Fire kendte ”indfødte” fortæller om deres opvækst i Hellerup i vidt forskellige boliger og kvarterer. Fælles er deres gode minder fra en by med tryghed og mangfoldighed. De husker alle fornemmelsen af at alt, hvad man havde bruge for, fandtes inden for ét afgrænset område. Og to bor i øvrigt stadig i Hellerup.

 

 

Skuespiller Mia Jexen
”Vi var en hippiefamilie”

Som tre årig flyttede Mia Jexen, 31, med sin familie fra en lille lejlighed i Lyngby, forældrene havde byttet til et ældre hus i Studiebyen i det sydvestlige Hellerup. Det er en miniby i byen, og Mia Jexen husker det som et vidunderligt sted at være barn. Hun føler sig heldig over at have boet netop dér:

”Studiebyens børn kendte alle hinanden, legede i haverne og spil-
lede bold på vejen i al slags vejr. Jeg gik på Bernadotteskolen, og min barndom har været fyldt med livsglæde og nærhed”, siger 2900

Happiness-stjernen og fortsætter:

”Mine forældre er lærere, og vi er en afslappet familie, som ikke går op i det materielle. Det har aldrig gjort mig noget, at nogle af mine kammerater fik dobbelt så mange julegaver og i det hele taget kunne få, hvad de pegede på. Vores fokus har været på samvær”.

Særligt to Hellerup-butikker med personlig stemning havde betydning for Mia Jexen, før hun flyttede fra Hellerup for at gå på skuespil-
lerskole i England og senere bo på Vesterbro. Den ene var musik-
butikken Apollon på Strandvejen, hvor hendes musikglade familie købte flere instrumenter. Desuden kom hun i antikvitetsbutikken Ad`libitum, som ikke findes mere. Butikkens ejer gav Mia Jexen, som også var børneskuespiller på Folketeatret, lov til at gå til hånde og lære om gamle ting og møbler. De to knyttede et stærkt bånd og er venner den dag i dag.

 

 

Studievært Jes Dorph-Petersen
”Alting var sjovere dengang”

Blidahpark 1. Dér på hjørnet af Phistersvej i en stor lejlighed tilbragte Jes Dorph-Petersen, 56, sine første 20 leveår med sin mor, som var lærer. Og han husker kvarteret som et enormt behageligt sted at vokse op:

”Der var mange gamle damer, måske enker, og græsplæner, der ikke måtte betrædes. Gjorde man det alligevel, blev man jagtet af viceværten. I vores bebyggelse boede middelklassen, men det var noget ganske andet på sundvejene, hvor de store villaer lå”, siger Jes Dorph-Petersen.

Til barndommens land hørte også slikbutik, bager, grønthandler, slagter, ismejeri og købmanden hvis søn Jes Dorph-Petersen legede med. Og så var der HIK´s baner, hvor han spillede fodbold, og senere ungdomsklubben på Hellerupvej, hvor han tilbragte tid. Den er i dag revet ned:

”Alting var sjovere dengang. I dag er der for mange ejendomsmæglere, banker og optikere på Strandvejen. Det er ikke charmerende som datidens småhandlende. Første supermarked var Irma på Strandvejen over for Annasvej. Dér blev jeg flaskedreng for at tjene nogle lommepenge. Jeg var også avisbud, og da var det mest Berlingske Tidende, jeg leverede. Kun få holdt Politiken og Aktuelt”.

Jes Dorph-Petersen tænker tilbage på Hellerup som en by, hvor alt fandtes inden for en lille radius. Men der var skyggesider:

”Strandvejen var farlig med mange trafikuheld på grund af høj fart og manglende lysregulering. Og så talte man ikke om arbejdsløshed og andre sociale problemer. Efter mange år afslørede en kammerat, at hans mor var kassedame i en anden by, så det ikke skulle blive opdaget hjemme i Hellerup”.

De fleste mødre var dog hjemmegående i 1960´erne og 70´erne, og det betød servering af kakao og hjemmebag efter skoletid på Maglegårdsskolen.

”Som 35-årig flyttede jeg tilbage til Hellerup og gik ture ad de gamle ruter. Mange kammerater er også vendt tilbage, og så mødes vi gamle mænd på gaden eller i supermarkedet og mindes fortiden. Vi griner af, at Hellerup-folk er snobbede, men vi er det selvfølgelig ikke selv. Denne snobbethed er en charme, og jeg synes kun, det er sjovt med mænd i lyserøde polobluser og farvet hår i gadebilledet. Og damer i Range Rovere som de med autonom uopdragenhed parkerer lige foran de butikker, de skal ind i. Hvad enten det er tilladt eller ej. Det er bare noget, jeg trækker på smilebåndet af. Ikke noget som kan få mig til at være mindre trofast over for Hellerup.”

