det var lige dagen efter, jeg blev 40). Jeg fik ham til at signere sin urtebog. Det var det samme med (DNA-forskeren, red.) Eske Willerslev – ham fik jeg også til at signere sin bog. Der kommer alle de her musiknavne i studiet, det rør mig ikke. Men de to gange var jeg starstruck.

 

Sara On Air

Selv om hun også har lavet TV, instrueret dokumentarfilm og skrevet en bog, ser hun sig først og fremmest som radiovært. Og hun elsker det:

– I radioen laver vi alting live. Det bliver meget improvisation, hvor vi reagerer på det, der sker. Det er i realiteten bare mig og en mikrofon. På TV er der en masse mennesker og teknik involveret. Der er masser af prøver, og selv om det ser spontant ud, så er det mere skuespil. Det skal helst lyde, som om det er første gang. Nogen kan den kunst.

Introduktionen af webcams i radiostudiet gør imidlertid, at studieværterne ikke kan møde op i hvad som helst. Eller Sara vil i hvert fald ikke.

 

Makeup og mode

– Udseendet betyder da vildt meget for mig, siger hun. – Lad os se det i øjnene; klokken 6 om morgenen ser man ikke altid ud som det smukkeste. Som yngre brugte jeg ikke så meget makeup – jeg kunne ikke finde ud af det – men jeg er blevet bedre til det. Jeg har lært af de professionelle som Line (Nowak – som også har lagt fotomakeup til denne artikel, red.), men slet ikke på deres niveau.

– Jeg køber aldrig dameblade, men jeg elsker tøj, fortsætter Sara. – Det er en del af ens udtryk. Jeg er bare ikke god til at lade mig diktere. Hvis jeg får en idé, så kan jeg lede efter noget, der ikke findes (lige nu er det noget med knæstrømper – de er ikke så klædelige, men man kan have dem på inde under jeans).

Sara er da også blevet en del af P3’s ansigt. Foruden hendes værtsrolle på Grøn Koncert og en hel masse andet. Hun er rent ud sagt i gang hele tiden:

– Jeg bliver ikke så let træt og jeg elsker mit arbejde i alle afskygninger. Hvis der var flere timer i døgnet ville jeg skrive lidt mere, lære at klippe film og lave flere dokumentarfilm … jeg glæder mig til at mine børn er store nok til at jeg kan det igen.

– Jeg har aldrig haft et kontorjob. Det virker ikke tiltrækkende på mig. Hvis jeg havde syntes, at noget andet var sjovere end at være radiovært, så ville jeg have gjort det! Det er rigtigt, at jeg arbejder på mærkelige tider, og jeg er på, men når vi sender, tænker jeg ikke over det.

 

Adrenalin-junkie?

– Den amerikanske ambassadørs sikkerhedsfolk mente, at jeg måtte være adrenalinjunkie, griner hun. – Det kan da godt være, der er noget om snakken.

På den måde føler Sara sig vildt privilegeret.

Ganske vist er livet som radiovært ikke luksuriøst (”Jeg bor ikke i et hus af diamanter – og køkkenet i studiet er faktisk ret klamt, når man kommer om morgenen”), men det byder på nogle oplevelser, hun ellers ikke ville have fået:

– Det er ret vildt at have haft Helle Thorning i studiet … og dejligt at finde ud af, at hun rent faktisk hører P3. Og så har jeg jo svært ved at sige nej til udfordringer á la ’det tør du ikke’. Jeg har egentlig højdeskræk, men blev så udfordret til at rappelle ned fra 60 meters højde. Det ville have været dyrt at arrangere selv, men det får jeg så som en del af mit job. Jeg elsker action!

