Jeg er hende, der gerne vil gå ned ad Strøget med en kæmpestor hat … men samtidig med hatten på, sådan at man ikke kan se, at det er mig, lyder Stine Stengades egen karakteristik af dilemmaet mellem at være en lidt sky natur, men samtidig vælge at stå på scenen hver aften. – Jeg har faktisk ikke særlig meget lyst, lige inden jeg skal på, afslører hun. – Der er en modstand. Når jeg først står på scenen, kommer det til mig. Jeg har aldrig selv lidt af sceneskræk, men jeg tror, det handler om angsten for, at ’det’ ikke er der, når man først står på scenen.

Scenens magi

Men er den der, så er det det bedste i verden: – Jo ældre jeg bliver, desto mere sætter jeg pris på, at der ligger en kolossal energi mellem publikum og scene. Det bedste øjeblik for mig som skuespiller er, når jeg står på scenen, og der er en direkte forbindelse mellem publikum og os på scenen. Det er nærmest et samarbejde med publikum. Så opstår der en følelse af frihed, af at alle muligheder i verden står åbne. Den følelse opstår ikke særlig tit, men når det sker, så ved jeg, at det her elsker jeg og det vil jeg altid gøre. Fire dage efter kan jeg så have det helt anderledes …

Stine som dreng

I ”Mefisto” på Betty Nansen Teatret får Stine Stengade 2 chancer for at nå dette gyldne øjeblik. Selv om de er 10 skuespillere i truppen, spiller de fleste flere roller, og Stine skal således både spille en stor tysk – jødisk – diva og en ung, kommunistisk dreng, der ender i fængsel. Især det sidste glæder hun sig til. – Fordi det er en stor udfordring at spille noget, jeg aldrig før har spillet, og som ligger så fjernt fra mig – både i alder og køn. Vi taler dog stadig lidt om, hvorvidt det er en dreng eller en pige. Så det glæder jeg mig mere til end til at spille divaen.

Krise og dekadence

Alle er de dog figurer, der kredser om den ambitiøse skuespiller/instruktør Hendrik Höfgen, som gør karriere i 20’ernes og 30’ernes Tyskland. Det er egentlig påfaldende, at 30’ernes krise og nazismens fødsel og væsen, dukker op flere gange i denne sæson. Faktisk spiller Olaf Johannesen Adolf Eichmann på Edison helt frem til 9. november samtidig med, at han øver rollen som Höfgen. – Det er noget af det vi taler om her under prøverne, siger Stine Stengade. – I kølvandet på finanskrisen er der 25% ungdomsarbejdsløshed i flere lande i Sydeuropa, der er social uro, der foregår en højredrejning i hele Europa; i Holland, Sverige, England og herhjemme. Det er også første gang i historien, at vi med stor sikkerhed kan sige, at mit barns generation ikke kommer til at opleve en højere velstand end min egen generation. Samtidig føler hun, at både 20’erne og vor tid – ud fra hver sine forudsætninger – er præget af en vis dekadence. – Ikke at det helt kan sammenlignes, understreger hun. – 20’erne fulgte over på 1. Verdenskrig og var præget af en følelse af meningsløshed, af mangel og fattigdom, så det var ikke underligt med den dekadence. I dag er vi forkælede. Vi lever i en sindssygt privilegeret del af verden, men som alle ved, er forkælede børn ikke nødvendigvis søde børn. Så vi oplever måske en velfærdsdekadence …

Prisen for succes

Så parallellerne er indlysende, selv om udviklingen ikke er identisk. Og Stine Stengade er selvfølgelig heller aldrig blevet stillet i en position, hvor hun skulle give køb på nogle moralske værdier for at fremme sin karriere: – Vi lever trods alt ikke i den samme verden, siger hun. – Men da jeg så filmen ”De andres liv”, hvor en kunstner kommer under pres på grund af Stasis overvågning og må gå i seng med en af partispidserne for at redde sin mand, ramte det mig, at det kunne have været mig, hvis jeg havde levet i DDR. Så det er nemt for mig at sige, at jeg ville handle moralsk, hvis jeg blev stillet i samme situation. Men jeg håber det.Og hvis man stiller spørgsmålet lidt anderledes, nemlig ’hvad har du opgivet for at få den karriere, du har?’, så falder svaret prompte: – Trygheden! – Jeg har altid arbejdet freelance. Jeg har sagt nej til tilbud om fast ansættelse. Det giver mig en frihed, men gør mig også afhængig af, at folk henvender sig til mig med opgaver. Det kræver kræfter at holde til det både i opgangstider og nedgangstider. Jeg har diskuteret med mig selv, om det skal fortsætte sådan.