Foto: Per Arnesen/TV2

 

 

EU-parlamentariker og pensioneret præst Margrete Auken
”Vi legede ude uden opsyn”

Frem til syv års alderen boede Margrete Auken, 71, i et enderækkehus på Rymarksvej i Hellerup, før familien med fem børn flyttede til et større hjem på Frederiksberg. Margrete Aukens tidlige barndomserindringer fortæller mindre om byen Hellerup men en del om et børnerigt miljø med fortrinsvis hjemmegående mødre med hænderne fulde af husarbejde. I hendes eget hjem var der unge piger ansat til at tage sig af børn og husholdning.

”Vi legede ude fra morgen til aften fra en tidlig alder. Der var ikke opsyn med os, så vi passede os selv og legede kun sjældent indendørs hos hinanden, som børn gør i dag. De største trusler var ikke biler men derimod hunde og store drenge”, lyder det fra Margrete Auken, som har boet i Valby siden 1972.

Hendes far måtte have dobbeltarbejde som læge for at forsørge familien og betale de unge pigers løn. Hendes mor var også læge og skrev de første år på sin doktordisputats derhjemme. At hun fik hjælp i huset var nødvendigt, da tøjvask, bad af børn mm var større projekter: En gruekedel i kælderen blev brugt til at varme vand, vaske tøj samt bade børn i. Forældrene badede i et zinkkar, hvor kogende vand blev blandet op med koldt:

”Hos købmanden på Tuborgvej hørte det til hverdagen at få skrevet indkøb på regning og betale ugentligt eller månedligt. Jeg bildte mig ind, at det med ”På regning” betød, at man ikke skulle betale. Så jeg forsynede flere af vejens børn med rosiner på den konto. Jeg fornemmede dog, at det ikke var helt ok og fik også en ordentlig gang skældud af vores unge piger”.

 

 

Bassist Jette Schandorf
”Mit Hellerup var ikke fancy”

Musiker Jette Schandorf, 55, voksede op i Hellerups sydvestlige hjørne i det hus, hun stadig bor i. Dengang var klientellet i kvarteret mangfoldigt: I de små lejligheder med triste baggårde ved stationen boede flere af kammeraterne fra Hellerup Skole, hvor Den Internationale Skole ligger i dag. De var børn af arbejdere og håndværkere, mens andre kammeraters fædre var direktører og grosserere.

Med en far og en mor, som var henholdsvis journalist og korrespondent, tilhørte Jette Schandorf og hendes tre søskende middelklassen i det blandede parcelhuskvarter. Og børnene var bevidste om, hvem der var rige, og hvem der ikke var:

”Som fem årig kom jeg i en privat børnehave i en villa på Strandvejen hos den strenge Frøken Schwanke. Da jeg senere gik i skole på Hellerupvej, kunne vi se direkte over til Bernadotteskolen. Vi, som modtog traditionel undervisning, gik i cowboytøj og lyttede til Osmonds, Sweet, Walkers og Abba, kiggede misundeligt til de langhårede børn, som måtte gå uden for skolen i skoletiden. Det var uhørt på den tid”, husker Jette Schandorf.

Hun holdt sig i sit eget kvarter i Hellerups yderste kant. Hun kan tydeligt se bybilledet med mange småhandlende, som boede i lejligheder oven på deres bager- eller købmandsbutik, for sig:

”Da jeg blev ældre, havde jeg ikke råd til at gå ret meget i byen.

Men vi kom på Sankt Peders værtshus, som stadig findes. Skovrider-
kroen besøgte jeg først, da jeg selv spillede fast derude i 80´erne med News”.

Kronborg i Helsingør er mest berømt for at have været prins Hamlets borg i Shakespeares skuespil samt for krigeren Holger Danske, som slumrer i kasematterne. På næsset med strand uden om lå allerede i 1400-tallet fæstningen Krogen. Men det var Frederik den 2., som byggede Kronborg og senere hans søn Christian den 4., som genopbyggede slottet som symbol på rigdom og magt.

 

Daglige omvisninger giver et indblik i Kronborg Slots historie, arkitektur og udsmykning. Lokaler lejes desuden ud til møde, middag, teambuilding, events mm.

 

I over 400 år er Kronborg centrum for indkassering af øresundstold, og slottet er vidt berømt i sine gyldne år mod slutningen af 1500-tallet. Med kraftige kanoner, som peger direkte mod de skibe, der sejler forbi, vover de søfarende ikke andet end omgående at betale for at sejle igennem her på Sundets smalleste sted. Det gør kong Frederik den 2. til en holden mand, og han opgraderer renæssanceslottet med fløje og tårne med kobbertag og -spir. Murene er af mursten fra det tidligere slot på stedet – og beklædt med en facade af gotlandsk sandsten. Kronborg bliver blandt søfarende, handelsfolk, diplomater, kongelige og købmænd berømmet som et storslået slot, hvor hoffet lever i sus og dus, og hvor der ikke spares på noget.

