København bobler og syder, når det kommer til mad. Kokkene står næsten i kø i køkkenet for at komme til at åbne nye spændende steder. Liebhaverboligen giver her et gastronomisk overblik over de mest spændende nyåbnede spisesteder – fra top-gourmet til gademad

no.2, Nicolai Eigtveds Gade 2, 1402 København K

En anden Michelin-restaurant, som har udvidet, er AOC. De har netop åbnet en nordisk bistro lige overfor Den Sorte Diamant. Stedet hedder no. 2 og fungerer som kulinarisk lillesøster. Producenterne og leverandørerne er dog de samme, så kvaliteten følger trop, og i selve køkkenet holder de sig absolut heller ikke tilbage på nogen måde. Retterne snuser til Michelin-stjernerne, selvom de er yderst rimeligt prissat. Placeringen ved havnen med masser af lys, luft og havvand har lynhurtigt gjort restauranten til sommerens populære hænge-ud-sted for madnørder.

Llama, Lille Kongensgade 14, 1074 København K

Cofoco imperiet tæller efterhånden så mange restauranter, at det kan være svært at danne sig et overblik. Men nyåbnede Llama i Lille Kongensgade, overfor Magasin, skiller sig markant ud. I hvert fald indretningsmæssigt. Hele restauranten, som ligger i en kæmpe kælder, er nemlig dekoreret med ekstremt farve­rige klinker fra gulv til loft, og det er ikke sådan lige noget, man glemmer. Rent madmæssigt sigter Llama mod Sydamerika og serverer deres egen version af eksotiske jungleretter til en meget fair penge.

Uformel, Studiestræde 69, København V

Det er blevet lidt af en trend i København, at Michelin-restauranter forsøger sig med en lillebror. Nogle af de første til den manøvre var Formel B, som åbnede Sletten i Humlebæk. Folk strømmede til, så nu har de gjort det igen. Deres nye restaurant Uformel ligger lige ved Palads-biograferne, i en gammel stripklub, men der er så sandelig gjort noget ved stedet. Selv­om alle retter ‘kun’ koster 100 kr., er her smæk for skillingen og noget af den bedste value-for-money i øjeblikket. Her serveres top gourmetmad til almindelige priser.

Øl & Brød, Viktoriagade 6, 1620 København

Mikkeller er blevet verdensberømt på at producere noget af klodens bedste øl. Det ry er noget, der trækker turister til deres hoved-øl-bar i Viktoriagade, og nu har de udvidet forretningsområdet, så de også kan tilbyde smørrebrød i højeste potens til de besøgende. De har simpelthen taget det gode gamle danske smørrebrød og sat det på kulinariske steroider. Derudover er her, selvfølgelig, et ekstremt godt udvalg af både øl og snaps.

20A, Ravnsborggade 20A, 2200 Nørrebro

Ravnsborggade har et stykke tid ligget og boblet med masser af nye initiativer, og det lader til, de er brudt gennem lydmuren med deres helt nede på jorden restaurant, 20A. Stamgæsterne flokkes om dagens ene ret til omkring 125 kr, og der står borde og lys på gaden, som tiltrækker vinglade lokale. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man var landet direkte i Paris.

Foderbrættet, Vesterbrogade 41, 1620 København V

København er virkelig ved at blive rigtig trendy – også målt internationalt. Det er ikke så lang tid siden, vi misundeligt kiggede mod USA og England, når vi skulle imponeres, men de tider er snart forbi. Nyeste skud på trend-stammen er Foderbrættet midt i hipster-hovedstaden Vesterbro. Her er tidens smarteste indretning parret med et menukort, der i princippet kun byder på tre ting; hotdogs, champagne og cocktails. Det er det, de unge vil ha’, og kvaliteten på gourmethotdogs’ene er forbavsende god. Specielt kan torske-hotdoggen anbefales. Ja, så har man hørt det med.

The Union Kitchen, Store Strandstræde 21,1255 København K

Cocktailbaren The Union har i flere år været et populært hang-out lige bag Nyhavn. Nu har de åbnet en restaurant lige overfor, hvor man så også kan få stillet den rigtige sult. Rammerne i de smarte lokaler er som taget ud af et boligmagasin, og klientellet kunne for så vidt også være trådt direkte ud af et modeblad. Køkkenets speciale er meat balls, som serveres i mange forskellige afskygninger, og ja, man kan selvfølgelig godt få cocktails til.

Barbie, Trommesalen 5, 1614 København V

I disse tider går alle snart til Crossfit og tæller nidkært kalorier, når der skal spises. Der måtte jo ligesom komme en modreaktion, og den er i dén grad kommet på Restaurant Barbie. Det er stadigvæk et lidt hemmeligt spisested i kælderen på en anden restaurant, nemlig Retour Steak Vesterbro, og de har kun åbent torsdag, fredag og lørdag. Til gengæld giver de den kød-gas til den helt store grill-medalje, når de fyrer op – og du kan være helt sikker på, du ikke mangler proteiner, når du hiver dig op af trappen igen.