Verdenskendt i Danmark

Foreløbig har Stine dog nok at lave – faktisk så meget, at hun ikke selv har været i teatret siden sidste år. Hun har selv stået på scenen. Eller hun har haft travlt med at indspille årets julekalender på DR, ”Tidsrejsen”. Indholdet kan hun ikke afsløre noget om ud over, at hun spiller Agent Sort – ’overskurken’ – og at hun bærer på en meget, meget stor hemmelighed. Og så ved hun godt, at det vil gøre hende verdenskendt i Danmark. – Julekalenderen er jo noget særligt, fordi den gør en kendt af børnene. Jeg har jo prøvet det før, da jeg spillede heks i ”Vølvens forbandelse”. Det er ret hyggeligt, at børn genkender mig. Børn er så søde og direkte. Jeg har flere gange prøvet at komme i snak med hele skoleklasser på gaden.

Mode i tiden

Julekalenderen har dog også givet Stine en anden inspiration, nemlig på modefronten. Og det er ikke første gang. – Jeg har spillet med i en del 40’er-ting, siger hun. – Den tidsmode er meget stilfuld, også noget af 30’er-moden, som vi har med i ”Mefisto”. Den flirter med noget maskulint i kvindemoden samtidig med, at det er meget feminint. En blanding. – I julekalenderen er jeg stylet i noget steampunk-inspireret. Det vil sige at det er en slags punk, men bruger elementer fra industrialismens barndom (hvor drivkraften var damp – steam, red.). En blanding af punk og victoriansk mode. Det er ikke noget, jeg ville gå i Netto med, men ret spændende. I det hele taget elsker jeg skrædderkunst. Det er noget af det sjove ved mit arbejde, at jeg får skræddersyet tøj. Vi har nogle fantastisk dygtige skræddere i min branche. – Jeg går op i mit udseende, men jeg er ikke den, der læser modeblade. Jeg synes, det vigtigste er ens personlighed, hvordan man så end vælger at udtrykke den. Jeg ser mig i spejlet, ikke i hvad magasinerne vælger for mig.

Rundt om Stine Stengade

Hvis vi skulle lægge en CD på – hvad skulle det så være?

Det kunne sagtens være noget klassisk – Bach f.eks.. Ellers har jeg en live-CD med Rolling Stones, hvor jeg elsker ”Sympathy for the Devil” – men det skal være lige netop dén udgave. Og så har jeg lige været med i et projekt, hvor rappere fortolker digte. Dem hører jeg … Pede B og Jøden.

Kan du spille et instrument – eller hvilket ville du ønske du kunne spille?

Som barn lærte jeg at spille blokfløjte … ikke det fedeste instrument at trække frem ved lejrbålet. Jeg ville hellere kunne spille klaver. Min søn spiller saxofon. Det overvejer jeg at prøve. Jeg kan jo noderne.

Hvad er den seneste film du har set i biografen?

David Finchers ”Kvinden der forsvandt” – jeg så den, fordi jeg skulle være gæst i Filmselskabet.

Og teaterforestilling?

Der skal jeg helt tilbage til sidste sæson. Jeg står jo selv på scenen, så det er ikke muligt.

Din yndlingsrestaurant?

Jeg er til det italienske køkken. Det kunne f.eks. være Famo på Vesterbro.

Er du selv god til at lave mad?

Ja, jeg kan godt lide at lave mad og gør det daglig … og bager. Jeg slapper af med det (og jeg har en kæmpe sød tand). Det kunne være en jordbærlagkage. Det er noget af det nemmeste at lave, men den er god!

Hvad er den vigtigste juletradition for dig?

Jeg elsker julen. Det vigtigste er juleaften – hele dagen! Spændingen, når man som barn vågnede om morgenen, at lave mad, glæde sig, klæde om til middagen, spise, måske få mandelgave, synge, gå om træet, og så det store som barn: gaverne … naturligvis en ad gangen. Og til sidst stilheden, når børnene er lagt i seng. Også her i København. Der bliver helt stille i byen.

Din bedste julegave nogensinde?

En kæmpe bamse – jeg var meget glad for tøjdyr. Til gengæld var der et år, hvor jeg fik en racerbil i mandelgave. Nedtur! Det var lige lovlig politisk korrekt. Jeg kan huske, at min bror åbnede sin efter mig, og jeg spurgte, om han ville bytte, hvis hans var mere piget. Jeg kan huske, de voksne grinede, og at jeg ikke forstod hvorfor. Men hans var også en racerbil.

Og hvis vi ser bort fra den aktuelle: hvad er din favorit-julekalender?

”Pagten” – jeg så den sammen med min søn.