Men hoflivet og dets overflødighedshorn af pomp og pragt forsvinder brat efter en brand i 1629 forårsaget af et par håndværkeres uforsigtighed med åben ild. En æra er slut, da flammer fortærer det meste af slottets interiør med kostbare møbler og kunstskatte og krøller det smukke kobbertag sammen. Slottet bliver genopbygget, men fra da af går det mere triste tider i møde. Disse kulminerer, da svenskekongen Karl Gustav beskyder, besætter og plyndrer Kronborg i 1658-60. Flere kostbare kunstgenstande som bl.a. Frederik den 2.’s bordhimmel (en slags baldakin) vævet i uld og silke med guld- og sølvtråde tages som krigsbytte og opbevares den dag i dag på Nationalmuseet i Stockholm. Værket er dog pt. udlånt (!) til udstilling på Kronborg frem til 2016.

 

Hamlets slot

Kronborg er fæstningsanlæg og renæssanceslot i ét bygget på en naturlig pynt i Helsingør. Slottet blev i år 2000 optaget på Unescos verdens arvsliste.

Kronborg Slot er berømt som kulisse for skuespilforfatteren William Shakespeares ”Hamlet”, prins af Danmark. Det er desuden hjemsted for Holger Danske, en legendarisk dansk kriger og ridder i Karl den Stores hær. I følge overle-

veringerne hviler han i kælderen under Kronborg men vil komme Riget til undsætning, når det trues. En statue af den sovende Holger Danske findes i kasematterne. Den er udført af H.P. Pedersen-Dan i 1907.

Oprindeligt var det Frederik den 2., Christian den 4.´s far, som byggede og navngav slottet som et kraftfuldt symbol på sin rigdom og magt. Slottets historie går dog helt tilbage til 1420´rne, hvor den danske konge Erik af Pommern opførte fæstningen Krogen på samme næs for håndfast at kontrollere indsejlingen til Øresund og opkræve indbringende told, som i flere hundrede år gjorde Helsingør kendt og velhavende. Oprindeligt var Krogen en samling huse bag en kvadratisk fæstningsmur og lignede ikke et slot.

I årene 1574-1585 ombyggede Frederik den 2. middelalderborgen til et storslået renæssanceslot med hjælp fra tidens nederlandske bygmestre Anthonis van Opergen og Hans van Paeschen – og der blev ikke sparet nogen steder.

Da storbranden hærgede slottet, klarede kun slotskirken sig på grund af de særligt solide lofts-hvælvinger. Også de såkaldte Kronborgtapeter – en serie gobeliner med den danske kongerække udført af nederlandske vævere til slottets største rum Dansesalen – blev skånet, da de ikke var ophængt på daværende tidspunkt. 15 af de dengang 43 Kronborgtapeter er bevaret. Herefter gik Christian den 4. i gang med at genopbygge slottet. I det ydre så slottet ud som før, men indenfor skete der mange forandringer med nye udsmykninger i tidlig barokstil, før stedet knap 30 år senere blev belejret.

I 1688-98 under Christian den 5. blev Kron-borgs fæstningsværker udbygget, og slottet herefter kun sporadisk beboet af kongelige.

Fra 1785-1923 var selve slottet militærforlægning for værnepligtige. De rykkede siden til kasernebygninger uden for den indre voldgrav sammen med løjtnant- og kornetuddannelsen indtil nedlæggelsen i 1991.

I 1924-38 blev Kronborg gennemgribende restaureret og ført tilbage til sit oprindelige udseende. Herefter blev slottet åbnet for offentligheden, der siden 1840´rne havde haft adgang til slotskirken. Kronborg blev i år 2000 optaget på Unescos verdensarvsliste, og det årlige besøgstal er i dag en kvart million.

 

Kronborg Gallerierne

Kronborg er meget mere end Hamlet og Holger. Kronborg er også hjemsted for 20 kunstnere – der alle har værksteder og gallerier rundt om slottet. “Kronborg Gallerierne”. Kunstnerne i Kronborg Gallerierne er alsidige og arbejder med maleri, grafik, glas, keramik,foto, tekstil og design. Gallerierne har åbent den første søndag i måneden – og når bannerne er hejst uden for gallerierne.