Sarah-Sofie Boussnina bliver svær at overse i denne måned. Hun er aktuel som den unge Kimmie i ”Fasandræberne”, og hun bliver fast gæst på TV søndag aften, når Ole Bornedals ”1864” ruller over skærmene fra den 12. oktober.

Siden Sarah droppede ud af gymnasiet efter 2. G for at tage en hovedrolle i TV-serien ”Lærkevej”, har hendes karriere kørt for fulde omdrejninger. Serien kørte i tre sæsoner og kulminerede med en spillefilm, og i mellemtiden blev det til roller i ”Forbrydelsen III” og sidste års julekalender ”Tvillingerne og Julemanden”, ungdomsfilmen ”Bora bora” med mere. Alt sammen med fuld opbakning fra kernefamilien hjemme Svendborg. Og alligevel kan Sarah godt komme ind under huden på den vilde, grænsesøgende Kimmie i ”Fasandræberne”.

Offer – eller den, der slår

– Jeg har læst bogen 3 gange for at forstå Kimmie, fortæller hun. – Det var en udfordring at finde ind til grunden til, at hun gør de onde ting, hun gør. Jeg tror grund- læggende, at alle har alle sider i sig, men det er kun nogle af dem, der kommer op til overfladen, på grund af den måde, vi bliver opdraget. Med Kimmie er der stor forskel på, hvad hun føler, og hvad hun gør. Indeni er hun sårbar, men udenpå er hun hårdfør; hun tør slå andre mennesker, hun tør forføre en lærer. – Om man vokser op på Vestegnen eller som Kimmie i et privilegeret hjem i Gentofte, så afhænger det af psyken, om man vælger at blive et offer eller at blive den, der slår, når man – som Kimmie – er et glemt barn. Hun har aldrig følt, at nogen har elsket hende. I hvert fald ikke før Ditlev. Der er en enorm vrede i hende, og den kommer ud som aggression, fordi hun ikke kan tale om den. Måske føler hun, at hun hævner sig på forældrene.

Sarah var udenfor

Og nej, Sarah-Sofie Boussnina har ikke selv et generalieblad hos politiet eller en sag hos de sociale myndig- heder. Men når hun overhovedet har kastet sig over skuespillet, så skyldes det netop, at hun havde brug for at blive set, og at det var et sted, hvor hun kunne blive accepteret, fordi hun ikke følte hun passede ind med kammeraterne i skolen.

– Selv om jeg gik på en lille privat- skole, følte jeg ikke, at jeg passede ind, fortæller hun. – Jeg interesserede mig ikke for det samme som de andre og følte mig udenfor. Jeg blev sat i bås som hende den lidt mærkelige. Samtidig blev min lilebror syg, da jeg lige var i starten af teenageårene. Det påvirkede familien, og jeg følte mig lidt glemt. At starte i en teatergruppe og som 14-årig at begynde at læse hos en skuespiller gjorde, at jeg fandt et rum, hvor jeg fik lov til at være mig selv.

Blondiner har det bare …

I ”Fasandræberne” bærer Sarah kun halvdelen af rollen som Kimmie, mens Danica Curcic spiller den voksne Kimmie i filmens ’nutid’. De to skuespillere ligner hinanden i forbløffende grad og er selvfølgelig castet derefter, men derudover forsøgte de ikke at efterligne hinanden. Tværtimod. Fordi Sarah samtidig var ved at indspille serien ”1864” havde hun fået farvet håret blond, så det måtte den unge Kimmie så også have.

– Det var Ole Bornedals idé, men vi løste det, så jeg fik en frisure, der så nogenlunde smart ud. Det kunne godt være en form for oprør fra Kimmies side. Men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke græd, da de klippede mit lange hår af.

– Som kvinder er jeg blevet overrasket over, hvor meget andres opfattelse af en ændres med udseendet, tilføjer Sarah. – Nu bor jeg ved Halmtorvet på Vesterbro, og pludselig oplevede jeg, at biler holdt ind, fordi mændene troede, jeg var prostitueret.

Det er uhyggeligt

Hun skal være den første til at erkende, at der både er fordele og ulemper ved at bo på det hippe Vesterbro. Halmtorvet med politistationen og masser af mennesker er ikke det så slemt (selv om hun har fået stjålet en taske i Kødbyen), men sidegaderne …

– Jeg kan ikke lide mennesketomme steder, afslører hun. – Sidegader både på Vesterbro og Nørrebro uden menneskelig aktivitet og øde parker er skræmmende. Jeg tør slet ikke løbe i Søndermarken om aftenen, når tusmørket breder sig.

Hun fik sig også en alvorlig forskrækkelse, da hun kom alene til København for fem år siden og fik en lille lejlighed i Nansensgade. – Bagdøren var udstyret med skruelås, hvilket vil sige, at den kun kan åbnes indefra, husker hun. – En dag, da jeg kom hjem opdagede jeg, at den stod åben. Jeg blev virkelig bange og ringede efter politiet. Der manglede ingenting, men bare tanken om, at en eller anden havde været der, var skræmmende. Den nat måtte jeg sove hos en veninde!