Vi kender ham som parodiens mester. Hans spasmer og efteraben af Kim Larsen, Thomas Blachmann, Ole Thestrup, Ole Henriksen – og andre excenstriske kendisser begejstrer os! I 2012 var han på tur med sit første one-man-show ’Plagiat’- nu gælder det hans nye show ’Original’. Manden med de mange kendte ansigter turnerer netop nu rundt på Danmarks scener med sit nye show, som rummer masser af parodier, komik, musik, alvor og en god personlig historie.

Da Liebhaverboligen møder Andreas Bo, prøver vi at kradse lidt i de mange ansigter han kan diske op med. Mød ham til en snak om hans hyldest til alkohol, om ’pik og parykker’, barndom, kærligheden til den kendte modelkæreste, boligliv og hans nærmest aggressivitet, når det kommer til at bestemme alting selv.

Hvordan var du som dreng?

“Som mit våben var jeg sjov. Vi kan alle sammen noget, og jeg kunne være sjov, fandt jeg ud af. Jeg var klassens tykke dreng i mangel på bedre. Jeg er ud af søskendeflok på tre. Jeg var mellembarnet, ham i midten. Og den eneste planlagte fortæller mine forældre. Mine to søskende var begge smuttere.”

Da du var lille – hvad ville du da være, når du blev stor?

“Jeg har altid drømt om at lave et eller andet kunst og kreativt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed at mine forældre var sindssygt borgerlige. Min mor ville jo bare gerne have noget opmærksomhed, så hun syntes, det var fantastisk, hvis jeg blev skuespiller, popstjerne eller balletdanser. Det var nok mest ment som et ønske om, at der ikke kom endnu en revisor i familien.”

Så der er ikke en smule gøgl i dit DNA?

“Altså mine onkler og min mor elsker at underholde. Så har de fritidsmalet eller kunne lide at skrive, holde taler eller elsket at synge. Men det har aldrig været på professionelt plan. Jeg kommer fra en familie, der alle sammen har været direktører, ledere eller selvstændige. De har alle sammen tænkt på at tjene penge og haft en faglig stolthed. Altid råbt: ’Vi skal have en virksomhed, vi skal tjene nogle penge!” På en eller anden måde er det også det, der har drevet mig. Jeg har jo aldrig nogensinde søgt optagelse på teaterskolen for at blive en skidegod skuespiller, som en instruktør kan bruge som et stykke værktøj. Jeg bliver nærmest irritereret på instruktører – de skal kraftedme’ ikke lære mig at være sjov! Og eftersom jeg er helt selvoptaget og ikke gider høre på andre, så gør jeg det bare selv.”

Derfor startede Andreas Bo for sig selv. “Jeg startede mit eget teater, og nu står jeg her som solist og laver det hele selv. Det tager lang tid at komme ind på mig og få lov til at give mig råd. Og når folk beder mig om noget, så er det jo nærmest et irritationsmoment. Det er klart noget, jeg skal arbejde med. Så jeg har nok nærmere fået drivkraften ind med DNA’ et mere end komikken.”

Der er en masse sårbarhed og konkurrence i komik. Føler du dig velkommen i branchen?

“Ja, det gør jeg i den grad. Jeg føler mig meget respekteret. Jeg får mange komplimenter, og folk er virkelig søde til at fortælle, at jeg er dygtig på sådan en helt rar måde. Vi vil have opmærksomhed allesammen, og det er der ikke noget forkert i. Det er jo naturligt. Og den vil man slås for, den vil man da ikke bare give fra sig. Så konkurrencen og sårbarheden betragter jeg som en helt naturlig ting.”

Ser du op til en dansk komiker?

“Vi har mange dygtige komikere i Danmark, men hvis jeg skal nævne én, så må det være Nikolaj Lie Kaas. Jeg synes, han er en dygtig skuespiller og samtidig et sympatisk menneske. Og så elsker jeg Anders Matthesens poesi. Der er ingen fornuftige mennesker, der kan betvivle Anders Matthesen’s originale talent.”

Fra medicin til revy Hvornår opdager du, at du selv er sjov?

“Allerede i gymnasiet. Jeg blev smidt ud af gymnasiet. Så fumlede jeg lidt rundt, og så begyndte jeg at læse medicin. Men så da jeg blev 30 år, tænkte jeg; Nu bliver jeg nødt til at lave noget teater. Så lavede vi en lille teatertrup, der hed Loyal Shakespeare Companys og spillede gadeteater. Og jeg fik påfaldende meget opmærksomhed. Jeg blev fremhævet som en sjov mand og blev sammenlignet meget med alle. Og så opdagede jeg jo på alle mulige mærkelige steder, at jeg faktisk havde et talent, jeg havde en berettigelse, og jeg kunne få folk til grine. Og så blev jeg hyret af sådan nogle små steder i provinsbyer, hvor der skulle sælges nogle flødekartofler og noget højreb – så kunne jeg gå ind og være sjov.” Herefter kom der fart på revykarrieren, fortæller Andreas Bo videre. “Jeg blev ansat i Kolding Revyen, hvor der var 4.000 publikummer på en sæson. Herefter blev det større med deltagelse i Cirkusrevyen, første gang i 2007. Her var der er næsten 200.000 gæster på én sæson.”