Hvert år arrangerer de også en fælles udstilling på Kronborg Slot. Denne sommer handler det om Shakespeare. Læs mere på hjemmesiden: www.kronborggallerierne.dk

 

Billedkunstner Lykke Bellum – og hendes værker. “Renæssance inspiration” fra Galleri 12 på Kronborg.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 Løjtnant på Kronborg

”Det var nogle betagende og usædvanlige omgivelser at blive anbragt i. Det syntes vi alle.”

Sådan erindrer pensioneret oberstløjtnant Jan Kaare Christensen, Frederiksberg, sin tid på løjtnantsskole på Kronborg Slot i 1969, da han var 20 år.

Han boede på en firesengsstue i de militære bygninger uden for slottets indre voldgrav. I en nabobygning foregik undervisningen i at føre krig, lægge strategier og føre en deling (30 mand) samt et kompagni (150 mand). Et halvt år opholdt Jan Kaare Christensen sig på Kronborg, før han fortsatte sin uddannelse på Frederiksberg Slot og siden blev flyttet til tjeneste på kaserner rundt i landet.

”Der var meget læsning, og vi var 19 unge mænd, som modtog klasseundervisning. Når vi skulle på feltøvelse i marken, blev vi kørt til det militære øvelsesareal i Hellebæk. Så var der fysisk træning, kamp fra en stilling, øvelse i angreb og andre taktiske og praktiske opgaver,” fortæller Jan Kaare Christensen og fortsætter:

”Når vi havde fri om aftenen, gik vi i byen i Helsingør, enten i uniform eller i civilt tøj. Jeg husker det som en god tid, især på grund af kammeratskabet. Og selv om det var eksotiske omgivelser langt væk fra de almindelige kaserner, husker jeg det ikke som gammeldags.

Men det er utroligt at tænke sig, at der indtil 1920´rne var indkvarteret soldater på selve slottet”.

I 1991 var det slut med soldater på Kronborg Slot.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

Man kan gå i prins Hamlets fodspor på en guidet tur slottet rundt. Hamlets ven Horatio – i skikkelse af en af Kronborg guider – taler ud om hor, mord og bedrag. Han fortæller, hvordan dramaet om Hamlet kunne have udspundet sig. 

 

Legenden fortæller, at krigeren Holger Danske sover tungt i Kronborgs kasematter. Men når Danmark kommer i nød, vil han vågne op til dåd og forsvare Riget.

 

Nordeuropas dengang største dansesal var 60 meter. Loftet var med træudskæringer, forgyldninger og malerier men er i dag kun et bjælkeloft. Her var også syv store messinglysekroner og skakgulv af marmor.

 

For enden af dansesalen sad kongeparret foran kaminen under en prægtig baldakin af purpurrød silke vævet med sølv- og guldtråde. Frederik den 2.´s overdådige bordhimmel kan ses til og med 2016, hvor den er på besøg fra national-museet i Stockholm. 

 

 

7 mennesker på en ubeboet ø afskåret fra omverdenen og en ung piges selvmord – eller mord – der ligger som en skygge i baggrunden. Leonora Christina Skov har heller ikke i sin seneste roman noget imod at høste i triviallitteraturen, når plottet skal tegnes op, men …

 

Når sandheden skal frem, så kan Leonora godt lide gode, gamle mystery thrillers á la Agatha Christie. Men i modsætning til Christie er hun ikke særlig interesseret i, hvem ’der gjorde det’.

– Jeg ved det faktisk ikke, tilstår hun. – Jeg vil gerne have åbne slutninger, og bryder mig ikke om alt for nette sløjfer på historien. Der er heller ikke så meget blod og vold – det er ikke Jussi Adler Olsen – men jeg kan godt lide at arbejde med et plot.

– Underholdning og god litteratur udelukker ikke hinanden! Mit sprog er litterært, men det er samtidig en underholdende thriller; man kan læse romanen hurtigt eller langsomt og finde forskellige niveauer og nuancer. I Danmark er der desværre en tendens til, at man enten har et godt sprog og en dårlig historie eller en god historie og et dårligt sprog.

 

For læsernes skyld – og underholdningens

Den vurdering kommer Leonora også med i sin egenskab af anmelder. Som kritiker er hun opmærksom på, hvor sårbar hun selv er, når hun får anmeldelser, men hendes fokus skal være på læserne:

– En anmeldelse er ikke skrevet som en kritik af forfatteren, men som en vejledning til læserne, så de kan finde hen til de interessante bøger. Det er det hensyn, jeg skal tage. Jeg skal selvfølgelig være ærlig, og læseren, der kender min smag, kan så bruge det som rettesnor.

– Men det er hårdt at blive bedømt, og jeg føler selv nogle gange, at det er mig og ikke bogen, der bliver anmeldt. Der er jo ingen, der påpeger fejl hos anmelderne, og der er ingen uddannelse til anmeldere. Faktisk ville jeg ikke læse anmeldelserne af ”Hvor intet bryder vinden”, fordi min forrige bog fik dårlige anmeldelser, men nu fik den gode, og en af mine veninder kunne ikke holde kæft og fortalte den fik 5 hjerter i Politiken. Og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at bede min kæreste, Annette, købe en avis med hjem.

