Det kan godt være, at alle skuespillere drømmer om en Bodil eller Robert, men det bliver ikke priserne, man vil huske på dødslejet, mener Helle Fagralid. Det, der tæller for hende, er at arbejde med projekter, der betyder noget … og som når publikum.

Det sidste har Helle Fagralid nået i fuldt mål med en række store roller i succesfulde TV-serier som ”Nikolaj & Julie” og ”Forbrydelsen” og senest i den Robert-belønnede hovedrolle i Niels Malmros’ ”Sorg & Glæde”. Anderledes smalt kan det forekomme, når hun optræder på Det kgl. Teater. For er det ikke en lidt støvet institution, og er tiden ikke løbet fra klassikerne?

Gør fordomme til skamme

– Der er jo en grund til, at de er blevet klassikere, nemlig at de rammer os, siger Helle Fagralid. – Jeg har spillet en hel del klassikere. Det spørgsmål, vi kan stille, er, hvordan de skal iscenesættes. Mange af klassikerne er jo så gamle, at rettighederne er udløbet, så vi har mulighed for at lave om på dem, som vi har lyst. Jeg synes, vi viser dem respekt ved at oversætte dem til vor tid. Til noget vi kan relatere til – uden at det nødvendigvis betyder, at vi skal gå og tale i mobiltelefoner i alle forestillinger.

– Måske er der også nogle fordomme om Det kgl. Teater – FORDI det er det kongelige, altså at det er lidt støvet og uvedkommende. Jeg synes, at vi forsøger at gøre de fordomme til skamme.

Der er mange sider af den sag, og Det kgl. Teater har altid været til diskussion, både hvad angår repertoire, turnéforpligtelser, billetpriser og så videre, men der er tilsyneladende stor opbakning i befolkningen, selvom der er færre reelle brugere. De forskellige rabatordninger, specielt for unge og studerende, gør det muligt at se teater for, hvad en biografbillet koster, så det er og bør bestemt ikke kun være et eksklusivt sted, mener Helle.

– En del af, at folk generelt ikke går så meget i teatret, har selvfølgelig også at gøre med, at vi lever så travle liv, siger hun – Der er ikke plads til – eller vi prioriterer ikke – at bevæge os ud om aftenen. Jeg kan sagtens forstå, at det er vanskeligt i børnefamilier. For dem er det da meget lettere bare at tænde for fjernsynet eller sætte sig ved computeren.

Publikum giver teatret mening

Men publikum er selve meningen med teatret. Det er deres oplevelse, der gør det værd for Helle at undvære familien og leve med det konstante forventningspres.

– Det væsentlige for mig er at være en del af en produktion, hvor svaret er noget større end os selv. At jeg arbejder med godt materiale, gode instruktører, gode kolleger. Og så selvfølgelig publikums oplevelse. Det betyder alt – ellers giver det ikke mening! Anmeldelserne kan betyde noget for salget, fordi mange bruger dem som pejling for, hvad de vil se. Men det vil altid være det, vi leverer på scenen, der er vigtigst.

Robert og Bodil

Når det så går rigtig godt – på teatret eller på film – så kan det udløse en pris. Det er helt ægte, når stjernerne stråler over en lille statuette, som Helle gjorde, da hun for en måned siden modtog en Robert.

– Det er dejligt med anerkendelse, smiler hun. – Og hvad min Robert for ”Sorg & Glæde” angår, så er jeg rigtig glad på Niels’ (Malmros) og Mariannes vegne. Men som Troels Lyby sagde til Bodil-uddelingen, så går alle skuespillere rundt med et hul i maven, formet som en Bodil, og en drøm om at få det udfyldt. Jeg tror bare ikke, at det kan fyldes ud. Det er et bundløst hul. Selv vil jeg hellere være taknemmelig for de roller, jeg har haft igennem tiden og dem, der – forhåbentlig – venter mig. Priser giver kun momentan lykke. Det er nok ikke dem, man tænker på, på sit dødsleje.

Det er poesi

Faktisk tager Helle livet en rolle ad gangen. Lige nu drejer det sig om ”Woyzek” (”Det er bare en lillebitte rolle”), og til april gælder det så ”Tigerhjerte svøbt i kvindehud”, et potpourri over Shakespeares kvindeportrætter.

– Der er meget tekst at vælge imellem og nogle fantastiske roller, siger hun. – Oplægget er, at vi ekspe-rimenterer. Ligesom i ”Sonetter”, men anderledes, bl.a. fordi vi her har dialoger.