Det er ikke gratis

Ellers er Sarah-Sofie Boussnina ikke bange af sig. Hun ville forfærdelig gerne have haft lov til at udføre sine stunts i ”Fasandræberne”, men af forsikringshensyn måtte hun ikke. Derimod var det en stor udfordring for hende, at Kimmie i en scene skulle forføre en af sine lærere.

– Det er den første sexscene, jeg har spillet, den første, hvor jeg er nøgen. Det var dagens sidste scene, men jeg havde ondt i maven hele dagen. Det fortalte jeg til instruktøren, Mikkel Nørgaard: ’Jeg er utryg ved scenen, jeg har ikke lyst til det, men jeg gør det.’ Og han svarede: ’Sarah, nu giver du noget til mig. Det er ikke gratis, og jeg skal passe på det. Lige nu er det kun dig og mig.’ Det hjalp, så jeg kunne føle mig tilpas.

Under Bent Mejdings vinger

Her, som mange andre gange, lærer Sarah på jobbet. Hun har ganske vist fået taget sin studentereksamen, men det er endnu ikke lykkedes hende at komme ind på en af teaterskolerne.

– Skuespil er meget learning-by-doing, men jeg ville da vildt prøve at udvikle mig sammen med et ensemble på en teaterskole, hvor der er tid til fordybelse. På den anden side har jeg arbejdet med nogle at landets dygtigste skuespillere. Når man har den attitude, at man altid er klar til at lære noget, så kan det ikke gå helt galt.

– Jeg tilbragte det meste af sidste sommer sammen med Bent Mejding, da vi indspillede ”1864”. Han tog mig under sine vinger og har lært mig virkelig meget. Han er så talentfuld, og jeg har stor respekt for ham.

Fortid – nutid – fremtid

Sarah og Bent Mejding optræder i en rammehistorie i ”1864”, hvor hun er en utilpasset teenager fra en familie, der er gået i opløsning efter, at hendes bror er blevet dræbt i Afghanistan. Hun bliver så ansat til at hjælpe den gamle godsejer – Mejding – som ikke kan fordrage hende (og omvendt), men finder på godset en gammel dagbog. Og dermed bringes, hvad der for de fleste unge er støvet historie, i forbindelse med vore dage.

– Selv kendte jeg selvfølgelig til slaget ved Dybbøl, men jeg anede ikke, hvor mange der døde i slaget, og hvor håbløs hele den krig var. Det er første gang, jeg spiller med i et historisk drama, så jeg har sat mig godt ind i perioden. Jeg fik lyst til at lære mere. Det tror jeg også, at mange andre unge vil, når de først oplever den parallel mellem nutid og datid, som vi drager.

Så vidt fortiden. Hvad fremtiden angår, så har Sarah-Sofie Boussnina allerede færdiggjort filmen ”Comeback”, der har premiere til januar, og en ny film af Anders Walter, der vandt en Oscar for ”Helium”. Derudover spøger der endnu en TV-serie, som Sarah imidlertid ikke vil snakke om.

Liebhaverboligen har, som det eneste danske magasin, talt med designeren Tommy Hilfiger i forbindelse med lanceringen af hans nye samarbejde med en række af møbelbranchens unge, lovende designtalenter. Samarbejdet er et led i ”True to the Blue” – en kampagne, der hylder Hilfigers lange kærlighedsaffære med denim og farven blå.

I Danmark bygger vores nye generation af industrielle designere stadig videre på den betydningsfulde designtradition, klassiske møbeldesignere som Finn Juhl, Poul Kjærholm og Arne Jacobsen grundlagde. Hvilke møbeldesignere inspirerer dig, og hvordan kommer det til udtryk … i dit modedesign?

Jeg har altid beundret Paul Evans’ arbejde. Han var en talentfuld amerikansk designer, skulptør og kunstner med en karakteristisk signaturstil, der fusionerede møbler og kunst med teknologi og håndværk. Jeg er inspireret af, hvordan han kombinerede materialer for at opnå uventede resultater med et stærkt udtryk.

… og i din personlige tilgang til indretning?

Min kone Dee og jeg finder stor glæde i at samle kunst og cool vintagemøbler, når vi er ude og rejse. Vi har begge vores præferencer og smag, som kombinerer modernisme med ”old-world”-charme for at skabe en eklektisk blanding.

Set med skandinaviske øjne forekommer møblerne i den nye kollektion at være inspireret af nordisk designæstetik. Er det rigtigt, og hvis ja er – hvorfor? Hvis det ikke er rigtigt – er der andre specifikke former for designæstetik, der har påvirket dit design i særlig høj grad?

De industrielle designere kom med hver deres unikke og moderne fortolkning af vintagemodeller fra 70ernes People’s Place. Teamet i O&G Studio var inspireret af en blanding af skandinavisk og amerikansk design.

Hvordan startede samarbejdet med møbel designerne? Hvordan var du involveret i processen med at gentænke møbeldesignet fra People’s Place?