– Men vi må ikke glemme, at anmelderne også er i underholdningsbranchen. Der er bare ikke noget sensationelt i at give 3 stjerner. Så ender anmeldelsen i en enkelt spalte ude til venstre. Det er kun sjovt, når man giver 1 stjerne … eller 5!

 

Kiksede sexscener

Hun kan sagtens være skrap, f.eks. da hun – selvfølgelig – blev bedt om at anmelde ”Fifty Shades of Grey”:

– Jeg har virkelig spurgt mig selv, hvorfor den er blevet så stor en succes; den er dårligt skrevet, og det er dårlig sex. Jeg orkede nærmest ikke at læse den. Filmen var også vanvittigt dårlig. Der er forskel på at skrive for at ophidse – altså pornografi – og det jeg skriver. Mine sexscener er faktisk kiksede.

 

Kvinder, der elsker kvinder

Mange, der hverken har læst Leonora Christina Skovs romaner eller hendes anmeldelser, kender hende givetvis som debattør – både som erklæret feminist og lesbisk.

– Der er faktisk kun Djuna Barnes og mig – og engang imellem Anne Linnet – af kendte, der har erklæret os som lesbiske. Men det er vigtigt, for det er stadig ikke accepteret af alle. Det er 20 år siden, jeg sprang ud, men min mor accepterede det aldrig. Selv da hun lå kræftsyg, måtte jeg besøge hende alene. Mine forældre mente endda, at jeg var skyld i kræften, fordi det er en psykisk betinget sygdom. Det var hårdt. Der er behov for oplysning, så det er vigtigt, at vi tør stå frem offentligt.

Emnet figurerer naturligvis prominent i Leonoras forfatterskab. Ofte i skikkelse af kvinder i heteroseksuelle ægteskaber, der sent i livet følger tiltrækningen til eget køn. Til stor vrede og frustration hos mændene:

– Det er da klart, for det er uden for konkurrence. Hvis det havde været en anden mand, kunne de konkurrere. Jeg er sikker på, at jeg ville have det på samme måde, hvis min kæreste pludselig fandt sammen med en mand.

 

Ikke som de andre

Selv erkendte Leonora sig først som lesbisk som 20-årig:

– Drengene interesserede mig bare ikke i puberteten. Jeg havde en veninde, som på et tidspunkt blev boy crazy, og så foregav jeg det samme for at være med. I gymnasiet begravede jeg mig i arbejde, fordi jeg ville ind på et studie med høje karakterkrav. Så mødte jeg min første kæreste som 20-årig – hun er præst i øvrigt – og så tænkte jeg, ’nåh, det er det’!

Ikke at Leonora nødvendigvis har en stor fanskare hverken blandt feminister eller lesbiske. Hendes meget feminine image med smukke kjoler, smarte sko, gode dufte og de røde læber som signatur er ikke velset: – Jeg har aldrig været i høj kurs i lesbiske kredse – faktisk har det været svært at score – men jeg er ikke til hanekam og det androgyne look. Der er også mange, der har ment, at jeg ikke kunne se sådan ud og være feminist. Så jeg synes ikke nødvendigvis, der er mere tolerance i de kredse. Min fanskare er mest piger mellem 3 og 7 år og transseksuelle … og perverse mænd.

 

En dames alder …

Alligevel undrer det hende, at det vækker mere opsigt, at hendes kæreste er 22 år ældre, end at det er en kvinde.

– Det chokerer mig! At kvinder får lavere værdi, når de bliver gamle.

Man vil ikke lave interviews med dem, ikke fotografere dem. Nogle fotografer spørger mig allerede, om de må tage nærbilleder. Men jeg ønsker ikke at blive retoucheret. Jeg tænker – hvad så om 20 år? Shit, det er heftige vilkår.

Det handler nu ikke om forfængelighed, at Leonora ikke går uden for en dør uden fuld makeup. Det er hendes image:

– Jeg vil gerne have en genkendelighed som en figur, som forfatteren Leonora Christian Skov. Samtidig er det nemt, når jeg skal ud at optræde. Jeg kender mit look, så jeg gør det nemt for mig selv. Det har nok været den største overraskelse for mig, at det er en del af jobbet at stille mig op foran hundreder af mennesker og klæde mig ud. Det var ikke det, jeg drømte om som lille pige i Helsinge.

– Men derudover vil jeg da gerne se godt ud, tilføjer hun med et smil.