– På den ene side rammer Shakespeare meget præcist ned i nogle universelle følelser, på den anden side har han en distance i sproget. Han leger med sproget; det bliver ophøjet til kunst, til poesi. Og den ophøjethed gør det lettere at gå dybt i de ekstreme følelser. Han har et blik for menneskets natur, som er eviggyldigt.

Men et hurtigt blik hen over Shakespeares værker afslører en stærk overvægt af mænd. Og med mændene som de handlende, mens kvinderne er henvist til biroller – om end ikke uden egne styrker. Men det er selvfølgelig et spejl af tiden, og Helle Fagralid bemærker, at mange instruktører foretager ’kønsskifte’ på figurerne, fordi de sagtens ville kunne være kvinder i dag (”Det, synes jeg, er et fremskridt”). For man kan med en vis ret spørge, hvem der i virkeligheden er det stærke køn:

Det stærke køn

– Det kommer an på, hvordan du definerer styrke, svarer Helle. Der har altid været nogle regler og normer, traditioner, man indrettede sig under. Mænd, der skriver om mænd. Patriarkalske samfund. I dag er der en stigende tendens til, at vi tænker mere i “menneske” end mand-kvinde, og det er da et fremskridt. Jeg tror, den største styrke er værdier som ærlighed og empati. Og DET er ikke kønsbestemt.

Og som et meget omtalt TV-eksperiment afslørede, så havde to mandlige TV-værter meget svært ved at klare mosten, da de blev udsat for smerter, der svarede til en fødsel.

– Måske er det et umuligt eksperiment, forsvarer Helle mændene. – Jeg mener, der ER jo ikke noget barn. De vidste, at det var et eksperiment. Det tror jeg heller ikke, jeg ville kunne klare! Men ved en rigtig fødsel – der er der jo ikke nogen udvej. Man kan sige, at det heller ikke ligger i mændenes genetik, at de skal kunne klare en fødsels smerter.

Roller for livet

Så stærkt eller svagt køn, roller bliver vi alle tildelt – Vi sætter folk (både mænd og kvinder) i kasser ud fra det, vi ser. Udseende HAR betydning, selv om det ikke er væsentligt i forhold til arbejdet. Vi sidder stadig fast i nogle fordomme, f.eks. at en kvinde ikke kan være seriøs, hvis hun er nedringet og går i lårkort.

– Selv om det er der jo også en slags magt i, tilføjer Helle med et smil.

Men at man ikke kan kæmpe mod sit fysiske udtryk, har Helle Fagralid erkendt. Det har givet hende en længere karriere som ingenue – dog ikke Shakespeares Julie – end de fleste, men nu ser det ud til, at hun endelig er rykket videre.

– Det er en præmis – man ser ud, som man gør, og har den udstråling, man har, fastslår hun. – Jeg har lyst til det hele, og jeg ved, at jeg kan mere, end man umiddelbart tror. Jeg elsker at blive mod-castet, blive udfordret, f.eks. som moderen i sidste del af ”Forbrydelsen”. Umiddelbart forekom hun skrøbelig, men jeg søgte efter hendes styrke, det handlende fremfor det passive.

– Lige nu mærker jeg, at jeg er på vej ind i andre rollefag. Det er jeg glad for, selv om der ikke nødvendigvis er så mange roller … eller jo, de skal bare findes!

Verden er en scene …

Helle Fagralid er ikke den, der tager arbejdet med hjem. Til dels fordi hun som kongelig skuespiller gennem det meste af sin karriere har haft tryghed i ansættelsen og mange udfordringer. Så den private Helle er ikke særlig dramatisk. Til gengæld er hun god til at gennemskue de roller, som vi alle spiller i vores dagligdag:

– Jeg har en godt udviklet intuition. Jeg er nysgerrig på mennesker og på de spil, der hele tiden er i gang, hvorfor vi agerer, som vi gør, f.eks. når vi siger det modsatte af, hvad vi mener, eller ikke er autentiske, men gemmer os bag vores masker. Vi former os ofte efter de konstellationer og omstændigheder, vi befinder os i. Det er selvfølgelig bedst at være sig selv, uanset om man taler med bankrådgiveren, er til jobsamtale eller er med sin familie. Det er vigtigt at bevare sin autenticitet. Det er vel den ro, mange søger: det at være sig selv og stå ved sig selv.