 Følte du det var dit gennembrud at lave cirkusrevy?

“Mit gennembrud kommer i flere stadier. Når man er med i cirkusrevyen er det en form for gennembrud – ingen tvivl. Det bliver set af en million på TV. Men du kan spille cirkusrevy i 10 år og stadig gå en tur på Strøget uden at folk aner, hvem du er. De ved hvem Ulf Pilgaard og Lisbeth Dahl er – vi andre slører lidt hen. Så det var da et professionelt gennembrud med Cirkysrevyen, men mit store, egentlige gennembrud var bestemt “Live fra Bremen” på TV2. At få lov til at få en særstatus som solist. Der kunne jeg virkelig mærke en forskel. Det er primetime TV, og så bliver det smasket op i hovedet på folk fredag efter fredag.”

Det lyder som om du kæmper med at slippe for revy-stemplet?

“Jeg startede jo i revyen. Det var dem, der tog mig ind. De gav mig jobs. Men der er mange ting ved en revy ,som jeg hader i dag. Jeg tror ikke, jeg gider skrive revy mere. Det er for traditionsbundet. Man har for meget respekt for dem, som har haft faklen igennem mange år.

Hvis du skal lave den lille mand, som synger en sang om, at han er ked af, at hans søn skal i krig, så sætter man stadig én ind, som ligner Meyer fra Huset på Christianshavn med alpehue og brun frakke. Men ved du hvad? Ham, som har en søn i Afghanistan, han ligner mig. Han går i Armani jakkesæt og har et godt job. Det er simpelthen et levn fra dem, som sidder på revyen.” harcelerer Andreas Bo og fortsætter: “Det udtaler jeg mig gerne hårdt om. Jeg har ikke noget antiparti

over for revyen, men jeg kan ikke gå ind i det. Jeg er træt af, at man overholder nogle dogmer, som nærmest er ærbødigt over for de mennesker. Jeg savner simpelthen noget frækhed. Jeg savner at få lov til at sige pik, når jeg står deroppe. Og sige at jeg mener pik, i stedet for at skulle sige noget andet. For det er der nok nogle, der ikke kan tåle. Så se nu for fanden at komme ind i kampen og kig i kalenderen. Hvis I ikke kan lide det eller ikke vil høre det – så skal I ikke fylde de største sale i Danmark”, klager den 47-årige komiker videre.

 Er det derfor du søger mere og mere mod komikken?

“Jeg laver bare det, har jeg lyst til. Jeg vil bare gerne underholde folk. Så kom Live Fra Bremen, og der kunne jeg få lov til at tage alt det hår på og alle de dumme kostumer og hatte, jeg havde lyst til. Og samtidig kunne jeg få lov til at sige pik lige så mange gange, jeg havde lyst til. Det var fuldstændig spot on i forhold til, hvor jeg ville være. Jeg kunne lave nøjagtigt, hvad jeg havde lyst til. Der var ingen grænser. Og samtidig kunne jeg parodiere, så det var fuldstændig slaraffenland.”

 Hvor stammer dit talent for parodi fra?

“Det startede faktisk med, at jeg i en forestilling med Loyal Shakespeare Company fandt ud af, at jeg kunne parodiere Johannes Møllehave. Det grinede folk påfaldende meget af. Så tænkte jeg, nå der var sgu et eller andet, jeg kunne der. Ved næste forestilling lavede jeg Ole Thestrup,

og så kom jeg med i Nykøbing Falster revyen, hvor jeg parodierede flere på en gang. Jeg har fået det vindue, hvor det er mig der kan få lov at lave parodien første gang. Mange af de andre skal jo vente et år, indtil der er en revy. Jeg kan jo bare gå på TV og gøre det. Nogle elsker revy, nogle elsker stand-up, men begge genrer elsker parodien. Det er en komisk helt klassik gren – dét at kunne parodiere andre. Det jo god komik. Al satire er jo at lave grin med noget. Og der er sådan en gammel videnskab, der viser, at latter er lettelse over, at det ikke er os der er til grin. Og så er parodi jo også en hyldest. Det er lidt den der: ’’Nå, jeg er blevet så kendt, at vi kan samles om at grine af mig?’’ Det er jo en hyldest til folk.”

 En plagiat og en original – hvad er dit udgangspunkt for at kalde dit show Original?