Mine egne erfaringer fra begyndelsen af min karriere inspirerede mig til at støtte nye talenter og lovende designere – fra musikere og malere til modedesignere og industrielle designere. Da jeg udviklede True to the Blue-programmet, blev jeg med det samme begejstret for muligheden for at samarbejde med unge industrielle designere. Vi gav dem frie hænder til at nyfortolke de klassiske modeller, jeg havde i min første forretning, People’s Place, med deres helt egen, unikke stil og udtryk. Den eneste betingelse var, at de skulle integrere denim, chambray eller en signaturnuance fra den blå farveskala i deres design.

Historien spiller helt åbenlyst en stor rolle, både for True to the Blue-projektet, og når du designer din modekollektioner til hver sæson. Hvorfor lader du dig konsekvent inspirere af fortiden til at forme fremtiden?

At se tilbage i historien er en af mine vigtigste inspirationskilder. Mit mål som designer har altid været at genopfinde den klassiske, preppy, typisk amerikanske stil med et moderne twist. Hvorfor spiller historien så vigtig en rolle i mærkets DNA og Tommy Hilfigers nuværende design? Hvordan kan et så stort, kommercielt og succesrigt mærke blive ved at være autentisk og originalt?

Jeg har fået succes ved at følge mine drømme og være tro mod mig selv og mine overbevisninger. Fra begyndelsen har det været mit mål at genopfinde vores signaturstil – det klassiske, cool, preppy look – på forfriskende nye måder, som får mit design til at fungere i dag. Vi har vokset os store og er blevet et globalt mærke, men det “klassiske, amerikanske, cool” look og udtryk er og bliver kernen i vores Tommy Hilfiger-signaturstil.

Paul Venaille

“Jeg var inspireret af organiske former og 1970’ernes design; Jeg kan godt lide at skabe kontraster mellem kurver, linjer og rå materialer”. www.colocraft.fr

Benjamin Tortiger

“Det er fantastisk, at Tommy Hilfiger støtter os og hjælper med at promovere vores generation af designere”. www.benjamin-tortiger.com

Jonah Takagi

“Blå er en cocktail af modsættende stemninger: ro, melankoli og mod”. www.ateliertakagi.com

Debra Folz

“Farvetrends skifter fra år til år, men blå er klassisk og altid i sæson”. www.debrafolz.com

Da jeg ankommer til det nye smukke boutique Hotel SP34 i det indre København, er det Sarah Grünewalds valg af sted. Hun elsker at være omgivet af ro, stilistisk, men hyggeligt design og at sidde midt i hjertet af København og kigge på mennesker, ryge en cigaret, spise ansjoser og arbejde. Den 30 årige model og skuespillerinde møder mig med en telefon ved øret, men man får stadig et nærværende og varmt kram som hej. Telefonsamtalen er vigtig. Det er hendes lillebror, som har et problem, der skal løses – noget med kærlighed. Det er en kærlig og varm storesøster, jeg overhører give sin lillebror råd, og samtalen afspejler resten af vores dag sammen og Sarah som person; nærværende og empatisk! Mød den aktuelle Vild Med Dans-værtinde til et eksklusivt interview om hendes juli-bryllup, hendes bolig, parforholdet og en jagt på sin fars anerkendelse.

“Jeg voksede op i den lille strandby Marienlyst i Nykøbing Falster. Min far havde en restaurant i byen, og jeg blev ret tidligt smidt ud i arbejdslivet, hvor jeg serverede og gik til hånde. Min mor var stewardesse hos SAS, og hun tog os nogle gange med på hendes rejser, hvor min bror og jeg agerede små hjælpere, der serverede kaffe og te. Det var til tider hårdt med to udearbejdende forældre med skæve arbejds- tider. Min far glemte tit sin familie på grund af det travle arbejdspres, og han var den, jeg altid var på jagt efter anerkendelse fra. Jeg følte ikke, han så mig. Hans måde at vise kærlighed på var at skælde ud og sætte grænser. Jeg har virkelig brug for berøring, nærvær og mennesker som er tæt på mig, så derfor har det været svært for mig at forstå hans måde at vise sin kærlighed på. Min mor var helt anderledes. Altid blød og ikke så mange grænser, og hun hyldede altid min bror og jeg for de mennesker, vi var.

Nu’ det nok far!

For små tre år siden fik jeg nok af min fars facon og væremåde overfor mig. Jeg var træt af, at han ikke kunne anerkende alt det, jeg var og stod for. Min far havde altid skubbet mig hen mod at blive en forretningskvinde. Så at jeg valgte modellivet, der omfatter gratis arbejde indimellem, i en tidlig alder, var uforståeligt for ham. For ham var det ikke et rigtigt arbejde. Da han for cirka tre år siden endnu engang skældte mig ud – denne gang for at ryge cigaretter – havde jeg fået nok. Jeg påtog mig voksenrollen og responderede med, at jeg synes det var dejligt, at han elskede mig så meget, at han var bange for at miste mig til cigaretter. Der lukkede jeg munden på ham. Det var åbenbart afgørende, at jeg italesatte kærligheden, for siden da har vi haft et varmt forhold. Jeg nusser ham og italesætter mine følelser mere, og han prøver på sin måde at give det samme tilbage ved at klappe mig på skulderen – han gør det så godt, han kan.