– Hvis der er noget, jeg virkelig er bange for, så er det at blive fastlåst; at spilde mit liv, slutter Sara Bro.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Blå Bog

41-årige Sara Bro er morgenvært på P3, men er også kendt fra en række TV-programmer som ”Den perfekte mand”, ”Hjerteflimmer” og ”Weekend weekend”. Som 27-årig fik Sara konstateret brystkræft. Behandlingen var vellykket, men oplevelsen fik hende til at skrive bogen ”Sara Bros dagbog”, der beskrev, hvordan det var at møde sygdommen som ung frem for som kvinde i overgangsalderen (”Det er ikke noget med, at jeg har ’set lyset’, men jeg er måske blevet bedre til at gøre det, jeg har lyst til. Selvfølgelig sidder der en frygt for, at kræften vender tilbage. Jeg prøver at ignorere den.”).

Sara Bro voksede op i et stort kollektiv i indre by (”Det var 8 gange større end det i filmen ”Kollektivet”, men stemningen var den samme.”). I dag bor hun stadig i City, men i kernefamilie med mand og to børn (”Han afleverer, jeg henter. Det skændes vi aldrig om. Når jeg har haft jobs på andre tider, har vi skændtes mere … og brugt masser af babysitters”)

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Rundt om Sara

 

Hvad er din yndlingsserie? 

Ubetinget ”Game of Thrones”. Den er en fornyelse af genren, fortæller på en ny måde, bryder reglerne. I modsætning til alle krimiserierne, der følger samme skabelon for deres 40 minutter hver gang. Jeg elsker, at GOT udfordrer; den er ikke baseret på, at alle skal kunne følge med. Men man kan se de gamle afsnit online og bedre forstå, hvad der sker.

 

Hvem er din yndlings-forfatter?

Jeg har en svaghed for det sædvanlige bestseller-shit, men også nye danske forfattere som Daniel Dencik, Djuna Barnes og Kasper Kolding.

 

Hvad er din yndlingsmad?

Jeg er ret godt til traditionel danske mad … sovs! Jeg ville gerne spise bernaisse hver dag, men det kan man ikke, for så bliver man træt af det (som man siger til børnene, når de vil have slik hver dag … men i virkeligheden spiser jeg jo slik hver dag selv). Eller kan jeg godt lide asiatisk. Når jeg bestiller take-away, bliver det vietnamesisk til mig og pizza til børnene. Eller bayersk mad – schnitzler … jeg kan også lave knödel!

 

Tre ting man IKKE finder i dit køleskab?

Jeg tror, jeg har alt! Alle slags ’condiments’; mayonnaise, chilisovs, sennep i alle mulige variationer – jeg kunne nøjes med bare at lave ris, og så kunne vi sætte smag på. Jeg har fundet noget nyt, som Stick’n’Sushi laver; chili med ristede løg og olie – lidt tapanade-agtigt – skønt!

 

Hvor skal du hen på ferie i år?

Jeg holder altid ferie i Danmark. Jeg håber, jeg skal en tur til Samsø, hvor en af mine venners mor bor. Og jeg skal til Bornholm, hvor min (halv)søsters mor bor.

 

Hvordan kobler du af?

Jeg dyrker TRX og Reformer. Og så kan jeg godt lide at være alene. Måske tager jeg en lur – jeg står jo op kl. 4!

 

Hvilke tre egenskaber sætter du højest?

Humor, selvironi, empati.

 

Hvad (eller hvem) kan få dig til at grine?

Mine veninder, Seth Rogen, Dybvad … og Geo.

 

Hvad kan få dig til at græde?

Efter jeg har fået børn – alt, der har med børnene at gøre; når de kan nye ting, siger ting – især: jeg elsker dig, mor! Og ”Sporløs”, den virker hver gang.

 

Hvad er din dyreste stykke tøj?

Min mormors minkpels! Den gør, at jeg overlever vinteren.

 

Og det, der betyder mest for dig?

Det bliver noget med nogle smykker fra min mormor … nogle tasker og kjoler. Det viser, at det klart bedst kan betale sig at købe kvalitet. Ikke nødvendigvis mærkevarer, men noget, der holder. Jeg køber det meste af mit tøj brugt. Undtagen jeans (stramme og ikke med for lav talje) for dem slider jeg op.