“Da jeg lavede mit første show Plagiat, vidste jeg jo godt, jeg skulle rundt i hele landet til alle mulige, som havde lært mig at kende som ham fra Live Fra Bremen. Så dér vidste jeg jo godt, at jeg ikke kunne stille op uden at parodiere. Derfor tog jeg simpelthen konsekvensen og kaldte det Plagiat. Vi – mig og de folk jeg arbejdede sammen med – spurgte; “Hvad er det modsatte af plagiat? Jamen, det må være en original. Og idéen var simpelthen bare at sige; ’’Prøv at komme tilbage til rødderne – før jeg kom på TV.” Andreas Bo skruger tiden tilbage. “Det man kan huske fra gymnasiet, Meget intern og barnlig humor i virkeligheden. Hvis man nu kunne komme tilbage til den der infantile og gymnasiale komik, og så mikse den med alt det jeg har lært i de 20 år, hvor jeg har arbejdet professionelt. Og så sætte det op på en scene så humoren er original, men har været igennem en professionel vridemaskine – og så bare fyre den af.”, beretter Andreas Bo om baggrunden for det nye show.

Meget personligt

Herudover rummer Original en masse personlige sager. “Der er meget personligt med i showet. Jeg har skulle tabe mig, jeg fortæller om min stressperiode som udløste depression, jeg kommer omkring mit svigt overfor nogle gamle venner, og så det der med lige pludselig at blive opfattet som et plagiat, fordi jeg kan godt lide at parodiere. Det er personligt og tungt, og derfor bliver jeg nødt til med det her show at sige: “Jamen I får altså ikke lov til at sætte mig i den kasse.” Jeg vil da meget gerne parodiere. Men jeg kæmper. Jeg laver alt muligt andet i øjeblikket. Kun ud fra den betragtning, hvor jeg siger: “I skal ikke regne med, at jeg kun gør det’’.

Kærligheden

Du har skulle høre meget for dit forhold til din 12 år yngre model- kæreste. Er det noget, der kan gøre dig træt, eller er du ligeglad?

“Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg kunne ikke drømme om at lade nogen bestemme, hvem jeg elsker, og hvem jeg ikke elsker. Folk siger; “Den havde jeg fandeme ikke lige set komme, det virker mærkeligt.” Og det jo klart, sådan ville jeg da også tænke, hvis Mogens Camre blev kærester med Medina. Så ville man tænke, nå det må jeg nok sige. Men det er jeg jo ligeglad med, og jeg er jo ikke blevet kærester med Mascha for at gøre mig interessant. Det var tilfældigvis en pige jeg mødte nytårsaften. Og uanset hvad folk måtte have et sige om Mascha eller

om mig, så tæller kun, hvad jeg synes om hende, og hvad hun synes om mig. Helt old school. Men jeg er dybt forelsket i Mascha. Hun er pisse god til mig. Det mener jeg seriøst. Hun er fra Nordjylland for helvede. Og hun siger tingene fuldstændig, som de er. Og hun kan køre helt op i det røde felt over noget, men så er det ude af verden på seks sekunder – så har hun sagt, hvad hun synes. Og så kan jeg få hende til at grine 10 mininutter senere – det har jeg faktisk aldrig nogensinde tidligere oplevet. Det er sådan en fantastisk egenskab at have for en sådan behagesyg mand som mig. At jeg ikke skal gå en uge og gøre hende glad. At luften er renset på seks sekunder, hvis der et eller andet,” fortæller Andreas Bo med et stort smil på løben. Han fortsætter: “Og så er det bare sådan noget helt basalt at det virkelig er få mennesker, der kan få mig til at grine.

Hun har så pisse mange menneskelige kvaliteter, som er helt fantastiske. Og så det der med at hun er så kontroversiel. Hun har en fortid i et realityshow. Jeg ved nøjagtigt, hvem hun er. Jeg kender hende, så jeg synes bare det er sjovt. Jeg griner af alting.

Tænk sig at det lykkedes for den lille pige på 1 meter og 60 cm fra Bursted at overbevise folk om, at hun er sådan. Det synes jeg sgu’ egentlig er meget sjovt. Det er meget cool kørt. Hun er på den måde et brand. Men også bare en kernesund provinstøs fra Nordjylland, og det er sådan set, den jeg skal bruge. Jeg kan godt lide at være sammen med hende. Hvis hun bare sidder ovre i hjørnet og passer sin computer, så er jeg glad. Jeg vil bare gerne være i nærheden af hende. Og hun har det på samme måde med mig. Jeg kan egentlig godt bare lide at lave mad med hende, tømme skraldespanden og skifte bleer på Hollie (Maschas datter red.), tage mig af mine unger og sørge for, at vi får gjort dittten og datten”, fortæller Andreas Bog og slutter: “Forleden dag var jeg i Jylland og lave musik til showet i to dage. Så kommer hun og henter mig i lufthavnen. Jeg sætter mig ind på forsædet, og så sidder hun der. Og så glor jeg på hende, og så tænker jeg: Hold kæft, hvor er hun smuk! Det har jeg glemt. Og så tænker jeg fuck, det er jo bare hende som jeg elsker, som jeg gerne vil være sammen med.”