Håndbajere og stærk tobak

Han har også accepteret og anerkendt, at jeg rent faktisk ER en forretningskvinde. Efter han har set mig på TV, har han efterhånden forstået at mit engagement som model, som skuespiller og som TV-værtinde er en karriere, der kræver hårdt arbejde. Det har været en lang jagt at få min fars anerkendelse, og det er så dejligt at have den nu. Min mor har derimod altid set mig, som den jeg var. Hun har pustet balloner op for min karriere. Selv da jeg kom ind i en rebelsk tid som punker, bumset og piercet teenager med hang til håndbajere og stærk tobak, så hun stadig mig, som den jeg var. Den tid var på mange måder speciel, og jeg tror, at min mor forstod, at jeg havde brug for flere farver og facetter i mit liv. Jeg fortryder ikke et sekund den tid. Det gør kun, at jeg i dag kan tale med alle slags typer fra forskellige sociale lag. Årsagen til jeg er kommet helskindet ud af den tid, er jo netop, at jeg altid har haft et ben godt placeret i begge lejre. Jeg er sgu’ nok et godt produkt af begge mine forældre’.

Mobbet som model

Jeg har altid ønsket mig at blive anerkendt for et godt stykke arbejde fremfor at være smuk. Selvfølgelig er det en gave at være smuk, men det skal være afbalanceret. Det er vigtigt for mig at udvise nærvær og ikke komme ind på en arbejdsplads som en rekvisit. Jeg vil være en del af et hold. At levere et stykke arbejde uden at være nærværende overfor hele holdet er det værst tænkelige for mig. Jeg husker tydeligt et modeljob i udlandet for nogle år siden, hvor jeg blev udelukket af fælleskabet og konsekvent blev kaldt The Model. De brugte ikke mit navn, jeg måtte ikke spise frokost sammen med dem, og de talte henover hovedet på mig. Det kan man ikke gøre med mig. Så tager man mig fra mig. Det er så vigtigt for mig at føle fælleskab og at man løfter en opgave sammen. Derfor er jeg så sindssygt forelsket i hele produktion Vild Med Dans. Det er et stort fælleskab, hvor alle bliver taget alvorligt, og hvor alles funktioner er vigtige. Det er en stor maskine med små skruer, men mangler der bare en enkel skrue, ryger det hele på gulvet, da her er tale om live TV. Jeg synes, det er den fedeste arbejdsplads. Det er en stor tæt familie, og jeg lægger stor vægt på, at hele holdet har det godt sammen med mig. Jeg nægter at være hende, der bare kommer ind i stort skrud og i høje hæle. Danserne skal vide, at de har mig i ryggen, at jeg ser dem og holder med dem.

Med til dansetræning

Sidste år ville jeg være med til deres træning så ofte som muligt, og derfor var det ekstra hårdt arbejde. Én ting var jeg var ny værtinde, men jeg prøvede så vidt muligt at være der til deres træning for at have noget at tale med dem om, så jeg vidste, hvad der rent faktisk foregik i løbet af ugen. Så det var fuldtidsarbejde, som var hårdt, men fedt fordi jeg ville ind under huden på alle og gøre mig umage. Der skal ikke være nogle sure miner, for jeg elsker at arbejde.

Kig på mig!

Jeg er dog så privilegeret at meget af mit arbejde, der ikke har med Vild med Dans at gøre, kan klares ved møder på telefon eller computer. Jeg er MEGET på min telefon, og det har været den største udfordring med min mand og jeg. Vi har to vidt forskellige måder at arbejde på. Han er forfatter, så når han skal skrive, tager han ud på Den Sorte Diamant og skriver. Jeg bruger konstant min telefon, og det har været svært for Rasmus at vænne sig til. “Hey kan du ikke lige kigge på mig?”, siger han ofte. Min lejlighed er mit hjemmekontor, men for ham er det et frirum, hvor han ikke arbejder, så det tog lidt tid at få finpudset vores forskellige arbejdsmetoder og liv.

Modbydelig kæreste

Jeg har altid været en forholdspige – jeg har aldrig forstået de der one-nigth-stands. Fra jeg var 16 og fem år frem, havde jeg et forhold, som på alle måder var usundt. Min daværende kæreste havde en sindssyg evne til at få de værste ting op i mig. Han kunne få mig til at føle mig udnyttet, og han jokkede på mine værdier som menneske. Lige så romantisk og charmerende han kunne være, lige så modbydelig kunne han også være. Den følelse af udnyttelse, han gav mig dengang, har siden ligget dybt i mig. Jeg har derfor aldrig kunne lide at give mig selv ud til en eller anden for en enkel nat. Når jeg mærker kemi og vælger mennesker ind i mit liv, så giver jeg så meget af mig selv, så det skal ikke være til hvem som helst. Jeg ved, hvad jeg er værd – de mennesker omkring mig er valgt med omhu, og det samme er Rasmus (Sarahs mand, red.).