 

Sex på rejsen

Når Leonora rejser – og det gør hun meget – optræder hun dog gerne uden makeup og nyvasket hår. I mange dele af verden bliver hun og hendes kæreste også nødt til at gå stille med dørene med deres seksualitet:

– Det er en løbende diskussion mellem Annette og mig, hvor vi kan tillade os at rejse hen. Hvis de vidste, at vi var lesbiske, ville vi blive smidt i fængsel mange steder. Der hjælper mit udseende og det, at Annette er godt 20 ældre. De tror, at vi rejser som mor og datter. Det betyder også, at mændene ikke på samme måde kaster sig over mig.

Der er dog undtagelser som da de var på Bali, og man antog, at de var sexturister:

– De kunne ikke se, at vi var et lesbisk par, så de unge balinesiske mænd troede, at vi var sexkunder, siger Leonora. – Det var mærkeligt at blive set sådan, men faktum er, at kvinderne gør præcis som mændene i sexindustrien.

Den oplevelse fandt vej ind i hendes tidligere roman ”Champagnepigen”.

 

Debatprøve 2

Selv om Leonora lyser op i gadebilledet og er en hyppig gæst i medierne, så finder man hende ikke midt i en meningskrig om flest likes for sine synspunkter på Facebook.

– Ligesom man kræver Danskprøve 2 for at få statsborgerskab, burde der eksistere en Debatprøve 2 for at få lov til at kommentere, siger hun. – Vi er 5½ millioner meningshavere i Danmark, men det ville være dejligt, hvis folk kun udtalte sig om det, de havde viden om. Nogle profiler er åbne, og jeg er forundret over, hvad folk høvler ud. Det er en folkedomstol, der ikke gør noget godt. ’Shitstorm’ siger man – det er et hadeord for mig.

 

Det sidste interview

Dette er Leonoras sidste interview i forbindelse med ”Hvor intet bryder vinden”. Et par uger efter var hun rejst til Indien, og de næste par år holder hun lav profil og koncentrerer sig om sit næste projekt, som alt efter inspirationen kan gå to veje:

– Enten bliver det en ægteskabs-thriller (og der har jeg masser af inspiration at hente fra veninderne) eller også (hvis jeg har modet til det) noget biografisk. Nu er min mor død, og så kan jeg måske bedre skrive om det. På den anden side lever min far stadig. Det skal ikke være et ’misery memoir’, men jeg har en bunke lort foran mig. Jeg har haft en vis modvilje mod det, fordi rigtig mange forfattere skriver biografiske bøger, og jeg har været i tvivl, om jeg skulle skrive på hovedstolen. For hvad skal jeg så trække på næste gang? Omvendt er det måske også en måde at tvinge mig selv til at skrive om noget andet.

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

BlМ Bog

Leonora Christina Skov har et navn, der forpligter – men hun har valgt det selv. Hendes forældre kunne kun blive enige om Christina, men da hun senere fandt ud af, at hendes mor havde ønsket Leonora, tog hun det til sig som 21-årig. Dog først efter svære overvejelser, for hun ville helst ikke have, at folk troede, det havde noget med numerologi at gøre. Men hun ville gerne have sit navn officielt på plads, inden hun blev publiceret.

Leonora Christina debuterede med romanen ”Rygsvømmeren” i 2003 og fulgte op med ”Champagnepigen”, ”Silhuet af en synder”, ”Førsteelskeren” og senest ”Hvor intet bryder vinden”. Leonora finder sin inspiration i sit eget liv (”nej, der er ikke mange succesfulde forældre i mine romaner”), i venindernes (”efter 7 år bliver de alle sammen skilt. Så har de 2 børn på 3 og 5 og farer rundt til forældremøder på institutionerne. Men de keder sig – især mændene”) eller på sine rejser.

Hun er samtidig kendt som fe-minist, old school-feminist endda (”Begrebet er blevet udvandet. Jeg har været til møder, hvor det hele handlede om mændene – ligestilling til alle. For mig handler det om, at kvinder skal ligestilles med mænd, og det har vi desværre ikke opnået endnu”), som anmelder og som åbenlyst lesbisk. Og som hende med de røde læber …

 

……………………………………………………………………………………………………………………………….

 

 

Leonoras hitliste:

Hvad er din største læseoplevelse?

Inden for det sidste år er det ”Great House” af Nicole Krauss. Det er fire uafhængige, men sammenflettede historier. En, jeg læser igen, og igen er Siri Husvedts ”The Blindfold”. Jeg læste den første gang, da jeg var først i 20’erne, og besluttede, at sådan vil jeg også skrive. Som barn var min favorit ”Alice i eventyrland” – nonsenssproget, æstetikken og de fint tegnede karakterer – og så er Alice en enormt irriterende pige, og det var lige mig.