Andreas Bo Blå bog 

1967 : Andreas Bo bliver født på Fyn.

1977 : Andreas Bo flytter med famiien til Haslev på Sydsjælland.

1983-1986:  Andreas bliver udlært i ‘Flemmings

Herre- og Drengetøj I Haslev’

1986-1987: Spillede rockmusik I Aarhus og

arbejdede på et autolager.

1987-1988: Var førstemand I herretøjsbutik I Ballerup.

1989-91: Læste HF og kom ud med snit på 10,2.

1991: Læste medicin på Panum

Instituttet ved Københavns

Universitet, men hoppede fra uddannelsen.

Iben Hjejle er tilbage som hovedpersonen i TV2’s krimiserie ”Dicte”. Samtidig er hun efter et halvt års TV-optagelser klar til at generobre teaterscenen. Hun er taknemmelig for det held, der har fulgt hende, siden hun trallede ned ad en grusvej på vej til optagelserne af ”Mifunes sidste sang” for 15 år siden. Lige den episode endte ikke helt, som hun havde tænkt sig. Men ellers synes Iben Hjejle, at hun har været ret heldig. – Jeg var så glad. Jeg skulle lave film med Søren Kragh Jakobsen og Anders W. Berthelsen. Jeg kan huske, jeg gik på en solbeskinnet vej på Lolland på vej ned til gården, hvor vi optog filmen. Det var et øjeblik af total lykke. Jeg var nok lidt kålhøgen som jeg gik der i mine plateau- sko, så jeg vred om på anklen. Det kom til at forskubbe hele produktionen.

Det var dogmefilm og lidt nyt alt sammen. De skulle selv have styr på, at de havde det rigtige tøj på til scenerne. Man måtte ikke eftersynkronisere, så skuespillerne blev udstyret med microports – som de selv skulle finde ud af at anbringe.

– Anders tapede mikrofonen fast på brystet med gaffertape. Det gjorde så ondt at tage af, og han endte med en skaldet plet, husker Iben.

En af drengene

15 år senere er de begge blevet etablerede navne. For Ibens vedkommende udelukkende med film og TV i de seneste små 10 år, indtil Peter Langdal trak hende ind på Betty Nansen Teatret i sidste sæson:

– Det var første gang i ni år, og det var SÅ sjovt, at jeg næsten ikke vil andet, fortæller hun. – Jeg kunne godt mærke at jeg savnede at stå foran et live publikum, allerede da jeg spillede med i ”Live fra Bremen”. Men på Betty Nansen følte jeg nærmest hjemve. Så jeg sendte et signal ud om, at jeg gerne ville spille mere teater. Anders W. Berthelsen og Nikolaj Kopernikus lagde mærke til det og spurgte, om jeg ville med ud på Bellevue Teatret.

Forestillingen, som angiveligt er ’Shakespeares samlede værker på lige omkring 97 minutter’, er egentlig skrevet til tre mænd, men nu prøver trioen med Iben som den ene. Det er også årsagen til hendes aktuelle frisure.

– I England kender alle i hvert fald tre tragedier og 4 komedier af Shakespeare, siger Iben Hjejle om opgaven på Bellevue Teatret. – De forudsætninger har det danske publikum ikke nødvendigvis, så det kan godt være at vi må gøre det lidt mere ’forklar-mig-røv’, men det kan også blive sjovt. Det bliver en blanding af finkultur og falden-på-halen.

Forhekset af Macbeth

Faktisk er Shakespeare den direkte årsag til, at Iben er blevet skuespiller. Som barn så hun ”Macbeth” på Gladsaxe Teater med Fritz Helmuth som den magtstræbende konge: – Jeg tænkte, ’det vil jeg også – det er det jeg vil’. Det var magisk, men også farligt – med heksene, der forudsiger nøjagtig, hvad der vil ske, men bare ikke på den måde, Macbeth tror.

Der er ingen hekse, der har forudsagt Iben Hjejles karriere. Hun har heller ingen plan, men går efter projektet:

– Når unge skuespillere spørger mig, hvordan jeg har gjort f.eks. for at få roller i udlandet, så svarer jeg, at det jo er noget med et vist talent – men nok så meget at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det har jeg været, og det takker jeg gerne ’nogen’ for. Om det har været dogme, Østre Gasværk, USA, min tid i comedy-land. Jeg har været så privilegeret.