Stor fan – men ikke speciel lækker

Jeg var fan af Rasmus lang tid inden, vi blev kærester. Han har arbejdet som DJ i mange år, og jeg sørgede altid for at være de steder, han spillede. Jeg synes, han er en af Danmarks bedste DJs, fordi han er så teknisk dygtig, så man kan roligt kalde mig en decideret fan. Jeg synes ikke han var specielt lækker , men da jeg er en musiknørd, som både spiller klaver og guitar og synger, blev jeg fascineret af hans talent og synes, han var møgfed. Da jeg mødte Rasmus, var det for mig et eller andet sted et ubevidst ja til at være sammen med ham resten af mit liv. Efter at have datet ham et par gange, kunne jeg bare mærke sådan en rolig fornemmelse i mig. Der var et eller andet, der var anderledes med ham – det var en rolig bundforelskelse. Med andre kærester har jeg frygtet at miste – det gør man jo, når man elsker, men tidligere har det været en frygt for at miste dem til andre kvinder eller på grund af forskelligheder. For første gang i mit liv gik min frygt her på at miste Rasmus til sygdom eller ulykker – en grundangst for at miste ham til noget som jeg ikke havde kontrol over. Jeg tænker, at det er sådan, man har det med sine børn!?

Privat foto fra brylluppet

Jeg er ikke bange for at få løst problemer med Rasmus – men bange for at miste ham. Med ham er der styr på alt det basale. Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg tror, der er mænd i livet, der er ’meant to be’, men man skal være heldig, hvis man møder bare en af dem. Jeg har bare været heldig at møde manden i mit liv nu.

Ingen betænkningstid med brudekjolen

Bryllupper har egentligt aldrig sagt mig det store. Jeg har aldrig haft den store pigedrøm om, at far skulle følge mig op af kirkegulvet, men da jeg møder manden i mit liv, så virkede et bryllup som det mest naturlige for mig. At gå ind i et hus med højere magter og sige ja til hinanden var pludselig det helt rigtige. Pludselig tog formatet bryllup mig med storm. Vi blev viet i Islands Brygge kirke. Jeg havde fundet en så fin vintagekjole hos Vintage Bride på Frederiksberg. Det var bare SÅ meget mig! Jeg havde ellers lavet aftaler hos fem af de store kjoledesignere, men da jeg kom ud til Vintage Bride i den lille stuelejlighed, som emmer af 60’er stil og charme, så vidste jeg det skulle være den kjole, og jeg aflyste mine fem aftaler.

Privat foto fra brylluppet

Kodeordet er perler

Kodeordet for Rasmus og jeg har gennem hele bryllupsplanlægningen været ’PERLER’. Ikke rigtige perler, som du bærer om halsen, men “perler” man finder rundt omkring.

Det er den røde tråd i mit liv, at man finder steder, hvor man føler sig heldig, unik, lykkelig og finder ro. Så vores bryllupsdag var planlagt sådan, at efter vielsen i kirken skulle vores 80 gæster ud på “perler”. Vi havde lejet Søkoen, som er en tømmerflåde indrettet som en dagligstue. Jeg elsker den tømmerflåde, hvor du føler dig fri, og du kan spille musik og nyde livet. Vi gjorde et stop med tømmerflåden hos en af Rasmus’ venner, der har et lille vinlager under Knippelsbro. Ud med store plankeborde, masser af vin og solskin. Dét vinlager er endnu en af vores perler. Selve middag og fest holdt vi på en fantastisk italiensk pop-up restaurant Il Buco, som ligger i en charmerende baggård på Bryggen med kulørte lamper og vasketøj, og musikken spillede fra det skønneste jazzband, som Rasmus og jeg havde hørt første gang sammen på Københavns ældste værtshus ’Det Hvide Lam’. Hele dagen var en perle. En dag fyldt med fede lækre ting, som vi vidste var i orden, og som var os. Dagen efter brylluppet tog vi op og lagde min brudebuket på Rasmus’ fars grav, og så rejste vi på bryllupsrejse til Menorca. Det var mit livs kærlighedsfest.

Privat foto fra brylluppet

Samvittighedsløs hjælp

Jeg synes, der er mange offentlige personer, der har travlt med at hjælpe organisationer ved at lægge et billede ud af dem selv på et socialt medie. Hvis jeg skal være ærlig, så kan jeg ikke holde det ud – jeg vil se noget handling. Jeg savner, at nogen MENER, at de vil hjælpe. Jeg blev spurgt om et hjælpeprojekt på Roskilde Festivalen omkring spildt mad, der skulle gå til hjemløse. Man skulle bruge tre dage på at køre rundt med mad til de hjemløse, men de krævede et billede af mig – men ikke at jeg rent faktisk tog med rundt i de tre dage. Hvor er vi henne? Hvis jeg siger ja til den slags, så er det, fordi jeg er med som alle de andre i tre dage. Jeg vil gerne poste på sociale medier, men har ikke samvittighed til at poste uden rent faktisk at gøre en forskel. For et par år tilbage sov jeg ude på et herberg på Nørrebro og hjalp de hjemløse med mad og omsorg. Det kan godt være, at jeg har stilletter på om fredagen, men jeg elsker også hårdt arbejde, jord under neglene og at hjælpe, hvor jeg kan. Jeg har masser af planer fremadrettet i forhold til at hjælpe dem, der er de svage i samfundet – og jeg mener det.