 

Hvordan holder du dit fantastiske garn?

Det har også taget mig mange år at lære! For det første er det farvet. Så vasker jeg det hver anden dag og putter noget creme i, der holder på krøllerne. Jeg lader det altid lufttørre og sover aldrig på det, når det er vådt.

 

Hvad har du ALTID i din taske?

Panodil hot – Hvis jeg er øm i halsen, så bedøver det med det samme. Det er nødvendigt, når man laver radio. Og tyggegummi og læbepomade. Og masser af lort …

Hvad er god stil hos en mand?

Jeg er fuldstændig ligeglad! Alle mænd ser godt ud i et jakkesæt uanset deres facon. Hvis det altså hverken er for stort eller for småt.

 

………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

 

 

Hans Henrik Koltze er manden, der skrev din ungdoms sange. Mange af dem i hvert fald; de fleste Sneakers-hits, mange for One-Two, News, Rugsted/Kreutzfeld, Moonjam og så videre.
Han skriver stadig, og nu bliver en håndfuld af hans sange også brugt i den musikalske kærlighedsforestilling ”Efter Festen”.

 

 

Det vil ikke være første gang udtrykket ’grå eminence’ har været brugt om Hans Henrik Koltze forhold til dansk 80’er-rock. Han er sangskriver på meget af den musik, vi forbinder med det årti. Han har aldrig søgt rampelyset, men nu bliver hans tekster rygraden I musikforestillingen “Efter Festen”, der handler om kærligheden – den gamle, den svundne og den nyfundne.

– Det var Pernille (Sørensen, red.), der spurgte mig, husker Hans Henrik. – Personligt havde jeg svært ved at gå ind i det, men så efter et par år sagde hun, at ’nu skulle det være’. Jeg har gladelig overladt alle beslutningerne til hende. Jeg er glad for formen; at det ikke er teaterkoncert, men at sangene bliver brugt til at fortælle en historie.

 

Venskabet med Sanne

Hans Henriks tekster forbindes nok især med Sneakers og deres 4 plader.

– Jeg var venner med Sanne Salomonsen helt fra ungdommen i Holte, hvor hun sang sammen med Bruel-søstrene. De var vel 13-14 år dengang. Allerede dengang skrev jeg.

Vi var begge to med i ”Hair”. Da hun så mødte Morten Kærså, tog hun kontakt til mig for at få mig til at skrive et nummer. De havde en melodi, og de skulle indspille dagen efter, så jeg skrev teksten om natten. Det blev ”Gaden”.

Samarbejdet blev meget nært. Han blev gode venner med hele bandet, og Hans Henrik var nabo til Sanne og Morten. Om sommeren kunne han ud ad de åbne vinduer høre Morten og Sanne ved flygelet, og så bankede det som regel på døren en halv time senere. Der var en ny sangtekst, der skulle skrives. Og inspirationen fandt han i sin dagligdag.

 

Hvem er Sui-Sui?

– Der var en underbo, hvis niece var stukket af hjemmefra og var taget ud på Christiania. Han vidste, at jeg kendte Staden, og spurgte, om jeg kunne hente hende. Nej – det kunne jeg ikke. Det var hendes valg. Noget tid efter hørte jeg Lis Sørensen og Sanne ved flygelet. Jeg syntes det, de sang, lød lidt som sui sui. Ganske rigtigt: en halv time senere kom de med et bånd og bad om en tekst. Det blev til Sui Sui … der løb hjemmefra.

Sneakers-lyden kom til at blive en genre i sig selv, så andre grupper begyndte at bede Hans Henrik om gode tekster.

– One-Two kom til mig, fordi de selv lyttede til Sneakers. Det smittede af. News havde faktisk eksisteret længere, og til dem skrev jeg også “Tusind kys”.