Hjem til Aarhus

Senest har ’det rigtige sted’ for Iben Hjejle været Aarhus.

– Jeg er utrolig glad for Aarhus – den har storbystemning, men på et lillebitte område, siger hun. – Og den ligger smukt som en halvmåne langs kysten med strand i begge ender. Det er også en universitetsby med en masse gode restauranter og cafeer. De yder i øvrigt væsentlig bedre service end i København – vi skulle skamme os! Jeg har bestemt ikke noget problem med at bo der i et halvt år ad gangen. Jeg gør det gerne igen.

– Jeg synes også, det er rart at se et andet miljø på TV end det københavnske, som efterhånden er gennemfotograferet.

Dicte og andre kvinder

For grunden til at Iben Hjejle har tilbragt et halvt år i Aarhus er selvfølgelig anden sæson af ”Dicte”, hvor handlingen nu forlader Elsebeth Egholms bøger og spinder videre på historien.

– I første sæson var krimiplottet vægtet tungt, siger Iben. – Nu er der skruet mere op for dramaet mellem de faste figurer.

Hvor temaet i første sæson var børn – afspejlet i Dictes søgen efter den søn, hun havde bortadopteret som teenager – bliver temaet denne gang kvinder.

– Det handler bl.a. om hvordan kvinder kommer i klemme i det kriminelle miljø, men begivenhederne omkring Dicte selv handler også om parforhold, familie og moderne samlivsformer. Der blev jo lagt godt i ovnen i første sæson, hvor Dicte indledte et forhold til en kollega på redaktionen, og jeg tør godt love, at bølgerne kommer til at gå højt. Det er svært at slå voksne liv sammen.

Mange familier

Det kan Iben tale med om. Hun er selv vokset op som skilsmissebarn og har været gennem flere parforhold, men …

– Hvis man lader sig skille, er det vigtigt at bevare relationen til eks’en. Det har jeg gjort mig umage med. Jeg har også venner, der er lykkedes med deres parforhold, og det har jeg gjort meget ud af at vise til mine børn: se, det kan lade sig gøre! For min søns vedkommende, så har han glæde af 2-3 familier.

– Det interessante er, at Dicte er blevet ekskluderet fra sin familie som 16-årig, men finder et nyt fælleskab med sine veninder – spillet af Lærke Winther og Lene Maria Christensen – som bliver hendes ’familie’. De er mor og far for hende. Jeg tror de fleste kvinder og mænd både har den familie, de er født i og så en, de har skabt. Uanset om de er blevet udstødt eller ej. Måske er den skabte familie vigtigere for kvinder end for mænd – jeg har i hvert fald selv en håndfuld, som er dem, jeg betror mig til, og dem, jeg fejrer med. Jeg synes, serien giver et godt portræt af sådan en gruppe.

Iben Hjejle er også god til at trække på andres råd. Det gør hun f.eks. når hun skal stille op til fotosession som Liebhaverboligens. Hun sværger simpelthen til brugen af stylist:

– Jeg bruger 90 % af min tid på at være klædt ud, så eg glemmer, hvad jeg selv kan lide, og så klæder jeg mig ud i stedet for at klæde mig på. Derfor bruger jeg – også privat – stylist, når jeg skal se flot ud. Jeg er på mange måder meget ’ukvindelig’. Jeg er hverken god til at klæde mig på eller til at indrette mit hjem. Men til gengæld kan man både sidde i, hoppe i og spilde på mine møbler! Og så har jeg gode bøger og god kunst på væggene.

– Lige nu har jeg gang i bogen ”Transatlantic” af Colum McCann, og (forfatteren, red.) Christian Mørk har lavet en læseliste til mig, som jeg skal i gang med.

80% sund

Ikke at Iben har svært ved at se godt ud – hun lever sundt og træner fornuftigt: – Jeg træner hos Lotte Arndal. Hun har et system, der er en blanding af kost, træning og søvn. Det har været livsomvæltende for mig – på en god måde. Grundlæggende er det et 80/20 system. Man holder igen 80% af tiden, og så fredag aften til søndag morgen kan man tillade sig rødvin, sjusser og flæskesteg. Det er også OK at falde i … hvis det altså er et stykke kvalitets-chokoladekage. Jeg bliver alligevel aldrig 180 cm høj med store muskler og kæmpe bryster. Man må komme overens med sit DNA, sin alder og sin formåen.

Foto Per Arnesen / TV 2.