Det er lidt skræmmende, siger Lærke Winther om udsigten til at blive verdensberømt i Danmark i kraft af sin medvirken i årets julekalender på TV2. – Jeg må kigge lidt på dem, der er vant til det. Jeg er genert eller i hvert fald privat af natur, og jeg søger ikke kendtheden.

– Jeg har lavet børneserier før, og børnene kommer jo bare hen til en uden at tænke så meget over det. Jeg tænker mere på, hvordan min datter vil have det med det, når jeg henter hende i skolen. Men hun var med til premieren på serien – og hun skammer sig i hvert fald ikke over mig!

Nu er datteren også nået en alder, hvor det i det hele taget er svært at kontrollere, hvad hun ser på nettet:

– Forleden citerede min datter et spot, jeg har lavet for Tænk, fortæller Lærke. – Det fik mig til at tænke på, at nu kan hun se sin mor i ting, som måske ikke er helt egnede for hendes aldersgruppe.

Søde Lærke

Det gør selvfølgelig det hele lettere, at Lærke i ”Tvillingerne og Julemanden” spiller en meget sød kvinde og mor. Det er med Lærkes ord en klassisk julekalender med et par børn, der redder julen fra det onde, en romance mellem nogle unge, spænding, kærlighed, kamp og masser af julestemning med sne og det hele.

– Og den er rigtig sjov: Lars Hjortshøj er virkelig morsom, og det var helt pinligt, at jeg og Casper Crumb, der spiller min mand, havde svært ved at holde masken, mens børnene klarede det helt fint. Forældrene – Nanna og Anders – får ansat Julemanden, altså Lars. De har travlt med den nystartede gårdbutik & catering, men har samtidig fokus på det nære og er stadig smaskforelskede.

Men ligesom julemanden, trylleri og hvid jul skal man tage det hele med et gran salt

– Jeg kan da godt frygte skilsmissebølgen efter jul, siger hun med et grin. – Den kommer altid, men tænk, hvis det er, fordi folk siger, ’hvorfor er det ikke sådan for os? Hvorfor kysser du mig ikke længere sådan?’ Det er fiktion. Det er overskud med overskud på.

Virkeligheden ser anderledes ud

Selv blev Lærke skilt for tre år siden, men efter, hvad hun selv betegner som ’luksusskilsmissemodellen’, hvor hun og hendes mand var enige, og hvor de i øvrigt stadig fejrer jul sammen.

– Det er nok den mest voksne beslutning, jeg har truffet i mit liv, siger hun om skilsmissen. – Den var ikke let, men jeg er glad for den. Det var gået, som det ofte går, at vi var blevet mere gode venner end kærester. Vi holder meget af hinanden, og det kunne vi have levet længe på, men vi ville mere. Og så hellere skilles der, inden en af os fandt en anden. Så i forhold til julekalenderen: ja, virkeligheden ser anderledes ud!

En væsentlig grund til Lærkes medvirken i ”Tvillingerne og Julemanden” er, at den er skrevet af hendes gode veninde og kollega fra ”Normalerweize”, Anna Neye. De mødtes i sin tid på et Shakespeare-kursus.

De siamesiske tvillinger

– Hun havde lige startet et teaterkompagni, og så kom vi til at spille siamesiske tvillinger. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde samme humor og blev gode venner.

Det mundede ud i comedy-serien ”Normalerweize” på DR2 og siden også et show på Bellevue Teatret i 2009. Siden har de – med julekalenderen som seneste eksempel – arbejdet sammen i andre sammenhænge og Lærke vil godt afsløre, at de har planer om mere (”Vi vender frygteligt tilbage!”).

– Jeg er virkelig stolt på Annas vegne. En julekalender er noget stort – 24 afsnit af en halv time; det er 12 timers TV! Hun ville gerne have mig til at spille Nanna. ’Du kan noget med øjnene’, siger hun altid, men jeg tænkte: ’Aalborg? Hallo!’ Jeg var lige blevet færdig med et halvt års optagelser i Århus, og det er ikke helt let med et barn, der går i skole i København. Men det endte med, at jeg gik til casting, og så sad jeg pludselig i et fly til Aalborg.

Sød som sirup, tør som en kiks

Selv om julekalenderen har humor, er det ikke med den satiriske kant man kender fra ”Normalerweize”, snarere tværtimod:

– Jeg skulle være så forfærdeligt sød, husker Lærke og griner: – Instruktøren bad mig hele tiden ’mere varme, Lærke, mere sødme’. Det dryppede af sirup til sidst. Så hen mod sommer kunne jeg ikke klare mere sødme. Så gik jeg heldigvis lige videre til ”Valg i kommunen”, hvor jeg var noget af en sur, tør kiks. Så nu er jeg i vater igen.