Sarah om hendes hjem:

’Min indretning har været en blanding af mange forskellige ting – nok en søgen efter identitet, hvilket mit hjem afspejler. Mit hjem betyder rigtig meget for mig. Når jeg sidder i min lejlighed, skal jeg have følelsen af, at jeg ikke har lyst til at være andre steder. Jeg skal have smukke ting at kigge på, minder fra rejser, fotos og tonsvis af stearinlys – jeg er stearinlys junkie. Jeg bor lyst og farverigt, og jeg er samler. Sådan en samler, som er så dårlig til at smide ud, men dog god til at gemme i kælderen. Der skal være overskueligt hos mig, ikke for rodet, men heller ikke klinisk. Det er rigtig vigtigt for mig, at dem, der kommer hjem til mig, kan se hvem, der bor der. Det kan man absolut hos mig! Mine venner og veninder elsker at være hos mig, fordi jeg skaber hygge. Min lejlighed på 100 m2 har store vinduer og ligger på 3. sal, så der kommer masser af naturligt lys ind i lejligheden. Jeg har masser af autentiske fotografier på mine vægge, ikke så meget kunst og malerier. Jeg har fotos, jeg selv har taget fra mine rejser – jeg elsker selv at tage billeder. Jeg har blandt andet et billede af tre smilende mænd fra Sri Lanka. De blev så glade og stolte over, at jeg så dem og ville tage billeder af dem. Og så er jeg vild med elefanter, dem er der også mange fotos af hos mig. Fotos fra skønne stunder med veninder, som gør mig glad at kigge på, fylder også en del på mine vægge, hvor jeg også har et kæmpestort maleri, som jeg fik af min tidligere kæreste Matthias (Hundebøll, red.) til min 25 års fødselsdag.

En Bodil i bagagen er ikke den dårligste start på en skuespilleruddannelse. Sara Hjort Ditlevsen var nået et punkt, hvor hun kunne leve af skuespillet, da hun endelig blev optaget på Teaterskolen i Aarhus. Hun er da også hurtigt ude i ’praktik’ på forestillingen ”Heidi” på Teater Grob til maj.

Vores rektor er meget fleksibel, fortæller Sara Hjort Ditlevsen. – Jeg har også fået lov til at gøre både den hollandske ”Borgman” og den norske ”Dirk Ohm” færdig, som jeg havde fået job på, inden jeg blev optaget. Og så er jeg i praktik allerede her på 2. år, hvor de fleste venter til 3. år … hvor jeg nu også har en praktik på Skuespilhuset.

Hele Saras karriere, der begyndte med amatørteater som barn i Birkerød, kulminerede hendes hovedrolle-Bodil for ”Undskyld jeg forstyrrer” sidste år og som nævnt roller i udenlandske film, men har i lang tid været noget, der skulle suppleres med caféjobs og vikararbejde. Sideløbende har Sara søgt om optagelse på en af teaterskolerne, og kom så ind i 2012.

Skuespiller uanset hvad

– Det er jeg meget glad og taknemmelig for, siger hun. – Jeg har jo brugt år på at bygge min karriere op, så jeg ville være skuespiller uanset om jeg kom på skole eller ej, men det er ensomt ikke at have gået på skole. Man har ingen at dele oplevelsen med.

– Der er da nogle filminstruktører, der har spurgt, ’hvorfor vil du på skole, du har jo arbejde.’ Der har ligget en frygt for, at skolen ville give mig en teknik, der ødelagde det, jeg allerede havde. Det mener jeg ikke. Jeg havde problemer med min stemme, og nu har jeg fået den teknik, der skal til, så jeg ikke ødelægger den. Men først og fremmest elsker jeg at være en del af en udvikling sammen med jævnaldrende, Vi lærer af hinanden, bryder mure ned og ser de andre gøre det, og glæder os på deres vegne.

– At spille med i en film er lidt som at springe ud fra 10 metervippen; der er højst en dag til at få en scene i kassen. Der er ikke plads til at fejle. På skolen gælder det nærmest, at jo flere fejl, desto bedre. Jeg har opdaget, at jo flere døre jeg åbner, jo mere ved jeg, jeg ikke ved. Der er så mange måder at gøre det på, og lige nu er det forvirrende, men det skal nok komme.

Nu er jeg grådig

Men ikke desto mindre: springet fra 10 metervippen gav altså en Bodil. Betyder det så, at hun har fået fyldt sit ’Bodil-formede hul i maven’, som Troels Lyby påstår, alle skuespillere går rundt med?