København bobler og syder, når det kommer til mad. Kokkene står næsten i kø i køkkenet for at komme til at åbne nye spændende steder. Liebhaverboligen giver her et gastronomisk overblik over de mest spændende nyåbnede spisesteder – fra top-gourmet til gademad

no.2, Nicolai Eigtveds Gade 2, 1402 København K

En anden Michelin-restaurant, som har udvidet, er AOC. De har netop åbnet en nordisk bistro lige overfor Den Sorte Diamant. Stedet hedder no. 2 og fungerer som kulinarisk lillesøster. Producenterne og leverandørerne er dog de samme, så kvaliteten følger trop, og i selve køkkenet holder de sig absolut heller ikke tilbage på nogen måde. Retterne snuser til Michelin-stjernerne, selvom de er yderst rimeligt prissat. Placeringen ved havnen med masser af lys, luft og havvand har lynhurtigt gjort restauranten til sommerens populære hænge-ud-sted for madnørder.

Llama, Lille Kongensgade 14, 1074 København K

Cofoco imperiet tæller efterhånden så mange restauranter, at det kan være svært at danne sig et overblik. Men nyåbnede Llama i Lille Kongensgade, overfor Magasin, skiller sig markant ud. I hvert fald indretningsmæssigt. Hele restauranten, som ligger i en kæmpe kælder, er nemlig dekoreret med ekstremt farve­rige klinker fra gulv til loft, og det er ikke sådan lige noget, man glemmer. Rent madmæssigt sigter Llama mod Sydamerika og serverer deres egen version af eksotiske jungleretter til en meget fair penge.

Uformel, Studiestræde 69, København V

Det er blevet lidt af en trend i København, at Michelin-restauranter forsøger sig med en lillebror. Nogle af de første til den manøvre var Formel B, som åbnede Sletten i Humlebæk. Folk strømmede til, så nu har de gjort det igen. Deres nye restaurant Uformel ligger lige ved Palads-biograferne, i en gammel stripklub, men der er så sandelig gjort noget ved stedet. Selv­om alle retter ‘kun’ koster 100 kr., er her smæk for skillingen og noget af den bedste value-for-money i øjeblikket. Her serveres top gourmetmad til almindelige priser.

Øl & Brød, Viktoriagade 6, 1620 København

Mikkeller er blevet verdensberømt på at producere noget af klodens bedste øl. Det ry er noget, der trækker turister til deres hoved-øl-bar i Viktoriagade, og nu har de udvidet forretningsområdet, så de også kan tilbyde smørrebrød i højeste potens til de besøgende. De har simpelthen taget det gode gamle danske smørrebrød og sat det på kulinariske steroider. Derudover er her, selvfølgelig, et ekstremt godt udvalg af både øl og snaps.

20A, Ravnsborggade 20A, 2200 Nørrebro

Ravnsborggade har et stykke tid ligget og boblet med masser af nye initiativer, og det lader til, de er brudt gennem lydmuren med deres helt nede på jorden restaurant, 20A. Stamgæsterne flokkes om dagens ene ret til omkring 125 kr, og der står borde og lys på gaden, som tiltrækker vinglade lokale. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man var landet direkte i Paris.

Foderbrættet, Vesterbrogade 41, 1620 København V

København er virkelig ved at blive rigtig trendy – også målt internationalt. Det er ikke så lang tid siden, vi misundeligt kiggede mod USA og England, når vi skulle imponeres, men de tider er snart forbi. Nyeste skud på trend-stammen er Foderbrættet midt i hipster-hovedstaden Vesterbro. Her er tidens smarteste indretning parret med et menukort, der i princippet kun byder på tre ting; hotdogs, champagne og cocktails. Det er det, de unge vil ha’, og kvaliteten på gourmethotdogs’ene er forbavsende god. Specielt kan torske-hotdoggen anbefales. Ja, så har man hørt det med.

The Union Kitchen, Store Strandstræde 21,1255 København K

Cocktailbaren The Union har i flere år været et populært hang-out lige bag Nyhavn. Nu har de åbnet en restaurant lige overfor, hvor man så også kan få stillet den rigtige sult. Rammerne i de smarte lokaler er som taget ud af et boligmagasin, og klientellet kunne for så vidt også være trådt direkte ud af et modeblad. Køkkenets speciale er meat balls, som serveres i mange forskellige afskygninger, og ja, man kan selvfølgelig godt få cocktails til.

Barbie, Trommesalen 5, 1614 København V

I disse tider går alle snart til Crossfit og tæller nidkært kalorier, når der skal spises. Der måtte jo ligesom komme en modreaktion, og den er i dén grad kommet på Restaurant Barbie. Det er stadigvæk et lidt hemmeligt spisested i kælderen på en anden restaurant, nemlig Retour Steak Vesterbro, og de har kun åbent torsdag, fredag og lørdag. Til gengæld giver de den kød-gas til den helt store grill-medalje, når de fyrer op – og du kan være helt sikker på, du ikke mangler proteiner, når du hiver dig op af trappen igen.