 

Din største filmoplevelse?

Jeg er meget glad for film. En favorit er ”Whatever Happened to Baby Jane?” med Bette Davis og Joan Crawford. Men også eventyrlige film som “Pans labyrint”. “Høstsonaten” elsker jeg, men Annette hader den, så det var lidt svært at se den, mens hun parodierede den på svensk. Den argentinske ”Wild Tales” var inspirerende her i 2015 – jeg fik helt lyst til at skrive en novelle-
samling.

 

Din største musikoplevelse?

Jeg kan ikke skrive til sang, så når jeg arbejder, lytter jeg til instrumentelle kunstnere som den canadiske cellist Julia Kent og det islandske band, Amiina. Og ellers er jeg meget glad for Beach House, Goldfrapp, Mazzy Star, Julee Cruise (fra Twin Peaks) og senest Julia Holter og Anna von Hausswolff. Melodisk, drømmende musik er lige mig.

 

Din største madoplevelse?

Maden betyder meget for, hvor Annette og jeg rejser hen. Sydindisk mad – det er vegetarisk (jeg er ellers ikke vegetar) – og etiopisk mad, hvor man bare får en stor pandekage med alt muligt fyld, som man spiser med fingrene.

 

Din yndlingsdrink?

Det bliver let til ti kopper kaffe på en dag. Eller oolong te, som har den samme effekt. I Tante T (som ellers er sådan et sted, jeg ikke kommer, fordi det er der, kvinderne kommer med deres mødregrupper) har jeg fundet en oolong med ginseng, som er helt fantastisk. Men måske en mango lassi – det drikker jeg meget af, når jeg er i Indien.

 

Din største rejseoplevelse og et yndlingsmål?

Man kan søge om et 4 måneders ophold på McMurdo basen på Antarktis. Det har jeg ikke villet før, mens min mor var syg, for så kunne jeg jo ikke komme hjem. Indien elsker jeg – og Skotland, hvor jeg var på skriveophold på Hawthornden Castle. Det var i april, og det var bare så smukt. Der var der, jeg fik ideen til ”Hvor intet bryder vinden”.

 

Verdens smukkeste kvinde?

Dita von Teese – hun er så cool! Hun har nogle gode mode- og makeuptips. På nær hendes farvevalg. Desværre har vi forskellige hudtoner, fordi hun i virkeligheden er blondine.

 

Verdens smukkeste mand?

David Bowie var smuk. Han er i øvrigt en af de få mænd, hvis musik jeg holder af.

 

Det vigtigste i din verden er …?

At have tid og ro til at skrive, at se verden, at have et godt kærlighedsforhold og venskaber.

 

 

 

 

 

Vedbækfundene på Gammel Holtegård giver et enestående indblik i Danmarks oldtid og vore forfædres liv. Udstillingerne viser 7000 år gamle grave fra det jægerfolk, som boede på bredden af den fjord i Vedbæk, som nu er Maglemosen. Fjorden skyldes den fem meter højere vandstand i det to-tre grader varmere klima end i dag.

 

Sund stenalderkost: Det må have været en unik oplevelse at være med til at udgrave Bøgebakken gravplads,hvor P-pladsen ved Vedbæk Skole og station ligger i dag. Undersøgelser afslørede oldtidsfolkets stærke knogler takket være motion i jagten og diæt af marine dyr, pattedyr, bær, planter mm. Tænderne var slidte men helt uden huller. Datidens mennesker var dog slemt gigtplagede.

 

Det lignede et månelandskab, da området ved den kommende Vedbæk Skole var gravet op i 1975. Der havde tidligere i flere omgange været arkæologiske udgravninger på lokaliteten, og arkæologerne havde fundet en mængde våben og redskaber fra jægerfolk, som levede i Vedbæk i sidste del af jægerstenalderen. Men ved planeringen af området til P-plads dukkede skeletrester fra mennesker op. Nationalmuseet blev tilkaldt og gjorde et fantastisk fund, da grave med spor efter 22 døde mennesker dukkede op:

”Før kendte man kun ganske få grave for den tid. Nu fandt man adskillige velbevarede skeletter og kunne ved at tage prøver af dem og lade specialister undersøge tænder og knogler få viden om, hvordan livet havde været i Danmark for 7000 år siden. Både hvad angår sundhedstilstand, diæt mm,” siger museumsinspektør Anne Birgitte Gurlev, leder af Vedbækfundene.