– Jeg føler mig meget privilegeret, at jeg kan gå fra at spille den sødeste mor til at spille den ledeste borgmester. Der er en tendens til, at når man har lavet noget sjovt, så bliver man ’hende den sjove’, men jeg vil det hele, og har fået lov til det. Her efter jul skal jeg i gang med en ny sæson af ”Dicte” og lidt længere ude i fremtiden er der en serie til DR, som jeg glæder mig vildt til. Derudover skriver jeg igen noget med Anna. Men jeg håber også på en god, tung kvinderolle på film, hvor jeg har tid til at gå i dybden med figuren.

Glimt af lykke

Så overordnet ser tingene lyse ud i Lærke Winthers liv. Også lykken er derude – i hvert fald i glimt.

– Lykke er noget vi oplever i glimt, siger hun. – Det kan man øve sig i at være bevidst om. Dér var et lykkemoment – haps, det sluger jeg, og så føler jeg mig lykkelig over det. Jeg har mange små lykkemomenter – med min datter, med vennerne, når jeg arbejder og er i øjeblikket, og det føles rigtigt i hele kroppen. Så føler jeg mig lykkelig. Det kan opnås alle steder. Det er også sanseoplevelser, julen f.eks.; lys, duft, barnlig forventning … jeg har vist et ikke helt voksent forhold til jul. En juletur i Tivoli for at se alle lysene kan f.eks. gøre mig helt rørt.

I modsætning til julekalenderens fiktion er der imidlertid skyggesider i virkeligheden. Også den, der findes uden for Lærkes dør på Vesterbro.

– Jeg støtter Reden International, som hjælper handlede kvinder, fortæller hun. – Jeg ser det i min dagligdag, og jeg synes det er beskæmmende, at det foregår midt imellem os. Det første skridt er at erkende, at moderne slaveri foregår lige for øjnene af os!

Se, det er også en tanke at have i denne ellers så hyggelige juletid …

VW-koncernen er en af de succesrigeste bilfabrikker i verden, så derfor kan man godt tåle et flop eller to. Deres topmodel Phaeton, som skulle bide skeer med BMW’s 7-serie, Mercedes’ S-klasse og Audis A8 blev aldrig nogen seriøs konkurrent til disse, og for nylig drejede koncernen, efter et tab på adskillige milliarder kroner, nøglen om på det projekt.

Den nye direktør-topmodel, Passat CC V6, er ligesom Phaeton med et engelsk rammende ord: understated. Den ser faktisk ikke ud af mere end en lidt forvokset standard Passat, som jo er yderst populær blandt det rejsende folk med speciale i salg ude på de danske landeveje.

Men tag endelig ikke fejl, for her er der i sandhed tale om en ulv i fåreklæder. Et let tryk på speederen og du står i løbet af få sekunder til nogle klip i kørekortet. 0 til 100 km/timen klares af den 320 hk. stærke vogn på kun 5,6 sekunder – hurtigere end en Porsche Boxster. Men Passaten har vel og mærke plads til fem voksne, adskillige kufferter i det store bagagerum og man kan føre en samtale selv ved tophastighed.

Det er tysk, når det er bedst og mest diskret. Ingen spoilere, ingen fancy ”brødrister-grill” foran og ingen røde Brembo-bremser bag fælgene. Kun diskret og underspillet power, som til enhver tid vil give GTI-drengene så meget baghjul, at de vil hade dig.

Af udseende en smuk, om end lettere kompakt direktørslæde, men af sjæl en lynhurtig og rummelig rejsevogn, som med dets firehjulstræk klæber sig til vejen uanset fart og sving.

Standardudstyret er overdådigt med bixenonlygter, træthedsregistrering, sportssæder, lyspakke, 17 ” alufælge og meget mere, og prisen for hele herligheden ligger på kun 670.000,- kroner, hvor Liebhaverboligens testmodel dog havde fået hele direktørpakken, så prisen landede på lige under en million.

Prismæssigt langt fra floppet Phaeton, som kostede over dobbelt så meget. Og en yderst fornuftig pris for så gedigen og sjov en VW, der slet ikke er så folkelig endda, når man først smider Boss-habitjakken om bagi, løsner slipset og træder højre pedal i bund.

++++++

÷÷÷÷÷