– Nej! Nu er jeg blevet grådig, ler Sara.

– Det var dejligt med et skulderklap, siger hun mere seriøst. – Jeg følte, at de sagde ’vi har set dig.’ Jeg var jo lige begyndt på skolen dengang. Men jeg går ikke og tænker, at det var toppen. Der er flere udfordringer foran mig.

Man gjorde et barn fortræd

Lige nu er udfordringen historien om Heidi, der blev ansat som piccoline hos Spies … og som morgenbolledame, stort set så snart hun fyldte 15. Forestillingen er skabt af CoreAct, der blandt sine medlemmer tæller Heidis lillesøster Anika.

– Det rykker historien tættere på, siger Sara. – Men Anika har kun set det gennem barnets øjne. Hun var kun 14 år, da Heidi døde. Så der er et stort frirum til at spille Heidi, som jeg forestiller mig hende. Anika husker Heidi som en glad pige. Men jeg er nysgerrig efter at finde ud af, om det var ’for real’. Om hun næsten havde en venindeforhold til sin mor, der gjorde, at hun agerede voksen, mens hun stadig var et barn, og om forholdet til Spies var hendes chance for at bare at have det sjovt. Uden at se konsekvenserne.

Det er nemlig en tragisk menneskeskæbne, der i semidokumentarisk form undersøges i ”Heidi”.

– Hendes far havde begået selvmord, da hun var lille, moderen var kvartalsdranker. Da hun ender hos Spies er hun bare interesseret i at nyde livet. Og derfor et let offer, da Simon Spies tilbyder hende ekstra goder som morgenbolledame. Det inkluderer også adgang til hash og hårde stoffer. Da hun imidlertid afviser at gifte sig med ham, bliver hun fyret. Hun havde en drøm om at stå hvid brud, men ikke med en mand, der kunne have været hendes bedstefar. Og så starter en hurtig nedtur med heroinmisbrug og gadeprostitution, der altså ender med at hun dør af AIDS, som blot den fjerde kvinde herhjemme med diagnosen.

Kærlighed og konjunkturer

Alt dette er historie for Sara. Hun har researchet en del i tiden og ikke mindst i Simon Spies. Hun har dog endnu ikke set spillefilmen ”Spies & Glistrup” fra sidste år og ønsker ikke at drage nogen sammenligninger. Hun har imidlertid gjort den iagttagelse, at normer og økonomiske konjunkturer har det med at følges ad:

– Kærlighed og relationer er så definerede af samfundets økonomiske tilstand. I 70’erne var vi i højkonjunktur og eksperimenterede. I 80’erne var der krise, AIDS og (seriel) monogami, op til finanskrisen så vi at folk senere og senere fik børn, at 30’erne var de nye 20’ere. Mange af mine ældre venner er stadig singler sidst i deres 30’ere. Lige nu er det som om vi søger tilbage til parforholdet. Jeg har to tætte veninder, der lige er blevet mødre, og de er 25-26 år.

Noget 70’eragtigt har der dog været over Saras opvækst. Hendes forældre var rigtig røde i 70’erne og 80’erne og valgte at flytte i bofælleskab – om end på luksusmåden med 18 rækkehuse og nogle lejligheder omkring et fælleshus med daglig aftensmad og mange fester. Herskede parolen om fri kærlighed så også?

– Jo, der var nogle gamle flippere, men når vi børn ikke gad se forældrene rage på hinanden til festerne, så fandt vi andre steder hen. Men bofælleskabet var enormt praktisk på mange måder. Der var f.eks. én voksen, der hentede 10 børn fra skole.

Sex og Sara

Men hvordan har vi det egentlig med sex og kærlighed i dag? Sara Hjort Ditlevsen skal spille en pige, der fik sin debut i meget ung alder.

– Jeg tror faktisk den seksuelle debutalder er højere i dag end i 80’erne – 16-17 år er vist normalt. Det er lidt overraskende, når vi bliver så eksponeret over for sex overalt. Jeg tror, mange bliver skræmt af det: Skal min krop se sådan ud? Jeg tror nu godt, at de unge kan skelne porno fra virkelighed, men det er da skræmmende hvis unge piger tror, de skal se ud og være på en bestemt måde. Jeg tror f.eks. der er et pres på for at barbere fisse. Jeg er selv vinterbader, og der bader vi nøgne sammen, mænd og kvinder. Kroppen er ikke et issue. Vi ser ud som vi gør! Det er ikke en prototype, men det er der mange unge piger, der tror …

– Jeg tror ikke vi er mere frigjorte i dag end i 70’erne. Men jeg tror måske, der er mere ligestilling. Jeg mener, hvorfor skal det være så firkantet. Jeg vil i hvert fald påstå, at det var mig, der scorede min kæreste, og ikke omvendt.

Tror du så på den eneste ene?

– Jeg tror, at man finder en, man passer med. Så er det nok den eneste ene …