Der er sket meget med dansk musik siden. Hans Henrik er ikke begejstret for mainstream musikken, der er for præget af A&R managers.

– De vil være sikre på hits og tror, de er det ved at gentage sig selv.

Det er amputerende for den del af sangskrivningen.

– Rundt om på de små scener kan man derimod finde bands med musik og tekster, de har skrevet, fordi det betyder noget. Det rører mig. Jeg har heller aldrig tænkt på karriere, men på at det var en fornøjelse at skrive.

 

Fan af Mads og Lukas

Hvis Hans Henrik skal pege på et par kunstnere, der fører den stolte poprock-tradition videre, bliver det navne som Mads Langer og Lukas Graham.

– Jeg mødte Mads på en writer camp. Han er en skøn fyr og et enestående talent – både synger, spiller og skriver. Lukas har en autenticitet, der er sjælden i branchen.

Hans Henrik samarbejder fortsat med både Sanne Salomonsen og Morten Kærså. Der er er Hans Henrik Koltze tekster på alle Sannes solo-plader, og han tager jævnligt til Sverige, hvor Morten bor og arbejder. Senest har han skrevet ”De rejsende”, hvor han prøver at forestille sig de tanker og drømme flygtningene har, når der drager mod Europa. Den er Morten ved at sætte musik til lige nu.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Rundt om Hans Henrik Koltze:

 

Hvad er dine ‘all time greatest lyrics’?

‘And in the end/the love you take/is equal to the love/you make’.
Det er fra “The End” på Abbey Road-albummet.

 

Hvad lytter du til lige i øjeblikket?

Jeg lytter til så meget forskelligt – gerne lidt mærkelig musik. Forleden fandt jeg en CD med Glenn Miller.
Hans ”Moonlight Serenade” – den passede bare godt til mit mood.

 

Hvem er din største inspirationskilde?

Dengang jeg gik i skole, skulle vi stadig lære salmevers. Jeg var ikke god til ret mange ting, men lige det kunne jeg.
Det har lært mig at skrive sange.
Samledigterne var mestre til metrik, rytme og klang. Og så er jeg en stor fan af Bob Dylan.

 

Hvilken sang ville du ønske, havde været din?

”Somewhere Over the Rainbow” – den skal spilles til min begravelse
… engang.

 

Københavns bedste spillested?

Jeg har været alle steder – også kirker! – men jeg er glad for blues, så hvis jeg skal nævne et, må det være Mojo.

 

Når du lytter musik – hvad spiller du så på? Vinyl, CD, online?

Åh, jeg har vist stadig en grammofon derhjemme et sted, men ærlig talt; mange år som producer og lydmand har gjort, at jeg alligevel ikke kan opfatte de fine nuancer, så jeg er godt tilfreds med CD.

 

Det er svært at vælge mellem sine børn – men hvad er din personlige favorit blandt dine sange?

”Efter Festen” – jeg har skrevet bedre sange, men den har en særlig stem-ning. Jeg er glad for, at Pernille har valgt den til titel på sin forestilling. Jeg havde et andet forslag, men det er stærkt set.

 

Skal du ind og se ”Efter festen”?

Ja, hvis Pernille inviterer!

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Efter festen

Et portræt af generationen født i midten af 60’erne, som står ansigt til ansigt med hinanden og udsigten til, at deres ungdom er ufravigeligt forbi – men alligevel nægter de, at skulle være voksne; det er noget vores bedsteforældre var! Med udgangspunkt i Hans-Henrik Koltzes tekster og Sneakers’ musik beskrives en generations forfald på både sørgmunter og funky vis af Pernille Sørensen, Jens Gotthelf og Olivier Anthunes. ”Efter festen” spiller indtil 21. maj på Café Liva 2 til kabaret-tid, klokken 21.00. Men mulighed for kabaret-menu fra 19.00.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….