Arkæologerne har i dag kendskab til godt 40 bopladser fra Kongemose- og Ertebøllekulturerne, som er fundet i Maglemosen på skrænterne til den tidligere fjord, som strakte sig ind i landet ved Vedbæk i stenalderen. Stedet, hvor gravene blev fundet, er den nuværende parkeringsplads ved Vedbæk Skole på lokaliteten Bøgebakken. Tænk på det næste gang, du parkerer bilen her for at tage med Kystbanen! Bøgebakken var strategisk placeret ved mundingen af den fjord, som strakte sig fra Øresund ind i landet ved Vedbæk. I den periode var klimaet to-tre grader varmere end i dag, og vandstanden hele fem meter højere. Men klimaet blev koldere, og da landet hævede sig, trak vandet sig tilbage. Derved blev fjorden tørlagt og lukkede sig lige som på lignende lokaliteter ved Nivå og Ordrup.

”Her har været relativt behageligt med mildere klima og lunere vand end i dag. De har ikke sultet, for der var rigeligt med fisk i vandet og dyr i urskoven,” fortæller Anne Birgitte Gurlev, som også beretter om et opfindsomt folk, der konstruerede fiskeruser af sammenbundne grene, fælder og diverse våben til at fange dyr med.

 

Mor med barn

Det tykke lag skraldedynge vidner om konstant bosættelse mellem 4.500 og 5500 før Kristi fødsel og om beboernes afhængighed af jagt og fiskeri, hvor der var rigelige ressourcer. De 17 grave med velbevarede skeletter fra Ertebølle-kulturen (opkaldt efter en køkkenmødding fundet ved Limfjorden i 1800-tallet) var rødfarvede af brændt okker enten af rituelle årsager eller på grund af farvning af skinddragter. Gravene blev fundet på bopladsen. Sammen med skeletterne fandt arkæologerne redskaber af flintesten samt knogler og tænder fra forskellige dyr nedlagt af stenalderens jægere.

Vedbækfundene, som er en del af Rudersdal Museer, har siden 1984 haft sin egen udstillingsfløj på Gammel Holtegård, hvor publikum kan se de enestående fund fra Danmarks oldtid. Her er udstillet fire af de 7000 år gamle grave fra det jægerfolk, som boede i Vedbæk i den sidste del af jægerstenalderen, lige før man begyndte at rydde urskoven og dyrke jorden med afgrøder.

Det mest fascinerende fund er skelettet af en cirka 18-årig ung kvinde, som sammen med sit drengebarn døde ved en for tidlig fødsel i syvende eller ottende graviditetsmåned. Barnet blev med stor omsorg anbragt på en svanevinge og begravet ved siden af sin mor, som fik en ekstra dragt under hovedet som pude. Et andet skelet stammer fra en godt 50-årig mand, hvilende på et hjortegevir under skuldre og hofte. En tredje grav rummede tre personer, heraf en person tydeligvis dræbt af pileskud.

 

Godt opbevaret: Der var en stærk lokal opbakning for at udstille de arkæologiske fund fra Vedbæk i området frem for på Nationalmuseet i København. Sådan blev det, og den stråtækte længe ved Gammel Holtegård kunne i 1984 åbne dørene for en oplevelsesudstilling med skeletter, våben, smykker og andre fund fra oldtiden.

 

Omsorg i døden: Den verdensberømte grav fra jægerstenalderen viser den rørende samhørighed mellem den unge mor og hendes barn. Barnet blev født for tidligt, og ingen af dem overlevede fødslen. De blev gravlagt med barnet på en svanevinge og moderen med perler af dyretænder og sneglehuse.

 

Steg på fire ben: Rådyr er adrætte og hurtige. Men det var folket i jægerstenalderen også, så i krattet uden for bopladsen fandtes mad nok året rundt. Våben var bue og pil, spyd og fælder.

 

Middagen udenfor: Stenalderfolket kunne skyde kronhjorte og andre dyr overalt i urskoven. Den dækkede Nordsjælland og resten af landet kun afbrudt af skovsøer, moser, vandløb, fjorde og åbent hav. 

 

Kødfuld fætter: Sammen med sæler, hjorte og fugle var vildsvin et oplagt bytte for stenalderfolket på skrænten ned til fjorden i Vedbæk, hvor Gøngehusvej findes i dag. Dyrene levede i den urskov, som dækkede hele Danmark og også området ud til Øresund, som i øvrigt bugnede af fisk.

 

Dræbt med pil: To voksne er begravet med et barn. Den ene voksne er dræbt af en spydspids i halsen. Dødsårsagen for de andre to i graven har ikke været mulig at fastslå. Det kan have været drab, ulykke, drukning eller sygdom.   

 

Arkæologdrøm: Gravearbejdet med buldozere mm til den nye Vedbæk Skole måtte i 1975 udsættes tre måneder, så arkæologer fra Nationalmuseet kunne udgrave 22 døde mennesker fra 17 grave. Bopladsen har ligget på stedet for 7000 år siden.